| FAKLEN

Samfundsudsigten, juli 1997

Justitsministeriet og politiet manipulerer notat om isolationsfængsling

Europarådets torturkomité, CPT fremlagde i april en rapport, som i skarpe vendinger bl.a. kritiserer det danske politis omfattende brug af isolationsfængsling af varetægtsfængslede.

Strafferetsplejeudvalget har for nylig efter bestilling modtaget et notat fra Justitsministeriet angående netop brugen af isolationsfængsling og nødvendigheden af denne praksis i forhold til politiets opklarinsgarbejde.

Justitsministeriets notat, som bygger på oplysninger fra Københavns Politi, viser sig imidlertid ved nærmere eftersyn at være stærkt manipuleret.

F.eks. har notatet helt undladt at nævne en sag, som ellers i høj grad kunne stille brugen af isolationsfængsling af varetægtsfængslede i et blakket lys. Sagen drejer sig om den tidligere elitesvømmer Peter Rohde, som angiveligt på et anonymt tip sigtedes for narkosmugling, for hvilken anklage han senere blev pure frifundet af Østre Landsret. I mellemtiden havde han tilbragt nitten måneder i varetægtsfængsel, heraf et år i isolation.

Justitsministeriets og politiets notat nævner imidlertid ikke med ét ord Peter Rohde i referatet af sagen. Man refererer derimod, at to mænd blev anholdt og varetægtsfængslet i isolation i henholdsvis to en halv og ti måneder, hvorefter de begge tilstod og blev overført til almindelig varetægtsfængsling. En tilsyneladende eksemplarisk sag.

Hvad imidlertid også hører med til historien, er, at Peter Rohde, efter at de to skyldige havde tilstået og oven i købet havde understreget, at Peter Rohde ikke havde haft noget at gøre med smuglingen, sad yderligere to måneder isoleret og derefter syv måneder i almindelig varetægt.

Medlem af Strafferetsplejeudvalget Merethe Stagetorn udtaler til Jyllands-Posten: "Hvis jeg skal være lidt uvenlig over for Justitsministeriet og politiet, så har de bevidst udeladt Peter Rohde og hans frifindelse for at kunne konkludere, at isolationsfængsling var nødvendig for sagens opklaring …" (Jyllands Posten, 9.7.97).

Carsten Egeberg Christensen, chef for Københavns Politis narkotika-advokatur forklarer, at han blot har gjort, hvad han var blevet bedt om: "… mit opdrag [var] at beskrive sager, hvor isolationsfængsel havde ført til domsfældelse." (Jyllands-Posten, 10.7.97). Justitsministeriet har altså ganske enkelt ikke været interesseret i sager, som kunne så tvivl om den eksisterende praksis.

Clinton-besøget - en forsmag på politistaten

Den 11.-12. juli skal Danmark for første gang nogen sinde have besøg af en siddende amerikansk præsident. Der er tale om en Danmarkshistorisk begivenhed af de helt store.

Præsidenten og statsministeren mødes til en timelang politisk debat foran en årvågen indenlandsk presse, der stiller skarpt på de to staters forhold til menneskerettighederne, deres holdninger til det politiske systems fordele og ulemper og konkrete visioner om fremtiden for et stadig mere multikulturelt samfund; enhver kan naturligvis frit mødes med den udenlandske presse og give sit besyv med om de indenlandske forhold, så journalisterne kan få et nøgternt og mangefacetteret billede af det ukendte land, som de for en stund skal rapportere fra.

Det store scoop er et offentligt møde, hvor præsidenten og statsministeren over for det danske folk får lejlighed til at komme med en række uddybende bemærkninger om den politiske situation i ind- og udland. Alle er velkomne.

Det er en uforglemmelig oplevelse. Stof til eftertanke - og ugers politisk debat og analyse af ideerne, der bliver brudt de to statsoverhoveder imellem …

Man må næsten standse op og glæde sig en stille stund over, hvor dejligt det er at leve i et demokratisk land som Danmark, hvor noget sådant kan foregå frit, fredeligt og fordrageligt.

Tænk, om det havde været anderledes!

Tænk, om man havde levet i en diktaturstat, hvor den slags politiske topmøder udspiller sig på ganske anden lukket, totalitær og propagandistisk vis. Alt ville have været tilrettelagt i mindste detalje; den fri og kritiske presse ville være erstattet af reklamefolk; der ville ikke have været stillet ubehagelige og nærgående spørgsmål til statsoverhovederne, men man ville have koncentreret sig meget om deres - og især deres hustruers - påklædning, livretter og korteger. Enhver kontroversiel politisk plet på det nylakerede skønmaleri ville blive druknet i svulstige fanfarer, og i tusindvis af partisoldater og embedsmænd og partisoldaters og embedsmænds koner og børn og fætre og kusiner ville være udkommanderet for at tiljuble de store statsmænd med i tusindvis af flag og bragende klapsalver - ingen ville høre ét ord om fængslernes tortur eller om berufsverbot, censur og politivold.

Statsministeren for politistaten ville have lovprist den totalitære præsidents umådeligt folkelige sindelag, og på trods af hans lands beskidte kolonikrige ville han smilende blive omtalt som verdensfredens garant; præsidenten ville tilsvarende have kvitteret med at opmale bananrepublikkens statsministers uforlignelige internationale fortjenester og umådeligt humanitære sindelag, og på trods af hans lands veldokumenterede tortur, undertrykkelse og fængsling af mistænkte afvigere og frihedskæmpere ville han smilende blive omtalt som menneskerettighedernes garant.

Elegant bortgemt bag en propagandistisk statspresse, der er købt og betalt og gladeligt spiller med, er som altid diktaturets unævnelige grusomheder - for politistaten ville være gearet til diskret at forhindre enhver oplysning herom til den internationale presse.

Men lad os straks forlade tyranniets scenario og i stedet på nærmeste hold følge, hvordan et besøg fra et prominent statsoverhoved som den amerikanske præsident tackles af politi og myndigheder i et demokratisk land som Danmark, der som bekendt hverken er en nazistisk diktaturstat eller en totalitær bananrepublik …

Først udkommanderes i tusindvis af sværtbevæbnede betjente, ikke for at passe på præsidenten, hvis sikkerhed ingen føler den mindste smule truet - men hvorfor så? Til TV2 udtaler politiets informationschef, Flemming Steen Munch den 7.7.97, at det skam "ikke var terrorister, man frygtede, men at Danmark skulle få et dårligt ry i udlandet"!

Jaså. Danmark er altså en stat, hvor visse dele af befolkningen kan tænkes at ville give landet et "dårligt ry i udlandet" … Men er der da grund til det?

En række venstrefløjspartier og -organisationer beslutter at benytte lejligheden til at protestere mod USA og den amerikanske præsident, som nationen forbereder et veritabelt triumftog for - men dét risikerer naturligvis at give Danmark et "dårligt ry i udlandet", hvorfor politiet stille og roligt kvæler initiativet.

Demonstrationen får således ekstraordinært afslag om ophold foran den amerikanske ambassade, på trods af at enhver form for fredelig forsamling ifølge Grundloven har lov til at finde sted. Man skal blot - og det udelukkende af hensyn til den almindelige orden og den trafikale situation - anmelde den, så politiet kan være til stede for at assistere.

Politiet fik da også vanskeligheder ved at legitimere de særlige restriktioner. I hvert fald kunne man i pressen høre en hel række forskellige og indbyrdes selvmodsigende bevæggrunde bag den usædvanlige indgriben i friheden til at demonstrere.

Første forklaring har vi allerede set, nemlig politiets frygt for, at "Danmark skulle få et dårligt ry i udlandet."

Anden forklaring:

"Begrundelsen for vores afvisning, er det, vi kalder ordensmæssige hensyn. Når vi har gæster fra et andet land, så synes vi ikke, at det lands ejendom skal udsættes for forskellige former for angreb."

Rent bortset fra at retten til at demonstrere dermed øjensynligt er blevet et spørgsmål om, hvad politiet "synes", er det mildest talt temmelig vanskeligt at se, hvilken form for "angreb", der kan true den amerikanske ambassade, og hvori disse "ordensmæssige hensyn" egentlig består?

Tredie forklaring:

I det skriftlige svar til Beredskabssektionen under Københavns Politi lyder begrundelsen for afslaget på tilladelsen til at demonstrere foran ambassaden således: "Politiet [kan] af sikkerhedsmæssige hensyn ikke godkende en demonstrationsplads over for USAs ambassade." En udtalelse, som ellers nok synes i modstrid med Munchs første forklaring.

Fjerde forklaring:

Endelig har vicepolitidirektør Henning Thiesen ligefrem henvist til hensynet til trafikken: "Det er jo en balancegang. Der er hesynet til forsamlingsfriheden efter Grundlovens paragraf 79. Der er hensynet til trafikken og til sikkerheden. Vi har vurderet, at det er meget vigtigt, at det er muligt at komme til og fra ambassaden, når den amerikanske præsident er i landet."

Hvad det alt sammen er for æstetiske, ordensmæssige, sikkerhedsmæssige eller trafikale trusler, som har foresvævet politiet, er ikke til at vide. På sin vis er alle politiets forklaringer da også ganske uvedkommende, da de under ingen omstændigheder har beføjelser til at forbyde en fredelig demonstration. Kun i tilfælde af, at man har eksplicitte "efterretninger om, at en given demonstration udgør en konkret fare", kan den forhindres. Men om den slags har der på intet tidspunkt været tale.

Politiets prioriteringer har således også efterfølgende mødt skarp kritik fra retskyndige.

Professor i offentlig ret, Claus Hagen Jensen siger til Berlingske Tidende om politiets skiftende forklaringer, at de "efterlader et ubehageligt indtryk af usikkerhed om, hvorvidt politiet virkelig har en tilstrækkelig god begrundelse", og fortsætter: "Danmark er jo et af de lande, der er aktive, når det gælder andre landes overholdelse af menneskerettighederne og frihedsrettighederne. Derfor er det vigtigt, at vi fejer for vor egen dør, og der kan man godt være lidt usikker i en sag som denne." (16.7.97).

Docent i statsret, dr.jur. Henning Koch udtaler til samme avis: "Pressetalsmandens begrundelse [første forklaring] er ikke af juridisk karakter og er under ingen omstændigheder holdbar. For vi kan ikke forbyde og/eller regulere demonstrationer i dette land for at opretholde et glansbillede."

Ikke? Politiet kan.

Og da demonstrationen oprander fra Kultorv i København, sker det naturligvis med et massivt politiopbud, og Danmarks Radio, der i timevis dækker optakten til Clintons tale på Nytorv, sender ikke så meget som ét sekund fra demonstrationen, der forløber uden de store udskejelser. Da den ankommer til Rådhuspladsen ryger dog en flagstang med et amerikansk flag, og en mand bliver pludselig banket af cyklen af fem kampklædte betjente, der mener det nødvendigt at mase hans ansigt ned i asfalten under deres skjolde, før han gennes brutalt ind i en patruljevogn.

DR finder, at det spolerer folkefesten, og filmer i stedet den jublende folkemasse på Nytorv.

I mellemtiden har i titusindvis af glade mennesker, hvoraf en betragtelig del er udvalgt af myndighederne, forventningsfuldt forsamlet sig på Gammeltorv og Nytorv. Politiet deler danske og amerikanske flag ud til den svedende folkemasse, solen skinner, og Danmark er et smørhul.

Der er bevæbnet politi over alt, men i Danmarks Radios timelange udsendelse ser man stort set ikke en eneste. Det er jo en folkefest - om end i to seperate afdelinger. Første klasse på Nytorv, tættest på præsidenten - pøblen holdes på over hundrede meters afstand af politistyrker og solide stålhegn.

Den amerikanske ambassadør forsøgte ellers at forhindre denne overdrevne belejringstilstand og understregede, at præsident Clinton bestemt ikke ønskede kun at tale til en begrænset gruppe mennesker, der var forhåndsgodkendt til lejligheden af myndighederne. I TV-Avisen den 8.7. betonede han således: "Everyone is invited!"

I sidste ende lykkedes det dog alligevel de utrættelige danske myndigheder at sikre Danmarks internationale omdømme ved af afspærre Nytorv 100% for alle ikke særligt udvalgte.

Underholdningen varer nogle timer, før bastante trommer tordner gennem højttalerne, og for at det ikke skal være løgn afspilles endog temaet fra Indiana Jones, mens storskærmen viser statsoverhovedernes politibevogtede korteger rulle op bag Nytorv! Folkestemningen er euforisk, og er der end sporadisk misfornøjelse at spore nogetsteds, går Danmarks Radio omhyggeligt udenom. DR finder, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Statsministeren og præsidenten betræder podiet som henholdsvis opvarmningsband og superstjerne. Bag dem hænger et stort tæppe, hvorpå karakteristiske facader fra Nyhavn er malet. Turistbranchen kniber en tåre.

Nyrups tale handler om Clintons store format og de tætte bånd Danmark og USA imellem. Clintons tale handler om Nyrups store format og de tætte bånd USA og Danmark imellem.

Vi får at vide, at danskerne nærmest var de tapreste og mest frihedshungrende under 2. verdenskrig. Det er selvfølgelig løgn, men tilskuerne jubler ekstatisk. Under det meste af besættelsen hadede og bekæmpede både politikere, presse og politi indædt frihedskæmperne.

Vi får at vide, at danskerne nærmest er ene om at overholde menneskerettighederne. Det er selvfølgelig løgn, men tilskuerne jubler ekstatisk. Amnesty International, FN og den Internationale Helsingfors Komité m.fl. kritiserer Danmark for gentagne gange at overtræde menneskerettighederne.

Vi får intet at vide om isolationsfængslingen af mistænkte i Danmark; om overtrædelser af grundloven; om ophævelsen af retsprincippet, at alle er lige for loven; om myndighedernes faste praksis med at fængsle i tusindvis af uskyldige asylsøgere om året …

Og ikke alene får vi intet at vide herom af de hovedansvarlige statsoverhoveder; heller ikke Danmarks Radio finder det nærliggende at nævne det med ét ord under de timelange udsendelser, der er produceret så begavet som en officiel middag hos dronningen.

Det er show, larm, gøgl og løgn og latin. Fra ende til anden.

En moderne Goebbels kunne med opbydelsen af hele sit talent vanskeligt have iscenesat det bedre.

Nogle få skiller sig ud fra den manisk jublende folkemængde og folder et banner ud med teksten: "Please, Bill, give Mumia Abu-Jamal a fair trial" - DR finder dog, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Banneret bliver hastigt revet ned af politiet - DR benytter ikke lejligheden til en analyse af politiets krænkelse af ytringsfriheden, men finder, at optrinnet spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse. Et par råber "yankee go home!" fra et tag og bliver mødt med en regn af flasker - DR finder, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Heller ikke Faklen er velset hos DR. Redaktionsmedlemmer er for inden blevet stoppet af politiet på Rådhuspladsen med den besked, at "Københavns Politis ledelse ønsker ikke at se jer på Gammeltorv under Clintons tale!" En åbenmundet betjent kan forklare, at "i dag er ikke alle lige lige!" - Faklens bannere forbydes ganske enkelt på stedet! Det interesserer ikke DR.

Dagen for inden fik vi foran Fredensborg slot, hvor Clinton skulle ankomme om aftenen, også at vide, at vi var uønsket. Vi spurgte en betjent, om det skyldtes, at vi kom fra Faklen. "Ja!" svarede han utvetydigt. Det interesserer ikke DR.

Alligevel lykkedes det os at stille op med foldere og bannere foran slottet. Danmarks Radios udsendte talte jovialt med os et kvarter. Da DR sendte live, undgik man omhyggeligt at vise så meget som skyggen af vore bannere.

DRs speaker kunne til gengæld berette, at nogle "autonome" havde delt foldere ud … Det var selvfølgelig løgn, og DR var selvfølgelig klar over, at det var løgn, eftersom vi havde talt med dem, og eftersom der ikke var andre end os, der havde bannere og foldere med foran Fredensborg slot - men det gælder jo om at opretholde den illusion, at de eneste, der så meget som kunne drømme om at benytte Clintons besøg til at protestere, må være de autonome.

DRs udsendte, Ernst Møller forskånede således sine seere for Faklens bannere med tekster som: "Uphold the Danish constitution!", "Smiling Denmark - don't buy it!" og "We have a civil rights movement - we're moving away!" m.fl. - det absolut eneste af nyhedsjournalistisk interesse, der foregik i timerne før Clintons ankomst. I stedet filmede man et nuttet banner med teksten "Hvor er Hillary?" … Seriøs, dækkende nyhedsjournalistik? Eller propagandistisk pop på Se og Hør-niveau?!

På Gammeltorv lykkedes det os imod politiets ordrer at indsmugle et banner og fire skilte, som vi tog frem under Clintons tale. Straks farer politiet hen mod gitteret og forsøger at true os til at fjerne dem. Vi bliver uanfægtet stående med den bemærkning, at vi blot "udøver vores ret til ytringsfrihed", og i nogle minutter ved ordensmagten for en gangs skyld ikke, hvad den skal stille op.

DR finder dog, at skiltene spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

Pludselig bliver vi overfaldet af syv betjente, der flår skiltene ned. De er ved at kvæle en kvinde i banneret, som de flår ud af hænderne på os, og to betjente river brutalt Faklens redaktør ind i gitteret - den ene hiver fat i armen, den anden rundt om nakken og forsøger elskværdigt at trække mig ind over hegnet med hovedet ned mod asfalten. Både kvinden og jeg selv slipper ved et utroligt lykketræf fri af politiets fægtende arme, før det går galt.

DR finder, at det spolerer folkefesten, og viser i stedet den jublende folkemasse.

To skilte får politiet ikke taget fra os, og DR sender mirakuløst 7 sekunder, hvor man kan læse teksterne: "If you're persecuted in your own country - you should feel right at home in Denmark!" og "Spend some time in Denmark - in solitary confinement!". Sandsynligvis har DRs producer ikke kunnet læse engelsk tilstrækkelig hurtigt under live-udsendelsen til, at han har fået beordret kameraene fjernet herfra med det samme. Til gengæld er indslaget forkortet til 1 sekund under DRs genudsendelse dagen efter (men det er der, og så kan man da ikke beskylde dem for censur!) …

Show, løgn og latin. Fra ende til anden. Kritiske stemmer chikaneres og forbydes direkte af politiet.

Den udenlandske presse sendes på propagandature, ingen får lov til at kontakte dem, det sørger bevæbnede vagter foran pressecentrene for. Tænk, om Danmark skulle få "et dårligt ry i udlandet" …

Det er her, det sker - i bananrepublikken Danmark. "Hvor er Hillary?" - hvor er pressen?!

Socialminister Karen Jespersen efter uroligheder på Nørrebro: Danmark for danskere

Et par urolige døgn på Nørrebro den 11.-12. juli, hvor frustrerede unge såkaldte 2. generationsindvandrere eller 1. generationsdanskere kom i karambolage med myndighederne, sætter de danske sind i kog. Politikere raser, og avisernes debatsider bugner med indignerede dundertaler mod etniske minoriteter.

Politikerne og opinionen stiller sig stort set tilfredse med politiets og mediernes billede af begivenhederne: En gruppe på 20-30 "hårdt belastede" unge 2. generationsindvandrere på Nørrebro, der betegnes som henholdsvis "iskolde og fuldstændig ligeglade" (Bent Olsen, vagtleder, Nørrebros Nærpoliti, Jyllands-Posten, 13.7.97) og "en hård kerne af uromagere, så barske, at de er uden for pædagogisk rækkevidde" (Hanne Bech Hansen, Politidirektør, Københavns Politi, Jyllands-Posten, 14.7.97), er slet og ret er gået amok og har trukket medløbere med i "bølleoptøjer" og vold.

Socialminister Karen Jespersen tager i Berlingske Tidende bladet fra munden med følgende analyse: "Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. De har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne." (Berlingske Tidende, 14.7.97).

Om socialministeren med ordet "danskerne" her indfører en for regeringen officiel skelnen mellem de rigtige, ariske danskere og så alle "de andre", og hvad det præcis er for et særligt ansvar, som disse "danskere" skulle føle over for samfundet, forbliver uklart. Socialministeren kommer heller ikke nærmere ind på, hvori den overflod af "frihed", som disse halvdanskere angiveligt har lidt så grueligt under, skulle bestå.

Det korte af det lange viser sig da også simpelt hen at være, at "de fremmede" med deres forstokkede familiemønster ikke hører hjemme i de rigtige danskeres danske Danmark: "De gør sig ikke klart, at for at leve i Danmark må man være dansker," konstaterer socialministeren.

Hele misèren på Nørrebro startede i denne omgang med, at to betjente, der forfulgte en ung såkaldt 2. generationsindvandrer, som i vrede over politiets behandling af en kammerat havde kaldt betjentene for "bøsserøve", var så uheldige at løbe lige lukt ind på et område, hvor adskillige af den forfulgtes venner opholdt sig. Her fik de to betjente en temmelig voldsom medfart, men led dog ingen alvorlig fysisk overlast.

Og mulighederne i en sådan episode er Københavns Politi naturligvis heller ikke sene til at fange - et "baghold" bliver det til i Ekstra Bladet; "bøllerne" forsøgte at stjæle betjentenes stave og pistoler. Ganske som myten om den stigende vold, om de autonome gruppers terror og om de såkaldte rockeres terror, er etniske minoriteter på Nørrebro nu kørt i stilling som et oplagt argument for strammere love og større bevillinger og flere beføjelser til ordensmagten. Kun få dage efter er nærpolitistyrken på Nørrebro da heller ikke bare forstærket, men fordoblet, og en særlig enhed af kriminalpolitifolk er i al hast blevet udstationeret.

Chefpolitiinspektør Kai Vittrup forklarer: "De toneangivende i gruppen - og det er omkring 20 unge - kan godt begynde at kigge sig over skuldrene. Lige så snart vi griber dem i at begå noget kriminalitet, vil vi begære dem varetægtsfængslet, og så må den videre resocialisering foregå i fængselsvæsenets regi. På den måde vil vi sikre, at der stort set hele tiden er politifolk i almindelig uniform på Nørrebro." (Berlingske Tidende, 15.7.97).

Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen er heller ikke i tvivl om, at mere politi og flere beføjelser også i denne konflikt er den helt rigtige løsning: "Det er fuldstændigt uacceptabelt, hvad der skete i weekenden. Derfor er det et rigtigt signal, at politiet nu øger sin indsats på Nørrebro."

Bemærkelsesværdigt er det dog, at lokale beboere og lokale politikere såvel som 2. generationsindvandrene selv synes at have en ganske anden opfattelse af de konkrete hændelser såvel som af den generelle situation og dens eventuelle løsningsmuligheder.

Kathrine Hammerich, formand for social- og beskæftigelsesudvalget i bydelsrådet på Indre Nørrebro er mindre tilbøjelig til at male fanden på væggen: "Vi mener ikke, at der tale om en generel optrapning af urolighederne. Det er enkeltstående begivenheder," siger hun til Jyllands-Posten, 14.7.97. Også hendes løsningsmodel er noget mere reflekteret end landspolitikernes: "Vi har ikke brug for mere politi. Vi har brug for betjente, der har større forståelse for de sociale problemer, og som oftere kan vende det døve øre til provokationer." Eller som en beboer, Tamer Rady udtrykte det i Ekstra Bladet, 21.7.97: "Vi har brug for politifolk, der kan snakke med os. Ikke som ham den smilende betjent, der plejer at jage knæet op i skridtet på os."

Bjarne Watkin, formand for Nørrebros Beboeraktion ser heller ikke de unges reaktion som noget hverken odiøst eller uforståeligt: "De er ikke mere indvandrere, end at de reagerer, som resten af kvarteret altid har gjort, når man har følt sig presset. Og det er heller ikke nyt, at myndighederne oven på en gang uroligheder kommer med en totalløsning, der viser sig at være en blanding af dårlig røg og luft." (Berlingske Tidende, 20.7.97).

En af de unge fra Blågårds Plads strejfede i et interview med Jyllands-Posten, 14.7.97, en side af sagen, som ellers henstår noget i det dunkle i medierne: "Vi støtter hinanden hernede. Det er politiet, der angriber os. De chikanerer os hele tiden. Det er racekrig, og fra nu af bliver situationen bare værre. Nærpolitiet har forrådt os. Vi vil aldrig mere snakke med dem igen." Om der ligger noget bag disse fortvivlede beskyldninger - og i givet fald hvad - har jounalisten ikke set nogen grund til at grave dybere i.

Et par andre unge mænds forklaring supplerer dog billedet: "Vi føler os overvåget hele tiden, og vi bliver anholdt uden grund. Det er meget ydmygende." Og: "Mere politi er bestemt ikke vejen frem. Det vil kun gørre situationen værre. Vi føler i forvejen, at vi bliver ydmyget." En tredie konstaterer kort og godt: "Vi hader dem, og de hader os." (Jyllands-Posten, 15.7.97).

Ingen følger op på de unges forklaringer, hvilket da også ville kræve en undersøgelse, der for en gangs skyld også belyste politiets rolle i problemernes opståen.

I et interview i Weekendavisen forsøger en af de involverede at forklare frustrationen: "F.eks. når man bliver afvist på et diskotek. Så siger man OK. Fuck det, og så står man udenfor, og så kommer politiet senere, og det eneste, de gør, er at fjerne udlændinge. (…) Betjentene ved godt, at det værste, man kan gøre mod en andengenerationsindvandrer, er at sige noget slemt om familien, og så siger de måske, 'hvis ikke du gør dit eller dat, så knepper jeg din søster,' eller 'jeg har lige ligget og bollet din mor'."

Den 14.7.97 bringer Politiken et interview, der samler brikkerne i det billede, som tegner historien set fra den anden side af politiets skjolde. En af de unge fra Blågårds Plads fortæller: "Vi protesterede mod tre urimelige anholdelser. Rent ud sagt var det vores hævn for den måde, politiet behandler os på … Vi kæmper for, at politiet skal holde op med at chikanere os … En af os råbte 'bøsse' til en af de andre - det er den måde, vi taler til hinanden på … Vi lavede ikke noget baghold. Vi løb bare efter for at se, hvad der skete. Det er klart - han er jo en af vores venner. Så stod vi seks drenge og sagde, at han skulle anholde ham rigtigt i stedet for at sidde oven på ham og mase ham ned i busken. En af panserne fik smidt en brosten i ryggen, men de fik ikke bank. Der var heller ikke nogen, der forsøgte at tage deres pistoler eller stave. Der kom en masse pansere i transitter med det samme. Ham den 21-årige, som de sigtede for drabsforsøg, havde ikke en skid med det at gøre. Han kom ned fra sin opgang for at se, hvad der skete, og så anholdt politiet ham lige foran hans forældre. Det er det mest ydmygende. Han kom ind på Bellahøj, hvor han sad i 14 timer. Man har krav på mad hver tiende time og en madras, men han fik ingen af delene. De fjernede madrassen, så han måtte sove på betongulvet. Han har stadig blå mærker over det hele fra anholdelsen." Om en anden anholdt i sagen bemærker han: "Han tog hverken deres pistol eller deres stav. De har længe været ude efter ham. Det er personligt had fra politiets side."

Ifølge politidirektør Hanne Bech Hansen er Nørrebros politfolk imidlertid anderledes eksemplariske: "Politiet får undervisning i etniske minoriteter på politiskolen, og jeg mener, at folkene på Nørrebro har stor forståelse for problemerne," siger hun og påpeger, at det er "dybt uretfærdigt, hvis de unge vender deres vrede mod politiet." (Berlingske Tidende, 21.7.97).

"Det øgede mandskab skal netop være med til at skabe større kontakt med de unge, og det vil jo altid være politiet, der rydder op, når der er problemer. Men tilhører man en etnisk minoritet, føler man tit, at politiets arbejde har noget med racisme at gøre. Og den misforståelse må vi have udryddet."

Da journalisten spørger om, hvorfor der på det sidste er blevet mere ballade på Nørrebro, lyder svaret fra en af de unge kort: "Fordi politiet gerne vil have, at det bli'r værre". (Weekendavisen, 24.7.97). Et udsagn, som måske bliver mindre dunkelt i lyset af de ekstra midler og de udvidede beføjelser, som man fra politiets side med denne sag som tungtvejende argument behændigt atter kan og vil forsøge at rimeliggøre.

Knap to uger efter optøjerne på Nørrebro finder en voldsom konfrontation mellem politiet og fodboldfans fra FCK sted, da hooligans stormer Brøndby stadion i frustration over et nederlag på 2-0. Øretæver og ølglas ryger gennem luften, og 35 mennesker bides i flæng af politiets hunde, der indsættes for at standse uroen. I modsætning til historien om "bøllerne" på Nørrebro, udsender ingen pressemeddelelser, der kræver FCK-fans interneret i København med udrejseforbud …

Idrætsforsker Claus Boye, som selv var til stede under fodboldkampens uroligheder, uroligheder, der kostede langt flere tilskadekomne end optøjerne på Nørrebro, giver i Information følgende forklaring på forskellen i mediernes og politikernes behandling af de to episoder: "Samfundet måler ikke sine problemer i antallet af tilskadekomne. Se blot på antallet af dødsofre i trafikken. Det er en omkostning, vi er villige til at betale for en hurtig og effektiv transport. På samme måde er hooligans en omkostning ved den gigantiske industri, som moderne sport har udviklet sig til, som samfundet er villig til at betale. Sporten eksponerer industrisamfundets dyder. Den opdrager til samfundets værdier - børn får dem ind gennem kroppen, når de dyrker sport, og lærer at anerkende værdierne: Hurtigere, højere, stærkere - vækst, ekspansion, standardisering, specialisering, hierarkisering, inddeling, opdeling, underdeling og sønderdeling. Det er også sportens principper." (25.7.97).

I modsætning til situationen efter optøjerne på Nørrebro, farer socialministeren pudsigt nok ikke forarget frem og dadler denne "udanske opførsel", som FCK-fans lagde for dagen; hun siger derfor heller ikke: "Det er et godt udtryk for en gruppe unge, som har fået for megen frihed. Københavnerne har ikke lært samme ansvar over for samfundet som danskerne …"

Københavns kommunes byfornyelsesprojekt: Moske, moske ikke

Københavns Kommunes Byfornyelsesselskab har bedt marokkanske lejere af et af selskabet ejet lokale om at fraflytte øjeblikkeligt. Marokkanerne anvender lokalet som moske. Grunden til opsigelsen af lejemålet er øjensynligt, at man har modtaget klager fra naboer, som har følt sig generet af moskeens brug af megafon under fredagsbønnen.

Mimoun Idrisi, som er medlem af bestyrelsen bag moskeen, siger hertil: "Vi bruger altså ikke en megafon. Om fredagen og kun om fredagen bruger vores imam en mikrofon i en halv time, og lyden sendes hverken ud ad vinduerne eller andet, men til to små højtalere." (Berlingske Tidende, 18.7.97)

Hamis El Mousti, medlem af borgerrepræsentationen har også svært ved at forstå Byfornyelsesselskabets intolerance og udtaler til samme avis: "Jeg lever da også med, at klokkespillet på Vor Frelser Kirke bimler hver søndag."

Byfornyelsesselskabet har næppe betragtet sagen fra den vinkel.

Den danske retstilstand vulgariseres

Justitsminister Frank Jensen lancerer en storstilet plan for beskyttelse af vidner. Det skal i fremtiden være muligt at forlene vidner, som frygter repressalier, med en ny identitet og et helt nyt liv et andet sted i landet. Det eneste problem med det storstilede tilag er, at justitsministerens billede af vidners sikkerhedsmæssige situation i Danmark, som ligger til grund herfor, med professor i procesret ved Københavns Universitet, Eva Smiths ord, må betegnes som "helt ude af proportioner"! (Berlingske Tidende, 30.7.97)

Forsvarsadvokat Torkild Høyer mener endvidere om den økonomiske støtte til vidnet, som skal indgå i et sådant program, at der er tale om et "skråplan", eftersom vidnet opnår regulære fordele ved at vidne, og kalder lige ud forslaget for "en vulgarisering af retstilstanden i Danmark".

I overensstemmelse med chefkriminalinspektør Per Larsen, der tidligere på året udtalte om sikkerheden for vidner i rocker-sager, at "folk forestiller sig, at de risikerer en masse ved at vidne i rocker-sager, men sådan forholder det sig ikke," (Politiken, 28.4.97) afviser da også både professor Eva Smith og forsvarsadvokat Torkild Høyer justitsministerens voldsfantasier som hysteri og valgflæsk.

Eva Smith peger på, at Frank Jensen øjensynlig endnu en gang er faldet for mediernes mytemageri: "Det er i den grad en presseskabt myte, at det skulle være forfærdelig farligt at vidne. Problemet er snarere, at folk tror, det er meget farligt."

Det er dog nok ikke usandsynligt, at justitsministeren, som Tokild Høyer indicerer, er opmærksom på den slags myters popularitet og politiske behændighed: "Det er et typisk udtryk for politikernes forsøg på at kapre stemmer uden at forholde sig til forslagets effektivitet. Det er en meget ubehagelig tendens."

Danmark erklærer "krig" mod illegale baltiske flygtninge

Ifølge Jyllands-Posten, 20.7.97, har Danmark i dyb hemmelighed indsat militære styrker imod flygtningestrømmen fra øst. Under kodeordet Operation Baltic Guard opererer danske krigsskibe tæt sammen med styrker fra andre vestlige og tidligere Warszawapagt lande. Den danske deltagelse koordineres af Rigspolitiet.

Operationen er helt i den nye Schengen-aftales ånd, hvor flygtninge og indvandrere sikkerhedsmæssigt betragtes som værende i kategori med terrorister og narko- og våbensmuglere, hvorfor de helt legitimt kan mødes med udtalt mistænkelighed, overvågning og registrering.

Intet andet europæisk land anvender ubetinget frihedsstraf over for vold så meget som Danmark, hvor den bruges 18 gange så hyppigt som i Tyskland

I en kronik i Information, 21.7.97, konstaterer professor dr.jur. ved Københavns Universitet, Flemming Balvig, at Danmark suverænt indtager førstepladsen i Europa, når det gælder anvendelsen af ubetingede fængselsstraffe i voldssager. Og det på trods af at Danmark ifølge drabsstatistikker og politiregistrerede anmeldelser for vold ligger ca. 50% under gennemsnittet for de øvrige europæiske lande.

Professor Balvig skriver: "I den politiske debat har det udviklet sig til et dogme i Danmark, at voldsmanden skal ind og ruske tremmer. Sådan er det da også i de fleste tilfælde i praksis. 60 pct. af alle voldsforhold, der blev afgjort med tiltalefrafald, bøde eller frihedsstraf i 1990, resulterede i ubetinget hæfte eller fængsel. Anderledes ser det ud, hvis vi sætter det samlede antal domme til ubetinget frihedsstraf for vold i forhold til alle registrerede voldsanmeldelser. Procenten falder da til 18. Forskellen skyldes, at et betydeligt antal voldssager ikke opklares, eller henlægges på grund af bevisets stilling, at en del afgørelser omfatter flere forhold, at nogle frikendes m.v. De 18 pct. repræsenterer således den aboslutte minimumsrisiko for, at en voldsperson, hvis sag politianmeldes og -registreres, har for at ende med en ubetinget frihedsstraf."

Hvor den danske procent præcis ligger på 18,4, er den i Europas næst hårdeste land, Ungarn, kun halvt så stor, nemlig 9,9. I Sverige er den 5,7, i England 4,7, i Holland 2,7, og i Tyskland 1,0. Tyskland klarer sig med godt 2.000 ubetingede frihedsstraffe for vold årligt, Danmark, hvis indbyggertal er 16 gange mindre, anvender knap 1.500!

Alle højrefløjens myter om dansk blødsødenhed er dermed endegyldigt tilbagevist. Dansk lov og ret er i denne henseende omvendt Europas absolut hårdeste. Al forskning peger desuden på, at jo hårdere straffe og jo ringere forhold for de indsatte, desto større tilbagefald til ny kriminalitet.

Endvidere er Danmark også et af de lande, der anvender indespærring af børn og unge allermest. I 1970erne lå vi i top i Norden på dette område; dengang var det gennemsnitlige antal 15-17-årige, der på årsbasis fængsledes, 112. I det seneste år, som statistikken medtager, 1994, er tallet steget til 196. Ifølge professor Balvig er dansk praksis på dette område i strid med FNs Børnekonvention "i usædvanligt stort og endog stigende omfang"!

Om anvendelsen af ubetinget frihedsstraf generelt skriver han: "Upåvirket af virkelighedens verden; upåvirket af, hvad fængsler gør ved især unge mennesker, og hvilke konsekvenser det har for dem bagefter - og ikke mindst af dagens særligt risikable situation (stoffernes bidrag hertil ufortalt); opmuntret af populismens lette vej og dens rygklappende euforiske kor af stemmer; i dyb uansvarlighed over for de mennesker, der fremover skal være unødvendige ofre for den øgede kriminalisering, der er resultatet af fængselsophold - kan man stadig finde retspolitikere, der går ind for hårdere straffe for vold. I deres afgrundsdybe uvidenhed og ueftertænksomhed ræsonnerer de, at vor afsky skal markeres hårdt og kontant på en måde, der ikke er til at tage fejl af."

Professor dr.jur. Flemming Balvig afslutter sin kronik med ordene: "Vil vi - blive ved med at - finde os i det?"

Danmark ignorerer FN-konventionens retningslinjer for etnisk ligestilling

Danmarks officielle rapport om etnisk ligestilling til FN giver - selvfølgelig - et ganske rosenrødt billede af de danske tiltag på området. Imidlertid har bl.a. Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination afleveret deres egen fremstilling til FN, fordi de mener, at forholdene i Danmark er langt mere problematiske, end den officielle rapport giver indtryk af.

I den alternative rapport opregner menneskerettighedsorganisationerne en lang række eksempler på forhold, som er i strid med FN. Det gælder f.eks. kvoteordninger for etniske mindretal på skole- og boligområdet; politiets manglende efterforskning af racediskrimination; diskrimination ved stillingsbesættelser, hvor der kræves dansk statsborgerskab; udlændinge, som er blevet nægtet lån fra finansieringsselskaber og har haft problemer med at købe mobiltelefoner og leje bil; samt problemer med godkendelse af børns navne. (Berlingske Tidende, 25.7.97).

Jeppe Berg Sandvej og Rune Engelbreth Larsen