Amnesty International: I tusindvis af asylsøgere fængsles hvert år i Danmark - deres forbrydelse? De er asylsøgere

Amnesty International afdækker i deres april-nummer af Amnesty Danmarks behandling af asylsøgere under overskriften: "Asylsøgere fængsles på samlebånd".

Juristen Kim Kjær, ekspert i flygtningeret og forsker ved Det Danske Center for Menneskerettigheder udtaler: "Ikke-kriminelle asylsøgere fængsles i et relativt stort omfang på grundlag af en overfladisk sagsbehandling. Det er problematisk i forhold til dansk lovgivning og på kant såvel med den europæiske menneskerettighedskonvention som retningslinjerne fra UNHCR."

Det "relativt store omfang" udgjorde alene i 1996 ca. 2.000 asylsøgere! Nogle var indespærret i få dage, andre i flere måneder, enkelte har siddet i over et år - eksempelvis kan Jyllands-Posten, 25.6.97 oplyse, at en algerier uden pas og visum har siddet fængslet i hele 18 måneder. Intet i loven hindrer, at han ikke i princippet kan forblive indespærret resten af livet!

Hvilken forbrydelse har disse mennesker gjort? De har søgt asyl i Danmark.

FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR kritiserer fremgangsmåden og fastslår som grundprincip, at asylsøgere "ikke bør frihedsberøves". Hvor frihedsberøvelse undtagelsesvist kan tages i brug, skal det ske i en "minimal" periode, og alternative muligheder som meldepligt skal være anvendt forinden, medmindre der ligefrem er "beviser for, at de ikke vil være effektive."

Dette er langtfra kendetegnende for proceduren i Danmark.

I Amnesty skriver Jan Aagaard: "Amnesty har overværet 22 retsmøder om fængsling af asylsøgere. Retsmøderne efterlader et indtryk af, at asylsøgere fængsles rutinemæssigt, uden at der fremlægges konkrete argumenter, som begrunder fængslingen." I langt hovedparten af retsmøderne blev der ikke fremlagt nogen begrundelse for fængslingens nødvendighed fra politiets side - alligevel forlængede dommeren uden videre fængslingen.

Asylsøgere, der kommer fra lande, som de danske myndigheder karakteriserer som "sikre", kan fængsles under sagsbehandlingen; asylsøgere, der har fået afslag, men nægter at rejse ud af landet frivilligt, kan fængsles, og endelig kan udlændinge, der ankommer til grænsen uden pas og visum, fængsles - uanset hvordan deres papirer i øvrigt måtte være forsvundet. Der er ingen øvre grænse for, hvor længe indespærringen kan opretholdes.

Advokat Anders Chr. Jensen udtaler til Amnesty: "Der foregår ikke nogen særlig prøvelse i retten. Politiet får det normalt, som de vil have det. Man må skamme sig over, at det danske retssystem kan fungere således."

Kim Kjær fra Det Danske Center for Menneskerettigheder mener, at der er stor risiko for, at proceduren er i strid med menneskerettighederne: "Asylsøgere frihedsberøves helt rutinemæssigt. Der er simpelt hen tale om samlebåndsafgørelser, og det er yderst problematisk i forhold til menneskerettighederne."

Igennem de forløbne seks år er over 16.000 udlændinge blevet fængslet efter bestemmelserne i udlændingeloven; ca. 90% var asylsøgere.

Ekstra Bladet: "De fremmede" underminerer det harmoniske, lykkelige Danmark

Den 31. marts søsætter Ekstra Bladet kampagnen "Hvad skal vi med de fremmede?"

Chefredaktør Sven Ove Gade karakteriserer samme dag situationen i en indledende artikel: "Hver dag forvandles det vante Danmarks-billede. Fra at være et harmonisk, overskueligt samfund præges vi i stigende grad af mennesker med en anden etnisk og religiøs baggrund. (...) Ingen har bedt dem om at komme. De kommer bare."

TV-reklamer akkompagneret af "Der er et yndigt land" viser sorte silhouetter af menneske-flokke på vej ind i landet, landsdækkende plakater i kæmpe-format forkynder slogans som "moske, moske ikke", og som et fast bomærke ses Ekstra Bladets logo, hvor avisens navn er skrevet på arabisk - vi skal med andre ord se en fremtid for os, hvor indvandringen og "arabiseringen" af landet endog helt har fortrængt det danske modersmål ...

Avisforsider med tekster som "Had og mistro" og "Stop for flygtninge" (skrevet på et parkering-forbudt-skilt) udtrykker ifølge avisen folkets røst; det folk, som ikke vil finde sig i "godhed" længere, indimellem modsagt af enkelte eksperter som f.eks. lektor ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, Jørgen Bæk Simonsen, så avisen ud ad til kan hykle en vis selvrespekt; eller ved nogle dage at fokusere på det urimelige i, at veluddannede indvandrere ikke kan få arbejde, alene pga. deres fremmedklingende navne - der skal ikke herske tvivl om, at det skam er en nuanceret "debat", det her! Eller som Sven Ove Gade forklarer sig over for kritikerne i en ledende artikel: Hvad er de intellektuelle dog så oprørte over? "Ekstra Bladet tillader sig at rejse nogle afgørende spørgsmål: Hvordan hjælper vi bedst og mest effektivt? Hvor mange indvandrere skal Danmark tage?" (13.4.97).

Aha! Det er dét formål, en forside med teksten "Had og mistro" tjener. Ja, hvad ellers?

I TV2 bliver Sven Ove Gade nogle måneder senere spurgt, om han kunne have forestillet sig "en kampagne, der hed 'danskerne', med udgangspunkt i at enkelte danskere overtræder enkelte lovgivninger?" (25.6.97).

Chefredaktøren svarer: "Altså, allerede med det her spørgsmål, så røber du, at du ikke har forstået ret meget af det. Nu har vi altså opholdt - vi må jo altså have en vis stolthed ved at være danskere ... Der er jo masser af ting, som jeg kan kritisere i samfundet, og dem kritiserer vi løbende. Vi har noget, vi forholder os til. Så er der nogen, der gerne vil til Danmark på forskellig måde, ikke? Og det vil indtil videre for nogles vedkommende stadig være 'dem og os'."

Særlig udspekuleret bliver Gades kampagne, når avisen kan få en indvandrer, altså én af "dem" til at berette over for avisens læsere, hvor ualmindelig glad han er for "os", og hvor dobbeltmoralske muslimerne er - så er der ligesom balance i tingene ...

Indimellem fyres så de helt sikre sællerter af som historien om den somaliske familie, der i "det tossegode paradis, Danmark" modtager 630.000 kr. i bistandshjælp om året. Ramaskrig.

Ekstra Bladet kan til sammenligning oplyse, at den typiske danske lønmodtager tjener ca. 220.000 kr. om året, at kun 6% af befolkningen tjener mere end 300.000 og kun 1% over 500.000 kr.

Den somaliske familie består imidlertid af tre voksne og elleve børn. Fjorten mennesker om 630.000 kr. - er det egentlig så uacceptabelt? Chefredaktør Sven Ove Gade tjener formentlig ene mand en pæn del over en million, plus talrige frynsegoder, og det for at så had, mistro og frygt i befolkningen - og på trods af, at hans familie er betydeligt mindre end den somaliske. Den groteske skævfordeling kommer naturligvis næppe på forsiden af avisen, der tør, hvor andre tier. Dét tør avisen trods alt ikke.

I stedet græder lederskribenten salte tårer over de danskere, som det "går ud over", alt det, vi må undvære, fordi en familie på fjorten mennesker kan modtage 630.000 kr. fra det offentlige: "... hver dag [er der] danskere, selvstændige erhvervsdrivende, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan hamle op med skattevæsnet." (23.5.97). Somaliske familier tager altså brødet ud af munden på vore stakkels selvstændige erhvervsdrivende, dem, der virkelig er spændt hårdt for!

"Det er vigtigt at sidde som bidske vogtere af statskassen," udtaler socialminister Karen Jespersen forarget om sagen til TV-Avisen, 28.5.97. Hendes egen gage skal der tilsyneladende ikke pilles ved.

Ministeren finder heller ingen grund til at eksplicitere, at en hvilken som helst familie, også hvis den hedder Hansen i stedet for Ali til efternavn, i samme situation ville modtage præcis det samme beløb.

Allerede dagen efter kan Ekstra Bladet offentliggøre tretten harmdirrende læserbreve over den somaliske families bistandshjælp - en temmelig hurtig postgang, må man sige, ikke mindst når man også tager avisens redaktions- og trykketid i betragtning ...

Det er i det hele taget et hovedtræk ved hele kampagnen at lade læseren, "den almindelige dansker", komme til orde gennem læserbreve og særlige interviews.

I en leder hedder det herom: "Som en del af Ekstra Bladets kampagne bringer vi ikke bare mange læserbreve, men har også valgt at interviewe nogle af skribenterne. Det kan være ret så karske meninger, men det er altså en del af den folkelige virkelighed." (Ekstra Bladet, 6.4.97).

Den første, der er udvalgt til at beskrive "en del af den folkelige virkelighed", er direktør Lillian Sangstad, som retter sin uforbeholdne kritik mod muslimerne: "... de går rundt med deres kultur." Foruroligende.

"Kulturen forsvinder automatisk [den danske kultur, selvfølgelig], og det ender med en borgerkrig," (31.3.97) slår hun fast. Selv vil hun dog ikke tage våben i hånd, men hun vil da gerne "lave mad til soldaterne, griner hun." Steen Lyngaae Jørgensen fortsætter i samme spor og beskriver også især muslimerne som et stort problem. "Deres brug af tørklæder er et tegn på, at de ikke vil tage den danske kultur til sig og integreres i samfundet." (1.4.97). Erik Rasmussen føler ligeledes, at den danske kultur er i fare - om ikke andet, så i hvert fald den danske madkultur: "... jeg vil også gerne kunne fortsætte med at spise frikadeller og flæskesteg. (...) Ifølge Koranen skal de jo slå os i hjel." (2.4.97). Hvis vi, modsat de konspiratoriske muslimers intentioner vil være helt sikre på at beholde både frikadellerne og flæskestegen, præsenterer Børge Hartmann Christensen en ufejlbarlig løsning: "Hvis du vil have det lige ud: Spær dem inde." (3.4.97). Frank Horn bebrejder indvandrernes manglende vilje til at blive integreret: "Det er som regel attituden, der kan virke provokerende. Nogle gange synes jeg, at muslimerne har meget travlt med at vise, at de er muslimer, som om de skal overbevise os andre om noget," siger han (4.4.97). Helge Yndigegn understreger, at han godt nok aldrig kunne finde på at stemme på en politisk kandidat med "indvandrer-baggrund", men han mener dog, at de nuværende "integrationsproblemer" måske kunne løses, hvis blot grænsen øjeblikkeligt blev lukket (7.4.97) ...

Hvad var det nu for et spørgsmål, som Ekstra Bladets kampagne "bare" ville rejse ifølge chefredaktøren? Åh jo - "Hvordan hjælper vi bedst og mest effektivt" ...

Men nu ynder avisen som allerede nævnt også af samme grund at fremstille sin kampagne som en "debat", og derfor har man sandelig også interviewet to anti-racistiske læsere. Så går regnskabet op.

Den første, Kristoffer Thorn Poulsen føler, at "de fremmede" er syndebukke, og bemærker i den forbindelse, at dansk kultur i virkeligheden slet ikke er så dansk, for "kartofler og snaps kommer fra Holland". Thorn Poulsen er dog træt af ekstremer: "På den ene side står alle dem, der mener, at alt, hvad der har med flygtninge og indvandrere at gøre er dårligt. På den anden side dem, der er faldet i svime over udlændingenes gode mad, og synes, det hele er dejligt." (5.4.97).

Denne holdning er tydligvis overordentlig frisindet og åben ifølge Ekstra Bladets verdensbillede, og journalisten får da også til alt held for chefredaktionen Thorn Poulsen til at indrømme, at han måske nok ville være mindre liberal, om han boede et sted med mange indvandrere og flygtninge ...

Også Jens Laursen-Schmidt tilhører tilsyneladende oppositionen i "debatten". Han mener tilsvarende, at al dansk kultur i forvejen er importeret, og slår til lyd for større tolerance, men finder det dog urimeligt, når en muslimsk dreng i en dansk folkeskole ikke ønsker at bade sammen med sine danske klassekammerater.

Den var slem - dér går altså grænsen.

Laursen-Schmidt bliver selvfølgelig også spurgt, om ikke også hans holdning ville være mindre liberal, hvis han boede et sted med mange indvandrere: "Jeg ved det ikke. Måske." (6.4.97). Atter bekræftes med andre ord Ekstra Bladets immanente tese: Det er let nok at være så ualmindelig "gode" og frisindede som Thorn Poulsen og Laursen-Schmidt, så længe man bare er på afstand af problemet - men når man bor i nærheden af flygtninge og indvandrere, så er det straks en anden sag.

Om disse dybdeborende og saglige læser-interviews hedder det selvretfærdigt i en tidligere citeret leder: "Vi har som noget nyt valgt at tale med læserne, som vi taler med sagkyndige, aktører og ofre på andre områder." (6.4.97).

Yderst betryggende for de "sagkyndige, aktører og ofre", som Ekstra Bladet ellers taler med.

"Læserne tør, hvor politikerne melder pas," kalder avisen sin særlige omsorg for befolkningens, dvs. læsernes holdning. Af det særdeles repræsentative befolkningsudsnit på otte læsere, som Ekstra Bladet interviewer under kampagnen, bliver de to sidstnævnte, "indvandrervenlige" læsere ikke spurgt om deres politiske tilhørsforhold; af de øvrige seks er de to medlemmer af Dansk Folkeparti (en tillige af Den Danske Forening), en er konservativ, en er ikke politisk engageret, en ønsker ikke at "afsløre" sit partiforhold og en "kan ikke huske det".

Ekstra Bladets "folkelige virkelighed".

Pastor Søren Krarup: Ekstra Bladets redaktører er mænd af mod

Ved siden af folkets røst, som den præsenteres i Ekstra Bladets læserbreve og -interviews, fører eksperter og kulturpersonligheder deres egen "debat" på kroniksiden Frontalt, hvor spørgsmålet, om Danmark skal være multikulturelt eller ej, diskuteres.

Igen er der naturligvis tale om en yderst saglig debat, hvor modsætningerne dækker, om ikke den folkelige, så vel nu - ifølge Ekstra Bladet - eksperternes virkelighed?

På tolerancens side står således de to kæmper, centrumdemokraten Arne Melchior og formand for Dansk Flygtningehjælp, Uffe Stormgaard.

Melchior forfægter modsat Ekstra Bladet det synspunkt, at politikerne generelt skam ikke "melder pas", men tager aktivt del i flygtningedebatten - han selv i en aktiv opfordring til tolerance og forståelse. Stormgaard fastslår, at Danmark allerede er multikulturelt, men skynder sig så at pointere, at det aldrig har været Dansk Flygtningehjælps hensigt, at Danmark tillige skulle være multietnisk ...

Mange chancer har de to næppe over for modstandernes hold, der repræsenteres af fire ualmindelig nøgterne og overordentlig nuancerede debattører fra den alleryderste højrefløj: Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Seems pastor Søren Krarup og forfatteren Ole Hyltoft.

Et særdeles repræsentativt udsnit af det politiske spektrum.

Ekstra Bladet, der, som vi jo har bevidnet det gentagne gange, selvfølgelig kun ud fra de allerbedste intentioner har villet rejse en tiltrængt "debat" på folkets vegne, har fordelt kortene og samlet sit panel. Spillet er i gang, og det er Jacobsens, Kjærsgaards, Krarups og Hyltofts tur til at slå.

Den fædrelandshengivne Kirsten Jacobsen er forarget over kritikken af Jellingestenens Kristus-figur i de nye danske pas, som hun mener især kommer fra ikke-kristne indvandrere: "Danmark er bygget på en tusindårig kristen kulturarv, og (...) Jellingestenen [er] ikke alene religiøst, men et nationalt, historisk monument. Måske bliver det næste, at børnene i danske skoler ikke må fejre jul af hensyn til deres muslimske kammerater, eller at det skal forbydes at flage med Dannebrog - der jo er et korsflag." (11.4.97).

Rivalinden fra Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard er ikke overraskende ude i præcis samme ærinde, mens Søren Krarup benytter sin taletid til intet mindre end en uforbeholden kanonisering af Ekstra Bladet!

"Mænd af mod" lyder overskriften på pastorens indlæg, som avisen naturligvis med slet skjult stolthed har formået at udnytte til det yderste grafisk med en fotocollage, hvor billeder af redaktionsledelsen er sat op i form af Ekstra Bladets logo. Generalen, Sven Ove Gade landsfaderligt placeret i midten, flankeret af sine håndgangne mænd, obersterne Bent Falbert, Klaes Kastholm Hansen, Rud Kofoed og Hans Larsen.

Billedteksten lyder: "Ekstra Bladets redaktionsledelse - Krarup er fuld af beundring for dens mod, hæderlighed og solidaritet med den danske befolkning." Sic!

Disse prægtige, utrættelige og heroiske frihedskæmpere, som med løftet pandebrask trodser den politiske korrekthed og selvforglemmende går imod den muslimske stormflod - for folkets, for frihedens og for fædrelandets skyld ... Hvor er det smukt.

Herefterdags kan Ekstra Bladet så bryste sig af et helligt ægteskab med selveste pastor Krarup, kongerigets fremmeste repræsentant for den hyperkristne nationalisme!

Pastoren skal her selv få lov at berette den hjerteskærende historie om, hvorfor han afbestilte sit nyligt genbestilte abonnement på Morgensocialisten Jyllands-Posten til fordel for Ekstra Bladet: "Trods alt anså jeg den [Jyllands-Posten] for at være den mindst ringe af morgenaviserne. Men tre dage senere, onsdag 16. april, så jeg en tegning på ledersiden, som har fået mig til at ændre opfattelse. Fuldstændigt. Nej, dét blad vil jeg ikke ha' i mit hus. Vrede og lede vældede på ny op i mig. Tegningens tekst lyder således: 'Formiddagshadet, Ekstra Bladet, fører en voldsom kampagne mod indvandreres påståede misbrug af det sociale system.' Og så portrætterer tegningen to tykke, øldrikkende, uappetitlige danskere, mand og kone, hvor manden sidder med Ekstra Bladet i hånden, og konen siger til ham: 'De truer vores kultur, Brian!' Har De hørt det før? Kender De den vurdering af danskerne, som denne tegning er udtryk for? Sådan har den herskende klasse og politiske korrekthed i dette land bagtalt og nedvurderet sit eget folk i mange år. Leverpostejædere! Øltønder! Dumme, tykke, grimme, vulgære danskere! En ækel, ubehagelig race, hvis holdning til sig selv og de fremmede er lige afskyelig og ulækker! (...) Jeg kender ingen mere nedrig holdning end denne tilsvining af ens eget folk, disse spytklatter i ens egen rede; og den avis, som sætter holdningen på lederside - det svarer jo nøje til mange ledere og megen redaktionel behandling i Jyllands-Posten - kan et ordentligt menneske ikke have i sit hus." (23.4.97).

Der kan man bare se. Jyllands-Posten overhalet på højrefløjen. Og så i den grad.

Ekstra Bladet, derimod - dét er blevet frelsens rene kilde. Pastor Krarup formelig drukner avisen i ekstatiske superlativer, så ikke et kristent, fædrelandskærligt øje er tørt: "Ekstra Bladets indsats i denne sag er noget af det hæderligste og mest anstændige, som længe er set i dansk presse. At søge sandheden. At trodse de mest massive fordomme. At turde sige sandheden, selv om hele den herskende klasse lukker øjnene og dyrker løgnen. (...) Der skrives pressehistorie i øjeblikket. Denne sandhedssøgende, uforfærdede journalistik er i pagt med det bedste i den danske tradition. Folkestyrets salt. Offentlighedens samvittighed. Folkets og sandhedens tjener"!

Hvilken bjergprædiken. Ekstra Bladet er Gud, og Krarup er Hans Søn.

Ole Hyltoft - det får så være avisens Paulus - gør sit bedste for at leve op til samme retoriske pathos og opmaler da også straks det forjættede tusindsårsrige, om blot vi er i stand til at overvinde de mørke kræfter, der har sluppet indvandringen løs over vort yndige land: "Det er en forbrydelse mod menneskeheden at give los for indvandringen, som vi har gjort her i landet den sidste snes år. (...) Den lykkelige tid, vi står på tærsklen til, vil blive ødelagt af indvandringen." (29.4.97).

Herre jemini ...!

Muslim bortvist for at bede til Allah

AMU-centret Trekanten i Kolding bortviste muslimen Mohamed Hassan Elmi, fordi han bad til Allah i et aflukke på en gang uden for kantinen. Om den chikane, der gik forud, siger Mohamed Hassan Elmi til Jyllands-Posten: "De kastede med småsten, sparkede på væggen, råbte efter mig og lavede afgudstegninger på væggene i aflukket." (11.4.97).

Imidlertid var det ikke de racistiske kursus-deltagere, men den forurettede muslim, der modtog rektorens reprimande med besked om at forlade centret og aldrig siden vise sig der!

Retsplejerådet: Det skal være lettere at dømme skyldig

Retsplejerådet vil ændre systemet, så retssager ikke længere behøver slutte med, at dommerne underkender nævninge, når disse har fundet en anklaget skyldig. (Berlingske Tidende, 17.4.97). Elimineringen af denne garanti, der minimaliserer risikoen for, at f.eks. en pressehetz ikke fuldstændig kan tilsidesætte den juridiske dømmekraft, fordi nævningene er blevet aldeles forudindfattede i deres vurdering, er endnu et skridt i afmonteringen af retsstaten.

Rigsadvokaten: Flere lukkede retsmøder

Rigsadvokat Henning Fode foreslår, at landsretten skal kunne lukke dørene i sager om organiseret kriminalitet. Hvad han mener med "organiseret kriminalitet", fremgår imidlertid ikke, bortset fra, at det åbenbart kan implicere rockere - at en ekspert på området, chefkriminalinspektør Per Larsen flere gange tidligere har afvist, at der overhovedet eksisterer nogen dansk organiseret kriminalitet (f.eks. over for Information, 23.7.96), strejfer åbenbart ikke rigsadvokaten!

Gad vide, hvad det egentlig er, der ikke kan tåle at se dagens lys i et retslokale?

Værtshusslagsmål nok til at udvise indvandrere og flygtninge

En arbejdsgruppe under Indenrigsministeriet foreslår, at en dom på 30 dages fængsel skal være tilstrækkelig grund til udvisning. Et værtshusslagsmål vil ifølge Ekstra Bladet, 18.4.97, typisk give en sådan dom.

Dermed gør Danmark selvfølgelig ikke alene op med retsprincippet, at alle er lige for loven, men eftersom en udvisning kan risikere at sende gerningsmanden i hænderne på det straffesystem, han er flygtet fra, risikerer vi i realiteten endog at genindføre dødsstraf - politikerne har imidlertid behændigt vasket deres hænder, for det bliver ikke i Danmark, at bødlen trykker på aftrækkeren ...

Europarådets Torturkomité kritiserer dansk fængselsvæsen og politi

Ifølge Information, 24.4.97, kritiserer en ny rapport fra Den Europæiske Torturforebyggelseskomité brugen af isolationsfængsel uden tidsgrænse. Der er tale om et usædvanligt og ualmindeligt magtmiddel - til sammenligning kan man i Tyrkiet højst sidde i isolation i ti dage!

Endvidere efterlyses et uafhængigt medicinsk ekspertorgans vurdering af brugen af medicinsk kastration over for seksualforbrydere, eftersom komiteen ikke kan finde redegørelser for en sådan straf i internationalt anerkendte medicinske tidsskrifter. Derved underkendes Indenrigsminister Birte Weiss, der over for Politiken den 14.2.97 gav udtryk for, at der overhovedet ikke var nogen grund til betænkning ved brug af medicinsk tvangskastration, på trods af at langtidsvirkningerne er ukendte - ganske som tidligere justitsminister Bjørn Wesths tilsvarende påstande dementeredes af Jens Ersbøll, chef for Sundhedsstyrelsens afdeling for medicinsk lægemiddelvurdering allerede i november 1996 ... Ingen af ministrene er blevet afskediget. Ingen af dem har fået en næse.

Hårdest er Torturkomiteens kritik dog af det danske politi, der betjener sig af et meget vidt skøn, når anholdte skal oplyses om deres rettigheder.

Tortur af mistænkte

Næsten 1/3 af de ca. 1.500 mennesker, der hvert år varetægtsfængsles i isolation får psykiske mén af fængslingen. To læger og en psykolog anbefaler på baggrund af en stor undersøgelse af forholdene, at isolationsfængslingen af varetægtsfænslede - dvs. mistænkte, men ikke dømte personer - fuldstændig afskaffes.

Undersøgelsen viser, at 28% af samtlige varetægtefængslede i isolation kan stilles en psykiatrisk diagnose. Af alle varetægtsfængslede afsoner ca. 10% over to måneder, og blandt disse vokser de psykiatriske diagnoser til 43%.

Psykolog Tommy Lillebæk udtaler på baggrund af undersøgelsen: "Hvis det her havde været en arbejdsmiljø-undersøgelse, så havde man lukket virksomheden med det samme." (Jyllands-Posten, 30.4.97).

Psykologen og de to læger står ikke alene med denne vurdering; Europarådets Torturkomité, CPT afleverede ugen for inden en skarp kritik af bl.a det danske fængselsvæsen, politiets metoder og brugen af netop isolationsfængsel (se ovenfor).

Eksempelvis gør hverken USA, Storbrittanien, Holland eller Spanien brug af isolationsfængsel over for mistænkte.

Den tidligere OL-svømmer Peter Rohde har som varetægtsfængslet haft isolationsfængslingen helt inde på livet og beretter herom i Berlingske Tidende den 3. maj.

Rohde angriber det dobbeltmoralske hykleri, når Danmark f.eks. anklager Tyrkiet for overtrædelse af menneskerettighederne ved at anvende tortur: "... den danske selvforherligelse og snæversynede moral, som i den grad bringer kvalmen op i mig, er den manglende selvranssagelse, før man anklager andre. (...) Tortur anvendes i Danmark. Torturen er blot mere raffineret end elektriske stød til kønsdelene og efterlader kun få fysiske mén, bortset fra de individer, der umiddelbart ryger direkte på lukkede afdelinger eller bisættes. I isolationsfængslerne behøver politiet ikke at smadre de mistænkte selv."

Rohde havnede i varetægtsfængslets isolation pga. et anonymt tip om narkosmugling: "Det er stadig meget svært at kapere, hvad en 'anonym' meddelelse, der formodentlig var skrevet af politiet selv, kunne bidrage til af smerte, fortvivlelse, afmagt, mistanke og den absolutte destruktion af min tidligere tilværelse. Overgrebet på min person og mit liv samt den psykiske tortur er bare ét af mange tilfælde, som offentligheden tilsyneladende har accepteret. En passende behandling for personer, der findes mistænkelige af politiet? Jeg accepterer ikke denne behandling, for den er grusom, umenneskelig og hører hjemme i en kafkask karikatur - ikke i Den lille Havfrues Danmark!"

Rohde er ikke i tvivl om, at hvis han havde nogen valgmulighed, havde han klart foretrukket fysisk tortur fremfor isolationsfængsling: "Politiet vil fortælle dig, at du kan få lov til at se din elskede alene i et besøgelsesrum med friske lagner, hvis du fortæller en 'ny historie' og tilstår. 'Din kæreste er jo ellers løs på tråden,' vil en politimand fortælle dig, når du er på vej tilbage i, hvad han kalder: 'dit stinkende hul'. Han har ret i det brune stinkende hul, idet der er smurt afføring, snot, nikotin og bussemænd på væggene. Her tilbringes de næste ensomme år, måneder og søvnløse døgn med at overveje din elskedes mulige utroskab og en 'tilståelse', for at du kunne komme ud af isolationen."

Isolationsfængslingen betød en times overvåget besøg om ugen i en celle på syv kvadratmeter. Fra et lille vindue højt oppe kom dagslyset ind i cellen, men det var forbudt at kravle op og se ud. Ingen telefonsamtaler med andre end advokaten. To gange en halv times frisk luft om dagen alene i en gård med hegn som tag.

Rimelig behandling af en forbryder? Af en mistænkt? Af en uskyldig? Peter Rohde blev frikendt for samtlige anklager.

Han havde da tilbragt over et år i total isolation. Mistænkt på grund af et anonymt tip.

Leder i Berlingske Tidende: Det er vel ikke meningen, at alle skal være lige for loven?

Under Folketingets behandling af den seneste såkaldte voldspakke bliver det klart, at politikerne også ønsker at gøre noget for ofrene for volden. Det får Berlingske Tidendes lederskribent til at råbe vagt i gevær: "I den voldspakke, der for øjeblikket er til behandling i Folketinget, er der flertal for, at man skal gøre mere for ofrene for vold. (...) Men man skal også være opmærksom på, at den kan åbne for andre og ikke helt så sympatiske konsekvenser. Den voldsramte rocker, der vel næppe kan kaldes et helt uskyldigt offer, skal behandles nøjagtig på samme måde som Benedikte Vedsegaard. Var det meningen?" (26.4.97).

Nej, vi skal passe på. Det kunne jo hænde, at alle blev lidt mere lige for loven - og dét så Berlingske Tidende nødig.

Politiet beslaglægger TV-optagelser fra ambassade-besættelse

Da en gruppe autonome gennemførte en to timers lang besættelse af Perus ambassade i solidaritet med den marxistiske oprørsbevægelse MRTA, filmede den københavnske TV-station TV-Stop hele forløbet.

Politiet beslaglagde imidlertid optagelserne som bevismateriale i sagen. TV-stationen fik end ikke lov at beholde en kopi og var således afskåret fra at dokumentere hændelserne og måtte gå i sort (Information, 30.4.96).

Rune Engelbreth Larsen