Danmark har såvel i Grundloven som gennem internationale konventioner forpligtet sig til at sikre religionsfrihed for borgerne. I praksis er der dog betydelig forskel på, hvilken status de i Danmark eksisterende religioner har. Fuld anerkendelse er forbeholdt et eksklusivt selskab, og selv retten til at foretage vielser er vanskelig at opnå - ikke mindst for ikke-kristne trossamfund.

Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller

foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Således lyder det i § 67 i Danmarks Riges Grundlov. Denne ordlyd skal sikre religionsfrihed for Danmarks befolkning - men, som det ofte påpeges, dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med religionslighed. Det påpeges i Grundlovens § 4, at »den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«, og denne særstatus, som folkekirken nyder, har konsekvenser for flere spørgsmål af religiøs såvel som ikke-religiøs karakter, f.eks. registrering af fødsel og død. Desuden er der mere i en religion end blot det at »forene sig i samfund for at dyrke Gud«. F.eks. er en vielse for mange noget, der forbindes med en religiøs ceremoni, samtidig med at der også er tale om en handling med borgerlige, retslige konsekvenser. Hvorledes religionsfriheden, når det gælder sådanne forhold, skal udmønte sig i praksis, er så spørgsmålet. I Grundlovens § 69 hedder det, at »de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov«.

Imidlertid eksisterer der ikke nogen lovgivning på området. De spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med ikke-folkekirkelige trossamfund, behandles rent administrativt af Kirkeministeriet, som i tidens løb har anerkendt en række trossamfund. En gejstlig i et anerkendt trossamfund kan forrette vielse med borgerlig gyldighed og kan fritages for at afgive vidneforklaring i retten i sager, hvor embedet kræver hemmeligholdelse. Endvidere er det et anerkendt trossamfunds opgave at føre ministerialbog, dvs. registrere fødsler og dødsfald.

Der er i dag 11 anerkendte trossamfund uden for folkekirken i Danmark. Det eneste ikke-kristne af disse er det mosaiske trossamfund. De øvrige tæller bl.a. katolikker, ortodokse, baptister, metodister samt menigheder tilknyttet andre landes kirker, såsom den Tysk-reformerte Menighed. Alle disse er godkendt efter kongelig resolution før 1970. Dette år blev der i praksis sat en stopper for anerkendelse af flere trossamfund. Baggrunden var administrative vanskeligheder, som kunne opstå, når f.eks. en frikirke med pligt til at føre kirkebog flyttede sit opholdssted til et andet folkekirkesogn; dette ville betyde, at kirkebogen skulle nedlægges, og en ny oprettes. I stedet blev vedtaget en lov, som gjorde det muligt for ikke-anerkendte trossamfund at søge om bemyndigelse til i enkelttilfælde at foretage vielse. Det er imidlertid en bemyndigelse, som gives til en specifik person, og som altså ikke følger religionen som sådan. Praksis er dog siden blevet udstedelse af en »stående bemyndigelse« til visse trossamfunds gejstlige, således at der ikke skal søges i hvert enkelt tilfælde. Med en sådan bemyndigelse følger endvidere visse skattefordele.

Udvalget vedrørende Trossamfund

Der er som nævnt ikke nogen lovgivning, der fastlægger retningslinjerne for udstedelse af »begrænset anerkendelse«, som bemyndigelsen til at foretage vielser benævnes i Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling, en debatbog udgivet af Nævnet for Etnisk Ligestilling i 1999. Kirkeministeriet har i en årrække benyttet Københavns biskop som konsulent, men denne praksis blev ændret i foråret 1998, hvor den daværende radikale kirkeminister Ole Vig Jensen nedsatte Udvalget vedrørende Trossamfund, der på et angiveligt uvildigt grundlag skal vurdere ansøgninger om godkendelse. Udvalgets formand er professor i religionshistorie ved Aarhus Universitet, dr.phil. Armin Geertz. De øvrige medlemmer er lektor i religionssociologi ved Aarhus Universitet, mag.scient.soc. Ole Riis, lektor i teologi ved Aarhus Universitet, cand.theol. Jørgen Stenbæk, samt professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet, dr.jur. Eva Smith.

Problemet ved godkendelse af en trosretning er selvfølgelig at afgøre, hvorvidt der vitterlig er tale om en religion - og nok så vigtigt: Hvem skal afgøre det? Udvalget blev nedsat efter kritik af den praksis, at denne afgørelse reelt blev truffet af Københavns biskop, som selv stod som repræsentant for et bestemt trossamfund. Et udvalg med en »neutral« religionshistoriker som formand skulle derimod kunne handle efter retningslinjer, der ikke på forhånd tilgodeser bestemte trosretninger.

Et sådant sæt retningslinjer forelå på skrift, udarbejdet af udvalget selv, den 9. marts 1999. Den »begrænsede anerkendelse«, bemyndigelsen til at foretage vielser plus skattefordelene, kaldes af udvalget »ministeriel godkendelse af et trossamfund«. I retningslinjerne defineres religion således (citeret efter Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling): »En specifikt formuleret tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over menneskene og naturlovene, og en tro som giver retningslinjer for menneskets etik og moral.« Denne definition undgår bevidst Grundlovens ord om at »dyrke Gud«, da »begrebet ’gudsdyrkelse’ er et teistisk begreb, som er for snævert i et moderne religiøst pluralistisk samfund«. Umiddelbart efter denne forklaring hedder det ikke desto mindre: »Gudsdyrkelsen foregår på basis af en nærmere udformet lære, dvs.: a) At der må foreligge en trosbekendelse eller anden tekst, som opsummerer og henviser til religionens centrale tekster eller traditioner, og som er grundlag for medlemskabet. b) At der må være tale om en fælles tro, som giver retningslinjer for menneskets handlinger, dvs. etik og moral. c) At der må være tale om en fælles tro, som udtrykkes gennem vielses- og/eller andre ritualer. d) At der må foreligge en forskrift for eller en beskrivelse af de væsentligste ritualer. e) At vielsesritualet må opfylde kravene i dansk ægteskabslovgivning.«

Ved at lægge afstand til det ’teistiske’ begreb ’gudsdyrkelse’, gives der for en umiddelbar betragtning udtryk for et ønske om ikke at favorisere bestemte trosretninger som f.eks. kristendommen eller evt. de monoteistiske religioner generelt. Men dette fromme ønske må unægtelig siges at klinge noget hult, når netop det begreb, som forkastes, anvendes straks efter i det følgende afsnit.

Nok så væsentligt er det imidlertid, at der i retningslinjerne uden forbehold inddrages andre begreber, som må siges at bære langt større præg af kristent tankegods end det trods alt forholdsvis neutrale »gud«, der jo ikke er forbeholdt den kristne Gud med stort G, endsige de monoteistiske religioner overhovedet. For eksempel gøres begrebet »tro« til noget helt centralt.

Tro

Når man nu til dags taler om tro i forbindelse med religion, menes der almindeligvis noget med, at man tror på eksistensen af noget, som man kan kalde en gud eller en højere magt eller noget helt tredje. Underforstået er en modsætning mellem tro og viden: Det, at man tror, betyder, at der ikke kan gives nogen rationel eller kausal begrundelse for eksistensen af det, man tror på. Man kan således tro eller ikke tro på Gud, spøgelser eller reinkarnation, mens det til gengæld er absurd at sige, at man tror på Eiffeltårnet, eftersom ingen betvivler, at det findes.

Inden for middelalderens skolastiske filosofi var denne kløft mellem tro og viden et centralt tema. Nogle filosoffer, som f.eks. Anselm og Thomas Aquinas, mente at kunne overkomme den (efter denne opfattelse kun tilsyneladende) modsætning og føre rationelt bevis for Guds eksistens. En anden opfattelse, der har rødder hos Tertullian og som kort og slagordsagtigt er blevet formuleret credo quia absurdum - »jeg tror, fordi det er absurd« - accepterer og gør endog en væsentlig pointe ud af, at troen ikke lader sig indfange af den menneskelige rationalitet. Det er en tankegang, som blev videreført i protestantismen, hvor mennesket, som fra fødslen af betragtes som ondt, kun kan frelses netop gennem den »blinde tro«. Med Luthers ord: »Tro er tillid til det, vi ikke ser med øjnene. Følgelig er det det springende punkt - for at vi i det hele taget kan tale om tro - at alt det, som vi tror på, er skjult for vort blik.« (Om den trælbundne vilje).

Når der i udvalgets retningslinjer tales om »tro på menneskets afhængighed af en magt, som står over menneskene og naturlovene«, understreges dette aspekt, at den religiøse tro står i et modsætningsforhold til en rationel, menneskelig begrebsverden. Men dermed er retningslinjerne, som det ellers var meningen ikke på forhånd skulle favorisere nogen religion, også skrevet ind i en specifikt kristen tradition, som er væsensfremmed for adskillige andre religioner som f.eks. den brasilianske candomblé (jf. artiklen Sydamerikas levende guder i Faklen nr. 12) eller, for at nævne et eksempel, der rent faktisk forefindes i dagens Danmark, hinduismen.

Tilhørsforholdet til denne tradition understreges yderligere i retningslinjernes pkt. 2a, hvor det afkræves en religion, der skal godkendes, »at der må foreligge en trosbekendelse eller anden tekst, som opsummerer og henviser til religionens centrale tekster eller traditioner«. Hermed forudsættes, at der eksisterer en art dogmatik, som religionens tilhængere tror på, hvilket igen er et træk, som er væsentligt ved kristendommen, men fraværende i mange andre religioner; eksempelvis er polyteistiske religioner som candomblé og hinduismen primært centreret om den daglige omgang med de guddommelige magter frem for en tro på bestemte dogmer.

Et af de trossamfund, der har søgt om godkendelse, er Forn Siðr, som dyrker vikingetidens nordiske guder. Dette samfund faldt ikke umiddelbart ind under Kirkeministeriets retningslinjer, da ansøgningen om godkendelse skulle indsendes. »Ideen om en trosbekendelse var fremmed for os«, siger Óttar Ottóson, formand for Forn Siðr, til Politiken den 22.4.2000. »Til forskel fra religionerne fra Mellemøsten - kristendom, jødedom og islam - så underkaster vi os ingen Gud. Vi lytter til dem, men vi behøver ikke at rette os efter dem, for de kan ikke straffe os. For eksempel har vi ingen arvesynd. Det koncept er i mine øjne nederdrægtigt, at man skulle blive født med synden klistret på ryggen og aldrig komme fri af den.«

Forn Siðr har i anledning af ansøgningen tilføjet nogle vers til deres vedtægter, som for udvalgets skyld angives at fungere som en trosbekendelse: »Jeg tror på alle / Aser og Vaner / og alt hvad opstod / af Ymers krop. / At sjæl mig blev skænket / af sønner af Bor / og liv sig rejser / af Ragnarok. / Min skæbne skyldes / de spindende Norner / selv må jeg styre / som skæbnen jeg tager / tage modgang / tåle medgang / som skæbnen jeg møder / mit minde bliver sat. / Gudernes ansigt / ingen kender / vi laver et billede / som ligner os selv / vi ser det samme / men ser forskelligt / ingen kan sige / hvis syn der er sandest.« (Citeret efter www.fornsidr.dk).

Fra kirkelig side modtages udvalgets retningslinjer imidlertid med stor tilfredshed. I et engelsksproget internet-nyhedsbrev på folkekirkens officielle hjemmeside hedder det således: »The chairman of the commission, Professor Armin Geertz, says to the Christian Daily that the commission has endeavoured to create as much transparency as possible. Other experts have received the guidelines positively and describe them as a precise and adequate document. Professor Johannes Aagaard at the Dialogue Centre says that the commission has done ’a very fine piece of work’, but he foresees that it will be extremely difficult to administer the guidelines.« (Citeret efter nyhedsbrevet fra april 1999).

Det er påfaldende, at den eneste person, der citeres direkte og ved navns nævnelse i denne sammenhæng, er Johannes Aagaard, leder af Dialogcentret, med egne ord »et landsdækkende kristent arbejdsfællesskab, der er blevet til som følge af de nye religioners udbredelse i Danmark (…) Dialogcentret tjener kirken som et center for sand apologetik, dvs. et sted, hvor man gør rede for den kristne tros svar på menneskers spørgsmål.« (Citeret efter www.dci.dk). Med centerets kritiske indstilling til de såkaldt »nye religioner« (hvilket ikke blot vil sige f.eks. Scientology og Moon-bevægelsen, men også f.eks. Forn Siðr, der søger at dyrke en ikke just »ny« religion, så lidt som mormonerne, udbredte yogaformer eller for den sags skyld Jehovas Vidner, der alle er i Dialogcentrets søgelys) er det svært at se Johannes Aagaards blåstempling af udvalgets arbejde som nogen tilfredsstillende garanti for en redelig behandling af ikke-kristne trosretninger.

Armin Geertz er som dr.phil. i religionshistorie og ekspert i indiansk religion om nogen den i udvalget, som må formodes at kunne bidrage med et nuanceret syn med grundlag i forskellige religioners selvforståelse. Imidlertid har han i andre sammenhænge ytret sig på en måde, der giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, hvor langt han i grunden formår at sætte sig ud over en kristent præget forståelsesramme. I det religionsvidenskabelige tidsskrift Chaos har han givet intet mindre end en definition på religion som sådan, der lyder som følger: »Religion er et kulturelt system og en social mekanisme (eller institution), som styrer og fremmer idealfortolkningen af tilværelsen og idealpraksis ved henvisning til én eller flere transempiriske magter« (Chaos nr. 26, s. 121). Denne fokus på »idealfortolkningen«, i bestemt form, og »idealpraksis« falder godt i tråd med en kristen tankegang, der bygger på, at Kristus er »vejen, sandheden og livet«. Der er imidlertid adskillige religioner, som simpelt hen er udtryk for praktisk omgang med visse guddommelige eller »overnaturlige« kræfter, uden at de dermed gør krav på at udgøre en »idealfortolkning« eller angive en »idealpraksis«. Dette er f.eks. kendetegnende for polyteistiske religioner som asatroen og hinduismen. Når hinduerne i Brande (jf. »Samfundsudsigten« i Faklen nr. 17, s. 3) dyrker gudinden Abirami, skyldes det ikke, at hun i absolut forstand repræsenterer nogen »idealfortolkning«. Hun er simpelt hen en gudinde med en vis magt, som man i hinduernes selvforståelse gør bedst i at omgås på rette vis.

At religion skulle virke ved »henvisning til transempiriske magter«, er en påstand, som selv inden for kristendommen må siges at være særdeles problematisk. F.eks. i den katolske verdens selvforståelse er direkte empirisk erfaring af guddommelige »magter« et accepteret fænomen, ikke bare fra helgenlegender, men også som grundlag for nutidige valfartssteder som Lourdes og Medjugorje.

Blandt de hjemlige trossamfund, som har søgt Kirkeministeriet om godkendelse, er den såkaldte Orgasmens Madonnas Kirke. Denne »kirke« er grundlagt af billedkunstneren Carlos Rubens, efter at han i 1989 i en vision hævder at have set et kvindeligt væsen med en stærk erotisk udstråling. »Måske var det den gamle nordiske gudinde Freja i en af sine mange forklædninger«, siger han selv. (Politiken, 22.4. 2000). Men skal Armin Geertz’ definition af religion følges til punkt og prikke, er det tvivlsomt, om Orgasmens Madonnas Kirke bliver godkendt, eftersom det kvindelige væsen havde den frækhed rent faktisk at være synligt for Carlos Rubens, således at det ikke kan siges at falde ind under betegnelsen »transempirisk«.

Nu er mange trossamfund meget små og af en karakter, som de allerfærreste faktisk ville opfatte som »religioner«, ligesom det kan være ualmindelig svært for udenforstående at tillægge trossamfunds selvforståelse konkret virkelighed eller konkret effekt på de impliceredes egen virkelighed. Det kan derfor let blive et rent akademisk problem at finde opfindsomme eller farverige trosretninger, der tilsyneladende »lider« under folkekirkeligt monopol og kristent inspirerede definitioner på »sande« (dvs. godkendelsesberettigede) trossamfund. Ingen kan naturligvis påstå, at de få, der f.eks. har genoptaget asatroen, i egentlig forstand er undertrykt af en dogmatisk kristendom, fordi de skal gennem en godkendelsesprocedure, men asatroens uplacerbarhed i Armin Geertz’ definition er ikke desto mindre et eksemplificerende udtryk for ensidigheden og den kristne, teologiske slagside, der præger udvalget under Kirkeministeriet.

Endnu mere iøjnefaldende bliver problemerne selvsagt for hinduismen, når de, der har patent på definitionen af »sand« religion, i deres definition underlægger sig træk, der er en årtusindgammel verdensreligion væsensfremmed.

De første godkendelser

I december 2000, et år og ni måneder efter at udvalgets retningslinjer forelå, var de første afgørelser om godkendelse truffet. Ifølge DR-Online, 25.1.2001, var det udvalgets målsætning, at en sag skulle kunne behandles på tre måneder, en målsætning, som det altså har været temmelig langt fra at leve op til, efter sigende fordi udvalgets medlemmer alle arbejder som forskere og følgelig må bruge fritiden på at behandle ansøgninger om godkendelse.

Disse første afgørelser omfattede 12 ansøgninger, fra henholdsvis Siddha Yoga Danmark, Det Danske Koranselskab, Maktabe Tari-ghate Oveysie Shahmaghsoudi, Den Forenede Vietnamesiske Buddhistiske Kirke i Danmark, Mohammadia Cultural Center, Brande Hindu Menighed, Unitarisk Kirkesamfund, Shiamuslimsk Trossamfund i Danmark, Den Islamiske forening af Bosniakker i Danmark, Tanzeem-E-Islah Ul-Muslimeer of Copenhagen, Pak Cultural Society samt Nexø Frikirke. Af disse trossamfund fik 11 afslag, og kun ét blev godkendt. Dette ene var Nexø Frikirke.

Den mistanke, som udvalgets skriftlige retningslinjer kunne give anledning til - at kristne trossamfund ville blive favoriseret på baggrund af den specifikke forståelsesramme, som kravene til en godkendt religion blev stillet ud fra - kunne altså ud fra dette første resultat af udvalgets arbejde se ud til at være blevet bekræftet. I hvert fald er det indtil videre svært at se, at praksis skulle være ændret, ved at et tilstræbt »neutralt« udvalg har overtaget den funktion, som tidligere tilfaldt Københavns biskop; tværtimod blev ikke-kristne trossamfund som Hare Krishna og det hinduistisk inspirerede Brahma Kumaris godkendt i henholdsvis juli 1997 og januar 1998, hvor den »gamle« ordning stadig var gældende. Også andre ikke-kristne samfund er i tidens løb blevet godkendt, som f.eks. Pakistan Islamic Welfare Society, Kulturforeningen for folk fra Irak, Baha’i Samfundet, Sikh Foundation, Karma-Kadjypa Skolen og Danmarks Hindu Kultur Aktivitets Center.

Fuld anerkendelse

Dette har imidlertid alt sammen at gøre med den såkaldt begrænsede godkendelse, dvs. den stående bemyndigelse til at foretage vielser. Selv hvis det skulle lykkes for f.eks. Forn Siðr, Brande Hindu Menighed eller Shiamuslimsk Trossamfund i Danmark at opnå denne bemyndigelse, vil de stadig ikke have opnået den fulde anerkendelse som trossamfund på linje med f.eks. den Tysk-reformerte Menighed, det Romersk-katolske Trossamfund eller den Danske Folkekirke. Der er således f.eks. ingen muslimsk imam i Danmark, der har ret til at føre ministerialbog eller til at overholde en tavshedspligt over for retten, og efter gældende praksis ser det heller ikke ud til, at det er noget, der kommer foreløbig. Udvalget vedrørende Trossamfund tager sig udelukkende af at udstede begrænsede godkendelser, da den fulde anerkendelse ved kongelig resolution som nævnt blev indstillet i 1969.

I starten af 1996 udtrykte en dansk imam, Abdul Wahid Pedersen imidlertid ønske om, at islam skulle opnå fuld anerkendelse. I Danmark er der godt 150.000 muslimer, som dermed udgør landets største trossamfund næst efter Folkekirken. Abdul Wahid Pedersen blev bakket op af bl.a. næstformanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Bashy Quraishy og biskoppen i Århus Kjeld Holm. Aktuelt kan dog den 3.1. 1996 fortælle, at det vil »kræve en lovændring at opnå det officielle blå stempel som trossamfund. Folketinget vedtog allerede i 1969, at det skulle være slut med at anerkende flere end de dengang 11 anerkendte trossamfund«.

Her har journalisten været en kende hurtig på tasterne. Som nævnt ovenfor eksisterer der nemlig slet ingen lovgivning på området (på trods af Grundlovens eksplicitte krav derom). Professor i statsret, dr.jur. Henning Koch skriver: »Det eneste lovgiver har forholdt sig til - og endda kun gennem kirkeministerens svar til udvalget under behandlingen af ægteskabsloven i 1969 - er, at der må opstilles visse kriterier for anerkendelse af en religion.« (Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling, s.152). Hvad Folketinget vedtog, var altså en ægteskabslov, hvilket muliggjorde den begrænsede anerkendelse i form af bemyndigelse til at foretage vielser.

I 1996 var daværende indenrigs- og kirkeminister Birte Weiss heller ikke indstillet på at imødekomme muslimernes ønsker: »Det er simpelthen en forkert påstand, at de islamiske menigheder ikke er rigtigt anerkendte trossamfund. Vi har allerede godkendt 12 forskellige islamiske menigheder, men gjort det efter de langt mere moderne og liberale regler, der blev indført i 1970.« (Politiken, 4.1.1996). Ministeren gør det ikke klart, at der her er tale om den begrænsede anerkendelse, og bidrager hermed til en begrebsforvirring, som allerede optræder i retningslinjerne fra Udvalget vedrørende Trossamfund. Heri hedder det »ministeriel godkendelse af et trossamfund«, hvormed opnås, som det hedder, »særstatus« og »særrettigheder«. Der forlyder altså intet om, at der reelt eksisterer to »grader« af godkendelse.

Ministeren er dog klar over, at de »langt mere moderne og liberale regler« ikke giver de 12 godkendte menigheder samme rettigheder som de ved kongelig resolution anerkendte trossamfund, men hun får det drejet til et yderligere argument for ikke at anerkende islam: »Siger vi ja til muslimerne, skal vi også sige ja til alle de andre trossamfund, der er anerkendt efter 1970. Det vil betyde, at i alt 34 menigheder skal have retten til at føre kirkebøger, og det vil ikke kunne administreres.«

Hvad Birte Weiss får reduceret til et administrativt spørgsmål, opleves imidlertid af mange religiøse minoriteter som en krænkende forskelsbehandling. For en muslim eller hindu må det unægtelig forekomme at være et håndfast udtryk for mangel på anerkendelse, når registrering af fødsler og dødsfald kun kan foretages af folkekirken eller et af de øvrige ti anerkendte trossamfund. »Muslimerne er udmærket klar over, hvordan reglerne er skruet sammen«, siger lektor, dr.phil. Jørgen Bæk Simonsen i en kommentar til Birte Weiss’ holdning. »Men for dem er det som stærkt troende mennesker et følelsesmæssigt anliggende. En statslig anerkendelse er - uanset hvor formalistisk og indholdsløs den end måtte være - væsentlig for, at de som minoritet bliver synliggjort og dermed kan føle, at de er accepteret af flertallet. Manglende anerkendelse af deres tro opleves som en torn i øjet, nu hvor de i stigende omfang oplever sig selv som en del af det her samfund.« (Politiken, 8.1.1996).

At en anerkendelse nødvendigvis skulle medføre administrativt kaos virker ikke umiddelbart indlysende, når det ikke er noget problem at lade en lang række forskellige trossamfund foretage vielser. Men da der i dagens Danmark også er et stort antal personer, der ikke er tilknyttet noget etableret trossamfund overhovedet, var det mest redelige nok, om ministerialbøgerne blev et rent sekulært anliggende, der ikke sorterede under nogen religiøs instans.

Et punkt, som Birte Weiss slet ikke berører, er tavshedspligten, der f.eks. betyder, at en indsat uden at skulle frygte konsekvenserne kan betro sig til en fængselspræst. Den samme mulighed eksisterer ikke, hvis den indsatte er muslim og ønsker at betro sig til en imam, eftersom imamen, som tilhørende en ikke-anerkendt religion, ikke kan tie over for retten.

Ønsket om fuld anerkendelse for islam blev fremsat i 1996, altså på et tidspunkt, hvor Københavns biskop stadig var Kirkeministeriets rådgivende instans i spørgsmål om godkendelse. Nedsættelsen af Udvalget vedrørende Trossamfund har imidlertid ikke haft nogen betydning for dette område. Hverken islam eller nogen anden ny eller gammel religion har opnået den fulde anerkendelse, og at en sådan rangklasse overhovedet eksisterer, kommer kun sjældent frem i debatten. Pressens behandling af udvalgets første resultater i december 2000 røber ikke, at der her kun var tale om den begrænsede godkendelse, og at der altså (hvilke afgørelser udvalget end måtte nå frem til for Forn Siðr, Orgasmens Madonnas Kirke eller andre endnu ikke behandlede ansøgere), stadig kun er 11 trossamfund, der har en retslig særstatus i Danmark, og som ingen, hvad de end måtte mene om dem, kan undgå tilknytning til, eftersom de har eneret på at føre ministerialbøger.

Der kan således ikke siges at være religionsfrihed i Danmark, for så vidt som den, ud over friheden til at dyrke en hvilken som helst religion, også må omfatte friheden til selv at vælge og fravælge bestemte religioners indblanding i ens personlige liv. Dertil kommer den noget usædvanlige (og grundlovsstridige) retsstilling, som er mindretalsreligionerne til del; da der ikke eksisterer nogen lovgivning, er det den siddende, udøvende magt alene, i form af ministeriet og dets rådgivende udvalg, som afgør, hvad der kan gå for at være en »rigtig« religion, som er værdig til godkendelse. Dr.jur. Henning Koch beskriver situationen således: »… at der til udøvelsen af religionsfriheden knyttes en administrativ tildeling af særrettigheder ville svare til, at ytringsfriheden var afhængig af tildeling af trykkeprivilegier - en tanke, der blev kaldt censur og forladt for evigt i 1849«. (Visioner for religionsfrihed, demokrati og etnisk ligestilling, s.156).

Christoffer Gertz Bech