Faklen kritiserede i 1996-97 Bibelselskabets autoriserede oversættelse af det Gamle Testamente fra 1992 og dokumenterede, at oversættelsen for mange skriftsteders vedkommende var en manipulation af kildeteksterne for at tækkes krav fra den kirkelige højrefløj. Siden nedsattes en gruppe af oversættere med semitiske filologer i spidsen med henblik på i stedet at udarbejde grundlaget for den første videnskabelige oversættelse af disse kildetekster. Små fem år efter Faklens kritik udkommer i år det metodologiske fundament herfor samt de første prøveoversættelser i et samarbejde mellem C.A. Reitzels Forlag og det Kongelige Bibliotek.

Faklen lagde i 1996 ud med en skarp kritik af den nyeste autoriserede oversættelse af den hebraiske bibel (»det Gamle Testamente«), udgivet af det Danske Bibelselskab i 1992 (herefter: DO92). Under overskriften »Bibelforfalskning« dokumenteredes, at DO92 - i talrige tilfælde - ikke repræsenterer en tekstnær, videnskabeligt forsvarlig oversættelse, men en evangelisk-luthersk gendigtning af den oldhebraiske tekst. Med udgangspunkt i oversættelsens retningslinier, en længere række udtalelser af de hovedansvarlige teologer og mange konkrete teksteksempler konkluderedes, at som kilde til den hebraiske bibeltekst per se er DO92 ofte ubrugelig. Som kilde til den danske folkekirkes særlige bibelforståelse er den derimod fortrinlig.

I 1990 slog daværende generalsekretær for Bibelselskabet og hovedansvarlig for DO92 Niels Jørgen Cappelørn således fast, at den autoriserede oversættelse af bibelen var en »kirkebibel«, og skrev i Det Danske Bibelselskabs Årbog fra 1990: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition (…) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien (…) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og Det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed, og at den gamle og den nye pagt må forstås i lyset af hinanden (…) En dansk kirkebibel er en bibel, som består af oversættelser, der udgør en kanonisk samling af tekster og ikke en samling af religionshistoriske tekster. Eller sagt på en anden måde: Der er tale om en samling af skrifter, som i århundreder har været og fortsat er i levende, forpligtende brug i kirken (…) Bibelen er kirkens og gudstjenestens bog, og fra gudstjenesten tager vi den med hjem til daglig brug og opbyggelse.«

Da prøveoversættelserne i 1988 stort set lå færdige, havde Cappelørn efter pres fra kirkens højrefløj oprettet en revisionskomité, hvis kommissorium bl.a. var »at drøfte og træffe beslutning om oversættelsen af steder i Bibelen, som spiller en afgørende teologisk rolle i den kirkelige tradition, herunder steder i Det gamle Testamente, som er citeret i Det nye Testamente.« (Det Danske Bibelselskabs Årbog 1988, s. 43).

Cand.theol. Ove Kollerup, der har studeret baggrunden for den autoriserede oversættelse fra 1992, har redegjort for den indflydelse på den endelige oversættelse, som revisionskomiteen fik: »Det bør her anføres, da det siger noget om rækkevidden af denne direkte indflydelse, at der ikke ved nogen tidligere dansk bibeloversættelse er gjort et så minutiøst og omfattende arbejde med at koordinere de ca. 300 citater fra det Gamle Testamente i det Nye Testamente og de ca. 5.700 allusioner i det Nye Testamente til det Gamle Testamente som ved 1992-Bibelen.« (Hvem bestemmer over Bibelen? (1994), s. 70).

Der var med andre ord ikke tale om noget videnskabeligt sigte, ingen tekstnær, tilstræbt uforudindtaget oversættelse. I stedet blev resultatet sine steder en gendigtning, hvor kildeteksterne underordnes kristen dogmatik, dansk salmetradition og folkekirkelig liturgi - skønt ingen af delene fandtes i det univers, som den hebraiske bibel er blevet til i. Læseren får altså ikke mulighed for at danne sig sit eget indtryk af forskelle og ligheder den hebraiske bibel og Nye Testamente imellem på et reelt grundlag i den autoriserede oversættelse.

Ud af Faklens kritik af denne fremgangsmåde (se Faklen nr. 1-5; artiklerne findes også på: www.faklen.dk), der baserede sig på et stort antal konkrete eksempler, voksede et naturligt forslag frem om udarbejdelsen af en strengt videnskabeligt baseret oversættelse af den hebraiske bibel; en oversættelse, der gengiver den hebraiske bibeltekst på dens »egne« præmisser, så vidt muligt uafhængigt af dens ekstensive virkningshistorie i kristen, jødisk og islamisk tradition; en oversættelse, der tilvejebringes efter samme ikke-konfessionelle principper som alle andre oldtidsskrifter i humanvidenskabeligt regi.

Faklens kritik af DO92 og forslag om en videnskabelig nyoversættelse af den hebraiske bibel vandt efterhånden støtte hos en længere række (højtstående) filologer og universitetsteologer, bl.a. professor, dr.phil. i semitisk filologi, Frede Løkkegaard (jf. interview i Faklen nr. 2), professor, Ph.D. i Gammel Testamente, Thomas L. Thompson (jf. Chaos: Dansk-Norsk Tidsskrift for Religionshistoriske studier, nr. 30, 1998), seniorforsker, mag.art. i semitisk filologi, Ulf Haxen (jf. Berlingske Tidende den 24. 1.98 og Information den 11.2.98) og cand.mag., Ph.D. i semitisk filologi, Philippe Provençal (jf. Information den 11.2.98).

Men kritikken mødte også markant modstand. Ikke overraskende måske, hovedsagelig fra teologisk-kirkelig side. Ved siden af indsigelserne mod den fremlagte kritik af de mange tendentiøse oversættelser forekom en anden type modstand. Et tilbagevendende element var her hævdelsen af, at man ikke kan udarbejde en »videnskabelig«, underforstået »korrekt« eller »sand« oversættelse. En oversættelse er og vil altid være udtryk for en tolkning, i særdeleshed når det som i dette tilfælde angår et 2-3.000 år gammelt skrift fra en fremmed kulturkreds. »Objektivitet« - en af menneskets forforståelser uafhængig læsning af en tekst - eksisterer ikke. Karakteristisk var, at der implicit eller eksplicit sattes lighedstegn mellem videnskabelighed og »objektivitet« i denne forstand.

F.eks. skrev bibeloversætter Bodil Ejrnæs: »At tro - som Faklens folk synes at gøre - at man kan gå til teksten (…) og præstere en ’uforudindtaget oversættelse’, det er illusorisk« (Kristeligt Dagblad, 16.10.96).

En sådan uforudindtaget »objektivitet« havde og har Faklen imidlertid aldrig slået til lyd for, så meget mere som det 19. århundredes objektivitetsbegreb for længst er blevet udsat for en altafgørende problematisering, hvis ikke desavoueret af de fleste forskere i dag.

Fra det første nummer i 1996 er der således blevet argumenteret for, at enhver diskussion om en fra et menneskes kontekst, sprog og oplevelse abstraheret virkelighed som det egentlig virkelige er meningsløs set i lyset af moderne videnskabsteori. Det giver for så vidt kun mening at tale om en af menneskets kontekst, sprog og oplevelse afhængig virkelighed som det egentlig virkelige. I forlængelse heraf er det blevet påvist, at ethvert postulat om en absolut metafysisk, ideologisk eller politisk sandhed ikke kan tilkendes velovervejet validitet (læs f.eks. Faklen nr. 19: »Relativisme«).

Med en vis ret kan man sige, at moderne sprog- og erkendelsesteori implicerer et definitivt opgør med enhver traditionel forestilling om objektivitet. Dette vedrører også oversættelser. De vil altid være udtryk for oversætterens mere eller mindre velbegrundede formodninger ud fra bestemte forudsætninger, afhængige af den givne kulturelle kontekst. Gengivelsen af den »oprindelige« betydning af et oldtidsskrift er derfor et ideal, der aldrig kan nås, men kun tilstræbes. Så langt som det er menneskeligt muligt.

Tilstræbes skal det i en akademisk sammenhæng til gengæld også. Det er et imperativ ifølge den videnskabelige modus operandi. Dette indebærer bl.a., at en given tekst må forstås i lyset af dens egen samtid. At man på grundlag af det ekstante, arkæologiske, epigrafiske og litterære materiale sætter sig ind i tankegangen, selv- og verdensforståelsen hos de mennesker, hvis skrifter man ønsker at oversætte. I lyset heraf undersøges det, hvilken betydning denne tekst sandsynligvis havde for (et flertal af) dens forfattere og første læsere.

Firkantet opstillet foretager man oversættelsen på baggrund heraf. Alt afhængig af, hvor begavede og vidende de forskere er, der forestår arbejdet, vil oversættelsen i større eller mindre grad afspejle tekstforlæggets oprindelige semantiske indhold. Men aldrig absolut.

Ud over disse fundamentale krav indbefatter en videnskabelig oversættelse endvidere en forpligtelse til at oplyse om alle de flertydigheder og usikkerheder såvel som alle de obskure og undertiden notorisk uforståelige udtryk, der er i den pågældende tekst.

Endelig kan og vil en videnskabelig oversættelse aldrig opnå »autorisation«. At påberåbe sig en særlig bemyndigelse fra et statsoverhoveds eller fra andres side vedrørende dens anvendelse. Dens eneste »au-torisation« ligger i den sandsynlighed, som et flertal af kompetente forskere måtte tillægge den.

Af ovenstående kan man med andre ord ikke drage den underforståede konklusion, at en kirkelig oversættelse principielt kan være lige så »korrekt« som en videnskabeligt baseret. Således hævdede f.eks. Cappelørn: »Han understreger, at det, at der [med DO92] er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre videnskabelig oversættelse.« (Universitetsavisen den 17.10. 1996).

Det er således indlysende, at de førkristne forfattere og redaktører af den hebraiske bibel ikke havde kendskab til f.eks. Augustin, Luther eller Grundtvig, hvorfor en hensyntagen til disse i udarbejdelsen af den hebraiske bibel må betegnes som en umulighed ud fra enhver rationel betragtning. Tilsvarende må en hensyntagen til Augustin, Luther og Grundtvig i oversættelsen af den hebraiske bibel nødvendigvis betegnes som manipulation af tekstens oprindelige mening.

I realiteten kommer kirkeligt autoriserede oversættelser tæt på netop den pseudo-objektivitet, som kirkelige kritikere fejlagtigt har villet skyde en videnskabelig oversættelse i skoen. Dette gør sig gældende, når den underkender tekstens ordlyd til fordel for post-bibelsk, kirkelig dogmatik, der ifølge sin definition er objektivt sand, uforanderlig og genstand alene for troen. Det gør sig gældende, når den påberåber sig en autorisation, der er en humanvidenskabelig-relativistisk tankegang fremmed. Og det gør sig gældende, når den af hensyn til traditionens krav ikke redegør for den undertiden store usikkerhed, der er forbundet med enhver oversættelse af den hebraiske bibeltekst, og dermed implicit kan formidle det indtryk, at en »korrekt« oversættelse eksisterer.

Endelig er en kirkebibels fundamentale anliggende - qua kirkebibel - at berette om en »objektiv og absolut« sandhed. Gud, Himlens og Jordens Skaber, og Kristus, Guds søn. Dersom en bibeloversættelse ikke kan gøre dette, og netop dette, er det en ubrugelig oversættelse i en kirkelig sammenhæng. Den dynamiske forandring og pluralistiske sandhedsrelativisme, der i høj grad definerer videnskaben, vil derfor altid være en trussel mod kirkens dogmatik.

I kontrast hertil er den hebraiske bibeltekst fra en religionshistorisk synsvinkel et kildeskrift til en særlig gruppe menneskers religiøse selvopfattelse i oldtidens Nære Orient. Det er en videnskabelig oversættelses opgave at gengive, hvordan disse tekster blev forstået i deres oprindelige kontekst. En sådan oversættelse vil principielt altid være af foreløbig karakter, eftersom nye fund, resultater og erkendelser i forskningen kan kaste et nyt lys på den hebraiske tekst, så man må revidere sin opfattelse heraf. Derved kan oversættelsen blive ugyldig, og derved kan behovet for en opdateret og ændret oversættelse være en realitet.

Som det fremgår, repræsenterer en videnskabelig oversættelse, om noget, den distinkte modsætning til enhver hævdelse af entydighed, objektivitet og absolut sandhed.

Det samme kan, som vi har set, ikke siges om en traditionel, kirkelig oversættelse.

Bibelselskabets kristologiske tolkning

I lyset af ovenstående kan det næppe undre, at det Danske Bibelselskab insisterer på at levere bibeloversættelser til folkekirken, som det er hovedansvarlig for selv at udarbejde. Det kan heller ikke undre, at det har forholdt sig stærkt kritisk til en videnskabeligt funderet oversættelse, om end dets beskyldninger herimod om »objektivitet« i bedste fald må betegnes som illegitime.

Det korte af det lange er, at Bibelselskabet af indlysende årsager ikke er interesseret i en bibeloversættelse, der eroderer det (dogmatiske) grundlag for dets egen eksistens, den kristne tradition. Som bekendt er dets formål kristen mission gennem salg og distribution af bibeloversættelser.

Fundamentalt i kristen tro er en kristen grundforståelse af den hebraiske bibel. At denne tekstantologis hovedgud er den samme som det Nye Testamentes. At den indeholder en lang række profetier om Kristus såvel som grundlaget for den kirkelige dogmatik.

De fleste teologer er enige om, at kristendommen er uforståelig, hvis ikke meningsløs, dersom den hebraiske bibel ikke er en kristen tekstsamling. Dette skyldes ikke mindst, at både de nytestamentlige forfattere og Kristus selv, »Guds søn«, netop hævder, at dette er tilfældet. Skulle de tage fejl på dette centrale punkt, er bibelens status uundgåeligt relativeret. Og en relativeret bibel kan ikke udgøre fundamentet for en religion, der i sin essens prætenderer at være absolut og ultimativ. Ergo: Den hebraiske bibel skal gøres til en kristen bog.

Problemet er imidlertid, at det er den faktisk ikke. Dette har været en af de måske sikreste og mest uopgivelige erkendelser inden for bibelvidenskaben siden Oplysningstiden. Den hebraiske bibels hovedgud inkarnerer talrige, undertiden uforenelige forskelle fra den nytestamentlige. Der er strengt taget ikke en eneste forudsigelse af Kristus i denne bog, og dens selvforståelse er i al væsentlighed disparat med den nytestamentlige og kirkelige.

Dette hverken kan eller bør forhindre kristne mennesker i at tro, at den hebraiske bibel er spækket med kristusvidnesbyrd. Det må være ethvert menneskes frie valg. Men ret skal være ret. Der står ikke ét ord om det i den hebraiske grundtekst.

Og dette er en afgørende pointe. Siden Oplysningstiden har en af den kristne kirkes vigtigste redningsplanker utvivlsomt været, at de hebraiske bibeltekster er skrevet på et sprog, som kun de færreste forstår. Den absolutte majoritet har med andre ord været afhængig af bibeloversættelser, og udarbejdelsen heraf har kristne teologer traditionelt haft eksklusivt monopol på. Helt indtil i dag.

I realiteten er der aldrig blevet udarbejdet en videnskabeligt funderet bibeloversættelse af faguddannede sprogforskere i humanistisk regi! En oversættelse, der konsekvent gengiver den hebraiske bibeltekst på egne præmisser.

Det lyder ubegribeligt - næsten for utroligt til at være sandt. Men kirken har måske frygtet, at det ville få eskatologiske konsekvenser - ikke for verden, men for kristendommen selv. Det, man har kært, kæmper man for. Om nødvendigt med alle midler.

Der synes imidlertid ikke at være meget at diskutere. En oversættelse, der i talrige tilfælde er uden hold i den tekst, som den officielt hævdes at være baseret på, er udtryk for et dobbeltspil, som næppe kan være folkekirken værdig.

Tidligere har den kristne kirke været tvunget til at redefinere sig selv i lyset af skelsættende opdagelser inden for bl.a. astronomi, biologi og arkæologi. Resultatet har været, at en fundamentalistisk, ordret bibellæsning efterhånden er blevet desavoueret af de fleste kristne. Forhåbentlig vil kirken også have mod nok til at redefinere sit forhold til den hebraiske bibel som sådan. Måske endda helt at sige farvel hertil i en sanset erkendelse af, at det ikke i nogen dokumenterbar forstand handler om den kristne frelserfigur?

Som professor, dr.theol. Eduard Nielsen for nogle år tilbage udtrykte det: »Hvis en kristen prædiken skal være et Kristus-vidnesbyrd, kan vi ikke med god samvittighed prædike over en tekst fra den hebraiske bibel. Det egentlige, det vi skal prædike om, findes ikke i teksten, før vi selv lægger det ind i teksten.« (Teologi og Tradition: Festskrift til Leif Grane, 11. januar 1988, red. T. Grosbøll m.fl., 1988, s. 60).

Det betyder ikke, at den hebraiske bibel ikke repræsenterer et centralt element i den historiske baggrund for de første urkristne sekter, og deres selvforståelse må til en vis grad forklares herudfra. Men det ændrer for så vidt ikke ved kendsgerningerne: Fortsat at producere kristologiske oversættelser af en ikke- og førkristen bog er under alle omstændigheder at stikke folk blår i øjnene.

Jo før det Danske Bibelselskab åbent tager initiativ til et opgør med den kristne bibeloversættelsestradition, jo bedre. Ellers risikerer det - og folkekirken ligeså - med tiden at miste sin troværdighed. Et tilløb til redelighed kunne være, at Bibelselskabet i kommende udgaver af 1992-bibelen gør opmærksom på, at oversættelsen i utallige tilfælde ikke repræsenterer en tekstnær, tilstræbt uforudindtaget gengivelse af grundteksten, men kirkens kristologiske tolkning heraf.

Dét ville være ærlig tale.

Ny, videnskabelig oversættelse

Da forandringer inden for den kirkelige verden erfaringsmæssigt kan tage tid, har en gruppe semitiske filologer efter Faklens kritik af DO92 i 1996-97 taget initiativ til et nyt bibeloversættelsesprojekt, der i 2000 er blevet tilknyttet Orientalsk og Judaistisk Afdeling ved det Kongelige Bibliotek. Dets formål er at udarbejde en ny oversættelse af den hebraiske bibel på et rent videnskabeligt grundlag som beskrevet ovenfor.

Det blev i første omgang besluttet at udarbejde en udførlig introduktion til den nye oversættelse såvel som en prøve på denne oversættelse.

Dette indledende arbejde er afsluttet, og det har udmøntet sig i to bøger: 1) Ny bibeloversættelse - på videnskabeligt grundlag. Introduktion, og 2) Ny bibeloversættelse - på videnskabeligt grundlag. Annoteret prøveoversættelse: Da Gud begyndte kap. 1-12. Jeshajahu kap. 1-12. Begge udkommer på C.A. Reitzels Forlag/det Kongelige Bibliotek den 1. august i år.

Førstnævnte indeholder dels en redegørelse for baggrunden for nyoversættelsen og dels en diskussion og præsentation af retningslinierne herfor.

Sidstnævnte fremlægger en annoteret nyoversættelse af Da Gud begyndte kap. 1-12 og Jeshajahu kap. 1-12 til dansk. Det er skrifter, som de fleste kender under navnene 1. Mosebog og Esajas’ Bog. Bogen er det første eksempel på en videnskabelig oversættelse af den hebraiske bibel, som projektgruppen udgiver. At oversættelsen karakteriseres som en »prøveoversættelse«, skyldes, at der på grundlag af en fagligt funderet kritik heraf vil være plads til at foretage ændringer af den samlede oversættelses retningslinier, og at der vil være mulighed for at tage hensyn til nye erfaringer og forskningsresultater i fremtidens oversættelsesarbejde.

Det er hensigten, at den nye oversættelse skal udkomme i to udgaver: I en flerbinds annoteret studieudgave, udgivet successivt de kommende år, og i en étbinds ikke-annoteret standardudgave, der vil blive udgivet, når oversættelsen af hele den hebraiske bibel foreligger.

Nyoversættelsens primære målgruppe er undervisningssektoren på alle niveauer - fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet, inklusive lærerseminarier og højskoler. Den vil dermed kunne imødekomme et moderne, sekulært undervisningssystems behov for at have en videnskabelig udgave af den bog til rådighed, der udgør et centralt element i (den historiske baggrund for) hele tre verdensreligioner, jødedom, kristendom og islam.

Retningslinjerne for filologisk bibeloversættelse

I det følgende vil retningslinierne for oversættelsesarbejdet kort blive præsenteret. Eftersom de i den ovenfor nævnte Introduktion er blevet ekspliceret, diskuteret og motiveret i stor detalje, vil de kun blive fremlagt i overordnede hovedtræk:

1) Nyoversættelsen vil afspejle den hebraiske bibeltekst eksklusivt i lyset af dens »egen« kontekst. Dette indebærer, at den tilvejebringes ud fra en forståelse af det, som den hebraiske bibel historisk set er ifølge de fleste bibelforskere: den bedste - om end en kun indirekte og af mange årsager problematisk - kilde til det israelitisk-jødiske folks religion, religiøse historie og selvforståelse ca. det første årtusind f.v.t. Dette betyder bl.a., at der så vidt muligt må ses bort fra en senere post-bibelsk, jødisk tradition, hvilket fundet af de såkaldte Dødehavsskrifter med en væsentlig højere grad af sikkerhed end tidligere har muliggjort. Det indebærer også, at den ikke kan blive til under hensyntagen til det Nye Testamente eller til den kristne tradition - det være sig f.eks. dens dogmatik, salme- og liturgitradition eller til kirkepolitiske interesser - eftersom samtlige hebraiske bibeltekster stammer fra førkristen tid.

2) Oversættelsens tekstforlæg er det hebraiske bibelhåndskrift codex Aleppo (CA) fra ca. 925, der i disse år er under udgivelse i den såkaldte Hebrew University Bible fra Jerusalem. Da dette håndskrift imidlertid ikke er komplet, bliver det ældste - og stort set identiske - komplette hebraiske bibelhåndskrift codex Leningrad (CL) fra 1009, der optræder i Biblia Hebraica Stuttgartensia, i supplerende øjemed også benyttet.

3) Oversættelsen vil konsekvent følge CA/CL - både deres konsonanttekst og vokaler - i det omfang, disse codices overhovedet giver mening ifølge oversætterne. Selv om disse håndskrifter ganske vist hidrører fra middelalderen, kan bl.a. Dødehavsskrifterne og (indirekte) Septuaginta sandsynliggøre, at de i al væsentlighed reflekterer en (førkristen) oldjødisk forståelse af den hebraiske bibel. I tilfælde af en uoversættelig læsemåde vil andre tekstvidner og/eller nært beslægtede udtryk fra andre semitiske sprog blive lagt til grund for oversættelsen. Der vil kun blive foretaget konjekturer af CA/CL som sidste nødløsning på et tekstuelt problem. Undertiden vil der også blive foretaget forsøg på rekonstruktion af ældre læsemåder end CA/CL, men disse rekonstruktioner vil blive henlagt til noteapparatet på grund af dette arbejdes principielt hypotetiske karakter: Vi ved endnu ikke - heller ikke efter fundet af Dødehavsskrifterne i 1947ff. - om der nogen sinde har eksisteret en tekstform, som med en vis rimelighed kan defineres som en »originaltekst«, »urtekst« el.lign.; det betyder bl.a., at enhver tekstkritisk differentiering af ældre og yngre læsemåder altid vil være forbundet med en større eller mindre grad af subjektivitet. Deciderede tekstlakuner vil blive begrænset til et absolut minimum, eftersom oversættelsens målgruppe, som nævnt, ikke først og fremmest er universitær forskning, men hele undervisningssektoren.

4) Med henblik på klarificeringen af tilsyneladende korrumperede ord (afskriverfejl), hapax legomena og obskure grammatiske konstruktioner vil alle semitiske og alle relevante ikke-semitiske sprog og dialekter blive konsulteret. Denne tilgang, som repræsenterer et uundværligt komplement til den tekstkritiske, har sin eksistensberettigelse i følgende tre faktorer. Dels, at klassisk hebraisk morfologisk, strukturelt og semantisk set udgør en integreret del af de semitiske sprog, hvilke eksempelvis omfatter arabisk, akkadisk, ugaritisk, fønikisk, aramæisk, hebraisk og etiopisk. Dels, at den hebraiske bibel indeholder en række låneord fra både semitiske og ikke-semitiske nærorientalske sprog, såsom sumerisk, ægyptisk, hittitisk, persisk og græsk. Og dels, at den oprindelige betydning af sjældent forekommende udtryk såvel som udtryk i de ældste kilder af den hebraiske bibel i tidens løb kan være gået tabt. I den sproglige analyse vil der imidlertid blive lagt større vægt på en synkronisk, kontekstuel end en diakronisk tilgang. Komparativ filologi kan i bedste fald kun anvendes til at angive det betydningsspektrum, inden for hvilket et uklart hebraisk udtryk kan forstås.

5) Oversættelsen vil dels indeholde filologiske og tekstkritiske noter, dels realkommentarer med historiske, kultur- og religionshistoriske oplysninger. Førstnævnte vil gøre rede for de radikalt uoversættelige steder og reelle flertydigheder, der er i den hebraiske tekst, såvel som gøre opmærksom på diverse tekstkritiske/filologiske dispositioner og signifikante tekstvarianter; dette indebærer f.eks., at når et udtryk kun optræder 1-3 gange i den hebraiske bibel, vil oldtidsoversættelserne, relevant komparativt ordmateriale og de mest fremtrædende middelalderlige jødiske kommentatorers oversættelsesforslag blive præsenteret. Realkommentarerne vil bl.a. kort henvise til inskriptioner, diverse kildeskrifter og kulturelle forhold fra oldtidens Nære Orient af relevans for (forståelsen af) den hebraiske bibel. Derimod vil der blive renonceret på det store antal skrifthenvisninger til det Nye Testamente, som mange hebraiske bibeltekster i konfessionelle oversættelser er ledsaget af, og som formidler en kristologisk tolkning af de (førkristne) hebraiske tekster.

6) Oversættelsen vil, så tekstnært som det er muligt på et alment forståeligt og nutidigt dansk, gengive den hebraiske bibelteksts indhold og form. At der vil blive lagt vægt ikke blot på formidlingen af originalsprogets indhold, men også dets form, hænger bl.a. sammen med det faktum, at den hebraiske bibel ud fra både en kulturel, religiøs og lingvistisk betragtning er overordentlig fremmedartet i forhold til en moderne vestlig, sekulariseret tænkemåde. Og skal det med den højeste grad af sikkerhed og uforudindtagethed lykkes at formidle et indtryk af den 2-3.000 år gamle nærorientalske bibeltekst i sin helhed, må såvel dens semantiske indhold som dens formelle struktur prioriteres. Hebraicismer i den danske oversættelse vil med andre ord ikke blive undgået for enhver pris, sådan som der er en klar tendens til i mange nyere bibeloversættelser. Den hebraiske bibelteksts form vil imidlertid kun blive gengivet i det omfang, at det er dansk-sprogligt muligt, semantisk forsvarligt og kommunikativt holdbart.

7) Oversættelsen vil i talrige tilfælde indeholde en anden gengivelse af den hebraiske bibelteksts egennavne end den absolutte majoritet af traditionelle kirkeoversættelser, der er præget af alt andet end konsistens på dette område. I modsætning til disse, der undertiden følger den hebraiske tekst, undertiden de græske og latinske oldtidsoversættelsers transskription, vil de hebraiske egennavne konsekvent blive gengivet så lydnært, som det inden for det danske alfabets rammer er muligt (f.eks. Hawwa i stedet for Eva, Jeshajahu i stedet for Esajas etc.). Diakritiske tegn, der i fagvidenskabelig transskription appliceres ekstensivt, vil ikke blive anvendt i selve oversættelsen.

8) Navnet på den hebraiske bibels hovedgud, (tetragrammet) JHWH, vil blive gengivet med »Jahwæ«, der inden for den moderne filologi betegnes som den mest sandsynlige rekonstruktion af navnets »oprindelige« form og udtale. Dermed renonceres der på den traditionelle omskrivning »Herren«, eftersom gudenavnet må opfattes som et fundamentalt element i de religiøse grundopfattelser i den hebraiske bibel. Heller ikke Adonaj vil blive gengivet med »Herren«, men - mere tekstnært - med »min Herre«. Kun den præcise oversættelse »Herren« af Ha’adon vil blive bibeholdt fra de konfessionelle oversættelser. Zebaot, der er det oftest forekommende tilnavn til Jahwæ i den hebraiske bibel, vil blive gengivet med »hærenes (Jahwæ)«. Den traditionelle gengivelse »hærskarers (Herre)« må derimod anses for antikveret dansk, og set i lyset af den danske bibel- og salmetradition vil den for en del mennesker uden tvivl også vække associationer i retning af et himmelsk kor af lovprisende engle eller lignende. I den hebraiske bibel forekommer Zebaot derimod først og fremmest at være betegnelsen for Jahwæ i hans egenskab af krigsgud, den øverste leder af både de himmelske og jordiske (Israels) hære. (El) Shaddaj, en gudebetegnelse, der er tilknyttet Jahwæ, vil blive transskriberet som ethvert andet egennavn i den kommende oversættelse. Det skyldes dels, at det endnu ikke er lykkedes forskningen et udfinde en etymologi, der tilfredsstillende eksplicerer udtrykkets forekomst i den hebraiske bibel, dels at (El) Shaddaj tilsyneladende anvendes som et alternativ theonym for Jahwæ; et navn, hvis betydning allerede på »bibelsk« tid var blevet obskurt. Den traditionelle gengivelse »den Almægtige« er uden konsistent indholdsmæssigt grundlag i den hebraiske bibel og uden filologisk grundlag i de semitiske sprog.

9) I forbindelse med identifikationen/oversættelsen af de ofte lidet eksplicitte plante- og dyrenavne i den hebraiske bibel vil der i omfattende grad blive gået tværvidenskabeligt til værks. Ikke blot vil andre semitiske sprog end hebraisk, men f.eks. også zoologi, botanik og biologi - ikke mindst i et historisk, nærorientalsk perspektiv - blive inddraget i den sproglige analyse.

10) Oversættelsen vil ikke blive tituleret »det Gamle Testamente«, eftersom dette er en kristen og en alene ud fra en kristen tradition forståelig betegnelse; set ud fra f.eks. et jødisk perspektiv er denne tekstantologi nemlig i en vis forstand ikke »gammel« (og blevet afløst af noget »nyt«), men højest aktuel; og set ud fra et historisk perspektiv er den et religionshistorisk kildeskrift til en gruppe menneskers religion og religiøse selvforståelse. Derfor vil oversættelsen blive udstyret med den akademisk set mere neutrale titel, den hebraiske bibel, som anvendt i denne artikel.

11) Som overskrifter til de enkelte bøger i den hebraiske bibel vil nyoversættelsen konsekvent anvende den jødisk-masoretiske traditions egne titler - i modsætning til de fleste nyere bibler, der bruger betegnelser, der baserer sig dels på en gammel jødisk-kristen legende, dels på Septuaginta og dels på den jødiske tradition. For Pentateukens vedkommende repræsenterer dette en videreførelse af en udbredt praksis i oldtidens Nære Orient, ifølge hvilken litterære værker ofte benævnedes efter det første ord/den første sætning i disse.

12) Titlen på den nye oversættelse er også begrundet i det forhold, at den vil følge de bibelske bøgers omfang og rækkefølge i den jødiske kanon, Biblia Hebraica, der har placeret de såkaldte Skrifter til sidst. Denne rækkefølge er væsentlig ældre end den, som gør sig gældende i f.eks. officielle danske bibeloversættelser, hvis disposition af de bibelske skrifter går tilbage til Luther. Med sin i den hebraiske bibels overleveringshistorie innovative anbringelse af alle de regulære profetiske skrifter - og mere præcist med den såkaldte Elias-profeti - ønskede Luther at bygge direkte bro til det Nye Testamente i slutningen af det Gamle Testamente.

Projektgruppen

Med det nye initiativ er det første gang i dansk bibeloversættelsestradition, at det ikke er en gruppe teologer og gejstlige, men en gruppe faguddannede semitiske filologer, der står i spidsen for en bibeloversættelse. Det er også første gang i Danmark, at der udarbejdes en bibeloversættelse på et gennemført ikke-konfessionelt grundlag, der har hele undervisningssektoren og den almene befolkning som hovedmålgruppe. Så vidt udgiverne er orienteret, er det tillige første gang i et internationalt perspektiv, at et bibeloversættelsesprojekt med netop denne profil har set dagens lys.

Disse forhold medfører naturligvis ikke automatisk, at den nye oversættelse bliver »rigtigere« end dens forgængere. Det er imidlertid uomgængeligt, at de indebærer en ny synsvinkel på flere vigtige områder og et forsøg på konsekvent at tilstræbe en videnskabelighed uden religiøse, dogmatiske præferencer. Eller formuleret på en anden måde: Det er først og fremmest det, der udgør den nye oversættelses raison d’être.

Projektgruppen har (indtil nu) bestået af følgende:

Redaktion:

Ulf Haxen, mag.art. i semitisk filologi, seniorforsker.

Jens-André P. Herbener, cand.mag. i religionsstudier og semitiske sprog (projektkoordinator og -leder).

Ebbe Egede Knudsen, professor em. i semitisk filologi.

Karen Martens, cand.mag. i jødedom og hebraisk.

Philippe Provençal, cand.mag. i semitisk filologi, Ph.D.

Stig. T. Rasmussen, mag.art. i semitisk filologi, førstebibliotekar.

Konsulenter:

Søren Holst, cand.theol., Ph.D.-stipendiat.

Christian Høgel, klassisk filolog, Ph.D.

Rune Engelbreth Larsen, cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab.

Heidi Laura, cand.phil. i jødedom, Ph.D.

Georg Metz, journalist, redaktør og forfatter.

Flemming A.J. Nielsen, cand.theol., Ph.D.

Ulla Rüth, stud.mag., redaktør.

Jørgen Sonne, cand.mag., forfatter.

Lone Spliid, cand.phil., tekstforfatter.

APPENDIX I: Reaktioner på Faklens kritik (1996-97) af Bibelselskabets autoriserede oversættelse

Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn og flertallet af de teologer, der havde været involveret i den autoriserede oversættelse fra 1992, var meget afvisende over for Faklens kritik. Niels Jørgen Cappelørns reaktion var: »Artiklen [i Faklen nr. 1] indeholder en række eksempler, der skal vise, at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition. ’Det er pure opspind,’ siger Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn.« (Kristeligt Dagblad, 28.9.96).

Dette står imidlertid i påfaldende kontrast til, at selvsamme Cappelørn helt tilbage i 1989 var kommet til at indrømme, at man i oversættelsesarbejdet netop havde lagt videnskabeligheden bag sig: »I Sverige arbejder man på en nyoversættelse af det Gamle Testamente, og der indgår en jøde i kommissionen. Man mener, at man kan trænge frem til, hvad der videnskabeligt står i teksterne, men så må det blive på den måde, at man laver en samling religionshistoriske tekster. Og det er der ingen af os her, der vil.« (Weekendavisen, 22.3.89).

Også redaktionssekretær ved det Danske Bibelselskab, Bodil Ejrnæs understreger konflikten dogmatikken og videnskaben imellem i forhold til bibeloversættelserne og skriver herom i forbindelse med den autoriserede oversættelse fra 1992, som hun selv deltog i: »En oversættelse, der var videnskabeligt forsvarlig, sådan som det var krævet i det af Kirkeministeriet godkendte ’kommissorium’, lod sig i talrige tilfælde ikke forene med en oversættelse, der var dikteret af den traditionelle kirkelige holdning, sådan som det var krævet af kritikerne [fra den kirkelige højrefløj].« (Skriftsynet igennem den danske bibels historie, 1995, s. 197).

Med Faklens offentligt dokumenterede kritik af rækkevidden af manipulationen i bibeloversættelsen fra 1992 gik bl.a. Niels Jørgen Cappelørn til modangreb mod kritikerne: »Det ligger ikke til mig at komme med sure opstød. Men ærlig talt: De unge mennesker burde nok lære noget mere hebraisk …« (Politiken, 20.10.96).

Påstanden om, at det hele skulle være »pure opspind«, og at kritikerne burde »lære noget mere hebraisk« står imidlertid i modsætning til vurderingen fra en af landets største eksperter, professor dr.phil. Frede Løkkegaard, der i et interview i Faklen nr. 2 blev spurgt, om han mener, at den kritik, som der blev fremført eksempler på i Faklen nr. 1, er videnskabeligt, filologisk velbegrundet. Løkkegaard svarer: »Ja, det mener jeg.« Løkkegaard har været professor i semitisk filologi ved Københavns Universitet i 35 år. Måske han også burde »lære noget mere hebraisk« …?

En række øvrige forskere og oversættere kommenterede Faklens kritik af den autoriserede oversættelse, der i dag har ført til en uafhængig forskergruppes arbejde med en videnskabelig oversættelse af den hebraiske bibel (i den kirkelige tradition: »Det Gamle Testamente«):

• At en udogmatisk, tekstnær oversættelse af det Gamle Testamente var savnet, støttede f.eks. lektor Bent Rosendal, teolog ved Aarhus Universitet, da han i et fakultetsblad skrev: »hebraisklæreren glæder sig over jeres indgående studium af grundteksten, og når I jeres mål, ’en tekstnær, uforudindtaget oversættelse’ af det Gamle Testamente i min levetid, vil jeg hilse den med glæde.« (Debat, nov. 1996).

• Professor i klassisk filologi, Otto Steen Due, der selv har meget stor erfaring med at oversætte klassiske værker (Ovids Forvandlinger, Vergils Æneide, Homers Iliaden), betonede, at »det er vigtigt at have en oversættelse uafhængig af religiøse interesser, eftersom enhver oversættelse, der tjener uvedkommende formål - politiske såvel som religiøse - er grundlæggende uvidenskabelig«. Man må foretage et valg: »Enten en videnskabelig eller en kristologisk oversættelse; de ting kan man ikke blande sammen.« (Faklen nr. 4, s. 49). At Teologisk Fakultet nægtede Faklen en offentlig debat bl.a. om kritikken af bibeloversættelsen, fordi tidsskriftet ikke ville trække anklagepunkterne tilbage (før de skulle debatteres), virkede »meningsløst« på Otto Steen Due. »Det med at afsværge standpunkter kender man fra inkvisitionen - det kunne tyde på, at man ikke var interesseret i en debat.«

• Bodil Due, også klassisk filolog, mente, at »bibelkritikken er meget rigtig«, og sagde lige ud: »De, som ikke vil indrømme, at den nye oversættelse er en uvidenskabelig kirkebibel, er ikke redelige.« Hun slog fast, at der var en »fundamental forskel mellem en kirkebibel og en videnskabelig bibeloversættelse«. Bodil Due understregede endvidere: »Vi mener, at Faklen har ret i at kræve en ny, videnskabelig oversættelse.« (Faklen nr. 4, s. 49).

• Lektor i Religionsvidenskab, Jeppe Sinding sagde tilsvarende om problematikken omkring kirkebibelen: »Faklen har tydeligvis fat i noget med bibeloversættelseskritikken. En videnskabelig oversættelse ville være ønskværdig til religionsundervisningen. I bibeloversættelsen fra 1992 har der været andre interesser på spil.« Han forklarede, at der »religionshistorisk set ikke er noget Jesus-vidnesbyrd i det Gamle Testamente, som er en jødisk bog«, men tilføjede, at »religiøse samfund altid vil oversætte teksterne til eget brug«. (Faklen nr. 4, s. 49). Sinding fremhævede i den forbindelse, at Bibelselskabet heller ikke var en forskningsinstitution: »Bibelselskabet er ikke et universitært foretagende, men en kirkelig institution, så deres oversættelse overrasker mig ikke.«

• Om den teologiske kritik af Faklens eksempler på dogmatisk manipulation med bibeloversættelsen udtalte Morten Warmind, lektor i religionsvidenskab: »Kernen i alle de angreb, jeg har set, er, at der ikke er nogen, der har sagt, at eksemplerne er forkerte. Jeg så en avisartikel, hvor der stod, at ’de unge burde lære noget mere hebraisk’, og det kan selvfølgelig være rigtigt - selv er jeg ikke hebraiskkyndig - men der var i samme artikel ganske enkelt ikke nogen substantiel kritik af de oversættelsesfejl, I havde fundet. Og jeg tror heller ikke, det kan lade sig gøre; jeg tror ikke, der er nogen tvivl. Faklens kritik er fuldstændig uangribelig.« (Faklen nr. 4, s. 49). For religionsforskerne var den seneste bibeloversættelse direkte uanvendelig i religionsundervisningen: »Vi opfattede ikke den gældende bibeloversættelse som religionshistorisk brugbare dokumenter, så da den nye oversættelse kom, kiggede jeg den efter og konstaterede, at heller ikke den var en brugbar religionshistorisk oversættelse.«

• Det Kongelige Biblioteks førstebibliotekar, mag.art. i semitisk filologi Ulf Haxen udtalte ligeud om Bibelselskabets oversættelse: »Det er rystende, at man i dag, hvor vi har været igennem en oplysningstid, 200 år efter bomber tiden tilbage til den middelalderlige tænkning, at det Gamle Testamente - beskrevet ved den kristologiske bue - kan føre hen til det Nye Testamente.« Ulf Haxen var glædeligt overrasket over, at en videnskabelig oversættelse nu endelig kunne se dagens lys, for Faklen »har stået over for en vældig kompakt modstand«. (Berlingske Tidende, 24.1.98).

Debatten i kølvandet på Faklens kritik af Bibelselskabets autoriserede oversættelse fra 1992 forløb endvidere over en lang række avisartikler og følgende ti kronikker, hvor kritikere og teologer stod skarpt over for hinanden:

»Studerende skyder med spredehagl«, kronik af sognepræst Bent Kim Jepsen, Jyllands-Posten, 13.10.96.

»Bibelforfalskning«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Information, 15.10.96.

»Faklens forfalskninger«, kronik af Bodil Ejrnæs, Kristeligt Dagblad, 16.10.96.

»At oversætte er at vælge«, kronik af Bodil Ejrnæs, Information, 29.10.96.

»Bibelselskabets krampetrækninger«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Information, 6.11.96.

»En osende fakkel«, kronik af Svend Holm-Nielsen, Information, 19.11.96.

»Videnskab ved afstemning«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Information, 3.12.96.

»En ny videnskabelig bibeloversættelse«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Kristeligt Dagblad, 7.1.97.

»Videnskabelig bibeloversættelse«, kronik af Kirsten Nielsen, Jyllands-Posten, 2.2.97.

»Nødvendig bibeloversættelse«, kronik af Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen, Jyllands-Posten, 23.2.97.

APPENDIX II: Eksempel A

Følgende dogmatiske manipulation i det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 er rettet mod islam. Semitisk filolog, Ph.D. Philippe Provençal forklarede herom i kølvandet på opstandelsen over Faklens kritik af Bibelselskabet:

I 1. Mosebog, 16,12-13 står der i 1992-udgaven om arabernes mytiske stamfader Ismael: »Han skal blive et vildæsel af et menneske; hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham, han skal leve på tværs af alle sine brødre.«

Men en direkte oversættelse af den hebraiske tekst lyder ifølge Provençal: »Han vil være et menneske-vildæsel; hans hånd skal være hos alle og alles hånd hos ham og han skal bosætte sig foran sine brødre.«

Philippe Provençal tilføjer, at »foran« også kan betyde »øst for«, »hvilket jo passer meget godt på arabernes stamfader«, men også, at grundbetydningen af det verbum, han selv oversætter med »bosætte« er at »være rolig«, »stå stille«. Det kan under ingen omstændigheder bruges om ufred eller strid, siger han.

»Jeg kan ikke finde anden forklaring, end at oversættelsen skyldes de kristnes traditionelle had mod islam. Når det drejer sig om islam er det åbenbart stadig tilladt at være racistisk,« tilføjer Provençal. (Kilde: Information, 11.2.98).

Eksempel B

Følgende oversættelse af Salmernes Bog 22, 17 i det Danske Bibelselskabs autoriserede oversættelse fra 1992 er blot ét blandt talrige eksempler på, hvordan man har søgt at indlægge Kristus-vidnesbyrd i den hebraiske bibeltekst, af hensyn til konfessionel kristologi, ikke til kildeteksten.

Dansk oversættelse fra 1992 lyder: »Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka’ari] mine hænder og fødder.«

Imidlertid kan ka’ari ikke betyde at »gennembore«, men ifølge de internationale standardværker i bibelhebraisk at »binde«, men så kan man jo ikke længere påstå, at salmen profeterer Jesu lidelser på korset, sådan som det Danske Bibelselskab af dogmatiske grunde ønskede det.

Oversættelsen burde altså hedde: » …de har bundet mine hænder og fødder.«

Dette var da også teksten i prøveoversættelsen, men den blev senere ændret til den nuværende ordlyd. Hvorfor? Hvilke filologiske overvejelser lå til grund herfor? I det Danske Bibelselskabs Årbog 1990 redegør Cappelørn for ændringen: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog og fx kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet.« (Kilde: Faklen nr. 1).

APPENDIX III: Fagteologiens syn på Bibelselskabets autoriserede oversættelse

I artiklen »Kritiske synspunkter på religion - også vor egen«, Chaos nr. 30, 1998, eksplicerer professor i det Gamle Testamente, Ph.D. Thomas L. Thompson fra Københavns Universitet fagteologiens syn på Bibelselskabets autoriserede oversættelse fra 1992, som Faklen har kritiseret for talrige manipulationer:

1) »Den nye danske bibeloversættelses teologiske ubrugelighed er et direkte resultat af de mange indrømmelser, som de teologiske forskere har givet til den indremissionske konfessionalisme …« (s. 115).

2) »Den nye oversættelse er uforenelig med en respekt for de hebraiske teksters historiske integritet - end ikke for Biblia Hebraicas Codex Leningrad - og den respekterer deres teologi endnu mindre.« (S. 118).

3) »Ingen ville i ramme alvor benægte, at de rå kanter, der findes i den hebraiske bibel, er blevet glattet ud og bragt i overensstemmelse med luthersk teologi; og jeg mener, at alle tager det for givet, at den også er blevet bragt i overensstemmelse med en luthersk læsning af det nye testamente.« (S. 115).

4) »Nogle passager i den nye oversættelse er … en hån mod både teologiske og hebraiske nuancer i bibelens tekst (…) Ingen, der kan hebraisk, kan læse den nye danske bibeloversættelse uden at krympe sig.« (S. 114f).

Jens-André P. Herbener