Under overskriften »Bøllernes by« bruger lederen i Jyllands-Posten et par voldsepisoder i Århus som springbræt til at kritisere politikerne for ikke at virkeliggøre ideen om at sende unge kriminelle indvandrere til »opdragelseslejre« i Egypten: »Så længe denne moralske dovenskab holdes i hævd af Folketinget, så længe må befolkningen finde sig i vold og bestialske drab. Angsten vil vokse med volden. Vi får i sandhed et samfund med slaphedens konsekvens.« (4.9.96).

Dagen efter må samme avis - dog naturligvis ikke på lederplads - erkende, at voldshysteriet er overdrevet: »Myten om, at volden mod sagesløse, især ældre borgere, er eksploderet, er uden hold i virkeligheden, viser en undersøgelse af voldsofre i Danmark.« (5.9.96).

Mindre end 2% af danskerne har været udsat for vold, og de fleste er sluppet med alt mellem mobning og et par blå mærker. Langt under 1% har i løbet af deres liv været udsat for vold, som efterlader sig tydelige spor.

Her tegner volden i weekenden, hvor der traditionelt er mange mennesker i byen, på værtshuse, diskoteker og til fester, sig for 42%, og i halvdelen af disse tilfælde er der involveret spiritus. 17% af al volden finder sted på arbejde, og omtrent samme procentdel tegner volden i hjemmet sig for.

Den tilfældige vold og de »bestialske drab«, som Jyllands-Postens leder finder hjemler regulære »opdragelseslejre« (og kun for indvandrere, naturligvis), er med andre ord udtryk for en hysterisk overreaktion. Sekretariatschef Karsten Ive fra Det Kriminalpræventive Råd udtaler til Jyllands-Posten om mediernes behandling af volden: »Vi føler os somme tider som opfejere for medierne. Jeg kan godt forstå, at kriminalitet er godt stof, men redaktørerne må være sig bevidst, at de er med til at skabe en angst, der reelt ikke er dækning for.«

Lederskribentens »angsten vil vokse med volden« er dermed reelt et udtryk for, at »angsten vil vokse med mediehysteriet«. Redaktørerne af Jyllands-Posten, der advarer mod et »samfund med slaphedens konsekvens«, er således ikke bare »hårdhedens« og interneringslejrenes fortalere - de er tillige blandt de hovedansvarlige for netop den angst, der uden grund griber store dele af befolkningen, hvilket givetvis er langt farligere end nogen eksisterende vold.

At avisen imidlertid ikke ser nogen grund til at ændre kurs, vidner lederen i JP-Østjylland, 1.12.96, om, hvor det atter er enkelte tilfælde af vold med indvandrere indblandet, der får avisen til at kriminalisere en hel befolkningsgruppe: »De unge flygtninge fra Mellemøsten skal overvåges maksimalt. De skal ved enhver given lejlighed standses og visiteres på mistanke om ulovlige våbenbesiddelser.«

Hvem er egentlig mest »bestialsk«, voldsmanden eller lederskribenten?

Rigspolitichef afviser krav fra fagbladet Sygeplejersken om skrappere regler for brug af politihunde

I fagbladet Sygeplejersken fremsættes krav om en begrænsning af anvendelsen af politihunde. Baggrunden er bladets gennemgang af en lang række alvorlige læsioner, der er forårsaget af politihunde i forskellige konfliktsituationer.

Ifølge Politiken, 6.9.96, afviser rigspolitichef Ivar Boye ethvert sådant krav, selv om han erkender, at hundene kan være svære at styre …

I en artikel i Sygeplejersken nr. 36 hedder det indledningsvis: »Sygeplejersken beskriver i dette nummer fire alvorlige bidskader, der stammer fra fire forskellige episoder, hvor politiet har brugt hunde over for større menneskemængder. Én har fået beskadiget penis og urinrør, én måtte sys med 20-30 sting, én havde behov for hudtransplantation, og én måtte i fuld anæstesi to gange.«

I nr. 37 hedder det i en efterfølgende artikel: »Hundens tænder er et frygtindgydende magtmiddel. På de største af kindtænderne kan der være et tryk på ca. seks tons. Som magtmiddel regnes hunden for stærkere end tåregas, men mildere end politistaven. Det er politiets egen vurdering, hvornår de forskellige magtmidler skal bruges.«

Der er mange eksempler på, at politihunde anvendes før tåregas, hvorved der imidlertid er tale om en overtrædelse af reglen om, at det mildeste magtmiddel skal anvendes først.

Ifølge Sygeplejersken bides omkring 300 mennesker årligt af politihunde i Danmark alene ved anholdelser. Her medtages altså ikke tallet for hundebid i forbindelse med gaderydninger af større menneskemængder. I 1995 anvendtes hunde ifølge politiets egne oplysninger 46 gange ved diverse gaderydninger - derudover blev hunde sat ind 125 gange under Ribus-konflikten i Esbjerg. En høring, der var arrangeret af bl.a. Samarbejdet Arbejdere og Akademikere, afslørede ifølge Berlingske Tidende, 14.10.96, at 380 mennesker var blevet bidt af politihunde alene under denne konflikt.

Formand for Dansk Politiforbund, Tommy Agerskov Thomsen kommenterer et par måneder senere Sygeplejerskens dokumentation og bemærker, at det er ude af proportioner med en 30 siders artikel om skader som følge af bid fra politihunde. Bladet skulle f.eks. hellere beskæftige sig med skader, der følger af dårlige legepladser: »Sådanne emner er åbenbart ikke højt prioriteret i fagbladet. Så hellere nogle 'uromagere', der er blevet bidt!« (Politiken, 25.11.96).

Redaktør Peter Skeel Hjorth ser anderledes alvorligt på følgen af brugen af politihunde og udtaler til samme avis: »De internationale principper for medicinsk etik siger, at sygeplejersker skal reagere, når de er vidne til overgreb på menneskerettighederne. Derfor er det også relevant for os som fagblad. Og det er en krænkelse, når en ung mand måtte behandles på sygehus i fire uger efter bid fra politiets hunde, uden at man på noget tidspunkt havde grundlag for en sigtelse imod ham.«

Netop omfanget af dansk politis brug af politihunde kritiseres skarpt af menneskerettighedskomiteen i en evaluering af Danmarks forhold til FNs konvention om civile og politiske rettigheder.

Over 1.000 mennesker bliver årligt bidt af politihunde i Danmark.

Rigspoliti-rapport beskylder indvandrere for organiseret kriminalitet - uden dokumentation

Rigspolitiet fastslår i et dansk bidrag til en EU-rapport om organiseret kriminalitet, at rockere og indvandrere i stigende grad er involveret i organiseret kriminalitet i Danmark, men undlader at fremlægge dokumentation herfor.

Både kriminologer og Københavns Politi undrer sig, eftersom de flere gange har understreget, at der trods årelang og massiv politiindsats ikke er det mindste bevis for nogen af delene. Chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi afviser således Rigspolitiets konklusioner over for Jyllands-Posten: »Det er rigtigt, at der har været voldsomme episoder i begge grupper. Men vi ligger ikke inde med materiale, der kan bevise, at de to grupper begår organiseret kriminalitet.« (12.9.96).

Politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet indrømmer, at det er småt med dokumentationen: »EU-rapporten skal ikke bruges til operativt brug. Vi har forsøgt at lave et øjebliksbillede og skildre områder, hvor advarselslamperne bør blinke.«

Dette udokumenterede »øjebliksbillede« mistænkeliggør således eksplicit bl.a. pakistanere, iranere, tyrkiske kurdere, irakere, libanesere, gambianere, colombianere og eks-jugoslaviske flygtninge …

Statsministeren: Grundlovssag ingen hindring for Danmarks direkte vej til en ny traktat

Poul Nyrup Rasmussen irettesætter sin udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, der ikke mener, at Danmark kan underskrive en ny EU-traktat, før Højesteret har fældet dom i sagen om, hvorvidt allerede den forrige traktat strider mod den danske grundlov.

Ifølge Berlingske Tidende er statsministeren af den opfattelse, at der er blevet lagt en officiel politisk linje - at så Socialdemokratiets regeringspartner, Det Radikale Venstre har en anden holdning, er ubetydeligt: »… der må under ingen omstændigheder skabes usikkerhed om Danmarks direkte vej til en ny traktat.« (16.9.96).

Spørgsmålet er så, om Nyrup Rasmussen herved udviser respekt for de uafhængige domstole, som netop behandler en sag, der skal afgøre, om Danmark har overtrådt Grundloven, og tilslutningen til Maastricht dermed må trækkes tilbage - eller er statsministeren simpelt hen hævet over lov og ret?

Erling Olsen, formand for Folketinget: Fjern grænserne for dansk magtafgivelse til EU

Folketingets formand og tidligere justitsminister, Erling Olsen foreslår, at Grundlovens § 20 ændres, så der ikke længere sættes grænser for dansk suverænitetsafgivelse til internationale organisationer som EU (Politiken, 22.9.96).

Ifølge Grundlovens § 20 kræver magtafgivelser til »mellemfolkelige myndigheder«, f.eks. EU, som ikke er af »nærmere bestemt omfang«, at enten fem sjettedele af Folketinget stemmer for, eller at en folkeafstemning godkender det.

Op til EF-valget i 1972 havde Justitsministeriet oplyst, at EF alene var et økonomisk fællesskab, og Folketinget var således ikke på kant med Grundloven, eftersom magtafgivelserne for 25 år siden dermed tilsyneladende var af »nærmere bestemt omfang«.

Men ifølge Romtraktatens artikel 235 (den såkaldte gummiparagraf) kan EUs »mellemfolkelige myndigheder« udbygge samarbejdet ud over nærmere aftalt omfang.

I en kritisk gennemgang af myndighedernes grundlovsovertrædelser skriver Mikael Witte: »Siden 1973 er artikel 235 udnyttet mere end 600 gange. (…) Beføjelser kan overlades til mellemfolkelige myndigheder. Disse skal respektere grundlæggende folkeretlige principper. Men EU-samarbejdet er udemokratisk. Kun Kommissionen - som ikke er folkevalgt - har ret til at foreslå lovregler, der skal vedtages af Ministerrådet, som ikke er valgt samlet. Medlemmerne kan ikke drages til ansvar. Deres beslutninger offentliggøres, men de fortolkes forskelligt. Det strider mod princippet om, at love skal være ens for alle, og at de skal være offentligt tilgængelige. Da Danmark tilsluttede sig EU-traktaten, afgav regeringen suverænitet i ubestemt omfang til en udemokratisk institution og krænkede dermed Grundloven.« (Grundloven, s. 46).

Erling Olsens ønske om at slække på § 20 er et ikke ubetydeligt tegn på, at fremtrædende medlemmer af Socialdemokratiet i realiteten deler den opfattelse, at paragraffen og dermed Grundloven overtrædes i kraft af Danmarks EU-medlemsskab.

Tvind-skoler må indstille driften pga. regnefejl på 7 millioner kr. i Undervisningsministeriet

To Tvind-skoler, Den Rejsende Højskole og Juelsminde Husholdningsskole har måttet indstille driften på grund af tilbagebetalingskrav fra Undervisningsministeriet på 7,2 millioner kroner.

Undervisningsminister Ole Vig Jensen erkender imidlertid, at skolerne i første omgang var blevet straffet for hårdt for snyd med statstilskuddet. I stedet for de oprindelige 7.200.000 kr. er kravet reduceret til 260.000 kr. Fejlen er dog først »opdaget«, længe efter Tvind er blevet hængt ud i pressen for omfattende millionsvindel med offentlige midler.

Forstander Ebbe Larsen udtaler til Politiken: »Vi har den klare holdning, at al den snak om millionsvindel bare var en løftestang for at få Tvind-særloven lettere igennem.« (28.9.96).

Kontorchef i Undervisningsministeriet, Henrik Køber forklarer den beklagelige fejl med, at hele kursusår fejlagtigt var blevet kendt ugyldige til modtagelse af statsstøtte, fordi Den Rejsende Højskole i strid med reglerne f.eks. enkelte weekends havde givet eleverne fri allerede kl. 13 fredag eftermiddag, så de kunne nå at rejse hjem …

Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme

Den 15. oktober vedtager Folketinget den såkaldte rockerlov, »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«.

På baggrund heraf kan politiet nu forbyde en person adgang til en ejendom, hvis der efter politiets skøn er »risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen«, såfremt angrebet antages at være led i et »gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler«.

Den udøvende magt er altså her tillige blevet den dømmende magt, og de personer, som politiet forbyder adgang til bestemte ejendomme, er frataget enhver almindelig mulighed for at få kendelsen prøvet ved en domstol.

Rigspolitichef Ivar Boye er dog ikke bange for en svækkelse af retssikkerheden, »fordi politiet nok skal administrere tilholdene fornuftigt«, skriver Berlingske Tidende, 3.10.96.

Imidlertid kan juridisk set uskyldige mennesker uden videre blive smidt ud af klubhuse og lejligheder - uden dommerkendelse. Politiet vurderer selv, hvem der rammes af forbudet; de definerer således suverænt, hvem der er »rocker«, hvem der er »rocker-relateret«, og hvem der er tilstrækkelig bekendt med »rockerkredse« til at være underlagt særloven - f.eks. var ifølge Jyllands-Posten 4.600 personer registreret som samarbejdende med rockergrupper i 1991 (17.11.91). Naboer til et klubhus i Polensgade i København kritiserer imidlertid ifølge Berlingske Tidende, 5.10.96, at der ikke deltager rockere i kommissionen bag særloven.

Justitsminister Bjørn Westh afviser dog uden videre de implicerede klubbers retssikkerhedsgaranti med begrundelsen, at den ville være »meget svær at administrere« (Information, 10.10.96). Lektor ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof bemærker hertil: »Jeg mener, det er meget dårlig argumentation i en retsstat. Fordi der kommer mange retssager, så vil vi ikke give dem retssikkerhedsgaranti. Det er en meget pauver argumentation.«

Justitsministeren understreger endvidere, at særloven bestemt ikke er beregnet til at standse rockerkrigen, men blot til at fjerne faren for naboerne til klubhusene. En »fare«, som ud fra enhver nøgtern betragtning reelt er minimal, og som da heller hverken er blevet større eller mindre, nu hvor træfningerne blot foregår andetsteds.

Særloven har altså indlysende nok ikke virket efter hensigten - til gengæld har den entydigt undermineret retssikkerheden.

Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech udtaler til en offentlig høring om særloven et halvt år senere: »Vor retsstat er ude på en farlig glidebane. Folketingets flertal har sat sig ud over det magtfordelingsprincip, der skulle sikre den enkelte borger over for vilkårlige overgreb. Det er en utålelig svækkelse af retssikkerheden.« (3.5.97).

Denne side af sagen følte statsministeren dog, at han havde foregrebet kritik af allerede elleve dage før lovens vedtagelse, da han til Information beroligende kunne udtale: »Lad os nu ikke rode os ind i alle mulige juridiske finesser og petitesser …«

Whites only på københavnske diskoteker

Politiet skærper beredskabet mod et fænomen, som pressen har døbt »gadevolden«. Politiken bringer i den forbindelse et billede, hvor dørmænd nægter to mørklødede drenge adgang til et diskotek, mens tre hvide piger uden problemer slipper ind. Den informative billedtekst lyder: »En almindelig fredag aften foran et københavnsk diskotek. Dørmænd iført skudsikre veste luger omhyggeligt ud blandt gæsterne.« (20.10.96).

I samme avis gør lektor Lars Adam Rehof fra Københavns Universitet pressen ansvarlig for den stigende frygt for vold. Enkeltsager kan på én dag gøre politikerne parat til at sætte fundamentale retsgarantier over styr. Danmark skulle slet ikke have haft en rockerlov, men en politilov: »Dansk politis virksomhed udfolder sig i høj grad i et retstomt rum, hvor politiet har utrolig vide rammer for at skønne, hvad de kan gøre. Det er et væsentligt problem. Det er et skråplan.«

Offensiv fra Indenrigsministeriet centrum i ny tamilsag

Den 30.8.93 kom den tamilske pige Chitra Rajendram til Danmark efter en lang og omstændelig flugtrute. I oktober 1996 skal hun atter udvises til det land, hun er flygtet fra. Trods protester fra hendes skolekammerater og pressens uforbeholdne sympati fastholder indenrigsminister Birte Weiss sit afslag på humanitær opholdstilladelse, og den 31.10.96 sendes hun tilbage til Sri Lanka.

I løbet af kort tid lykkes det imidlertid Indenrigsministeriet at vende stemningen 180 grader, og snart lyder overskrifterne i en næsten enstemmig presse: »Chitra løj«! Oplysninger lækkes løbende fra Indenrigsministeriet, der »påviser«, at Chitra var »utroværdig«, at hun nægtede at lade sig aldersteste og opgav falsk alder.

Indenrigsminister Birte Weiss, der var blevet så udskældt for sin inhumane holdning i Chitras sag, fik 100% æresoprejsning; B.T. bemærkede efterfølgende: »Det er på tide at sige, at Birte Weiss har håndteret denne sag med is i maven, men ikke uden hjerte og det er en kunst. (…) Chitras virkelige historie kender vi ikke, men det er givet, at hun har forsøgt at føre asylmyndighederne bag lyset.« Politiken skriver i en leder: »Selv om vi ikke fortryder, (…) så vil vi gerne anerkende, at også i denne sag har Birte Weiss passet sit arbejde.« (9.1.97).

Journalisterne Morten Bohr og Erik Valeur fra DRs dokumentargruppe kortlagde i radiomontagen »Pigen fra Sri Lanka«, hvordan hændelsesforløbet egentlig udspillede sig i det, de kaldte »den fatale pressedækning samt ministeriets elegante modoffensiv«. I artiklen »Pigen og ministeren« i Journalisten, 26.3.97, sammendrager de en række af deres konklusioner på historien.

Bohr og Valeur kan således fastslå, at Chitra-sagen ikke behandledes af journalister med faglig ekspertise inden for flygtninge- og indvandrerproblematikken; nyhedsstoffet vrimlede tværtimod med faktuelle fejl, og de involverede journalister formåede ikke at se sagens perspektiver. I Journalisten skriver de: »De opdager f.eks. aldrig, at sagen har central betydning for en langt større indenrigsministeriel manøvre om udsendelse af tamiler - en manøvre, der har været tre år undervejs.«

Spektakulære nyheder gjorde, at offentlighedens sympati svang fra Chitra til Weiss. TV2-Nyhederne bekendtgør den 5.11., at de er »kommet i besiddelse af« Flygtningenævnets to år gamle afgørelse i sagen - en afgørelse, der hele tiden har været tilgængelig, fremstilles således af TV2 som en dramatisk bombe i sagen. Den øvrige presse følger efter, og man fæstner sig ved, at Flygtningenævnet påhæfter Chitra mærkatet »utroværdig«.

Bohr og Valeur kan imidlertid oplyse, at der intet som helst spektakulært er i dette: »En stribe dygtige folk kunne have sat uerfarne journalister ind i asylområdets nuancer. Men ingen ringes op. Ingen kan fastslå, at skudsmålet 'utroværdig' er helt normalt i asylsager, og at stort set alle asylsøgere lyver om visse forhold - ikke mindst rejseruter. Det skyldes bl.a., at en korrekt beskrivelse vil sende dem direkte tilbage til deres udgangspunkt.«

Behændigt sammenblandes begreberne; Flygtningenævnets asylafgørelse retfærdiggør pludselig indenrigsministerens udvisning, men ingen bemærker, at Birte Weiss' beslutning ikke faldt i en asylafgørelse, men i en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, skønt det netop er hele ideen i systemet, at der skal være vandtætte skodder disse imellem. Ministeren undlader naturligvis også selv at gøre opmærksom herpå.

»Pressens sammenblanding fjerner på få timer fokus fra ministerens selvstændige, suveræne afgørelse af Chitra-udvisningen og får dermed hele sagen til at dreje,« konstaterer Bohr og Valeur.

Kort efter sender en srilankansk mand fra Jylland Indenrigsministeriet en fax, der afslører et tamilsk »netværk«, som skulle styre sagen. Den 7.11. lancerer TV2 brevet som endnu en bombe.

Ingen, hverken politiet, ministeren eller TV2 finder det nødvendigt at bemærke, at Den Centrale Politiafdeling allerede samme dag har undersøgt brevet og brevsenderen og konkluderet, at oplysningerne er uden indhold, hvorfor de har lukket sagen! Den 17.11. følger DR i hælene på TV2, og TV-Avisens søndagsudgave dramatiserer atter forløbet og det famøse brev - heller ikke denne gang nævnes politiets konklusion!

Indenrigsministeriet udsender tilmed en række oplysninger fra den danske generalkonsul i Colombo, Palle Bjørn Rasmussen, der henviser til srilankanske politichefer, som ukritisk refereres i pressen og bestyrker indtrykket af Chitras bedrag af de danske myndigheder. Dementier fra danskere i Sri Lanka dukker først op, da pressen er ophørt med at behandle sagen.

Bohr og Valeur konkluderer: »Under samtaler med en række af de medier, der var involveret, kan man følge en særdeles veludført modoffensiv fra Indenrigsministeriet: telefonopringninger, beskeder, særlige møder, lækager med fortrolige oplysninger mod fuld kildedækning. (…) For tiden lægger post-Chitra-billedet af de falske, indsmuglede flygtninge et perfekt grundlag for stramninger i udlændingeloven, for den fortsatte udvisning fra Danmark af tamiler - og selvfølgelig ikke mindst for det overstatslige flygtningesamarbejde, der nu - fire måneder efter Chitra-sagen - kan komme til at fælde det første af Danmarks EU-forbehold. Alt dette med uundværlig hjælp fra den danske presse.«

Indenrigsministeriets offensiv har haft en sådan succes, at løgnehistorien om »svindleren Chitra« og »det srilankanske netværk« stadig væk er det indtryk, som offentligheden sidder tilbage med.

Den 15.3.97 behandler Information-journalisterne Mette-Line Thorup og Signe Lindskov Hansen sagen og dens konsekvenser i et tema, der bl.a. fokuserer på, hvorledes medierne siden Chitra-sagen har vægret sig ved lignende sager om udvisningen af unge tamiler.

Birte Weiss' påstand om, at Chitra løj om sine forældres død, er aldrig blevet dokumenteret. Oplysningerne om, at hun nægtede at lade sig aldersteste, er falske, hun sagde blot nej til røntgenundersøgelser. Oplysningerne om, at Chitra modsat sin egen påstand aldrig har været medlem af De Tamilske Tigre, er aldrig blevet dokumenteret. Oplysningerne om et hemmeligt tamilsk netværk i Danmark var grundløse.

Propaganda af første klasse fra det danske indenrigsministerium.

Justitsministeren giver Folketingets retsudvalg urigtige oplysninger om kastration af kriminelle

Justitsminister Bjørn Westh oplyser til Retsudvalget, at de anvendte præparater til medicinsk kastration »er afprøvet og godkendt til dette formål«.

Ifølge Press, 1.11.96, er dette imidlertid ikke sandt. Midlet, der anvendes, hedder decapeptyl, og chefen for Sundhedsstyrelsens afdeling for medicinsk lægemiddelvurdering, Jens Ersbøll udtaler: »Det er vigtigt at betone, at decapeptyl aldrig er godkendt til medicinsk kastrering, og at der ikke er nogen, der kender præparatets langtidsvirkning. (…) Midlet kan slet ikke godkendes, da de firmaer, der markedsfører denne type medicin, eksempelvis Ferring, aldrig har ansøgt om nogen godkendelse.«

Justitsministerens urigtige oplysninger blev ikke genstand for videre kritik. Han blev ikke fyret - han fik ikke engang en næse.

Arbejdsministeren: Arbejdsformidlingen kan afskrive en ledig pga. hudfarve

Arbejdsminister Jytte Andersen udtaler til Politiken, at Arbejdsformidlingens medarbejdere også skal vurdere, »om den ledige har en reel chance for at få et job, inden vedkommende bliver sendt til en jobsamtale. Det kan resultere i, at AF på forhånd afskriver en ledig på grund af hudfarve eller et fremmedklingende navn.« (12.11.96).

To dage senere trækker ministeren i land og hævder over for Information, at citatet er revet ud af en sammenhæng - gad vide hvilken? Politikens journalist, Poul Dengsøe fastholder, at ministeren udtalte sig, som han har refereret det.

Politiets Efterretningstjeneste skjuler bevismateriale i drabssag mod Hells Angels

I strid med Retsplejeloven har PET skjult bevismateriale for både anklagemyndighed, forsvarere, retten og kolleger i Københavns Politi i en drabssag mod seks medlemmer af Hells Angels, der er tiltalt for drabet på Bandidos-medlemmet Uffe Larsen i Kastrup Lufthavn.

Advokat Torben Bagge, der repræsenterer en af de sigtede, antydede, at de relevante oplysninger bevidst er tilbageholdt, fordi de gavner forsvaret.

Anklageren, vicestatsadvokat Bitten Dyrberg undskyldte sig med, at hun ikke var »herre over«, om alt relevant materiale blev afleveret fra politiet. Retsformanden fandt imidlertid ikke denne forklaring tilfredsstillende: »En sådan bemærkning har jeg ikke hørt før i mine tyve år som dommer. I denne sag er der kun tre parter: anklager, forsvarer og retten. Det kommer ikke PET eller politimesteren i Holstebro ved, hvad der sker herinde, og derfor nytter det ikke, at anklageren, selv om det er forståeligt, dækker sig ind under PET.« (Jyllands-Posten, 14.11.96).

Professor dr.jur. Erik Werlauff fra Aalborg Universitet understreger det alvorlige i tilbageholdelse af bevismateriale: »Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom efter dom slået fast, at dette er et af de mest grundlæggende principper i retsplejen.«

FN-kritik af Danmarks krænkelser af menneskerettighederne

Danmarks ry er overordentlig blakket i FN, når det drejer sig om afleveringen af rapporter om menneskerettighedernes tilstand i landet.

På topmødet om menneskerettigheder i Wien i 1993 markerede Danmark på allerførste side i sit program, at menneskerettigheder ikke kunne betragtes som et lands »interne anliggende«. Samtidig modtog Udenrigsministeriet FNs generalsekretærs sjette rykker for en rapport om Danmarks overholdelse af menneskerettighederne, en rapport, der skulle have været afleveret i november 1990. Danmark har underskrevet en løbende rapporteringspligt ved ratificeringen af FNs konvention om civile og politiske rettigheder i 1972.

Først efter elleve rykkere afleverede Udenrigsministeriet rapporten med fem års forsinkelse i 1995. Et halvt år senere var der deadline for den næste rapport fra Danmark, som imidlertid endnu ikke er afleveret.

Menneskerrettighedskommissær for Østersørådet, Ole Espersen ser meget alvorligt på forsinkelsen: »… man [kan] jo sige, at det er en formalitet, at man kommer for sent med en rapport, hvis ellers indholdet er nogenlunde ordentligt. Men når der så samtidig er kritik af Danmark på nogle ikke uvæsentlige punkter, så er det ikke så godt …« (Politiken, 17.11.96).

I en nylig evaluering af Danmarks forhold til FNs konvention om civile og politiske rettigheder kritiseres Danmark skarpt af menneskerettighedskomiteen, bl.a. for en uforståelig brug af politihunde mod større menneskemængder, varetægts- og isolationsfængsling på ubestemt tid, mindreåriges afsoning sammen med voksne i fængslerne og langsommeligheden i erstatningsspørgsmålet omkring Thule-sagen, der har trukket ud i 43 år …

Lektor i menneskeret ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof betegner komiteens kritik som overraskende konkret og udtaler til Politiken: »Der kan tales om et vink med en vognstang.«

Politi og domstole omgår forbud mod hemmelig ransagning

Politiet må ikke foretage ransagninger uden efterfølgende at underrette den, hvis ejendom er blevet ransaget. Domstolene har imidlertid hjulpet politiet med at omgå loven ved en usædvanlig fortolkning af reglerne.

Eksempelvis har domstolene nægtet hemmelig ransagning af skibscontainere, men siden hen alligevel tilladt politiet det ved simpelt hen at omdøbe containerne til breve - politiet må nemlig gerne åbne og gennemlæse breve uden bagefter at gøre opmærksom på det.

Et lovforslag fra justitsminister Bjørn Westh vil give grønt lys for denne praksis netop med henvisning til, at reglerne i forvejen omgås således …

Lektor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet finder fremgangsmåden særdeles kritisabel: »Det er stærkt utilfredstillende, at politiet går i gang med en så betænkelig praksis og først bagefter forsøger at få gennemført en præcis lovhjemmel med argumentet om, at det har vi jo hele tiden gjort.« (Jyllands-Posten, 19.11.96).

Rockerterror - en fjer eller en and?

Den 12.12.96 skriver Jyllands-Posten: »Skræmte vidner har givet rockere frit spil til to års terror mod 27-årig bistandsklient. Buler i rocker-præsidentens Opel udløste en lang serie overfald.«

Dernæst opmales et billede af den »terror«, som Gert Gam fra Århus har været udsat for fra rockere: »Skår fra broderens urne ligger stadig på det sted, hvor rockerne tvang Gert Gam af cyklen og mishandlede ham.«

Jyllands-Posten beretter om, hvordan Gam er blevet gennembanket, bl.a. har han fået sparket sine tænder i stykker og er blevet slået med en geværkolbe i skridtet, alt sammen for at »overtale« ham til ikke at vidne om trusler, tærsk og afpresning. Der er tale om op til 30 overfald over to år - blot fordi han havde forårsaget »buler i rockerpræsidentens Opel«.

Ingen har imidlertid vidnet til fordel for Gams historie, en historie, som Jyllands-Posten bruger som eksempel på problemer med skræmte vidner, bl.a. i rockersager.

Dagen efter tager lederskribenten afsæt i samme historie for at advare »de velorganiserede voldsmænd« mod at drive deres »terrorregime« så vidt, at »de kan tvinge samfundet til i enkeltstående tilfælde og efter nøje vurdering af domstolene at fravige den ret, vi ellers i et retssamfund tilstår hinanden.« (Jyllands-Posten, 13.12.96). Avisen har fældet dom.

En lille uge senere må Jyllands-Posten i en mindre notits imidlertid indrømme, at Gams forklaring »krakelerer«. Broderens urne, som ifølge Gam skulle være blevet knust efter rockernes terror, viser sig på stregkoden at være en blomsterkrukke til ti kroner fra det lokale Føtex, og stenhuggeren, hvor urnen skulle have været købt, oplyser, at han slet ikke sælger urner …

Lovforslag: Tvangsindlæggelse uden domstolskendelse

Overlæge på Bispebjerg Hospital, Ralf Peter Hemmingsen kritiserer, at et forslag til en ny psykiatrilov vil tillade tvangsindlæggelse af psykisk syge uden domstolskendelse (Politiken, 18.12.96): »Det krænker min retsbevidsthed, at en administrativ frihedsberøvelse, som tvangsindlæggelse er, ikke mere skal prøves ved domstolene.«

For patienterne er det imidlertid mere og andet end »retsbevidsthed«, der bliver krænket.

Asylsøgere venter på afgørelse i op til otte år

På trods af indenrigsminister Birte Weiss' løfter om hurtigere behandling af asylsager er der ifølge Dansk Røde Kors' asylafdeling stadig mange asylsøgere, der må vente i komplet uvished om deres fremtid i op til otte år, før der foreligger en afgørelse fra det danske asylsystem (Politiken, 19.12.96).

Statsministeren: Stærkere magtmidler til politi og retsvæsen

Mediernes voldskampagner fik dronningen til at gøre volden til hovedemnet i årets nytårstale: »Jeg tror, det bliver de unges generation, som for alvor gør op med den råhed og mangel på ansvarsfølelse, som alt for ofte præger vor tid.«

Spørgsmålet er imidlertid, om dronningen har ret i, at det er voldens »råhed«, der præger vor tid, eller om hun tværtimod er offer for samme propaganda, som statsministeren lagde for dagen i sin nytårstale?

Poul Nyrup Rasmussen sagde bl.a.: »Folk skal kunne gå på gaden uden at se sig over skulderen.«

Men hvad er det egentlig, statsministeren vil sige med dette? Præsenterer han virkelig et realistisk billede af forholdene i dagens Danmark - er det sandt, at folk ikke kan »gå på gaden uden at se sig over skulderen«?

Nej. Dronningen og statsministeren fordrejer kendsgerningerne, når de gør stigende vold til et kendetegn; alle eksperter er enige om, at volden omvendt i årevis har været faldende eller stagnerende. Men hvorfor giver vore statsoverhoveder så udtryk for det modsatte?

Nyrup Rasmussens nytårstale giver måske selv en del af svaret: »Politi og retsvæsen vil få stærkere magtmidler i kampen mod dem, der truer andre og ringeagter menneskeliv.« Og her er vel at mærke ikke tale om de ministre, der »truer andre og ringeagter menneskeliv« ved f.eks. at sende flygtninge tilbage til død og tortur - for den, som skulle være i tvivl - men selvfølgelig de illusoriske hobe af voldsmænd, der gør gaderne usikre for retskafne godtfolk …

Ole Brink, læge og voldsforsker på Århus Amtssygehus, siger i overensstemmelse med forskernes consensus på området: »Politikerne forsøger i deres valgkamp at få mindsket volden og ikke mindst befolkningens angst for vold. Men resultatet er det stik modsatte. Deres lovforslag og nytårstaler er kun med til at øge angsten for vold på et tidspunkt, hvor volden uden for enhver diskussion falder markant, og hvor politikerne ved det. Det er bekymrende.« (Jyllands-Posten, 3.1.97).

Hvordan reagerer nu ansvarsbevidste politikere konfronteret med forskernes fakta?

Justitsminister Frank Jensen udtaler herom til samme avis: »Jeg tror, at alle i befolkningen har et klart billede af, at den grove vold er blevet mere bestialsk, den er mere uforudsigelig, den retter sig mod sagesløse. Jeg vil ikke vente, til kriminologerne får sig analyseret frem til, at det er et faktum.« … Nej, det ville også være vanskeligt, for det er et falsum.

Den nyudnævnte justitsminister blev imidlertid ikke fyret. Han fik ikke engang en næse.

Rune Engelbreth Larsen