Søren Kierkegaard rettede i sine sidste leveår et voldsomt og målrettet angreb på kirken, hvor han beskyldte præsteskabet for at være hyklere, der havde vendt kristendommen på hovedet, så kristendommen var umuliggjort og ikke-eksisterende, hvorfor det var afgørende og nødvendigt at bekæmpe levebrødspræsterne. Kierkegaards skarpe kritik af officiel kristendom som stående i utvetydig modsætning til nytestamentlig kristendom negligeres imidlertid af vore dages præster, og stik imod Kierkegaards ånd er han selv blevet gjort til en af den danske kirkes største stoltheder. Faklen bringer her en række citater fra Søren Kierkegaards kirkekamp, som bl.a. blev ført i stridsskriftet Øieblikket, efterfulgt af et længere uddrag af en artikel, hvor Kierkegaard bl.a. redegør for udviklingen i sit forfatterskab henimod kirkekampen: »Hvad Christus dømmer om officiel Christendom« …

"Der skal først og fremmest, efter den størst mulige Maalestok, gjøres en Ende paa hele den officielle – velmente – Usandhed, der – velment – fremkogler og opretholder det Skin, at det er Christendom, man forkynder, det nye Testamentes Christendom. I denne Henseende gjælder det om ikke at skaane." (Artikel i Fædrelandet, 22.3.1855).

"Saaledes maa Sagen vendes; bort, bort, bort med al Øienforblindelse, frem med Sandheden, ud med Sproget: vi duer ikke til at være Christne i det nye Testamentes Forstand – og dog trænge vi til at turde haabe en evig Salighed, som vi altsaa maatte faae paa ganske andre Vilkaar end dem, det nye Testamente fastsætter." (Artikel i Fædrelandet, 22.3.1855).

"Den religieuse Tilstand i Landet er: Christendommen (dette vil sige det nye Testamentes Christendom – og alt Andet er jo ikke Christendom, allermindst ved at kalde sig saa). Christendommen er slet ikke til, hvad vel næsten Enhver maa kunne see ligesaa godt som jeg." (Artikel i Fædrelandet, 26.3.1855).

"Det nye Testamentes Christendom er slet ikke til. Her er ikke Noget at reformere; det, det gjælder om, er at bringe Lys i en gjennem Aarhundreder fortsat, af Millioner (uskyldigere eller skyldigt) øvet christelig Criminal-Forbrydelse, hvorved man kløgtigt, under Navn af Christendommens Fuldkommengjørelse, har lidt efter lidt søgt at franarre Gud Christendommen, faaet Christendom til at være lige det Modsatte af, hvad den er i det nye Testamente." (Artikel i Fædrelandet, 28.3.1855).

"Jeg vil Redelighed. Er det da dette, Slægten eller Samtiden vil, vil den ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem gjøre Oprør mod Christendommen, sige til Gud 'vi kan, vi vil ikke bøie os under denne Magt' – men vel at mærke, det gjøres ærligt, redeligt, uforbeholdent, aabent, ligefrem: nu vel, hvor besynderligt det kunde synes, jeg er med; thi Redelighed vil jeg. Og overalt, hvor der er Redelighed, kan jeg gaae med; et redeligt Oprør mod Christendommen kan kun gjøres, naar man redeligt vedgaaer, hvad Christendom er, og hvorledes man selv forholder sig dertil." (Artikel i Fædrelandet, 31.3.1855).

"Men Eet vil jeg ikke, nei, for ingen, ingen, ingen Pris vil jeg det, Eet vil jeg ikke: jeg vil ikke, om det saa blot var med den sidste Fjerdedel af det sidste Led paa min lille Finger deltage i, hvad der hedder: officiel Christendom, der ved Fortielse eller Konster gives Skin af at være det nye Testamentes Christendom, hvad jeg paa mine Knæ takker min Gud for, at han forbarmende forhindrede mig at komme for langt ind i." (Artikel i Fædrelandet, 31.3.1855).

"Ansvaret ligger egentlig hos Staten; skal derfor Stat og kirke skilles ad, bliver det ligefrem Statens Pligt at forsørge Præsten, med hvem den har contraheret. Hvad vilde ogsaa Staten paa den Galei! At arrangere 1000 Levebrød paa Conto: den lidende Sandhed, og at ville 'protegere' det Guddommelige: begge Dele er lige bagvendt." (Artikel i Fædrelandet, 11.4.1855).

"Hvo Du end er, hvilket Dit Liv for resten, min Ven, – ved (hvis Du ellers deeltager i den) at lade være at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse som den nu er (med Paastand paa at være det nye Testamentes Christendom) har Du bestandigt een og en stor Skyld mindre, Du deeltager ikke i at holde Gud for Nar ved at kalde det nye Testamentes Christendom hvad der ikke er det nye Testamentes Christendom." (Flyvebladet Dette skal siges; saa være det da sagt, 24.5.1855; Kierkegaards krigserklæring til kirken).

"Thi ikke sandt, Du menige Mand, det kan Du meget godt forstaae – jeg mener, at just Du kan langt lettere og bedre forstaae det, end demoraliserede Præster og en fordærvet Fornemhed – ikke sandt, dette kan du ypperligt forstaae, at Eet er at forfølges, mishandles, hudflettes, korsfæstes, halshugges o.D., et Andet, comfortabelt indrettet, med Familie, jevnt avancerende, at leve af at skildre, at en Anden blev hudflettet o.s.v. – men dette er ogsaa en Forskjel mellem det nye Testamentes Christendom og den officielle." (Artikel i Fædrelandet, 26.5.1855).

"Lys i Sagen, lad det blive tydeligt for Menneskene, hvad det nye Testamente forstaaer ved det at være Christen, at Enhver saa kan vælge, om han vil være Christen, eller om han redeligt, ærligt, uforbeholdent ikke vil være det; og lad det være sagt høit for hele Folket: det er Gud uendeligt kjerere, at Du – Betingelsen for at Du muligt kunne blive det – ærligt vedgaaer, at Du ikke er og ikke vil være Christen, uendeligt kjerere end denne Ækelhed, at det at dyrke Gud er at holde ham for Nar." (Øieblikket nr. 1, maj 1855).

"Skal her Christendom anbringes, maa altsaa først og fremmest dette Sandsebedrag bort. Men da dette Sandsebedrag, denne Indbildning er, at de ere Christne, seer det jo ud som var det at anbringe Christendom at fratage Menneskene Christendom. Dog er dette det Første, der maa gjøres, Sandsebedraget maa bort." (Øieblikket nr. 2, juni 1855).

"I det nye Testamente fremstiller Verdens Frelser, vor Herre Jesus Christus Sagen saaledes: Veien, som fører til Livet, er trang, Porten snever – Faae de som finde den. – nu derimod er for blot at blive ved Danmark, vi Alle Christne, Veien saa bred som vel mulig, den bredeste i Danmark, da det er den vi alle gaae ad, derhos i alle Maader beqvem, comfortabel, og Porten saa viid som det er muligt, videre kan jo dog en Port ikke være end den gjennem hvilken Alle gaae en masse: ergo er det nye Testamente ikke mere Sandhed." (Øieblikket nr. 2, juni 1855).

"Dog i 'Christenhed' bliver dette vanskeligt forstaaet, i Christenhed, hvor man, hvad der er ganske i sin Orden, ingen Anelse har om, hvad Christendom er, og hvor man da allermindst kunde falde paa eller, naar det siges, faae i sit Hoved, at Christendommen er bleven afskaffet ved Udbredelsen, ved disse Millioner Navne-Christne, hvis Tal vel skal skjule over, at der ingen Christen er, at Christendommen slet ikke er til; thi som man taler om, ved en lang Passiar at snakke sig fra Noget, saaledes har Menneske-Slægten, den Enkelte i den, villet snakke og skulke sig fra at være Christen ved dette Mylder af Navne-Christne, en christelig Stat, en christen Verden, beregnet paa, at Gud skal blive saa fortumlet i Hovedet ved alle disse Millioner, saa han ikke opdager, at han er narret, at der ikke er en eneste: Christen." (Øieblikket nr. 3, juni 1855).

"Prøven er ganske simpel: lad Staten (og dette er den eneste sande christelige Fordring, som det ogsaa er det eneste Fornuftige) gjøre al Christendoms Forkyndelse til privat Praxis – og det skal snart vise sig, om der her i Landet er 1½ Million Christne; ligeledes om der her i Landet er Brug for 1000 Præster med Familie. Sandheden vil nok vise sig at være, at der maaske ikke er virkelig Brug for 100 Præster, og Sandheden vil nok vise sig at være, at maaske ikke een eneste af alle disse Bisper, Provster, Præster er istand til at kunne overtage privat Praxis." (Øieblikket nr. 3, juni 1855).

"For Alt frels Christendommen fra Staten; med sin Protection ligger den Christendommen ihjel som naar en Madamme med sit Corpus ligger sit Barn ihjel, og den lærer Christendommen de afskyeligste Unoder: under Navn af Christendom at bruge Politie-Magt." (Øieblikket nr. 4, juli 1855).

"Hver Time denne Tingenes Orden bestaaer, fortsættes Forbrydelsen; hver Søndag der holdes Gudstjeneste paa den Maade, leges der Christendom og holdes Gud for Nar; Enhver der deeltager, deeltager i at lege Christendom og i at holde Gud for Nar, er indviklet med i den christelige Criminal-Sag." (Øieblikket nr. 4, juli 1855).

"I det nye Testamente er, ifølge Christi egen Lære, det at være Christen, blot menneskelig talt, idel Qval, en Qval, sammenlignet med hvilken alle andre menneskelige Lidelser næsten kun ere Barnestreger. Det Christus taler om – thi han lægger ikke Dølgsmaal derpaa – er om at korsfæste Kjødet, hade sig selv, om at lide for Læren, at græde og hyle, medens Verden glæder sig, om de meest hjerteskærende Lidelser ved at hade Fader, Moder, Hustrue, sit eget Barn, om at være hvad Skriften siger om Forbilledet – og det at være Christen skal jo svare til Forbilledet – en Orm, ikke et Menneske. Derfra disse idelige Formaninger om ikke at forarges, ikke at forarges over, at Det der i den allerhøieste, i guddommelig Forstand er Frelsen, Hjælpen, skal være, menneskelig talt, saa rædsomt. Saaledes med det at være Christen." (Øieblikket nr. 5, juli 1855).

"En Kirke derimod, ja, det er et tvetydigt Sted, en kongelig autoriseret christelig Kirke i 'Christenhed' er det meest Tvetydige, som nogensinde har existeret. Thi at gjøre Nar af Gud er ikke tvetydigt, men at gjøre det under Navn af at dyrke ham er tvetydigt; at ville afskaffe Christendommen er ikke tvetydigt, men det er tvetydigt at afskaffe Christendommen under Navn af at udbrede den; at give Penge for at modarbeide Christendommen er ikke tvetydigt, men det er tvetydigt at tage Penge for at modarbeide den under Navn af at virke for den." (Øieblikket nr. 5, juli 1855).

"Det Hele er en Gavtyvestreg; disse 2000 Kirker eller hvor mange der ere, er, christeligt, en Gavtyvestreg; disse 1000 Fløiels, Silke, Klædes, bombasins Præster ere ligeledes, christeligt, en Gavtyvestreg – thi det Hele hviler paa den gavtyveagtige Antagelse, at vi Alle ere Christne, hvilket just er den gavtyveagtige Afskaffelse af Christendommen." (Øieblikket nr. 5, juli 1855).

"Sandheden er: det at blive Christen er at blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv; Forholdet er: jo mere Du indlader Dig med Gud, og jo mere han elsker Dig, jo mere vil Du blive, menneskeligt talt, ulykkelig for dette Liv, jo mere vil Du komme til at lide i dette Liv. Og denne tanke, der rigtignok lader en noget forstyrrende Belysning falde over (hvad der jo skal være det nye Testamentes Christendom!) hele det muntre, børne-avlende, carrieregjørende Præste-Laugs livslystige Trafik, og som et Lyn gjennemlysner dette phantastiske Blendværk, Maskeraden, Selskabs-Legen, Narrestregen med – alle Sandsebedragenes Tilhold! – 'Christenhed', christne Stater, Lande, en christen Verden, denne Tanke er for et stakkels Menneske frygtelig, dræbende, fast overmenneskeligt anstrengende." (Øieblikket nr. 6, august 1855).

"Derfor er Intet Gud saaledes imod som officiel Christendom og Deeltagelse deri med Paastand paa at det er at dyrke ham. Dersom Du troer, og det troer Du jo dog, at det at stjæle, røve, plyndre, hore, bagtale, fraadse o.s.v. er Gud imod: den officielle Christendom og dens Gudsdyrkelse er ham uendeligt væmmeligere. At et Menneske kan være sjunken i en saadan dyrisk Dumhed og Aandløshed, at han vover at byde Gud slig Dyrkelse, hvor Alt er Tankeløshed, Aandløshed, Dorskhed; og saa Mennesket frækt vover at ansee det for et Fremskridt i Christendom!" (Øieblikket nr. 7, august 1855).

"Det at blive i det nye Testamentes Forstand Christen er en saadan Radical-Forandring, at man, blot menneskelig talt, maa sige, det er den tungeste Sorg for en Familie, om en af dens Medlemmer blev Christen. Thi i en saadan Christen bliver Guds-Forholdet saa overmægtigt, at han er ikke 'som' tabt, nei, at han i en langt mere afgjørende Forstand end ved at døe er tabt for Alt, hvad der hedder Familie. Det er derom Christus bestandigt taler, baade naar han sig selv betræffende siger, at det at være hans Discipel er at være hans Moder, Broder, Søster, at han ikke i en anden Forstand har Moder, Brødre og Søstre; og naar han ideligt taler om den Collision at hade Fader og Moder, sit eget Barn o.s.v." (Øieblikket nr. 7, august 1855).

"Christendommen hviler, som paa sin Forudsætning, i den Betragtning af Menneske-Tilværelsen, at Menneske-Slægten er en fortabt Slægt, at hver Enkelt der fødes, ved at være født, ved saaledes at tilhøre Slægt, er en Fortabt. Christendommen vil saa frelse hver enkelt, men lægger ingenlunde Dølgsmaal paa, at naar der skal gjøres Alvor hermed, bliver dette Liv ubetinget lige det stik Modsatte af hvad et Menneske har Smag og Sands for, idel Lidelse, Qval, Elendighed." (Øieblikket nr. 7, august 1855).

"Nei, der er ganske bogstaveligt ikke en eneste ærlig Præst. Og derimod er ved 'Præstens' Tilværelse hele Samfundet, christeligt, en Nederdrægtighed, som det dog ikke saaledes vilde være, hvis 'Præsten' ikke var med. Fra Morgen til Aften udtrykker disse Samfundets Tusinder eller Millioner den Anskuelse af Livet, der er Christendommens lige stik modsat, saa modsat som det at leve er det at døe. Dette kan man ikke kalde nederdrægtigt, det er menneskeligt. Men nu kommer det Nederdrægtige: at der er 1000 paa det nye Testamente eedfæstede Mænd med, der selv, ligesom hele det øvrige Samfund, udtrykker den Anskuelse af Livet, der er Christendommens lige stik mod, men tillige betrygger Samfundet, at dette er Christendom." (Øieblikket nr. 7, august 1855).

"En Christen i det nye Testamentes Forstand er bogstavelig en Fremmed og Udlænding: han føler sig fremmed, og Enhver føler uvilkaarligt, at han er ham fremmed." (Øieblikket nr. 7, august 1855).

"Hvo du end er, betænk dette! Flye for Alt Præsternes Veiledning; dette kan Du jo dog ogsaa vel begribe, at Du hos Næringsdrivende ikke faaer noget Sandt at vide om den lidende Sandhed: om Christendom. Flye dem; de narre Dig for det Evige, just ved at indbilde Dig, at Du kan faae det Evige paa et andet Vilkaar end Lidelsernes. Vaag selv; thi just dette er Tilværelsens Alvor, at Du er sat i en Verden, hvor den Stemme, der kalder Dig ad den rette Vei, taler ganske sagte, medens tusinde Stemmer udenfor og i Dig tale høirøstet nok om lige det Modsatte." (Øieblikket nr. 8, september 1855).

"Det Christus, det Apostelen, det ethvert Sandhedsvidne begjerer som det Eneste er: Efterfølgelse – det eneste Menneske-Slægten ikke finder Behag i eller har Smag for. Nei, tag Farerne bort – at vi kan komme til at lege: saa præsterer Menneske-Slægtens Batailloner (o, Væmmelse!) det Forbavsende i Efterabelse; istedetfor Christi Efterfølgelse træder saa (o, Væmmelse!) de hellige Abekattestreger – under Veiledning og Commando af (o, Væmmelse!) eedfæstede Præster, der gjøre Tjeneste som Sergeanter, Lieutenanter o.s.v., ordinerede Mænd, der altsaa have en hellig Aands særdeles Bistand til denne Alvor." (Øieblikket nr. 9, september 1855).

"Der var engang da 'Mennesket' forholdt sig til sig selv i en uendelig Forestilling om det at være Christen, da han gjorde Alvor med det at afdøe, det at hade sig selv, det at lide for Læren, og nu fandt Livet saaledes vanskeligt, ja saaledes qvalfuldt, at selv de Haardføreste næsten segnede under disse Vanskeligheder, krympede sig som Orme, og selv de Ydmygste ikke vare langt fra at fortvivle. Og derfor, hvortil alle disse Vanskeligheder, vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Vær Piat; og vær saa enten selv Præst, Provst, Biskop, der – i Kraft af hellig Eed paa det nye Testamente – een Gang om Ugen i tre Qvarteer piatter noget Høit, men for resten giver alt Høiere en god Dag, eller være selv Lægmand, der i tre Qvarteer opløftes af det Høie, som Præsten i tre Qvarteer piatter, men for resten giver alt Høiere en god Dag: og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde! Forfalsk saa i dybeste Grund Guds eller Christendommens Betragtning af dette Liv, lad det være Dig Kjendet paa, at Veien er den rette, den Gud velbehagelige, at den (lige stik mod Guds Ord) er let – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde, denne Verden bliver en herlig Verden, herligere og behageligere og lettere med hvert Aarhundrede der leves paa den Maade." (Øieblikket nr. 9, september 1855).

"Ved at see de Herlige, Sandhedsvidnerne, vove Alt for Christendommen, foranlediges man til den Slutning: Christendommen maa være Sandhed; ved at agte paa Præsten foranlediges man til den Slutning: Christendommen er nok ikke Sandheden, men Profiten er Sandheden. Nei, det Beviis for at Noget er Sandhed af Villigheden til at lide for det, lader sig kun føre af En, der selv villigt lider for det. Præstens Beviis: at bevise Christendommens Sandhed deraf, at han tager Penge for, har Profit af, lever af, med Familie jævnt avancerende lever af – at Andre have lidt, er Selvmodsigelse, er, christeligt, Snyderie. Og derfor skal 'Præsten', christeligt, stoppes, som man borgerligt taler om at stoppe en Tyv." (Øieblikket nr. 9, september 1855).

"Du menige Mand! Jeg dølger det ikke for Dig, at efter mine Begreber er det at være Christen noget saa uendelig Høit, at der (hvad baade Christi Liv bekræfter, naar man agter paa hans Samtid, og hvad hans Forkyndelse, naar man tager den nøie, antyder) bestandigt kun ere Enkelte, som naaer det: dog er det muligt for Alle. Men Eet besværger jeg Dig for Gud i Himlens Skyld og ved Alt hvad helligt er: flye Præsterne, flye dem, disse Afskyelige, hvis Næringsvei er at forhindre Dig i endog blot at blive opmærksom paa hvad sand Christendom er, og derved at forvandle Dig, omtaaget af Galimathias og Sandsebedrag, til hvad de forstaae ved en sand Christen, et betalende Medlem af Statskirke, Folkekirke o.D. Flye dem; kun at Du da passer paa at betale dem villigt og prompt hvad Penge de skal have." (Øieblikket nr. 10; lå klar til tryk ved Søren Kierkegaards død).

Hvad Christus dømmer om officiel Christendom

Det kunde synes underligt, at jeg nu først rykker frem med dette; thi Christi Dom er dog vel afgjørende, hvor ubeleilig den end kommer det geistlige Plattenslager-Laug, som har bemægtiget sig Firmaet "Jesus Christus" og under Navn af Christendom gjort brillante Forretninger.

Det er imidlertid visseligen ikke uden Grund, at jeg først nu fremdrager dette Afgjørende; og Den, der opmærksomt har fulgt min hele Forfatter-Virksomhed, vil det overhovedet ikke være undgaaet, at der er en vis Methode i den Maade, paa hvilken jeg gaaer tilværks, at den bærer Præget baade af, hvad jeg siger, at det Hele med "Christenhed" er en Criminal-Sag, svarende til hvad man ellers kjender under Navn af Falsknerie, Plattenslagerie, kun at det her er Religionen, der bruges saaledes – og af, at jeg virkelig er, som jeg siger det, et Politie-Talent.

Tænk da nu engang efter, at Du kan følge Gangen i Sagen. Jeg er begyndt med at udgive mig for at være en Digter, underfundigt sigtende paa, hvad jeg nok tænkte var Sammenhænget med den officielle Christendom, at Forskjellen mellem Fritænkeren og den officielle Christendom er, at Fritænkeren er en ærlig Mand, som ligefrem lærer, at Christendom er Digt, Poesi, den officielle Christendom en Falsknen, der høitideligt forsikkrer, at Christendom er noget ganske Andet, høitideligt ivrer mod Fritænkeren, og ved Hjælp deraf skjuler over, at den selv i Virkeligheden gjør Christendom til Poesie, afskaffer Christi Efterfølgelse, saa man kun gjennem Indbildningskraften forholder sig til Forbilledet, selv lever i ganske andre Bestemmelser, hvilket er at forholde sig digterisk til Christendom, eller at forvandle den til Poesie, ikke mere forpligtende end Poesie er; og tilsidst bliver saa Enden, at man reent kaster Forbilledet bort og lader det man er, Middelmaadighed, omtrent gjælde for Idealet.

Under Navn af at være Digter drog jeg saa nogle Idealer frem, foredrog Det – ja det som 1000 kongelige Embedsmænd ved Eed ere forpligtede paa. Og disse gode Mænd, de mærkede slet Intet, de vare fuldkommen trygge, i den Grad var Alt, christeligt, Aandløshed og Verdslighed; disse gode Mænd anede slet ikke, at der skjulte sig Noget bag denne Digter – at Fremgangsmaaden var Politie-Klogskabens, for at gjøre de Vedkommende trygge, hvad Politiet bruger just for at faa Leilighed til at gjøre desto dybere Indblik.

Saaledes gik der en Tid hen. Jeg stod mig endogsaa ganske godt med disse eedfæstede Mænd – og fik i al Stilhed baade Idealer anbragte, og Kjendskab til dem, jeg har med at gjøre.

Da forvandlede denne Digter sig pludselig, han – om jeg saa tør sige, kastede Guitarren, og – fremtog en Bog, som hedder "vor Herre og Frelsers Jesu Christi nye Testamente", og med – ja det var med et Politie-Blik – lod han disse eedfæstede Lærere, "Sandhedsvidner", forstaae: om det ikke er denne Bog, paa hvilken de ved Eed ere forpligtede, denne Bog, hvis Maalestok er en god Deel større end den han havde brugt?

Fra det Øieblik indtraadte, som man veed, Taushed. Saa raske paa det de vare, saa flinke til at declamere, saa længe de meente ikke blot at kunne slippe, men at kunne spille vigtige paa den Maade: det er en Digter vi har for os, det er Overspændthed med hans Idealer, Maalestokken er meget for stor: saa tause bleve de fra det Øieblik denne bog og Eeden kom med i Spillet.

Altsaa jeg fremtog det nye Testamente, tillod mig ærbødigst at minde om, at disse ærede Sandhedsvidner ved Eed ere forpligtede paa det nye Testamente – og saa indtraadte Tausheden. Var dette ikke besynderligt?

Imidlertid ansaae jeg det for rigtigst, om muligt, endnu nogen Tid at holde dem i Uklarhed over, hvor vel underrettet jeg er, og i hvilken Grad jeg har det nye Testamente paa min Side, hvad ogsaa lykkedes mig, men hvad det ikke kunde falde mig ind at rose mig af.

Jeg talte da i mit eget Navn, bestandigt rigtignok mere og mere afgjørende, da jeg jo saae, at man stadigt forsmaaede, at jeg først stillede Sagen Modparten saa gunstigt som det var mig muligt at gjøre det; og tilsidst paatog jeg mig, i mit eget Navn at sige, at det er en Skyld, en stor Skyld at deeltage i den officielle Gudsdyrkelse, som den nu er. Det var i mit eget Navn; nu forstaaer sig, at slippe fra mig paa den Maade, at jeg er en Digter, saa det endogsaa er de Andre, som spille Sandheden, det lod sig vel nu ikke mere gjøre. Men det er dog altid noget Beroligende, at jeg taler i mit Navn; og jeg naaede altsaa atter her, ved, i Betragtning af dette Beroligende, at gjøre Modparten lidt tryg, at faae Leilighed til end bedre at lære dem at kjende: om de agtede at forhærde dem mod Sigtelsen; thi vistnok maa dog Samvittigheden have slaaet de eedfæstede Mænd ved at høre dette Alt forandrende Ord: det er Skyld, en stor Skyld at deeltage i den offentlige Gudsdyrkelse, som den nu er; thi dette er den størst mulige Afstand fra at være Gudsdyrkelse.

Men som sagt, det Beroligende var, at jeg talte i mit eget Navn. Thi om det end er saa, at jeg med Gud veed, at jeg har talt sandt og talt som jeg skulde tale; og om det jeg har sagt end er sandt og skulle siges, ogsaa hvis der intet Ord var af Christus selv: saa er det dog altid godt, at vi af det nye Testamente veed, hvorledes Christus dømmer om officiel Christendom.

Og det veed vi af det nye Testamente, hans Dom findes der – men det forstaaer sig, jeg holder mig fuldkommen overbeviist om, at hvo Du end er, hvis Du ikke kjender andet til hvad Christendom er, end af "Sandhedsvidnernes" Søndags-Prædiken, saa kan Du Aar ud og Aar ind gaae i 3 Kirker hver Søndag, høre – almindelig taget – hvilken som helst af de kongelige embedsmænd: og Du vil aldrig have hørt de Ord af Christus, til hvilke jeg sigter. Sandhedsvidnerne tænke formodentlig som saa: Ordsproget siger "man skal ikke tale om Strikken i hængt Mands Huus", saa vil det ogsaa være Galskab, i Kirkerne at fremdrage de Ord af Guds Ord, som himmelhøit vidne mod hele Præstens Gøglespil. Ja, jeg kunde fristes til at gjøre følgende Fordring, der, saa billig og beskeden, dog er den eneste Straf, jeg ønsker over Præsterne: man fremdrog visse Afsnit af det nye Testamente, og Præsten forpligtedes til at læse dem høit for Menigheden. Naturligviis maatte jeg forbeholde mig Eet, at det ikke blev som Skik og Brug er, at Præsten, efter at have forelæst et saadant sted af det nye Testamente, nu lagde det nye Testamente til Side, for derpaa selv at "udlægge" det Forelæste: nei, mange Tak! Nei, det jeg kunde fristes til at foreslaae, er følgende Gudstjeneste: Menigheden samles; der bedes en Bøn i Kirkedøren; en Psalme synges: saa bestiger Præsten Talerstolen, fremtager det nye Testamente, nævner Guds Navn, og forelæser derpaa for Menigheden det bestemte Sted høit og tydeligt – derpaa har han at tie og at forblive 5 Minutter taus staaende paa Prædikestolen, og saa kan han gaae. Dette vilde jeg ansee for yderst gavnligt. At faae Præsten til at rødme falder mig ikke ind; Den, der med Bevidstheden om at ville forstaae ved Christendom hvad han forstaaer ved Christendom, har uden at rødme kunnet aflægge Eed paa det nye Testamente, ham faaer man ikke let til at rødme; og det maa vel ogsaa siges at høre med til ret at kunne være officiel Præst, at man da først og fremmest har vænt sig af med Ynglingens og Uskyldighedens Barnagtigheder: at rødme o.desl. Men jeg antager, at Menigheden vilde komme til at rødme paa Præstens vegne.

Og nu til de Ord af Christus, om hvilke jeg taler.

De findes i Matth. 23,29-33; Luc. 11,47.48, og lyde saaledes:

Matth. 23,29-33. 29) Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! At I bygge Propheternes Grave, og pryde de Retfærdiges Gravsteder, og sige: 30) havde vi været i vore Fædres Tid, da havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod. 31) Saa bære I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaget Propheterne. 32) Saa fylder og I Eders Fædres Maal! 33) I Slanger! I Øgleunger! Hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom?

Luc. 47. 48. 47) Vee Eder! At I bygge Propheternes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel! 48) Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.

Men hvad er nu "Christenhed"? Er Christenhed ikke det størst mulige Forsøg i Retning af: istedetfor, som Christus har fordret at følge ham efter, at lide for Læren, i stedet derfor at dyrke Gud ved "at bygge Propheternes Grave, og pryde de Retfærdiges Gravsteder, og sige: havde vi været i vore Fædres Tid, havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod"?

Det er om denne Art Gudsdyrkelse, jeg har brugt det Udtryk, at det, sammenlignet med det nye Testamentes Christendom, er at lege Christendom. Udtrykket er aldeles sandt, og fuldkommen betegnende. Hvad er nemlig det at lege, naar man tænker paa, hvorledes Ordet maa forstaaes i denne Forbindelse? Det er at eftergjøre, efterligne en Fare, hvor der ingen Fare er; og saaledes, at man saa sætter Kunsten i jo mere skuffende man kan lade som var Faren der. Saaledes leger Soldaterne Krig paa Fælleden; der er ingen Fare, man lader blot som var den der, og Kunsten bestaaer egentligen i, at gjøre Alt skuffende, ganske som var det paa Liv og Død. Og saaledes leges der Christendom i "Christenhed". Dramatisk costumerede Kunstnere træde frem i Kunstbygninger – og der er i Sandhed slet ingen Fare, Intet mindre, Læreren er kongelig Embedsmand, jævnt avancerende carrieregjørende – og nu leger han dramatisk Christendom, kort han spiller Comedie; han foredrager det om Forsagelse, men selv er han jævnt avancerende; han lærer det at foragte verdslig Titel og Rang, men selv er han carrieregjørende; han skildrer de Herlige ("Propheterne") som bleve ihjelslagne, og Omqvædet er bestandigt: dersom vi havde været i vore Fædres Tid, havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod – vi, som jo bygge deres Grave og pryde deres Gravsteder. Man vil altsaa ikke engang (som jeg bestandigt, indstændigt og bønligt har foreslaaet det) dog idetmindste være saa sand, at man tilstaaer, at man slet ikke er bedre end De, som sloge Propheterne ihjel, nei, man vil benytte sig af den Omstændighed, at man jo ikke er samtidig med dem, til at tillyve sig at være langt, langt bedre end De, der sloge dem ihjel, ganske andre Væsener end hine U-Mennesker – man bygger jo de saa uretfærdigt Ihjelslagnes Grave og pryder deres Gravsteder.

Dog at lege Christendom; hvor betegnende end dette Udtryk kan være: den Myndige kan ikke bruge saadanne Udtryk, han taler anderledes derom.

Christus kalder det – o, agt derpaa! – han kalder det: Hyklerie. Og ikke blot dette, men han siger – gys! – han siger, at denne Hykleriets Skyld er lige saa stor, netop lige saa stor en Forbrydelse som den at slaae Propheterne ihjel, altsaa: Blod-Skyld. Ja, hvis man kunde spørge ham, han skulde maaskee svare, at denne Hykleriets Skyld, just fordi den er saa fiint skjult, og langsomt fortsættes gjennem et heelt Liv, er større Skyld end deres, som i opblussende Rasen ihjelsloge Propheterne.

Dette er altsaa Dommen, Christi Dom over Christenhed, over Søndags-Gudsdyrkelsen, over officiel Christendom. Gys; thi ellers bliver Du dog hængende i det. Det er saa skuffende: skulde vi ikke være rare Mennesker, sande Christne, vi som bygge Propheternes Grave, pryde de Retfærdiges Gravsteder, skulde vi ikke være rare Mennesker, og da i Særdeleshed sammenlignede med de U-Mennesker, som ihjelsloge dem. Og desuden hvad skal vi gjøre, vi kan jo ikke gjøre mere, end at være villige til at give af vore Penge for at bygge Kirker o.D., ikke knibe paa Præsten, og saa selv høre ham. Det nye Testamente svarer: hvad Du skal, er, Du skal følge Christum efter, lide, lide for Læren; den Gudsdyrkelse, som Du vil foranstalte, er Hyklerie og liig Blod-Skyld; det "Præsten", med Familie, lever af, er af, at Du er en Hykler, eller af at gjøre Dig til en Hykler, at bevare Dig i at være en Hykler.

"Eders Fædre sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave: saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger, og samtykke dem." Luc. 11,48.

Ja, Søndags-Christendommen, og de næringsdrivende Præsters uhyre Laug maa jo blive som rasende over saadan Tale, der med eet eneste Ord lukker alle Boutiquerne, casserer hele denne kongelig autoriserede Næringsvei, og ikke blot det, men advarer mod slig Gudsdyrkelse som mod Blod-Skyld.

Dog er det Christus, der taler. Saa dybt hænger altsaa Hykleriet sammen med det at være Menneske, at just naar det naturlige Menneske befinder sig allerbedst, har faaet sig indrettet en Gudsdyrkelse ret efter sit Hoved: lyder Christi Dom: dette er Hyklerie, er Blod-Skyld; det er ikke saa, at medens Dit Liv for resten paa de Søgnedage er Verdslighed, at der saa dog er det Gode ved Dig, at Du om Søndagen gaaer i Kirke hos den officielle Christendom, nei, nei, den officielle Christendom er meget værre end al Din Ugens Verdslighed, er Hyklerie, er Blod-Skyld.

Til Grund for "Christenhed" ligger den Sandhed: Mennesket er født Hykler. Det nye Testamentes Christendom var Sandheden. Men kløgtigt opfandt Mennesket og gavtyveagtigt en ny Art Christendom, den at bygge Propheternes Grave og pryde de Retfærdiges Gravsteder og sige: dersom vi havde været i vore Fædres Tid. Og dette er det Christus kalder Blod-Skyld.

Det Christendommen vil er: Efterfølgelse. Det Mennesket ikke vil, er, han vil ikke lide, allermindst den Art Lidelse, som er den egentligen christelige, at lide af Menneskene. Saa tager han Efterfølgelsen bort, og derved Lidelsen, den særlige christelige; saa bygger han Propheternes Grave: det er Eet; og saa lyver han for Gud, sig selv, for Andre, at han er bedre end De, som sloge Propheterne ihjel: det er det Andet. Hyklerie først og Hyklerie sidst – og efter Christi Dom: Blod-Skyld.

Tænk Dig, naar Folk samles i en Kirke i Christenhed, at da – Christus pludselig traadte ind i denne Forsamling: hvad troer Du han vilde gjøre?

Nu, hvad han vilde gjøre, kan Du jo læse i det nye Testamente.

Han vilde rette sig mod Lærerne – thi Menigheden vilde han vel dømme om, som fordum: de ere vildledte – han vilde rette sig mod dem "i lange Klæder", Kjøbmændene, Gøglerne, der have forvandlet guds Huus om ikke til en Røverkule saa til en boutique eller til en Fjællebod, og sige "I Hyklere, I Slanger, I Øgle-Unger"; og han vilde vel som fordum danne en Svøbe af Snorer, for at jage dem ud af Templet.

Du, som læser dette – jeg er fuldkommen forberedt derpaa; hvis Du ikke kjender Andet til Christendom end fra Søndags-Sladdren, Du vil oprøres mod mig, det vil være Dig, som forskyldte jeg den grueligste Gudsbespottelse ved at fremstille Christus saaledes "at lægge ham saadanne Ord i Munden: Slanger, Øgle-Unger, det er jo rædsomt, det er jo Ord man aldrig hører i nogen Dannets Mund; og at lade ham flere Gange gjentage dem, det er jo saa forfærdelig simpelt; og at gjøre Christus til et Menneske, der bruger Vold!" Min Ven, Du kan jo see efter i det nye Testamente.

Søren Kierkegaard