Faklen blev lanceret som en humanistisk modoffensiv i 1996. Her følger redaktørens forsøg på et overblik over denne offensiv, som den konkret har udmøntet sig i og udenfor Faklens spalter fra nr. 1 til nr. 21, fra 1996 til 2001 - en humanisme, som efter dette sidste nummer fortsætter ad andre veje.

Jeg bliver ofte spurgt, hvad det »egentlig« er, vi vil med Faklen - hvad det er for et blad, der under samme titel og omslag bringer kritiske artikler om f.eks. politisk højredrejning og svigtende retssikkerhed såvel som faglige artikler om videnskabsteori og kulturhistorie? Og hvordan har det udviklet sig? Er vi blevet »klogere« siden de noget bombastiske udtryk i de første numre, før form og stil faldt på plads?

Nu hvor vi har rundet det (i det mindste foreløbigt) sidste nummer, er det vel passende at kigge lidt tilbage, men også forsøge at sammenfatte den eller de røde tråde, som vi bevidst og muligvis ubevidst har efterstræbt, i håbet om at et sådant overblik vil kunne videregives til den eller dem, der måske også fremover måtte kunne finde inspiration heri. Samtidig kan det betragtes som lidt af en indholdsmæssig nøgle til hovedparten af alle artiklerne (i mangel af et egentligt register).

Der var engang

Den 27. september 1996 udkom første nummer af Faklen. »Et stridsskrift for humanister, relativister og erkendelsesterrorister«, har det heddet på forsiden lige siden. Baggrunden var, at bl.a. en kreds af studerende fra Aarhus Universitet så med stigende bekymring på den omsiggribende intolerance og forfladigelse i det danske samfund - også dér, hvor nogle måske af vanvare mindst ville forvente det: I universitetsmiljøet (læs »Et humanistisk manifest«, Faklen nr. 1; »Universitas et brutalitas«, Faklen nr. 2; »Ex cathedra«, Faklen nr. 2; »Polarisering på Aarhus Universitet«, Faklen nr. 4).

I påsken havde Simon Falkentorp og jeg fået ideen til et kulturtidsskrift, der skulle formidle et kritisk perspektiv på samtiden og et relativistisk blik på kulturhistorien. Vi var stadig væk unge nok til at forestille os, at et tidsskrift produceret med seriøsitet, ildhu og originalitet ville appellere til en bred skare af nysgerrige intellektuelle og politisk aktive samt blive hilst velkommen også af det akademiske establishment, som i årevis havde sukket så længselsfuldt efter studerendes engagement.

Vi skulle hurtigt blive ældre.

Med afsæt i et koncept af undertegnede dannede Simon Falkentorp, Martin Brynskov og jeg i maj 1996 en initiativgruppe og stiftede det endnu unavngivne projekt.

Jeg forelagde ideen for forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, der bidrog til bladet med gode ideer og de næste par år bl.a. skrev et par tegneseriemanuskripter og to artikler samt var en afgørende inspirationskilde til den relativisme, der siden blev udbygget i bladets spalter. Det var ikke nogen tilfældighed, eftersom flere i kredsen omkring bladet læste hans forfatterskab med stor interesse (læs »Neutzsky-Wulff og universitetet«, Faklen nr. 4), og jeg selv var blandt hans personlige bekendte.

Forfatterens tilknytning til Faklen ebbede dog ud i efteråret 1998, og hans ønske om at vende tilbage resulterede i et brud, da 2/3 af redaktionen afbrød samarbejdet med ham i januar 1999. Det blev til et melodramatisk efterspil i pressen måneden efter (læs: »Exit Erwin Neutzsky-Wulff«, Faklen nr. 11), hvorefter mindretallet fulgte forfatteren og for en tid helligede sig kursusvirksomhed i »Den Gamle Skole« i Vinstrup, mens vi andre fortsatte engagementet i Faklen.

Tilbage i sommeren 1996 samledes imidlertid den nyetablerede redaktion om det fælles projekt, og Faklen nr. 1 udkom i 20.000 eks., som blev uddelt gratis på universiteter og biblioteker i Danmark. Navnet er inspireret af Karl Kraus' samfundskritiske stridsskrift, Die Fackel, og faldt på plads efter inspiration fra forfatteren Frederik Dessau, kun et par måneder før første nummer udkom.

Udover Karl Kraus' berømte Die Fackel eksisterede også et modstandsblad fra besættelsestiden med titlen »Faklen«, ligesom fakler symboliserer frihed og oplysning og af samme grund fandtes på mange fagforeningsfaner fra tiden omkring forrige århundredskifte. Efter besættelsestiden kunne man tilmed købe »Fakkelbladet«, der dog ikke var en tryksag, men derimod et barberblad, hvorfra overskuddet gik til at opretholde et hjem for besættelsestidens ofre.

Navnets associationer spænder altså historisk fra dannelse og antifascisme over modstandskamp og medmenneskelighed til oplysning og frihed. En bred, humanistisk arv, som vi med tidsskriftet Faklen har forsøgt at bære videre og udvikle siden 1996.

Faklens humanisme var og er et opgør med den devaluering af begrebet, som pseudohumanistiske partier og bevægelser gør brug af i dagens Danmark, og er et udtryk for en tilbagevenden til de historiske rødder i renæssancehumanismen (læs »Humanisme anno 2000?«, Faklen nr. 13).

Faklen nr. 1 blev finansieret gennem støttefester og auktioner samt frivillige bidrag og donationer fra et halvt hundrede deltagere og sympatisører. Vi mente, at det store oplag og den gratis uddeling af første nummer var en nødvendighed for at nå det antal læsere, som kunne sikre, at bladet efterfølgende kunne være selvfinansierende ved abonnements-, kiosk- og gadesalg - uden reklameindtægter. Hensigten var i al idealistisk håbefuldhed at udkomme med et brag stort nok til at så kimen til en tilpas gennemslagskraftig front, der med tiden kunne forplante sig i en egentlig humanistisk bevægelse imod samfundsafviklingens fascistiske tendenser.

Det var og er hårde ord om det, vi sædvanligvis ser fremstillet som »smørhullet Danmark«, og blev afvist fra mange sider dengang. Men de forløbne fem år er der ikke blevet mindre grund til bekymring, og parallellerne mellem den politiske udvikling i 1920ernes Tyskland og de ildevarslende tendenser ved højredrejningen i 1990ernes Danmark synes til tider kun alt for lige for (læs: »Dødens Danmark«, Faklen nr. 1; »Fortsættelse følger«, Faklen nr. 5; »Fra nazistisk propaganda til nationalistisk polemik«, Faklen nr. 15). Og selv om vi naturligvis aldrig har hævdet, at disse paralleller med nogen som helst logik nødvendigvis vil følge hinanden, således at vi i de kommende år vil se et Danmark, der ligner Tyskland i slutningen af 1930erne og begyndelsen af 1940erne, var det vores opfattelse i 1996 som i dag, at status quo er mere end rigeligt foruroligende i sig selv. At den eskalerende højredrejning så er alt andet end aftaget siden 1996, gør heller ikke nødvendigheden af en modoffensiv mindre.

Siden er Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden endda gået så vidt som at appellere til nødvendigheden af en »aggressiv kulturradikalisme lige nu« (Politiken, 27.5.01) - men tilbage i 1996 var der ikke mange, som undlod at forarges over Faklens »aggressivitet«.

Det første nummer vakte en betydelig opmærksomhed - men det var med en ganske anden drejning, end vi havde forestillet os, ja, nærmest et offentligt ramaskrig. Tidsskriftet blev i TV-Avisen kaldt »neopaganistisk« af prorektor Armin Geertz, som indførte censur og beordrede bladets plakater nedrevet på Aarhus Universitet. Højreorienterede teologer med Geertz' medsammensvorne, Dialogcentrets professor Johannes Aagaard, i spidsen stemplede bladet som »satanistisk«, mens borgerlige modstandere på universiteterne lige så hysterisk forkert dømte »munkemarxisme« (læs »Satanister og pyromaner«, Faklen nr. 2).

Dokumentationen af Bibelselskabets forfalskninger i den autoriserede oversættelse af det Gamle Testamente kombineret med skarpe udfald mod den omsiggribende intolerance i det danske samfund, bl.a. med navns nævnelse af professorer og lektorer, som medvirkede til at promovere den slet skjulte kulturchauvinisme i voksende dele af det akademiske miljø, var en cocktail, som fik teologer fra den kirkelige højrefløj og andre trofaste samfundsstøtter til forarget at slå syv kors for sig.

Omtrent som det bedre præsteskab gjorde det i 1855, da Søren Kierkegaard tordnede mod kirken og ordinerede et »Brækmiddel« imod »Hykleriet« og »Ækelheden« (læs »Kierkegaard: For alt frels Christendommen fra Staten«, Faklen nr. 20) - om end denne gang mere højlydt. Omtrent som det bedre borgerskab gjorde det, da den socialdemokratiske ungdomsbevægelse (SUF) i 1915 demonstrerede under banneret »Knæk sablen, bryd kronen, styrt kirken!«; eller da kulturradikale tidsskrifter i 1930erne gjorde op med datidens fascistiske tendenser - eller da unge venstreorienterede i 1970erne eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer på den ene side og revolutionsromantik på den anden. Og så videre.

Der var intet nyt under solen hvad angår reaktionen, da Faklens opfordring til humanistisk forandring søgte at bryde isen i 1996. Der er ikke plads til for alvor at eksperimentere så lidt som at kritisere, for begge dele er naturligvis udtryk for den kætterske indstilling, at sæt det hele kunne være anderledes … Og det har alle dage været det beståendes værste mareridt og fornemste opgave at forhindre denne, med sagligheden og redeligheden som de første ofre - det er som bekendt altid ulig meget lettere at falde tilbage på den velkendte afledningsmanøvre, hvor man skyder enhver impuls til oprør de mest groteske motiver i skoene snarere end at imødegå den fremlagte, konkrete kritik. En stor del af reaktionen på Faklen levede fuldt og helt ned til denne taktik.

»Den ondskab, der ligger bag, er større end den ondskab, noget menneske kan præstere,« udtalte f.eks. Johannes Aagaard i Jyllands-Posten om Faklen. Så var niveauet ligesom lagt. Den hysteriske hetz har imidlertid også fået andre på banen: »Jeg hilser Faklen velkommen. Bær faklen videre!« opfordrede Klaus Rifbjerg i den anden lejr.

Det gjorde vi så.

Faklen har aldrig begrænset sig til Århus, selv om initiativet blev taget her, men har hele tiden været landsdækkende, og under udarbejdelsen af nr. 2 blev der nedsat en redaktion i København med Niels K. Petersen som primus motor. Fra og med nr. 3 blev Faklen også distribueret i Norge, hvor både pressen og universiteterne modtog det med stormende begejstring og mødte talstærkt frem til stormøder med redaktionen.

Forfatteren Peter Normann Waage havde opfordret nordmændene til at lade sig inspirere af bladet i sin klumme i en af landets største aviser: »Studenter! Løft blikket fra pensum og se mot Danmark. På tide med studenteropprør.« (Dagbladet, 10.11.96).

Rektor på Tromsø Universitet, Tove Bull skrev: »Det mest interessante, sett frå min synsstad, er likevel den skarpe kritikken studentane målber mot den marknadstenkinga som pregar heile samfunnet. Dei nektar å sjå på seg sjølve som produkteiningar, som vekttal.« (Tromsøflaket, 31.1.97).

Dette kom noget bag på den hjemlige, borgerlige presse: »I Danmark har svovldampene nu lagt sig efter sensommerens hede debat om de kritiske studerende på debatmagasinet Faklen. Men i Norge er der interesse for den diskussion, Faklen havde håbet på at starte i Danmark,« skrev Berlingske Tidende den 1.4.97.

Kulturjournalist Dag Kullerud fra Dagbladet udtalte til Berlingske Tidende: »At reaktionen mod Faklen var så hård, må have noget at gøre med strukturen og klimaet i universitetsmiljøet i Danmark. Der må være en eller anden autoritetstradition i det danske universitetsmiljø …«

Et par uger senere bragte Berlingske Tidende et billede, der viste danske teologistuderende i færd med bogbrænding, denne gang vist nok ikke på foranledning af en professors modvilje mod Faklen: »Den kan sgu brænde,« var den lakoniske kommentar, da de smed bladet på bålet.

På baggrund af et sådant klima stod det snart klart, at det var håbløst at tage afsæt i det brede studentermiljø på universiteterne i Danmark, hvorfor sigtet efterhånden blev mere generelt, kulturelt og politisk i stedet for specifikt universitært.

I løbet af de forløbne fem år har dette bl.a. afspejlet sig derved, at f.eks. Bashy Quraishy, Jan Sonnergaard, Jørgen Knudsen, Mikael Witte, Niels I. Meyer, Vagn Lundbye og Villy Sørensen har skrevet i Faklen, der endvidere har bragt omfattende interviews med bl.a. Christian Harlang, Erling Andresen, Gert Petersen, Gritt Uldall-Jessen, Hardy Hansen, Jens Jørgen Bolvig, Jette Hansen, Mona Sheikh, Nynne Koch, Søren Søndergaard og Preben Wilhjelm.

At bladet samtidig er forblevet hovedtrækkene fra nr. 1 tro, og hvorledes disse løbende har manifesteret og udviklet sig, skitseres i det følgende.

Manifest

»Tiden er inde til en offensiv humanisme; en humanisme baseret på tolerance, en tolerance baseret på kulturrelativisme, og en kulturrelativisme baseret på dannelse - velkommen til Faklen.« Sådan præsenteredes ærindet på forsiden af Faklen nr. 1.

Det første nummer var programmatisk anlagt med en række mindre artikler samt de fem hovedelementer: Et humanistisk manifest og fire artikler om dannelse, erkendelsesteori, kulturhistorie og moral. Hensigten var at skitsere et forholdsvist sammenhængende fundament for Faklens videre virke med manifestet som overordnet hensigtserklæring og de fire bærende artikler som en uddybning af grundanskuelserne hhv. om 1) dannelse, fordi viden er det bedste våben imod fordomme af enhver slags; 2) erkendelsesteori, fordi det grundlæggende blik på politik og kultur som alt andet i sidste ende bygger på forholdet mellem erkendelse og sandhed; 3) kulturhistorie, fordi intet samfund er uafhængigt af sin egen historie; 4) moral, fordi moral og normer er udstillingsvinduer for den kulturelle arv og aktuelle politiske ideologi. Disse fire grundlæggende forhold vil blive uddybet i større detalje i de fire efterfølgende afsnit.

»Et humanistisk manifest« indleder med at sige farvel til det kristne kulturgrundlag, hvis teologiske udgangspunkt og almene virkningshistorie er i modstrid med den humanisme, Faklen lægger for dagen: »Kristendommen er død. Kirken som kulturens naturlige ledestjerne, dens symbiose af kulturel skaberkraft og utrættelig næstekærlighed såvel som verdensforsagende moral og intolerant mission er på godt og ondt en saga blot. Vi har mistet et dynamisk omdrejningspunkt og en normativ referenceramme, men samtidig har vi sagt farvel til et absolutistisk credo og en åndelig ensretning. Kristendommen er død, men derfor er Historien ikke forbi. Lad os da droppe gravøllet og krokodilletårerne og se at komme videre - ikke 'fremad', og ikke 'tilbage', men videre.

Vi hverken kan eller skal erstatte Sandhedens sorte åg med Usandhedens farverige nihilisme, men vi både kan og skal understrege menneskelighedens mangfoldighed og medmenneskelighedens nødvendighed - og vi kan ikke andet end at insistere på, at dette kun kan ske i humanismens, relativismens og tolerancens navn.«

Imidlertid forsøger politiske og teologiske kredse i disse tider med stigende held direkte og indirekte at reinstallere den nationalprotestantiske arv, især fra Grundtvig, hvor der er rigelig med inspiration til intolerante angreb på den multikulturelle samfundsudvikling at hente (læs »Grundtvigs folkelighedsbegreb«, Faklen nr. 14; og de to første artikler i serien »Det nye højre« om Søren Krarup og Den Danske Forening i Faklen nr. 9 og 11). Fra denne kant er det selvsagt imperativt at cementere myten om det homogene »kristne Danmark« for at udsondre det multikulturelle Danmark som det værst tænkelige fremmedelement i danmarkshistorien.

Absolutismen i kristendommen er et gennemgående, antihumanistisk kultur- og idéhistorisk træk, som udfoldes i sin kimform i Kristi ord i Johannesevangeliets »Jeg er vejen, sandheden og livet«, og som direkte og indirekte har legitimeret kirkehistoriens tvangsomvendelser, korstog og kætterforfølgelser (læs »Kirkelig intolerance«, Faklen nr. 2) - for hvilke overgreb kan man vel ikke tillade sig i selve Vejens, Sandhedens og Livets navn (læs lederen i Faklen nr. 9)? Sandhedspatentet lever videre i den sekulariserede kultur-evolutionisme, som nu har erstattet Kristus og kristendommen med Vesten og den nyliberalistiske globalisering som Vejen, Sandheden og Livet (læs »Globaliseringen og den sociale apartheid«, Faklen nr. 8).

Samfundets generelle højredrejning og samtidens racistiske og fascistiske tendenser er dybest set udløbere af denne absolutistiske tankegang - antagelsen af en »Sandhed«, som kan holde alternativer og kritik i skak, hvad enten denne sandhed refererer til f.eks. den selviscenesatte Danskhed eller vestlige Moral.

Konsekvensen af opgøret med absolutismen bliver derfor også hurtigt helt konkret og politisk: »Har vi opgivet absolutismen som gudgivet grundlag for såvel religion og konvention som ideologi og etik, har vi således også afskaffet ethvert nationalt og regionalt patent på kulturelt overherredømme. Der findes intet specifikt 'dansk', som det er værd hverken at fremhæve eller ringeagte på bekostning af noget lige så hypotetisk 'udansk'.« (»Et humanistisk manifest«, Faklen nr. 1).

Vi lever ikke længere i en »kultur« i den forstand, at en specifik verdensanskuelse manifesterer sig i et hele af klart definerede, fælles normer og/eller fælles tro (læs lederen i Faklen nr. 16). Enhver, der har læst det Nye Testamente og kirkens bekendelsesgrundlag i øvrigt, vil vide, at disse skrifter ligger milevidt fra ikke blot den folkekirkelige praksis, men i endnu højere grad fra samfundet i dag som sådan.

Dobbeltmoralen og hykleriet består imidlertid i fuldt flor, som når kirken f.eks. på den ene side kan indføre kvindelige præster i kønslighedens navn, mens man samtidig bevarer tilslutningen til bekendelsesgrundlagets ringeagt for kvinden, derved at det Nye Testamente indskærper, at kvinden skal »underordne sig i alle måder«, og manden leve med hende, som var hun »en svagere skabning«. Tilsvarende kan kirkeminister Johannes Lebech uden at blinke klandre muslimske folketingskandidater for at have et særligt troværdighedsproblem, fordi Koranens forhold til dødsstraf er i modstrid med moderne dansk politik, uden at en eneste journalist finder det nærliggende at spørge ham, om han selv har et troværdighedsproblem med det Nye Testamentes dødsdomme, f.eks. over homoseksuelle.

Eksemplerne på kirkens hykleri er i det hele taget legio (læs »Kirken og religionernes rangklasser«, »Kirkens monopol på liv og død« og »Adskil kirke og stat«, Faklen nr. 20). Koranen, der også prædiker en absolutisme i forhold til sit eget budskab, som er nøjagtig lige så problematisk som det Nye Testamentes, er til gengæld ikke blot mere friheds- og lighedsorienteret og optaget af at bekæmpe social uretfærdighed dennesidigt, end noget kristendommens hovedskrift nogen sinde kommer i nærheden af - den adskiller sig endvidere herfra ved eksplicit at afvise tvang i religionen og komme ind på en religionsfrihed, som er det Nye Testamente fremmed (læs »Koranen - en introduktion«, Faklen nr. 15).

Man kunne ønske, at Grundloven måske havde taget ved lære heraf i stedet for særskilt at understøtte den evangelisk-lutherske statskirke - ligesom tvang i andre sammenhænge desværre også er en accepteret praksis i dele af dansk politik.

Eksempelvis tvangsaktiveringen, hvor Faklen i 1997 forsøgte at rejse en principiel retssag mod staten for krænkelse af den Europæiske Menneskeretskonvention, EMRK, artikel 4, stk. 2: »Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.« (læs »Dansk tvangsarbejde krænker menneskerettighederne«, Faklen nr. 7). Vi blev imidlertid nægtet fri proces og måtte af økonomiske grunde undlade at føre sagen - til gengæld er der siden blevet rejst sag af Landsorganisationen af Arbejdsledige, som hævder, at tvangsaktiveringen krænker Grundloven. Johan Møller Nielsens konkrete sag som tvangsaktiveret (læs »Erfaringer med tvangsarbejde«, Faklen nr. 7) bliver dermed første principielle sag om tvangsaktiveringen, der ifølge advokat Henrik Karl Nielsen netop også krænker EMRK (kilde: Poltiken, 19.7.01).

Siden analyseres lovgrundlaget for tvangsaktiveringen sat op over for den danske kriminalret, og med opbakning fra lektor i socialret fra Aalborg Universitet, Uffe Vesthy Madsen, konkluderes det opsigtvækkende i Faklen: »Der er intet i loven eller i kommentarerne til den danske kriminalret, som har foregrebet konsekvenserne af den moderne tvangsaktivering, hvor arbejdsløse, der afviser tvangen, kan blive frataget offentlige ydelser helt eller delvist - men der er heller intet, der udelukker straffrihed for dem, der uden egen formue er havnet i denne situation og af denne grund stjæler mad til eget forbrug.« (»Stjæl din mad legalt«, Faklen nr. 18).

Vi venter blot på et modigt menneske, der tør følge opfordringen fra samme nummer: »Faklen skal hermed opfordre mennesker, som måtte være havnet i ovenstående situation uden indtægter eller formue, til at føre sådanne sager igennem retssystemet, hvis man har benyttet sig af (legalt) butikstyveri, og dermed sætte aktiveringssystemets urimelige tvang under pres også ad denne vej.«

Arbejdet er til for mennesket, mennesket er ikke til for arbejdets skyld, selv om man i lyset af den såkaldte aktiveringspolitik skulle tro det (læs også interviewet med tidligere direktør i LEGO-gruppen, Per Sørensen, Faklen nr. 7). Igen må humanismen vende gældende norm på hovedet og konstatere: »Hvad skylder individet i sidste ende samfundet? Intet. Men hvad skylder samfundet pr. definition individet? Alt.« (Lederen i Faklen nr. 3). Hvad så med samfundsøkonomien, spørges vi - og svarer naturligvis det, som alle velbjærgede advarer imod: »Så længe de rige ikke fattes penge, fattes riget ikke penge!« (lederen i Faklen nr. 4). En grundlæggende solidaritet er nødvendig, hvis social marginalisering skal undgås, og hvor upopulært, ildeset og gammeldags det end må tage sig ud i den moderne, politiske kontekst, indebærer denne solidaritet ganske simpelt, at vi i større udstrækning tør fordele midler og goder derfra, hvor overfloden er.

Socialdemokratiets indenrigsminister, Karen Jespersen har haft en afgørende finger med i spillet i konstruktionen af den form for tvangsaktivering, regeringen årligt sender 100.000 kontanthjælpsmodtagere ud i til under mindstelønnen og uden de almindelige rettigheder på arbejdsmarkedet i øvrigt. Så meget desto mere pudsigt er det, at selv samme Karen Jespersen ikke blot har en fortid på den yderste venstrefløj, men sågar har argumenteret kraftigt for netop arbejdsfrihed i Politisk Revy nr. 300, 1976: »Kampen mod arbejdsløsheden må indeholde et krav om retten til ledighed, udfoldelse og dovenskab.« (Gengivet i det fiktive interview med indenrigsminister Karen Jespersen i Faklen nr. 19, som er konstrueret af citater fra hendes tid i redaktionen på Politisk Revy).

Tvangsaktiveringen er blot endnu et udtryk for det generelle hykleri, der ligger i den officielle, socialdemokratiske selviscenesættelse af »foregangslandet Danmark«, ifølge hvilken myte nationen højt og helligt tager afstand fra f.eks. tvangsarbejde, etnisk diskrimination, ulighed for loven og tortur. Ikke desto mindre er alle disse misforhold ubetvivleligt en del af den fuldt ud accepterede danske virkelighed, som Faklen ofte har dokumenteret, f.eks. i »100 skridt nærmere fascismen?« (Faklen nr. 5), »Samfundsudsigten« (Faklen nr. 9-21) og særskilt f.eks. i temaet »Moderne slaveri« (Faklen nr. 7), samt i artiklerne »Dansk tortur« (Faklen nr. 10) og »Danmarks krænkelser af menneskerettighederne« (Faklen nr. 16).

Det er ikke mindst dette omsiggribende hykleri, som Faklen har ønsket at spidde lige siden manifestet: »Mener vi således noget med, at vi alle er født lige og frie, kan vi ikke med hjemmel i nogen som helst inappellabel etik tillade myndigheder at true eller tvinge noget menneske til hverken at mene eller gøre noget som helst. Heller ikke når truslen består i at reducere eller fjerne det eneste reelle udtryk for denne friheds og ligheds mulighed, nemlig den økonomiske uafhængighed, som staten selvfølgelig som et minimumskrav må garantere enhver. Enten det, eller også må man droppe den propagandistiske retorik og redeligt indrømme idealernes utvetydige fallit.«

Dannelse

Den første af de fire bærende artikler i Faklen nr. 1, der præsenterede grundanskuelserne, er artiklen »Dannelse«. I overensstemmelse med det oprindelige sigte mod universiteterne var det naturligt at slå til lyd for en styrkelse af almendannelsen netop her. Ikke blot fordi viden og kundskab for så vidt er kvaliteter i sig selv, der næppe behøver videre begrundelse, men også i forhold til den erkendelse, at viden som allerede nævnt er det bedste våben imod fordomme: »At være udannet betyder naturligvis ikke automatisk, at man er hjerteløs og intolerant. Det handler snarere om, at den forståelse, som dannelse fører med sig, uvægerlig gør det sværere at fordømme andre mennesker, hvorimod usikkerhed og utryghed er den ideelle grobund for intolerance. (…) Med forståelsen kommer alting til at stå i et lidt andet lys; det bliver knap så indlysende, hvad der er rigtigt og forkert. Kun når man forstår sin tid, er man i stand til at vurdere, i hvilken retning udviklingen går, og reagere imod den. Vores nutid passer som den foreløbig sidste brik i historien. Det betyder ikke, at der er en tvingende historisk kausalitet, der forhindrer, at det kunne være gået anderledes, men at alting dog har sin årsag. I morgen vil vi være årsagen, og hvis vi ikke tænker os om, bliver det ikke til det bedre.«

Kritiske og selvstændige studerende er en mangelvare, for det er nødvendigt med et bredt fundament for at kunne forholde sig til autoriteterne, også på universitetet. Studenten »skal f.eks. ikke kunne høre et argumentum ad auctoritatem uden straks at forlange en udredning af dette. Han skal kort sagt kende reglerne for det videnskabelige spil«. Det videnskabelige spil er ikke frit i luften svævende, men afhængigt af variable filosofiske og videnskabsteoretiske antagelser og vedtægter, som det er vigtigt at kende baggrunden for.

Faklen slog ned i den verserende debat på universiteterne og argumenterede for muligheden af (gen)indførelsen af en ny slags, alment dannende »filosofikum«, som konkretiseres i det efterfølgende nummer med et ambitiøst udspil (læs »Studium Generale«, Faklen nr. 2).

Nogle år senere dukker debatten op igen på universiteterne, og nu også i Folketinget. Lektorerne Claus Emmeche, Frederik Stjernfeldt, og Simo Køppe slår i en kronik til lyd for et nyt filosofikum og pointerer i den anledning også, at der »er vigtige sammenhænge mellem filosofi og videnskab« (Politiken, 12.2.00). Rektor ved Københavns Universitet, Kjeld Mølgaard udtaler til Aktuelt den 22.2.00, at studerende i forbindelse med et nyt filosofikum bl.a. bør beskæftige sig med videnskabsteori, og undervisningsminister Margrethe Vestager bedyrer tilsvarende, at den studerende skal »reflektere over, hvad videnskabelighed er, og over sammenhængen mellem videnskaberne og den omliggende verden, det vil sige en mere videnskabsteoretisk orientering end et egentligt filosofihistorisk kursus«.

Der er langtfra tale om den bredere almendannelse med kulturhistorisk, videnskabsteoretisk og naturvidenskabelig basis, som Faklen har lanceret et bud på, men nogle af grundtankerne om videnskabeligheden er de samme (læs »Filosofikum eller Studium Generale?«, Faklen nr. 16).

Sigtet med et Studium Generale er fra Faklens side kulturelt såvel som politisk - »viden forpligter«, som vi forsøgte at gøre til et slogan. Det er slet og ret nødvendigt, at også akademikere tager aktivt del i samfundslivet ud fra en bred, kulturhistorisk og naturvidenskabelig horisont, som kan imødegå den mest massive forfladigelse af den kulturelle og politiske debat. Som det hedder i den afsluttende opfordring i det første nummer: »Vi kalder os studerende, men skal vores bestræbelser kun være rettet mod at haste igennem et stadig mindre pensum for dernæst at få et job? Forpligter den viden, vi tilegner os, ikke til andet og mere? Består vores eksistensberettigelse ikke netop i at formidle denne viden, og har vi fortjent så meget som en øre i SU, hvis vi beholder den for os selv?« (»Bær Faklen videre«, Faklen nr. 1).

Ud fra det samme rationale har vi således bekæmpet populisme i mange afskygninger, eksempelvis i et nuanceret blik på genteknologien, der står i modsætning til vanetænkningen på dele af venstrefløjen såvel som den rabiate kristne højrefløj, der i ramme alvor for nylig har påbegyndt regelret terror med trusler og brandattentater i Danmark mod denne videnskabs oprør mod »Skaberen«.

Faklens syn er et ganske andet. »Viden er ikke farlig. Kun anvendelsen. Gensplejsede fødevarer kunne være en måde at afhjælpe nogle af landbrugets problemer på, muligvis endda specielt i de lande, hvor tørke er et problem. Hvis gensplejsning i sig selv skal anses for uetisk, farlig etc., må vi renoncere på de medicinske og forskningsmæssige fordele, og noget sådant kan vanskeligt betegnes som andet end umenneskeligt.« (»Forsvar for genteknologi«, Faklen nr. 3). Et standpunkt, som FN-organisationen UNDP fire år senere ligeledes udtrykker i sin årlige rapport, Human Development Report 2001, med henblik på at nedbringe antallet af under- og fejlernærede i de fattige lande, som i dag nærmer sig 800 millioner mennesker.

I UNDPs rapport hedder det bl.a.: »Bioteknologi er det bedste eller eneste mulige valg for marginale, økologiske zoner, som ikke har oplevet 'den grønne revolution', men som huser mere end halvdelen af verdens fattigste mennesker.« (Citeret efter Information, 12.7.01).

Miljøorganisationer så hellere, at de eksisterende fødevarer fordeltes bedre, og at man udryddede sulten ad denne vej - sagen er blot, at noget sådant ikke synes gennemførligt inden for den nuværende verdensorden, og at omkostningerne er meget store for de fattige lande, hvis vi blankt afviser genteknologien, fordi vi i stedet afventer en ny verdensorden. Den, der sulter, har næppe samme tid og tålmodighed, som den vestlige miljøaktivist, selv om et opgør med de markedsmekanismer, som fastholder den fattige verden i sin fattigdom, naturligvis også er en nødvendighed - men sidstnævnte udelukker imidlertid ikke fokus på genteknologiens positive potentiale.

Som artiklen slutter i Faklen nr. 3: »Men skal mennesket på den anden side kunne drage endnu større fordel af teknikker så kraftige og potentielt nyttige, som også genetisk designede landbrugsafgrøder kunne være, er vi måske i virkeligheden tvunget til at besinde os på et opgør med hele det økonomiske og ideologiske fundament, som industrien og markedskræfterne er grundet på. Det er her, og hverken i videnskaben i almindelighed eller genteknologien i særdeleshed, at problemerne opstår.«

Et andet meget specifikt eksempel på, hvor videnskaben i praksis har været fatalt mere underordnet uvedkommende begrænsninger end det er tilfældet ved den overdrevne fobi for genteknologien, er Bibelselskabets forfalskninger i den autoriserede oversættelse af det Gamle Testamente fra 1992 (læs bl.a. »Bibelforfalskning?«, Faklen nr. 1; »Bibelselskabets retræte«, Faklen nr. 2; »Bibelforfalskning!«, Faklen nr. 3; »Kirkens højrefløj og bibelforfalskningen«, Faklen nr. 4; »Rettelser i den hebraiske tekst«, Faklen nr. 4; »Bibelforfalskning!«, Faklen nr. 5).

Det har undret nogle, at vi afsatte så megen spalteplads hertil, f.eks. skrev forfatteren Jan Sonnergaard i sin klumme: »På en beundringsværdig måde stiller Faklen sig altid på tværs, og selv når man måske undrer sig lidt over forholdet mellem energien og emnet (som jeg selv gjorde, da bladet mobiliserede en betydelig energi på at angribe den nye bibeloversættelse), kommer man aldrig tomhændet fra mødet.« (Politiken, 1.11.98).

Faklen er et humanistisk tidsskrift og derfor som nævnt også tilhænger af arven fra renæssancehumanismen, bl.a. udtrykt i slagordet ad fontes - til kilderne - altså en så direkte tilgang som muligt til det historiske grundlag for samtiden, hvorfor det er naturligt netop at angribe vor egen tids mest eklatante eksempel på den modsatte tilgangsvinkel, som den kommer til udtryk i Bibelselskabets dogmatiske manipulation med den hebraiske tekst, der ligger til grund for det Gamle Testamente. Under pres fra den kirkelige højrefløj har daværende generalsekretær for Bibelselskabet, Niels Jørgen Cappelørn bakket op om manipulationen med tusindvis af skriftsteder for at få dem til at stemme overens med kirkelig dogmatik, hvilket naturligvis giver en helt fortegnet »oversættelse«, som ikke mindst i undervisningssammenhænge er overordentlig uvederhæftig.

Ingen bog har haft større virkningshistorie i Vesten de foregående 2.000 år end bibelen, og når der tilmed er tale om, at manipulationen med denne bog ligefrem har dannet skole fra Luther til i dag (til trods for at det i det mindste i vore dage tilstræbes at studere den sagligt og uforudindtaget i både folkeskolen, på gymnasier, lærerseminarier og universiteter), er konsekvenserne ikke af ubetydelig rækkevidde.

Faklens kritik blev mødt med voldsom afstandtagen fra Bibelselskabet og de involverede teologer, men vinden vendte, efterhånden som semitiske filologer offentligt sluttede op om kritikken (læs f.eks. interviewet med professor emeritus i semitisk filologi, dr.phil. Frede Løkkegaard, Faklen nr. 2 og »Ex cathedra«, Faklen nr. 5). I august 2001 udkom så grundlaget for den første videnskabelige oversættelse af den Hebraiske Bibel ved samarbejde mellem C.A. Reitzels Forlag og det Kongelige Bibliotek, under ledelse af Jens-André P. Herbener fra Faklens redaktion. Oversættelsesgruppen er naturligvis helt uafhængig og består af en stribe filologer og forskellige konsulenter (læs »Videnskabelig versus kirkelig bibeloversættelse«, Faklen nr. 20).

Vel nok Faklens mest konkrete eksempel på, at det heller ikke i vore dage er unødvendigt at kæmpe for, at viden er afgørende vigtigere end teologi - og dannelse vigtigere end dogmatik.

At Bibelselskabet ikke er de eneste, der sætter dogmatik eller ideologi højere end redelige filologiske oversættelsesprincipper, er så noget andet (læs »Filologi eller ideologi?«, Faklen nr. 13), men de har uden sammenligning leveret et af de værste eksempler i nyere tid.

Den megen blæst, der stod om kritikken af bibeloversættelsen, fik mange aviser til at tro, at kredsen omkring Faklen var teologer. Det var i bedste fald en betragtelig misforståelse - langt hovedparten af de implicerede var godt nok universitetsstuderende, men dækkede det meste af det faglige spektrum fra idéhistorie og informationsvidenskab over klassisk og semitisk filologi til fysik og biologi. Kun én studerede teologi.

Misforståelsen har imidlertid overlevet i leksikonet Kirke og kristendom (C. Bach-Nielsen og J. Lindhart (red.), Rosinante 2001), som også tager afsæt i kritikken af Bibelselskabet, og hvor det under opslaget om Faklen bl.a. hedder: »Initiativtagerne var teologistuderende fra Aarhus Universitet, der bl.a. rettede et voldsomt angreb mod bibeloversættelsen af 1992, som de beskyldte for manglende videnskabelig redelighed. Kritikken har medført, at en filologisk korrekt nyoversættelse er blevet sat i værk. Med sin udfordrende holdning er bevægelsen bag tidsskriftet en studenteroprørsbevægelse, der dog ikke synes at følge et klart politisk mål. Bevægelsens krav om renhed og uhildethed i videnskabeligt arbejde kan minde om rationalismens. Det synes da også, som om bevægelsen har sit udspring i en radikal relativisme, der gennem de senere år har præget religionsvidenskaben.«

Erkendelsesteori

Erkendelsesteori er et andet af de fire hovedemner, Faklen i det første nummer lagde programmatisk ud med at præsentere et grundlag for. Hvad enten vi formulerer teorier om politik, kunst, sandhed, moral, konvention eller religion, vil afsættet herfor i sidste ende være et erkendelsesteoretisk standpunkt i forhold til selve den menneskelige erkendelse og et ud- eller uudtalt svar på det filosofiske grundspørgsmål: »Hvad er sandhed?«

Faklens standpunkt er relativistisk: Sandheden er kontekstafhængig. Dermed gør vi op med enhver traditionel objektivisme og absolutisme, og artiklen »Pragmatisme« i Faklen nr. 1 søger at vise dette ud fra ræsonnementet, at hvis det kan sandsynliggøres, at det mest fundamentale af alt, virkeligheden som sådan, dybest set er relativ, så følger det naturligvis også heraf, at enhver sandhed, der kan udsiges og dømmes om virkeligheden, er relativ.

I udgangspunktet er det ikke kontroversielt at fastslå, at konteksten for enhver sandhed og erkendelse er variabel og dermed relativ (den kontekst, hvori en sandhed skal findes, er naturligvis forskellig, om den f.eks. udspiller sig i et universitetslaboratorium eller i en regnskov, om den udspiller sig i Antikken eller Oplysningstiden, og om den udspiller sig inden for rammerne af religion eller politik). Hvis nu sandheden samtidig grundlæggende er og bliver afhængig af den kontekst, den udsiges i, vil sandheden dermed også selv være kontekstafhængig og relativ.

Det demonstreres således, at det ikke blot er geografiske, kulturelle og temporale forskelle i konteksten (som i eksemplerne i parentesen ovenfor), der er variable og dermed indvirker på, hvad vi kan kalde »sandt« - disse faktorer kan man teoretisk set tage forbehold for og så godt som udelukke i en række (om langtfra alle) tilfælde, i forsøget på at nå frem til det »objektivt« (dvs. kontekst-uafhængigt) sande. Det står imidlertid i dag klart inden for flere videnskaber som f.eks. neurologi og fysik, at selve den menneskelige iagttagelse er en del af enhver kontekst og for så vidt en indgribende faktor i »sandheden« og »virkeligheden« - menneskets iagttagelse er ikke passivt registrerende, men aktivt konceptualiserende. Det betyder dog ikke ren vilkårlighed eller subjektivisme i de moderne videnskaber, men det betyder en grad af variabilitet, der er i modstrid med den klassiske videnskabs traditionelle »objektivisme«, som mange stadig hælder til af blot og bar vane.

Med baggrund i en gennemgang af nogle af naturvidenskabens filosofiske implikationer for forståelsen af menneskelig perception, indsættes relativismen ikke bare som et normativt, men altså også et erkendelsesteoretisk fundament for det humanistiske opgør med traditionel absolutisme og objektivisme. En relativisme, som gør den menneskelige perception til alfa og omega i virkelighedskonstruktionen: »Vi kan nemlig ikke længere med hjemmel i hverken videnskab eller erkendelsesteori afvise, at virkeligheden ikke i detalje behøver at være den samme for alle mennesker. At vi så kan konstatere, at vi uden videre besvær kan enes med vore medmennesker om overvældende mange fællestræk ved virkeligheden, vidner blot om, at det neurobiologisk funderede, menneskelige perceptionsapparat i vid udstrækning stemmer ganske godt overens fra individ til individ. Men hvor denne overensstemmelse ikke er til stede, skal vi altså være yderst forsigtige med at dømme et andet menneskes virkelighed uvirkelig, ganske som vi skal være det med at dømme dets sandhed usand. Hvor kultur, sprog og konvention kun afviger overfladisk, er der næppe heller den store afvigelse i den måde, hvorpå den enkelte oplever, dvs. konceptualiserer sanseverdenen, men der er på den anden side heller ingen grund til at betvivle, at i samme udstrækning disse faktorer afviger individer imellem, vil også selve den virkelighed, som de hver især er omgivet af, afvige. Et så pragmatisk virkelighedsbegreb kan måske forekomme den, der bevidst eller ubevidst har abonneret på den klippefaste objektivitet, en kende uvant, men givet udviklingen især i neurobiologien og fysikken er det under ingen omstændigheder et uplausibelt standpunkt.«

En naturvidenskabelig og videnskabsteoretisk underbygning heraf konkretiseres og uddybes ikke blot i denne, men i en lang række øvrige artikler: »Relativisme contra solipsisme«, Faklen nr. 2; »Iagttagelsesafhængighed og teoribygning«, Faklen nr. 3; »Korrespondens og consensus«, Faklen nr. 5; »Verden i øjet«, Faklen nr. 8; »Videnskabelighed og modelfrihed«, Faklen nr. 9; »Den audielle verden«, Faklen nr. 11; »Naturlovenes relativitet«, Faklen nr. 19.

Erkendelsen af sandhedens og virkelighedens grundlæggende relativitet er afgørende, fordi relativismen også dermed bliver en naturlig allieret med humanismen (læs lederen i Faklen nr. 10). Af en så vidtrækkende relativisme følger nemlig for det første, at da virkeligheden dermed dybest set er potentielt variabel, eftersom iagttageres forskelle og forudsætninger er indbyrdes variable, kan heller ingen kultur, sandhed eller moral, der er et udtryk for fortolkninger og abstraktioner af variabler, nogen sinde hævde en absolut Guds- eller naturgiven objektiv forrang for andre. Mennesket har forrang, den enkeltes særegne menneskelighed, i forhold til hvem den retoriske konstruktion »folket« er og bliver sekundær: »Folket er intet uden mennesket, men mennesket er altid et menneske, også uden folket.« (Lederen i Faklen nr. 17).

For det andet umulig- eller vanskeliggøres i det relativistiske perspektiv netop den ensrettende propaganda, intolerance og ignorance, som den absolutistiske Sandhed pr. natur implicerer, eftersom det indlysende nok er langt lettere at opretholde en repressiv og ensrettende magtstruktur ud fra den klippetro, at alle overbevisninger, der afviger fra den herskende, i bedste fald er usande, i værste fald onde, end det er at bygge undertrykkelse og ensretning på den overbevisning, at enhver overbevisning - herunder ens egen - er relativ. I lederen i Faklen nr. 11 hedder det: »Intet bud er så sandt, at det ikke ville være usandt at følge det for det menneske, der intet sandt føler i det.«

At fundamentet for relativismen - det forhold, at oplevelsen af virkeligheden for så vidt afhænger af iagttagere i virkeligheden - er en slags paradoks, må vi leve med. Ganske som naturvidenskaben i forvejen lever med det, som det f.eks. godtgøres af en analyse af synets biologiske virkelighedskonstruktion. Den almindelige vaneantagelse, ifølge hvilken virkelighedsopfattelsen kan forstås i den traditionelle, dualistiske forstand, hvor synet tænkes som et vindue, der »affotograferer« og »repræsenterer« ydre sanseindtryk, holder nemlig ikke inden for moderne naturvidenskab - hvor bestikkende den ellers kan synes ud fra en dagligdagserfaring: »Vi må imidlertid affinde os med, at dualismen ikke desto mindre ikke er andet end en i visse situationer hensigtsmæssig model, der somme tider letter kommunikationen. Det er praktisk at tale om en verden som 'ophav' til synsindtrykkene, men dybest set er det bare ikke sådan, det hænger sammen. Menneskets synssystem konceptualiserer en visuel verden, for hvilken synsindtrykket af såvel iagttager som af det iagttagede er lige konstrueret, og altså ingenlunde registreret i traditionel forstand. Verden er for så vidt i øjet - eller rettere: Alt, vi ser, hele den visuelle verden, er så at sige menneskelige synssystemers fælles kreation. At vi ikke kan opleve dette direkte, betyder ikke, at det ikke forholder sig sådan - lige så lidt som det, at vi ikke kan opleve øjets blinde plet, fordi synssystemet på kreativ vis 'udfylder' den, ikke betyder, at der ikke er en blind plet.« (»Verden i øjet«, Faklen nr. 8).

Relativismen er og bliver altså derved paradoksal i sit udgangspunkt - men: »Det samme gælder i sidste ende også relativismens modsætning og eneste alternativ, absolutismen. En absolut sandhed er en sandhed, der er fuldstændig uafhængig af den kontekst, den fremtræder i, men enhver sandhed skal selvfølgelig erkendes, og enhver erkendelse er uadskillelig fra et sprog og dettes kontekstafhængige definitioner og begreber, hvorfor sproget og alt, der erkendes gennem sproget, uundgåeligt bliver kontekstafhængigt. En hypotetisk absolut sandhed ville simpelt hen aldrig kunne erkendes som værende absolut i et sprogs relative begrebsdannelser.« (»Relativisme«, Faklen nr. 19).

Kulturhistorie

For at forstå nutiden, må man forstå fortiden, ikke mindst hvis man vil undgå at begå tidligere tiders

historiske fejltagelser. Sådan forsvares historisk dannelse vel ofte og med rette - men hvad er det for et historiesyn, der alment betragtet er det herskende i dag?

Det er som regel et kultur-evolutionistisk perspektiv, som implicit eller eksplicit udgør det filter, med hvilket vi betragter vores fortid. Et historiesyn ifølge hvilket historien bevæger sig fremad og opad, fra barbariet til stadig højere og mere oplyste højder, som »naturligvis« konstant kulminerer i Vesten - i hvert fald påfaldende ofte i vestlig historieopfattelse.

I artiklen »Kulturrelativisme« i Faklen nr. 1 kritiseres dette kultur-evolutionistiske historiesyn og dets implikationer: »Francois Voltaire, en af den franske oplysningstids og den moderne historieskrivnings fædre, indledte programmatisk sin voluminøse verdenshistorie i 1756: 'Jeg vil undersøge de skridt, hvormed mennesket har bevæget sig fra barbari til civilisation.' Dette dictum var skæbnesvangert, for dermed var der ikke blot lagt et deskriptivt, men også et normativt perspektiv over den moderne historieopfattelse. I kølvandet fulgte så indflydelsesrige tænkere om Auguste Comte og Karl Marx, der bl.a. forstærket af en udbredt misforståelse af Charles Darwins The Origin of Species skabte grundlaget for den moderne kultur-evolutionisme (…) At dette også blandt højt anerkendte forskere på de humanistiske fakulteter er en fuldt legitim fortolkningsmodel af historien, kan manifestere sig i karakteristiske vendinger - som f.eks. at kalde overgangen fra den homeriske heltetid til filosofiens fødsel 'det græske mirakel', at en forandring fra polyteistisk frugtbarhedsreligion til en eksplicit monoteisme nødvendigvis må betegnes som en 'udvikling', at kristendommens verdensforsagende moral implicerer en 'humanisering' af moseloven, at reformationen gjorde den katolske kirke mere 'folkelig', mere 'moderne', at det 'naturligvis' tager tid selv for 'frigjorte' muslimske kvinder at vænne sig til at færdes offentligt uden slør osv., osv.«

I stedet for dette, dybest set kulturchauvinistiske perspektiv stiller Faklen naturligvis et kulturrelativistisk, ifølge hvilket ingen kultur meningsfuldt kan hævdes at stå over en anden i nogen som helst moralsk forstand - af mindst tre grunde:

For det første er det absurd at højagte Vesten med isoleret og unuanceret henvisning til f.eks. »demokratiske idealer« eller »teknologiske landvindinger«, ikke blot fordi især de førstnævntes indhold kan diskuteres, men også fordi det i et sammenligneligt regnestykke i givet fald hører med, at det netop er vestlig tradition, som har fostret nazistiske og kommunistiske rædselsherredømmer, masseødelæggelsesvåben og tæppebombninger af en lang række tredjeverdens lande, og at det netop er Vesten, der har drevet store dele af verden ud i overdimensioneret forurening og indført utallige sanktioner med dræbende konsekvenser for titusindvis af spædbørn i samfund, som har opponeret mod vestlige værdier. Det 20. århundrede er - ledet og foranlediget af Vesten - således uden sammenligning verdenshistoriens sorteste århundrede, hvad angår menneskelige tragedier som folkemord og tyranni (læs lederen i Faklen nr. 14).

At propagandamaskinen reelt har infiltreret mediedækningen også i Danmark, f.eks. i forbindelse med Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo-krigen i 1999 (læs lederen i Faklen nr. 12), dokumenterede Faklen i en minutiøs gennemgang af en måneds nyhedsudsendelser på DR1 og TV2: »Af 328 indslag med udtalelser af vestlige politikere, militærpersoner, nødhjælpsfolk og eksperter stammer kun 20 (tyve) fra modstandere af NATOs bombardement af Jugoslavien. Og blandt disse er der tilmed yderst sjældent tale om indslag, hvor de pågældende overhovedet specifikt udtaler sig om deres modstand imod bombemissionerne - det sker kun fire gange.« (»Propaganda, krig og dansk TV«, Faklen nr. 12). Det kommer aldrig frem i DR og TV2, at hverken danske politikere eller den danske offentlighed nogen sinde har fået forelagt og derfor ikke har kunnet tage stilling til Rambouillet-aftalen, hvis ensidige ultimata over for serberne rakte langt ud over humanitære hensyn til de forfulgte kosovoalbanere, og som derfor heller aldrig var udtryk for et reelt forsøg på at opnå en aftale med Jugoslavien, men slet og ret fabrikeret med det formål at sikre en politisk legitimering af NATOs planlagte angrebskrig.

For det andet er selv menneskerettighederne, der hyldes som et særlig vestligt, moralsk højdepunkt, blevet et latent kulturchauvinistisk instrument: »… white man's burden truer fortsat i kulissen, når det gælder den selvopfattelse, der præger Danmark og andre vestlige lande, og når det gælder fremstødene for den vestlige opfattelse af demokrati og menneskerettigheder over for andre nationer. Om fremstødene så sker med bistand eller med våbenmagt. Menneskerettighederne er nemlig i højeste grad et politisk instrument, der bliver brugt over for andre, mens man sjældent overvejer bjælken i ens eget øje. Menneskerettighederne benyttes således ganske tydeligt som et imperialistisk og undertrykkende instrument over for tredjeverdenslande, der afkræves at indføre den vestlige demokratiopfattelse og menneskerettigheder, uanset hvorledes disse måtte harmonere med den kulturelle virkelighed i det pågældende land.« (»Magt og menneskeret«, Faklen nr. 17).

Menneskerettighederne bliver dermed let en propagandafaktor i Vesten, hvor deres blotte eksistens og den formelle vestlige tilslutning hertil dækker over reel dobbeltmoral, fordi ingen alligevel lever op til dem - bestemt heller ikke Danmark (læs »Danmarks krænkelser af menneskerettighederne«, Faklen nr. 16).

Lederen i Faklen nr. 5 undsiger hykleriet: »Hvad nytter sværmerisk sværgen til den franske revolutions erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789, der i artikel 6 understreger, at loven ’skal være den samme for alle’, eller tilslutningen til FNs Universal Declaration of Human Rights fra 1948, hvor det i artikel 11 hedder, at ’enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort’, eller i artikel 4, at ’slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt’, når magthaverne blot omdøber Uret til Særlov og Slaveri til Tilbud? Hvad nytter det, at magthavere hylder og underskriver friheden, retfærdigheden og medmenneskeligheden, når de uden konsekvenser kan kalde systemets undertrykkelse fri, lovens ulighed lige og egoismens umenneskelighed medmenneskelig? (…) Friheden skal ikke underskrives, den skal vindes, og menneskeretten skal ikke proklameres, men erobres.«

For det tredje kan kulturer i forskellige tidsafsnit i virkeligheden slet ikke meningsfuldt sammenlignes kvalitativt eller moralsk på et overordnet plan, fordi talrige faktorer i bedste fald er ufuldstændige, i værste forudindtagede eller komplet inkommensurable. Man kan f.eks. sammenligne to computere og med en vis rimelighed besvare spørgsmålet, hvilken af de to er teknisk mest avanceret. Men kan man sammenligne alle de elementer, der indgår i det enkelte menneskes livsforhold og kulturelle omgivelser i dagens Danmark med de samme størrelser for den enkelte, f.eks. for 3.000 år siden i Indien, eller for 1.000 år siden i Japan? Hvordan - og hvor tungt - skulle selvmordsraten f.eks. vægtes i en sådan analyse? Borgerkrig? Trafikuheld? Kunst? Sundhed? Forurening? Frihed? Ingen kvalitativ sammenligning ville give mening, og derfor giver heller ingen kultur-evolutionisme mening som andet end et propagandistisk instrument til vestlig selviscenesættelse. Man kan tale om isolerede »fremskridt« (f.eks. medicinsk og teknologisk) og isolerede »tilbageskridt« (f.eks. forurening og selvmordsfrekvens), men ikke meningsfuldt vægte hele kulturer på en indbyrdes sammenlignelig, kvalitativ skala. En sådan dom kræver jo også for at være uforudindtaget, at man i udgangspunktet tilsidesætter enhver kulturel påvirkning af selve vurderingsgrundlaget - og hvordan skulle man nogen sinde kunne indtage et sådant, archimedisk »kulturneutralt« punkt?

Faklen har tilstræbt jævnligt at bringe grundige kulturhistoriske artikler uden kultur-evolutionistiske hang-ups om både fjerne og nære kulturelle rødder til det samfund, vi lever i, såvel som emner af generel kulturhistorisk interesse (f.eks. »Middelalderen - lys eller mørk?«, Faklen nr. 3; »Den kristne monoteismes selvophævelse«, Faklen nr. 6; »Der var engang en fagbevægelse«, Faklen nr. 8; »Slaveriets historie«, Faklen nr. 8; »Den hellige fallos«, Faklen nr. 10; »Sydamerikas levende guder«, Faklen nr. 12; »Den historiske Moses«, Faklen nr. 14; »Fængslets udvikling - og afvikling?«, Faklen nr. 14; »Feminisme og pornografi«, Faklen nr. 16; »Magt og menneskeret«, Faklen nr. 17; »Menneskets tilblivelse - og palæoantropologiske kontroverser«, Faklen nr. 18).

Eksempelvis kritiseres i Faklen nr. 17 den hule konstruktion af det moderne »adelige« jetset af politikere, forretningsfolk og andre bedsteborgere, der overøses af monarkiets dekorationer inden for Dannebrogordenen og Elefantordenen, som er en direkte udløber af enevældens selviscenesættelse. Sidstnævnte baseres tilmed fortsat på historieforfalskning og tilskrives officielt 300 år ekstra for at få den til at hænge »historisk« sammen med myten om, at Dannebrog faldt fra himlen under Volmerslaget i Estland i 1219 (læs »Ordnung muss sein«, Faklen nr. 17).

Kulturrelativismen har naturligvis konsekvenser for opfattelsen og vægtningen af danmarkshistorien generelt; f.eks. lader det sig - ihærdige teologiske og ideologiske forsøg til trods - ikke gøre at udsondre en historisk entydig, objektiv danskhed. Kultur er et hele af strømninger og påvirkninger, og Danmark og »danskheden« er i særdeleshed et resultat af mangfoldige kulturtræk, der sjældent er opstået i vort eget land, som det f.eks. understreges i lederen i Faklen nr. 15: »Danernes historie er historien om et rige, der altid er blevet og fortsat bliver beriget ved at ægte fremmed ånd. I den første halvdel af landets første årtusinde udvikledes runeskriften, der var inspireret af romerne, og landet invaderedes af danerne, der kom fra Sverige. I den anden halvdel af det første årtusinde blev danernes land samlet, aserne dominerede ånden, og vikinger drog ud og vendte hjem med både guld og oplevelser fra alverdens kulturer. I den første halvdel af det andet årtusinde gik asatroen helt i opløsning, og danerne blev betaget af katolicismen, der var Roms version af græske håndskrifters vidnesbyrd om en sekt fra Mellemøsten. I den anden halvdel af det andet årtusinde var den katolske kirkes enhed og autoritet i opløsning, og danerne blev indtaget af protestantismen, der var tyskernes opgør med paven i Rom.«

Og på kanten til det tredje årtusinde voves et håb i forlængelse heraf med en henvisning til Oehlenschlägers »Guldhornene« - også for at antyde, at nationalisterne selvsagt heller ikke har patent på den danske kulturarv: »I den første halvdel af det tredje årtusinde gik protestantismen helt i opløsning. Tidens tand havde allerede slettet ordene 'Danmark' og 'danerne' på Jellingstenen som et kulturelt memento mori, der erindrede, at al kulturånd kommer og går, og at Harald Blåtands kristning af folk og rige var lige så forgængelig som asatroen. Riget berigedes af bølger af indvandrere, kulturen besjæledes på ny, og 'det straalte på Jorden, da Østen var i Norden'.«

Måske et romantisk håb. Men at tidens tand ganske selektivt har slettet afgørende punkter i nationalprotestanternes danske »dåbsattest« i Jelling, som det her kommer til udtryk i lederen - det er ganske vist.

Moral

Fjerde og sidste hovedelement i Faklens fundament udspringer af en grundlæggende moralkritik. I overensstemmelse med den generelle relativisme lægges afstand til moralen, idet denne historisk set er baseret på en absolut dogmatik. I artiklen »Tolerance« hedder det: »Vor filosofiske og teologiske tradition har brugt umådelige ressourcer på at begrunde og systematisere det henholdsvis fornuftsmæssige og religiøse fundament for en absolut moral. I dag har filosofien opgivet tanken om diskursivt at begrunde en sådan. Men tanken om den objektive moral persisterer i teologien og (…) måske derfor også i den almindelige bevidsthed.«

Men er moralen ikke netop påbuddet om at gøre »godt«? Enhver absolut moral hævder ét sæt etiske værdier som stående over andre og legitimerer således opdelingen af menneskelige træk i absolut »gode« og »onde«: »Således vil vi se os selv som repræsentanter for det sandt 'menneskelige', så vi uden videre fordømmer dét som 'umenneskeligt', som falder uden for vore normer.«

Tankegangen følges op i lederen i Faklen nr. 7: »Moralen er en farlig tautologi: Det gode er godt, fordi det er godt - det onde skal bekæmpes, fordi det er ondt. Moralen er det, der standser enhver diskussion med et definitivt fordi, hvor forståelsen altid kommer af endnu et hvorfor (…) Moralske ideer og bud er i sidste ende altid en undskyldning for intolerance, tvang og ensretning - de kan heller aldrig være andet, for er de det, er de ganske enkelt ikke længere moralske.«

Moralen er med andre ord blot endnu en genvej til absolutismen, skønt altid pakket ind i alt det »gode«.

I stedet for et moralkodeks sætter Faklen sin lid til en tolerance, der ikke er baseret på nogen absolutisme. Tolerance handler netop ikke om at sætte standarder for andre, endsige overhovedet at dømme andre moralsk - det er blot en ensidig erklæring og appel til medmenneskelig respekt. Tolerance taler ikke om gode og onde, ikke om rigtigt og forkert i objektiv forstand, men tager udgangspunkt i menneskelig forskellighed og giver dermed albuerum til individuelle, normative præferencer.

I manifestet i Faklen nr. 1 hedder det således: »Vi må tolerere, ja, respektere, at vor næstes ideologi, etik og seksualitet udmærket kan forekomme os selv en vederstyggelighed, men at hendes præferencer dermed ikke nødvendigvis er mindre menneskelige eller mindre normale end vore egne. Ja, vi må tolerere selv intolerancen - for om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den intolerante det samme?«

Deraf en meget vidtrækkende humanistisk tolerance og en større tillid til det enkelte menneske end til den enkelte dogmatik. Det betyder ikke at vende den anden kind til overgreb, »vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag«, som manifestet fortsætter, men det betyder, at en række livsytringer, som i dag hæmmes af rent moralske grunde, kan sættes fri.

Hvad afholder eksempelvis politikere fra at legalisere prostitution? Ene og alene, at man finder det umoralsk. De prostituerede så det helst selv legaliseret, fordi det er svært at se noget som helst mere problematisk i dette end i noget som helst andet servicefag, så længe den, der praktiserer erhvervet, gør det af egen fri vilje. Men adskiller dette forbehold sig fra noget som helst andet fag? På ingen måde - enhver, som ikke praktiserer et erhverv af sin egen fri vilje, er underlagt tvang, hvilket naturligvis er uacceptabelt i et humanistisk perspektiv. Men alene moralen forhindrer os i at tro, at prostitution skulle være en beskæftigelse, som udøverne har valgt frivilligt (læs lederen i Faklen nr. 8; interview med en anonym bordelmutter, Faklen nr. 8; »Prostitution og dobbeltmoral«, Faklen nr. 10; »Forsvar for kvinder i pornobranchen«, Faklen nr. 16).

Senest har 100 prostituerede oprettet netværket Dream-girl.dk på internettet, hvor der tages skarpt afstand fra den patroniserende mistænkeliggørelse, som finder sted ikke bare fra politisk side, men bl.a. også fra det statsfinansierede PRO-Center, som ellers skal hjælpe de prostituerede. Medlem af centrets bestyrelse, Dorit Otzen udtaler f.eks.: »Prostitution er vold mod kvinder. Jeg har aldrig mødt en lykkelig luder, og jeg mener, at kunderne skal kriminaliseres.« (Berlingske Tidende, 15.7.01). Modsat fastholder Dream-girl.dk over for samme avis afvisningen af myten om, at alle ludere er undertrykte: »Vi er stærke kvinder, der selv har valgt vores fag.«

Faklen har ofte slået til lyd for en feminisme, der solidariserer sig med den enkelte kvindes selvstændige valg, hvad enten dette lever op til et »rødstrømpe«-ideal eller ej, og hvad enten dette valg er politisk, erhvervsmæssigt eller religiøst (læs »Kvinde, kend din sjæl«, Faklen nr. 1; »Friheden til at bære slør«, Faklen nr. 2; »Vor Frues tempelskøger«, Faklen nr. 9). Desuden har vi set på forskellige vinkler til feminismen i interviews med Nynne Koch, Mona Sheikh, Gritt Uldall-Jessen og Jette Hansen i Faklen nr. 16-19.

I Faklen nr. 16 hedder det i artiklen »Feminisme« om den kvindelighed og kvindefrihed, vi selv gerne så udbredt: »Kvindefrigørelsen er langtfra slut. Enhver kvinde må starte der, hvor hun er. Der er ikke en bestemt parole eller et fælles mål, andet end at lade kvindeligheden vende tilbage i alle dens afskygninger fra betonfeministen til pornoskuespillerinden, fra karrierekvinden til den hjemmegående moder. At udvise en sådan gensidig forståelse og respekt, at kvinder begynder at kæmpe for hinandens ret til at være forskellige kvinder.«

En pointe, som i kulturhistoriske og mytologiske aspekter blev fremført i sommeren 1998, da medlemmer af Faklens redaktion opførte gadeteateret »Gudindens genkomst« i parker i København og Århus (læs »Gudindens genkomst«, Faklen nr. 9).

Faklen har afdækket en række øvrige områder, hvor fuldstændig unødvendig moral og banal fordomsfuldhed står i vejen for en umiddelbar tolerance, som ville kunne gavne trængte mennesker, hvis vi blot i større udstrækning turde stole på de enkelte menneskers egne ønsker - f.eks. når narkomanen kunne få et velfungerende liv uden de talrige følgesygdomme og den nødvendige kriminalitet, hvis blot narkotika blev legaliseret; f.eks. når den sindslidende kunne klare sig med langt mindre tvang og medicin; f.eks. når den arbejdsløse kunne stå i et langt friere forhold til sit liv, hvis vi overvandt den moralske forargelse over mennesker uden lønarbejde og tillod borgerløn; f.eks. hvis vi i modsætning til i dag ikke lod normer og moral være medvirkende faktorer i så indgribende et instrument som tvangsfjernelser (læs »Legalisering af narkotika«, Faklen nr. 7; »Borgerløn«, Faklen nr. 7; »Vilkårlige tvangsfjernelser«, Faklen nr. 13; »Psykiatriens sindssyge«, Faklen nr. 19).

Alligevel sidder moralen efterhånden på rygraden, som var vi bange for at slippe dens usynlige greb om os. »Men hvad er det egentlig, vi frygter, når vi vægrer os ved at lade moralen afløse af den uforbeholdne tolerance? Kan vi virkelig tro, at det er ødelæggelsestrangen, egoismen og næste-hadet, der udgør essensen af vor menneskelige natur? Ville vi allerhelst være feje, kolde og ubarmhjertige, hvis blot vi ikke holdtes tilbage af et ’du må ikke’? Er det virkelig ’ondskaben’, der ligger vore hjerter nærmest?« (»Tolerance«, Faklen nr. 1).

Næppe. Menneskets natur er ikke, som kristendommens arvesyndsdogme vil have os til at tro, ondskabsfuld (læs »Fri os fra det onde - Luthers menneskesyn«, Faklen nr. 12). Således konkluderer artiklen »Hjernen og menneskets natur« i Faklen nr. 6: »Det er simpelt hen meningsløst at applicere etiske domme på den menneskelige natur som sådan. Man kan for så vidt nok konkludere, at vi pr. natur kan være aggressive, men da bør det samtidig betænkes, at selv aggressivitetens oprindelige biologiske motiv i lige så høj grad som altruismen kan ses som et udslag af en artsbeskyttende selvopofrelse.«

Men er Faklens tolerance og humanisme ikke bare en ny dogmatisk sandhed, en slet skjult absolutistisk etik?

I et læserbrevssvar opsummerer vi i Faklen nr. 8: »Der er ikke nogen grund til - og der er ikke noget holdbart grundlag for - at slå hinanden oven i hovedet med indholdstomme kategorier som Etik og Moral, den slags er ligesom den abstrakte Gud blot blevet refleks-henvisninger til en illusorisk absolutisme for at skjule manglen på personlige argumenter. I sidste ende dækker ingen af delene andet end individuelle følelser og private overbevisninger - som nu og da deles af andre, nu og da ikke. Så hvorfor ikke tage konsekvensen og erkende, at humanismen som alle andre overbevisninger er, og kun er, udtryk for en grundopfattelse, som simpelt hen tiltaler én - og kan man så bevirke, at den tilmed måtte vække genklang og tiltale andre, så glæde sig over dét i stedet for f.eks. at tro, at man har bevist noget som helst? Hvem har da behov for at hykle, at humanismens tiltrækning i sidste ende ikke er præcis lige så betinget af personlig præference, karakter og tilfældighed som f.eks. kommunismens og liberalismens, mithraismens og kristendommens eller idealismens og materialismens? Pointen er netop, at moralen er en definition af, hvilke handlinger der er gode, og hvilke der er onde - og en sådan definition må altid hæve sig over tid og sted, individ og situation. Men hvilken handling er hævet over tid og sted, individ og situation? Kan drab ikke både være anbefalelsesværdigt og forkasteligt, og kan underkastelse ikke både føre til slaveri og kærlighed - alt afhængigt af de implicerede såvel som af tid og sted? Etikken som sådan kan ikke tage den slags hensyn, men hævder netop pr. definition sit kategoriske imperativ og sin inappellable Moral. Humanismen, som vi opfatter den, må derimod lade sig nøje med sit famlende, amoralske Måske. Men det er til gengæld dét Måske, der kommer de ukurante, de anormale og de forkerte til gode, for måske de slet ikke er ukurante, anormale og forkerte - måske er de bare mennesker. Det er dét Måske, der er stenen i statsministerens, politidirektørens og chefredaktørens sko, den lillebitte, uundslippelige tvivl, der nager og skræmmer: Hvem ved, måske det alt sammen kunne være helt, helt anderledes. Men selvfølgelig - måske tager vi fejl.«

Humanisme og kulturradikalisme

Som det er fremgået, har vi igennem de forløbne fem år forholdsvis grundigt behandlet nogle fundamentale filosofiske, politiske og kulturhistoriske kardinalpunkter for den humanistiske modoffensiv, som vi har slået til lyd for siden september 1996, og er om ikke andet fortrøstningsfulde i forhold til, at vi i store træk er kommet rundt om udbygningen af det perspektiv, som vi ville etablere. Endvidere har vi appliceret dette humanistiske perspektiv på en lang række grundige, kritiske analyser af myndigheder og magt i forbindelse med konkrete samfundsforhold i dagens Danmark, bl.a.: »Daginstitutionens dressur«, Faklen nr. 2; »Lovens legalisering af voldtægt«, Faklen nr. 4; »Rockerlov, rockerforbud eller retssikkerhed«, Faklen nr. 5; »Grundlovssagen«, Faklen nr. 6; »Ri-Bus-konflikten«, Faklen nr. 6; »Fattigdommen i Danmark«, Faklen nr. 7; »Hvad må politiet (ikke)?«, Faklen nr. 10; »Vilkårlige tvangsfjernelser«, Faklen nr. 13; »Pas på politiet«, Faklen nr. 18; lederen i Faklen nr. 18; »Hvad må de sociale myndigheder (ikke)?«, Faklen nr. 20.

Vi har i omfattende interviews givet plads til synspunkter fra nogle af de mennesker og bevægelser, som aldrig eller kun sjældent kommer til orde på fair præmisser i den etablerede presse, f.eks. da vi interviewede tidligere embedsmand i statsadministrationen, Jussi Merklin (Faklen nr. 3), kvindegruppen Vagina Dentata (Faklen nr. 4), fremtrædende medlemmer fra Hells Angels og Bandidos for at høre deres version af den såkaldte rockerkrig (Faklen nr. 7), Bashy Quraishy (Faklen nr. 7), faglige aktivister i opposition til LO, Hans Erik Madsen, Poul Erik Pedersen og Svend Åge Pedersen (Faklen nr. 9), KRIMs daværende formand, Peter Lembcke (Faklen nr. 10), som har siddet isolationsfængslet i et år, og redaktør af Socialisten Weekend, Sven Gårn Hansen (Faklen nr. 15).

Som allerede nævnt, har Faklen ofte blandet sig i debatten på utraditionel vis, både i selve bladet og i særskilte aktioner for at få emner og perspektiver frem, som ellers overses eller negligeres i samfundsdebatten.

I oktober 1997 markerede vi 480-års jubilæet for Luthers berømte 95 teser, som han slog op på døren til slotskirken i Wittenberg, ved at slå 95 nytestamentlige citater op på døren til domkirkerne i København, Århus og Odense. Citaterne anskueliggjorde den afgørende del af kristendommens rødder, som den pæne folkekirke fortier, nemlig de verdensforsagende, kvindeforagtende og intolerante sider af det Nye Testamente (læs »Kirkens skjulte dagsorden - 95 citater fra det Nye Testamente«, Faklen nr. 6). Samme år, juleaftensdag, indtog vi prædikestolen under DR1s direkte TV-transmission af juleprædikenen og holdt i stedet for åben skærm en tale om det tiltagende hykleri i det danske samfund (læs »Nødråb for åben skærm«, Faklen nr. 7) - i begge tilfælde reagerede kirkens folk forventeligt med skarp fordømmelse.

Disse og andre udfordringer af "the establishment" er som regel blevet mødt med en forargelse, som turde være mere end afslørende for den grad af fordomsfuldhed og politisk foragt for humanismen, der lurer under (eller over) overfladen i det danske samfund. Eksempelvis blev Simon Falkentorp slet og ret fyret fra sit job som pædagogmedhjælper af souschef Nis Schultz, fordi han afslørede totalitære metoder på en daginstitution i artiklen »Daginstitutionens dressur« (Faklen nr. 2) - afsløringer, som blev bakket op af tre tidligere medarbejdere, og som souschefen ikke kunne afvise (læs »En god og almindelig daginstitution«, Faklen nr. 3).

Under præsident Clintons besøg i Danmark i sommeren 1997 blev Faklen særskilt forment adgang til området, hvor han skulle tale, og da vi alligevel nåede frem og insisterede på ytringsfrihed med en række skilte, der fordømte dansk isolationsfængsling og diskrimination, blev skiltene brutalt revet ned af politiet, og flere undgik med nød og næppe at blive revet ind over afspærringerne af rasende betjente - ene og alene pga. kritiske slogans (læs Faklen nr. 5, s. 25ff).

I 2000 politianmeldte Dansk Folkeparti undertegnede og krævede direkte Faklen forbudt, da vi havde dokumenteret den yderste højrefløjs planer om etnisk udrensning og væbnet modstandskamp imod indvandringen. Blikfanget var en pistol på forsiden af Faklen nr. 14 og en forklaring på, hvordan enhver kan melde sig ind i en skytteforening og få en våbentilladelse, idet vi stillede spørgsmålet, hvorvidt etniske minoriteter om et tiår skulle se passivt til, hvis denne udvikling fortsatte med det forrige tiårs hastighed.

Ramaskriget til trods afviste både Kulturministeriet og politiet blankt Dansk Folkepartis politianmeldelse og hysteriet om, at vi skulle have opfordret indvandrere til at bevæbne sig (læs »Sådan anskaffer du dig en pistol legalt«, Faklen nr. 14).

Det er langtfra den eneste gang, vi er blevet mødt med arrig modstand. Bortset fra det første halve års tilbagevendende chikane på Aarhus Universitet, hvor teologer fjernede vores plakater og destruerede gratis blade, såvel som de almindelige trusler og chikane-breve fra nationalister, er redaktionsmedlemmer blevet korporligt overfaldet af højreekstremister fra White Pride efter et 1. maj-arrangement i Århus i 1998. Vi er blevet truet med flere sagsanlæg, bl.a. af Johannes Aagaard og Mogens Camre - sidstnævnte, da vi dokumenterede, at hans polemik imod muslimer er parallel med Joseph Goebbels’ propaganda mod jøderne (læs »Paralleller mellem nazister og nationalister«, Faklen nr. 15). Sagsanlægget kom naturligvis aldrig, da Camre ikke turde få rettens ord for, at vores dokumentation er så uangribelig, at selv formanden for Dansk Forum i en pressemeddelelse den 11.11.00 konstaterede: »Som tidsskriftet Faklen grundigt har dokumenteret, er der f.eks. objektivt set utallige ligheder mellem hvad Hitler og Goebbles udtalte i 30erne om Tysklands jøder, og hvad især Mogens Camre og Pia Kjærsgaard nu om dage udtaler om de fremmede i Danmark …«

Mogens Camres polemik er et helt og fuldt eksempel på den tendens, som Poul Henningsen tilbage i 1935 karakteriserede ved nazismen, om blot man her erstatter »nazismen« (fra 1930erne og frem) med »nationalismen« (fra 1990erne og frem): »Det er et særligt kendetegn for nazismen, at den gør fråden om munden til hovedsagen.«

I den forstand er der foruroligende nok ikke meget, som har ændret sig. Heller ikke siden forargelsen over de kulturradikale tidsskrifter i 1930erne, som vi antydede indledningsvist. Tidsskrifter som Clarté, Kritisk Revy, Monde, Kulturkampen, Aandehullet og Sex og Samfund bekæmpede højredrejningen i åndslivet og nazismens fremmarch i øvrigt. Foreningen Frisindet Kulturkamp, som udgav Kulturkampen, blev mødt med et hysteri, som næsten ord til andet svarer til borgerliges tilbagevendende udfald mod Faklen - f.eks. skrev en avis dengang: »Frisindet Kulturkamp bæres frem af fanatiske teoretikere, og den lægger an på at ødelægge og tilintetgøre vort folks nedarvede kristelige, nationale og kulturelle værdier …« (citeret efter Den kulturradikale udfordring, s. 151; Tiderne Skifter, 2001).

Den kulturradikale kamp mod fascismen i 1930erne minder ikke så lidt om Faklens humanistiske kamp mod de fascistiske tendenser siden 1990erne. Klaus Rifbjerg udtrykker i ovenfor nævnte bog paralleliteten imellem de to perioder temmelig bramfrit: »Ganske vist har vi ikke censur indført af hensyn til et nazistisk Tyskland. Men at vi er både kongetro, nationale (hypernationale!), gudelige og snobbede, kan der vist ikke være tvivl om. Og reaktionære.«

I en kronik af undertegnede i Politiken den 6.3.01 med titlen »Kulturradikalisme i det 21. århundrede?« kobles Faklens humanistiske modoffensiv med behovet for en ny, aktiv kulturradikalisme, der bl.a. tager afsæt i den multikulturelle samfundsudvikling: »Normaliseringen af en ny, kulturel bredde, er svækkelsen af en gammel kulturel ensretning. At vi i vort samfunds midte bliver mindet om, at alt kunne være anderledes. At andre lever og er lykkelige med det såkaldt fremmede og i det såkaldt fremmede. At dette, der synes så anderledes, giver mening og indhold i andres tilværelse. At det fremmede hos vores næste minder os om det fremmede i os selv. At det nødvendige alternativ til ensretning er accepten af og respekten for det fremmede, for forskelligheden - ja, ikke bare accepten og respekten, men tilskyndelsen til forskelligheden som det, der gør mennesket til individuelt menneske. Født, som vi er, forskellige, vores kærlighed, som vi føler forskelligt, og vort liv, som vi oplever forskelligt. De etniske minoriteter i det danske samfund i dag er ikke en byrde, ikke en trussel, men nok en historisk omvæltning af dimensioner. Det har vi da i det mindste lov at håbe. En udfordring og en gave til en ny generation kulturradikale, et skår i al selvtilstrækkelighed og ensretning - en omvæltning, der måske kan medvirke til at vække og skabe en mangesidig, ny dansk kultur på menneskets og dermed på forskellighedens præmisser.«

I modsætning til kulturradikale i 1930erne er nutidens kulturradikale til gengæld fri for den tidligere så nagende achilleshæl, kommunismen.

Få vil vel i dag benægte, at også kommunismen har et synderegister så langt, at humanismen også må stå i klar opposition til dennes historie. At udsigten var en anden i 1930erne end i dag, er selvindlysende, hvorfor enhver rygmarvs-bedreviden og forargelse over de mange kulturradikale, som blev tiltrukket af kommunismen, er ualmindelig letkøbt - også til trods for, at Georg Brandes allerede i 1921 så, hvor den russiske revolution havde bevæget sig hen. Efter genindførelsen af det hemmelige politi og henrettelsen af 22 socialrevolutionære konstaterede han frihedens fravær i det system, som mange kulturradikale fortsat satte deres lid til med et håb, der gjorde blind - eller i det mindste enøjet.

I Faklen har vi lagt afstand til ideologierne og konstaterer lige ud om socialisme såvel som liberalisme: »Det bliver ikke fra den kant, vi kommer til at opleve en ny kulturel solopgang i det tredje årtusind.« (»Humanisme anno 2000?«, Faklen nr. 13). I lederen i Faklen nr. 20 hedder det endvidere: »På midlerne skal vi bedømme målet, ikke omvendt. Derfor må vi også komme udover både socialismen og liberalismen. De har haft deres tid. Lad os lære af fortidens fejl. Vi har givet dem flere generationers chance, og fremtidens forandringer må udspille sig under nye rammer.«

En moderne humanisme skal heller ikke begå visse fortidige »progressives« fejltagelser, og se gennem fingrene med det, når vore fjender får krænket den tolerance, vi kræver for vore venner. Ligesom P.H. må også vi forsvare vore modstanderes rettigheder - og ligesom P.H. må vi indkassere visse samtidige »progressives« udelte foragt, når vi f.eks. tildeler selv nazisten samme fundamentale rettigheder som socialisten, liberalisten og humanisten (læs »Kampen mod fascismen«, Faklen nr. 4).

Således har Faklen forsvaret forsamlings-, ytrings- og demonstrationsfriheden for enhver - og derfor tog vi f.eks. også skarpt afstand fra overfaldet på Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, på Nørrebro den 24. marts 1998, hvor 100 unge var mod én kvinde: »… er det ikke netop højrefløjens taktik at være de fleste, de stærkeste, de magtfuldeste mod de færreste og de svageste? Er det ikke dét, vi bekæmper? Så lad os da fremover aldrig nogen sinde igen benytte højrefløjens midler i vor kamp mod højrefløjen, at vi ikke uforvarende skal fremme højrefløjens egen tankegang - lad os aldrig igen falde for fristelsen til i flok at overfalde et menneske (…) Lad os håbe, at ingen nogen sinde igen risikerer at forære dem deres egen lille ’Rigsdagsbrand’ …« (»Selvmål«, Faklen nr. 8).

Faklen og Minoritetspartiet

Faklen har siden begyndelsen forsvaret den multikulturelle samfundsudvikling imod nationalismen og den åndelige ensretning og etniske diskrimination, som de nye befolkningsgrupper mødes med, ikke blot fra traditionelt, borgerligt hold, men i særdeleshed også fra Socialdemokratiet med først Birte Weiss og Thorkild Simonsen og senest Karen Jespersen i spidsen (læs lederen i Faklen nr. 6).

I den faste nyhedsanalyse, »Samfundsudsigten« har Faklen bl.a. dokumenteret det stigende antal overgreb på flygtninges og indvandreres retssikkerhed, den propagandistiske retorik samt den etniske og religiøse diskrimination, som breder sig inden og uden for lovgivningen, mens andre artikler og interviews har taget særskilte problemstillinger op (læs »Friheden til at bære slør«, Faklen nr. 2; »EU og etnisk undertrykkelse«, Faklen nr. 4; interview med Bashy Quraishy, Faklen nr. 7; interview med Leonard Martin og Rage H.M. Rage, Faklen nr. 8; interview med Mona Sheikh, Faklen nr. 17; »Medievoldtægt«, Faklen nr. 20; samt de fem artikler i serien »Det nye højre« om Søren Krarup, Den Danske Forening, Dansk Folkeparti, Dansk Forum og Socialdemokratiet i hhv. Faklen nr. 9, 11, 13, 15 og 17).

I Faklen nr. 9 anbefalede vi at bygge en stormoské i Århus, blot som den første af flere for at normalisere islams tilstedeværelse i Danmark (læs »Stormoské i Århus«, Faklen nr. 9; »Stormoské på vej«, Faklen nr. 10). Som blikfang var der på forsiden et computermanipuleret billede, hvor en moské var placeret lige ved siden af det karakteristiske rådhustårn i Århus. Baggrunden var, at selv om der er over 100.000 muslimer i Danmark, er islam ikke desto mindre henvist til skyggerne i nødtørftigt indrettede moskeer i baggårde og kælderlokaler, hvorfor rigtige moskeer i de danske bybilleder ville kunne rette lidt op på misforholdet og byde landets største religiøse mindretal velkommen i deres nye, danske hjem.

Under lanceringen af ideen hed det bl.a.: »Pr. 1.1.97 skønner man, at der befandt sig ca. 105.000 muslimer i Danmark (kilde: Statistisk årbog 1997). De kan gøre brug af omkring 40 små og ofte skjulte moskeer, hvoraf kun én overhovedet er bygget til formålet. Til sammenligning har Mosaisk Trossamfunds på kun 2.601 medlemmer en centralt beliggende synagoge i København, romersk-katolsk trossamfund har 32.756 medlemmer og 88 kirker og sale fordelt over hele landet, Jehovahs Vidner har 16.111 medlemmer og 174 kirker og sale, de Danske Pinsemenigheder har 5.012 medlemmer og 58 kirker og sale, og Syvende Dags Adventistsamfundet har 2.838 medlemmer og 49 kirker og sale. Tilsammen har alle trossamfund med vielsesbemyndigelse uden for folkekirken i Danmark 94.164 medlemmer og 658 kirker og sale, mange af dem beliggende på lige så centrale og fremtrædende steder som folkekirkens (Kilde: Statistisk årbog 1997). De over 100.000 muslimer i Danmark må derimod nøjes med 40 ’moskeer’ samt en massiv politisk modvilje, hver gang de forsøger at etablere sig.«

Pia Kjærsgaard tog kraftigt afstand fra ideen og skrev en kronik i B.T. den 24.11.98, hvor hun siger »nej og atter nej til stormoské«. Hun hævder sågar, at islam er i strid med den danske grundlov, fordi Grundloven indskrænker religionsfriheden, således at »intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«. Ufrivilligt komisk bliver det, når Kjærsgaard hævder, at »den offentlige orden« i »dansk, kristen tankegang« er identisk med »tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt«. Kjærsgaard fortsætter, at »i denne væremåde passer islamisk levevis ikke ind«, en islamisk levevis, som hun bl.a. betegner med »pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn«. Hvilket dannelsesniveau Kjærsgaard her demonstrerer - og hvilket imponerende udtryk for de dyder, hun hævder karakteriserer den danske, kristne tankegang: Tolerance, forståelse og respekt …

I en kronik i B.T. to dage senere går Arne Melchior fra CD i rette med Pia Kjærsgaards udfald og hendes stempling af islam i øvrigt. At islam skulle være uforenelig med dansk, kristen tankegang, afviser han med ordene: »Dér har vi intolerancen i lys lue. Grundlovsparagraffen siger ikke et eneste ord om, at trosfriheden afhænger af sammenfald med dansk, kristen tankegang.«

Mange kaldte en eventuel moské i Århus for en »provokation«, men det afviste overrabbiner Bent Lexner: »Provokation? Så er vores synagoge i Krystalgade i København måske også provokerende? Eller hvad med den jødiske begravelsesplads, der ligger i haven lige foran Musikhuset i Århus - er den provokerende?« (Berlingske Tidende, 19.11.98). Overrabbineren mener, at moskeen er »en fremragende idé«.

Efter to års stigende modstand og manglende velvilje fra de kommunale myndigheder til at finde en egnet beliggenhed, måtte den nedsatte initiativgruppe opgive at skaffe de 100 millioner kroner, som var nødvendige for at opføre moskeen. Til gengæld er planerne om en stormoské i Njalsgade på Amager genoptaget og har forventeligt ført til, at Dansk Folkeparti har dannet »Amager-komiteen mod stormoskeen« med partiets egen pressechef, Søren Espersen, som talsmand.

Der er næppe grund til at forvente, at propagandaen ikke vil betjene sig af samme retorik, som kendetegner den nationalprotestantiske højrefløj, der ikke lader den antisemitiske propaganda fra 1920erne og 1930erne meget efter, bortset fra at det er muslimer i stedet for jøder, der er genstand for hysteriet.

Samtlige Danmarks indvandrer-paraplyorganisationer fik allerede i 1999 nok af denne retorik, og offentliggjorde i samarbejde med Faklen en fælleserklæring, der tog skarpt afstand fra udviklingen (læs »Nødråb: Vi er også danskere«, Faklen nr. 15). Her hedder det bl.a.: »Indholdet såvel som tonen i den yderste højrefløjs polemik imod indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed udviser i stigende grad skræmmende historiske paralleller til tidligere propaganda imod jøderne, hvilket vi opfordrer alle til at vende sig skarpt imod.«

Erklæringen, der bl.a. er underskrevet af Antidiskriminationsforbundet i Danmark (IDFAD), de Etniske Mindretals Sammenslutning (INDsam), Etniske Minoriteters Landsorganisation (ELO), Paraplyorganisation for Etniske Minoriteter (POEM) og Sammenslutningen af Indvandrerforeninger i Danmark (DMGT), afsluttes med ordene: »Vi er en del af Danmark, og Danmark er en del af os.«

Faklens engagement i problemstillinger for de etniske mindretal gjorde det naturligt, at flere redaktionsmedlemmer i foråret 2000 gik med i bestræbelserne på at stifte det nye parti, Minoritetspartiet.

Som nævnt indledningsvist har det siden 1996 været ideen for mange i Faklen, at tidsskriftet skulle munde ud i en humanistisk bevægelse - at Minoritetspartiet kunne blive denne bevægelse, er et håb, som flere af os deler. Partiet blev præsenteret på et pressemøde Grundlovsdag, den 5. juni 2000 (læs »Minoritetspartiet«, Faklen nr. 16).

Et parti, der uundgåeligt må være en gøgeunge i det partipolitiske liv, om humanismen skal kunne bære det, fordi det må gå i modsat retning af selve den »masse«, der karakteriserer den partipolitiske scene og således står i kontrast til det enkelte menneske i sin individuelle forskellighed: »Hvis medmennesket som det enkelte menneske i sin egen ret skal indtage tilværelsens centrum, sker det ikke uden at kæmpe sig igennem den politiske masse, der har overtaget og i stigende grad breder sig grænseløst ud over samme centrum i dag. Og hvor skulle opgøret dog også nogen sinde kunne tage sin begyndelse, hvis ikke i politik, lige dér, i massens egen, mørke hjertekule? Skal mennesket atter have en chance for at blive omdrejningspunktet, må udviklingen vendes, og humanismens trojanske hest trilles ind i dét forum, selve den politiske arena. Blot er den trojanske hest netop kun trojansk, hvor den i modsætning til de øvrige politiske dyr ikke er hul, men derimod fyldt op med mennesker. Mennesker, hvis hensigt det må være at afvikle udviklingen, splitte den forskelsløse masse med en masse af forskellighed og afspore det politiske overdrev gennem afpolitiserende politik.« (Lederen i Faklen nr. 19).

Minoritetspartiet er ikke et parti med »repræsentanter« for organisationer, men baggrunden i Faklen har naturligvis sat sit præg på partiet, ligesom andres baggrund, f.eks. i indvandrerorganisationerne har været med til at tegne profilen i kampen for humanistiske forandringer.

Forandringer, der sætter mennesket og den menneskelige forskellighed i centrum, og som derfor gør Minoritetspartiet til et naturligt sted at kæmpe for den humanisme, også Faklen har slået til lyd for: »Når mennesket genopdager medmennesket i fortidens fremmede kulturer, genkender det også lettere medmennesket i samtidens fremmede ansigter. Det er den humanisme, der sætter mennesket i centrum, og fra hvilket centrum derfor både Gud og Kapital uundgåeligt må vige. Mennesket bliver ikke bare formelt, men reelt det, hvorom alting drejer, og hvoraf alting afhænger. Men eftersom mennesket ikke er ét menneske, men ethvert menneske, og eftersom ikke to mennesker er ens, kan mennesket ikke være i centrum, medmindre centrum udgøres af menneskets individuelle forskellighed. Hvor menneskets individuelle forskellighed dermed bliver humanismens udgangspunkt, bliver medmenneskelig tolerance således uundgåeligt dens følge. På det grundlag må en genuin humanisme på ny spire. Ikke som et monument over nye absolutter, men som et gravmæle over gamle. Ikke som en leveregel, men som en længsel, og ikke som trosartikler, men som tilbøjeligheder. Ikke som et program, men som en prolog.« (Leder: »Humanisme anno 2000?«, Faklen nr. 13).

Og så blev det altså alligevel også til et parti og dermed et »program«, men ånden er den samme. I Minoritetspartiets grundlag hedder det bl.a.: »Minoritetspartiet vil forene trængte mennesker og minoriteter i gensidig forståelse, frihed til forskellighed og et fælles kulturopgør - fra indvandrere og flygtninge over ældre og syge til tvangsaktiverede, fattige og andre umyndiggjorte.«

Ideen med at forene udhængte minoritetsgrupper har været grundlæggende for Faklen, og det første spæde forsøg på i det mindste at vise, at det ikke var helt og aldeles utænkeligt, blev realiseret, da vi arrangerede minoritetsdemonstration i København den 11. juni 1998 under parolen: »Lighed for loven - frihed til forskellighed«. Baggrunden var, at den grundlæggende retssikkerhed, som følger af det gamle princip om lighed for loven, ikke længere er til stede i Danmark, når det gælder en række udsatte minoritetsgrupper. Grupper, som på den ene eller anden måde ikke lever op til »Normal-Danmarks« normer og værdier, mødes med en særlig mistænksomhed fra politiets og politikernes side, der går langt ud over den almindelige opmærksomhed og kriminalitetsopklaring, som alle samfundsgrupper må leve under.

En lang række minoriteter stod her for første gang skulder ved skulder for at manifestere det fælles krav om lighed for loven og frihed til forskellighed. Bandidos og Hells Angels gik sammen i demonstrationen, der endvidere støttedes af narkomanernes organisation, Brugerforeningen, somaliernes paraplyorganisation, Den Somaliske Forenings Fællesråd, de hjemløses forening, Hus Forbi, Galebevægelsens Sindssygelovsgruppe, Nyt Forum fra Christiania, Asylgruppen (for flygtninge under jorden), Landsforeningen af Dansk-Udenlandske Ægtepar, Etnisk Debat Forum og Ungdomshuset (læs »Frihed til forskellighed«, Faklen nr. 9).

Mottoet »Frihed til forskellighed« blev siden adopteret af Minoritetspartiet, og det humanistiske symbol, den røde sol fra forsiden af Faklen nr. 13 blev til partiets logo.

Pressens og politikernes reaktion er naturligvis en afvisning af initiativet til et nyt parti. I lederen i JP-Århus den 8.6.00 hedder det om undertegnede og partiets næstformand, Souhail Ibrahim: »Umiddelbart har Souhail Ibrahim fundet en praktisk vej ind i det politiske liv, idet danskerne bag Faklen sidder på et brugeligt apparat; omvendt har fakkelbæreren Rune Engelbreth Larsen fundet sig en sag, der kan give ham en bredere platform for Faklens mål: At provokere og udfordre de realpolitikere, som må (for)handle sig frem til resultaterne. Minoritetspartiets målsætning kan for nogle lyde besnærende: Frihed til forskellighed, meningsfyldt arbejde til alle, borgerløn i stedet for fattigdom, nedsættelse af arbejdstiden, afskaffelse af omsorgssvigt og af umyndiggørelse af ældre og svage, bolig til alle, bedre hospitalsvæsen, ingen ventelister, flere ansatte i børneinstitutionerne, afskaffelse af politisk registrering. Og meget mere. Minoritetspartiet vil afskaffe folkekirkens privilegier, skære ned på forsvaret, gå imod EU-kratiseringen, tage mere hensyn til miljøet og afskaffe isolationsfængsel. Der er meget, mange kan falde for.«

Måske der for en gangs skyld er lidt grund til at håbe, at Jyllands-Posten får ret …

All good things …

Faklen nr. 21 er det (i det mindste foreløbigt) sidste nummer i rækken. Lykkedes det, vi ville?

Vi fik af og til vendt op og ned på debatten med nogle humanistiske slag (vore modstandere vil i bedste fald sige »provokationer«) til stilstanden, men vigtigst fik vi dokumenteret den aktuelle og foruroligende semitotalitære samfundsafvikling, så kun den mest forstokkede nationalist eller fladpandede socialdemokrat fortsat kan benægte den. Vi fik vist, at David stadig væk kan slå Goliat, da Faklen dokumenterede Bibelselskabets forfalskninger i den autoriserede oversættelse af det Gamle Testamente fra 1992 så ubestrideligt, at en videnskabelig oversættelse efterfølgende blev nedsat under det Kongelige Bibliotek og netop har udgivet prøveoversættelser og fundamentet for dette arbejde. Vi fik slået et slag for nødvendigheden af en modoffensiv på humanistisk grund og i et relativistisk perspektiv.

Derudover? Nej, vi må se i øjnene, at vi led et eftertrykkeligt nederlag og var en eklatant og udelt fiasko på det mest afgørende punkt: Faklen fik ikke skovlen under nationalprotestantismen, slået benene væk under den åndelige ensretning og vendt det kulturelle dødvande - det var for stor en mundfuld på fem år, selv om vi måske var både unge og indbildske nok til at håbe det for fem år og en evighed siden.

Er vi så blevet klogere? Næppe.

Redaktionen er efterhånden gået ad flere forskellige, individuelle veje: Jens-André P. Herbener står i spidsen for det videnskabelige bibeloversættelsesprojekt, Simon Falkentorp er debuterende filmmager, Morten Halskov Jensen er blevet billedkunstner, Leyla Tamer debuterende forfatter med en aktuel novellesamling, og de fleste af os andre er som nævnt gået aktivt ind i Minoritetspartiet.

Den humanistiske modoffensiv standser ikke her, men lever videre på forskellig vis, bl.a. i ovenstående bredde - og naturligvis på Faklens domæne (www.faklen.dk ) med ca. 20.000 besøgende om måneden. Her findes samtlige artikler fra Faklen online samt flere hundrede andre dokumenter i samme ånd, og hjemmesiden opdateres jævnligt.

Faklen slutter således heller ikke her. Lad os da tillade os at afrunde de foregående fem års kapitel og gøre også Georg Brandes’ højtidelige ord til vore, mens vi går ind i det næste kapitel: »Faklens Lys er som Tankens Lys. Det slukkes ikke af Regn, pustes ikke ud af Mundsvejr, end ikke af en Storm af Mundsvejr. Tankens Lys er uudslukkeligt. Og Frihed og Retfærdighed er to Fakler, der tændes ved hinanden! Lad dem lyse, lad dem varme, lad dem sætte Ild paa Fordomme og Løgne! Lad dem opbrænde alle Tankelig fra henfarne Tider! Og gid den, som er træt af at bære Faklen, vil række den til En af den næste Slægt!«

Rune Engelbreth Larsen