Det politiske klima i Danmark bærer præg af fascistiske tendenser. Sådan har Faklens påstand lydt siden første nummer. En påstand, vi har argumenteret for og forsøgt at dokumentere over hundredvis af sider. I det følgende forsøger vi at samle trådene.

Siden 1996 har Faklen samlet og kommenteret nyhedsstof om "danske myndigheders magtmisbrug, afvikling af retssamfundet, overgreb mod minoriteter, bevidst propaganda og generelle totalitære tiltag", som det har heddet i den faste indledning til "Samfundsudsigten" fra og med Faklen nr. 9. Der har ikke manglet stof at skrive om, og dokumentationen er på de fem år kommet til at omfatte omkring 500 normalsider, som er tilgængelige på www.faklen.dk.

Mange har ment, at det er ude af proportioner, som vi har gjort, at tale om fascistiske tendenser i denne politiske udvikling. Måske fordi "fascist" er gledet ind i det almindelige ordforråd som et skældsord på linje med "psykopat" og i betydningen "galning med hang til folkemord".

Men at fascisme nødvendigvis omfatter paramilitære korps med støvletramp i gaderne, offentlige henrettelser og folkemord, er en farlig skrøne, fordi den netop frikender og freder den fascisme, som bæres frem af almindelige, moralske og ligevægtige borgere med almindelige, moralske og ligevægtige racistiske, totalitære og nationalistiske sympatier.

Som det hedder i Faklen nr. 5.: "… det var selvfølgelig også almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker, der stemte på Hitler, og ti år senere var det almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker, der gennemførte holocaust. Det hed som bekendt heller ikke: ’Chaos muß sein’, men: ’Ordnung muß sein’." (S. 40).

På de følgende sider vil vi forsøge at skildre en række aktuelle tendenser i den politiske udvikling, som den har set ud i de fem år, der er gået, og som den kommer til udtryk i dag.

Det drejer sig bl.a. om det stigende krav om effektivitet, som gennem femåret er blevet stadig mere højlydt. Så højlydt, at man ofte har glemt, at kuren til tider er langt værre end sygdommen.

Det drejer sig også, og ikke mindst, om den retorik, som løbende er blevet formuleret af den yderste højrefløj, men som efterhånden umærkeligt også er gledet ind som legitimt politisk udtryk i den brede politiske debat omkring "midten". En retorik, som med sin populistiske slagkraft og sine demagogiske fjendebilleder bærer fascismens umiskendelige præg, ligesom dens sigte synes at ligne den "klassiske" fascismes: At fokusere en udbredt småborgerlig utilfredshed og intolerance i en selvbevidst folkelig og gennemslagskraftig massebevægelse, der kræver resultater og er parat til at tilsidesætte fundamentale borgerrettigheder - i det mindste for udvalgte grupper - for at nå dem.

Opskriften på en succesfuld politisk retorik i dag ligner tilsvarende: Giv folk, hvad de vil have; fortæl dem, hvad de vil høre; bekræft deres fordomme og mest irrationelle frygt; og fortæl dem, at det had, de føler, er godt og sandt, og at enhver, der siger noget andet, er en bedrevidende meningstyran. Vis dem, at de karaktertræk, som de har fået på puklen for som udtryk for smålighed og uvidenhed, i virkeligheden er tegn på redelighed og sund fornuft. Og ikke mindst: Tilbyd dem hurtige og effektive løsninger på tidens "problemer", og befri dem for deres eventuelle skrupler, når de "problemer", der skal løses, er mennesker. For der er ingen grund til at have dårlig samvittighed.

Efterhånden som denne retorik er slået igennem, har den tillige i stigende grad fået direkte indflydelse på den vedtagne lovgivning. Det er således efterhånden nærmest blevet politisk kutyme i mange lovforslag at gå til - og til tider ud over - kanten af det mulige i lyset af almindelige borgerrettigheder og internationale konventioner. Alt sammen i effektivitetens navn.

Den politiske tidsånd har ikke kun udset sig "de fremmede" som "problemet", og det er ikke kun flygtninge og indvandrere, som oplever stigende marginalisering og udstødelse. Fattige, hjemløse, misbrugere, prostituerede og andre svage grupper har på trods af det, de velstillede har kaldt "opsvinget", fået stadig dårligere vilkår og bliver mødt med stadig mindre forståelse og tolerance. Overfor disse grupper er den politiske trend gået i retning af, at den bedste "hjælp" består i disciplinering gennem tvang, kriminalisering og straf.

Og jo mere tommelskruerne således er blevet strammet overfor marginalgrupperne, jo mere tvang og straf er der blevet behov for. Forstærket af den populistiske debat, som igen og igen har skabt medie- og massehysteri om "befolkningens stigende utryghed" pga. "voldsbølgen" osv., har denne mekanisme tilsvarende fået de store stemmebejlende partier til også at bevilge større midler og flere beføjelser, dvs. mere magt til politiet …

At der i denne udvikling er tale om totalitære tendenser, derom kan der, ud fra en nøgtern betragtning, næppe være tvivl. Hvorvidt man så stadig vil mene, at det er ude af proportioner at kalde dem fascistiske, kan man jo tage stilling til undervejs.

Vi har vanskeligt ved at finde en mere dækkende betegnelse.

Statslig effektivitet

Jo større statsmagt, desto større effektivitet. Den totale og uindskrænkede statsmagt yder selvsagt optimal effektivitet.

Som sagt er netop effektivitet i stigende grad kommet på den politiske dagsorden i løbet af det forgangne femår. Men effektiv statslig magtudøvelse kræver også nøje indsigt i, hvad der foregår; den virkelig effektive statsmagt forudsætter en systematisk overvågning og registrering af borgerne.

Hver eneste dansker er i dag i gennemsnit registreret i 60 registre. Der eksisterer ca. 3.500 offentlige registre med personfølsomme oplysninger, som er underlagt den såkaldte registerlov. Derudover findes ca. 7.000 registre, som ikke indeholder disse følsomme oplysninger, men alle mulige andre tænkelige og utænkelige data om os (kilde: Jyllands-Posten, 17.8.98).

"Der har næppe været nogen totalitær stat, der har haft et så højt registreringsniveau, som vi har i Danmark," forklarer Advokatrådets formand, Steffen Juul i Politiken (20.8.98).

Udviklingen på dette område har været markant igennem en årrække. I takt med, at den teknologiske udvikling har gjort registrering lettere at administrere, er der blevet stadig flere registre. Men antallet af registre er kun én side af sagen. Skal registrene bruges effektivt, skal oplysningerne i dem naturligvis kunne krydsrefereres. Derfor blev i løbet af 90erne såkaldt registersamkøring en populær idé, ikke mindst blandt de offentlige instanser, i kampen mod snyd med og misbrug af de offentlige kasser.

"Det drejer sig kort og godt om at begrænse snyderiet med offentlige midler," forklarede Hvidovre Kommunes skatteinspektør Niels Boje Hansen, da landets kommuner i 1997 lå i forhandlinger om at skabe et landsdækkende samarbejde med et "intra-net", hvor en lang række registre skulle samkøres. Han fandt det urimeligt, at der i den sammenhæng blev talt om totalitarisme og "overvågningssamfund". Der var jo blot tale om "helhedsorienteret sagsbehandling" (Jyllands Posten, 28.9.97).

Afdelingschef i justitsministeriet, Preben Bialas lagde en tilsvarende holdning for dagen i forbindelse med planer i Justitsministeriet om at oprette et register, som indeholder navne og CPR-numre på personer, der på den ene eller anden måde har snydt eller forsøgt at snyde det offentlige: "Kun hvis myndighederne udveksler oplysninger, kan man gøre noget effektivt mod svindel." (Berlingske Tidende, 6.1.98). Målet helliger midlerne.

Men ikke kun det offentlige har lov til at registrere. I maj 2000 vedtog folketinget den såkaldte "Banklov", hvorved samtlige afdelinger i en koncern, f.eks. et forsikringsselskab, et realkreditinstitut eller en bank, fik lov til at videregive "sædvanlige oplysninger" til et centralt register i koncernen. Det er bare ikke defineret i loven, hvad "sædvanlige oplysninger" er. Videregivelsen af "personlige oplysninger" kræver derimod den registreredes samtykke; heller ikke her er det imidlertid defineret, hvordan dette samtykke skal indhentes for at være gyldigt. Ekstra-Bladet konstaterede i den anledning, at "de kan samle alle de oplysninger, som de kommer i besiddelse af," og nævnte i flæng som eksempler: Samtlige en persons konti i koncernen; for sent betalte regninger eller en overtrukket kassekredit; om vedkommende har været straffet; forbrug af receptpligtig medicin; helbred i forbindelse med ansøgning om gruppelivordning; familiestridigheder, der involverer offentlige myndigheder, f.eks. tvangsfjernelse af børn; religiøs eller racemæssig baggrund osv. (11.1.00).

Frank Aaen fra Enhedslisten var blandt de mest skeptiske, da loven behandledes i Folketinget: "De store koncerner kan følge hver eneste bevægelse, vi foretager os. Og så kan Politiets Efterretningstjeneste få adgang til alle de samme oplysninger," forklarede han (Ekstra-Bladet, 12.1.00). Og til forskel fra f.eks. RKI ("Ribers") vil disse nye koncernregistre ikke være underlagt offentlig kontrol, og reglerne om, hvornår oplysninger skal slettes, samt retten til at få at vide, om man er registreret, gælder ikke her.

Overvågning

Ud over den "passive" registrering af borgernes persondata og samkøringen af de forskellige registre er der for en effektiv kontrol med borgerne også brug for "aktiv" overvågning.

I 1998 kan Politiken berette om en ny "handlingsplan mod socialt bedrageri" fra socialminister Karen Jespersen, som gør op med gængs borgerret. De sociale myndigheder skal ganske enkelt kunne gennemføre tilfældige "razziaer i virksomheder og private hjem, der ikke nødvendigvis er under mistanke for at bedrage," som det hedder i avisen (19.8.98). Næstformand i Foreningen af Socialchefer i Danmark, Ib Dam Schultz udtaler i den anledning: "Jeg får det halvskidt ved tanken om sådanne aktioner. Det minder mig om østtyske tilstande."

I slutningen af 1999 opfordrede Indenrigsministeriets CPR-kontor kommunerne til aktivt at observere borgere på deres privatadresser, hvis man havde mistanke om socialt bedrageri. I en skrivelse lagde ministeriet op til, at kommunerne skal "foretage op til flere observationer af bopælen/opholdsstedet på 'ydertidspunkter' af døgnet" (jf. Politiken, 12.12.99). Allerede i begyndelsen af 2000 kunne Information berette, at Esbjerg Kommune havde ansat, hvad de selv kaldte en "professionel dyneløfter", som på fuld tid skulle "afsløre borgere, der svindler med de sociale ydelser", som avisen skriver (14.1.00).

I februar kom indenrigsminister Karen Jespersen med en opfordring til kommunerne om at skærpe jagten på sociale bedragere. Tre måneder senere kunne man fra Gladsaxe berette, at man havde beordret alle kommunens 6.000 ansatte til at videregive "observationer" om muligt socialt bedrageri (jf. Ekstra Bladet, 28.5.00). Ansatte i vuggestuer og børnehaver, lærere, hjemmehjælpere, sundhedssygeplejersker og hjemmesygeplejersker, folk, som borgerne kender og for manges vedkommende har daglig omgang med, og som ofte bliver lukket ind i hjemmene, havde nu pligt til at angive de mennesker, de kommer i kontakt med. Et krav, som i 2001 blev gentaget af Kommunernes Landsforening til alle landets kommuner (jf. Ekstra Bladet, 31.3.01).

De sociale myndigheders årvågne øje og lange arm begrænser sig imidlertid ikke til at gribe ind over for snyd. I 1997 fremhævede socialminister Karen Jespersen kommunernes mulighed for at fratage familier deres økonomiske frihed og sætte dem under administration, hvis de ikke anvender den udbetalte kontanthjælp "til familiens eget bedste", som det hedder. Hvad dette "bedste" er, er op til myndighedernes skøn at afgøre (jf. Århus Stiftstidende, 28.12.97). Indenrigsministeren nævnte, at det f.eks. kunne være indvandrerfamilier, der sparer op af kontanthjælpen for at kunne sende penge til trængende slægtninge i fødelandet (jf. Århus Stifttidende, 3.12.97).

Det ultimative udtryk for statens magt må dog være dens ret til at overvåge familier og mulighed for ud fra eget skøn med tvang at fjerne en families børn fra deres forældre. Det sker oftere og oftere, at myndighederne benytter denne ultimative og ekstremt indgribende beføjelse - og det oven i købet ofte på grundlag af sjusket og mangelfuld sagsbehandling. Emnet er blevet behandlet detaljeret i Faklen nr. 13 (se også artiklen "Færre tvangsfjernelser" i dette nummer).

Og når vi nu er i gang, hvorfor så ikke fuldende statens beføjelser til at krænke det mest intime privatliv. I juni 2001 blev således et nyt tiltag fra justitsminister Frank Jensen vedtaget, hvorefter enlige mødre fremover kan komme i fængsel, hvis de ikke afleverer en liste over deres seksuelle partnere til statsamtet. Meningen er, at faderen skal kunne identificeres ved en DNA-prøve (jf. Berlingske Tidende, 24.1.00). Den populære begrundelse er naturligvis "barnets ret" til at have en far. Bagved dette ligger imidlertid også et vægtigt økonomisk argument, der handler om, at staten overtager faderens børnebidrag, hvis han ikke identificeres, en regning, der årligt løber op i knap 80 millioner kroner (kilde: Berlingske Tidende 25.1.00). Og så meget betyder privatlivets fred vel heller ikke …

"Kampen mod dette: at nogen kunne have hemmeligheder, har jo alle dage kendetegnet diktaturstater," skriver advokaterne Henrik Nebelong og Sysette Vinding Kruse i en kronik i Politiken, 10.7.01, hvor de også slår en pæl igennem en tanke, som flere politikere har bragt på banen: at "borgere i et demokrati har pligt til at hjælpe politiet med at opklare forbrydelser":

"Tværtimod har man hidtil i demokratiernes lovgivning vogtet sig vel for at indføre den slags (…) lige så dræbende som diktaturet er det demokrati, der bliver totalitært, dvs. ønsker, at staten skal bestemme alt og have indseende med alt."

Retorik, propaganda og højredrejning

Det er ikke nogen ny erkendelse, at folkemasser kan manipuleres - tænk bare på Shakespeares berømte scene fra "Julius Caesar", hvor den rasende folkemængdes sympati slår over for et godt ord. Hvis en "sandhed" bliver gentaget tilstrækkelig mange gange, bliver den til sidst nærmest "selvindlysende".

Den fascisme, som for alvor begyndte at vinde frem fra begyndelsen af 20erne, omsatte sådanne massepsykologiske erkendelser i realpolitik og viste sig som bekendt overordentlig gennemslagskraftig. Vi lærer ganske vist som børn i skolen, at de grimme mænd Mussolini og Hitler "tog magten", men finder naturligvis senere ud af, at både Mussolini og Hitler var overordentlig populære blandt vælgerne.

Populismen er et helt bevidst redskab for fascismen. "Jo mindre dens videnskabelige ballast, og jo mere eksklusivt den tager hensyn til massernes følelser, des mere fuldstændig dens succes," skrev Hitler om sin egen retoriske strategi i Mein Kampf.

I Tyskland blev "jødeproblemet" universalforklaringen; jøderne var årsagen til politiske såvel som til kulturelle og økonomiske problemer, ja, de var det altforklarende historiske "problem", som i bund og grund var årsag til alverdens ondskab lige fra den vestlige verdens kapitalisme og liberalisme til den russiske marxistiske socialisme.

I dagens Danmark er "muslimsk kultur" og islam ved at blive kørt i en lignende stilling.

"De fremmede", og altså i særdeleshed de muslimske fremmede, er problemet, som er skyld i tidens generelle forfald. Vi var et lykkeligt folk på vej mod en stor fremtid, men så kom "de fremmede" …

Indledningsartiklen til kampagnen "Hvad skal vi med de fremmede?", som Ekstra Bladet startede i marts 1997, og som for alvor satte skub i den udvikling, der dog længe havde været under opsejling, spiller på de samme strenge: "Hver dag forvandles det vante Danmarks-billede. Fra at være et harmonisk, overskueligt samfund præges vi i stigende grad af mennesker med en anden etnisk og religiøs baggrund (…) Ingen har bedt dem om at komme. De kommer bare," som chefredaktør Svend Ove Gade skriver (31.3.97). Imens kører tv-reklamer, hvor "Der er et yndigt land" lyder, mens mængder af sorte silhuetter ses på vej ind i landet.

Kampagnens trumf er historien om den somaliske familie, der i "det tossegode paradis, Danmark" modtager 630.000 kr. om året fra det offentlige, mens den gennemsnitlige danske lønmodtager må slide og slæbe for bare 220.000 kr. … Den somaliske familie består ganske vist af i alt fjorten børn og voksne, og en tilsvarende, dansk familie i den samme situation ville have fået det samme beløb, men den omstændighed drukner naturligvis i den oprørte folkelige lynchstemning.

Politikerne lugter naturligvis også blod - og stemmepotentiale: "Det er vigtigt at sidde som bidske vogtere af statskassen," lyder den forargede reaktion fra socialminister Karen Jespersen på sagen (TV-Avisen, 28.5.97).

Ekstra Bladet gør en dyd af at lade den "almindelige dansker" komme til orde og bringer i den følgende tid et hav af harmdirrende læserbreve: "… jeg vil også gerne kunne fortsætte med at spise frikadeller og flæskesteg (...) Ifølge Koranen skal de jo slå os ihjel," forklarer en skribent d. 2.4.97; en anden konstaterer bramfrit: "Hvis du vil have det lige ud: Spær dem inde." (3.4.97), mens en tredje dog mener, at "integrationsproblemerne" måske kan løses, hvis grænsen øjeblikkeligt lukkes (7.4.97) …

Højrepopulismens nestor, Søren Krarup hylder Ekstra Bladets redaktionsledelse som "Mænd af mod" og kalder kampagnen for "noget af det hæderligste og mest anstændige, som længe er set i dansk presse" (23.4.97).

Ekstra Bladet selv tager senere konsekvensen fuldt ud og taler ligeud om "de fremmede" som "fjenden": Om vagten, der spejder mod syd, hedder det i lederen, den 5.5.97: "Han ser ikke, at fjenden allerede står i dagligstuen (…) Europæismen og indvandringen er den nærværende trussel mod Danmarks frihed som folkeslag."

Fornuften marcherer

Senere på året er der både kommune- og folketingsvalg, og så kommer der for alvor skred i tingene. Nu kommer også den socialdemokratisk ledede regering, som hidtil har holdt lidt igen og manet til besindighed, op af hullerne og med på bølgen. Meningsmålingerne viser nemlig, at deres vælgerskare viger. Det nye nationalkonservative Dansk Folkeparti stormer frem og forventes at blive Danmarks fjerdestørste parti.

Snart kan den konservative ordfører, Helge Adam Møller da også tilfreds bemærke, at "Regeringen er vendt 180 grader. Det hilser jeg naturligvis velkommen." (Jyllands-Posten, 8.10.97), og også Ekstra Bladets chefredaktør glæder sig over udviklingen: "Det er dejligt, at fornuften marcherer." (1.10.97).

Allerede i juni havde formanden for den ultranationalistiske Danske Forening, dr.jur. Ole Hasselbalch dog set "sejren" komme: "Vi har sejret ad helvede til. De mål, vi satte os for ti år siden, er nået. Nu mener et flertal i den danske befolkning det samme om indvandrerpolitikken, som vi gør." (Det Fri Aktuelt, 20.6.97).

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen viser sig imidlertid at have et ekstra es i ærmet. Midt under valgkampen henter han den berømte Århusborgmester, Thorkild Simonsen, ind i regeringen. Jyllands-Posten citerer i den anledning en udtalelse, som han leverede på et tidspunkt i 1994, hvor han regnede med at ville slutte sin politiske karriere og derfor ikke følte, han behøvede at moderere sine holdninger: "Glistrup begynder jo desværre at få ret. Jeg kunne ikke lide de voldsomme udtryk, han brugte, men der er jo kommet mange til. Jeg vil gerne påtage mig en del af skylden for, at han blev afvist (…) I dag kan jeg holde til at sige det uden at komme galt af sted - jeg skal jo ikke genvælges, men holder snart som politiker." (21.10.97). Og så blev han indenrigsminister.

På samme tid debuterer tidligere folketingsmedlem og ordfører for Socialdemokratiet, Mogens Camre i parløb med Søren Krarup i DR1s debatprogram "Helt ærligt, mand": "De korrekte vil ikke diskutere det enkle forhold, at det er summen af kulturtræk i de civilisationer, hvor indvandrerne kommer fra, der er skyld i deres despoti, korruption, deres myrderier og deres økonomiske og sociale underudvikling," forklarer han og peger på, at sådan vil det også gå i Danmark, hvis vi ikke gør noget drastisk ved "indvandrerproblemet" (10.9.98).

Måske Søren Krarup har Camre i tankerne, da han et par dage senere efterlyser den nye tids politiker "med mod og mandshjerte, som ville søge at genskabe en hæderlig stat her i landet. Det er et spørgsmål om vilje, substans og perspektiv." (Berlingske Tidende, 13.9.98).

På trods af en del kritik fra den mere humanistiske del af socialdemokratiet, forblev Camre medlem af partiet - indtil han senere selv valgte at gå over til Dansk Folkeparti. Og som han med rette også gjorde opmærksom på, var hans holdninger såmænd ikke så ekstraordinære i socialdemokratisk sammenhæng, som man ville gøre dem til: "Mine synspunkter er jo for eksempel glimrende udtrykt af indenrigsminister Thorkild Simonsen, da han var borgmester i Århus." (Jyllands-Posten, 14.9.99).

Kulturkamp og kulturchauvinisme

I 1997 viste en opinionsundersøgelse, at 46 procent af danskerne opfattede de ca. 130.000 muslimer i Danmark (svarende til 2,4 procent af den samlede befolkning) som "en trussel mod dansk kultur og religion". 46 procent!

I 1999 viste en ny undersøgelse, at dette tal var steget til 56 procent (kilde: Jyllands-Posten, 26.9.99).

Omtrent samtidig indleder Socialminister Karen Jespersen sin helt egen kulturkamp rettet mod islam: "Det kan ikke nytte noget: Hvis indvandrerne vil være i det her land, så skal de være en del af det danske samfund (…) vi skulle have lyttet til Per Madsen. Han gjorde meget tidligt opmærksom på disse problemer - og blev ugleset. Men han fik mere ret, end man dengang var villig til at give ham." (B.T., 22.10.99). Den Per Madsen, Karen Jespersen taler om, var det, der i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. havde givet udtryk for, at "muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det kvæg, og kvinder prygles og mishandles." (Danskeren nr. 1, 1989, s. 3).

Ekstra Bladets nye kampagne rettet mod "de fremmede", "Det nye Danmark" starter i oktober 1999. Også her lanceres "islam" som den grundlæggende trussel. Den er, forklares det i lederen, "en politisk religion, hvor målet i hvert fald for de islamiske fundamentalister er indførsel af gudsstaten (…) Det er en virkelighed, man er nødt til at forholde sig til - danskere og muslimske indvandrere - for tillader vi, at islamisk lov træder foran dansk lov, så vil det danske samfund snart blive forvandlet." (24.10.99).

Det er de 2,4 procent af den danske befolkning, som tilhører islam, man her skal forestille sig overtage og "islamisere" landet …

Den 23.1. 2000 refererer Politiken en meningsmåling, der viser, at Dansk Folkeparti ville få 15,4 procent af samtlige stemmer ved et valg og således have godt og vel fordoblet sin tilslutning siden 1998. Meningsmålingen viste i øvrigt, at hver tredje dansker (33 procent) havde fuld eller delvis sympati for Dansk Folkepartis holdninger. Propagandataktikken bærer frugt. Men ikke kun i form af stemmer til Dansk Folkeparti.

På Dansk Folkepartis grundlovsmøde i Dybbøl i 1999 talte Søren Krarup dunder til regeringen om danskerne som "et stakkels svigtet folk i et land, som disse politikere ikke hurtigt nok kan få gjort til (…) et multietnisk samfund". Men, understregede han som sin morale: "I Danmark er alle ikke lige, for det er danskernes land." (Citeret efter Information, 7.6.99).

Året efter leverede Karen Jespersen som indenrigsminister nøjagtig samme kulturchauvinisme: "Der er mange af de etniske grupper, der i al for høj grad forestiller sig, at man i Danmark uden videre kan sidestille den muslimske kultur med den danske. Og det mener jeg er forkert (…) At tale om harmonisering eller ligestilling på den måde er uholdbart." (Jyllands-Posten, 15.8.00). Og samme legitimering af kulturel diskrimination: "Der må være et sæt overordnede kulturelle værdier, som står over andre." (Jyllands-Posten, 14.10.00).

Den yderste højrefløj konstaterer, for det meste med skadefryd, hvorledes deres egen retorik pludselig er blevet gangbar på de bonede gulve i Folketinget. Få dage efter at formanden for Socialdemokratiets Flygtninge- og Indvandrerudvalg, Henning Hjort Jensen i Jyllands-Posten og på TV har udbredt sig om "de hellige køer i flygtninge- og indvandrerdebatten" og kritiseret Danmarks binding til diverse konventioner, bringer Jyllands-Posten en kommentar af den tidligere formand for den Danske Forening, Ole Hasselbalch. Han sad en aften halvsovende og så TV-Avisen: "Pludselig blev jeg imidlertid vækket. En stemme på skærmen gentog nemlig noget, jeg havde skrevet i Den Danske Forenings blad for 10 år siden. Ja, helt ud på det sproglige plan var det det samme. Efter at være kommet til konfus bevidsthed igen opdagede jeg, at stemmen tilhørte formanden for Socialdemokratiets flygtninge- og indvandrerudvalg." (Jyllands-Posten, 9.11.00).

Fremmedfrygt og lovstramninger

Folketinget og den socialdemokratisk ledede regeringen har ikke ladet det blive ved snakken.

Birthe Weiss tiltrådte som indenrigsminister, da Poul Nyrup Rasmussen dannede regering i januar 1993. Dengang forklarede hun bestemt, at "Udlændingeloven gør det muligt at leve op til vort humane ansvar, uden at landet står åben som en ladeport." (Citeret efter Politiken, 8.7.01) … Siden gennemførte den socialdemokratisk ledede regering 36 stramninger af samme udlændingelov.

Disse stramninger er gennem årene bl.a. kommet til at omfatte:

Begrænsning i mulighederne for at anke et afslag på asyl
krav om forsørgerevne på to gange kontanthjælpssatsen ved familiesammenføring med en ægtefælle
forlængelse af statens frist for inddragelse af en asylbevilling
nye beføjelser til politiet i form af mulighed for fingeraftryksregistrering af alle asylansøgere og samkøring med europæiske registre
landsforvisning som eksklusiv strafform for ikke-danske statsborgere
beføjelser til politiet, som muliggør dna-registrering af asylansøgere
økonomiske og disciplinære sanktioner mod flygtninge, som ikke vil medvirke til egen hjemsendelse
ophævelse af retten til familiesammenføring med forældre over 60 år
ophævelse af retten til familiesammenføring i tilfælde af "tvangsægteskaber"
krav om, at ansøgning om familiesammenføring skal ske fra den nye ægtefælles hjemland
fordobling af straffen for "menneskesmugling"
indføring af en "integrationsydelse" for arbejdsløse flygtninge og indvandrere de første år i landet, langt lavere end den bistandshjælp, arbejdsløse danskere modtager
forbud mod, at ægtefæller under 25 bliver familiesammenført i Danmark
krav om en "passende bolig" som forudsætning for familiesammenføring
krav om, at ægteparrets samlede tilknytning til Danmark skal være mindst lige så stor som til oprindelseslandet som forudsætning for familiesammenføring i Danmark
mulighed for at frihedsberøve asylansøgere i flere måneder for simpelt tyveri; tilsvarende hvis de optræder truende på flygtningecentrene, eller hvis de ikke møder op til interview med asylmyndighederne …

Indenrigsminister Karen Jespersen har desuden for nylig nedsat en arbejdsgruppe, som skal se på, om reglerne om familiesammenføring skal administreres endnu strammere, eller om der er behov for flere nye regler, skriver Politiken (8.7.01).

En uge senere får hun og den øvrige højrefløj yderligere at tænke over. En befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik er nemlig nået frem til det interessante forhold, at "de fremmede" om 100 år sandsynligvis vil udgøre godt og vel 30 procent af befolkningen i Danmark, hvortil kommer de, der i mellemtiden har fået dansk statsborgerskab (kilde: Jyllands-Posten, 15.7.01). Ca. 60 procent af de udenlandske statsborgere i Danmark er europæere.

Historikeren dr. phil. Kristian Hvidt mener i avisen, at "Danmark ender med at blive en smeltedigel som USA. Vi kan lige så godt lære at leve med det. Jo før vi får kastet vore angstneuroser fra os, jo smidigere kan udviklingen i det fremtidige indvandrersamfund blive." Men det synes de borgerlige ikke er morsomt.

"Borgerlige skræmte over indvandrer-prognose," lyder en overskrift i avisen den følgende dag, og både Venstre, Dansk Folkeparti og de konservative ønsker øjeblikkeligt at gøre det langt sværere for flygtninge at komme til Danmark og lover, at en eventuel borgerlig regering vil sørge for yderligere stramninger af flygtningelovgivningen.

Det er da også en populær tanke: I marts 2001 mener 60 procent af vælgerne, at man skal indføre begrænsninger i flygtningenes adgang til Danmark i forhold til, hvordan det er nu (kilde: Politiken, 8.7.01).

Den vikarierende politiske ordfører for Socialdemokratiet, Jytte Andersen benytter lejligheden til at gentage slagordene fra partifællen Karen Jespersens kulturkamp: "Der er værdier, der ikke er til diskussion. Ingen islamisk lære skal bestemme, hvordan Danmark skal se ud."

Islamisk lære, der bestemmer …? Det er åbenbart sådan Jytte Andersen vil have, vi skal forestille os et Danmark med 30 procent "flygtninge", "indvandrere" og "efterkommere", hvis tipoldeforældre for nogles vedkommende måske kom til Danmark 130 år tidligere?

Diskrimination

Den moderne danske populistiske demagogi har fundet en særlig begavelse og foregangsmand i præsten Søren Krarup, hvis politiske virke bl.a. også er blevet analyseret i en større artikel i Faklen nr. 9. Ganske vist med års forsinkelse er hans retoriske eksempel atter og atter blevet efterfulgt af en bred skare af politikere og debattører fra størstedelen af det politiske spektrum. Og lovgivningen er som sagt fulgt efter.

"I Danmark er alle ikke lige, for det er danskernes land," formanede Søren Krarup på Dansk Folkepartis grundlovsmøde i 1999. Og man er, som forholdene ser ud efter de seneste års politiske udvikling, efterhånden nødsaget til at give ham ret: I Danmark er alle ikke lige.

1997 var udråbt til at være "Det Europæiske År mod Racisme".

"Racisme" i denne sammenhæng betyder ikke eksklusivt en ideologisk "racelære", men omfatter alle former for overgreb og diskrimination, hvis egentlige grund ligger i vedkommendes etniske eller kulturelle baggrund, som bliver udsat for disse (jf. www.eumc.at).

Danmark afleverer samme år en officiel rapport om etnisk ligestilling til FN, som tegner et ganske rosenrødt billede af de danske tiltag på området.

1997 er imidlertid også året, hvor

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination afleverer en rapport til FN, som afviser den officielle rapports idyl og i stedet påviser en række diskriminerende forhold, heriblandt kvoteordninger for etniske mindretal på skole- og boligområdet; politiets manglende efterforskning af racediskrimination; diskrimination ved stillingsbesættelser, hvor der kræves dansk statsborgerskab; udlændinge, som er blevet nægtet lån fra finansieringsselskaber og har haft problemer med at købe mobiltelefoner eller leje bil; samt problemer med godkendelse af børns navne (jf. Berlingske Tidende, 25.7.97).
der indføres sprogtest i dagpengesystemet, så dagpengeretten bortfalder, hvis sagsbehandleren skønner, at den ellers dagpengeberettigedes danskkundskaber ikke er gode nok (jf. Berlingske Tidende, 4.11.97).
Thorkild Simonsen fostrer ideen, som senere vedtages ved lov, om, at flygtninge og indvandrere de første år i Danmark skal have en "integrationsydelse", som er omkring 25 procent lavere end den bistandshjælp, etniske danskere har ret til som eksistensminimum.
Thorkild Simonsen fostrer ideen, som senere vedtages ved lov, om, at en dom på 30 dages fængsel skal være tilstrækkelig grund til som "ikke-dansker" at idømmes landsforvisning som ekstrastraf. Et simpelt værtshusslagsmål vil ifølge Ekstra Bladet, 18.4.97, typisk give en sådan dom.
stikprøveundersøgelser viser, at banker, boligforeninger, arbejdspladser, benzinstationer, haveforeninger osv. rutinemæssigt afviser folk med fremmedklingende navne f.eks. under henvisning til, at der er "udsolgt", "optaget" eller "ikke længere nogen stilling ledig", mens en person med danskklingende navn få minutter efter ikke møder nogen modstand. Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination modtager ifølge Berlingske Tidende (30.9.97) en ubetydelig brøkdel af sådanne sager, op imod 1.000 henvendelser om året.

nogle kommuner overtager, som et forskud på Integrationsloven, boliganvisningen i udvalgte boligforeningers ejendomme og sætter derved de normale ventelister ud af kraft til fordel for kommunernes egne kriterier. Hvad det betyder, fortæller f.eks. borgmester Kjeld Rasmussen (S) fra Brøndby i Berlingske Tidende, 9.11.97: "… siden februar er der ikke kommet én eneste fra de varme lande ind i Brøndby Nord. Vi smider også alle de kriminelle idioter ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Vi renser ud til glæde for borgerne og boligselskaberne. Beboerne har krav på at bevare det danske boligmiljø."

Et udpluk fra "Det Europæiske År mod Racisme", 1997, som det forløb i Danmark.

Kulturracisme og fjendebilleder

I 1999 udarbejdede bl.a. professor Lise Togeby fra Aarhus Universitet en undersøgelse af, i hvilket omfang etniske minoriteter i Danmark oplever diskrimination i dagligdagen. Dagbladet Aktuelt refererede fra undersøgelsen den 18.3.: "De bliver råbt efter, overfaldet eller spyttet på, når de går på gaden. De bliver diskrimineret i bussen, når de henvender sig til kommunen, når de køber ind, og de bliver drillet på deres arbejde."

Kan man som udenforstående overhovedet forestille sig, hvor ødelæggende og frustrerende en sådan daglig hetz må virke på dem, der udsættes for den?

En udtalelse af Venstres medlem af Folketingets indfødsretsudvalg, Gyda Kongsted, dagen efter, da Aktuelt spørger hende om danskernes diskrimination, minder om, i hvor høj grad det fremmedhad, som undersøgelsen peger på, i vide kredse opfattes som helt legitimt og politisk korrekt; "de fremmede" er nemlig selv skyld i den: "De har den attitude over for danskerne, at de foragter os, så de kan ikke forlange, at vi skal elske dem, når de foragter os."

Fjendebilledet er solidt installeret, også hos politikerne i Danmarks største parti.

Berlingske Tidende bringer den 21.3.00 historien om en interessant feltstudie foretaget af to danske kvindelige studerende i pædagogik og minoritetsstudier: De iførte sig den klassiske iranske purdah, en sort dragt, der dækker hele kroppen på nær øjnene, og gik en tur gennem Københavns forstæder for at undersøge, hvorledes folk ville reagere på dette ganske passive og ufarlige, men iøjnefaldende udtryk for kulturel forskellighed:

"Folk skulede ondt, pegede fingre og rystede på hovedet ad os," fortæller de og gengiver nogle af de ting, folk åbenbart følte trang til at fortælle disse "fremmede":

"En ældre mand råbte højt og tydeligt ’Abdullah, Abdullah, Abdullah’ lige ind i hovedet på os (…) ’Det er en provokation at se sådan ud.’ ’Hvor er I grimme.’ (…) ’Man har lyst til at rive deres tørklæder af.’ (…) ’For helvede, sorte djævle.’ ’De ligner krafteddermame to bankrøvere.’ ’Pas på, dér kommer to terrorister.’ ’Natten er sort som et ondt år, Vorherre bevares’ samt ej at forglemme den ældre dame, som stillede sig op og stirrede ondt på os, rystede på hovedet, rakte tunge og sagde: ’Bvadr’."

Aktuelt citerer den 28.4.00 en meningsmåling, som viser, at 20 procent af Danmarks flygtninge og indvandrere føler diskriminationen i det danske samfund så stærkt, at de ville ønske, de kunne forlade landet og bosætte sig et andet sted.

Formanden for Etnisk Ungdom, Imran Hussain oplever den evindelige udlændingedebat som en spand koldt vand i hovedet: "Vi føler os psykisk voldtaget 24 timer i døgnet (…) de kommer med det ene perfide forslag efter det andet. Er det korrekt at behandle indvandrere anderledes end andre borgere i landet?" (Politiken, 4.1.00).

Er det korrekt at behandle nogen anderledes end andre, at diskriminere i et samfund? I den ophedede populistiske debat kommer et så nøgternt spørgsmål om principperne for et samfund næsten til at lyde som et levn fra en fjern fortid. Den slags spørgsmål har ikke været meget på den politiske dagsorden i de sidste fem år i det Danmark, som statsministeren med vanlig sans for politisk PR har døbt "det bløde land med den hårde valuta".

Foragten for svaghed

Regeringens forkromede projekt "Danmark som Foregangsland" blev lanceret i 1997.

"Vi svigter ikke," forsikrede statsminister Poul Nyrup Rasmussen, da han op til kommunevalget samme år gik i felten for at profilere partifællen, den københavnske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, og i det ærinde bl.a. havde lagt vejen omkring et behandlingscenter for stofmisbrugere (Berlingske Tidende, 15.11.97).

"Vi lader jer ikke i ro i lang tid ad gangen. Det tager I skade af," lød det faderligt fra statsministeren. "Vi tager jer i kraven, vi kommer ned og henter jer på gaden, på Hovedbanegården eller hvor det er, og siger til jer, at så er det om at komme i gang igen."

I juni 2000 holdt FN konference i Schweiz for at evaluere de forskellige landes arbejde efter det sociale topmøde i København i 1995. I den forbindelse fik regeringen det statslige organ DANIDA til at lave en rapport om forholdene og de forskellige tiltag på det sociale område i Danmark. Rapporten konkluderede - ikke uventet - at alt faktisk stod ganske glimrende til.

Den 10.5. 2000 præsenterede Socialpolitisk Forening imidlertid en mod-rapport, som beskrev regeringens rapport som "på grænsen til det selvforherligende glansbillede" (citeret efter Berlingske Tidende, 10.5.00). Tværtimod konkluderede mod-rapporten, at set fra f.eks. de hjemløses, de prostitueredes, narkomanernes og de enlige mødres synspunkt havde de sidste fem år ikke budt på nogen social fremgang …

Tilbage i 1997 var Birgit Christensen, en beboer på herberget Sundholm på Amager, med til et andet valgmøde op til kommunevalget. Bagefter stod hun dog med en temmelig dårlig smag i munden:

"Vi var alle tykt til nar, mens vi pænt sad der og lyttede til deres fedtede hykleri. Københavns Kommune sælger ud af sine ejendomme og tjener millioner af kroner. Anvendelsen blev ikke omtalt. De bliver naturligvis anvendt i forbindelse med byfornyelsesprojekterne, Ørestaden, metroen, facaderenovering i Storkøbenhavn (…) Fra 1998 vil de opkøbte ejendomme efter al sandsynlighed stige i værdi både på grund af modernisering, men især fordi beboerne jo nu tilhører en særlig ’klasse’ af mennesker, der har råd til at betale en høj husleje. Og vi, der er uden bolig, og som blot ønsker tryghed, tag over hovedet og en smule varme, kommer til at stå i lange køer for at få ly for natten, for der er ingen prisbillige boliger. Det er den politik, som både kommunen og Folketinget bevidst fører …" (Berlingske Tidende, 13.11.97).

I bakspejlet er det vitterligt svært andet end at give hende ret …

I november 1997 måtte også Kjeld Rasmussen, inspektør på herberget Viborghøj i Viborg, afvise 1.000 henvendelser, fordi der ikke var plads (jf. Berlingske Tidende, 14.11.97). "Vi burde egentlig give folk et bedre tilbud, men der er jo heller ikke for mange psykiatriske sengepladser. Og så må vi afvise nogen, der er endnu dårligere. De må kravle i en container," sagde han til avisen.

"For øjeblikket har vi en belægning på 110 procent, og vi afviser mellem 10 og 20 om dagen (…) der er et stigende pres på hjemløsepladserne overalt i landet, og navnlig i Københavns Kommune, der på det seneste har reduceret antallet af sovepladser for hjemløse," fortæller forstander på Korshærs Herberg i Hillerødgade, Bjørn Bendorff midt i december 1998 (Aktuelt, 12.12.)

I 1999 fortæller Socialrådgiver fra Den Sociale Døgnvagt i København, Lisbet Graff Larsen, til Berlingske Tidende: "Når Himmelekspressen, Natcafeen, Røde Kors og Nødherberget alle melder alt optaget, så kan vi være nødt til (…) at anbefale hjemløse at tage natbussen fra Rådhuspladsen til Helsingør og tilbage, fordi det var det bedste, vi kunne finde på." (Berlingske Tidende, 17.11.99).

I 2000 var der i Danmark ifølge indberetninger fra amter og kommuner ca. 2.700 hjemløse (kilde: Berlingske Tidende, 9.2.00). Langt de fleste måtte dog indrømme, at det tal var meget optimistisk sat, og det lå da også langt under en tidligere opgørelse, som via sygesikringsbeviserne i 1998 meldte om ca. 8.000 hjemløse i Danmark (kilde: B.T., 6.10.98).

Dr.med. Preben Brandt og socialarbejder Torben Pilely fra Projekt Udenfor anslår i 2000, at den realistiske vurdering af antallet af hjemløse i Danmark ligger mellem 10.000 og 15.000, alt efter hvordan man nærmere definerer ordet (kilde: Berlingske Tidende 9.2.00).

Fattigdom og overflod

Det kummerlige liv, mange af disse mennesker henvises til, betyder også, at de dør i en meget tidlig alder. Deres kummer skyldes imidlertid ikke kun deres sociale situation som sådan, men i høj grad også samfundets despekt og afvisning: "Vi kræver, at de først får orden i deres kaotiske liv, så vi kan placere dem i nogle fast formulerede løsningsmodeller. Men det kan de færreste udstødte leve op til. Og derfor fastholder vi dem som udstødte," forklarede cand.scient.pol. Tobias Børner Stax, som havde udarbejdet en rapport om forholdene for Socialforskningsinstituttet (Berlingske Tidende, 5.4.00).

Rapporten kunne endvidere konstatere, at den gennemsnitlige dødelighed i gruppen var henholdsvis 25 og 14 gange højere end andre kvinders og mænds i samme aldersgruppe.

"At omkring hver syvende er død i løbet af syv-otte år, og de ældste højst kan være blevet 42 år, er dybt chokerende. Det viser, hvor udstødte og svigtede vores samfunds svageste er," forklarede han til Århus Stiftstidende (5.10.98).

Imens gør byfornyelsen i f.eks. København hele bydele til lukket land for de socialt og økonomisk svagest stillede. Og imens er mange kommuner bevidst holdt op med at bygge almennyttige boliger, fordi de billige boliger, som den socialdemokratiske borgmester i Slagelse, Lis Tribler forklarer, "virker som en magnet på flygtninge, indvandrere og socialt tunge danskere …" (Jyllands-Posten, 2.8.99).

Hendes socialdemokratiske borgmesterkollega i Nordborg Kommune, Jan Jensen valgte samme år at sprænge 27 tomme boliger i stykker for at undgå, at den slags "tunge" indbyggere flytter til kommunen (jf. Jyllands-Posten, 3.8.99).

I 1988 blev der givet tilsagn om at bygge 13.331 almennyttige boliger; ti år senere var det tal faldet til 3.987 (kilde: Jyllands-Posten, 2.8.). I 2000 var antallet af påbegyndte almennyttige boliger i Danmark et af de laveste i 30 år (Berlingske Tidende, 18.1.00).

Men der er da nogen i det danske samfund, der har fået det endog meget bedre, siden socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen dannede regering i 1993:

"Vi er rigere, end vi nogen sinde tidligere har været i Danmarkshistorien," triumferer Berlingske Tidende, 15.2.98. Alene på årets første dag blev de danske aktieejere 19 milliarder kroner rigere, fortæller avisen. Koncernudbyttet i 57 af de 60 største danske koncerner steg fra knap seks milliarder kr. i 1997 til godt 7 milliarder kr. i 1998. Det samlede private forbrug steg med 90 milliarder kroner om året fra 1992 til 1998, og bare i julen 1997 brugte danskerne i nærheden af 23 milliarder kroner - på sig selv (kilde: Information, 28.2.98).

Den "tunge" sociale ende mærkede dog ikke meget til "opsvinget": Hvor en husstand i Rungsted i 1985 havde en gennemsnitlig merindkomst pr. år på 286.000 kr. i forhold til en gennemsnitshusstand i København SV, var denne forskel i 2000 steget til 603.000 kr. (kilde: Information, 26.7.00).

Social Årsrapport 2000 fra Socialpolitisk Forening rammer også en pæl igennem den forlorne kliche om Danmark som et foregangsland på det sociale område: "Med til glansbilledet af Danmark hører naturligvis forestillingen om de udfoldede lighedsbestræbelser. Når vi betragter udviklingen op gennem 1990erne, så krakelerer denne forestilling," konkluderer rapporten (kilde: Berlingske Tidende, 17.11.00).

En undersøgelse udarbejdet af Alsted Research A/S i 1998 viste, at 8% af Danmarks befolkning i alderen 29-79 år lever under fattigdomsgrænsen (under 2.058 kroner om måneden pr. person til rådighed efter faste udgifter). Heraf har halvdelen et rådighedsbeløb på under 1.372 kr. om måneden, hvilket svarer til over 200.000 mennesker i Danmark med 46 kroner om dagen til mad, tøj, reparationer osv. (kilde: Aktuelt den 15.9.98).

Tvang og disciplinering

Næstformand i Danmarks Socialrådgiverforening, Pernille Djurhus peger i Information, 28.2.98, på en tendens bag den stigende marginalisering: "Underklassen vækker afsky (…) og der har bredt sig den holdning, at 'hvorfor tager I jer ikke bare sammen og får et arbejde.'"

Netop denne holdning syntes også at have bredt sig til ikke mindst regeringen, og i særdeleshed til Arbejds- og Socialministeriet.

Da en undersøgelse i 1997 viser, at en forholdsvis større del end forventet af dem, som modtager sygedagpenge, er arbejdsløse, får arbejdsminister Jytte Andersen straks mistanke om en lumpen sammensværgelse: "For at fange de ledige, der bliver syge, så snart de ser et arbejde, er der også brug for en disciplinering af landets læger. Jeg fornemmer, de er meget hurtige til at skrive sygemeldinger til arbejdsduelige personer." (Berlingske Tidende, 20.12.97).

For de syge arbejdsløses vedkommende skal disciplineringen bestå i, at der ved tredje sygemelding, som arbejdsministeren udtrykker det: "tages særskilt fat på sagen" …

Disciplinering er også et nøgleord for Karen Jespersen, som mener, at det hører til hendes opgave som socialminister at opdrage på borgerne: "Man fokuserer tit på medmenneskeligheden … det med at gøre noget for andre. Men for mig er det vigtigere, at folk lærer at sige, jeg kan - og jeg vil." (Ekstra Bladet, 25.6.99). Uanset om de kan eller vil eller ej.

Tvangsaktivering bliver således et principielt gode: "Der går masser af bistandsklienter rundt som levende beviser for, hvor galt det kan gå, hvis man blot spiser folk af med en passiv check hver måned …" som hun forklarer (Jyllands-Posten, 14.9.99).

Så der bliver tvangsaktiveret som aldrig før.

I de såkaldte aktiveringstilbud gik i 1999 omtrent 70.000 danskere (jf. Information, 4.6.99). Samme år nåede udgifterne til tvangsaktivering op på 9,8 milliarder kroner (eksklusive udgifterne til dagpenge) mod 8,5 milliarder kroner i 1993 (jf. Berlingske Tidende, 18.9.99). Og i 2001 vil der blive brugt i alt 11 milliarder kroner til at tvangsaktivere ca. 100.000 mennesker. Ca. 15 procent kan regne med at komme i varig beskæftigelse, der kan tilskrives selve tvangsaktiveringen (kilde: Berlingske Tidende, 21.1.01).

Berlingske Tidende kan den 11.2.01 fortælle, at nu skal patienter med leukæmi samt knogle- og lymfekræftpatienter sendes ud i kommunale arbejdsprøvninger. Heller ikke her kan der blive tale om frivillighed. Jurist fra Kræftens Bekæmpelse, Lars Kofoed udtaler: "Efter tre måneder skal disse mennesker i gang og ud i en arbejdsprøvning, hvor de dårligt kan holde sig oprejst og stadig sover det meste af dagen."

Regeringen bebuder omtrent samtidigt, at det i løbet af det kommende tiår er planen at udvide arbejdsstyrken med 85.000 mennesker, der ellers er på førtidspension, efterløn, sygedagpenge og andre overførselsindkomster.

"Vi svigter ikke."

I forbindelse med et antropologisk specialestudium undersøgte Nanna Mik-Meyer de særlige fabrikker og værksteder, som alle større kommuner har til såkaldt tunge ledige. Også i hendes konklusioner er nøgleordet "disciplinering". Arbejdet er meningsløst, og arbejdsforholdene, der skulle indrettes med henblik på, at de aktiverede får en erfaring, de kan bruge på det rigtige arbejdsmarked, er i virkeligheden designet til ren amatørpsykologisk terapi og disciplinering:

"Men når det er en illusion, at projektet er ’rigtigt arbejde’ (…) hvad er så virkeligheden. At det er et opdragelsesprojekt, der i stedet for at gøre de ledige stærke og selvhjulpne gør dem svagere og mere passive," konkluderer Nanna Mik-Meyer (Berlingske Tidende, 27.6.99).

Svækkelsen er imidlertid ikke kun psykologisk. Den er i særdeleshed også retslig: Mennesker i aktivering arbejder således så godt som uden almindelige arbejdsmarkedsrettigheder i Danmark. Ingen mulighed for at forhandle overenskomst eller arbejdstid, ingen kontakt til en tillidsmand og ingen optjening af dagpengeret eller efterløn.

"Det er endog meget betænkeligt, at vi udvikler et samfund, hvor op mod en femtedel af befolkningen er helt uden elementære rettigheder," siger Knud Poulsen, som er projektleder på et aktiveringsprojekt i Nordjylland, til Information den 4.6.99.

Lovteksten giver også mulighed for at straffe mennesker på brødet, som nægter at tage imod et "aktiveringstilbud", ved ganske enkelt at fratage dem al offentlig økonomisk støtte. Og den bestemmelse anvendes efter sigende flittigt (jf. Aktuelt, 30.3.00). Hvad det så er for en situation, man derved sætter såvel den enkelte som samfundet i, har man øjensynlig ikke skænket mange tanker. "Hvad har man tænkt sig, at folk skal leve af?" spørger Kirsten Ketscher sammesteds. "Skal de stjæle? Skal de tigge?".

Odense kommune har for nylig draget den fulde konsekvens af den tanke, som synes at ligge bag tvangsaktiveringen, nemlig at en person, som er under det offentliges forsørgelse, i en vis udstrækning tilhører det offentlige. Man er således begyndt at udbyde og sælge tvangsaktiverede til de højestbydende arbejdsgivere. Ca. 4.000 kontanthjælpsmodtagere er blevet inddelt i fem prisklasser, "gradueret efter tyngde", som det hedder, hvor de "tungeste" til gengæld så er de billigste at erhverve. (kilde: Information, 5.3.01).

Magt, moral og umyndiggørelse

Men regeringens tvangsaktiveringspolitik har også langt mere vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser.

For det første krænker den Grundloven, nærmere bestemt § 75 stk. 2, hvorefter "den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige …" Men derudover undergraver den også demokratiet og retssamfundet ved den magtforskydning fra borgeren til staten, som aktiveringsloven faktisk udtrykker og indebærer. Lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Jørgen Loftager forklarer:

"Grundlaget for, at man kan opføre sig som en fri og myndig borger, er, at man ikke er afhængig af nogen økonomisk. At man ikke kan rammes på pengepungen af sin politiske overbevisning eller aktivitet (…) En borger på kontanthjælp, der åbent kritiserer kommunen, oplever måske, at kommunen forsøger at disciplinere ham gennem aktiveringen. Det er et problem, at det overhovedet er muligt (…) Vi har med aktiveringslinjen legitimeret, at samfundet kan disciplinere borgerne. Det er et helt andet forhold mellem stat og borger end det, man havde tænkt sig efter de traditionelle liberale frihedsværdier." (Information, 1.6.99).

Ideologien bag tvangsaktiveringen synes at være et aspekt af den politiske trend, som generelt betragter anderledeshed som en svaghed, der skal afhjælpes. De arbejdsløse skal "føle, at samfundet har brug for dem", som arbejdsminister Jytte Andersen udtrykte det i 1997 (Ekstra Bladet, 29.12.97). Hvis de ikke vil høre, så må de i al fald føle.

Et andet symptom på denne foragt for det anderledes eller svage er også den moralske debat, som fortsat sætter dagsordenen for lovgivningen i forbindelse med områder som narkotika og prostitution. Så godt som alle rationelle argumenter taler for at legalisere begge dele; det ville redde menneskeliv og forbedre et meget stort antal andre menneskers liv betydeligt. For de narkoprostituerede ville det betyde, at de blev fri for at prostituere sig mod deres vilje. For alle narkomanerne ville det betyde umådelig langt færre følgesygdomme, og for nogle af dem måske endda muligheden for at opbygge en tålelig tilværelse. Også ofrene for den megen kriminalitet, som nu er nødvendig for mange for at finansiere eget forbrug, ville blive sparet for meget ubehag. Og for samfundet ville det betyde en væsentlig økonomisk besparelse på grund af mindre sygdom, mindre kriminalitet og mindre brug for politimæssig overvågning (se også artiklen "Narkotikapolitik som forbrydelse" i Faklen nr. 7 og "Legaliser narkotika" i dette nummer).

Forhindringen for gennemførelsen af denne betydelige samfundsmæssige gevinst er næppe andet og mere end politikernes personlige fordomme og moralske afstumpethed; man er nervøse for, at legaliseringen af disse områder vil "sende de forkerte signaler", som sundhedsminister Carsten Koch (S) argumenterede i Politiken, d. 16.1.00.

Formanden for stofmisbrugernes tidligere fællesorganisation, Brugerforeningen, Jørgen Kjær peger i et interview i Politiken den 1.11.98 også på den foragt for svaghed, som ikke mindst også omfatter narkomaner, og som har bredt sig i samfundet, som motiv for den bevidste marginalisering: "Måske handler det om, at de ikke kan lide at se elendigheden i øjnene. Jeg ved det ikke - jeg har i hvert fald bemærket, at en hulkindet, skrutrygget og dårligt klædt narkoman i den grad vækker afsky hos folk. Ikke medfølelse."

Et slående udtryk for den indolente intolerance over for narkomaner og andre svage er også den behandling, de i stigende omfang har været genstand for fra politiets side. I 1999 optrappede Københavns politi atter det, som formelt ikke længere blev kaldt en "stresskampagne", mod narkomanerne på Vesterbro.

"At narkomanerne så føler sig stressede, er der desværre ikke noget at gøre ved," mente chefpolitiinspektør Kai Vittrup. "Men de kan jo bare lade være."

Det gælder for så vidt alle samfundets svage og marginaliserede. Hvis de vil være en del af "vores" samfund, så må de lade være med være anderledes. Deres marginalisering er et produkt af deres egen uvilje mod at forandre sig og tilpasse sig vores normer. De har afvist den hjælp, vi har tilbudt dem, ligesom de har vist sig uimodtagelige for vores forsøg på at behandle eller disciplinere dem. Så vi støder dem fra os. Men selvom vi støder dem ud, forsvinder de jo ikke, og så bliver de i stedet et problem for samfundet.

Og hvordan løser man et problem, som udgøres af mennesker? I sidste ende bliver det et spørgsmål om at begrænse ulemperne ved disse "problemer" for den øvrige befolkning, og altså en opgave for politiet. Jo flere, vi udstøder, des flere "problemer", og jo mere politi kan vi synes at have brug for …

Politistaten

Danmark er ikke en politistat. Men Faklen nr. 18 beskrev i større detalje, hvorledes totalitære tankegange og veritable politistatsmetoder florerer i en givet vis begrænset, men urovækkende udstrækning inden for det danske politikorps, som samtidig vokser i omfang såvel som i magt i form af mere og mere udbredte beføjelser.

Vi fandt et "politisk" politi, som udadtil formulerer sine mål og midler ud fra objektive principper for en retsstat, men indadtil for det første lider af en bastant politisk overvægt mod højre og - delvis som en konsekvens at denne politisering - for det andet har opbygget rutiner og vanetænkning, der ofte står i skarp kontrast til retssamfundet.

En undersøgelse lavet af antropologen Lars Holmberg i 1999 viste, hvorledes politiet eksplicit og på forhånd deler befolkningen op i klasser, f.eks. "hr. og fru Danmark" og "røvhullerne", hhv. dem, der har krav på beskyttelse, og dem, samfundet skal beskyttes imod. Om man tilhører den ene eller den anden kategori, kan afgøres ved så simple kriterier som påklædning, attitude eller hudfarve. Denne opdeling giver atter anledning til veritabel diskrimination, fordi tvivlen i det politiske politiarbejde kommer "hr. og fru Danmark" til gode, mens "røvhullerne" er dømt på forhånd og bliver behandlet derefter; ofte "blot" nedladende og respektløst, men til tider med grove, direkte voldelige overgreb.

At disse overgreb ikke er sjældne, er veldokumenteret (se f.eks. artiklen om politiet i Faklen nr. 18 og i øvrigt Samfundsudsigten på www.faklen.dk, hvor en lang række af disse sager er refereret).

Samfundet som sådan samt størstedelen af Folketinget, og regeringen i særdeleshed, lader stå til. Det er nemlig upopulært at kritisere politiet: "Politikere vil meget nødigt lægge sig ud med politiet og anklagemyndighederne," som den mangeårige næstformand i Folketingets Retsudvalg, Ebba Strange forklarede til Information, 18.2.98. Man vil jo nødig have siddende på sig, at man forsøger at hindre politiet i at bekæmpe kriminalitet; for hvis interesser er det da, man varetager?

Politiet er derfor så godt som fredet mod en egentlig substantiel kritik, som f.eks. den såkaldte Station 1 sag fra Vesterbro i København viste, hvor langt over 100 anklager om magtmisbrug, overgreb og vold rettet af lokale borgere på Vesterbro, især folk fra de marginaliserede grupper, mod stationens politifolk, mundede ud i en total frifindelse fra statsadvokatens side.

Mange jurister var imidlertid stærkt kritiske over den måde, statsadvokaten havde valgt at gribe sagen an på. "Det ville være dybt naivt at tro, at sager mod enkelte betjente er løsningen. En sådan håndtering kan tværtimod skabe det indtryk, at problemet kun drejer sig om nogle enkelte betjentes udskejelser - hvilket efter det foreliggende næppe er tilfældet," udtalte lektor i Strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard (Jyllands-Posten, 14.3.99).

Den foreslåede dyberegående undersøgelse, som, gennemført af f.eks. en kommission af jurister og kriminologer, ville have kunnet nå ind til de grundlæggende problemer på stationen og i politiet som sådan, blev aldrig til noget.

Kort tid efter dukkede nye sager om Station 1 betjentes vold og magtmisbrug op i medierne.

Den hysteriske emfase på "borgernes utryghed", som i de seneste år har præget medierne og debatten, på trods af det faktum, at kriminaliteten har været faldende siden 1993, har imidlertid betydet, at politikerne langt snarere end at mane til skeptisk besindelse på politiets magt tværtimod har ladet politiets økonomiske bevillinger og retlige beføjelser vokse i et hidtil uset omfang.

Også politiet selv har, som en anden privat virksomhed, vidst at udnytte den folkelige stemning til at pleje egne økonomiske og politiske særinteresser i form af bevillinger og beføjelser - i stedet for at leve op til sit ansvar og beskytte retssamfundet ved at insistere på sin egen begrænsning som udøvende magt.

Opskriften synes igen at være den klassiske: Fortæl folk, hvad de vil høre, bekræft deres fordomme og mest irrationelle frygt. "Jo mindre dens videnskabelige ballast, og jo mere eksklusivt den tager hensyn til massernes følelser, des mere fuldstændig dens succes," som Hitler forklarede om populismen.

"Folk skal kunne gå på gaden uden at se sig over skulderen," som statsminister Poul Nyrup Rasmussen med særlig sans for de retoriske platheder formulerede det i sin nytårstale i 1997, hvorefter han forsikrede, at "Politi og retsvæsen vil få stærkere magtmidler i kampen mod dem, der truer andre og ringeagter menneskeliv."

Den totale stat er et af fascismens centrale kendetegn. Når statsmagten, og ikke mindst den udøvende, derfor dyrker og udbygger sin magt for magtens egen skyld, er der tale om en alarmerende udvikling og en trussel mod retssamfundet; en trussel, hvis persistens kunne tyde på en lignende totalitær udvikling blandt samfundets øvrige magtinstanser, og en tendens til at acceptere totalitær tankegang i den brede befolkning.

Hvorfor er der ellers ikke for længst blevet grebet ind?

Retsusikkerhed

Måske det simpelthen skyldes uvidenhed.

Det synes f.eks. at være blevet en udbredt forestilling, at man kan decimere et retssamfund uden nødvendigvis derved at afskaffe det. I 2000 afslørede en undersøgelse af holdningerne til demokrati og borgerrettigheder blandt de 18-29-årige f.eks., at ingen af delene af synderlig mange opfattes som principielt ukrænkelige: 59 procent af de adspurgte vil fratage nazister deres ellers grundlovssikrede forsamlingsfrihed, 15 procent mener ikke, at forsamlingsfriheden skal gælde for muslimer, 39 procent, at ytringsfriheden udmærket kan begrænses for udvalgte grupper, og 41 procent, at religionsfriheden kan indskrænkes (kilde: Politiken, 12.11.00).

"… hvis de unge ikke vokser fra den intolerante holdning, er det ellers toptunede demokrati i Danmark i fare," sagde en af undersøgelsens forfattere, samfundsforsker Johannes Andersen. Men hvem skal hjælpe dem med det? Hvem skal lære dem noget andet i en tid, hvor politikerne netop har gjort det til en dyd at decimere frihedsrettighederne for at tilfredsstille folkelige krav om effektivitet og hurtige løsninger af komplicerede og prekære samfundsproblemer?

Retlige tiltag, som ville have være uhørte og usete for tyve eller blot ti år siden, vedtages i disse år hurtigere i Folketinget, end selv juristerne kan følge med til.

Som nævnt i sidste nummer af Faklen fremkom både Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dommerforeningen og Advokatrådet tidligere på året med en skarp kritik af regering og folketing for det udbredte lovsjusk, som har kendetegnet de seneste politiske panikløsninger i kølvandet på øjeblikkelige medieskabte folkestemninger (jf. Berlingske Tidende, 24.3.01).

"På udlændingeområdet har vi masser af gange været udsat for, at vi er blevet præsenteret for ændringer i udlændingeloven med så kort varsel, at vi reelt ikke har kunnet behandle det," fortæller generalsekretæren i Advokatrådet, Henrik Rothe, til avisen.

"I den situation, hvor de kun giver en uge, sidder man med en skummel mistanke om, at de bare har sendt den til høring, fordi det ser pænt ud …" siger næstformanden i Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Bent Holmberg.

"Folketinget løb helt grassat," konstaterede advokat Jørgen Aage Simonsen i Jyllands-Posten den 11.7.99, angående omstændighederne omkring vedtagelsen af den såkaldte pusherlov, hvorefter ikke-danskere skulle kunne landsforvises som ekstrastraf. Den blev fremsat af indenrigsminister Birthe Weiss i oktober 1996 og vedtaget to måneder senere - tre måneder før det udvisningsudvalg, som regeringen selv havde nedsat, kunne offentliggøre sin betænkning på 912 siders analyse og 1.017 siders bilag, som konkluderede, at loven ville medføre et eklatant brud på grundlæggende retsprincipper (kilde: Berlingske Tidende, 10.6.99). "… virkeligheden og det folkelige pres på politikerne overhalede udvalgsarbejdet," som Berlingske Tidende udtrykker det (10.6.99).

Gunnar Homann var Advokatrådets repræsentant i "Udvisningsudvalget"; han forklarer: "… regeringen ville have en særlov for narkotika, derefter en særlov om menneskesmugling og til sidst desværre også et hav af straffebestemmelser, hvor alene en ubetinget dom på 14 dage for at spytte på en betjent skal kunne føre til udvisning."

Og det fik de så - uanset hvad de sagkyndige måtte mene.

"Folketinget løb helt grassat." Men det fik ingen konsekvenser for de ansvarlige politikere. Og det var, som det vil være faste læsere af Samfundsudsigten i Faklen bekendt, hverken første eller sidste gang, det gik sådan.

Lovsjusk og discountretspleje

Et andet eksempel på denne umiskendelige populisme er debatten og den efterfølgende lovgivning omkring vold og straf for vold i Danmark. Sidst på året 1997 vedtoges den såkaldte "voldspakke" med bl.a. skærpelser af strafferammen for vold. Også denne lov blev hastet igennem efter et solidt folkeligt pres og megen tale om den uanstændige "blødsødenhed" i dansk lovgivning på området.

Når "befolkningen" først har fået sådan en ide ind i hovedet - og politikerne gladelig spiller med af uvidenhed eller frygt for beskyldninger om bedrevidenhed og med udsigt til lette stemmer - bliver "realiteterne" uvedkommende …

I en kronik i Information få måneder tidligere konstaterer professor dr.jur. ved Københavns Universitet, Flemming Balvig, at Danmark med en risiko på 18,4 procent for en ubetinget fængselsstraf for voldsdømte ligger næsten 100 procent over Europas næst hårdeste land hvad angår voldsstraffe (Information, 21.7.97).

Historien om den danske blødsødenhed kunne altså umulig være mere stupid og forløjet. Men det gør ingen forskel. Sidst på året vedtages "voldspakken", og Nyrup-regeringens popularitet steg givetvis en kende.

Lovgivningsarbejde i Danmark er langt hen ad vejen blevet et spil om at have de populære holdninger og de rigtige forbindelser: "Formelt bliver lovforslag til i kommissioner med offentlighed omkring arbejdet, men i dag sker det vigtigste lovgivningsarbejde reelt i det skjulte," fortæller Weekendavisen (31.7.98).: "I stedet for formelle møder i nedsatte kommissioner er personlige frokostmøder, fortrolige telefonsamtaler og tætte kontakter med ministeriernes fuldmægtige og kontorchefer blevet vejen frem, hvis man vil have maksimal indflydelse på lovgivningsarbejdet."

Fra 1980 til 1996 faldt antallet af lovforberedende kommissioner fra 302 til 99.

Seneste skud på stammen i rækken af retssikkerhedsligegyldige, effektivitetslystne lovforslag er kommet fra justitsminister Frank Jensen selv. Det går ud på, at langt flere skal dømmes in absentia, dvs. uden selv at være til stede i retssalen og modtage sin dom. Det skal således være muligt at blive idømt f.eks. tre måneders fængsel uden at have kendt til tidspunktet for retsmødet, da det ifølge lovforslaget skal være tilstrækkeligt at meddele en tilsigelse til tiltaltes kone, kæreste eller medlogerende (kilde: Politiken, 8.7.01).

Administrerende dommer i Lyngby kalder forslaget et udtryk for discountretspleje og et nyt menneskesyn: "Hvad er den ændrede retstilstand udtryk for? Er det dette, at de mennesker, som er tilstrækkelig langt ude, dem gider vi ikke beskæftige os med, de må sejle deres egen sø?"

Meget tyder desværre på, at det er en rammende analyse af den dominerende politiske tidsånd.

Det krakelerede glansbillede

I år 2000 satte Danmarks Turistråd og reklamebureauet Propaganda sig for at prøve at ramme de nøgleord, som ligesom samler essensen af "det ægte danske". De ord, de fandt frem til, var: Hygge - Design - Oase - Uhøjtidelig - Begavet - Fri (kilde: Ud & Se, maj, 2000).

Kløften mellem denne danske selviscenesættelse, som også præger mange politikere, når der skal lefles for vælgernes nationalfølelse, eller Danmark skal promoveres udadtil, og realiteternes verden, er imidlertid i disse år blevet så iøjnefaldende dyb, at den omgivende verden, de internationale organisationer og den internationale presse har måttet revidere billedet af dette glansbillede-Danmark gennemgribende. Den negative opmærksomhed omkring og kritik af Danmark er vokset markant i det forløbne femår.

Et udpluk af kritikpunkterne:

1996-1997: Både FN, Den Europæiske Torturforebyggelseskomité og Amnesty International kritiserer Danmark for den uforståelige brug af politihunde mod større menneskemængder og den udstrakte brug af isolationsfængsling på ubestemt tid.

1997: Den Internationale Helsingfors komité advarer imod stigende racisme i Skandinavien og peger også på rapporten fra FNs komité for Udryddelse af Racediskrimination, der konstaterer, at "intolerancen [i 1996] var stigende i Danmark over for asylsøgere og migrantarbejdere." (Kilde: Information, 25.6.97).

1997: I forbindelse med kommunalvalget og debatten i den anledning, som i særlig grad drejer sig om "de fremmede" kan Berlingske Tidende den 1.11.97 fortælle, at en mistanke angiveligt har bredt sig syd for grænsen om, at "den opblussede danske nationalfølelse ikke er så uskyldig". I den forbindelse bringes et citat fra Frankfurter Rundschau: "Der skulle ikke mere end en weekend med 30 anholdte illegale grænse-overløbere til for at udløse panik i Danmark. Højrefløjen begyndte at råbe op om at sætte militæret ind eller kræve indkøb af faldskærme, hvorved man kunne smide udviste flygtninge ned over deres hjemland (…) Selv den socialdemokratisk ledede regering synes at hoppe med på flygtningehysteriet."

1997: Det franske Liberation må konkludere, at "fremmedhadets feber har ramt Danmark", hvilket betegnes som "så meget desto mere slående, fordi det viser sig et sted, hvor man ikke skulle vente den. I et kongerige, der står som en streng dommer over menneskerettighederne … og hvor der bor knap 4,4 procent fremmede." (Berlingske Tidende, 20.11.97).

1997: International Herald Tribune finder også det nye billede af Danmark vanskeligt foreneligt med det ellers udbredte glansbillede af "et lille sted så smukt, så velopdragent og så mildt, at det fremstår som Guds eget lille røde hus med hvidt stakit foran," som avisen skriver. "… når kun 4,5 procent af befolkningen består af udlændinge, er det jo ikke ligefrem sådan, at horder af fremmede er krøbet ind over landets grænser … der [må] åbenbart være sket et eller andet med danskernes tolerance".

1998: Somalierne føler sig i den grad lagt for had i Danmark, at 10.000 somaliere sender en appel til FNs flygtningehøjkommissær om at blive flyttet til et sikkert land (jf. Politiken, 10.3.98).

Diplomati og dobbeltmoral

2000: Den østrigske højrepopulist Jörg Haiders Frihedsparti bliver en del af den østrigske regering. I den anledning deltager også Danmark i de diplomatiske sanktioner imod Østrig. Efter at have kigget nærmere på forholdene i Danmark kan det tyske Frankfurter Allgemeine Zeitung imidlertid konkludere, at "Haiders teser er regeringspolitik i Danmark (…) Med Haiders tilsynekomst har man oven i købet en politiker, der i Wien prædiker det, som man længe har gjort i København - i socialdemokratisk regi. Danskerne skal for fremtiden ikke længere frygte for at blive løbet over ende af de fremmede, og skal ikke føle sig som ’fremmede i deres eget land’. De kan tage det helt roligt: Et multietnisk samfund vil der aldrig blive tale om i Danmark. Ordene er ikke Pia Kjærsgaards, og kommer ikke fra en højreekstremist, men stammer fra statsminister Nyrup Rasmussens nytårstale."

2000: International Herald Tribune har den 24.2.00 nærlæst Poul Nyrup Rasmussens nytårstale og konkluderer: "At kalde tonen i talen populistisk - Europas nye ord for politisk argumentation, som befinder sig på kanten af demagogi eller racisme, men ikke overskrider grænserne for almindelig høflig konversation - er ikke vovet. Det specielle ved den var, at den kom sidste måned fra en helt traditionel repræsentant for europæisk socialdemokratisme, Poul Nyrup Rasmussen, Danmarks statsminister." (Egen oversættelse).

2000: En dokumentarudsendelse om Danmarks udlændingepolitik sendt i hollandsk TV (3.4.00) konkluderer, at Danmark har en strammere udlændingepolitik end Østrig, og at man i Danmark allerede har gennemført de tiltag mod udlændinge, som i Østrig dog endnu kun er på tegnebrættet.

2000: Den tyske avis Frankfurter Rundschau’s journalist beretter over for Politiken: "Når jeg ringer til min redaktør og tilbyder en historie om indenrigsminister Karen Jespersens udtalelser, tror han ikke, at jeg mener det alvorligt (…) Danmark er interessant, fordi landet har et liberalt ry. Når Danmark gennemfører en politik, kommer den ofte til at virke stueren i resten af Europa." (14.9.00).

2001: Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) kritiserer Danmark for at fostre et "intolerant" politisk klima: "Af frygt for at miste vælgerstøtte fra de dele af befolkningen, der antages at være fjendtligt indstillede over for udlændinge, er [de politiske midterpartier] tilbøjelige til at benytte en retorik, der skildrer ikke-danskere som et problem i det danske samfund, hvorved de medvirker til at skabe et klima af fremmedhad og intolerance (…) Negative stereotyper og fordomme om muslimer samt generaliserende udtalelser om og fejlopfattelser af islam fremmes af offentlige meningsdannere, herunder den politiske elite fra hele det politiske spektrum, intellektuelle og journalister." (Citeret efter Berlingske Tidende, 3.4.01).

Rapporten kritiserer også andre lande; men Danmark er det eneste land, hvor forholdene betegnes som "dybt bekymrende". Det kunne næppe formuleres skarpere.

Men danskerne er trætte af at blive kritiseret, og statsminister Poul Nyrup Rasmussen risikerer ikke noget videre ved 14 dage senere simpelt hen at afvise rapporten uden at tage stilling til en tøddel af kritikken: "Regeringens holdning til rapporten er, at den ikke tegner et aktuelt og korrekt billede af Danmark (…) Der vil ikke komme konkrete initiativer på baggrund af rapporten" (Berlingske Tidende, 19.4.01).

Højrefløjens retoriske trendsætter, Søren Krarup, som har iscenesat sig selv som "folkets røst", efterlyste, som vi så, den nye tids politiker "med mod og mandshjerte, som ville søge at genskabe en hæderlig stat her i landet," og forklarede, at "Det er et spørgsmål om vilje, substans og perspektiv."

To år senere identificerer den danske indenrigsminister sig selv og sin socialdemokratisk ledede regering med netop denne handlekraft. Da Danmark i 2000 atter var genstand for negativ international opmærksomhed på grund af den restriktive udlændingepolitik, som gennem lov efter lov kun blev stadig strammere, var hendes lakoniske kommentar til Jyllands-Posten, 21.5.00:

"Vi tør handle, men det tør flere andre lande ikke."

Fascismens logik

I dagens Danmark er naturligvis hverken den ariske race eller genopbygningen af det romerske imperium på dagsordenen. Og Danmark er ikke et fascistisk diktatur.

Når vi alligevel bruger ordet "fascistisk" om visse politiske tendenser i det politiske Danmarksbillede, vil man måske indvende, at ingen her i landet, heller ikke på den alleryderste højrefløj, da har tænkt sig at begå folkedrab; de vil som alle andre bare gerne have et ordentligt samfund at leve i og aflevere til deres børn …

Et godt og trygt samfund uden konflikter og kriminalitet. Et rigt samfund, som kan tage sig af sine syge og gamle og skabe rene, ordentlige og rare omgivelser for sine borgere. Et virkelig demokratisk samfund, hvor den politiske dagsorden ikke sættes af en eksklusiv elite af akademiske "eksperter", men ud fra almindelige menneskers behov. Et samfund, hvor retsfølelsen vejer tungere end juridisk procedure og abstrakte principper. Et samfund, hvor borgerne med et fælles værdigrundlag i enighed og mindelighed løfter byrderne, nyder goderne og afleverer et endnu bedre fællesskab til næste generation. Et sundt og homogent samfund, hvor det, der skader det fælles bedste, skaffes hurtigt og effektivt af vejen.

Ønsker du da ikke det? kunne de spørge. Er du da imod demokrati? Går du ind for kriminalitet eller uretfærdighed? Synes du, det er godt at lade syge og gamle i stikken? Foretrækker du fattigdom, forurening, utryghed og uro?

Fascisme er netop hverken gal mands værk eller blot og bar ondskab, men langt snarere fornuftens, rimelighedens, ordentlighedens, den sunde morals og den rendyrkede folkeligheds ideal. Den er i al sin selvindlysende enkelhed umådelig forførende. Den er ingen udspekuleret politisk filosofi, men en nøgtern proklamation af det, de fleste føler eller kan sige sig selv. Den er ikke opstyltet teoretisk og utilgængelig for lægfolk. Tværtimod er den enkel, bramfri og netop derfor også appellerende. Som Mussolinis kraftfulde og umisforståelige "programerklæring" for den italienske fascisme fra 1932: "Vores program er simpelt. Vi vil regere Italien. De spørger os om programmer, men der er allerede for mange. Det er ikke programmer, der mangler til Italiens frelse, men mænd og viljestyrke." Her er intet at diskutere, og alt at forholde sig til.

Ingen af de evindeligt hæmmende hensyn til retsstatsprincipper, konventioner eller menneskerettigheder, bare handlekraft. Og derfor også muligheden for en stærk og effektiv stat, som kan tage hånd om "problemerne".

At de svage og marginaliserede grupper, som ofte netop udgør "problemerne", bliver ofre i en sådan "problemløsningsproces", er der ikke noget at gøre ved og ingen grund til at have samvittighedskvaler over; deres svaghed er et valg, de selv og ingen andre har truffet. Det er viljen, der tæller, og hvis man ikke vil, hvorfor i alverden skulle det da lægges dem til last, der vil?

Overvågningsstat! råber "eksperterne". Men hvis vi nu ikke længere gider høre på deres "advarsler" og i stedet spørger os selv: Hvad er der egentlig i vejen med overvågning? Hvem kan det skade andre end de kriminelle? Jeg har ikke noget at skjule - har du?

Registerstat! råber de. Men hvorfor egentlig ikke give de offentlige myndigheder de redskaber, de skal bruge for at forhindre snyd med vores alles fælles ejendom? Hvem kan vel være interesseret i at forhindre en effektiv offentlig forvaltning andre end dem, der prøver at misbruge systemet?

Politistat! råber de. Men hvorfor egentlig ikke give politiet de redskaber, de skal bruge for at kunne stoppe dem, der ødelægger livet for almindelige mennesker? Hvorfor frygte et stort og veludstyret politi, med mindre man ikke selv har rent mel i posen? De er der jo for at passe på os …

Totalstat! råber de og taler om retssikkerhed og retsprincipper. Men hvem har egentlig fundet på, at der skal tages hensyn til de kriminelle? Hvorfor ikke indrette vores retspleje og straffelov uden hæmmende begrænsninger af ordensmagtens handlemuligheder og med straffe, der virkelig afskrækker og kan mærkes, og som effektivt fjerner dem fra samfundet, der skræmmer og krænker andre?

Sådan er fascismens logik: ligetil, ligefrem, lige for.

Den fascistiske agitator er en folkelig "vækker". Man vågner og ser, at her har man gået og lidt under disse problemer; politikerne har lovet og lovet, men intet er sket. Og så kommer denne folkets mand og viser, hvad man jo hele tiden har vidst, men bare ikke turdet sige: at grunden til, at man har fået lov til fortsat at lide under disse problemer, ikke er, at de er uløselige, men at politikerne har følt sig for fine eller været for sarte til at bruge de midler, som nu en gang er nødvendige for deres løsning. De kan jo løses - hvis vi blot giver de rette folk frie hænder til at få arbejdet gjort.

"Alle har krav på og ret til et forsvar. Det er det, der kendetegner et civiliseret samfund," forklarer forsvarsadvokat Peter Hjørne et interview i bladet Ud&Se (juli 2001). Jamen, "er det retfærdigt, at en skyldig går fri", spørger intervieweren.

Hvem ved egentlig, hvad "civiliseret" betyder? Når ordenes mening falmer og glemmes, behøver man bare at puste til dem, så smuldrer naturligvis også deres værdiladning. Hvad skal vi med civilisation, hvis det betyder, at skyldige går fri?

Den "civilisation", som her er på tale, bliver fascismens modsætning: ofte upopulær, langt mindre effektiv og uden populismens og demagogiens masseappel.

Hellere at se 100 skyldige gå fri, end én uskyldig dømt. At insistere på lighed for loven, selv for dem, der bryder loven. At hævde retssikkerheden på retsfølelsens bekostning.

I bund og grund er dette standpunkt dog naturligvis ikke mindre en følelsessag end så meget andet.

Når vi i Faklen har insisteret på humanismen under mottoet "Lighed for loven - Frihed til forskellighed", har vi netop gjort det i håbet om, at tidsåndens demagogiske appel til hadet, angsten og bedreværdet kunne vendes til medmenneskelighedens appel til medfølelse og tolerance.

Naivt?

Højredrejningens retorik og ræson er blevet stuerene og har så godt som frit spil; ikke mindst, så længe vi bliver ved med at forsikre os selv og hinanden om, at det da kunne være meget værre. Men hvor går grænsen?

Faklen mener, den for længst er overskredet.

Jeppe Berg Sandvej