Mange føler sig hurtigt, uden tilsyneladende at have behov for megen eftertanke, styrket i denne opfattelse, når de ser eller hører om de mange forhutlede og ulykkelige kvinder, der arbejder på gaden.

Men disse ulykkelige kvinder, som således vejer i vægtskålen, når man fordømmer prostitution, er som oftest de kvinder, der går under betegnelsen "narkoprostituerede". Og det er værd at holde sig klart, at når man identificerer dem med prostitution som sådan, så roder man ting sammen, som ved simpel fornuft burde holdes adskilt.

De narkoprostitueredes liv er uden tvivl fyldt med stor ulykke. Af nød og i ulyst at måtte give sig selv bort for at få penge til narkotika er dybt tragisk, og den form for prostitution bør selvfølgelig afskaffes. Men det sker ikke ved at bekæmpe prostitution som sådan, men derimod alene ved, at samfundet indvilger i at løse de bagvedliggende sociale problemer. En begyndelse kunne f.eks. være en legalisering af narkotika, så disse mennesker billigt og rent ville kunne købe det stof, de ikke kan klare sig uden, på recept på apoteket.

Men langtfra al prostitution er narkoprostitution eller nogen anden form for prostitution af nød. Mange prostituerede er ikke tvunget ud i erhvervet, men har blot valgt dette erhverv frem for andre, ja, har valgt det af lyst og ikke af nød. Er det stadig forkasteligt, at disse kvinder prostituerer sig? Mange vil mene ja, på trods af at sådanne prostitueredes situation er indlysende og afgørende forskellig fra de narkoprostitueredes.

Foragten for kvindeligheden

Det ligger dybt i vores kristne kulturs grundvold, at det kødelige begær må forsages eller i det mindste holdes i stramme tøjler: "det, kødet vil, er fjendskab med Gud," som Paulus siger i Romerbrevet.

Kristendommens impuls var netop at føre ånden til endegyldig sejr over kødet. Ånden skulle befries fra kødet, døden og den "syndige" verden, og menneskets blik vendes bort fra "denne verden", op mod Gud Fader i Himmelen.

Kvinden har imidlertid med sin kløgt og med sin kødelige pragt evne til at vække begær og dermed binde manges blikke til "denne verden" og manges sind til "det, kødet vil". Af samme grund blev hun af kristendommen i særlig grad forbundet med det kødelige begær og vejen til fortabelse.

Den prostitueredes erhverv er seksualitet, og luderen har ved sit erhverv således også stået som eksponent for denne syndige og truende kvindelighed i allerhøjeste potens i den kristne kulturhistorie.

Mange vil i dag måske sige, at de ikke bærer på denne kristne arv og bestemt ikke ringeagter nogen form for kvindelighed. Men hvorfor er det så stadig sådan, at man fordømmer den kvinde, der tjener til livets ophold på sit begær? Hvorfor kaldes hun f.eks. billig eller beskidt, der spreder sine ben for flere mænd? Hvorfor væmmes mange ved ublufærdig kvindelig seksualitet? Hvorfor er det bare "for lavt"? Engang fandtes der kulturer, hvor prostitution kunne være et helligt og højt agtet erhverv. For os er ordet "luder" et skældsord af de værste.

Det, at selv kvinder dømmer hinanden imellem som ovenfor beskrevet, kan vække både undren og sorg, for luderen er og bliver en del af kvindeligheden og den kvindelige seksualitet. Og at fordømme den kvinde, der beskæftiger sig med prostitution, er at fordømme dette aspekt af kvindeligheden, som, qua kvindelighed, tværtimod burde respekteres og bydes velkommen på lige fod med andre kvindelige aspekter.

"At sælge sin krop er nedværdigende og undertrykkende"

Igen vil mange måske sige, at de da heller ikke væmmes ved hverken kvindelighed eller den prostituerede, men dog holde på, at det nu engang er nedværdigende og undertrykkende for en kvinde at prostituere sig. Dette er f.eks. nogle feministers holdning.

Men kan man tale om, at en kvinde er undertrykt, hvis hun ikke selv føler det?

Hvad om den prostituerede føler sig ophøjet ved sit erhverv? Hvad om hun ikke føler sig "brugt"? Eller at netop det at "bruge" og "blive brugt" for hende er den største lykke? Eller hun simpelthen bare synes, at prostitution er et udmærket erhverv, som tiltaler hende mere end så mange andre, og som hverken opleves mere eller mindre ophøjende eller nedværdigende? Kunne vi dog bare "for Kvindens skyld" lade enhver kvinde selv definere, hvad der er nedværdigende eller ophøjende for hende, hvad der for hende er en god beskæftigelse, og hvad ikke.

Man kan spørge sig selv, om nedværdigelsen og undertrykkelsen af de prostituerede af lyst ikke nærmere ligger i vores generalisering af dem som undertrykte og nedværdigede "ofre", samt i vores "velmente" forbud imod, at de tillader sig at sælge og modtage begær, som de har lyst til?

Feminismen har endnu ikke formået at sprænge de snærende bånd om kvindens seksualitet. Den har vitterlig gjort meget godt for kvindens rettigheder. Men hvad angår kvindens seksualitet, synes der stadig at være bastante grænser og normer, som visse feministiske kredse anser det for altafgørende ikke at slække på. F.eks. hvad angår sexarbejde.

Det skurrer i ørene, når visse feminister råber højt om kvindefrigørelse for så forsat at stemple og ville sætte grænser for de medsøstre, der f.eks. med striptease binder mænds blikke til deres krop, viser deres allerhelligste blive penetreret for åben skærm, eller prostituerer sig og lader mænd komme til sig. Det er tragisk, når søstre således dømmer søstre i Kvindens navn og kalder hende ydmyget og undertrykt, som dog ikke selv føler dette i sit hjerte.

Fordømmelsen af ikke mindst prostitution hersker jo imidlertid ikke kun i feministiske kredse. Det er en udbredt tankegang.

Vi tvinger den prostituerede til en skyggetilværelse, og gør det ikke blot ved vores lovgivning, men også ved vores moralske fordømmelser af hende som undertrykt.

Legaliser prostitution

Efter årtiers tale om kvindefrigørelse viger vi stadig tilbage for at legalisere prostitution.

I 1998 kom justitsminister Frank Jensen med et forslag om "afkriminalisering" af prostitution (L 43). Men dette forslag, som blev vedtaget af Folketinget i marts 1999, var langtfra et oplæg til en reel lovliggørelse af erhvervet. Tværtimod.

Loven kom netop til at bekræfte erhvervets illegalitet, hvad næsten samtlige politiske partiers ordførere på området bakkede op om. En legalisering af prostitution som erhverv måtte netop ikke ske, for, som det bl.a. lød: "prostitution er nedværdigende for den prostituerede" (C), "prostitution er i den grad en krænkelse af det enkelte menneskes værd og psykisk invaliderende" (Q), "det at sælge sin krop [må] aldrig blive det samme som at sælge en sæk kartofler" (V) osv., og i selve lovteksten uddybedes det da også, at "afkriminaliseringen ikke [skal] indebære, at prostitution i øvrigt anses som et lovligt erhverv," hvilket f.eks. også Enhedslistens ordfører kaldte "meget vigtigt".

Lovændringen legaliserede altså ikke prostitution; den fjernede blot et par paragraffer om bl.a. "løsgængeri" og "passivt alfonseri", som ikke var blevet håndhævet i årtier, samt tilføjede en bestemmelse om kriminalisering af kunder til umyndige prostituerede.

Vi vil så gerne hjælpe de prostituerede. Men at gøre det, de prostituerede selv beder os om, vil vi ikke: "Vi ønsker, at vores arbejde bliver legalt, så vi kan blive registreret, komme i a-kasse og betale skat. Der skal ikke sidde 179 mennesker på Christiansborg og bestemme, at vi ikke må sælge vores krop. Vi vil behandles som mennesker og ikke være nødsaget til at gøre vores arbejde i det skjulte". Sådan sagde de prostitueredes talskvinde Jackie Siewens til Ekstra Bladet i 1993 i forbindelse med en demonstration på Kultorvet til fordel for legalisering af prostitution.

Men vi vil ikke hjælpe dem på deres egne præmisser, så de f.eks. ville kunne danne bordeller, hvor de kunne arbejde under ordnede forhold og med fast lægetilsyn, med bedre økonomi og med langt større sikkerhed på alle områder. Vi vil ikke give dem samme rettigheder, som andre mennesker på arbejdsmarkedet har, såsom ret til sygedagpenge, dagpenge, orlovsydelser, efterløn eller beskyttelse under Arbejdstilsynet.

Men fritages for at betale skat, det skal de naturligvis heller ikke, selv om vi ikke vil sidestille dem med andre erhvervsgrupper.

Vi vil gerne aflægge dem et visit, og nogle vil gerne indrømme, at der da var et tidspunkt i deres liv, hvor alt var tungt, og hvor besøget hos denne luder var det eneste varme lys i mørket. I Socialministeriet vejleder man også gerne landets socialarbejdere til at lade f.eks. handicappede opsøge en prostitueret – senest i ministeriets »Vejledning om seksualitet - uanset handicap« fra februar i år – men at give hende frihed til at kunne udføre sit erhverv i solskinnet og ikke i en skyggetilværelse, i tillid til, at hun er i stand til selv at vurdere, hvad der er bedst for hende, det vil man ikke.

Nej, hun skal straffes med bøder og fængsel, og driver hun bordel, er det fængsel i op til fire år, og er den prostituerede udlænding, og har hun ikke boet her mere end to år, skal hun smides ud af landet. Vi smiler til os selv i spejlet, for vi gør jo det hele for de prostitueredes egen skyld. Men alt dette er dobbeltmoral om noget.

Hjælper det kvinden, der prostituerer sig af nød, at give hende bøder for det? Hjælper det kvinden, der gør det i lyst? Man ved ikke, om man skal le eller græde, når politikerne i ramme alvor mener at beskytte de prostituerede ved at lade deres livsgrundlag være illegalt.

Samfundet skal selvfølgelig hjælpe dem ud af prostitutionen, som er tvunget ud i det af nød, og som i deres hjerter føler det nedværdigende, krænkende for deres værd og psykisk invaliderende. Det kan ikke gå hurtigt nok. Men det gøres ikke ved at fordømme og kriminalisere prostitution generelt.

Og kunne vi så bare en gang for alle sætte den velfungerende prostituerede fri af vores bekymring og tunge moral og foragt, og i stedet anerkende hende som det aspekt af kvindelighed, hun er udtryk for.

En reel legalisering af prostitution ville ikke blot betyde bedre arbejdsvilkår for hende; det ville betyde, at vi også kommer en reel kvindefrigørelse nærmere. For kan vi overhovedet tale om frigørelse, før kvinder står sammen i gensidig accept og respekt for kvinders ret til forskellighed?

Legaliser prostitution og vis den prostituerede den respekt, hun fortjener!

Heidi Holmgaard Sandvej