Ifølge en rapport fra EUMC (EUs center for observation af racisme og fremmedhad) erklærer 20 procent af den danske befolkning sig for "intolerante" over for minoriteter (kilde: Berlingske Tidende, 21.03.01).

Årsagen til denne udbredte intolerance synes især at være "religionsfrygt", som avisen kalder det. Således er 31,7 procent af danskerne ifølge rapporten "foruroligede" over "tilstedeværelsen af personer med en anden religion", et tal, som ingen af befolkningerne i de øvrige 14 EU-lande ifølge avisen "kommer i nærheden af".

En tredjedel af Danmarks befolkning er altså foruroligede over den blotte tilstedeværelse i landet af mennesker, som tror og tænker anderledes end dem selv.

Ifølge Grundloven har alle danske borgere "ret" til at "dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning", og fri og lige adgang til de "borgerlige og politiske rettigheder" uanset "trosbekendelse eller afstamning".

Men denne "religionsfrihed" gør altså åbenbart mange danskere utrygge. Og noget kunne tyde på, at trygheden altså foretrækkes frem for friheden.

Den evangelisk-lutherske folkekirkes fortsatte privilegium og tilsvarende diskriminering af andre trossamfund i Danmark synes at bunde i samme utryghed over for en gennemført religionsfrihed.

En nylig rapport fra Europarådet udarbejdet af en komité nedsat af de 43 medlemslandes regeringer har undersøgt området og konstaterer, at Folkekirkens særstatus er i strid med Danmarks forpligtelser som medlem af Europarådet; rapporten anbefaler derfor, at "Danmark i lyset af retten til lighed for loven og rettens beskyttelse bør genoverveje den privilegerede finansiering af den evangelisk-lutherske kirke" (kilde: Berlingske Tidende, 07.04.01). Professor i folkeret og menneskerettigheder, Ole Espersen supplerer kritikken i samme avis og forklarer, at "Danmark er det land blandt østersølandene, der i størst omfang diskriminerer til fordel for folkekirken og dermed til ugunst for andre trossamfund".

Ifølge avisens oplysninger foretrækker også regeringen imidlertid trygheden ved det bestående frem for friheden; den vil således afvise rapportens kritik og anbefalinger, når den til sommer skal aflevere sine kommentarer til Europarådet.

Lovlig diskrimination

Fængselsstraf regnes for at være en stærkt indgribende og belastende strafform. Derfor kan man heller ikke, hverken ifølge dansk eller international lov og ret, sætte et menneske i fængsel for bagatelagtig kriminalitet. Det er et helt fundamentalt princip i en retsstat: Der skal være proportionalitet mellem forbrydelsens art og de sanktioner, den medfører. Det princip gælder også i Danmark. Bare ikke, når det drejer sig om asylansøgere.

Den 20. marts præsenterede indenrigsminister Karen Jespersen et nyt lovforslag fra regeringen, der skal gøre det endnu nemmere at frihedsberøve småkriminelle eller blot besværlige asylansøgere, oplyser Berlingske Tidende den 21.03.01. Karen Jespersen håber ifølge avisen på en præventiv effekt, "sådan at de (…) lader være med at overtræde loven og medvirker aktivt til at behandle deres sag så hurtigt som muligt".

Ifølge lovforslaget kan asylansøgere fængsles for forhold, der, som avisen skriver, "aldrig ville kunne føre til, at danske statsborgere blev buret inde". Sådan noget kaldes normalt for diskrimination, og det ville være et problem for regeringen: Ikke at lovgivningen diskriminerer, men netop, at det kan kaldes diskrimination, for så får vi vrøvl med diverse internationale konventioner, som Danmark har skrevet under på.

Men nu har regeringens embedsmænd fundet en formulering af lovteksten, som giver denne diskrimination et andet navn – og så forsvinder problemerne som dug for solen.

Et eksempel: En asylansøger stjæler et par bukser. Ifølge loven kan vi ikke fængsle ham for en sådan bagatel. Men så kommer tricket: Lovgivningen giver mulighed for "administrativ udvisning" for bagatelkriminalitet af udlændinge, som har opholdt sig kort tid i landet. Vi udviser ham altså administrativt, dvs. uden nogen videre sagsbehandling – som når en fulderik følges til færgen af politiet på grund af gadeuorden. Men ham her beholder vi bare, og han "får lov til at blive", indtil hans asylansøgning er færdigbehandlet. Og her kommer så en bestemmelse ind, som giver mulighed for at frihedsberøve ham, indtil den administrative udvisning kan effektueres – eller han eventuelt opnår asyl.

Voila! Den samme frihedsberøvelse er ikke længere en straf for bagatelagtig kriminalitet, men "blot" en kompensation for den manglende effektuering af den administrative udvisning – og så kan det juridisk set ikke længere kaldes diskrimination, mener regeringens embedsmænd.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at myndighederne håber på at kunne afvikle de fleste asylsager på tre til fire måneder, men at der eventuelt kan gå op til seks måneder, skriver Information (28.03.01). Således vil en småkriminel asylansøger kunne sidde fængslet i månedsvis for en bagatel, som for en dansk statsborger højest ville have kostet en bøde.

Lovforslaget (L 191, www.folketinget.dk) blev vedtaget den 1.6.

Professionelt angiveri

Kommunernes Landsforening (KL) lægger pres på hjemmesygeplejersker og sundhedsplejersker for at tvinge dem til at angive familier, som de i forbindelse med deres arbejde får kontakt med, og som måtte vække mistanke om socialt bedrageri, til myndighederne; f.eks. hvis de møder en mand hos en kvinde, der er registreret som enlig forsørger, fortæller Ekstra Bladet den 31.3.01. Samme angiverpligt har kommunerne også tidligere hævdet over for både sygeplejersker, lærere og pædagoger.

"Som offentligt ansatte er de forpligtede til at efterkomme alle lovlige tjenestebefalinger," forklarer souschef Carsten Thystrup fra KLs personalejuridiske kontor (Berlingske Tidende, 4.4.01).

Både Dansk Sygeplejeråd og Børne- og Ungdomspædagogerne Landsforbund (BUPL) forbereder sig på at skulle i retten for at få afklaret spørgsmålet. "Det er helt uacceptabelt, at vi skal være politibetjente (…) Og hvad er det egentlig, vi skal holde øje med? Om der står et par herresko i entreen? Og skal vi så til at vurdere, om manden bor der – eller om det er kvindens fætter fra Mols, der er på besøg?" siger Connie Kruckow til avisen.

Karens tvangstanker

Det er utvivlsomt ødelæggende for mange asylansøgere at sidde måned efter måned på et asylcenter uden mulighed for at foretage sig noget fornuftigt, som f.eks. at passe et arbejde uden for asylcentret. Det må asylansøgere nemlig ikke i Danmark. Og ikke mindst indenrigsminister Karen Jespersen har afvist tanken om at give asylansøgerne arbejdstilladelse, så de kunne søge ordinært og meningsfuldt arbejde (jf. Berlingske Tidende, 3.4.01).

I stedet er Karen Jespersen barslet med nye tvangstanker. Hun vil således til at opdrage på asylansøgerne og derigennem indpode dem "evnen til at samarbejde, selvstændighed, initiativrighed og pligtopfyldelse", som hun – på næsten fejlfrit dansk – udtrykker det i Berlingske Tidende (2.4.01). Og for indenrigsministeren gøres det bedst gennem tvangsarbejde og afstraffelse af eventuelle nægtere. Med truslen om at miste deres sparsomme lommepenge skal asylansøgere således sættes til at reparere hospitalssenge og kørestole til brug i tredjeverdenslande.

Her går det godt …

Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) kritiserer i en ny rapport i skarpe vendinger Danmark, hvis politiske klima den betegner som "anti-muslimsk" og intolerant (kilde: Berlingske Tidende, 3.4.01). Avisen citerer fra rapporten:

"ECRI er specielt bekymret over den indflydelse, som disse stærkt højreorienterede [f.eks. Dansk Folkeparti, red.] udøver på de politiske midterpartier. Af frygt for at miste vælgerstøtte fra de dele af befolkningen, der antages at være fjendtligt indstillede over for udlændinge, er sidstnævnte partier tilbøjelige til at benytte en retorik, der skildrer ikke-danskere som et problem i det danske samfund, hvorved de medvirker til at skabe et klima af fremmedhad og intolerance." Den politiske elite fra et bredt udsnit af de danske partier er således ifølge rapporten medansvarlige for et "anti-muslimsk klima", som fører til "intolerance og diskrimination": "Negative stereotyper og fordomme om muslimer samt generaliserende udtalelser om og fejlopfattelser af islam fremmes af offentlige meningsdannere, herunder den politiske elite fra hele det politiske spektrum, intellektuelle og journalister."

Rapporten har selv været genstand for kritik på grund af angiveligt løs dokumentation og upræcise formuleringer og er blevet sammenlignet med et "rejsebrev" fra en udenlandsk journalist i Danmark (jf. Berlingske Tidende, 9.4.01) – og den slags behøver man jo ikke at tage alvorligt. Men man kunne måske have forventet, at en så skarp kritik fra et organ som Europarådet i det mindste kunne have affødt en vis selvransagelse. Det blev imidlertid ikke tilfældet.

Under en spørgetime i Folketinget forklarede Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, ifølge Berlingske Tidende, at det jo er en naturlig del af det internationale samarbejde, at der bliver lavet rapporter om Danmark, og der er derfor heller ingen grund til at blive fornærmet, når der er kritik. Men derudover nøjes han og regeringen med at trække på skuldrene og konstatere, at "Regeringens holdning til rapporten er, at den ikke tegner et aktuelt og korrekt billede af Danmark (…) Der vil ikke komme konkrete initiativer på baggrund af rapporten" (19.4.01).

Rapporten kritiserer også andre lande; men Danmark er det eneste land, hvor forholdene betegnes som "dybt bekymrende"; i rapporten hedder det således: "Den fremherskende holdning til mennesker af udenlandsk herkomst samt betydningen og brugen af propaganda med fremmedfjendsk indhold i politik er dybt bekymrende."

Discountpsykiatri

80 procent af de skizofrene i Danmark ville have store fordele af at benytte de moderne, såkaldt andengenerations-antipsykotika i stedet for de gamle præparater, som har langt voldsommere bivirkninger. Men kun omkring 30 procent af de skizofrene tilbydes de moderne præparater, skriver Berlingske Tidende den 29.3.01. De er nemlig meget dyrere.

I en netop udsendt rapport fra Verdensorganisationen i Psykiatri lyder konklusionen ifølge avisen, at dette alene skyldes, at der er tale om psykiatriske patienter; man ville således aldrig på samme måde diskutere et lægemiddels pris, hvis der f.eks. var tale om en ny og bedre form for antibiotika.

Ud over det økonomiske motiv er det desuden ikke utænkeligt, at psykiatrien ikke nødvendigvis er udelt interesseret i at slippe for bestemte bivirkninger; når visse præparater således har en meget sløvende og passiviserende effekt, er det ofte en fordel på en afdeling, hvor personaleressourcerne er små og stressniveauet højt. En sådan "kemisk spændetrøje" aflaster personalet og giver ro på afdelingen (om psykiatrien i Danmark og spørgsmålet om medicin, bivirkninger og alternativer, se også artiklen "Psykiatriens Sindssyge" i Faklen nr. 19).

Pyntet populisme

Regering og folketing kritiseres for udbredt lovsjusk i forbindelse med politiske panikløsninger som reaktion på øjeblikkelige folkestemninger. Både Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dommerforeningen og Advokatrådet, men også f.eks. Røde Kors og Lægeforeningen, beretter om urealistiske og uacceptabelt korte høringsfrister i forbindelse med nye lovforslag, fortæller Berlingske Tidende den 24.3.01.

Avisen citerer i den anledning en stående vittighed blandt jurister om Folketingets lovarbejde, hvor mottoet lyder: "Vi aner ikke, hvordan loven fungerer – lad os vedtage den og prøve at se."

Allerede i 1998 viste Advokatrådet, at der kunne rejses kritik mod op mod 15 procent af de vedtagne love. Det er, på trods af diverse forsikringer fra bl.a. Justitsministeriet, ikke blevet bedre siden. Lovene bliver ganske vist sendt til høring hos eksperterne, men høringsfristen er i mange tilfælde så kort, at disse ikke har reel mulighed for at bedømme materialet og svare fyldestgørende.

"På udlændingeområdet har vi masser af gange været udsat for, at vi er blevet præsenteret for ændringer i udlændingeloven med så kort varsel, at vi reelt ikke har kunnet behandle det," fortæller generalsekretæren i Advokatrådet, Henrik Rothe til avisen.

Som et eksempel kan nævnes det tidligere omtalte lovforslag (L 191) fra indenrigsminister Karen Jespersen, som skal gøre det lettere at fængsle asylansøgere i forbindelse med selv bagatelagtig kriminalitet som butikstyveri. Loven blev fremsat den 20.3; den 21.3. fik Dommerforeningen forslaget til høring med besked på at svare den 26. samme måned, hvilket giver fire til fem arbejdsdages frist.

"Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre. Det sker jævnligt, at der er meget korte høringsfrister, som gør det svært eller umuligt at svare. Det er især i sager med politisk bevågenhed, hvor ministerierne føler en forpligtelse til at handle hurtigt. Dér kan det være svært at nå en reel sagsbehandling på de få dage, vi får," siger dommernes formand, Henrik Linde til samme avis.

Næstformanden i Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Bent Holmberg er mere skarp i tonen: "I den situation, hvor de kun giver en uge, sidder man med en skummel mistanke om, at de bare har sendt den til høring, fordi det ser pænt ud …"

Justitsministeren afviser kritikken.

Stadig yngre børn anbringes – stadig dårligere

Kommuner tvangsanbringer stadig yngre børn, beretter JP-Århus den 15.4.01.

"Børnene bliver yngre og yngre på døgninstitutionerne," fortæller Ole Bjerre, kontorchef i Århus Amts Børn- og Ungeafdeling, til avisen.

"For et år siden var vores gennemsnitsalder omkring 12 år. I dag er flertallet af børn under 11 år," fortæller Per Ruby, viceforstander på Dalgården i Højbjerg ved Århus. På Behandlingshjemmet Himmelbjerggården i Ry tog de sidste år imod tre børn på kun fem år.

Himmelbjerggårdens forstander, Jørgen Winther mener, at når flere førskolebørn ender i anbringelse på døgninstitutioner, skyldes det, at myndighedernes kontrol og observation allerede i børnehaven er blevet skærpet: "Tidligere blev der først reageret, når børnene kom i skole. I dag bliver der allerede i børnehaven sat psykolog og støttepædagog på," fortæller han til avisen, som desuden kan oplyse, at de "tunge" tvangsindgreb er blevet mulige at tage i anvendelse tidligere i og med den nye lovgivning på området, fordi kommunerne ikke længere er forpligtede til at foretage det "mindste indgreb", men har frie hænder til at "iværksætte de nødvendige foranstaltninger med det samme", som avisen udtrykker det. "Kommunerne er ikke længere så tilbageholdende med anbringelse af børn på døgninstitutioner, og det er helt i tråd med den nye servicelov," forklarer Ole Bjerre til avisen.

Mens kvantiteten af de kommunale tvangsanbringelser således ikke fejler noget, er kvaliteten til gengæld i bund. Derpå tyder i hvert fald en rapport fra Frederiksborg Amt udarbejdet af konsulentfirmaet PLS Rambøll (Jyllands-Posten, 21.4.01). Resultaterne er kendetegnende for indsatsen i hele landet, mener psykolog Bo Ertmann, der forsker i børnesagsarbejde: "Kvaliteten er langt fra god nok, og der er risiko for en hovsa-politik, hvor børnene udsættes for uro og dårligt planlagte anbringelser," udtaler han til avisen.

Ifølge rapporten er der kun i godt halvdelen af sagerne overhovedet udarbejdet en handlingsplan for anbringelsen – mens der i halvdelen af de handlingsplaner, som trods alt er udarbejdet, slet ikke er angivet, hvad anbringelsen overhovedet skal gøre godt for.

En af årsagerne til den ringe kvalitet i anbringelsessagerne er manglende kommunikation og samarbejde mellem kommunerne og de private og amtslige institutioner; de er ifølge Jyllands-Posten ofte "vildt uenige i deres vurderinger af børnene", men gør bare ikke noget ved det: "Når de er så uenige, burde de som et minimum ringe til hinanden for at diskutere det, men det sker ikke," forklarer Palle Rasmussen fra PLS Rambøll i avisen. Konsekvensen er tilfældige og fejlagtige anbringelser af børn og ekstra bekymring for familierne: "Man giver modstridende signaler til børnene og deres familier, som i forvejen har usikkerhed nok i deres liv," siger Torben Hyllegaard Nielsen, vicedirektør for Social- og psykiatriforvaltningen i Frederiksborg Amt.

Politisk prioriteret politiarbejde?

August 2000. En molotovcocktail anretter "brand- og sodskade" på Udlændingestyrelsens mennesketomme kontorbygning i København. Senere, i Vallensbæk, sættes tilsvarende ild på en tom, parkeret bil tilhørende Udlændingestyrelsens øverste chef, Grethe Løgstrup.

Bag disse forbrydelser står åbenbart en anonym gruppe kaldet "Homoer i aktion" eller "Homo Aktion", som herved bl.a. vil skabe opmærksomhed omkring en sag, hvor en iransk homoseksuel tidligere på sommeren har fået afslag på sin ansøgning om asyl i Flygtningenævnet, "i protest og for at forhindre, at flere mennesker skal lide samme skæbne," som det bl.a. hedder i gruppens pressemeddelelse (Information, 22.3.01). I et interview i Panbladet forklarer repræsentanter for Homo Aktion senere, at Udlændingestyrelsens direktør "må tage et personligt medansvar for det, hun laver," og spørger retorisk: "Vi brænder en bil af – hun sender folk i døden. Hvad er værst?" (ibid.).

Natten til den 1. september foretager politiet en række voldsomme og omfattende ransagninger og anholder en halv snes mennesker (Information, 22.3.01).

Den 27. april falder så dommen: Tre bliver frikendt, mens fire andre får ubetingede fængselsstraffe på mellem 15 og 21 måneder, hvilket efter omstændighederne må siges at være en særdeles hård straf; dommen fulgte således anklagerens krav om "en ubetinget fængselsstraf udmålt i år".

Ifølge Information (30.3.01) har hundredvis af politifolk lagt mange tusind arbejdstimer i sagen, som bl.a. også har omfattet intensiv overvågning fra PETs side af nogle af de involverede allerede flere uger inden, aktionerne fandt sted. "Jeg har sjældent set en sag, der har været så grundigt efterforsket," udtaler de fire senere dømtes advokat Hanne Reumert til Information (5.4.01).

Efter dommen peger Informations lederskribent på en anden, langt alvorligere brandsag, som imidlertid tilsyneladende langt fra har optaget politimyndigheden i samme grad. Det drejer sig om otte indvandrer- og flygtningefamilier i Albertslund, der mellem september 1998 og januar 2000 blev ramt af en stribe endnu uopklarede brandattentater. "Her var der ikke tale om molotovcocktails kastet mod tomme kontorbygninger eller natparkerede biler, men om brændbare væsker hældt direkte ind i lejligheder og huse med sovende børn," skriver Information (30.3.01).

PET har så vidt vides ikke været involveret i disse sager. Ifølge avisen oplyser chefen for kriminalpolitiet i Glostrup medio februar, at man da har to medarbejdere på sagen.

"Gud ved, om de også skal se deres tænder"

I Odense kan man købe mennesker. Det kaldes udlicitering af aktiveringen af kontanthjælpsmodtagerne.

Kommunen har sat omkring 4.000 kontanthjælpsmodtagerne til salg som billig arbejdskraft for interesserede virksomheder. Man har inddelt dem i fem vægtkategorier, hvor de "tungeste" er de billigste. Om disse kategorier hedder det således i kommunens udbudsmateriale, at de er "gradueret efter ’tyngde’, hvor kategori 1 har relativt nemt ved at komme i beskæftigelse, hvorimod der kun er ringe eller ingen udsigt hertil for kontanthjælpsmodtagere i kategori 5", men til gengæld er kommunen så "indstillet på at graduere betalingen afhængig af ’tyngdekategori’". Alt efter tyngde kaldes aktiveringen henholdsvis "Virksomhedsaktivering", "Opkvalificerende kurser" og "Social aktivering" (Information, 5.3.01).

De tungeste og derfor billigste skal man ikke regne med at få meget arbejde ud af. Deres aktivering kaldes derfor "Social aktivering", hvor kommunen "forventer at indgå aftaler med et antal udbydere af kurser/projekter, hvor formålet alene er at forbedre livskvalitet og social velfærd" (ibid.). Det er imidlertid tilsyneladende ikke de aktiverede selv, der skal vurdere, hvorvidt det er tilfældet: "Ikke et ord om, at man skal undersøge, om kontanthjælpsmodtageren synes, han får et bedre liv ved at blive tvangsaktiveret i noget, der ikke kan kaldes arbejde," siger John F. Hansen fra Landsforeningen af Arbejdsledige (LA) til avisen. "[Der er] ikke noget arbejde at få. Og så sender man kontanthjælpsmodtagere ud at arbejde gratis – eller rettere for 11 kroner og 20 øre i timen – i private virksomheder i x antal måneder for så at vende tilbage til ingenting."

Men ingen køber jo noget uden først at have set varen an. Derfor skal kontanthjælpsmodtagerne også møde op til "informationsmøder", hvor køberne kan besigtige sortimentet. Det hedder således i udbudsmaterialet fra kommunen: "Det forventes, at udbyder/virksomheden og evt. instruktører (fra kursus/projektledelsen) deltager i informationsmøder for grupper på 20-35 kontanthjælpsmodtagere ad gangen (…) Virksomheden får derved mulighed for at være med i den konkrete udvælgelse af kontanthjælpsmodtagere."

"Gud ved, om de også skal se deres tænder," spørger John F. Hansen fra LA, som ikke kan se, at det skulle ligne "almindelig virksomhedsrekruttering og ansættelsessamtaler", som Odense Kommune mener; forskellen er ikke mindst, at der her ikke er tale om frivillighed: "Kontanthjælpsmodtageren er tvunget til at lade sig købe, for ellers mister man sit forsørgelsesgrundlag."

Militær indsats mod civile

I Danmark er der tilsyneladende ikke nogen formelle hindringer for at sætte militære styrker ind mod civile.

På et spørgsmål desangående stillet på et samråd i Folketingets forsvarsudvalg kom der således ikke noget klart svar, hvilket bl.a. spørgsmålsstilleren, Villy Søvndal (SF) udlagde som "et udtryk for, at man vil have frie hænder til at indsætte militæret i civile sager" (Information, 23.3.01).

Det gjorde man f.eks. i januar i år i forbindelse med en Greenpeace-aktion i Århus Havn, hvor forsvaret indsatte en hurtiggående båd med tåregaskanon, og hvor militærfolkene bar kraftige håndvåben. "Det næste kan måske blive, at man sætter militæret ind i fredelige faglige konflikter, eller når landmændene demonstrerer for bedre forhold," siger Villy Søvndal til avisen.

Det europæisk panoptikon

Natten mellem den 24. og 25. marts i år trådte Danmark endegyldigt ind i det grænseløse Schengen-land.

Om den politiske debat i Danmark i den anledning udtaler professor i retssociologi ved Oslo Universitet, Thomas Mathiesen, til Information:

"Det er besynderligt at iagttage den danske debat, der først og fremmest handler om, at nu skal der ikke længere flages med Dannebrog ved grænsen." (23.3.01). Selv peger han tværtimod på "helt anderledes vigtige og urovækkende perspektiver i Schengen-aftalen – forhold, der er næsten fortiet i den offentlige debat", som han siger i avisen.

For det første, at der med Schengen-samarbejdet, og ikke mindst med dataregistret Schengen Informations System (SIS), skabes et fælles, teknologisk kontrol- og overvågningssystem uden sidestykke – samtidig med, at der ikke er nogen fælles lovgivning omkring kontrollen med kontrollen; de enkelte lande har således vidt forskellige kriterier for, hvilke oplysninger der skal registreres og hvordan.

For det andet peger Mathiesen på, at SIS først og fremmest synes at have til formål at holde udlændinge fra ikke-Schengen lande ude: "Af de ca. 840.000 personer, der var registreret i SIS i maj i fjor (det seneste offentliggjorte tal, red.), er de 90 procent uønskede personer fra tredjelande," udtaler han til avisen. Årsagerne til registreringen kan som nævnt være meget forskellige, men konsekvensen for den én gang registrerede er den samme: "Næste gang han banker på Fort Europas dør, hvad enten det er i Italien, Holland eller Norge, vil den røde lampe blinke: Registreret i SIS som uønsket. Adgang forbudt," og således vil man for fremtiden kunne afvise asylansøgere med begrundelse i "nogle mindre forseelser, ofte rene formaliteter i fortiden", forklarer Mathiesen.

"Men som professionel retssociolog er jeg først og fremmest bekymret for det europæiske panoptikon, det græske ord for ’øjet, der ser alt’, som vi er i gang med at udvikle – stort set uden offentlig debat," siger han videre og forklarer: "I det gamle Schengen-samarbejde var der adgang til SIS-registrene fra 50.000 computere, og tallet vokser nu dramatisk. Forskellige instanser, lige fra efterretningsvæsner til lokale politimestre, har adgang. Der er lagt grunden til en systematisk overvågning og kontrol i et Europa, der ikke nødvendigvis altid vil være så politisk homogent som nu. Tænk bare på Haiders valgsejr i Østrig og Berlusconis forestående triumf i Italien" …

Det danske politi ser helt anderledes lyst på udviklingen. For vicepolitimester i Rigspolitiet, Ole Andersen, er SIS-registeret således et "redskab, et teknisk hjælpemiddel, der (…) gør det hele lidt nemmere" (Information, 23.3.01).

Fortsat dansk tortur

Isolationsfængsel er psykisk tortur.

Det gjorde overlæge på Skt. Hans, Finn Jørgensen, Folketinget opmærksom på allerede i 1979. I en undersøgelse af "De psykiske følger af ophold i isolationsfængsel" konkluderede han således bl.a., at "disse er forbundet med lidelse, pine og angst. Det er derfor rimeligt og i overensstemmelse med international sædvane at betragte isolationsfængsling som en form for psykisk tortur" (se artiklen "Dansk tortur" i Faklen nr. 10).

Siden har både Europarådets Torturkomité, FNs Torturkomité og en lang række andre fremført lignende kritik af den danske isolationspraksis.

I 21 år skete der bare ingen ændringer af denne praksis.

Sidste år besluttede Folketinget så at fortsætte, men dog begrænse brugen af isolation, hvilket også til en vis grad er lykkedes.

Derudover var det imidlertid også – i det mindste på papiret – hensigten at forbedre forholdene for dem, som stadig isoleres, for at undgå de alvorlige psykiske men, som er forbundet med isolationsfængsling. Det har dog vist sig at være rent spil for galleriet.

I Justitsministeriets bemærkning til lovforslaget taltes om "Ændrede administrative regler for behandlingen af isolationsfængslede, så de negative virkninger, der er forbundet med isolationsanbringelse, søges imødegået" (L 14, fremsat den 6.10.99, kilde: www.folketinget.dk), hvilket i selve lovteksten fandt følgende formulering: "For arrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmelse, fastsætter justitsministeren særlige regler om øget personalekontakt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer eller andre." (§ 776 i Lov nr. L 14, vedtaget 18.5.00, ibid.).

Betegnende nok lød meddelelsen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til fængslerne i forbindelse med lovens vedtagelse imidlertid, at "der ikke i forbindelse med de nye regler er blevet afsat ekstra midler" (Politiken, 7.3.01). Og det er nu engang begrænset, hvad juridiske formuleringer alene gør af forskel.

"Det har ikke ændret noget, at det fra centralt hold er blevet skrevet ned, at læger, præster, sygeplejersker og skolelærere skal øge kontakten med disse mennesker," forklarer overlæge Knud Christensen fra Københavns Fængsler (ibid.).

Fængselspræst i Vestre Fængsel, Jørgen Worsaae Rasmussen beskriver lovændringen som ren politisk kosmetik: "At de skulle have flere samtaler [med personalet, red.], var ikke andet end ord på et stykke papir. Det var blot et pr-forslag, som skulle få den samlede isolationspakke til at virke mere human," siger han samme sted.

Ifølge vicedirektør i Vestre fængsel, Nanna Jensen, kan lovændringens samlede faktiske virkning formuleres meget kort, nemlig "at man nu kan vælge at slå de to ugentlige halvtimes besøg sammen til et besøg på en time" …

Samtidig ignorerer politiet og retten nærmest rutinemæssigt lægelige erklæringer om, at isolerede fanger lider psykisk overlast: "det er kun i omkring halvdelen af tilfældene, at retten afslutter isolationen," anslår Knud Christensen, som i sit arbejde for Københavns Fængsler har at gøre med ca. halvdelen af samtlige isolationsfanger i Danmark. Cirka en gang om ugen må han konstatere om en isolationsfange, at vedkommende er "syg af den af retten anviste isolation" (Politiken, 4.3.01).

Han fortæller videre: "Jeg har haft tilfælde, hvor folk er blevet sindssyge. Og jeg oplever flere gange om året isolationsfængslede, som er parate til at skrive under på hvad som helst for at blive lukket ud." Og netop denne virkning er måske slet ikke utilsigtet fra politiets side; formanden for Advokatrådets strafferetsudvalg, Sten Bech forklarer: "Jeg er endnu ikke stødt på nogen, som kan give mig bare ét eksempel på, at det har gavnet politiets efterforskning at have en sigtet siddende på den måde (…) Personligt mener jeg, at der er tale om tilståelsesarrest eller bekendelsesarrest. Det kan jeg selvfølgelig ikke bevise, men jeg kan i hvert fald ikke finde anden forklaring. I andre lande kan man sagtens klare sig uden isolation." (Politiken, 07.03.01).

Næstformand for Advokatrådets strafferetsudvalg, Gunnar Homann ser det som "dybt betænkeligt, at de lægeerklæringer ikke følges af retten eller politiet. Når der er tegn på, at det her medfører psykiske forstyrrelser, så burde det føre til øjeblikkelig udtagelse af isolation," mener han (Politiken, 4.3.01).

I en sag fra 1998, som refereres i Politiken, blev en kvinde som en følge af isolationen efter fire uger diagnosticeret som "tæt på et psykotisk gennembrud", og arresthuslægen anbefalede "på det skarpeste (…) at isolationen bringes til ophør". Ikke desto mindre gik der lige så lang tid igen, nemlig 25 dage, før kvinden blev taget ud af isolationen – antagelig af hensyn til politiets efterforskning i sagen, som drejede sig om smugling af cigaretter …

Om denne sag udtaler dr.med. Bent Sørensen fra det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre til avisen: "Kvindens symptomer er nærmest identiske med beskrivelsen af de flygtninge, vi behandler, fordi de har været udsat for tortur i deres hjemland (…) Den behandling, kvinden er blevet udsat for, opfylder FNs fire kriterier for tortur."

Sidste år blev 618 varetægtsfanger, dvs. mennesker, som ikke er dømt for noget og derfor er juridisk uskyldige, fængslet i isolation, oplyser Politiken.

Lukket land

Ifølge udlændingelovens § 59a er det strafbart at bringe en udlænding til landet, såfremt den pågældende udlænding ved indrejsen i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum. Dette betyder, at bl.a. flyselskaber under strafansvar skal afvise passagerer, som ikke har pas og visum i orden.

Bestemmelsen betyder imidlertid også, at Danmark krænker FNs flygtningekonvention. Det mener i hvert fald seniorforsker ved Det Danske Center for Menneskerettigheder, Kim U. Kjær, som netop har forsvaret sin Ph.D. afhandling om Danmarks og EU's asylpolitik: "Hvis den pågældende netop har lavet et falsk visum for at slippe ud af sit hjemland, fordi han bliver forfulgt, og så afvises i lufthavnen af flyselskabet, svarer det reelt til, at Danmark sender en flygtning tilbage til forfølgelse i hjemlandet, og det er i strid med FNs flygtningekonvention," forklarer han og fortsætter: "Mit bud er, at et meget stort antal mennesker af den årsag er blevet udsat for forfølgelse. Men ingen kender antallet, fordi det ikke registreres." (Politiken, 1.3.01). Og netop det faktum gør, at de ansvarlige, herunder ikke mindst regeringen, indtil videre har kunnet gøre gode miner til slet spil: "Regeringen slipper let om det, fordi det er umuligt at finde ud af, hvor mange der bliver sendt tilbage til forfølgelse på grund af den ordning," forklarer Kim U. Kjær.

En central påstand i hans afhandling er netop, at Danmark og EU anvender visumregler til at holde flygtninge ude af EU, og at flyselskaberne bliver pålagt at være en slags fremskudt grænsekontrol. Resultatet er et Fort Europa, hvor flygtninge, der faktisk bliver forfulgt i deres hjemland, bliver afskåret fra overhovedet at søge om asyl i Danmark.

Det radikale frisind

Den 17.5. bragte TV-avisen et indslag om tre unge medlemmer af det Radikale Venstre, hvoraf det fremgik, at de havde tilknytning til den islamiske bevægelse Minhaj-ul-Quran ("Koranens Vej"), der har basis i Pakistan. De tre var Tanwir Ahmed, opstillet til Københavns Borgerrepræsentation, Babar Baig, opstillet til byrådet i Brøndby, samt Mona Sheikh, som forsøgte at blive opstillet som folketingskandidat i Østre Storkreds. Babar Baig er næstformand for den danske afdeling af Minhaj-ul-Quran, mens Mona Sheikh og Tanwir Ahmed er medlemmer af henholdsvis Women Youth League og Muslim Youth League, to ungdomsorganisationer, der har Minhaj-ul-Quran som paraplyorganisation.

Historien var blevet lanceret allerede den 11.4., hvor Ekstra Bladet under den dramatiske overskrift "Radikale frygter kup" kan berette, at "flere af partiets topfolk har holdt dybt fortrolige krisemøder med én bekymring på dagsordenen: Hvordan får partiet vristet sig ud af rollen som magnet for unge indvandrere, som flere gamle radikale ikke anser som rigtig radikale, men derimod som partishoppere. Indvandrere, der går fra parti til parti på jagt efter en ledig kreds".

Kandidaternes tilknytning til en pakistansk, islamisk bevægelse gav snart næring til forestillinger om, at der var tale om muslimske fundamentalister. Den 18.5. bragte Berlingske Tidende "syv skarpe spørgsmål til Mona Sheikh". Under henvisning til, at Women Youth League på sin danske hjemmeside henviser til kurser i Sharia (islamisk lov), blev Mona Sheikh spurgt, om hun gik ind for Sharia-lovgivningen, hvortil hun svarede: "I Danmark går jeg ind for den danske grundlov."

Det var åbenbart ikke tilfredsstillende for journalisten, som fortsatte: "For at tage noget konkret ifølge islamisk lov, dødsstraffen, går du ind for den?" Mona Sheikh svarede: "Nej, det har jeg sagt flere gange." Journalisten var ikke tilfreds med dette svar og borede videre: "Ikke i nogen sammenhæng nogetsteds?" Hertil svarede Mona Sheikh: "Hvis en befolkning går ind for dødsstraf, er det et demokratisk valg – lige som i USA. Hvis folket vælger dødsstraf, er det fint, men jeg kan personligt ikke acceptere det. Jeg skal åbenbart svare på det flere gange."

Artiklen fik følgende overskrift: "Dødsstraf er et demokratisk valg, siger den unge muslimske radikale folketingskandidat fra Nørrebro, Mona Sheikh, der er kommet i modvind på
grund af sit tilhørsforhold til den pakistanske bevægelse 'Koranens vej'." Dermed var billedet klart: Med ordene "dødsstraf", "muslimsk" og "Koranens vej" var Mona Sheikh over for offentligheden stemplet som en fundamentalist, der ønskede at indføre et styre i Danmark svarende til Irans under Ayatollah Khomeini. En anden artikel fra samme avis cementerede denne forestilling ved følgende afsløring: "Af magasinet The Revival, der finansieres af bevægelsens ungdomsafdeling Muslim Youth League, fremgår det, at Koranens Vej bygger på den omfattende muslimske lov – Sharia – som nævner håndsafhuggelse, stening og dødsstraf."

Mona Sheikh er altså – indirekte - tilknyttet en organisation, der bygger på Sharia, som nævner "håndsafhuggelse, stening og dødsstraf". En sådan sammenhæng er åbenbart af større betydning end de synspunkter, Mona Sheikh selv har givet udtryk for. Den radikale kirkeminister og tidligere landsformand, Johannes Lebech havde i hvert fald tydeligvis taget skræmmebilledet til sig, da han rykkede ud med følgende udtalelse: "Det Radikale Venstre er ikke et parti, der accepterer fundamentalistiske synspunkter. Og kandidater, der opstiller for partiet, må tage klart afstand fra standpunkter om dødsstraf og håndsafhugning, som formuleres af Minhaj-ul-Qurans moderorganisation. Ellers må de trække deres kandidatur (…) Det handler jo ikke om f.eks. lukkeloven, det her, men om en så vigtig sag som synet på lovgivning – skal loven være baseret på religion eller formuleres af en verdslig stat."(Information, 21.5.). Klichéen "islamisk fundamentalisme" og de dertil knyttede associationer får tilsyneladende lov til fuldstændig at overskygge, at Mona Sheikh allerede har gjort rede for sit syn på lovgivning, nemlig at hun går ind for den danske grundlov.

Dagen før havde Johannes Lebech i Politiken redegjort nøjere for baggrunden for sin skepsis: "Jeg kan godt forstå, at nogle føler sig trådt over tæerne i denne debat, men sådan må det være. Vilkårene er, at når man ønsker at repræsentere et parti, så må man acceptere at blive kikket efter i kortene. Og når det så kommer frem – blandt andet i et veldokumenteret tv-indslag – at
nogle af vores kandidater har tilknytning til en fundamentalistisk organisation, hvor ordet infiltrering også bliver nævnt, så er partiet nødt til at sende et meget kraftigt signal om, at kandidaterne må forklare sig."

Når Mona Sheikh eksplicit har erklæret sig som modstander af dødsstraf og tilhænger af Grundloven, må hun strengt taget siges at have "forklaret sig" allerede, men det er tilsyneladende ikke nok for kirkeministeren. Måske skyldes det, at ordet "infiltrering" er blevet nævnt. I hvert fald synes kirkeministeren at hæfte sig meget ved, hvad der i forskellige sammenhænge bliver nævnt, for i samme avis udtaler han endvidere: "Man kan heller ikke se bort fra, at meget troende muslimer har et særligt problem med dødsstraf, fordi dødsstraf nævnes i Koranen."

Ifølge denne logik burde Johannes Lebech som minister for den kristne folkekirke også selv have "et særligt problem med dødsstraf", eftersom dødsstraf nævnes i Romerbrevet 1,27-32. Her sidestiller Paulus homoseksuelles "vanærende lidenskaber" med "alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed" og påpeger, at det er "Guds retsordning, at de, der handler således fortjener døden". Det lader imidlertid til, at Johannes Lebech ser dødsstraffen som et specielt islamisk fænomen; hvordan han så vil forklare, at den anvendes såvel i det kristne USA som det officielt ateistiske Kina, forlyder der ikke noget om.

Sagen fremkaldte en pludselig omsorg for det Radikale Venstre fra Pia Kjærsgaards side; i sit e-mail-ugebrev den 21.5. skrev hun: "To sympatiske træk har der dog altid ligget i partiet: Den trofaste bekendelse til idéen om frihed og demokrati samt en stærk social og solidarisk profil, betinget af Det Radikale Venstres historiske oprindelse – blandt arbejdsomme, solide og kernedanske husmænd, som havde ploven i den ene hånd og højskolesangbogen i den anden (…) De sidste ugers udvikling i partiet viser imidlertid, at de to omtalte sympatiske træk er på vej til at blive udvisket - hvorefter der kun vil være elendigheden tilbage: Husmændene har fået nok – de siver stille og roligt. Og idéen om frihed og demokrati er ligeledes ved at gå fløjten, nu hvor en række stokkonservative, fundamentalistiske muslimer er ved at rykke ind på husmændenes pladser (…) Talsmanden for de nye radikale islamitter, Mona Sheikh, er med i noget, der hedder Women Youth League – en underafdeling af Minhaj-ul-Quran – koranens vej. Forleden aften blev Mona Sheikh interviewet af TV-avisen, og gjorde et meget ubehageligt indtryk. Så utroværdig og fanatisk virkede hun, at jeg i et sekund sad og fik helt ondt af Det Radikale Venstre."

Det må da også indrømmes, at mediernes og f.eks. Johannes Lebechs iscenesættelse af sagen er som taget ud af Dansk Folkepartis egen mytologi: Det sunde, demokratiske, pæredanske parti, der står last og brast om højskolesangbog og menneskerettigheder, trues af de ukristelige fanatikere. Blot afstår Johannes Lebech fra at indrømme det, som Pia Kjærsgaard siger ligeud: Det er sagen fuldstændig uvedkommende, hvad Mona Sheikh rent faktisk siger, når hun nu menes at gøre "et meget ubehageligt indtryk" og virker "utroværdig og fanatisk".

Den 29.5. blev Mona Sheikh valgt ind i hovedbestyrelsen for det Radikale Venstres vælgerforening i København. Derimod blev hun vraget som folketingskandidat. Dermed afsluttedes en proces, der med al ønskelig tydelighed viste, at det Radikale Venstre har taget den dæmonisering af islam til sig, som tidligere kun er forekommet på den yderste højrefløj, eftersom ingen af partiets utvivlsomt utallige kristne er blevet mistænkeliggjort i kraft af deres religiøse baggrund. Tværtimod har Johannes Lebech med sine udtalelser eksplicit understreget, at problemet er Koranen.

Alligevel konkluderer Marianne Jelved i en udtalelse til Ritzau den 31.5., at debatten er et "eksempel på det radikale frisind".

Statslig kontrol med kvinders sexliv

Den 1.6. vedtoges den såkaldte "Børnelov", ifølge hvilken enlige mødre har ubetinget pligt til at oplyse, hvem der er far til deres barn. Såfremt moderen ikke af sig selv oplyser dette, skal statsamtet "ved rådgivning og vejledning m.v. søge at motivere moderen til frivilligt at opgive oplysningerne" (citeret efter Information, 1.6.).

Hvis dette ikke hjælper, skal statsamtet imidlertid indbringe sagen for retten, hvor kvinden kan blive idømt straf, hvis hun ikke – under ed og vidneansvar – oplyser, hvem hun har haft seksuelt samkvem med i undfangelsesperioden. Blandt disse mulige kandidater skal statsamtet så ved hjælp af DNA-prøver udpege faderen.

Begrundelsen er, at børn har ret til at vide, hvem deres far er. Dette antages altså altid at være i barnets interesse, i en sådan grad, at staten skal have ubetinget ret til private oplysninger om de, i øvrigt forsvindende få (ifølge avisen ca. 150 om året), kvinder, der af en eller anden grund ikke ønsker at vide, hvem de er blevet befrugtet af. Ud over, at det er et noget hypotetisk grundlag at retfærdiggøre et meget markant indgreb i privatlivets fred på, må begrundelsen siges at være meningsløs i betragtning af, at adskillige barnløse par, hvor faderen ikke er fertil, modtager hjælp i form af sæd fra en anonym donor. I sådanne tilfælde er barnet definitivt afskåret fra at kende sit biologiske ophav.

Dansk Folkeparti frygter konfrontation med døde muslimer

Den 2.5. offentliggjorde Kirkeministeriet, at Brøndby Kommune var villig til at sælge et areal i Brøndbyøster med henblik på etableringen af en muslimsk begravelsesplads. Denne nyhed afstedkom prompte en reaktion fra Dansk Folkeparti. I en pressemeddelelse den 6.5. indskærper partiets retsordfører Peter Skaarup, at "muslimerne skal være klar over, at deres gravpladser i Danmark til enhver tid kan eksproprieres til andre formål ved brug af Grundlovens § 73 om
ekspropriation".

I pressemeddelelsen lover Peter Skaarup "kamp til stregen over for muslimernes forsøg på at skaffe sig en særlig muslimsk gravplads". Det, der falder Peter Skaarup for brystet, er, at islam ikke tillader, at gravsteder sløjfes. "Religion hverken kan eller skal stå i vejen for det moderne oplyste samfund. Kristne stiller ikke samme ultimative krav som muslimerne og mange danske kirkegårde er blevet nedlagt og flyttet gennem årene, når udviklingen har krævet det. Dansk lovgivning er fornuftig, fleksibel og tillader en dynamisk udvikling af samfundet, og derfor er Danmark et af de rigeste og fredeligste samfund i verden," hedder det i pressemeddelelsen. Ønsket om en særskilt gravplads er åbenbart intet mindre end en latent trussel mod freden og velstanden i Danmark.

Pia Kjærsgaard tager tråden op i sit e-mail-ugebrev den 7.5. Heri hedder det bl.a.: "… muslimerne vil åbenbart konfrontationen. De kan ikke nøjes med, som loven og sædvanen er i Danmark, og som de har ret til, at blive stedt til hvile på danske kirkegårde med de regler, der følger med – herunder at et gravsted bliver sløjfet efter en periode. De skal partout have deres eget, og dér skal det ligge til evig tid."

Hvis Danmarks fred og velstand er truet af en gravplads i Brøndby, kan det dog undre, at danskhedens og gravsløjfningens brave forkæmpere ikke for længst har slået alarm over for den trussel, der allerede forefindes midt i Århus. På det grønne område foran byens musikhus findes nemlig en række gravsteder, den eneste rest af en ellers for længst nedlagt kirkegård. Disse gravsteder tilhører jøder og er ikke blevet sløjfet, eftersom det mosaiske trossamfund modsat den evangelisk-lutherske kirke stiller "samme ultimative krav som muslimerne". Konklusionen må følgelig være den, at jøderne "åbenbart vil konfrontationen", eftersom de "partout skal have deres eget" og dermed lægger de sig i vejen for den "dynamiske udvikling af samfundet", der har gjort Danmark til "et af de rigeste og fredeligste samfund i verden".

Socialdemokratiets top afviser kritik

Den 30.4. fremsatte fire unge socialdemokrater en skarp kritik af deres eget parti. Kritikerne var medlem af Folketinget, Jeppe Kofod, formand for Socialdemokratiets Ungdom, Kristian Madsen, ungdomskonsulent i LO, Mette Frederiksen, samt medlem af Europaparlamentet, Helle Thorning-Smith.

"De er alt for inspirerede af den fordomsfulde retorik, der kommer fra Dansk Folkeparti", sagde Helle Thorning-Smith til Politiken den 30.4. om sine partifæller, og til samme avis udtalte Mette Frederiksen: "En regering skal slet ikke forholde sig til, om folk må bede på arbejdet. Det skal de nok selv finde ud af ude på arbejdspladserne. Alene det at gøre det til et problem er udtryk for, at man har mistet proportionssansen."

Kritikken blev bakket op af bl.a. forskningsminister Birte Weiss og den socialdemokratiske europaparlamentariker Freddy Blak, der om indenrigsminister Karen Jespersen sagde: "Lille røde Karen er efterhånden blevet til lille sorte Karen (…) Hvorfor har vi så ondt i røven over, at folk er anderledes end os selv? Hvordan er det blevet legitimt at køre hetz på muslimer? Jeg synes, at vi skal sige fra."(Politiken, 1.5.).

Karen Jespersen afviste imidlertid kritikken: "Nej, det får mig bestemt ikke til at ændre politik. Tværtimod mener jeg, at den konkrete integrationspolitik, jeg står for, er det eneste reelle bud på at få integrationspolitikken til at fungere," fastslog hun over for avisen. Også Poul Nyrup Rasmussen afviste kritikken: "Jeg har ikke læst aviser, og jeg ved ikke, hvad de har sagt, så det har jeg ikke rigtig nogen kommentarer til. Jeg ved kun én ting – at vores flygtninge- og indvandrerpolitik hviler på rettigheder og pligter, som for alle mennesker i Danmark. Det er for mig det centrale. Vores politik bygger på en klar humanisme, som ikke er til forhandling."

Mere direkte var ifølge Ekstra Bladet den 17.5. tonen fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Pernille Blach Hansen: "Bed dem om at stikke piben lidt ind", skal hun således på et internt gruppebestyrelsesmøde den 3.5. have sagt om de unge kritikere.

Christoffer Gertz Bech og Jeppe Berg Sandvej

Rettelser

I Samfundsudsigten i Faklen nr. 19 er der følgende fejl:

1) I afsnittet »Udviste palæstinensere varetægtsfængsles i måneder« (s. 5) om udvisningsdømte indvandrere, der er kommet på venteliste, fordi de ikke kan få indrejse i det land, de er udvist til, hedder det bl.a.: »58 statsløse palæstinensere er på ventelisten – dvs. varetægtsfængslet, til trods for at deres afsoning var udstået.« De 58 var imidlertid ikke alle udvisningsdømte, men det samlede antal, der ventede på udsendelse, dvs. både udvisningsdømte og afviste asylansøgere, og kun et mindre antal var varetægtsfængslet. Tallet omfatter ikke blot palæstinensere, men også andre, som skal udvises til andre lande end Libanon.

2) I billedteksterne til afsnittet »Striden om tegneserien 'Strid'« (s. 12-13) blev der ikke bragt den relevante copyright-note under de to striber fra tegneserien. Der skulle have stået: »Gengives med tilladelse fra forlaget Politisk Revy«. Politisk Revy udgiver Jakob Martin Strids striber i bogform.

Vi beklager!

Faklen