Siden 1999 er internationale topmøder verden over blevet mødt med en voksende protestbølge af titusindvis af antiglobaliseringsaktivister, og ofte har det udviklet sig til borgerkrigslignende scenarier. Faklen kigger på nogle af de hidtil værste sammenstød mellem politi og aktivister under G8-topmødet i Genova, og på diskussionerne om ansvaret for volden, der allerede nu har fået dansk politi til at opruste til EU-topmødet i København til efteråret 2002.

Under WTOs topmøde i Seattle den 30. november 1999 samledes ca. 50.000 aktivister i dramatiske protestdemonstrationer mod den nyliberalistiske globalisering. Aktionerne forhindrede, at topmødet kunne afvikles efter planen, og myndighederne indførte militær undtagelsestilstand under voldsomme konfrontationer i det, som antiglobaliseringsbevægelser siden har døbt The Battle of Seattle – de største demonstrationer i USAs historie siden 1968.

Det uventede drama skulle vise sig at blive startskuddet til en massiv international protestbølge, der næsten uden undtagelse er skyllet ind over storbyer, som siden har været værter for internationale topmøder for f.eks. Verdensbanken, den Internationale Valutafond (IMF), WTO, EU og G8.

Bl.a. er Prag, Quebec, Göteborg og senest Genova blevet skueplads for flere og flere oprørske demonstranter fra mange hundrede større og mindre organisationer, der bekæmper den diskrimination og ulighed, som følger af de multinationale selskabers stigende magt og økonomiske udbytning af den tredje verden. En ulighed, der ifølge FN har nået uanede højder det seneste halve århundrede: »Since 1960 global inequality has increased beyond anything ever experienced.« (UNDP: Human Development Report, 1997).

Sammenstødene ordensmagten og aktivisterne imellem har de senere år nået et stadig mere brutalt omfang med hundredvis af sårede og anholdte; i Göteborg blev i juni tre demonstranter skudt af politiet, mens konfrontationerne i Genova i juli krævede det første dødsoffer under de hidtil mest blodige begivenheder ved et internationalt topmøde.

Denne bølge er naturligvis ikke opstået ud af det blå, selv om dens offensive karakter først for alvor manifesterede sig i slutningen af 1990erne – og her behøver man ikke blot tænke på de mest aggressive aktivister, men for så vidt også på den tiltagende konfrontationskurs, som ligeledes fredelige demonstranter i hundredtusindvis uundgåeligt repræsenterer, og som går igen i navnet på den mest berømte antiglobaliseringsbevægelse, Attac, der blev stiftet i Frankrig i juni 1998 (læs »Globaliseringens ulidelige skævhed« af Niels I. Meyer, Faklen nr. 19).

Kløften mellem den rige og den fattige verden er løbende blevet udvidet i det 20. århundrede: »Mens 1,2 milliarder mennesker på kloden går sultne i seng og må klare sig for mindre end en dollar om dagen, så spenderer vestlige dyre-ejere hvert år over 120 milliarder kroner på dyrefoder. Sidste år brugte den globale bilindustri 380 milliarder kroner på markedsføring og på at give bilkøbere billige lån til under markedsrenten. Verdens tre rigeste mænd har til sammen en formue, der er lige så stor som bruttonationalproduktet i verdens 43 fattigste lande med 600 millioner indbyggere. En rapport om verdens ekstremt rige personer fra konsulentfirmaet Merrill Lynch har fastslået, at der er 55.000 ekstremt rige personer i verden, som hver har en formue på over 230 millioner kroner. Rigdommene er geografisk koncentreret i det rige Vesten, og den sjettedel af verdens befolkning, der bor i USA, EU og Japan, får 80 procent af verdens indkomster.« (Information, 13.2.01).

Kritikerne af globaliseringen beskyldes ofte for ikke at være enige om ret meget andet end netop en meget diffus kritik af det lige så diffuse begreb »globalisering«, der unægtelig dækker over mange forskellige ting. F.eks. er der næppe mange blandt de hundredtusinder af protesterende ved topmøderne, som har noget at indvende imod den globaliserede kommunikationsform, som internettet er udtryk for, eller den stærkt forøgede rejseaktivitet blandt unge (i Vesten) de seneste årtier. Det er den globaliserede og centraliserede kapitalmagt, som sætter profit højere end mennesker, der er skydeskive for protestbevægelsen, og dermed inkarnerer den alt fra intellektuel kritik af specifik investeringspolitik og prognoser over miljøskadevirkninger til basal frustration over gabet mellem politiske bordtalers løfter om forbedringer for den tredje verden og den konkrete verdensordens forværringer.

Det er klart, at der også er andre årsager til fattigdom og undertrykkelse i den tredje verden end den udbytning, som direkte og indirekte foregår fra multinationale selskabers side, det være sig f.eks. geografiske og klimatiske forhold, som vanskeliggør et udbytterigt agerbrug, eller rent nationale forhold som diktatur og korruption, der opretholder en lille, rig magtelite på bekostning af det store, fattige flertal af befolkningen. Men det frikender selvsagt ikke den rovdrift, som vestlige kolonimagter sine steder har drevet i århundreder, så lidt som de altoverskyggende skævheder, globaliseringen afstedkommer, og som den tredje verden sjældent har skyggen af mulighed for at stå imod eller få indflydelse på (læs: »Globalisering og den sociale apartheid«, Faklen nr. 8).

På topmøde efter topmøde har vestlige politikere talt medfølende om tragisk hungersnød og ulykkelig fattigdom i u-landene, men samtidig sat liberaliseringen af den internationale handel øverst på den globale dagsorden til ubetinget fordel for vestlige finansambitioner, f.eks. som det kom til udtryk under de lukkede forhandlinger i OECD om Multilateral Agreement on Investments (MAI) i 1998. MAI blev imidlertid lækket på internettet af aktivister og afstedkom et tilstrækkeligt antal protester til foreløbig at måtte skrinlægges.

Aftalen skulle have sikret yderligere rettigheder til de transnationale selskaber, mens ikke-OECD-lande blot kunne tilslutte sig uden nogen indflydelse på aftalens indhold, der bl.a. indebar, at vestlige investorer i den tredje verden kunne afkræve erstatning af de pågældende lande, hvis f.eks. deres investeringer gav tab som følge af strejker eller lovbestemmelser. Mellemfolkeligt Samvirke var blandt de mange organisationer, som advarede mod planerne: »Mellemfolkeligt Samvirke er meget bekymret over aftalens nuværende indhold. Aftalens fokus er næsten entydigt på de transnationale virksomheders rettigheder. Den stigende globalisering af kapitalmarkederne kalder på helt andre internationale tiltag: Nemlig internationale aftaler, der sikrer social udvikling, miljø og arbejdstageres rettigheder. MAI går i den stik modsatte retning. Der er brug for, at transnationale virksomheder får flere pligter – ikke at de kun får flere rettigheder, som aftalen lægger op til.« (Pressemeddelelse, 6.2.98).

Også på baggrund af planer som disse er frustrationen ikke mindst op gennem 1990erne tiltaget, bl.a. over den kolossale gældsbyrde i den tredje verden, såvel som dyrkelsen af den grænseløse vækst og belastningerne af miljøet i kølvandet herpå. Det er naturligvis en generel udvikling, hvis rødder historisk set går langt tilbage, men i slutningen af det 20. århundrede har den antaget stedse mere groteske dimensioner.

I Seattle brød modstanden ud i 1999 i et oprør, der er vokset lige siden. Dets foreløbige kulmination i de borgerkrigslignende tilstande i Genova, hvor op mod 300.000 demonstranter mødte frem, har givet anledning til yderligere intern debat i bevægelserne om globaliseringsmodstandens såvel som ordensmagtens metoder.

I det følgende skal vi se på nogle af begivenhederne i Genova og reaktionerne herpå, imens verden afventer forløbet af næste internationale topmøde – og imens Danmark forbereder sig på EU-topmødet i København til efteråret 2002.

De gode, de onde og de grusomme

Lektor i Forvaltning, Jean Fischer kritiserer antiglobaliseringsdemonstranterne for at have misforstået alt: »Demonstranterne synes ikke at forstå, at det ikke er korrupte politikere og selvrådige koncerner, der er modparten. Politikerne og koncernerne har kun magt, fordi de står for folkenes, forbrugernes og vælgernes interesser. Den svære opgave er at overbevise folkene om, at bæredygtighed er nødvendig, og at forholdene for den tredje verden må ændres drastisk.« (Information, 7.8.).

Heri ligger naturligvis en klippefast tiltro til, at det nuværende demokrati uden mellemregninger eller forbehold af nogen som helst art er en absolut garanti for, at hver eneste beslutning, der træffes af internationale politikere, såvel som dispositionerne i de multinationale selskaber, til enhver tid er 100 procent i overensstemmelse med den holdning, som udtrykkes af vælgerne og forbrugerne, og som de tilkendegiver på henholdsvis stemmesedlen og indkøbssedlen. Derfra, og derfra alene, stammer tilsyneladende koncernernes og politikernes magt, hvorfor vi blot skal overtales til at stemme og købe anderledes.

Hvorvidt denne forestilling er yderst skarpsindig eller grænseløst naiv, skal vi lade ligge til senere og foreløbig nøjes med at konstatere, at næppe nogen blandt de mange hundredtusinder, som har deltaget i demonstrationerne imod den nyliberalistiske globalisering siden 1999, ikke har overvejet springet fra det lejlighedsvise kryds på stemmesedlen og muligheden for at undgå at købe produkter fra de største multinationale selskaber til den aktive protest imod den konkrete forvaltning af magt og kapital, som plutokrater og stats- og regeringsledere varetager.

Antiglobaliseringsbevægelserne er ganske enige om at bekæmpe den regerende verdensorden, men baggrundene og metoderne spænder vidt. Jean Fischer skelner sammesteds mellem »de fredelige, de halvvoldelige og de voldelige« aktivister, men, som vi skal vende tilbage til, er virkeligheden alt for sammensat til at retfærdiggøre denne lette opdeling af demonstranter i de gode, de onde og de grusomme og således lade en vurdering af bevægelserne og forløbet af protestaktionerne være gjort med det.

Ikke desto mindre er det en opfattelse, der går igen ikke bare blandt mange politikere og lederskribenter, men også internt i nogle af de danske antiglobaliseringsbevægelser og venstrefløjspartier, der er af den opfattelse, at kunne man blot udsondre de »voldelige elementer«, som »ødelægger det for de andre«, ville magthaverne og opinionen lytte til de saglige argumenter imod følgerne af den finansstyrede globalisering i stedet for at blive skræmt bort af f.eks. hætteklædte stenkastere.

Formand for ulandsorganisationen Ibis, Vagn Bertelsen mener på baggrund af begivenhederne i Genova, at man bør finde en metode, »der giver så lidt plads som muligt til voldelige elementer« (Information, 23.7.).

I Informations leder hedder det samme dag: »En aggressiv Black Block på få tusinde aktivister er med had, iscenesatte bykrige og en syg vold-modvolds-logik ved at ødelægge den debat, som et stort flertal af fredelige ønsker at rejse.«

Bertil Videt fra Socialistisk Ungdomsfront (SUF) udtaler: »Folk er så vrede på de folk, der ødelægger bevægelsen og løber med hele mediebilledet.« (Politiken, 5.8.).

Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) holder sågar møde med politiet om at isolere de autonome til det kommende topmøde i København.

Rød Ungdom foreslår at afholde sig fra selv ikke-voldelige blokader for ikke at slå skår i en »bred folkelig front« (Dagbladet Arbejderen, 31.7.).

Karsten Hønge fra Attac-Fyn vil udskille de autonome ved, at Attac slet ikke deltager i demonstrationer i København under EU-topmødet i 2002, men i stedet henlægger dem til Århus, så kun de autonome protesterer i hovedstaden, for hvis »de så laver ballade i København, kan man da se, hvem de er« (Politiken, 5.8.).

Kenneth Haar fra Enhedslisten vil ud fra nogenlunde samme rationale i stedet afholde demonstrationerne »et stykke tid før« EU-topmødet i København.

Men hvem er »de voldelige elementer«? Hvem er »de halvvoldelige«? Hvad er »Black Block«, og hvem er egentlig »de autonome«? Hvad er der sket i Genova, som har ført til placeringen af ansvaret for volden alene hos disse diffuse størrelser – og hvor rimeligt er det?

Slaget om den forbudte zone

Topmødet i Genova var den nye italienske premierminister Berlusconis debut som international organisator, og der var i den anledning udkommanderet 20.000 betjente og specialtropper (de såkaldte carabinieri), udstyret med alt fra kampuniformer, skjolde, stave, pistoler, gummikugler, skarp ammunition og tåregasgranater til vandkanoner, maskinpistoler, panservogne og helikoptere. Jord-til-luft-missiler, kampfly og flådefartøjer var tillige parate til at blive sat ind, hvis det skulle blive nødvendigt, oplyser Jyllands-Posten den 21.7.

Genova var inddelt i tre zoner: Den røde zone omkring Palazzo Ducale, hvor regeringsledere og diplomater med deres egne sikkerhedsfolk befandt sig, indkapslet i en ren fæstning af jerngitre og polititropper med totalforbud for demonstranter; den gule sikkerhedszone med skærpet beredskab; og endelig den øvrige del af byen.

Den store paraplyorganisation, der var oprettet til lejligheden, Genoa Social Forum, GSF, samlede 700-800 antiglobaliseringsbevægelser og havde på forhånd varslet, at aktionerne ville blive fredelige og ikke-voldelige. Men målet var ifølge Attac-Italien ikke desto mindre klart at forhindre selve afviklingen af topmødet: »We have again asserted that the GSF-actions will be peaceful and non-violent, but that our end still is to prevent the G8-meeting from taking place.« (Attac-Italiens invitation, 11.7.).

Den første store demonstration begynder allerede dagen før topmødet, torsdag den 19. juli og forløber uden konflikter af nogen art i den gule zone.

På selve topmødets første dag om fredagen tager scenariet imidlertid en dramatisk vending, som følger det til dørs weekenden ud under stadig mere blodige sammenstød.

Den italienske bevægelse Tute Bianche (»Hvide kedeldragter«) aktionerer iført skumgummidragter, som kan modstå slag og spark fra politiet, og bevæger sig i kolonner mod afspærringerne omkring den forbudte zone i en »Gandhi-plan«, hvor nye rækker hele tiden er klar, så snart den foregående er faldet.

Håbet er at bryde igennem afspærringerne og ligesom i Seattle 1999 forpurre selve topmødets gennemførelse. Politiken skrev bl.a.: »Planen holdt dog ikke længe. Da politiet stoppede de første, kom det til regulære kasteskytskampe, og nogle aktivister lod også deres vrede gå ud over butikker og et par banker, der fik smadret ruderne.« (Politiken, 21.7.).

I smalle gyder langs den røde zone øges presset på fæstningen under råbene Genova libera! (»frit Genova«), og demonstranterne bliver holdt på afstand af vandkanoner, hvorfor det kun lykkes enkelte at forcere gitrene til den røde zone, hvorefter de straks anholdes.

Et forsøg på at ødelægge jerngitteret bliver ifølge Politiken forgæves søgt standset af medlemmer af paraplyorganisationen GSF, men da politiet uden varsel tager tåregasgranater i brug, lykkes heller ikke dette forsøg på at bryde igennem afspærringerne.

Kampene tilspidses imidlertid flere steder i byen. Mange er hætteklædte og udstyret med gasmasker og stave. Sten og flasker flyver gennem luften, hvor sammenstødene er værst, mens tætte skyer af tåregas siver rundt på slagmarken mellem brændende biler i et øredøvende inferno af skrig, kommandoråb, helikoptere og udrykningskøretøjer – skal man tro de beskrivelser, som korrespondenter giver af dagens konfrontationer. Talrige demonstranter køres væk med ansigterne smurt ind i blod, og både butikker, banker, postkontorer og biler udsættes for hærværk i de mest ophedede områder.

Men den forbudte zone forbliver under ordensmagtens kontrol.

I gaderne omkring Piazza Tommasei kører politiet ifølge øjenvidner panservogne målrettet ind i demonstranter, så en kvinde må på hospitalet med begge ben kørt over.

Dagens voldsomheder overskygges dog af den berygtede episode sidst på eftermiddagen, hvor en ung demonstrant bliver dræbt af pistolskud fra en endnu yngre politisoldat. En fotograf fra Reuters filmer situationen: Et køretøj med nogle politisoldater er tilsyneladende trængt op i en krog og angribes med kasteskyts, da den hætteklædte Carlo Guiliani gør klar til at kaste en ildslukker ind ad bagruden. Guiliani bliver skudt to gange i hovedet og er død på stedet.

De fleste vurderer, at den pågældende politisoldat har reageret i panik, selv om det er svært at se, hvorfor køretøjet ikke blot fortrækker fra området langt tidligere.

Dagen efter bringer italienske aviser de dramatiske fotos af nedskydningen, og titusindvis af demonstranter går på gaden, trykkede af episoden og rasende eller frustrerede over, at det er kommet så vidt.

Stormen på skolen

Lørdag eftermiddag støder politi og demonstranter igen sammen med endnu flere sårede og mere hærværk til følge. Den store, fredelige fællesdemonstration splittes i flere afdelinger, da politiet i flæng affyrer tåregasgranater, både fra helikoptere og fra stillinger i sidegaderne.

»Det italienske politi skød oftere mod aktivisternes hoveder end op i luften. Og det skelede ikke til, om demonstranterne var fredelige eller aggressive. Ved tre episoder overværede Politikens udsendte, at politiet først begyndte at affyre tåregas, da demonstranterne var ved at bevæge sig væk fra dem. I det hele taget opførte politiet sig ganske råt i lørdag aftens første timer, også i områder, hvor de havde fuld kontrol.« (Politiken, 23.7.). Politikens Per Borregaard beskriver dernæst »3 af 12 episoder«, som Politiken bevidner på halvanden time samme aften, bl.a.: »Tæt på Brignole-togstationen sidder omkring 1.000 trætte demonstranter. Et par folk fra GSF taler til dem gennem en megafon. Pludselig kommer en større kortege politibiler og minibusser forbi. Demonstranterne kommer på benene og klapper ironisk ad dem. Politiet omringer dem, og aktivisterne sætter sig roligt ned igen. I ti minutter står politiet og kigger på dem for så pludselig at sprede dem ved at skyde tåregas ind i mængden.«

Jyllands-Posten har to journalister til at dække slagets gang i løbet af weekenden, Per Nyholm og Heidi Plougsgaard, og skønt de begge klart placerer ansvaret for sammenstødene udelt hos demonstranterne – især »en hård kerne, som har gjort det til sit speciale at rejse fra topmøde til topmøde i den hensigt at skaffe sig afløb for sine voldelige tilbøjeligheder«, som det hedder sig (Jyllands-Posten den 20.7.01) – er der af og til en pudsig nuanceforskel. F.eks. skriver Nyholm den 21.7. om det, han kalder »politiets tæskehold«: »Med deres udseende kunne de give indtryk af, at de til dagligt holdes i bure og ved denne lejlighed var blevet fodret med råt kød.« Samme dag havde Plougsgaard imidlertid øjne for andre karakteristika: »I kampens lumre varme glemte betjentene ikke deres normale, flirtende facon. Så da denne udsendte medarbejder mængede sig med en flok romerske urobetjente, fik hun et smil og formentlig det eneste svar den pågældende betjent kunne på engelsk: 'I love you.' Og de hårde betjente grinede.«

Søde fyre fra tæskeholdet – og slet ikke som »de voldelige elementer« blandt demonstranterne, forstås.

Lørdag midnat stormer italiensk politi imidlertid den ikke-voldelige paraplyorganisation GSFs hovedkvarter og mediecenter på en skole samt en sovesal på et gymnasium overfor. De efterlader sig et kaos af blod, smadrede computere, knuste ruder og splintret inventar. Blodplamager på vægge, gulv, paneler og radiatorer, 63 på hospitalet og 92 anholdte, hvoraf flere udsættes for en behandling, der kun kan sammenlignes med tortur.

En anonym politibetjent med samvittighedskvaler fortæller senere i et interview til den italienske avis La Repubblica, hvordan aktivister vilkårligt fik tæsk, fik slået hovedet ind i muren, og blev tvunget til at synge fascistiske sange. Kvinder fik at vide, at de ville blive voldtaget med politistavene.

På The Guardians hjemmeside kan man læse om stormen på skolen: »They rammed the gates to the school with an armoured car. The first in the line of fire was Mark Covell, 33, a journalist covering the summit. He was outside the building when he saw the police coming. He tried to run, but he did not stand a chance. 'I heard my ribs break, like snapping matchsticks. I thought, my God, this is it, I'm going to die,' he said. Splinters of rib punctured his left lung; 10 teeth fell from his mouth. Blood obscured Covell's view as the police charged past him and he collapsed.« (http://guardian.co.uk/globalisation/).

Ifølge reportagen i The Guardian både spyttede og urinerede politiet på anholdte, hvoraf flere blev tvunget til at stå »spread eagle« i et par timer, også med brækkede lemmer. De blev spurgt, hvem deres regering var, og andre svar end »Polizia« betød risiko for tæsk.

En fortæller om oplevelsen: »When we wanted to go to the toilet, we had to wait. Then they would take us, our heads bowed down, and we would be led by the hair. We would have to walk past rows of police saying things like: 'Auschwitz' and 'Swastika'.«

Flere blev ifølge den svenske ugeavis Internationalen tvunget til at råbe »Leve Mussolini!«, mens de blev ydmyget af politiet. Gianfranco Fini, lederen af det stærk højrenationale parti, Aleanza Nazionale befandt sig ifølge italienske oplysninger i politihovedkvarteret i Genova, mens andre partimedlemmer var tilstede i politisoldaternes central.

GSF skrev efterfølgende i en pressemeddelelse, at de havde »været vidner til de værste brud på menneskerettighederne i globaliseringsmodstandens korte historie« (jf. Information, 23.7.), og GSFs talsmand, Vittorio Agnoletto udpegede i en tale Fini som bagmanden bag politiets overfald på aktivisterne i skolen.

Ca. 100 aktivister er hele tre uger efter demonstrationerne stadig meldt savnet; en af dem, en ung kvinde er ifølge La Repubblica blevet fundet kvalt i en flod i Padova den 13. august.

Imens forløb G8-topmødet helt uden afbrydelser. Statsledere og diplomater forskanset i Palazzo Ducale i den røde zone kunne slappe af mellem forhandlingernes strabadser omkring et ostebord med 170 forskellige oste, 54 forskellige typer brød og med adgang til en vinkælder med over 7.000 flasker vin.

Hvad bliver resultatet? Eneste virkelig konkrete gevinst for den tredje verden er en ny, global sundhedsfond på 11 mia. kr., der i samarbejde med FN skal hjælpe i bekæmpelsen af AIDS, malaria og tuberkulose. Ifølge Politiken den 23.7. desuden en »detaljeret handlingsplan« for Afrika, et »partnerskab« med afrikanske ledere, der lover, at demokratiet, sundheden og teknologien skal »styrkes«, mens konflikter, sygdomme og hungersnød skal »forebygges«, og naturligvis, at private investeringer i Afrika skal »stimuleres«, samt at »fortsætte fremskridtene« og »få globaliseringen til at virke« …

Attac-Frankrig contra Attac-Danmark?

Som vi har set, kræver en række organisationer efter begivenhederne i Genova et opgør med »de voldelige elementer« – og hermed menes i langt, langt overvejende grad disse elementer i demonstranternes egne rækker, og yderst sjældent blandt politiet. Fænomenet »Black Block« bliver især holdt ansvarlige som »primus motor i vandaliseringen af Genova« (Politiken, 5.8.).

En sjælden, men stadig beskeden kritik af politiet kommer fra SFUs formand, Jacob Nørhøj: »I går kørte kolonner af politivogne forbi vores lejr med kampklædte betjente, der gav os fingeren og pegede på os med deres tåregas kanoner fra taget af vognene. Jeg kan da godt forstå, at nogle demonstranter bliver provokeret, men det er alligevel ingen undskyldning for at optræde voldeligt.« (Information, 23.7.). Som vi har set ovenfor, er baggrunden for de voldelige sammenstød imidlertid en del mere omfattende, end denne, enkelte episode giver indtryk af.

Selv om Attac-Danmark i skrivende stund endnu ikke er officielt stiftet, benytter flere fra den foreløbige række af danske Attac-grupper ikke desto mindre ofte lejligheden til entydigt at fordømme »Black Block« og »autonome«. F.eks. udtaler en af Attac-Danmarks initiativtagere, Morten Emil Hansen: »Det, der skete i Göteborg og Genova, var en enorm trussel for hele Attac-bevægelsen.« (Politiken, 23.7.). Og det er heller ikke denne gang italiensk politis tortur, umotiverede tåregasangreb eller vilkårlige prygl, han tænker på, om nogen skulle være i tvivl, men »Black Block«, som han kalder »det omrejsende voldscirkus«.

Raseri var også reaktionen fra fleres side i Attac-Århus, da en pressemeddelelse, der fordømte politivolden i Göteborg, blev udsendt en måned tidligere. Daniel Fairchild fra Attac-Århus forklarer efter Genova sin kritik heraf: »Det er ikke Attacs opgave at tage stilling til politivold …« (Jyllands-Posten, 27.7.).

Men ikke alene var politiet ganske ubetvivleligt en aktiv faktor i udviklingen af brutaliteten i Genova, i flere tilfælde optrådte grupper inden for ordensmagten som regulære fascistiske stormtropper, også »Black Block« var tydeligvis infiltreret af politiet. Politiken skriver den 5.8.: »Yderst få – om nogen – er blevet arresteret, hvilket – sammen med talrige øjenberetninger – har givet anledning til konspirationsteorier om, at de samarbejdede med det italienske politi.«

I modsætning til de danske Attac-medlemmer, som kappes om at lægge afstand til de »voldelige elementer« blandt demonstranterne, og i modsætning til den holdning, at Attac slet ikke skal »tage stilling til politivold«, skærer Attac-Frankrig langt mere offensivt igennem i en presseerklæring den 26.7.

Her kritiseres den »urovækkende optrapning af forsøg på at kriminalisere modstanderne af den liberalistiske globalisering i form af omfattende brug af fordækte handlemåder fra politiets side. Tal og øjenvidneskildringer taler deres eget tydelige sprog: En person er død, 600 er sårede, hundredvis er arresterede, og der har været systematisk brug af vold og tilmed tortur mod de arresterede. Målet var indlysende: At fjerne opmærksomheden omkring den offentlige opinion fra de centrale emner under demonstrationerne i Genova og over til 'volden'.«

I modsætning til Attac-afdelinger i Danmark langer Attac-Frankrig hårdt ud efter politiet, som klart tildeles hovedansvaret for voldsoptrapningen: GSF »havde gjort alt, de kunne, for at organisationerne i forummet skulle demonstrere uden hærværk og voldsbrug. GSF havde held med dette. Men politiet havde andre planer. På den ene side lod politiet med vilje grupper af provokatører uden tilknytning til GSF drive omfattende hærværk. På den anden side havde de infiltreret grupperne for at kunne gå til stadige angreb på demonstranterne og sågar politiet selv for at 'retfærdiggøre' deres uhørte brug af vold. Der er ikke længere tvivl om politiets fordækte handlemåder under Berlusconi-regeringen. Formålet var at fremstille modstanderne af den liberalistiske verdensorden som djævle, miskreditere deres krav og skræmme dem for fremtiden. Dette blev underbygget af personlige vidnesbyrd (bl.a. fra en af kirkens mænd, offentliggjort i La Repubblica, 22.7.), og af videooptagelser, hvor man ser enkelte fra 'Black Block' komme ud af politisoldaternes lastbiler og tale roligt med disse.«

Men det er ikke Attacs opgave at tage stilling til politivold – lyder det omvendt fra Daniel Fairchild i Attac-Århus.

Der er nok nogle fremtrædende medlemmer af det vordende Attac-Danmark, som ville have forladt Attac på stedet, hvis den danske afdeling turde fremføre en kritik, som var blot tilnærmelsesvist så skarp, som den lyder fra moderorganisationen.

Attac-Frankrigs erklæring afsluttes således: »G8-lederne burde have vist en så passende anstændighed, at de havde hævet mødet umiddelbart efter det, som foregik i gaderne. Det handler ikke bare om at oprette en 'dialog', men om at forkaste hele den liberalistiske politik, som bliver ført i Frankrig, i EU og internationalt.«

Attac-Tyskland skriver i en erklæring den 26.7., at man fordømmer »brugen af skydevåben imod demonstranter« og kritiserer politiet for slet ikke at skelne mellem fredelige og militante demonstranter. Man tager klart afstand fra ødelæggelserne i den indre by i Genova, men konkluderer: »Trods denne kritik ligger ansvaret for eskaleringen af det hændte entydigt hos de italienske myndigheder.«

Nu kan det måske synes oplagt, at Attac i f.eks. Frankrig og Tyskland ganske klart placerer hovedansvaret for brutaliteten i Genova hos politiet, men at selve den italienske Berlusconi-regering – som næppe nogen vil beskylde for overdreven venlighed over for globaliseringsmodstanderne – efterfølgende tager så drastiske skridt som at forflytte de tre topfolk inden for politiet, som var hovedansvarlige for topmødets forløb i Genova, er måske i sig selv et tegn, som burde få en og anden til at synke en gang, før de mest ureflekterede refleksudfald mod diffuse størrelser som »det omrejsende voldscirkus« og »Black Block«.

Berlusconi, der havde rost politiets indsats under topmødet, måtte efter omfattende dokumentation fra Indenrigsministeriets undersøgelse acceptere at forflytte topmødets sikkerhedschef, politichefen i Genova og chefen for det italienske anti-terror korps.

Ydermere kræves Italiens politichef, Gianni De Gennaros afgang – og det af politiets fagforening, skriver Associated Press fra Rom den 8.8.: »… the police union called for De Gennaro himself to resign, saying his acknowledgment of police excesses showed he too had failed.«

Siden sigtes souschefen for anti-terrorkorpset for overfald og vold, da en video dukker op under undersøgelsen, hvor det fremgår, at han sparker en ung, passiv demonstrant i hovedet: »Kilder i retten sagde sent torsdag, at undersøgelsesdommere i Genova har gransket videooptagelserne, hvor souschef Alessandro Perugini, mens han var klædt i civilt tøj, sparker den unge demonstrant, som ligger på jorden efter i forvejen at være blevet slået af en anden betjent.« (Politiken, 11.8.).

Samtidig fordømmer en række europæiske aviser i lighed med Amnesty International politiets overdrevne brug af vold, mens græske, tyrkiske og engelske myndigheder klager over, at statsborgere bliver tilbageholdt af det italienske politi.

Den højtstående politiker fra De Grønne i Tyskland, Christian Ströbele udtaler: »Der har fundet en mishandling sted på politistationer, som minder mig om skildringer af Argentina under militærjuntaen.« (Information, 27.7.).

I en leder i Le Monde hedder det, at »den politiske opinion ikke længere støtter disse møder eller den vold, som de afføder, eller de beslutninger, der træffes. De militante, der samler sig til disse store globale møder, sætter reelt fokus på et alvorligt problem, som vi ikke bør besvare med politi.« (Citeret efter Politiken, 23.7.).

Men fra Århus lyder det: »Det er ikke Attacs opgave at tage stilling til politivold …«

Black Block, Tute Bianchi – og København 2002

Den italienske gruppe Tute Bianchi, som vi har nævnt tidligere, henregnes til de yderligtgående grupper blandt globaliseringsmodstanderne. De demonstrerer iført skumgummipolstrede beskyttelsesdragter og hjelme. Deres intentioner er erklæret fredelige, men de fastholder, at de har ret til at forsvare sig voldeligt, hvis de mødes med vold fra politiets side.

I et åbent brev til indbyggerne i Genova, skriver lederen, Luca Casarini, efter at kampene har raseret byen: »Jeg undskylder. Men det burde være politiet og carabinierierne, der undskyldte, fordi de skabte den egentlige vold i byen (…) At kaste sten for at undgå et inferno forekommer mig legitimt.« (Jf. Politiken, 5.8.).

Hvem er »Black Block«? Ja, at det i det mindste også er et skalkeskjul for politiagenter, skal man vist være meget enøjet for at overse, men derudover hersker der heller ingen tvivl om, at denne skare bl.a. består af de mest aggressive demonstranter overhovedet.

Men lige så lidt som den hjemlige størrelse »de autonome«, er det en bevægelse eller forening med »medlemmer«, »vedtægter« og »formål«. Det er dels en størrelse, som af presse og politikere (og andre demonstranter) diffust kan bruges om alt det, der går galt og er forkert, »de andre«, ballademagerne, som ødelægger det alt sammen for »os«, de saglige; dels er det en etikette, hvorunder naturligvis også den blandede og brogede flok af aktivister, der faktuelt agerer i fysisk kamp med ordensmagten, kan indplaceres.

I denne skare er der anarkister, som skyer få midler for at stimulere et voldeligt sammenstød med repræsentanterne for det system, de ønsker afskaffet, og som ikke ser noget i vejen for den mest vilkårlige ødelæggelse; der er andre anarkister, som bevidst begrænser ødelæggelserne til kapitalens og nyliberalismens globaliserede symboler i form af multinationale selskaber, banker og lignende; der er aktivister, som i blot og bar spontan ophidselse kaster sten; der er hjelmklædte og skumgummipolstrede, ikke-voldelige aktivister, som efter tåregas og vandkanoner i frustration griber det første det bedste slagvåben; der er aktivister fanget i »krydsilden«, som pludselig må vælge mellem at forsvare sig mod knippelslag eller passivt tage imod dem – og vælger det første; der er fredelige modstandere af overvågning og registrering, som dækker sig bag sorte hætter.

Der er dem, der forbereder sig på at angribe politiet, der er dem, der forbereder sig på at forsvare sig, hvis det kommer dertil, og der er dem, der slet ikke er forberedt på noget som helst, men pludselig står i en situation, hvor der er langt mellem bevidste valg.

Og mon ikke også nogle af dem, der tildeles en plads i »Black Block« i dag, er tidligere fredelige aktivister, som én gang for meget er blevet vilkårligt beskudt med tåregasgranater eller det, der er værre? Hvem ved – i hvert fald er sandsynligheden næppe ligefrem blevet mindsket for, at nogle af de ikke-voldelige aktivister, der blev udsat for tæsk og tortur på de italienske politistationer, er at finde i »Black Block« under de næste topmødedemonstrationer.

Det er naturligvis ikke forhold, som undskylder uprovokeret vold og hærværk fra demonstranters side, men det er overvejelser, der hører med, når vurderingen og konsekvenserne af begivenhederne i Genova skal gøres op. Ligesom den massive dokumentation af politiovergreb.

Ikke desto mindre glimrer de stort set ved deres totale fravær i udtalelser fra danske globaliseringsmodstandere fra bl.a. Attac og SFU, såvel som hos lederskribenter og politikere efter Genova.

Mindre overraskende, men egentlig ikke mindre beskæmmende, er det, at politiet i Danmark alene drager den konklusion af kaosset i Genova, at der skal oprustes, oprustes og atter oprustes over for de »voldelige elementer«. Den massive internationale kritik af politiets fremgangsmåde i Italien, der har kostet toppolitifolks karrierer, har ikke fået dansk politi til at overveje andre metoder.

Rigspolitiet ansøger allerede i slutningen af juli 2001 om 100 millioner kroner ekstra til topmødet i København i efteråret 2002: »Det er ekstraprisen for at forsøge at holde stenkastende aktivister i ro, når Danmark overtager EU-formandskabet til næste efterår, og København er vært for EUs topmøde.« (Politiken, 24.7.). Bemærk den selvfølgelige konstatering, at det er prisen »for at forsøge at holde stenkastende aktivister i ro«.

De 40 millioner kroner skal gå til indkøb af 40 pansrede og let pansrede mandskabsvogne, så politiet samlet får 100 af disse køretøjer.

Chefkriminalinspektør Per Larsen varsler ekstraordinær overvågning, registrering og ransagning i løbet af det år, der forløber inden topmødet i København: »Vi har selvfølgelig et tæt samarbejde med PET, men vi laver ikke politisk registrering. Vi laver en efterforskningsmæssig registrering, som vi kan bruge forebyggende (…) Med kontrol ved grænserne kan vi slå folk op i Schengen-systemet og afvise dem, hvis de er straffede.« (Jyllands-Posten, 23.7.). Til samme avis tilføjer politimester Hans Viggo Jensen fra Rigspolitiets afdeling E: »Hvis man har begrundet mistanke om, at den pågældende vil lave kriminalitet eller uro, så kan man afvise dem, selv om de ikke er opført i Schengen-systemet.«

Politiet har altså varslet præventive fængslinger, intensiveret overvågning, udelukkelse af topmødedemonstranter alene ud fra politiets skøn samt en omfattende oprustning i materiel.

Udover de krænkelser af almindelig retssikkerhed, politiet og politikerne dermed på forhånd er parat til at acceptere, er det påfaldende, at denne fremgangsmåde tilmed glider ubesværet igennem netop på baggrund af de voldsomme begivenheder i Genova, som ikke mindst politiets hårdhændede fremfærd og brud på grundlæggende retssikkerhedsprincipper bar en afgørende del af skylden for.

Selvfølgelig hverken kan eller skal politiet bebrejdes for at udføre deres arbejde, som nu engang består i at standse lovbrud og naturligvis sørge for politikeres og diplomaters og alle andres sikkerhed. Man kan vel heller ikke fortænke en betjent i af og til at komme til at gå lidt mere hårdhændet til værks, end det er berettiget, de er vel også mennesker, og de ophedede situationer, der kan opstå, kalder på instinktive handlinger hos hvem som helst. Men politiet er nu engang ordensmagten, og er det enerverende at se et lille mindretal af demonstranterne, der f.eks. forestår vilkårlig ødelæggelse, også af helt udenforstående menneskers private ejendom, er det trods alt langt mere farligt og skræmmende, når den vilkårlige brutalitet finder sted fra politiets side – bevæbnet, som det er, til tænderne og med alverdens magtapparat 100 procent på sin side.

Fremtiden?

Skal Attac i Danmark få en gennemslagskraft som andet end endnu et nydeligt tidsfordriv for samvittighedsplagede unge studenterpolitikere og pæne foreninger med politisk korrekte holdninger, er bevægelsen nødt til at tage konsekvensen af ordensmagtens oprustning og stå ved den offensive karakter, som kendetegner Attac i f.eks. Italien og Frankrig. Det nytter ikke noget at gå i defensiv panik, når globaliseringsfortalere såvel som mainstream-medier og politifolk ganske forventeligt overeksponerer de nok så frustrerende eksempler på meningsløst hærværk og vold, som desværre næsten uundgåeligt følger med, hvor titusinder af oprørske unge forsamles. Det nytter ikke noget at medvirke til at fjerne fokus fra protestbevægelsernes ærinde ved selv at reagere som forargede skoledrenge, der kun kan vrænge ad »de voldelige elementer«, som »ødelægger det for os andre«, og dermed gøre det til det frygteligste tabu at ytre så meget som et kritisk ord om en politistyrke, der er udstyret som en hær og fører sig frem som stormtropper.

Hvis ikke globaliseringsmodstanderne i Danmark efter de soleklare eksempler på brutale og uforsvarlige overgreb fra ordensmagtens side i bl.a. Seattle, Prag, Göteborg og Genova kan se, at politiet ved disse lejligheder dybest set er en integreret del af hele det magtapparat, som man bekæmper, og at ordensmagtens rolle netop qua ordensmagt ubetinget er at være selv samme internationale verdensordens redskab, så kan man lige så godt kaste håndklædet i ringen på stedet.

Hvis ikke man ser i øjnene, at bevægelsens interne trussel ikke kommer fra det trods alt uhyre beskedne mindretal af aktivister, som alene tiltrækkes af vold for voldens skyld, men derimod fra alle de nok så velmenende moralister, der hele tiden spiller magthavernes spil og utrætteligt spilder kræfterne på at forbande aggressiviteten i stedet for at forbande aggressivitetens årsag – globaliseringens liberalistiske verdensorden – så kan man lige så godt melde sig ind i en kaffeklub.

Af en eller anden grund er mange danske aktivister desværre nærmest lammet af frygten for opinionen og overkompenserer herfor i en grad, der risikerer at efterlade Attac og andre antiglobaliseringsbevægelser fuldstændig tandløse.

Baggrunden er måske samme ræsonnement, som lektor Jean Fischer giver udtryk for, og som vi gengav indledningsvist – en blåøjet tiltro til, at verdens massive overmagt af kapitalinteresser, beskyttet af ordensmagten og juraen og al den goodwill, der kan købes for penge, flytter sig, hvis blot vi protesterer over stemme- og indkøbssedlen.

Det er imidlertid ganske enkelt naivt at tro, at om så 90 procent af den vestlige verdens befolkning var imod finansmarkedets mere og mere uindskrænkede magt og den sociale kynisme og diskrimination, det medfører, så ville dette aldrig nogen sinde manifestere sig ved, at deres kryds på stemmesedlen ene og alene blev sat ud fra denne overbevisning, lige så lidt som en sådan passiv modstand i virkeligheden kunne stille noget som helst op over for de multimilliardbudgetter, der omsættes til reklamepropaganda for multinationale selskabers produkter år efter år efter år. Der sker intet som helst, hvis ikke protesterne fremføres i en offensiv, der besværliggør og i bedste fald umuliggør selve topmødernes afholdelse.

Afgørende forandringer begynder aldrig med – og kan heller ikke vente på – at et »demokratisk flertal« opstår af sig selv; forandring begynder indlysende nok med at manifestere behovet for forandringer, indtil tilstrækkelig mange tvinges til i det mindste at tage stilling til forandringerne og manglen på samme. Behovet for forandringer i forhold til den nyliberalistiske globalisering er nu engang heller ikke af samme karakter som f.eks. behovet for forbedringer af arbejdsvilkår for mere privilegerede lønmodtagere i den rige verden, men selvsagt af langt, langt mere drastisk og akut nødvendighed – ligesom overmagten er langt, langt større, eftersom det dybest set er en hel verdensorden, der står for skud.

Topmøderne må indstilles, i det mindste til den reelle dagsorden på disse tvinges ad helt andre baner end i dag. Og reagerer man ved at flytte topmøderne til et skib, må demonstranterne sejle, og hvis de kommer til at foregå telefonisk, må globaliseringsmodstanderne belejre selve hovedkvartererne for hele magtapparatet. Stemmesedlen og indkøbssedlen vil aldrig nogen sinde være tilstrækkelige, endsige realistiske protestfora i en skala, der den mindste smule kan modsvare de uretfærdigheder, som man her ønsker at bekæmpe.

Men selvfølgelig skal protesterne foregå uden meningsløs vold, og selvfølgelig skal man tage afstand fra meningsløst hærværk fra demonstranters side – men lige så selvfølgeligt er der absolut ingen grund til at tage afstand fra dem, der forsvarer sig mod meningsløs og uprovokeret vold fra ordensmagtens side. Mødes man af vilkårlig knippelsuppe eller anden overdreven brutalitet, og er der ingen anden mulighed, er det selvmorderisk ikke at forsvare sig.

Målet må være, som Attac-Italien udtrykte det inden topmødet i Genova, »to prevent the meeting from taking place«, ikke med alle midler, langtfra, men så offensivt og pågående, som det lader sig gøre at forcere afspærringer uden vold.

Men er det ikke frygtelig udemokratisk? Sådan som »demokrati« regelret defineres i dag, som et kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år, så er der ikke ret mange aktionsformer, der ikke er på kant med »demokratiet« i én eller anden løs forstand – og enhver form for civil ulydighed er jo i det mindste på kant med loven. Det er et valg, man må træffe, men faktum er, at få protester nogen sinde har ført til reelle forandringer uden en eller anden form for civil ulydighed.

Opfindsomme slogans, farverig ansigtsmaling og en stemning som på Roskildefestivalen gør det trods alt ikke alene, selv om det er meget hyggeligt, når titusindvis af unge mødes på denne vis og håber, at topmøde-belejringen er synonym med en fest, en march og nogle slagsange.

Forandring sker kun, hvor magtens mænd trues af en offensiv modstand. Som vi så det i Seattle i 1999, og som det er bølget videre verden over. En sådan offensiv er pinedød nødt til at standse topmødernes gennemførelse, fordi det er det eneste, som tilnærmelsesvis truer hele den selviscenesættelse af magtvælden, som tilsyneladende er så afgørende for stats- og regeringsledere, og derved sender et altafgørende signal også til den tredje verden om, at midt i det privilegerede Vestens selvtilstrækkelighed er der mennesker, som gør oprør imod en verdensorden, der bl.a. betyder, at 1,2 milliarder af deres medmennesker må leve for kun én dollar eller mindre om dagen.

Over for den slags astronomiske absurditeter er passive slogans og slagsange i turistafstand fra de »forbudte zoner« nøjagtig lige så ineffektive, som de forløbne årtiers tilbagevendende underskriftsindsamlinger og lejlighedsvise ord-solidaritet.

Konsekvensen må være at fortsætte og styrke antiglobaliseringsoprøret i dets humanistiske, uselviske og offensive karakter.

Humanistisk – fordi det er mennesket og menneskets selvbestemmelse, der er i centrum for oprøret, og magtkoncentrationen på tværs af lande og mennesker, der er genstand for oprøret.

Uselvisk – fordi demonstranterne fra den vestlige verden i uhørt grad kæmper for andre end sig selv, hvor vi er mere vant til arbejdskampe for højere løn (til os selv), kritik af urimelige vilkår (der rammer os selv) eller krav om lavere skatter (for os selv), osv.

Offensivt – for hvis ikke vi søger at bremse udviklingen ved at bremse beslutningstagernes pompøse topmøder, er der intet som helst, der tyder på, at den globale skævhed afviger fra det samme spor, som den har fulgt de foregående par århundreder: Forskellen mellem de rigeste og fattigste lande anslås til at have været en faktor 2 i 1820. I 1900 var den ifølge Verdensbankens udviklingsrapport 2000/2001 faktor 5. I 1960 faktor 20. I dag er den faktor 37.

Rune Engelbreth Larsen
Research: Klaus Frank-Larsen