At målet helliger midlet, spiller fortsat en afgørende rolle for store ideologiske og religiøse anskuelser. Formelt glorværdige mål legitimerer derved direkte og indirekte både den historiske og aktuelle anvendelse af grusomme midler, som samme mål lige så formelt er uforenelige med.

Kristendommen og socialismen udspringer begge af et (i det mindste indtil videre) utopisk mål, henholdsvis den evige salighed og det klasseløse samfund. For både gejstlige og verdslige ledere har målet for begge disse verdensanskuelser på hver sin facon helliget midler og begivenheder af næsten ubeskrivelig grusomhed – millioner af ofre har været prisen for mål, som aldrig er blevet indfriet.

Kristendommens og socialismens moderne apologeter henviser til, at grusomhederne kun er begået i hver deres respektive verdensanskuelsers navn. Det er med andre ord bevidst kætteri og misbrug eller ubevidste misforståelser og sammentræf, som i begge tilfælde ganske uretfærdigt har miskrediteret en i bund og grund tolerant og medmenneskelig verdensanskuelse – for er Målet måske ikke værd at kæmpe for?

Det overvældende flertal af moderne socialister og kristne tiltrækkes selvfølgelig ikke af henholdsvis de totalitære træk ved Lenins og hans efterfølgeres politik eller den verdensforsagende uforsonlighed fra det Nye Testamente og de kirkelige arvtagere, men derimod snarere af behovet for at bibringe den generelle og mere diffuse, for ikke at sige til tider håbløse, men altid nødvendige kamp imod undertrykkelse et skær af henholdsvis større teoretisk og teologisk tyngde. Og naturligvis kan man i forlængelse heraf i hver sin lejr påpege f.eks. Kristi helhjertede næstekærlighed over for de fattige og udstødte og Marx' ikke mindre helhjertede solidaritet med sin tids undertrykte arbejderklasse.

Men at millioner af mennesker insisterer på, at humanistisk næstekærlighed og solidaritet således fortsat skal udspille sig for foden af korset eller i skyggen af hammer og segl, under hvilke tegn netop næstekærligheden og solidariteten ikke desto mindre er blevet knust for atter andre millioner af mennesker, er måske det kardinalparadoks, der bekræfter, at selv om målet i dag kun sjældent eksplicit hævdes at hellige midlet, er det ubestrideligt, at det ofte implicit er tilfældet.

Dagens socialist er selvfølgelig lige så lidt ansvarlig for f.eks. den stalinistiske udryddelsespolitik, som et medlem af den danske folkekirke er ansvarlig for korstogenes, inkvisitionens og missionens brutalitet – eller den almindelige muslim for Talebans fundamentalistiske diktatur, for den sags skyld. Basal redelighed må imidlertid fordre, at ethvert samvittighedsfuldt menneske spørger sig selv, hvor mange inhumane midler og begivenheder man kan overleve at se udført i sin egen ideologis eller religions navn og dog fortsat bevare sin opfattelse af denne som en hensigtsmæssig ramme netop for humane håb og intentioner.

Dette får dog ikke yderligtgående protestanter af nationalistisk observans til at besinde sig på det faktum, at de bebor kulturhistoriens skøbeligst tænkelige glashus, når de tager plads blandt de retoriske stenkastere og insisterer på at holde dagens muslimer og socialister personligt ansvarlige for alverdens ulykker, der er tilvejebragt i henholdsvis islams og socialismens navn. Hykleriet er selvindlysende – atter helliger målet midlet.

Ikke meget mindre tragikomisk og dobbeltmoralsk er det, når liberalister og socialdemokratiske medløbere afkræver muslimer og socialister alt fra anger og bodsgang til retsforfølgelse og forbud, fordi deres blotte synspunkter ganske absurd hævdes at undergrave samfundet.

At de i bund og grund selv støtter og lader sig inspirere af en verdensorden, hvis himmelråbende inhumane gerninger gøres dagligt tilgængelige i den trykte og elektroniske presse, afficerer dem dog ikke det fjerneste. Det forlængst afsluttede kapitel om en venstrefløj, der i 1970erne havde sin storhedstid som et lille åndehul i opposition til det bestående, udstilles og udhænges f.eks. for at have undergravet Vestens verdensorden af de velvillige talerør for samme verdensorden, der grådigt har tilrevet sig en stadig voldsommere overmagt, beriget de rige og privilegeret de privilegerede.

Hvornår skal liberalisterne og deres medløbere stå til ansvar for den liberalistiske verdensorden og angre støtten til en ideologi, der så åbenlyst udsulter flertallet af verdens befolkning?

I endnu højere grad end i 1970erne oplever vi i dag den verdenspolitiske skævvridnings udtryk for vestlig »bistand«, hvor den lejlighedsvise uddeling af håndører barmhjertigt forpligter i forvejen udbyttede folkeslag til et medlemskab af Vestens forbrugerklub med renters renters renter, og hvor vilkårlige bombetogter og handelsboykotter kræver utællelige ofre. For målet helliger midlet.

Det liberalistiske frihedsideal retfærdiggør imidlertid lige så lidt den nyliberalistiske tvangsglobalisering, som det kristne paradis retfærdiggør de kristne korstog, eller det kommunistiske klasseløse samfund retfærdiggør stalinistisk totalitarisme. Men vi kan ikke komme uden om at konstatere, at de voldsomste overgreb rent faktisk er fulgt i disse verdensanskuelsers kølvand, og derfor har vi heller ikke gjort op med, om målet helliger midlet.

Alternativet er, at vi helt undsiger de utopiske mål, de evige sandheder, de endelige løsninger.

At vi ikke lader os lede og forlede af selvproklamerede humane endemål, der så let retfærdiggør inhumane gerninger.

De humane mål er uvigtige, fordi de pr. definition altid hører fremtiden til, mens de humanistiske midler er altafgørende – fordi de pr. definition altid hører nutiden til.

På midlerne skal vi bedømme målet, ikke omvendt. Derfor må vi også komme udover både socialismen og liberalismen. De har haft deres tid. Lad os lære af fortidens fejl. Vi har givet dem flere generationers chance, og fremtidens forandringer må udspille sig under nye rammer.

Vi kender ikke fremtiden. Vi ved ikke, hvad det i så fald ender med. Vi ved kun, hvordan det kan begynde: Midler over mål og gerninger over ideologier. Humanistiske konkreter i ord og gerning i stedet for teoretiske og teologiske utopier.

Midlet helliger målet.

Faklen