Oprindelsen er at finde i renæssancens opgør med middelalderens autoritære kirkemagt, indbegrebet af datidens ganske verdensorden, og står således i historisk tilbageblik som Vestens epokale eksponent for fritænkeri og individualisme i konfrontation med den kristne kulturarvs tungeste dogmatik og absolutisme.

Genopdagelsen af antikkens litteratur, kunst og filosofi igennem renæssancens utallige nyoversættelser blev afgørende for undermineringen af teologisk magt, udfordringen af politiske institutioner og opblødningen af gældende moral. En omfattende korrespondance Europas lærde imellem spredte kulturopgøret over det meste af verdensdelen og definerede løbende humanismen – ikke som kanoniseret »ideologi«, ikke i organisatoriske vedtægter, men dog som tydelige tendenser i en offensiv kulturrevolution, der med tiden rystede den etablerede verdensorden i sin grundvold.

Renæssanceånden kan med en vis ret sammenfattes under begrebet humanitas, som Britannica karakteriserer således: »Termen indebar ikke blot sådanne kvaliteter, som er associeret med det moderne ord 'humanitet' – forståelse, gavmildhed, medfølelse, barmhjertighed – men også mere aggressive karakteristika som mod, dømmekraft, klogskab, veltalenhed, og sågar kærlighed til ære. Indehaveren af humanitas skulle således ikke blot være en stillesiddende og isoleret filosof eller 'man of letters', men måtte nødvendigvis være en aktiv deltager i livet. Ganske som handling uden indsigt blev anset for at være formålsløs og barbarisk, blev indsigt uden handling afvist som gold og ufuldkommen.«

Målet herfor var selverkendelse og dannelse omsat i konkret politisk handling. Intet akademisk elfenbenstårn her – men derimod en forpligtelse til at udmønte vunden indsigt i handling til gavn for politisk og kulturel forandring. Viden forpligter.

Den resulterende kulturfornyelse forblev imidlertid ikke uimodsagt. Renæssancen ebbede ud, efter at reformationernes modsatrettede impuls skrev sig ind i det næste kapitel i Vestens kulturhistorie og efterhånden opløste humanismen.

Shakespeare var måske det monumentale punktum, der manifesterede centrale humanistiske pointer iklædt dramaets udødelige figurer i værker, hvor det enkelte menneskes individualistiske og lidenskabelige egenart i så udpræget grad er handlingens dynamo og universets omdrejningspunkt –kontrasten til middelalderens ignorante absolutisme og reformationernes intolerante snæversyn kunne næppe eksemplificeres kraftigere end her.

Den humanistiske ånd levede videre, også efter Shakespeare, men stadig mere isoleret og spredt, bl.a. som fremtrædende træk ved andre enkeltpersoners værker, f.eks. af Swift, Voltaire, Goethe, Ibsen og Brandes. Men tiden som samlet kulturstrømning var forbi, og i dag er humanismen snarere reserveret efterladenskabernes luftige konventioner og stive organisationer.

En ny, genuin humanisme, der ikke i mindre grad end sit historiske ophav kendetegnes ved sin radikalitet, er derfor kun så meget desto mere nødvendig.

Centraliseringen af mennesket er og bliver naturligvis det relativt enkle udgangspunkt for enhver humanisme, men om dette skal betyde andet og mere end et sympatisk motto, må vi også insistere på, at konsekvenserne vitterlig forstås i den mest ordrette og offensive forstand.

Af centraliseringen af mennesket følger således først og fremmest den ene kvalitet, der med den franske renæssancetænker, Montaignes ord er den »mest universelle egenskab«, som er tilknyttet mennesket, og dog i sit konkrete udtryk netop samtidig må være fuldkommen individuel: »Forskelligheden«. I sidste ende er hverken to synspunkter eller to mennesker nogen sinde helt identiske – menneskelighed og menneskelig forskellighed er ganske enkelt så godt som synonyme.

Derfor kan humanismen strengt taget heller ikke desavouere hverken ateisten eller den religiøse, så lidt som anarkisten eller moralisten, men må derimod selv være areligiøs og amoralsk, eftersom den skal sikre mulighedsbetingelserne for enhver religion og moral, hvad enten denne er mere eller mindre humanistisk eller mere eller mindre antihumanistisk. Af den humanistiske fokusering på den menneskelige forskellighed følger nemlig uvilkårligt en radikal tilskyndelse til et pluralistisk samfund, der tilstræber videst mulige rammer for, at den enkelte frit kan udleve sin individualitet, f.eks. både religiøst og moralsk såvel som ureligiøst og umoralsk.

Betyder det, at alt er acceptabelt? Nej. Men af respekten for den enkeltes handlefrihed følger for det første, at humanismen kun kan begrunde at begrænse den individuelle handlefrihed dér, hvor denne ellers måtte føre til en ufrivillig indskrænkning af et andet menneskes handlefrihed. Og derfor må humanismen for det andet også lige så betingelsesløst forsvare ethvert menneskes ret til frivilligt at tilslutte sig, ytre og udleve en hvilken som helst anskuelse, religion, moral eller seksualitet (hvilket naturligvis er noget helt andet end at forsvare enhver sådans indhold), som den betingelsesløst må bekæmpe al slags tvang, uanset hvilken anskuelse, religion, moral eller seksualitet denne udspringer af. Der er således for det tredje intet, som ikke frit kan tænkes, menes og ytres i et humanistisk samfund, heller ikke den mest rabiate antihumanisme, og der er intet, som ikke frit kan udleves med enhver af de impliceredes frivillige, myndige samtykke – netop der går grænsen.

Om noget er dette parametrene, som et humanistisk samfund må fungere inden for rammerne af.

Men i det enogtyvende århundredes politiske samtid betinges handlefriheden lige så lidt som i middelalderen alene af den lokale eller nationale samfundsorden, for selv om vi ikke længere er underlagt et kirkeligt overherredømme som i middelalderen, er vi til gengæld underlagt en ny verdensorden – den nyliberalistiske globalisering.

»Globalisering« er naturligvis et begreb, der dækker mange facetter, f.eks. den globale kommunikation, mellemstatslige handel og internationale rejseaktivitet – forhold, som slet ikke behøver at udgøre en trussel i sig selv. At globaliseringen alligevel inkorporerer en international undertrykkelse af individuel selvbestemmelse, skyldes naturligvis, at dens konsekvenser ikke blot kan henregnes under den teknologiske udvikling og generelle internationalisering. Er der et gran af humanitas tilbage i os, kan vi ikke stiltiende acceptere, at den direkte økonomiske magt såvel som den indirekte politiske magt i kølvandet på denne udvikling er blevet voldsomt koncentreret i finansimperier, som forhindrer hele nationer i den fattige verden i at skabe spirende vilkår for den enkeltes selvbestemmelse, blot fordi profitmaksimeringens lyksaligheder i den globale verdensorden skal overordnes den mest basale medmenneskelighed i den lokale virkelighed.

Og hvor der ikke er mulighed for selvbestemmelse nationalt, er der slet ikke mulighed for det lokalt, og hvad er da almenmenneskelig forskellighed, endsige frihed andet end uopnåelige luksusgoders hån mod den udsultede del af verdens befolkning?

Multinationale selskaber er globale magtfaktorer, som mange regeringer slet ikke kan konkurrere med, fordi disse pengetanke på få øjeblikke kan flytte flercifrede milliardbeløb fra verdenshjørne til verdenshjørne og straffe lande, som ikke honorerer deres krav om privilegerede skatteoaser, hvor de kan købe sig al den politiske indflydelse, de måtte ønske sig.

Humanismen af i dag kan ikke stå mindre i kontrast til en verdensorden, hvor markedskræfternes frihed vejer tungere end menneskets frihed, end humanismen i sit udspring stod i kontrast til en verdensorden, hvor kirkens dogmatik vejede tungere end individets selvstændighed.

Faklen