Justitsminister Frank Jensen: Lynjustits i voldssager – det skal gå som en leg

Dommerne har vanskeligt ved at leve op til regeringens 94-voldspakke, som kræver lynjustits i voldssager. »Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre med de retsregler, vi skal arbejde efter i dag,« forklarer Dommerforeningens formand, Jes Schiøler.

Men Frank Jensen er optimistisk: »Hvis viljen er til stede, kan det lade sig gøre,« siger han til Berlingske Tidende, 4.8.97. Han forudser, at en rask lille konkurrence vil kunne sætte gang i tingene og dermed forbedre det samlede resultat. Justitsministeren forestiller sig, at »retskredsene kappes om at vise de bedste resultater«.

»Derfor laver vi statistik om sagsbehandlingstiden, så man kan se, hvem der klarer sig godt – og skidt. For den enkelte dommer må det være ærgerligt altid at se sig selv ligge i den dårligste ende,« forklarer justitsministeren. Vindere og tabere skal kåres – hans fortid som TV-bingovært lader sig ikke fornægte.

Det er næppe den anklagede, en kortere sagsbehandling gavner, så reelt er konsekvensen af dommernes groteske kappestrid om, hvem der kan dømme hurtigst, naturligvis i sidste ende ensbetydende med en regulær kamp om, hvem der kan dømme hårdest.

Danske politimestre: Racisme? – er det ulovligt?

Den humanitære organisation Red Barnet har ifølge Politiken, 2.8.97, for nylig haft en særdeles ubehagelig oplevelse med ordensmagten i forbindelse med et racistisk overgreb på nogle somaliske børn, som var med organisationen på sommerlejr i Rødvig.

Ifølge John Reinstein, flygtningekonsulent i Red Barnet og deltager på sommerlejren, raserede danske unge det hus, hvor børnene opholdt sig, mens de råbte: »Smid de sorte svin ud!« De ansvarlige fra lejren kontaktede naturligvis den vagthavende på politistationen i Køge, men fik her den besked, at man ikke overkom at hjælpe dem, »og hvis der var mere vrøvl, kunne [de] jo klage til justitsministeren«.

Erik Bjørn fra politiet i Køge forklarer fremgangsmåden: »Hvis nogen forventer, at vi kan mobilisere 30 mand sådan en aften [sankthansaften] til at beskytte en gruppe børn, må de tro om.«

»Vi er blevet utrygge ved politiet ... Hvis det havde været somaliske unge, der overfaldt danskere, havde politiets reaktion nok været en anden,« mener John Reinstein.

Noget kunne da også tyde på, at den generelle holdning til racisme ude i politikredsene er præget af ligegyldighed.

Berlingske Tidende kan den 1.8.97 fortælle, at flere danske politimestre slet ikke kender den lovgivning på racediskriminationsområdet, som de er ansat til at opretholde, hvilket bl.a. betyder, at mange overtrædelser aldrig kommer for retten. I 1996 førte 24 anmeldelser således kun til tre domfældelser.

Advokat Henrik Karl Nielsens erfaring på området tegner ikke noget lyst billede. »Jeg er ude for, at politimestre, der har modtaget en anmeldelse efter racismeparagraffen, kontakter mig og spørger, hvilken lov der er tale om. I andre tilfælde nægter politiet at modtage anmeldelser med helt forkerte begrundelser. Når politiet ikke engang er opmærksom på lovens eksistens, har vi et problem,« siger han til samme avis.

Domstolens frifindelse ikke længere en frifindelse

To medlemmer af Hells Angels fandtes af Østre Landsret uskyldige i mordet på et medlem af Bandidos i Kastrup Lufthavn den 20. december 1996. Alligevel er de stadig væk »i politiets og anklagemyndighedens øjne skyldige og skal dømmes for forbrydelsen«, skriver Jyllands-Posten, 8.5.97.

Imidlertid er det almindelig retspraksis, at en frifindelse er en frifindelse; da landsrettens behandling var afsluttet, var skyldsspørgsmålet afgjort, og så er den ikke længere. Som noget helt nyt er politiet imidlertid knap fem måneder senere gået til Klageretten, for at sagen kan gå om.

Dette er selvfølgelig udtryk for et skred i retssikkerheden, fordi det kan betyde, at anklagemyndigheden kan genoptage færdigbehandlede sager, indtil de får deres vilje i skyldsspørgsmålet. Den dømmende magt forskubbes således reelt atter en tand fra domstolene til politiet.

Den Særlige Klageret giver den 8. august tilladelse til en genoptagelse af sagen.

W. E. von Eyben, professor i retsvidenskab og medlem af den Særlige Klageret 1966-76, har gennemgået alle Klagerettens sager fra dens start i 1939 til 1989 uden at finde ét fortilfælde for den usædvanlige beslutning: »Klageretten bruges normalt til at give tilladelse til at genoptage straffesager efter anmodning fra en domfældt. Her har vi den modsatte situation, og det er helt usædvanligt.« (Berlingske Tidende, 9.8.97).

Jørgen Vestergaard, lektor ved Københavns Universitet, er også forbløffet: »Internationalt set er det ikke engang i alle lande, det kan lade sig gøre. I USA har man for eksempel en lov – det såkaldte forbud mod Double Jeopardy – der siger, at hvis en person én gang er frikendt i en retssal, så kan der aldrig rejses tiltale mod vedkommende igen i samme sag.«

W. E. von Eyben supplerer: »Hvis en person først er frifundet i en straffesag i England, ville man aldrig kunne genoptage den. Heller ikke selv om vedkommende tilstod.«

Professor i procesret, dr.jur. Eva Smith, formand for det Kriminalpræventive Råd, påpeger i Politiken, 9.8.97, de uhyggelige konsekvenser af »Double Jeorpardy«, deri at selve det, at sagen har kunnet genoptages på bevisbyrden, allerede på forhånd vil lægge pres på nævninge og dommere til fordel for en dom: »Det er meget tæt på i sig selv at være en dom.«

Privat politi

I løbet af de sidste fem år er antallet af private sikkerhedsvagter næsten fordoblet. Styrken af privatuniformerede vagter i Danmark er nu oppe på omkring 10.000, hvilket er omtrent lige så mange, som der er ansatte i politiet, oplyser Kristeligt Dagblad, 8.8.97.

Henrik Stevnsborg, docent dr.phil. og politihistoriker ved Københavns Universitet, er bekymret: »Udviklingen er dybt foruroligende ... Vi er på vej mod tilstande, hvor private vagtværn langsomt, men sikkert tømmer politiet for traditionelle opgaver. Og hvor ofre for forbrydelser omtales som 'kunder' og kun får hjælp hos privatpolitiet, hvis de kan huske deres forsikringsnummer eller kan betale kontant.«

Politifolk fra de nordiske lande har netop været samlet til konference i Kalmar i Sverige for at drøfte private vagtværn. Man vedtog her en samlet udtalelse, som skal afleveres til de nordiske regeringer. Heri hedder det bl.a.: »Spørgsmålet om sikkerhed har udviklet sig til at være et kommercielt produkt på et marked, som henter næring i borgernes utryghed. Denne udvikling er en åbenlys trussel mod retssikkerheden.« I forlængelse heraf efterspørges naturligvis i udtalelsen flere ressourcer til politiet selv.

I Farum er man mere end på forkant med udviklingen. Her har byens borgmester, Peter Brixtofte ansat et privat vagtselskab til døgnpatruljering i byens gader ...

Advokat Thorkild Høyer: Rigspolitiets påstande om organiseret kriminalitet i Danmark er stærkt politiserede.

Den forhenværende justitsminister Bjørn Westh bad den 12. december sidste år Rigsadvokaten undersøge, om Hells Angels og Bandidos kunne forbydes ved lov. Rigsadvokatens umiddelbare bedømmelse var positiv.

Justitsminister Frank Jensen har nu ifølge Berlingske Tidende, 12.8.97, sørget for en solid bevilling på 7,5 millioner kr. til Rigsadvokat Henning Fodes arbejde med at få de to klubber forbudt efter Grundlovens § 78, stk. 2. Pengene skal hovedsageligt gå til aflønning af omkring 20 politifolk og jurister, som skal bistå Rigsadvokaten.

Mens disse erfarne og højtuddannede mennesker således bakser med at »løfte bevisbyrden« for at underbygge påstanden om for det første, at Hells Angels og Bandidos er »foreninger«, og for det andet, at der er en forbindelse mellem den kriminalitet, som individuelle medlemmer er dømt for, og deres »forening«, kommer Rigspolitiet på bedste vis bestræbelserne til undsætning.

For andet år i træk konkluderer Rigspolitiet i deres situationsrapport til EU om »organiseret kriminalitet i Danmark«, at de såkaldte rockere er dybt involveret i netop denne type forbrydelse.

Der er kun ét problem med rapporten: Man har ikke været i stand til at fremlægge så meget som skyggen af et bevismateriale eller nogen som helst dokumentation for de alvorlige påstande.

I rapporten hedder det, at rockerne har et »paramilitært tilsnit«, at de afpresser andre kriminelle, at de er omgivet af en »volds-aura«, og at »rockerkrigen« i det mindste delvist handler om kontrollen med narkomarkedet. Det beskrives yderligere, hvorledes disse angiveligt mafialignende organisationer »søger indflydelse på offentlige forvaltningsprocesser og indsigt i offentlige myndigheders virke.«

De sidstnævnte beskyldninger om rockernes »indflydelse på offentlige forvaltningsprocesser«, som vel anses for særligt intimiderende, idet man i fagterminologien netop taler om »organiseret kriminalitet«, når man »forsøger at øve indflydelse på samfundsstrukturer, på det politiske plan« (Jyllands-Posten, 15.8.97), har vist sig at dække over det forhold, at enkelte har benyttet deres ret til at bede om aktindsigt i fængselsansattes papirer ...

Det understreges endvidere, at de har »grupperet sig i fængslerne«. Medlemmer af Hells Angels og Bandidos, som afsoner straffe, sidder i samme fængsel som deres respektive klubmedlemmer – en disposition, som myndighederne imidlertid har hele æren for – og idet de øjensynligt insisterer på almindelige rettigheder som f.eks. retten til aktindsigt, bemærkes det, at de »har et øje for disse muligheder«.

Ansvarlig for rapporten, politimester Jens Henrik Højbjerg erkender, at han ikke har juridisk fast grund under fødderne, men understreger, at »alting er overvejet meget grundigt ... Denne rapport bygger på efterretninger og indikationer, oplysninger, vi får fra miljøet ...«

Og som forklaring på det fraværende bevismateriale og måske også for ligesom at få alle nuancerne af folkloren om rockernes fortrædeligheder med, fremdrages tillige forklaringen om vidnernes udsatte position.

Jens Henrik Højbjerg forklarer: »Problemet i rockermiljøet er jo netop, at folk ikke tør stå frem af frygt for at blive slået ihjel, og at det derfor er uhyre vanskeligt at bevise disse ting.« Med til mafiabilledet hører naturligvis også skamskændede vidner og trusler om mord og ødelæggelse.

At eksperter og politiet selv gentagne gange har dementeret, at der skulle være noget som helst belæg for påstanden om, at vidner i rockersager skulle være særligt udsatte, har tilsyneladende ikke imponeret Rigspolitiet. Chefkriminalinspektør Per Larsen udtaler således i et interview omkring sikkerheden for vidner i rocker-sager: »Folk forestiller sig, at de risikerer en masse ved at vidne i disse sager, men sådan forholder det sig ikke. Vi har ikke erfaringer med, at det har skabt problemer for folk, der har vidnet mod rockerne.« (Politiken, 28.4.96).

En påtale for rapportens generelt udokumenterede og endog meget grove beskyldninger får naturligvis hverken Rigspolitiet eller den ansvarlige for rapporten, politimester Jens Henrik Højbjerg. Chefkriminalinspektør Per Larsen har dog alligevel set sig nødsaget til at korrigere Rigspolitiets billede og udtaler, at »man ikke har beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko« (Jyllands-Posten, 15.8.97). »Mit indtryk er nok også, at der er tale om en krig på ære,« forklarer han.

Advokat Thorkild Høyer, som igennem længere tid har været i nær kontakt med de rivaliserende grupper, er mindre tilbageholdende: »Rockerne begår meget, meget alvorlig kriminalitet – mod hinanden. Ingen tvivl om det. Men efter min mening er det noget vrøvl at påstå, at der er tale om organiseret kriminalitet – for med organiseret menes der, at man forsøger at øve indflydelse på samfundsstrukturer, på det politiske plan, lave bestikkelser og den slags. Det er ikke tilfældet.« Han kalder det »direkte vrøvl«, at rockerkrigen skulle handle om kontrollen over narkomarkedet. »Det passer ikke. Krigen handler om ære. (...) Rigspolitiets påstande er stærkt politiserede og har vel mest af alt til formål at skaffe dem bedre efterretningsmetoder, for eksempel ret til at bruge agenter.«

Beskyldningerne om organiseret kriminalitet er i rapporten også gentaget mod indvandrere i Danmark. Også i dette tilfælde er påstandene fuldstændig udokumenterede.

Formanden for Københavns Kriminalpolitiforening: Overarbejde skyld i betjents selvmord

Københavns Politi kører en storstilet mediekampagne, hvor man med alvorlig mine klager sin nød over det uoverkommelige arbejdspres og de manglende ressourcer, som gennem de sidste år angiveligt har medført en overarbejdspukkel på godt 30.000 dage fordelt på omkring 2.000 politifolk. »Det er voldsomme tal og bestemt ikke noget sundhedstegn,« forklarer Hanne Bech Hansen, politidirektør ved Københavns Politi, til Berlingske Tidende, 22.8.97, og fortsætter: »Det viser helt tydeligt, at vi hver måned bruger mere, end vi har. I længden kan vi ikke leve med det.«

Allerede i Berlingske Tidende, 7.8.97, søger chefen for ordenspolitiet i København, chefpolitiinspektør Kai Vittrup befolkningens forståelse for, at serviceniveauet ikke vil blive »helt det samme« i de sidste fem måneder af 1997, fordi man nu føler sig tvunget til at starte afspadseringen af en del af det opsparede overarbejde: »Det er tidligere tiders synder, der nu rammer os,« erkender han.

Henrik Blandebjerg, formand for Københavns Politiforening, advarer i Berlingske Tidende, 23.8.97: »Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, at vi skal dække alle vores opgaver med det nuværende mandskab. Hvis ikke vi får flere politifolk, så får vi problemet igen næste år.« Og i samme avis er formanden for Københavns Kriminalpolitiforening, Johan Kofod helt overbevist om, at en af hans kollegers selvmord i foråret skal finde sin forklaring i overarbejdet. Han fortæller: »... i de afskedsbreve, han efterlod, er det helt tydeligt, at arbejdspresset slog ham ud.«

Politiets beklagelser ser da også ud til at vække genklang, eftersom politiske røster begynder at slå til lyd for en genforhandling af det politiforlig, der ellers først skulle revurderes i 1999, hvor den fireårige periode udløber. »Flere og flere politikredse melder, at de ikke kan klare alle opgaverne med det mandskab, der er til rådighed,« indskærper de konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller.

Samtidig går en række af landets borgmestre med formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Lejre, Evan Jensen, i spidsen til justitsministeren i protest mod nedskæringer i politikorpset. Argumentationen er ifølge Information, 18.8.97, at »borgernes retssikkerhed bliver truet af, at politiet mangler mandskab«.

Også »den brede befolkning« ser tilsyneladende med ængstelse på nedskæringerne. Berlingske Tidende bringer den 24.8.97 en artikel om Vesterbro i København, hvor man bl.a. vil blive påvirket af politiets »vågeblus«-bemanding over det næste halve år, derved at ikke mindst den voldsomme, daglige indsats mod områdets småpushere ikke længere kan opretholdes.

Disse forbrydere af regulær nød, på samfundets allernederste sociale trin, forstyrrer jo ellers beboerne og den lille flok veltilpassede unge cafégængere, der over brunchen må føle sig »utrygge« ved den ringere politiindsats, som de nu kan se frem til. For dem har politiets ekstraindsats indtil i dag nemlig været et mærkbart fremskridt: »At politiet måske bare har fået spredt problemerne, så narkomanerne og pusherne er rykket til nordvestkvarteret, er selvfølgelig ikke en løsning, men for os, der bor her, er det godt,« hedder det i samme avis ...

Skulle det med den stadig bredere opbakning lykkes politiet at få politiforliget til genforhandling, har politiledelsen ved Københavns Politi allerede udstukket rammerne for de ønskede ekstramidler. Tanken er, at bemandingen skal suppleres med 10-15 procent, så antallet af politibetjente i København stiger fra de nuværende 1.492 til 1.700.

Men hvad er det så egentlig for sager, der er så tidskrævende for de overbebyrdede betjente? Ser man blot på august måned, får vi måske et lille indblik i, hvilket vigtigt arbejde politiet fremover må lade ligge på grund af det stigende arbejdspres ...

Den 15.8.97 beretter Information f.eks. om, hvorledes der måtte en hel busfuld kampklædte beredskabsbetjente med hunde til for at trænge ind i en tom Nørrebrolejlighed og konfiskere to legetøjspistoler.

Forinden var to unge såkaldte 2. generationsindvandrere blevet anholdt. Sammen med to venner havde de opholdt sig i lejligheden hele aftenen, hvor de havde set TV, spillet computerspil og skudt efter hinanden med plasticmaskinpistoler. Da de ved midnatstid forlod lejligheden for at leje en video, blev de straks anholdt, kropsvisiteret og lagt i håndjern.

Politiet nægtede at tro på, at der ikke opholdt sig flere i lejligheden, og selv om de tilbød betjentene en nøgle, afslog disse tilbudet med den forklaring, at de skam nok selv skulle sørge for at komme ind. Derefter blev de anholdte kørt til Station 3, hvorfra de blev løsladt klokken seks næste morgen – uden overhovedet at være blevet afhørt.

De kommer hjem til en lejlighed, som politiet har vendt op og ned på. Der er hængelås på lejlighedens dør, som er blevet smadret ved betjentenes indtrængen. Der er endvidere skudt en tåregaspatron ind i et af lejlighedens værelser, og i badeværelsesvinduet er der tre huller. Tåregaspatronerne har anrettet skade på væggene, og ifølge Information har politiet ikke ulejliget sig med at rydde op efter deres »undersøgelse« af lejligheden. De har jo også så meget at se til.

Ekstra Bladet kan den 17.8.97 fortælle en lignende historie. En bilfuld 2. generationsindvandrere, som på dagen for nazisternes demonstration, 16.8.97, var på vej til arbejde på deres restaurant i Roskilde, blev tilbageholdt og deres bil grundigt ransaget. Det lykkedes de grundige politibetjente at afdække og beslaglægge et skarpladt sjippetov!

Murat Kitir, som ejer restauranten Capriccio i Roskilde, fortæller: »Inden vi fik lov til at slippe igennem politiringen ved Algade, blev vores bil endevendt, selv om jeg forklarede betjentene, at den slags er ulovligt. De fandt et sjippetov i bagagerummet. Og det beslaglagde de ... Ingen andre fik samme behandling som os. Da vi protesterede, fik vi bare at vide, at vi var frække og skulle holde kæft.«

En af hans medarbejdere stiller sig også uforstående over for politiets fremgangsmåde: »Vi blev beordret til at vise opholdstilladelser og kørekort. Også os, der ikke kørte. Enhver ved, at vi ikke behøver at gå med opholdstilladelser, når vi har indfødsret i Danmark. Bare ikke politiet, tilsyneladende.«

Jyllands-Posten beretter den 13.8.97 om et andet tidskrævende politiarbejde, som Køges politimester, Kaj Asbjørn Pedersen har måttet bruge sin pressede arbejdstid til at klare. I et brev til justitsministeren har han beskyldt den østsjællandske fisker, Ole Paulsen, for at være en potentiel politimorder. Politimesteren forklarer i brevet, at fiskeren for åben skærm i TV-udsendelsen Grå Zone skulle have udtalt, »at han ville skyde de politifolk, som skulle hente ham til afsoning af den idømte straf« – en straf på seks måneders fængsel, som Østre Landsret idømte ham for forsøg på assurancesvig. Politimesteren kunne i øvrigt supplere med, at også politiet i Næstved tidligere havde modtaget en anonym henvendelse om, at Ole Paulsen skulle have truet med »at skyde de betjente, som skal afhente ham«. Oplysninger, der skulle overbevise justitsministeren om, at han ikke burde bevilge jagttegn til denne veritable politimorder in spe.

Ole Paulsens udtalelse i det omtalte TV-program viser sig dog ved nærmere eftersyn at have lydt en kende anderledes end i politimesterens citat: »Men hvis de tror, politiet kan sætte mig i spjældet – og putte mig seks måneder i spjældet – så kommer de til at aflive mig først.« Men denne bagatel bringer ikke den forsigtige politimester ud af fatningen.

Politimesteren må godt nok dementere sit tidligere brev, men han understreger dog over for Justitsministeriet, at »erindringsforskydningen« ikke ændrer hans indstilling.

Ole Paulsen undrer sig over politimesterens noget overilede fremgangsmåde: »Anonyme vidner accepteres ikke i dansk retspleje og har ingen juridisk værdi. Det må selv politimesteren erkende,« siger han – og tilføjer om politiets indsats: »I de første tre måneder efter Grå Zone-udsendelsen blev jeg standset af politiet ikke færre end 22 gange. Rekorden var fire gange i løbet af samme dag.«

Og det tager jo alt sammen sin tid.

Menneskene er sekundære, økonomien altafgørende i diskussionen om Birte Weiss' særaftale om tilbagesendelse af somaliske asylsøgere

Den ophedede polemik om indenrigsminister Birthe Weiss' aftale med lokale klanledere i det nordlige Somalia om tilbagesendelse af somaliske asylsøgere er pga. koblingen med økonomisk bistand præget af moralske opsange til ministeren, hvor der sågar tales om »menneskehandel«. I sidste ende er oppositionens dominerende modargument dog økonomisk, nemlig at »stykprisen pr. somalier er for høj«, som Informations leder udtrykker det, 26.8.97.

De konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller påpeger således i Politiken, 23.8.97, at »der er tale om en ualmindelig dårlig handel«. Han opruller endvidere skræmmebilledet af et Danmark som et veritabelt fluepapir, hvis regeringens fremgangsmåde følges: »Hvis vi betaler trekvart million for at sende hver enkelt asylansøger hjem, er det klart, at vi bliver en endnu større flygtningemagnet, end vi er i forvejen.«

Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech bekymrer sig heller ikke så meget om de afviste somalieres tarv som om de danske kroner og ører – og vælgere: »Jeg tror, vore vælgere er enige i, at det vil være vanvittigt at betale 50 millioner for at sende 60 asylansøgere hjem,« siger hun til samme avis.

I Berlingske Tidende, 28.8.97, beklager formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard sig ligeledes over, at »der bruges penge fra Udviklingsministeriet til at gennemføre hjemsendelse af i alt 60 mennesker, der alligevel ikke har krav på asyl har i landet«.

Birthe Weiss ved dog at give oppositionen igen af samme mønt og truer med somaliske horder, hvis ikke regeringens udspil gennemføres, så der kommer gang i tilbagesendelserne: »Hvis det ender med, at de borgerlige partier sætter en kæp i hjulet, så vil der uden tvivl komme rigtig, rigtig mange asylsøgere til Danmark. (...) Hvis Danmark ikke kan sende asylsøgerne hjem, vil de, der gerne vil blive i Europa, naturligvis søge til Danmark,« udtaler hun til Politiken, 25.8.97.

Det i aftalen indeholdte løfte om en omfattende nødhjælp til områderne er efter regeringens udsagn og indenrigsministerens gentagne forsikringer uafhængigt af aftalen om hjemsendelserne, og det er angiveligt kun denne førstnævnte del, der falder bort, hvis Folketinget underkender aftalen, hvad noget altså kunne tyde på, at det gør. Og regeringen insisterer derfor – måske for ikke at tabe ansigt i sagen – urokkeligt på, at alt fortsætter som planlagt på trods af den politiske modvind.

Ifølge Berlingske Tidende, 24.8.97, skrider arbejdet da også uhindret frem. Rigspolitiet er allerede i fuld gang med at forberede proceduren. De første 11 somaliere kan sættes på et fly allerede i løbet af september, håber man. Hans-Viggo Jensen fra Rigspolitiet siger: »Jeg holder mig til aftalen om hjemsendelse, og den kører efter bogen.« Den 26.8.97 kan Berlingske Tidende berette, at Rigspolitiet og den danske udlændingeattaché nu også har afleveret sagsmapperne for de 11 somaliere til de lokale myndigheder. Udlændingestyrelsens Claes Nilas er håbefuld: »Efter de indgåede aftaler har de tre uger til at reagere i. Kommer der ingen reaktion dernede fra i løbet af de tre uger, så har Danmark ret til at udvise de pågældende.«

»Vi opgiver ikke planen,« forsikrer også udviklingsminister Poul Nielson i Politiken, 23.8.97. »Til syvende og sidst har vi vanskeligt ved at forestille os en politisk blokering for det her første regulære forsøg på at skabe gang i tilbagesendelsen,« forklarer han.

Udviklingsministerens, indenrigsministerens og den øvrige regerings standhaftige upåvirkethed trodser imidlertid ikke kun oppositionens advarsler, der udelukkende bekymrer sig om det økonomisk urentable, men tillige internationale advarsler om det menneskeligt uforsvarlige.

Henrik Olesen, tidligere direktør for Intergovernmental Consultations, IGC, advarer således i Jyllands-Posten, 20.8.97, om forholdene i Somalia: »Det er de rene 'warlords', Danmark har forhandlet med, så hvis der ikke overføres penge, og somalierne alligevel sendes hjem, ville jeg meget nødig sidde i flyet.«

Det har ingen effekt. Det er ikke de menneskelige omkostninger, der ligger myndighederne på sinde.

Heller ikke somaliernes advarsler og egen ængstelse vækker tilsyneladende genklang hos Birthe Weiss eller regeringen i øvrigt.

I Jyllands-Posten, 16.8.97, fortæller Mohamed Moge, som er Midgaan – medlem af Somalias absolutte underklasse, der som Indiens kasteløse er uden rettigheder – og som er en af de første, der skal sendes tilbage: »Jeg er bange for at blive skudt, hvis jeg rejser hjem. (...) Jeg flygtede først til Etiopien. Så til Rusland og gennem Berlin til Danmark. Nu tager jeg ikke frivilligt tilbage til Somalia. Hele min familie er flygtet fra Hargesia i Somaliland. Jeg kender ingen der, og flygtninge bliver regnet for forrædere.«

Der vil i hans tilfælde sikkert blive tale om det, man inden for Rigspolitiet kalder en »ledsaget udsendelse«, hvilket vil sige, at han bevogtes af en betjent i flyet.

Det ville jo være tragisk, om han undslap den varme modtagelse, han kan forvente i Somalia.

Fritz Clausen og de andre dyrevenner

Med tre fjerdedeles flertal nedstemte Folketinget den 28. maj Dansk Folkepartis forslag om at forbyde rituel slagtning.

Omkring tre måneder senere tager så Dyrenes Dags Komité over, hvor Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller slap, og den 19.8.97 lanceres en landsdækkende kampagne, der slår til lyd for et forbud mod netop den særlige metode til slagtning af kreaturer, hvor dyrets halspulsåre skæres over, hvorefter dyret forbløder; en teknik, som af religiøse årsager anvendes af både jøder og muslimer, henholdsvis under betegnelsen schæchtning og halalslagtning.

Store annoncer med overskriften »Stop rituelle slagtninger« indrykkes i flere aviser. På en sort/hvid-tegning, der er godt smurt ind i blodrød trykfarve, ses en forurettet ko, der får foretaget indgrebet.

Foreningen kalder i annoncen den rituelle aflivningsmetode for »en grov overtrædelse af dyreværnsloven«, fordi »dyrene lider i lang tid efter, at halsen er skåret over«, og mener, at »Folketinget svigtede dyrene«. Også Århus Stiftstidende er øjensynligt blevet grebet af kampagnen og bakker den op i lederen samme dag.

Direktøren for Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Peter Mollerup bekymrer sig lige så lidt som Dyrenes Dags Komité om de deraf følgende krænkelser af de religiøse minoriteter: »Det kan godt være, at de religiøse grupper vil komme under psykisk pres, hvis de ikke længere må slagte uden forudgående bedøvelse, men det kan vi ikke tage os af,« understreger han over for Kristeligt Dagblad, 20.8.97.

Skønt nogen som helst tale om »lidelse« ud fra enhver saglig vurdering er aldeles meningsløs, kan 60 sekunder af en kos død altså ikke desto mindre få både fremtrædende politikere og oprørte dyrevenner til her at forlange en tilsidesættelse af den i Danmark ellers grundlovsfæstede religionsfrihed med den deraf følgende krænkelse af titusinder af menneskers religiøsitet.

Enhver påstand om, at det ikke er de religiøse minoriteter, man søger at ramme, men dyrene, man ønsker at »frelse«, bliver selvfølgelig heller ikke mindre barok, når man betænker den død, som f.eks. danske svin almindeligvis udsættes for – uden indvendinger fra dyrevennerne i Dyrenes Dags Komité.

Formanden for Dyreetisk Råd, Peter Sandøe forklarer over for Århus Stiftstidende, 21.8.97, hvorledes den industrielt fabrikerede bacon har mødt sit endeligt: »Inden de dør, oplever grisene stress og panik. De påføres direkte smerte med elstavene, når de drives frem til slagtebåsen. Et produktionsniveau på flere hundrede grise i timen betyder, at de ansatte er så pressede, at dyrenes lidelse bliver et abstrakt begreb.«

På almindelig, industriel samlebåndsmanér slagtes således 19 millioner grise om året i Danmark. Hverken Dansk Folkeparti eller Dyrenes Dags Komité finder anledning til lovforslag om forbud i den forbindelse, og ingen søsætter landsdækkende underskriftsindsamlinger, selv om det kernedanske og helt igennem areligiøse landbrug både dræber og massefremstiller millioner af dyr, præcis så mekanisk og ufølsomt, som var det møtrikker – og det lige fra de fødes, til de ender deres tilværelse på de evige konsummarker i Brugsens kølediske.

Denne »humanitære« fremgangsmåde kan jødernes og muslimernes slagtning naturligvis vanskeligt leve op til, og med underskriftsindsamlingen er det da også hensigten at rejse et veritabelt folkekrav om forbud mod rituel slagtning, og kun mod rituel slagtning.

Det er imidlertid ikke uden fortilfælde. Første gang, et sådant forbud søgtes gennemført i Danmark, var i 1942. Dengang kom forslaget fra nazisten Fritz Clausen.

Endnu en sand dyreven.

To serve and protect ...

I et interview tidligere på sommeren udbreder justitsministeren sig om, hvor helt enestående vi danskere bakker op om og respekterer politiet, i modsætning til andre lande, hvor ordensmagten er omgærdet af mistillid.

»Vi opfatter denne stærke tillid til politiet som noget naturgivent, men det skal vi passe på med,« advarer Frank Jensen. »På andre breddegrader opfattes politiet som systemets forlængede arm mod befolkningen. Herhjemme opfattes politiet som noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen. Det skal vi værne om,« forklarer han (Århus Stiftstidende, 27.7.97).

Ifølge Information har natten mellem fredag og lørdag den 15. og 16. august dog alvorligt skæmmet glansbilledet af disse, vort samfunds tjenere og beskyttere, i det mindste for en flok unge københavnere, hvis indtryk af ordensmagten, efter at være blevet præsenteret for dens repræsentanter og metoder, er alt andet end »noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen.«

Sagen ligger i forlængelse af de gentagne beskyldninger mod dele af Københavns Politi, som har lydt fra kredsen af unge fra området omkring Blågårds Plads på Nørrebro, om politiets evindelige chikane, ureglementerede kropsvisitationer og anholdelser og alvorlige tilfælde af magtmisbrug og racisme. Påstande, som politiet benægter, og som derfor afvises som ord mod ord, eller, om der følger et retligt efterspil, nærmest altid ender med en fuldstændig frikendelse af ordensmagten, hvis vidneudsagn pr. refleks kendes mest troværdige.

Nedenstående beretning er et eksempel på en sådan episode, der imidlertid bygger på den anden sides version af sagen, som den blev beskrevet i Information, 28.8.97.

Det hele starter med, at en lille flok unge mænd kort før midnat bliver antastet af civilklædte betjente foran en Seven Eleven-kiosk i Københavns midtby. Politiet forlanger legitimation af en af de unge. Mads, som han kaldes i Information, beder – i overensstemmelse med almindelig forsigtighed og sund fornuft, og i øvrigt også med opfordringer i andre sammenhænge fra politiet selv – om at se betjentenes legitimation først.

»Det dér gider jeg ikke at høre på,« lyder det kort fra den ene af betjentene.

Mads viser betjentene sit studiekort, hvorpå alle de oplysninger står, som politiet har ret til at forlange – navn, adresse, alder etc. Men det er tilsyneladende ikke tilstrækkeligt, betjentene forlanger også de sidste fire cifre af CPR-nummeret.

Da Mads, som ved, at han ikke er forpligtet til at oplyse herom, nægter at udlevere dem, får han til sin forbløffelse at vide, at han er anholdt, sigtet for »overtrædelse af loven om euforiserende stoffer«.

Den ene betjent forlanger nu at se, hvad Mads har i lommerne, hvilket Mads indvilliger i »under protest«, eftersom der er tale om en uberettiget kropsvisitation. »Jeg er sgu da ligeglad,« bedyrer samfundstjeneren, »du kan klage eller gøre, hvad du vil.«

Efter den gevinstløse kropsvisitation er overstået, må betjenten meddele, at »sigtelsen er frafaldet«.

Da det også af to andre af de unge forlanges, at de oplyser navn og adresse, beder de atter betjentene om at se politiskiltene, og atter bliver dette nægtet dem, hvorefter ordensmagten så småt forlader stedet.

Pludselig råber så en ven af Mads, som i Information kaldes Mahmoud, i vrede over politiets opførsel: »Havde vi været på Blågårds Plads, havde I ikke gjort det her.«

Dét skulle han aldrig have sagt.

Kort efter bliver han anholdt og presset ind i betjentenes bil. Den ene af betjentene råber: »Nu skal du tilbage til Blågårds Plads.«

Mens Mahmoud ligger på siden på bagsædet, begynder en betjent at slå ham i siden og ansigtet med knyttet næve.

»Vi kunne se, hvordan bilen gyngede, da de tævede Mahmoud,« fortæller en af øjenvidnerne, som stod lige ved siden af bilen.

Betjentene starter bilen og drøner afsted med hvinende dæk. Kort efter må de dog sætte farten så meget ned, at det lykkes den rædselsslagne Mahmoud at åbne døren og kaste sig ud. Hans ven Hussein indhenter ham, og de flygter sammen.

Efter en kort jagt, hvor de to venner er kommet fra hinanden, bliver Mahmoud råbt an af en uniformeret betjent, og han adlyder ordren om at lægge sig fladt på maven, hvorefter han iføres håndjern. Den ene af de tililende betjente retter et velplaceret spark i hans side. Dernæst får han et slag i baghovedet, så han slår ansigtet hårdt mod asfalten.

Ikke langt derfra er Hussein også blevet indhentet af politiet. Hussein bliver beordret at lægge sig fladt på maven, hvorefter han får knippelslag i nyreregionen under skulderbladet. Da han bliver løftet op, er det kun, for at knippelen ubesværet kan give hans arm samme behandling. Han bliver igen lagt på jorden på maven, og betjentene låser hans ben med den berygtede benlås, så han er fuldstændig ude af stand til at bevæge sig; en teknik, som ellers i dag er ulovlig – også for ordensmagten. To politifolk sætter sig på ham, han skulle jo nødig stikke af.

Mahmoud og Hussein bliver begge kørt til Københavns Politis Station 2.

Mahmoud må i løbet af natten på skadestuen på grund af den hårde medfart. Især er hans kæbe ilde tilredt. Den vagthavende læges journal lyder: »Ved midnatstid udsat for voldsomt slag mod venstre side af underkæben enten med knytnæve eller knippel, kan ikke åbne munden mere end 1-2 cm.«

Politiets rapport om hændelserne indeholder imidlertid en helt anderledes og meget mere »sandsynlig« version af historien.

Ved afhøringen næste dag får Mahmoud således at vide, at han er sigtet for vold mod politiet, for at stikke af fra politiet og for ikke at opgive navn og adresse (han havde ikke haft legitimation med i byen). I politiets rapport står der, at han har slået og sparket de civilklædte betjente ...

Da Mahmoud vil anmelde de to betjente for vold, er reaktionen en skarp advarsel: »En falsk anklage kan få alvorlige følger for dig.«

»Han siger det ikke fire gange. Han siger det ikke fem gange. Han siger det mange gange,« fortæller Mahmoud. Til sidst må kriminalbetjenten dog bøje sig og indføje i rapporten, at den anklagede hævder at være blevet slået af politiet.

Vennen Hussein bliver præsenteret for en anklage om at have »sparket en politimand i maven«. Da han bemærker, at det var politiet, der stod for volden, svarer kriminalassistenten blot: »Og det skal vi tro på?«

Kort tid efter bliver Hussein og Mahmoud løsladt. Da de får deres ting udleveret, mangler imidlertid skadesrapporten fra Rigshospitalet, som dokumenterer, at i det mindste én eller anden smadrede Mahmouds kæbe med en »knytnæve eller knippel« den aften. Mahmoud må insistere på at få den udleveret, før han får, ikke originalen, men en kopi.

»Jeg har en uplettet straffeattest,« forklarer Mahmoud, »og jeg har det mål, at jeg om to år gerne vil være elev hos en ejendomsmægler. Nu ved jeg ikke, om det kan lade sig gøre.«

De tre unge, Mads, Mahmoud og Hussein vil klage over politiet. Noget sådant er dog næsten altid formålsløst, eftersom politiets ord stort set aldrig betvivles af retssystemet. Hvis politiet f.eks. siger, at Mahmouds kæbe blev smadret, fordi han »snublede« på vej til detentionen, så »snublede« Mahmoud nok på vej til detentionen.

I Danmark opfattes ordensmagten nemlig »som noget, der skaber tryghed og beskytter befolkningen.« Det har vi justitsministerens ord for. Og hvis også flertallet ser sådan på politiet, så kan det jo nok ikke forholde sig anderledes.

Når asylsøgere føler sig underlagt grov politichikane, når såkaldte 2. generationsindvandrere klager over at blive mødt med regelmæssig politivold, når anholdte taler om tærsk i salatfadene, når »rockere« påstår at blive permanent stresset og provokeret, når autonome beretter om knippelsuppe i baggårde, når fagligt aktive Ribus-aktivister bliver skambidt af politihunde og hævder at være udsat for direkte løgne produceret af ordensmagten, så er det nok bare noget, de finder på.

Den slags sker ikke i Danmark.

Jeppe Berg Sandvej og Rune Engelbreth Larsen