»I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje, og tand for tand,’ Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver jer et slag på den højre kind, så vend også den anden til.« (Matt. 5, 38-39).

For den kristne gav dette engang sig selv, men i dag, og hvad med os andre …?

Vi kan som relativister argumentere for, at »godt« og »ondt« ikke er absolutte værdier, at der dybest set findes mangfoldige og indbyrdes varierende definitioner herpå, at vi ikke er »rigtige« eller »forkerte«, men forskellige – med forskellige lyster og længsler. Mit »det gode« er ikke nødvendigvis det samme som naboens, men vi må trods alt og så vidt muligt tilstræbe at acceptere og respektere hinanden alligevel, for vi har lige ret til at være her.

Dog kan der opstå situationer, hvor det ikke blot er et spørgsmål om forskellige synspunkter, men om en konflikt, der af den ene eller anden grund er eskaleret. I sådanne situationer vil vi være tilbøjelige til at forsvare os selv. Dette kan gøres verbalt, hvilket til enhver tid er at foretrække, eller, hvor det ikke synes muligt eller tilstrækkeligt for at forhindre et overgreb, fysisk.

I Straffelovens § 13 har vi til særlig grove konflikter nogle spilleregler at gå ud fra. Denne siger om nødværge: »Handlinger foretaget i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.« Og: »Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelserne er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.«

Hvordan disse spilleregler så siden håndteres af retspraksis er en anden sag.

Overfald og voldtægt må f.eks. regnes for grove konflikter. Vi har med andre ord at gøre med en aggressor og et offer. Nødværge er nødtvungent selvforsvar, og forsvarer ofret i ovennævnte tilfælde sig selv, kan vi altså påberåbe os nødværgeretten og gøre brug af straffelovens §13 – eller kan vi?

For de fleste af os gælder det, at et overfald automatisk vil fremkalde en vis form for »skræk eller ophidselse«, men hvordan vi tackler sagen, vil variere fra menneske til menneske og fra situation til situation. Nogle vil have held med sig til at tale gerningsmanden fra sit forehavende, andre lammes fuldstændig, og andre igen forsvarer sig fysisk. Også dette sidste skulle for enhver nøgtern betragtning kunne retfærdiggøres, eftersom alternativet ofte vil være at spille hasard med sit liv, hvis man uden videre modstand skal lade et overgreb finde sted – men det er langtfra tilfældet, at retspraksis tillader dette. Der gives således masser af tilfælde, hvor et offer på den ene eller anden måde har passiviseret modparten, og derved selv pådraget sig en dom (læs f.eks.: »Retssystemets voldtægt«, Faklen nr. 4).

I forbindelse med voldtægt minder offentlighedens rådgivning, der bygger på eftergivenhed, på det nærmeste om kristendommens indstilling i det Nye Testamente. I skarp modsætning hertil står så kvindegrupper, der opfordrer til voldsom selvtægt, om så blot sagen drejer sig om et klap i røven. Ingen af delene kan dybest set regnes for menneskeligt forkert, men begge dele vil i dag skade ofret. Lader vi misgerningen stå uimodsagt, skader vi nemlig os selv, ikke blot fysisk, men i særdeleshed psykisk. Tyer vi til fysisk selvforsvar, vil vi, som tendensen er i gældende retspraksis, i langt de fleste tilfælde straffes herfor. Og hvem er det da, som beskyttes – voldtægtsmand eller offer?

At ofret straffes, ses bl.a. af det faktum, at en kvindes fremtoning og stilling i forhold til gerningsmanden har indflydelse på voldtægtsanmeldelsens håndtering. Har hun været udfordrende klædt, eller kender hun på forhånd manden, bliver voldtægtsanmeldelsen ikke i samme grad taget alvorligt. At vi alle – uanset påklædning og bekendtskaber – burde have lige vilkår i retssammenhænge, ses der fuldstændig gennem fingrene med. Voldtægt er voldtægt, og er derfor nøjagtig lige forkastelig i alle situationer. Hvad enten kvinden var udfordrende klædt eller ej, og hvad enten hun er gift, ven eller bekendt med voldtægtsmanden, kan det aldrig være en undskyldning for en sådan handling.

Overfaldes vi, er sagen den samme. Passiviseres gerningsmanden grundigt, er det ofte ofret, der må tage straffen for gerningen – men her kan vi igen vende den om. Om ofret forsvarer sig selv grundigt og fysisk, hvem har så foranlediget dette?

Om der f.eks. er tale om en person, der tager ud for at slå på tæven, eller en person, der søger at tilfredsstille sit seksuelle behov via tvang, har vi at gøre med en aggressor. Og en aggressor må altid bære ansvaret for gerningens udfald. Passiviseres denne, er det derfor en ærlig sag at være af den overbevisning, at vedkommende selv er skyldig heri.

En aggressor må således altid tage ansvaret for sine handlinger, og handlinger afledt af disse må stå for dennes regning.

Vi er opflasket med forestillinger om, hvilke uheldige konsekvenser nødværge kan få for os, og det med rette, da det, som vi har været inde på, i dag i mange tilfælde vil være ofret, som straffes, hvis det tyer til nødværge. I nogle tilfælde spiller man imidlertid her med sit liv og sin førlighed, hvis en klar ret til at forsvare sig selv ikke håndhæves. Utrygheden om konsekvenserne kan dog have en afskrækkende effekt, og mange vil have tendens til at kalde på myndighederne, der så kan træde til, når skaden er sket.

Retten til personligt at værne sig bør ikke bremses af udsigten til endnu en krænkelse, eller for den sags skyld en fængselsdom. Vi kan alle komme ud for situationer, hvor et selvforsvar kan føles nødvendigt, for at vi psykisk eller fysisk ikke skal gå til grunde. Og trygheden ved, at vi ikke får en dom på halsen, når og hvis vi forsvarer os, må være af afgørende betydning. Hvordan og om vi vælger forsvar, bevidst eller ubevidst, må være op til den enkelte.

Anne Bjørnskov