Er den megen omtale af gruppevoldtægter tegn på, at der er opstået en ny form for voldtægt, der er betinget af gerningsmændenes kultur og religion? Eller er »massevoldtægterne« medieskabt hysteri? Kriminologiske undersøgelser giver svar på spørgsmålene om fup og fakta vedrørende voldtægt og voldtægtsmænd ...

»Massevoldtægt« er blevet et tilbagevendende ord, ikke så meget i debatten om voldtægt, men i debatten om de etniske

minoriteter. Baggrunden er alvorlig nok, nemlig nogle få sager, hvor unge efterkommere af indvandrere er blevet sigtet eller dømt for at have deltaget i gruppevoldtægt. Men ved udelukkende at fokusere på dette fåtal af det samlede antal gruppevoldtægter og ved at anslå den sensationalistiske tone, der ligger i ordet »massevoldtægt«, har medierne været medvirkende til at danne yderligere grobund for den yderste højrefløjs forestillinger. Forestillinger om, at pæne danske piger ikke kan færdes i fred for muslimer, der opfatter dem som »billige ludere«.

Problemet er, at sådan en forestilling ikke blot er absurd sammenholdt med den afstandtagen fra voldtægt, der er blandt muslimer, men at den heller ikke lader til at have meget hold i nogen verificerbar virkelighed, om end måske nok i en medieskabt virkelighed, hvor alle andre voldtægtssager fortoner sig under sensationelle overskrifter om »massevoldtægt«. De færreste finder i hvert fald på at sætte de omtalte sager ind i en sammenhæng med de voldtægtssager, der ellers finder sted i Danmark, og som der findes undersøgelser af.

Det er ellers ikke mere end tre år siden, der sidst blev foretaget en omfattende undersøgelse af voldtægtssagerne i Danmark. Rigspolitichefen udsendte nemlig i 1998 undersøgelsen »Voldtægters omfang og karakter i Danmark - En undersøgelse af voldtægtsanmeldelser i 1990, 1991 og 1992 & Voldtægtsudviklingen i Danmark«, der er lettilgængelig for medier, politikere og lægmand, eftersom den findes på politiets egen hjemmeside (på adressen www.politi.dk/PUBL/Voldtaegt98/voldtaegter1998.pdf).

Undersøgelsen er baseret på 1.163 voldtægtsanmeldelser, der udgør ca. 85 % af det samlede antal voldtægtsanmeldelser fra de tre år 1990, 1991 og 1992. Af de 1.163 anmeldelser drejede de 604 sig om voldtægtsforsøg og de resterende 559 om fuldbyrdet voldtægt. Der var kun 712 (61 %) af anmeldelserne, hvor politiet fandt grundlag for at rejse en sigtelse, og det er disse 712 sager, der danner baggrund for undersøgelsens del om gerningsmænd. Det må derfor understreges, at undersøgelsen altså bygger på sigtelser, og ikke på sager, hvor en gerningsmand rent faktisk blev dømt!

Lav social status er gennemgående blandt sigtede i voldtægtssager

I de 712 sager blev der rejst 756 sigtelser for voldtægt mod 668 formodede gerningsmænd. At der er flere sigtelser end sager skyldes, at der i 50 sager var mere end en formodet gerningsmand involveret, dvs. at der var tale om sigtelser for gruppevoldtægt. At antallet af formodede gerningsmænd videre er mindre end antallet af sigtelser skyldes at 48 af de sigtede var gengangere i flere af sagerne, endda i helt op til 8 sager!

Der var altså 50 gruppevoldtægtssager fordelt på de tre år, hvilket vil sige, at der i perioden i snit var mellem 15 og 20 gruppevoldtægtssager om året. Disse 50 sager udgjorde 7 % af samtlige 712 sigtelser. Der var således i gennemsnit i årene 1990-92 ca. hver tredje uge en anmeldelse af gruppevoldtægt, der førte til sigtelse, og gruppevoldtægt var dermed ikke noget usædvanligt fænomen i starten af 90erne.

Hvad angår de sigtedes nationalitet, var 76 % af de sigtede danske statsborgere, mens resten fordelte sig således: 3 % fra det øvrige Norden, 9 % fra resten af Europa, 6 % fra Asien, 5 % fra Afrika, 1 % fra Oceanien og en enkelt sigtet fra Nordamerika.

24 % (162 personer) af de sigtede var altså udenlandske statsborgere. Disse sigtede kan have været fastboende udlændinge, turister, asylansøgere eller andre udlændinge, der ikke havde fast bolig i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik udgjorde udenlandske drenge og mænd, der var bosiddende i Danmark dengang, ca. 3 % af den samlede befolkning, så en simpel sammenligning af disse to tal kunne indikere en overrepræsentation af herboende udlændinge, men materialet giver desværre ikke anledning til at underbygge eller modbevise sådan en hypotese.

Hvad man derimod med sikkerhed kan sige noget om, er de sigtedes alders- og erhvervsmæssige baggrund, samt om der er tale om »gamle kendinge« af politiet. Der tegner sig dermed et næsten klassisk billede på den typiske kriminelle: En ung mand med ringe social status og med stor risiko for tilbagefald til kriminalitet.

69 % af de sigtede var nemlig under 35 år, og hele 48 % var ikke erhvervsaktive. Arbejdsløshedsprocenten blandt de sigtede var på 39 %, hvilket er markant højere end den daværende arbejdsløshed blandt mænd på 9 % ifølge Danmarks Statistik.

Der var en klar overvægt af »gamle kendinge« blandt de sigtede. Hele 69 % (464 af 668) havde inden sigtelsen været sigtet eller dømt mindst en gang før, og her er færdselsforseelser ikke medregnet. 20 % af de sigtede (134) var tidligere blevet sigtet for »forbrydelse mod kønssædeligheden«, dvs. for voldtægt, anden kønslig omgængelse end samleje, blufærdighedskrænkelse eller salg af børnepornografi.

Sammenfattende karakteriserer undersøgelsen de formodede gerningsmænd således: 2 ud af 3 var mellem 15 og 34 år. 3 ud af 4 var danske statsborgere. 2 ud af 5 havde ikke arbejde. Knap 3 ud af 4 var allerede kendt i det Centrale Kriminalregister. 1 ud af 5 havde før været sigtet eller dømt for en forbrydelse mod kønssædeligheden.

»De voldtægtsdømte som gruppe med deres høje kriminelle belastethed og lave sociale status afviger stærkt fra normalbefolkningen,« skriver professor, dr.jur. Flemming Balvig i undersøgelsens anden del, der sammenligner tallene for 1990-92 med ældre undersøgelser, i særdeleshed en for årene 1972-76. De voldtægtsdømte ligner »i langt højere grad i deres baggrund og livssituation … det typiske fængselsklientel i øvrigt«.

Antallet af gruppevoldtægter stabilt siden 1950erne

Eftersom der ikke tidligere har været fokus på de voldtægtsdømtes nationalitet eller på deres etniske eller kulturelle oprindelse, er der ikke grundlag for at sige noget om udviklingen i antallet af ikke-danske voldtægtsmænd. Selve undersøgelsen gør det heller ikke muligt at sige noget om en sammenhæng mellem nationalitet og voldtægt og kan dermed ikke benyttes til at belyse, om der skulle kunne være kulturelt betingede forhold bag ikke-danske gerningsmænds voldtægter.

Balvig konstaterer dog, at der sammenlignet med andelen af fastboende udlændinge i Københavnsområdet er en overrepræsentation af voldtægtsdømte mænd i Københavns politikreds i 1990-92 (33 %), men da man ikke ved, hvor mange af de dømte, der er fastboende udlændinge, kan der ikke fremsættes konklusioner om en sammenhæng. Balvig gør derimod opmærksom på, at »de ikke-danske pådømte voldtægtsmænd er betydeligt mere socialt belastede end de danske. I 1990-92 var 83 % af de ikke-danske uden arbejde over for 59 % af de danske. Flertallet i begge grupper har været straffet tidligere. Der er ingen forskel imellem dem i så henseende.«

Først fremtidige undersøgelser vil altså kunne vurdere, om antallet af voldtægtssager med ikke-danske gerningsmænd er stigende, og om fastboende ikke-danske gerningsmænd er overrepræsenteret i forhold til deres andel af befolkningen. Balvig mener dog, at der sandsynligvis er tale om »en tilvækst, der er relativt stærkere end tilvæksten i andelen af udlændinge/turister i det danske samfund«. Den markante sociale belastning blandt de ikke-danske gerningsmænd kan ifølge Balvig »tyde på, at det mere er de sociale forhold end de kulturelle forhold, der forklarer de eventuelle forskelle«, men det tilføjes dog, at »grundlaget er for løst til at sige noget som helst sikkert herom«.

Endelig kan man sammenligne med resultaterne fra undersøgelsen »Kriminalitet og national oprindelse 1998«, der også kan læses på politiets hjemmeside (www.politi.dk). I 1998 var der ifølge denne undersøgelse 15 indvandrere og 2 efterkommere af indvandrere, der blev dømt for voldtægt mv., begge svarende til 0,2 % af de respektive befolkningsgrupper. I hele befolkningen var der tale om 73, der blev dømt for voldtægt mv., svarende til 0,1 %. Det er ikke tal, der tyder på, at indvandrere eller deres efterkommere kan skydes i skoene at have et markant andet forhold til voldtægt end den øvrige befolkning. Tager man videre hele området med sædelighedsforbrydelser, hvor blufærdighedskrænkelser vejer tungt, blev der i 1998 dømt 58 indvandrere og 4 efterkommere, mens der af hele befolkningen blev dømt hele 428.

Gruppevoldtægter skilles ikke ud i undersøgelsen af voldtægt. Som tidligere nævnt var der i snit 15-20 sager om gruppevoldtægt i starten af 90erne. Ifølge et interview med Balvig og professor Vagn Greve i Information den 22.11.00 har antallet af gruppevoldtægter fra 50erne og frem til i dag været stabilt. Vagn Greve siger her: »Vi har i årevis haft det samme antal gruppevoldtægter. Gennemsnitligt en hver anden uge, og det har ikke ændret sig i mange år.«

Der er således hverken på baggrund af de kriminologiske undersøgelser eller på baggrund af nogle få sager nogen som helst grund til at formode, at de spektakulært omtalte sager om gruppevoldtægt er tegn på en forøgelse af antallet af gruppevoldtægter. Ej heller at det er et fænomen, der er knyttet til særlige etniske eller kulturelle grupper, eftersom det har været et nogenlunde konstant problem igennem et halvt århundrede. Gruppevoldtægt var lige så stort et problem i årtierne, før Danmark inviterede »gæstearbejdere« til landet, som det er i dag!

Det udelukker naturligvis ikke, at faktorer med baggrund i f.eks. et skisma mellem den kultur, man møder i sin familie, og den, man møder i sin dagligdag i skolen, på diskoteket og andre steder, kan spille en rolle for ens handlinger, herunder kriminalitet. Men ud fra den omtalte undersøgelse er det langt vigtigere at fokusere på de alvorlige sociale problemer, som mange voldtægtsmænd tilsyneladende har. Eftersom mange indvandrere og deres efterkommere også har sociale problemer med f.eks. overhovedet at finde sig et arbejde, endsige et arbejde svarende til uddannelsesniveau, evner og interesse, burde den medieskabte frygt for »etniske« gruppevoldtægter derfor især føre til øget fokus på at sørge for, at indvandrere og deres efterkommeres sociale problemer løses på en måde, der sikrer dem uddannelse og arbejde, samt styrker deres selvværd og deltagelse i samfundslivet.

Mediernes prioritering af voldtægtssager

Under alle omstændigheder passer undersøgelsens karakteristisk af gerningsmænd - uanset deres nationalitet - meget dårligt ind i de forestillinger, som medierne har været med til at skabe, om farlige og utilpassede bander af »muslimer«, der ikke forstår at respektere »danske« piger, men betragter dem som »ludere«, der er med på den værste, og derfor kan voldtages. Forestillinger, der længe har floreret på den yderste højrenationalistiske fløj, men som nu via de stort opslåede aviskampagner næsten har fået det blå stempel.

Imens anmelder en kvinde voldtægt omtrent hver dag i Danmark, og langt hovedparten af de sigtede voldtægtsmænd er pæredanske. Men dette ellers meget alvorlige problem får sjældent de store avisoverskrifter. Er det, fordi vi og medierne har vænnet os til, at sådan er det bare? Og er det virkelig sådan, at der skal andre elementer til, som f.eks. at offer og sigtede har forskellig etnisk baggrund, før sagen bliver interessant?

Det kunne være interessant at vide, hvorfor TV og aviser ikke gør mere ud af de ca. 25 gruppevoldtægter, der år efter år finder sted? Der må nu være opstået en interesse for at få belyst denne forbrydelse, og skulle journalister kunne underbygge eller modbevise populære hypoteser, som f.eks. at der skulle være en sammenhæng mellem bandekriminalitet og gruppevoldtægt, ville det være af ikke ringe betydning for samfundsdebatten.

Men indtil videre lader konklusionen til at være, at de danske medier er mere interesseret i at fokusere på enkelttilfælde, der egner sig til at bekræfte eller underbygge fordomme, frem for at oplyse om og afhjælpe et alvorligt samfundsproblem, nemlig voldtægt. Det skønt alle vel er enige om, at voldtægt kan karakteriseres, som Balvig gør det i undersøgelsen: »En af de mest modbydelige handlinger mod et andet menneske, vi kender til. Der er ved voldtægt ikke ’blot’ tale om anvendelse af vold, somme tider meget grov vold, men også om en dyb og indgribende krænkelse af offerets integritet, identitet og frihed. De påførte skader er også ofte betydelige og langvarige, og af såvel fysisk som psykisk og social karakter.«

Er det ikke på tide atter at overlade uunderbyggede hypoteser og absurde forestillinger om muslimer og kolossale mørketal til højrefløjen og tage fat på det, man rent faktisk ved om voldtægt? Vi skylder voldtægtsofrene, at de ikke bliver solgt til fordel for en helt anden dagsorden; nemlig opstillingen af en fiktiv modsætning mellem »islam« og »danskhed«, mellem »de fremmede« og »os«.

Det glædelige er, at undersøgelsen konkluderer, at antallet af voldtægter er faldende. Ikke på grund af de strafferetslige initiativer over for gerningsmændene, konkluderer Balvig, men snarere fordi der er sket en holdningsændring i samfundet: »Udviklingen synes endnu engang at demonstrere, at det inden for ganske brede rammer ikke er det afgørende, hvad der sker ved domstolene og i straffesystemet. Det afgørende - det virksomme er det, der sker uden for domhusene og fængslerne. Ved yderligere at styrke kvinders ligestilling i det danske samfund og i al almindelighed og over en bred front og ved konkret at bakke stærkere op omkring krisecentre, kvinderådgivninger mv., kan vi formentlig se frem til en yderligere reduktion i en af de forbrydelser, der både i sine direkte og indirekte virkninger stadig udgør et alvorligt samfundsproblem.«

Også når det gælder etniske, kulturelle eller religiøse minoriteter, spiller holdningsændringer en vigtig rolle for, hvordan de bliver behandlet, og for hvordan de selv handler i samfundet. Kan man forestille sig, at der kommer noget positivt ud af, at personer, der har en anden etnisk, kulturel eller religiøs baggrund end gennemsnitsdanskeren, igen og igen bliver mistænkeliggjort? Nu også som potentielle voldtægtsforbrydere?

Man kan naturligvis ikke fortænke aviser og TV i at ville fortælle om spektakulære voldtægtssager. Det er sager, der har en betydelig samfundsinteresse, men på baggrund af undersøgelsens konklusioner ville det være ønskeligt, hvis enkeltsagerne blev sat i forbindelse med den viden, der findes om voldtægt. Dermed ville det blive sværere for nogen at forledes til at drage tvivlsomme eller uholdbare konklusioner om personer eller grupper af personer. Uholdbare konklusioner såsom at gruppevoldtægt skulle være et nyt fænomen, eller at det skulle være en kriminalitet, der er knyttet til specifikke kulturelle eller religiøse grupper. Så kunne debatten handle om, hvad der kan gøres for at afhjælpe og forebygge det problem, der fører til daglige voldtægtsanmeldelser, i stedet for om højrefløjens myter.

Niels K. Petersen