Disse ord tillægges Jesus i hvert af de tre såkaldte synoptiske evangelier i det Nye Testamente – uden indbyrdes afvigelse. Udsagnet er selvsagt åbent for fortolkning, men tager man det generelle indhold i det Nye Testamente i betragtning, er det vel alt andet end uplausibelt at se skriftstedet som et udtryk, der ikke falder helt ved siden af en moderne ækvivalent: Adskil kirke og stat.

Kristendommens nytestamentlige fundament er på dette punkt, om ikke enestående så dog klart blandt undtagelserne fra religionshistoriens hovedregel om samhørighed mellem magtens myndighed og troens autoritet.

Religion og samfundsstyre har i langt hovedparten af menneskehedens historie været et uadskilleligt hele. I de tidligste højkulturer og statsdannelser var »kirke« (tempel) og »stat« et integreret fællesskab. Verdsligt og gejstligt var hverken formelt adskilte »regimenter« som i senere luthersk tankegang, eller reelt adskilte som f.eks. i det sekulariserede Sverige siden 2000.

Hvor præsteskabets og kongens magt blev mere specifikt opdelt, betød det oprindelig heller ikke på noget tidspunkt et oprør mod den antagelse, at al myndighed var underlagt religionen. Magtkampe myndighederne imellem udmøntede sig således næppe i opgør med religionens stilling i samfundet som sådan, men var først og fremmest – magtkampe. Politik begrundedes eller hvilede i sidste ende på et religiøst grundlag, og religion var en offentlig såvel som en privat affære.

Med urkristendommen søges dette radikalt ændret. Det Nye Testamente beskæftiger sig ikke stort andet med kulturen og samfundet end som forhindringer på den snævre og lidelsesfulde vej mod den kristne frelse. Den kristne vender verden og dermed kulturen og staten ryggen efter forbilledet Jesus Kristus, hvis efterfølgelse er løsenet.

Ikke blot ejendom og mammon bliver den kristnes betingelsesløse fjender, men også legemets egne behov og affekter forsages i vid udstrækning, mens selv voldelige og røveriske overgreb accepteres uden modstand. Bånd til familie og slægtninge er betydningsløse, hvis de da ikke står i vejen for frelsen.

I disse forhold er det Nye Testamente modsat den senere kirke ganske ligefrem og umisforståelig i sine overordentlig krævende fordringer. En sådan strategi anvendes naturligvis ikke med henblik på indretning af stat og kultur, men er tværtimod udtryk for en temmelig kategorisk opstilling af Gud og verden som et modsætningspar, i den forstand at den kristne skal stræbe efter at hæve sig over eller bekæmpe det, der hører verden til, for at nå Gud.

Måske takket være en opvisning af overbeviste martyrer uden sidestykke i samtiden nåede kristendommen i løbet af sine første tre århundreder at overbevise så mange om sin sandhed, at religionen kunne true Romerrigets mægtige verdensstat med yderligere indre opløsning.

Paradoksalt nok indgik religion og stat da et ægteskabeligt kompromis, og kristendommen blev romersk statsreligion – paradoksalt, fordi kristendommen dermed på linje med alle tidligere kulturreligioner bandt sig til staten, men på et nytestamentligt grundlag, der mest af alt er optaget af, hvordan den kristne bryder sine bånd til stat og kultur, ja, til verden.

Den katolske kirke vokser sig mægtigere og mægtigere, indtil reformationen afskaffer pavens indflydelse på den protestantiske del af Europa, og præsteskabets autoritet begrænses. Men stat og kirke adskilles fortsat ikke. Og trods Søren Kierkegaards voldsomme angreb på – og udfordring til – den officielle kirkekristendoms dobbeltmoralske omklamring af staten og alt, hvad dertil hører, er kirkens ægteskab med staten den dag i dag en kendsgerning i Danmark.

I forhold til religionen er vor tids kirke og stat således usædvanlig på to måder: For det første er det faktisk en bemærkelsesværdig kulturhistorisk sjældenhed, at en adskillelse af religion og stat overhovedet er på tale, hvis vi betragter det lidt sub specie aeternitatis. For det andet er det et sjældent paradoks, at den religion, som vor tids stat i det mindste lever i en form for registreret partnerskab med, i sit nytestamentlige udgangspunkt er alt andet end skræddersyet som statsinstitution i kraft af sin verdensforsagende karakter.

Den, der forsvarer ægteskabet kirke og stat imellem, skylder derfor stadig væk et svar på Søren Kierkegaards udfordring og en stillingtagen til, hvorledes en statskirke overhovedet kan baseres på dette grundlag uden at gøre vold mod såvel stat som kristendom. Noget sådant har f.eks. ingen kirkeminister nogen sinde leveret, til trods for den seriøsitet og skarpsindighed, kirken aldrig ville drømme om at fradømme Kierkegaard, fordi man med djævelens vold og magt samtidig så gerne vil presse ham ind under kirkens vinger, som han ikke desto mindre argumenterede så kraftfuldt imod.

Så meget desto tydeligere er det, at kirken hviler på en dobbeltmoral af kulturhistorisk omfang – og så meget desto større grund til endelig at adskille kirke og stat.

Men kan staten, kulturen, samfundet i den sidste ende overleve uden at være viet til en religion?

Det er ikke så ligetil blot at slå ud med hænderne og svare bekræftende med en hurtig henvisning til de seneste århundreders sekularisering, fordi religiøsitet og metafysik uomtvisteligt har så fast et tag i langt de fleste mennesker den dag i dag (sekularisering eller ej); fordi kirken kun sjældent har sluppet staten; og fordi religion har været intimt forbundet med alle samfundsdannelser siden tidernes morgen.

Hvad betyder et klart brud mellem stat og kirke på lidt længere sigt egentlig for kultur og samfund? Vil en ny, multireligiøs eller areligiøs kultur opfylde samfundet, helt uafhængigt af staten? Vil staten blive en sjælløs kasse uden et dybt forankret, fælles religiøst værdigrundlag i den enkeltes sind? Vil kirkens medlemsgrundlag løbe ud i sandet og kirken blive reduceret til en ubetydelig, indremissionsk sekt?

Vi ved ikke, hvad de samfundsmæssige, normative og etiske konsekvenser er af en reel adskillelse af kirke og stat, hvor samtlige kirkelige privilegier afskaffes.

Måske det først efter denne skilsmisse vil gå op for os, hvor afhængig kultur er af ånd – ikke fordi vi skiller os af med ånden i samfundet ved at skille os af med kirken, men fordi vi skiller os af med en institution med en slags patent på begrebet ånd.

Måske det først dernæst vil gå op for os, hvad »ånd« er? Hvorfor står kirkerne tomme, mens den ene mere hule pseudoreligiøsitet efter den anden tiltrækker sit voksende publikum i alt fra krystaller og korncirkler til horoskoper og ufonauter?

Sandheden er jo, at f.eks. islam og hinduisme slet ikke er konkurrenter til kristendommen i Danmark i dag, i det mindste ikke i den forstand, at disse religioner er ved at fratage majoritetsbefolkningen dens påståede kristne sindelag til fordel for et islamisk eller hinduistisk. Islam og hinduismen lever først og fremmest i kraft af, at etniske befolkningsgrupper tager deres religion alvorligt og gennem denne finder et åndeligt ståsted i mangfoldige af tilværelsens aspekter.

Dette gælder i meget ringe omfang kristendommen, og derfor er det kristendommen, og ikke islam og hinduisme, der ligger død i Danmark.

Hvordan vi end forholder os hertil, drages nemlig ikke mindst majoritetsbefolkningen uophørligt i retning af alt fra slet skjult interesse til dybt engagement i »det alternative religiøse« – nogle vil sige »det religiøse overdrev«. Og det er derfor ikke præster, men derimod spiritister, clairvoyante og healere, der har kronede dage til foredrag, seancer og mirakelmøder – og selv TV er hoppet på bølgen.

»Åndernes magt« eksponeres i bedste sendetid, hvor selvbestaltede exorcister og okkultister tilsyneladende konverserer sære væsner; tallerkenrækker knuses »af sig selv«, og uforklarlige sammentræf chokerer og duperer folk i alle samfundslag. Hvorfor? Er det »folkeoplysning i overtro«, som atter sniger sin ind i dagligstuerne og ud i foredragssalene, fordi kirkens rolle er svundet ind til det rene tidsfordriv og får stadig vanskeligere ved at konkurrere med biograferne og sportshallerne? Og hvad er så »overtro«, og hvad »tro«?

Længslen efter religiøse oplevelser er tilsyneladende stor, men kirken er ikke leveringsdygtig i andet end ufarlige, bevingede bortforklaringer af den nytestamentlige radikalitet, garneret med tunge salmer og søvndyssende kirkeorgel – måske ikke underligt, at det er rolle- og computerspil med drager og dæmoner og andre eksotiske indslag fra mytologien, som tryllebinder store dele af ungdommen i dag.

Men al den opgejlede merchandise og alle de letkøbte pendulprofeters kaffegrums og TV-prædikanters halleluja-stemning til trods er og bliver hele cirkussets blotte tilstedeværelse en indikator af, at længslen efter det diffuse »åndelige« manifesterer sig bredt uden for kirken, og kun sjældent finder sig til rette inden for kirkens tykke mure. Det løst definerede scenario af åndelige væsner og bæster eller magi og mirakler, som religionshistorien er så rig på beretninger om, og som underholdningsbranchen er så rig på genbrug af, dukker op alle vegne, i spil og på film, i reklamer og legetøjstrends samt i en sand underskov af litteratur og kurser.

Om noget viser det, at den etablerede religion i Danmark har tabt slaget, for al den værdi og alt det livsindhold, som tidligere transcenderede de mest banale og basale livsytringer – og ofte sågar inkluderede disse – leverede netop religionen igennem årtusinder. Og hvor den etablerede religion ikke længere kan levere varen, er den selvsagt komplet værdiløs, i det mindste som etableret, dvs. statsligt understøttet religion.

Kirken overlever kun i kraft af det kunstige åndedræt, som staten giver i form af tilskud og privilegier. Den står som en mur midt i samfundet, men vi ved ikke rigtig, hvad den egentlig beskytter os imod, endsige dybest set og helt konkret gør godt for? Et bolværk imod sekularisering? Imod islam? Imod kulturløshed? Imod »åndernes magt«?

Kun ét er sikkert: Den står som en mur imod forandring. Havde det så bare været en mur, som al historisk erfaring fortalte os stod for humanitet, tolerance og redelighed, var det nok en mur, det al dens hensygnen til trods var værd at lade stå, eftersom forandring alene for forandringens skyld trods alt sjældent er at foretrække.

Men vi ved kun alt for godt og uden at gentage kirkehistoriens synderegister – at dét står den ikke for.

Lad os altså gøre kristendommen og os selv en tiltrængt tjeneste: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« Eller mere tidssvarende: Giv staten, hvad statens er, og kristendommen, hvad kristendommens er. Det er nemlig paradoksalt nok ét og det samme: Friheden.

Friheden fra hinanden, vel at mærke.

Dermed giver vi også mennesket, hvad menneskets er – friheden til fuldt og helt at søge sin egen mening med livet, sin egen åndelighed eller forkaste al sådan snak, i stedet for at være direkte og indirekte indrulleret i statens åndelige fallitbo. Så må der komme, hvad der kommer.

Ergo: Lad os rive muren ned.

Rune Engelbreth Larsen