Tusinder af familier kommer hvert år frivilligt eller ufrivilligt i kontakt med den moderne udgave af børneværnet – de sociale myndigheder. Hvordan skal man forholde sig i den situation? Indebærer en kontakt med de sociale myndigheder en risiko for at få sine børn tvangsfjernet, og er det muligt at få reel hjælp fra de sociale myndigheder uden at underlægge sig en undergravende mistænkeliggørelse og kontrol? På baggrund af den politiske udvikling, studier af sagkundskaben og lovgivningen samt private erfaringer i en række konkrete sager finder Faklen her grund til at advare om nødvendige forholdsregler i forbindelse med enhver families eventuelle kontakt til de sociale myndigheder.

En børnefamilie kan grundlæggende komme i kontakt med det sociale system (repræsenteret ved kommunernes familieafdelinger) på to måder: Frivilligt, fordi de selv mener, at der er problemer, som kommunen kunne eller burde afhjælpe; eller ufrivilligt, fordi udenforstående (naboer, bekendte, familie, skole eller daginstitution) har opfattet familiens eller børnenes forhold som problematiske og derfor har givet de sociale myndigheder en underretning om deres opfattelse af familiens forhold.

Hvad må kommunen?

Den mest problematiske, for ikke at sige traumatiske, kontakt med de sociale myndigheder er naturligvis den ufrivillige, altså den, hvor kommunen af andre har fået underretning om, at familiens børn lever under forhold, der i den underrettendes øjne ikke er tilfredsstillende. Det skal bemærkes, at mens mange sådanne underretninger naturligvis drejer sig om børn i større eller mindre nød, kan de også meget ofte bygge på fordomme, løse iagttagelser og sladder i nabolaget eller børnehavens kaffestue. Samtidig benyttes i sådanne sager ikke egentlige beviser, men netop udtalelser indhentet fra diverse offentlige institutioner, som barnet eller børnene måtte være kommet i kontakt med. Forløbet i en sådan social sag vil ofte være:

Kommunens socialforvaltning modtager en underretning, hvorefter familien tildeles en sagsbehandler, som indkalder familiens voksne (dvs. forældrene) til et møde – enten i hjemmet eller på socialforvaltningen.
Under dette møde fremlægges den eller de underretninger, der har givet anledning til kontakten, familien præsenteres for sagsbehandlernes bekymring over dens indhold og udspørges om dens baggrund.
Sagsbehandleren udtaler, at det på baggrund af de fremkomne oplysninger er nødvendigt at foretage en undersøgelse af familiens forhold. I denne forbindelse beder sagsbehandleren om tilladelse til at indhente udtalelser om barnet og familien fra skole, daginstitutioner og andre personer (f.eks. skolepsykolog eller praktiserende læge), der måtte have været i kontakt med barnet. I undersøgelsen kan også indgå en psykologundersøgelse iværksat på socialforvaltningens initiativ, ligesom den kan omfatte en såkaldt social anamnese af forældrene; denne består først og fremmest i, at disse udspørges om deres barndom, opvækst og historie.
Når undersøgelsen (ideelt set) er afsluttet, kan familien tilbydes forskellige "hjælpeforanstaltninger", der skal afhjælpe de problemer, undersøgelsen måtte have afdækket.

Hvor langt har kommunen ret til at gå i en sådan situation? Det mest traumatiske for en familie, der på denne måde pludselig og uventet kommer i kontakt med myndighederne, er naturligvis frygten for, at kontakten og/eller undersøgelsen munder ud i anvendelsen af myndighedernes ultimative magtmiddel: Tvangsfjernelsen. I langt de fleste tilfælde er en sådan frygt ubegrundet; ganske vist er antallet af tvangsfjernelser steget voldsomt i de senere år, og ganske vist foregår disse ofte på et vilkårligt grundlag, således at såvel mange familier som sagkundskaben på området kan berette om ganske uforståelige beslutninger om tvangsanbringelse, men i langt, langt de fleste tilfælde vil sagsbehandlerne ikke have mulighed for at komme igennem med en beslutning om tvangsanbringelse, selv om de gerne ville.

I forbindelse med modtagelsen af selve underretningen kan kommunen indledningsvis forsøge at skaffe sig flere oplysninger ved f.eks. at kontakte skole eller daginstitution eller ved at komme på uanmeldt hjemmebesøg. Dette udgør ikke en egentlig undersøgelse, men må blot betegnes som en slags forundersøgelse. Den egentlige undersøgelse som beskrevet i § 38 i Lov om social service må kun iværksættes i forståelse med (dvs. med samtykke fra) forældrene eller eventuelt uden samtykke ved tvungen anbringelse på institution eller sygehus (hvilket naturligvis kun kan ske i meget alvorlige tilfælde).

Kommunen har notatpligt – det vil sige, at alle oplysninger, der kan have betydning for afgørelsen i en sag, skal indgå skriftligt i sagen, og kommunen skal give familien aktindsigt i alle sådanne oplysninger, hvis den bliver bedt om det.

Det mest bemærkelsesværdige ved en sådan undersøgelse er, at den sagsbehandler, der står for den, kun sjældent vil være interesseret i at se eller tale med de børn, hvis forhold skal undersøges.

Hvis familien indvilger i undersøgelsen, vil kommunen i stedet undersøge sagen ved at indhente udtalelser fra alle "professionelle", der er i kontakt med familiens børn. Dette vil i praksis sige, at sagsbehandleren retter en skriftlig henvendelse til børnenes børnehave, skole, fritidshjem osv. og beder om en skriftlig udtalelse om barnets funktion og trivsel i institutionen. Er barnet undersøgt af en skolepsykolog, vil de også ønske at rette henvendelse til skolepsykologen gennem Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i kommunen, ligesom de i mange tilfælde vil forlange, at barnet undersøges af en af deres egne psykologer. Bemærk, at undersøgelser efter § 38 skal foretages i forståelse med familien, skal udføres "så skånsomt, som forholdene tillader" og ikke må være "mere omfattende, end formålet tilsiger".

Når undersøgelsen er tilendebragt, skal kommunen og forældrene ideelt set nå frem til enighed om, hvilke "foranstaltninger" der er eller ikke er nødvendige for at afhjælpe familiens problemer. Det skal bemærkes, at udover tvangsanbringelse som beskrevet i § 42 og konsulentbistand efter punkt 1, 6 og 7 i § 42, stk. 2, skal foranstaltninger (hvad enten disse først og fremmest har karakter af hjælp eller kontrol) aftales i forståelse med familien; hvis myndighederne ikke kan bevise, at der er grundlag for en tvangsanbringelse, kan der ikke gennemtvinges andre foranstaltninger hen over hovedet på familien.

Faldgruber og forholdsregler

I hele dette forløb er der adskillige faldgruber, der har at gøre med den måde, hvorpå sociale myndigheder arbejder med og beskriver familier som "problemfamilier". Mens man som noget helt selvfølgeligt skulle forvente, at en myndighed, hvis erklærede mål er at hjælpe og støtte pressede familier (og eventuelt finde ud af, om de har at gøre med et af de helt ekstreme tilfælde, hvor familiens voksne ikke kan eller vil tage sig af børnene på betryggende vis), arbejder ud fra et forsøg på at forstå familiens situation og det pres, den eventuelt måtte være underlagt, under skyldig hensyntagen til og respekt for familiens egenart, kultur, integritet og generelle sociale situation, er virkeligheden ofte en ganske anden.

En familie, der vurderes at have brug for hjælp, beskrives ikke som mennesker på lige fod med sagsbehandleren, men som "sociale klienter". Vanskeligheder, der egentlig skyldes en families sociale problemer eller trængte situation, individualiseres og tages som et udtryk for forældrenes mangler og ikke for den umulige eller urimelige situation, de eventuelt befinder sig i. Dette indebærer, at et eventuelt behov for hjælp ikke beskrives og forklares i termer af den faktisk eksisterende sociale, emotionelle og praktiske situation; i stedet katalogiseres forældrenes eventuelle afvigelser fra almindeligt vedtagne normer for, hvordan man "bør" leve og være, og disse afvigelser udlægges som udslag af forældrenes utilstrækkelighed. Denne problematik behandles også i artiklen "Vilkårlige tvangsfjernelser" i Faklen nr. 13. Groft sagt vil familiens behov for praktisk eller pædagogisk hjælp eller støtte (eller, i yderste konsekvens, børnenes behov for at blive fjernet fra familien) blive beskrevet i termer af forældrenes sjuskethed, manglende begavelse, manglende evne til at forholde sig til deres børn og generelt uhensigtsmæssige opførsel.

Mener sagsbehandleren derfor at have fat i en sådan "problemfamilie", er det netop sådanne aspekter af de udtalelser, der måtte fremkomme, og familiens egne udtalelser, hun vil hæfte sig ved og anføre i sin journal eller i indstillinger til børne- og ungeudvalget.

Til de forskellige faser i en social sags forløb bør den familie, der ufrivilligt er havnet i de sociale myndigheders søgelys, derfor iagttage en række forholdsregler, der beskrives nedenfor.

Generelt om den første kontakt

Indkaldelsen til det første møde vil oftest være kortfattet og ikke indeholde nogen reference til de forhold, der omtales i den modtagne underretning. Kommer underretningen fra skole eller daginstitution, vil familien oftest være blevet varskoet om dette og vil måske have fået en kopi af underretningen. Kommer den f.eks. fra familie eller naboer, vil dette stort set aldrig være tilfældet.

• Gå ikke uforberedt til dette eller noget andet møde – sørg for at modtage kopier af underretningen og af alle relevante papirer (herunder journal) forud for alle møder.

• Såfremt underretningen indeholder urigtige oplysninger, der er belastende for familien, er det nødvendigt at imødegå disse urigtige oplysninger; dette gøres bedst ved et brev til forvaltningen, der omhyggeligt gør opmærksom på de fejl, der måtte være i underretningen.

Som sagt kan en underretning om problemer hos dine børn være præget af fordomme, sladder eller upræcise og muligvis krænkende gisninger om familiens forhold. På denne baggrund kan det være fristende helt at afvise enhver diskussion af dens indhold med myndighederne. Dette er imidlertid en dårlig idé, eftersom socialforvaltningen ikke vil acceptere et sådant afslag, men tværtimod vil betragte og behandle en sådan "manglende samarbejdsvilje" som et problem i sig selv.

• Afvis ikke kommunens henvendelse eller mødeindkaldelse, men sørg i stedet for at imødegå alle urigtige oplysninger så overbevisende og effektivt som muligt. Indkaldes mødet (som det ofte er tilfældet) med meget kort varsel og uden nogen oplysninger om underretningens indhold, bør du få det udsat.

I de sociale myndigheders indgriben ligger en mistænkeliggørelse af forældrenes evne til at passe deres egne børn, der på mange familier virker intimiderende, skræmmende og grænseoverskridende. Mange vil derfor i denne situation være både bange og vrede ved møder med repræsentanter for socialforvaltningen. Samtidig er der virkelig grund til at være på vagt, eftersom man som sagt ikke kan være sikker på, at ens udtalelser eller mødets forløb vil blive gengivet korrekt i journalen.

• Vær som udgangspunkt altid venlig og saglig ved al kontakt med kommunens repræsentanter. Tilbagevis alle urigtige påstande eller beskyldninger bestemt, gerne skarpt, men altid venligt. Alle ukontrollerede udbrud af vrede eller personlige angreb mod sagsbehandleren kan fortolkes som mangel på samarbejdsvilje eller som et udtryk for din generelle uegnethed som forælder.

• Sørg så vidt muligt for, at du selv eller din bisidder tager notater til alle møder. Sørg for løbende at få tilsendt sagsjournalen og lav egne referater af møder, som du ikke mener er gengivet korrekt.

• Gå aldrig alene til et møde med sagsbehandleren, hvis du er den mindste smule utryg ved situationen eller ved kommunens hensigter. Tag i stedet en god ven eller bekendt med som bisidder, både som moralsk støtte og vidne.

Hvis du er tryg ved situationen, fordi du eventuelt selv har henvendt dig om mulighed for hjælp eller er sikker på, at myndighederne ikke nærer en mistanke, der vil kunne få dem til at presse dig til uønskede "foranstaltninger" eller true med tvangsindgreb, kan det på den anden side være en god idé at signalere dette ved at møde alene.

Undersøgelsen

Hvis socialforvaltningen ønsker at gennemføre en undersøgelse af dine børns forhold efter servicelovens § 38, skal du være opmærksom på, at den kun kan gennemføres i forståelse med familien. Ønsker du ikke undersøgelsen gennemført, kan de ikke umiddelbart gennemtvinge den, medmindre de har modtaget en underretning, der er graverende nok til, at undersøgelsen kan gennemføres ved anbringelse på institution eller sygehus. Det er imidlertid ikke nogen god idé at afvise at få en sådan undersøgelse gennemført, da myndighederne opfatter manglende vilje til at samarbejde med dem som et tegn på, at familien har noget at "skjule".

Erfaringsmæssigt er det til gengæld et tilbagevendende problem i sociale sager, at sagsbehandleren ikke oplyser om sine hensigter eller om, hvor omfattende en undersøgelse af familiens forhold, der ønskes; et første krav om tilladelse til at indhente udtalelser om børnene suppleres ofte yderligere med krav om psykologundersøgelser og flere udtalelser. Familien vil opleve dette som en endeløs række af mødeindkaldelser og udtalelser med en stadig stigende mistænkeliggørelse af deres forældreevne.

Undersøgelsen trækker hermed i langdrag og når i mange tilfælde aldrig så langt i løbet af måneder eller år, at den kan anses for afsluttet.

• Sørg for fra starten at få en klar aftale om undersøgelsens omfang og varighed og hold herefter sagsbehandleren fast på denne aftale.

• Sørg for altid at have fået kopier af alle udtalelser og undersøgelsesrapporter, før du deltager i et møde, hvor de skal diskuteres. Sørg i det hele taget for, at du er klar over formålet med hvert enkelt møde med socialforvaltningen, før det afholdes. Sagsbehandleren vil ofte ikke gøre dette særlig klart i mødeindkaldelsen og kan forsøge at benytte sig af din uvidenhed og manglende forberedelse til at styre mødets forløb og konklusioner i alle detaljer.

• Sæt dig nøje ind i alle love og regler på området – dette gælder især reglerne om børn og unge i lov om social service og Socialministeriets vejledning om disse regler. Love og vejledninger kan fås på biblioteket eller findes på Internettet under www.retsinfo.dk.

Udtalelserne fra skole og daginstitution vil have en ordlyd, der er fuldstændig afhængig af personalets opfattelse af og samarbejde med dig og dit barn. Har du et godt samarbejde med dem, vil udtalelsen formentlig være positiv. Er samarbejdet mindre godt, risikerer du, at personalet nærer en række fordomme om dig og dine familieforhold, som vil komme til udtryk i udtalelsen.

Når en institution bedes om sådanne udtalelser, indtræffer desuden ofte en slags negativ "kaskadeeffekt": Det er ikke sikkert, at personalet har tænkt særligt over, at der skulle være problemer med netop dit barn eller forholdene i netop din familie, men det faktum, at de bliver bedt om en udtalelse, får dem til at frygte, at der kunne være det. Pædagogerne kan derfor reagere ved pligtopfyldende at skrive en underretning med et fokus, der i den situation, hvor oplysningerne skal indgå i en social sag og ikke i den daglige omgang med barnet, let bliver overdrevet på de problemer, barnet (som alle børn) faktisk har, gerne suppleret med gisninger om, hvilke (dårlige) forhold i familien, der kunne tænkes at være årsag til disse problemer. Sådanne udtalelser vil ofte være præget af standardvendinger som, at barnet "mangler forudsigelighed i hverdagen", eller at familien "har brug for hjælp til at strukturere hverdagen". Forældrene risikerer derfor, at udtalelserne forekommer urimeligt negative og rummer antagelser og gisninger om familiens forhold, som lærerne eller pædagogerne strengt taget ikke har noget grundlag for at fremsætte. Dette gælder naturligvis især, hvis disse af en eller anden grund i forvejen ser skævt til barnet eller familien eller blot ikke hidtil har haft nogen særlig kontakt til denne.

Et par forholdsregler i denne forbindelse er:

• Henvend dig gerne selv til barnets klasselærer eller børnehavepædagog og gør opmærksom på, at de vil blive bedt om en udtalelse til de sociale myndigheder; foreslå eventuelt at holde et møde, hvor du kan tale med dem om deres syn på barnet og bed om at få en kopi af udtalelsen, når den foreligger.

• Hvis du er uenig i udtalelsernes ordlyd og mener, at de indeholder urigtige oplysninger, bør du skrive en tilbagevisning af de ting, du finder urimelige, og sende den til socialforvaltningen. Alle skriftlige henvendelser fra dig til forvaltningen skal indgå i sagen og tages i betragtning ved en eventuel afgørelse.

En "kaskadeeffekt" som beskrevet for udtalelser fra skole, daginstitution eller andre offentlige institutioner, dit barn måtte have været i kontakt med, gør sig også gældende for psykologundersøgelser, især hvis de foretages af kommunens eller amtets egne psykologer. Dette skyldes, at disse psykologer altid præsenteres for børn, som formodes at have store problemer i deres liv eller dagligdag. Psykologen vil under disse omstændigheder ofte være forudindtaget, således at han eller hun ikke ser det som sin opgave at finde ud af, om der er noget galt med barnet, men hvad der er galt og på hvilken måde, dette kan være relateret til familiens liv. Det vil derfor altid være bedre, hvis barnet undersøges af en psykolog, som ikke har nogen forhåndsviden om sagen, og som ikke står i et afhængighedsforhold til kommunen.

• Hvis kommunen forlanger en psykologundersøgelse af dig eller dit barn, er det bedst at sørge for, at denne undersøgelse ikke foretages af kommunens egne psykologer, men af en uvildig, gerne privatpraktiserende, klinisk psykolog, som du selv finder frem til. Tilbyd om muligt selv at betale for en sådan undersøgelse; bemærk dog, at i de fleste tilfælde vil kommunen både være forpligtet til at efterkomme dit ønske og betale for undersøgelsen.

Konklusion på undersøgelsen/hjælpeforanstaltninger

Som sagt bør du fra starten sørge for, at undersøgelsen afgrænses i både omfang og tid, da du i modsat fald risikerer, at sagsbehandleren lige skal have lavet en undersøgelse til, lige vil tale med dig en ekstra gang osv., i et langvarigt og opslidende forløb. Når undersøgelsen er tilendebragt, skal sagsbehandleren ifølge loven finde ud af, hvilke "hjælpeforanstaltninger", der vil kunne afhjælpe de problemer, undersøgelsen måtte eller ikke måtte have afdækket.

Hvis du selv mener, at hjælp fra kommunen kunne lette din hverdag, skal du tænke nøje over præcis hvad og i hvilket omfang, du har brug for det, og bede om dette, samtidig med at du forklarer, hvordan og hvorfor det vil forbedre dine børns situation. Vær opmærksom på, at du ved at acceptere sådanne foranstaltninger til en vis grad risikerer at "blåstemple" sagsbehandlerens opfattelse af din familie som en "problemfamilie".

Hvis det på den anden side er fremgået af undersøgelsen, at du eller dit barn har problemer, som du på den ene side erkender, men på den anden side helst selv vil løse (eventuelt med støtte fra familie eller venner, hvis dette kommer på tale), kan du gøre rede for, hvad du har tænkt dig at gøre for at løse dem.

Mange kommuner har et meget snævert "repertoire" af hjælpetilbud, som ofte lige så meget har karakter af overvågning af familien som egentlig hjælp. Hvis du selv mener at have brug for noget, som ikke indgår i deres repertoire, skal du være opmærksom på, at kommunen har pligt til så vidt muligt at aftale hjælpens indhold i forståelse med familien; nok så stor forvaltningsmæssig modvilje mod et utraditionelt forslag fra familiens side giver ikke kommunen ret til uden videre at afvise et sådant forslag.

Jo mere initiativ du viser for selv at løse dine børns problemer, og jo større overbevisning du kan fremlægge dine ideer med (og jo flere ressourcer du selv kan mobilisere, også til at klage over urimelige krav eller afslag fra myndighedernes side), jo større er sandsynligheden for, at du kan overtale sagsbehandleren til at hjælpe familien på dine egne betingelser, og for at du ikke påtvinges "hjælpeforanstaltninger", der mere har funktion af slet skjult overvågning og kontrol, end de egentlig hjælper.

Hvis du derimod ikke mener, at du eller dine børn har problemer, som I kunne få løst ved kommunens hjælp, må du sige dét og afvise eventuelle tilbud om hjælpeforanstaltninger. Hvis sagsbehandleren er meget uenig heri, kan vedkommende rasle med sablen og eventuelt true med, at så må man fortsætte undersøgelserne, fordi man ikke finder det godtgjort, at der ikke er sådanne problemer; eller direkte true med at indstille til en tvangsfjernelse – såkaldt "frivillig tvang", idet familien presses til at acceptere en foranstaltning af frygt for ellers at risikere en tvangsfjernelse.

Dette gælder også, hvis man selv henvender sig til de sociale myndigheder, fordi man føler sig trængt og ønsker hjælp til at klare tingene. Hanne Reintoft beskriver i sin bog Træd varsomt (Hans Reitzels Forlag, 1998) reglerne om hjælp til børn og unge som "en retspolitisk dybt kritisabel gråzone, hvor et trængt og belastet forældrepar i god tro kan fortsætte med at betro deres sagsbehandler deres trængsler, mens samme sagsbehandler i det skjulte ’bygger en børnesag op’. Når rædselsslagne forældre bliver klar over, at det, de troede var service, umærkeligt er slået over i tvang – unægtelig en kvalitativ ændring af et samarbejde – reageres ofte med dyb rædsel og skuffelse, men også med en vrede, der stort set udelukker ethvert tilløb til videre samarbejde omkring det truede barn." (s. 87).

• Konsulter en advokat i sådanne tilfælde; du kan kun få beskikket en advokat, hvis der faktisk foreligger en indstilling om anbringelse til kommunens børne- og ungeudvalg, så du kan eventuelt blive nødt til selv at betale for advokatens hjælp. Det er også muligt at kontakte Mødrehjælpen af 1983, hvis advokater og socialrådgivere kan tilbyde uafhængig rådgivning og eventuelt gå ind i sagen på dine vegne.

Carsten K. Agger

Forløbet af en social sag som beskrevet i Lov om social service:

§ 36. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

(…)

§ 38. Må det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges. Afgørelse herom træffes i forståelse med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, jf. dog § 39. Kommunen skal som led i denne undersøgelse inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.

(…)

Stk. 2. En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysning om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltninger, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Stk. 3. Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og skal i øvrigt gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader.

§ 39. Når det må anses for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre undersøgelsen under ophold på en institution eller indlæggelse på sygehus, herunder psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børn- og ungeudvalgets afgørelse.

(…)

§ 40. Kommunen kan træffe afgørelse om foranstaltninger efter stk. 2, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Blandt de i stk. 2 nævnte foranstaltninger vælges den eller de mindst indgribende formålstjenlige foranstaltninger. Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. dog § 41. En afgørelse efter stk. 2, nr. 11, kræver tillige samtykke fra den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte

at yde konsulentbistand med hensyn til barnets eller den unges forhold og kan herunder bestemme, at barnet eller den unge skal søge et dagtilbud, en ungdomsklub, et uddannelsessted eller lignende,
at yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,
at yde familiebehandling eller lignende støtte,
at etablere døgnophold for både forældremyndighedens indehaver, barnet eller den unge og andre medlemmer af familien på en døgninstitution, i en plejefamilie, på et andet godkendt opholdssted eller i et botilbud godkendt af amtskommunen efter reglerne i § 94 a,
at etablere en aflastningsordning på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted,
at udpege en personlig rådgiver for barnet eller den unge,
at udpege en fast kontaktperson for barnet eller den unge og for hele familien,
at yde økonomisk støtte til udgifter, der følger af foranstaltninger nævnt i nr. 1-5, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil,
at yde økonomisk støtte til udgifter, der bevirker, at en anbringelse uden for hjemmet kan undgås, at en hjemgivelse kan fremskyndes, eller at støtten i væsentlig grad kan bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og børn under et eller flere børns anbringelse uden for hjemmet,
at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil, og
at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie eller på et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov, jf. §§ 49 og 51.
At formidle et praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse udbetale en godtgørelse til den unge.

(…)

§ 42. Er der en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af

1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge,

2) vold eller andre alvorlige overgreb,

3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller

4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge,

kan børn- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Der kan kun træffes en afgørelse efter 1. pkt., når der er begrundet formodning for, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.