Ordet "demokrati" er af græsk oprindelse og kan, som det er almindeligt kendt, oversættes med "folkestyre". Meningen er altså den, at det er folket, der styrer, i modsætning til f.eks. et tyranni, hvor magten er i hænderne på en enehersker, eller et oligarki, "fåmandsstyre", hvor et mindretal har magten. Nu er det ikke nødvendigvis så ligetil at definere, hvem denne brede betegnelse "folket" helt præcist omfatter. I antikkens Athen var det f.eks. kun frie mænd, der havde stemmeret – ikke kvinder og slaver. Også nu til dags er der imidlertid begrænsninger. Der er f.eks. den, der ligger i, at man skal have opnået en vis alder for at kunne stemme – en begrænsning, de fleste finder helt naturlig, selv om der selvfølgelig kan være en vis uenighed om, hvor grænsen skal trækkes. Men også voksne, i Danmark bosiddende mennesker kan være afskåret fra at stemme til i hvert fald folketingsvalg – nemlig hvis de ikke er i besiddelse af dansk statsborgerskab. Hvordan man end i praksis trækker grænserne, er grundtanken dog den samme: styringen af et samfund vedrører alle dette samfunds indbyggere, og derfor skal de alle varetage denne styring.

Heri ligger der dog adskillige problemer, for hvorledes skal dette ’folk’ rent praktisk bære sig ad med at styre? Under andre styreformer er sagen enklere, en enevældig hersker kan simpelt hen træffe en beslutning om, at dette eller hint skal være gældende lov, og derpå befale sine underordnede at føre beslutningen ud i livet. Et oligarkisk system vil i praksis fungere på lignende måde – nok er magten her fordelt på flere personer, men de må, for at et sådant styre skal fungere, regere ud fra en betydelig grad af enighed om, hvordan det samfund, de styrer, skal indrettes. I begge tilfælde er der tale om en samfundsindretning, hvor man nøjagtigt kan udpege, hvem der har magten og dermed ansvaret for det pågældende samfunds styring. Den grundlæggende drivkraft i et sådant styre er, hvad herskeren nu finder rigtigt, men et tilsvarende udgangspunkt kan ikke udpeges i et demokrati, eftersom "folket" består af et stort antal individer, der ikke nødvendigvis har samme ønsker om, hvordan samfundet skal indrettes. Dermed bliver det springende punkt selve det at træffe en beslutning. De beslutninger, der skal træffes, er selvsagt de samme, hvad enten et samfund er demokratisk eller underlagt en enevældig hersker; man kan bygge en bro over Øresund, eller man kan lade være, men der er kun de to muligheder, og det, hvad enten det er dronningen, partiet eller folket, der træffer beslutningen. Arten af de beslutninger, der skal træffes, bliver således ikke ændret, bare fordi det er "folket", der skal træffe dem, og for den arge modstander må beslutningen om at bygge en bro forekomme lige urimelig, om den er truffet af "folket" eller en mere eller mindre enevældig hersker.

Når flere mennesker i fællesskab skal træffe en beslutning, kan det ske på to måder: Enten kan de alle som én være enige, eller også må nogle bøje sig, således at beslutningen reelt ikke har opbakning fra alle. Hvis folkestyret tænkes fuldstændig konsekvent, er det naturligvis kun den første løsning, der kan accepteres – kun på denne måde kan man reelt tale om, at folket som sådan styrer. En så radikal forståelse af demokratiet er næppe nogen sinde blevet ført ud i livet af nogen stat, men tankegangen er ikke helt ualmindelig i totalitære regimer, hvor folket som helhed tænkes at slutte op om Føreren, Partiet, eller hvem magten nu er lagt i hænderne på. Det nazistiske motto ein Volk, ein Reich, ein Führer er således langtfra udtryk for den absolutte modsætning til demokrati, men derimod for den ultimative, demokratiske ønskedrøm, folket som en størrelse, der kan ses som en enhed og som den grundlæggende legitimering af et givet styre.

Omkostningerne er velkendte: Da forestillingen om, at et helt folk kan følge en og samme tankegang og nære samme ønsker, er ganske utopisk, vil et sådant system i stedet ty til at udrense de elementer, der ikke lever op til magthavernes idealer. De moderne stater, der kalder sig demokratiske, tyr da også til den anden løsning – at se bort fra en del af befolkningen, når afgørelserne skal træffes. Metoden er kendt tilbage fra antikken, nemlig afstemning, en metode, der i den grad er accepteret, at den almindeligvis opfattes som selve definitionen på demokrati; en demokratisk afgørelse vil i daglig tale simpelt hen sige en, der er truffet ved, at folk har stemt om den. Det ønske, der tilgodeses, er da det, som et flertal af befolkningen kan gå ind for.

At en afstemning ofte kan være en praktisk og rimelig måde at vælge mellem to uforenelige ønsker på, er én ting, men selve ordet demokrati, forstået på denne måde, har for mange en nærmest hellig klang, der fuldstændig spærrer for en kritisk vurdering af de farer, som denne styreform lige som enhver anden rummer. At der kan være enorme praktiske problemer forbundet med afviklingen af den demokratiske proces, er med al ønskelig tydelighed blevet demonstreret ved det seneste præsidentvalg i USA, hvor optællingen af stemmerne udviklede sig til en ren farce. I det hele taget er det amerikanske valg et ekstremt, men ingenlunde enestående eksempel på, at en valgkamp ofte antager karakter af en reklamekampagne, hvor vinderen bliver den med det rette image og flest penge i ryggen, frem for en reel debat, hvor det er de saglige argumenter, der har betydning.

Ikke desto mindre er det i den vestlige verden en udbredt opfattelse, at en stat, der ikke er indrettet på netop denne måde, at flertallet bestemmer over mindretallet, er tilbagestående, og at den følgelig, alt efter dens attitude over for omverdenen, fortjener misbilligelse, sanktioner eller direkte militær indgriben – eller eventuelt, hvis den gode vilje er til stede, hjælp til at komme op på det oplyste, vestlige niveau. Samtidig kan en afgørelse i det hjemlige politiske liv anses for aldeles hellig og ukrænkelig, hvis den er demokratisk vedtaget.

At tillægge afstemningen som instans denne ukrænkelighed er imidlertid udtryk for en i bund og grund totalitær tankegang; i stedet for paven, partiet, ayatollahen eller føreren, er det bare flertallet, som bliver ophøjet til en autoritet, som ikke tåler modsigelse. En undertrykkelse bliver ikke mindre reel af, at den har et flertal bag sig. Et samfund kan derfor aldrig betegnes som grusomt eller umenneskeligt, alene fordi det ikke er demokratisk, og samtidig kan en demokratisk styreform ikke i sig selv tjene som en sovepude og uden videre tages som garant for et humant samfund. Har et flertal truffet en beslutning eller valgt en regering, der krænker et nok så beskedent mindretal, må det derfor være dette mindretals indlysende ret at sætte sig op mod krænkelsen, og det demokrati, der ikke tilgodeser hvert eneste individs egenart og rettigheder, kan på ingen måde kaldes humant, men må slet og ret betegnes som et flertalsdiktatur.

Christoffer Gertz Bech