Hvorfor henslæber landets mange tusinde stiknarkomaner en tilværelse uden mulighed for behandling, dømt til tilsyneladende endemisk prostitution og kriminalitet? Hvorfor isolationsfængsles over 90% af alle sigtede i narkotikasager, mens dette kun gælder ca. 2,5% af alle sigtede i andre straffesager – på trods af, at sigtelser i narkotikasager sjældnere fører til domfældelse?

Fordi stofferne er der og fører misbrugerne ud i en umenneskelig tilværelse, og fordi samfundet derfor må bruge mange penge på at bekæmpe dem, ville mange menneskers svar være; og dette er da netop også det grundlæggende formål i den danske narkotikapolitik: »Narkotikaforebyggelsen arbejder for, at ingen ryger hash eller bruger andre illegale stoffer. Hovedmålsætningen for alle forebyggelsesaktiviteter er derfor kort og godt: Intet brug«. (Forebyggelsen og Sundhedsministeriet, Sundhedsministeriet 1996).

Denne holdning fører imidlertid til en stikken-hovedet-i-busken-politik: Fordi hele vores politik på området er lagt an på, at ingen i befolkningen overhovedet skal bruge eller misbruge illegale stoffer, forhindrer vi os selv i at forholde os fornuftigt til det brug, der faktisk forekommer; ved ikke at informere reelt om farer og uhensigtsmæssigheder ved brug af de stoffer, vi har valgt at forbyde (men i stedet advare kategorisk mod enhver brug og samtidig stærkt overdrive de hermed forbundne farer), forhindrer man ikke brugen af stofferne. Illegaliteten og den manglende reelle oplysning om stoffernes virkning betyder blot, at den væsentligste oplysningskilde om den rette brug af stofferne bliver andre brugeres gode eller dårlige erfaringer – og den betyder, at der ikke er nogen som helst kontrol med kvaliteten af de stoffer, der udbydes, hvilket fører til forgiftninger, når forhandlere tilbyder stoffer, der ikke er, hvad de foregiver at være, eller f.eks. (hvilket man af og til ser ved heroin) er af bedre kvalitet, end brugerne er vant til. Et godt eksempel er den megen mediebevågenhed omkring ecstasy i foråret 2000: Nogle få dødsfald som følge af de såkaldte Mitsubishi-piller førte til en voldsom kampagne i medierne, hvor politikerne kappedes om at forlange størrre politimæssig og samfundsmæssig indsats mod misbruget af ecstasy, hårdere straffe osv.

Man overså imidlertid, at disse dødsfald nærmere var et tegn på narkotikapolitikkens farlighed – for problemet med disse piller var jo netop, at de ikke indeholdt ecstasy. Havde det i stedet været muligt at købe stoffet legalt, ville disse dødsfald ikke være forekommet, og øvrige ecstasy-dødsfald kunne have været minimeret gennem en fornuftig information om stoffets farlighed.

Forbudspolitikken fører således til, at man i sin påkaldelse af et ideal (at ingen skal bruge disse ganske rigtigt oftest skadelige stoffer) lukker øjnene for de skader, man påfører i forfølgelsen af dette ideal. Ved at kriminalisere de illegale stoffers brugere marginaliseres disse i en grad, så "narkomanen" for offentligheden står som en frygtet og forhadt skikkelse, som ordensmagten ofte får carte blanche til at forfølge, fængsle og chikanere helt vilkårligt – den såkaldte "stress-strategi".

I iveren efter at få disse forhutlede og ofte kriminelle mennesker bort fra gadebilledet overses imidlertid den væsentligste årsag til denne forhutlethed: Det stof, de så desperat har brug for, er ulovligt og derfor meget dyrt, så at brugen af det næsten altid suppleres med et stort forbrug af alkohol og legale præparater (f.eks. nervepiller som Stesolid eller Rohypnol) i en ukontrolleret blanding, der voldsomt øger såvel risiko som skadevirkninger ved misbruget.

Inden for forskningen på narkotikaområdet taler man ofte om to modeller for en narkotikapolitik: forbud og skadesreduktion. Mens forbudspolitikken er på linje med den holdning, der ligger til grund for den danske narkotikapolitik – at narkotika er skadelige og brugen af dem moralsk forkastelig, hvorfor stofferne må forbydes og deres brugere fordømmes, problematiseres og marginaliseres – er princippet bag tanken om skadesreduktion det mere pragmatiske, at de fleste illegale stoffer ganske vist er skadelige og brugen af dem ikke anbefalelsesværdig, men at det mest konstruktive er at forholde sig til, hvordan man minimerer de skader, deres brug medfører, så effektivt som muligt uden at stirre sig blind på et uopnåeligt ideal som et "samfund uden stoffer".

Den Almindelige Danske Lægeforening tilsluttede sig i 1994 tankegangen bag dette synspunkt i en skarp kritik af de menneskelige omkostninger ved at forsøge at løse narkotikaproblemet rent politimæssigt: "Denne politik [er] behæftet med betydelige skadevirkninger. Stofmisbrugermiljøet bliver mere kriminelt og voldeligt. De jagede stofmisbrugere kan ikke andet end at føle sig marginaliserede og udstødte (…) kampen mod narkotika bliver alt for let til kampen mod narkomaner, og det er hverken de eller vi andre tjent med." (Ugeskrift for Læger 5, 1994).

Alternativet – en forbedring af narkotikabrugernes sociale situation og en legalisering af heroin, der indebærer, at misbrugere kan få stoffet udleveret billigt på apoteket, og at ingen kan straffes for besiddelse eller brug af stoffet – ville med ét slag afskaffe alt illegalt salg og al smugling af stoffet og samtidig tillade, at de midler, der i dag bruges på at retsforfølge og fængsle narkomaner og forhandlere kunne bruges til tilbud om behandling og afvænning til alle, der måtte ønske det.

I det hele taget kunne al narkotikarelateret kriminalitet afskaffes, hvis man i erkendelse af, at selv det voldsomst håndhævede forbud ikke påvirker hverken tilgængelighed eller forbrug af de illegale stoffer (således steg udbuddet af heroin i København meget voldsomt i begyndelsen af 90erne samtidig med politiets meget intensive "stress-strategi" mod narkomaner og forhandlere), tog det skridt at tillade salg af begrænsede og kvalitetskontrollerede mængder af de mest almindelige illegale stoffer fra apotekerne – til en pris, som skulle være høj nok til at finansiere stoffernes fremstilling og lav nok til at kvæle det illegale marked.

I modsætning til en udbredt opfattelse, er der ikke umiddelbart nogen grund til at antage, at en liberalisering, der indebar, at alle nu illegale stoffer kunne købes billigt, skulle få forbruget til at eksplodere – på samme måde, som de fleste mennesker ikke fravælger brugen af et lettilgængeligt stof som hash, fordi det er forbudt, men fordi de ikke mener, det er fornuftigt at tage.

Faktisk ville en legalisering sandsynligvis slet ikke påvirke mønstrene for forbruget af de forskellige illegale stoffer særlig meget. Politichef i Utrecht, J. Wiarda udtalte i 1995 til en officiel hollandsk høring: "Enhver, der gerne vil bruge stoffer i dette land, kan finde dem til en rimelig pris og i en rimelig kvalitet. Dette vil ikke forandre sig, hvis stofferne bliver legaliseret."

Dette bekræftes af erfaringer fra netop Holland, hvor hash har været frit og legalt tilgængeligt siden 70erne – til trods herfor er forbruget af hash faktisk en smule mindre i Holland end f.eks. i Danmark og Spanien, hvor stoffet er forbudt.

Til gengæld ville en legalisering – bortset fra, at alle ulykker som følge af svingende kvalitet eller forfalskning af illegale stoffer (som for eksempel de nævnte "Mitsubishi-piller") ville kunne undgås – afkriminalisere de mest belastede narkomaners levevis og frigøre kolossale ressourcer inden for retsvæsenet.

Det eneste reelle indhold i alle argumenter mod en legalisering synes således at være det rent moralske: Eftersom det er forkert at forgifte sin krop og påvirke sit sind med sådanne stoffer, vil vi ikke acceptere, at nogen gør det. Skal en sådan moraliseren over et stofmisbrug, vi alligevel ikke kan forhindre med selv den mest rigide forbudspolitik, forhindre os i at gøre, hvad der skal til, for at afhjælpe lidelserne hos de narkomaner, som er nogle af de mest forfulgte og marginaliserede mennesker i dette land?

Carsten K. Agger