Den tidligere Århusborgmester har måske som indenrigsminister til en hvis grad skuffet sine gamle kolleger i kommunerne i forhold til tempoet af hans tiltag i retning af benhårde stramninger i asyllovgivningen, men der hersker ingen tvivl om, at Simonsen stadig er kommunernes mand.

Som omtalt i anden sammenhæng har indenrigsministeren lanceret ideen om at fratage Dansk Flygtningehjælp opgaven med integration og boliganvisning og i stedet overlade denne beføjelse – og de dertil hørende offentlige midler – til kommunerne.

Hvad angår netop boliganvisningen har en nylig sag givet et klart indtryk af, hvorledes nogle kommuner har tænkt sig at forvalte det nye ansvar. Mange kommuner har allerede overtaget boliganvisningen i udvalgte boligforeningers ejendomme. Typisk har kommunerne – med loven i hånden – indgået en lokal aftale med et boligselskab om at overtage anvisningen af samtlige lejligheder i et byggeri. Men sagen er den, at man herefter sætter de normale ventelister ud af kraft og i stedet sætter kommunens egne kriterier for, hvem der skal have en bolig, og hvem ikke, fortæller Berlingske Tidende, 9.11.97.

Borgmester Kjeld Rasmussen (S) fra Brøndby Kommune udtaler til samme avis om denne praksis: »Nu sidder jeg så sammen med vores boligudvalg og forvaltningen og lejer ud. Og siden februar er der ikke kommet én eneste fra de varme lande ind i Brøndby Nord. Vi smider også alle de kriminelle idioter ud, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Vi renser ud til glæde for borgerne og boligselskaberne. Beboerne har krav på at bevare det danske boligmiljø.«

Vi renser ud!

»Det er en succes,« udbryder Anders Bak (S), borgmester i Høje Taastrup Kommune til samme avis. »Formålet er at ændre beboersammensætningen. Det betyder selvfølgelig typisk, at vi ikke vil sætte flygtninge og indvandrere ind, fordi dem er der mange af i forvejen. Og vi har stoppet den kedelige udvikling.« Generelt finder alle kommunerne effekten så god, at de forsøger at udvide ordningen til alle boligselskaber. Og med indenrigsministerens hjælp ser det ud til at skulle lykkes.

Udviklingen i kommunerne er i forhold til menneskerettighederne en eklatant violation, mener Morten Kjærum, direktør for Det Danske Center for Menneskerettigheder: »Det er lige meget, om Kommunerne skyder sig ind under nok så objektive kriterier. Diskrimination måles på effekten,« forklarer han til Berlingske Tidende, 9.11.

Samtidig hermed viser en ny undersøgelse, at kommunerne tjener styrtende med penge på flygtningene på grund af generøse støtteordninger over bloktilskuddene fra staten, som ifølge Politiken, 1.11.97, og Indenrigsministeriets egne tal, i alt beløber sig til 4,7 milliarder kroner om året.

Indenrigsministeren vil kvæle kritikken

I forbindelse med regeringens seneste tiltag på flygtningeområdet, ifølge hvilket flygtninge skal »motiveres« til at lære dansk og finde et arbejde ved, at man skærer op imod 25 pct. af deres månedlige kontanthjælp, så de i stedet under betegnelsen »integrationsydelse« får udbetalt, hvad der svarer til lidt mere end SU, skriver generalsekretær for den humanitære organisation Dansk Flygtningehjælp, Arne Piel Christensen i Berlingske Tidende, 17.11.97:

»Det er tankevækkende, at man vil begrunde flygtningenes arbejdsløshed med inaktivitet, idet der stadig er over 200.000 danske arbejdsløse og mange flere sat på overførselsindkomst. Her hører man dog ikke overvejelser om at indføre helt andre ydelsesniveauer for at motivere dem til at tage det arbejde, som ikke findes (…) Hvis flygtninge tildeles et lavere niveau end befolkningen i øvrigt, har man indført A-mennesker med nogle rettigheder, og B-mennesker med andre (…) I øvrigt er det jo interessant, at i forbindelse med forsørgelseskrav ved familiesammenføring er der fastsat en minimums-hustandsindtægt beregnet til to gange kontanthjælpsbeløb, idet det betragtes som minimum. Med et forslag om en SU-ydelse vil man altså indføre et helt andet og lavere eksistensminimum – for nogle mennesker.«!

Også tidligere har han og andre fra organisationen været på banen med skarpe betragtninger rettet imod den politiske handlingsiver og det populære krav om at vægte effektivitet over abstrakte begreber om rettigheder og principper.

For nylig afslørede Flygtningehjælpen flere kommuners direkte svindel, i forbindelse med at kommunerne administrerede boligselskaber, hvor de ansvarlige borgmestre på eget initiativ gennemtrumfede et praktisk »flygtningestop« i bestemte områder ved simpelt hen at ignorere folk på ventelisterne med fremmedklingende navne. Episoden mundede ud i en irettesættelse fra boligministeren, og den slags bliver man selv sagt ikke populær på. Det er ikke så sært, at kommunerne og kommunernes mand i toppen, indenrigsminister Thorkild Simonsen ikke hurtigt nok kan skaffe sig af med denne enerverende organisation …

Thorkild Simonsen er derfor også fremkommet med forslaget om at fratage Dansk Flygtningehjælp opgaven med integration og boliganvisning og i stedet gøre kommunerne selv til hovedansvarlig myndighed for flygtningene. Hermed lægger indenrigsminister Thorkild Simonsen naturligvis op til at fjerne eksistensgrundlaget for Dansk Flygtningehjælp.

»Det er ikke for at komme Flygtningehjælpen til livs,« forsikrer indenrigsministeren i Berlingske Tidende 5.11.97, »men hvis vi skal have en bedre integration med danskundervisning, boliger og arbejde til flygtninge, må ansvaret ligge hos en myndighed. Her er ingen mere nærliggende end kommunerne. Det betyder, at nogle af de penge, som Dansk Flygtningehjælp har fået, selvfølgelig skal følge med – måske også nogle medarbejdere.«

Hvad det er for en flygtningepolitik, man med marginaliseringen af Dansk Flygtningehjælp kan forvente vil blive effektueret, behøver man kun at rekapitulere den tidligere argumentation fra kommunerne, KL og Thorkild Simonsen selv for at få et begreb om.

Et lille sted så smukt, så velopdragent og så mildt, at det fremstår som Guds eget lille røde hus med hvidt stakit foran

De danske politikere har for tiden travlt med at bedyre deres egen og især deres potentielle vælgeres rene hænder i forhold til onde tungers insinuationer af en blomstrende dansk »racisme«.

I flere sammenhænge har statsministeren i den sidste tid forsikret sine højrevigende vælgere om, at man skam ikke er racist, bare fordi man er »bekymret« over »de fremmede«. »Danmark skal være et land, hvor folk, der er i nød og forfulgte, bliver hjulpet,« lød ifølge Berlingske Tidende, 17.11.97, således statsministerens vision på et vælgermøde i Hillerød, hvorpå der – efter det i den standende debat obligatoriske »men« – fulgte den lige så uafvendelige forsikring om, at »så er forudsætningen også, at vi sikrer, at den illegale indvandring bliver stoppet, og at det koster noget at begå kriminalitet«. At disse populære forsikringer er en redundans i et retssamfund, hvor man jo pr. definition netop ikke finder sig i kriminalitet, synes ikke at falde nogen ind; men det er jo også tanken, der tæller …

Derefter disker statsministeren så endelig op med tidens løsen, den nødvendige prøve på, om man – med Ekstra Bladets avancerede begreb og efter sammes målestok – tilhører »den naive godhedsindustri«, de intellektuelle eksperter, som bedrevidende irettesætter »almindelige folks sunde fornuft«, eller om man som folkeven ydmygt lægger øre til almenhedens røst; nøglen til vælgernes hjerter, som næsten samtlige politikere i hele det politiske spektrum efterhånden har samlet op: Forsikringen om, at »Danskerne skam ikke er racister«.

»Danskerne er ikke racister, men de er rasende over problemer, som ikke bliver løst,« lød parolen ved denne lejlighed.

Også på »venstrefløjen« har man tilsyneladende set sig nødsaget til at tækkes de akutte fremmedskeptiske vinde. I en splinterny pjece, som SF har præsenteret i forbindelsen med indvarslingen af en ny, mindre »flygtningeromantisk« politik, understreger man således ifølge Berlingske Tidende, 15.11.97, at det »ikke er racisme at være utryg ved fremmede mennesker eller kulturer.« Hvad der kan ligge af reelt betydningsindhold i denne sætning, bliver ikke klart; men så meget des mere er det den udstrakte hånd til de SF-vælgere, som ikke er racister, men … – og som derfor er på vej ud til højre, som tiden nu engang kræver. Partiets nye parole i flygtningepolitikken lyder nu på tilsvarende måde »ret og pligt«, ganske som de store midterpartiers, Socialdemokratiet, Venstre og de konservatives, og man indskærper, at »udlændingene (skal) vide, at det ikke er omkostningsfrit, hvis de for eksempel afviser at lære det danske sprog« … Der kan man bare se – det ville selvfølgelig være omtrent lige så patroniserende, om det fra SF lød, at udlændingene skal vide, at det ikke er »omkostningsfrit«, hvis de for eksempel afviser at holde for rødt lys … Blot lidt pænere udgaver af samme mistænkeliggørende tendenser, vi kender fra højrefløjen.

Og alt sammen noget, som Pia Kjærsgaard såmænd sagtens ville kunne skrive under på. »Det er vigtigt, at folk opfatter os som ordentlige mennesker,« som det nye fremskridtspartis leder for nylig udtrykte det. Og selv har hun da også fra første færd gjort en dyd af på ganske samme måde at understrege sin egen og sine vælgeres tilsvarende ikke-racisme. Danskerne skal skam hjælpe folk i nød – men …

Måske kan denne indædte kamp for at holde det famøse titulatur fra livet (på trods af, at den faktisk førte og agiterede politik i udstrakt grad ubestrideligt er racediskriminerende, eftersom man i lovgivningen indfører bestemmelser, som kun gælder for ikke-danskere) forklare den glødende harme, som midt under novemberkuldens kommunalvalg med et trylleslag forenede hele det politiske spektrum i fordømmelsen af en somalisk ministers forsigtige påmindelse om, at den behandling, som hans folk er blevet mødt med her i landet, først og fremmest i den politiske debat, ikke just har båret præg af den respekt for mennesker og deres rettigheder, som Danmark ellers gerne indskærper over for andre stater. Mahamad Hassan Geeleh fra den somaliske delegation sagde: »I øjeblikket bliver de somaliske flygtninge ikke behandlet godt i Danmark – de bliver behandlet som jøderne i tiden op til Anden Verdenskrig. Dengang startede det jo også med, at man gjorde en lille gruppe mennesker til syndebuk for samfundsproblemer, som de ikke var herre over eller skyld i, og så udviklede det sig.«

Og så brød helvede løs.

Den konservative flygtningeordfører John Vinther får i sin vrede udtrykt sig lidt uheldigt. »Vi taler her om ledere, der kommer fra et land, som folk flygter fra, og så tillader de sig alligevel at drage den slags sammenligninger … Det er en meget lidt charmerende måde at bede om penge på.« Ja, hvad bilder sådan en skide tigger sig egentlig ind, i stedet for bare at være taknemmelig?

Også de ellers notorisk »blødsødne« radikale kom op af stolene ved dette perspektiv på den politiske udvikling i Danmark. Den radikale ordfører på området, Henrik Svane fandt til lejligheden sit moralsk-indignerede vokabularium frem: »Det er utilstedeligt og uanstændigt, at folk siger sådan noget. Det er ude af proportioner at foretage den sammenligning,« formanede han.

Forargelsen minder slående om den, som man finder i Ekstra Bladets leder oven på den antiracistiske demonstration i anledning af Krystalnatten den 9. november. Her taler lederskribenten ganske tilsvarende om »det åbenlyst skamløse og smagløse i at sammenligne debatten i Danmark med rædslerne i Tyskland for 59 år siden … »Derfor er vi nødt til endnu engang at slå fast: Du bliver ikke hverken racist, svinehund eller fremmedhetzer, hvis du er imod eller er kritisk indstillet til udlændingepolitikken.« Danmark er skam verdens mest flygtningevenlige land, forsikrer lederskribenten – ikke uden ærgrelse.

Dette billede af Danmark som det til det naive grænsende tolerante hyggeminiputland er dog tilsyneladende ved at krakelere, i det mindste når vi kommer uden for landegrænserne. Der har således i forbindelse med det danske kommunalvalg og den øjeblikkelige flygtningedebat for en sjælden gangs skyld været stor interesse for danske forhold i de internationale medier.

Syd for grænsen har, ifølge Berlingske Tidende, 1.11.97, en mistanke angiveligt bredt sig om, at »den opblussede danske nationalfølelse ikke er så uskyldig«. I den forbindelse citeres fra Frankfurter Rundschau: »Der skulle ikke mere end en weekend med 30 anholdte illegale grænse-overløbere til for at udløse panik i Danmark. Højrefløjen begyndte at råbe op om at sætte militæret ind eller kræve indkøb af faldskærme, hvorved man kunne smide udviste flygtninge ned over deres hjemland,« beretter avisens københavnske korrespondent og tilføjer: »Selv den socialdemokratiske ledede regering synes at hoppe med på flygtningehysteriet.«

Den tyske Frankfurter Allgemeine konstaterer tilsvarende, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen konfronteres med massive krav om stramninger i udlændingepolitikken, som er blevet det vigtigste emne i det »hyggelige Danmark«.

Forundringen over den danske udvikling begrænser sig dog ikke kun til vore umiddelbare naboer. Det franske Liberation må således også konkludere, at »fremmedhadets feber har ramt Danmark«. Liberations udsendte medarbejder undrer sig over, at frygten for de fremmede kan blive et valgtema, når der er så få udlændinge i Danmark og skriver chokeret om en tilfældig bustur i Århus, hvor hendes somaliske selskab af en blond dansker får at vide, at hun ikke kan sidde ned, fordi hun er sort; og tilsvarende om et møde med en dansk politiker, som angiveligt mener, at en ridse i bilen er værre, hvis den er lavet af en bosnisk end af en dansk dreng. »Men nej, politikeren er da overhovedet ikke racist«, bemærker journalisten skarpt (Jyllands-Posten, 19.11.97.)

Den franske avis er heller ikke sen til at bemærke den slående kontrast mellem dette »det brutale fremmedhads« Danmark og så det »menneskerettighedernes« Danmark, som fører sig frem internationalt. »Dette brutale fremmedhad er så meget desto mere slående, fordi det viser sig et sted, hvor man ikke skulle vente den. I et kongerige, der står som en streng dommer over menneskerettighederne … og hvor der bor knap 4,4 procent fremmede,« skriver Liberation ifølge Berlingske Tidende, 20.11.

I en stort opsat, fire-spaltet artikel på forsiden af den amerikanske International Herald Tribune lyder overskriften ifølge Jyllands-Posten, 19.11.97: »Der gror et fremmedhadsk ukrudt i Danmarks lille, ordentlige have«. Her konstaterer avisen, ifølge Berlingske Tidende, 18.11.97, at Danmark »oplever en bølge at modvilje mod flygtninge og indvandrere.« Dette billede af Danmark har Herald Tribune vanskeligt ved at forene med det ellers udbredte af »et lille sted så smukt, så velopdragent og så mildt, at det fremstår som Guds eget lille røde hus med hvidt stakit foran.« Men på det seneste er der altså sket noget med lille glansbillede-Danmark, konstaterer Herald Tribune, »for når kun 4,5 procent af befolkningen består af udlændinge, er det jo ikke ligefrem sådan, at horder af fremmede er krøbet ind over landets grænser … der [må] åbenbart være sket et eller andet med danskernes tolerance,« konstateres det.

Den internationale avis bemærker, at racismen i Danmark er usædvanlig, fordi den ikke er kædet sammen med en økonomisk trussel. »Danmark er ikke blot et rigt land, der lurer heller ingen trussel i horisonten mod dets eksistens. Med kun 4,5 pct. fremmede i befolkningen er der hverken kommet nogen fremmede horder ind i landet, og der venter ingen ved grænsen,« hedder det undrende.

For en udenforstående betragtning, kan stemningen i det kontemporære Danmark således synes overophedet og proportionsløs, og låner måske trods alt skær af sandsynlighed til somaliministerens paralleller.

Ekstra Bladet, som vel nærmest kan betegnes som det nye fremskridtspartis og dermed de mest aktive højrekræfters vigtigste organ, taler således f.eks. bramfrit om et »oprør fra neden«; med kombinationen af nationalisme og social appel og et realitetsbegreb alene baseret på, hvad »vi alle sammen jo godt ved«, kommer tanken meget let til at ligge snublende nær en velkendt historisk ideologi. Særligt kendetegnende er i overensstemmelse hermed foragten for folk, som har brugt deres liv på at tilegne sig en viden, og som derfor mener med en vis ret at kunne korrigere de populære fordomme. »Ekstra Bladets spalteplads (er) for dyrebar til at blive fyldt med akademiske almindeligheder, som hærskaren af eksperter rundt om på landets universiteter altid er leveringsdygtige i,« som redaktør Sven Ove Gade fyndigt udtrykker det.

I den sammenhæng leverer Information, 3.11.97, dog en rammende »akademisk almindelighed«, i form af en simpelt leksikalsk note: »Fascismen er anti-intellektuel. Karakteriserer en stor del af kulturlivet som dekadent og snyltende, afviser fornuften som rettesnor og opfatter abstrakt tænkning som suspekt. Tilbyder i stedet enkle forklaringer, der imødekommer rådvilde menneskers behov for at finde syndebukke.«

Statslig legitimeret racediskrimination

De politiske tiltag for at ramme flygtninge og indvandrere synes uden ende.

Den 4.11.97 kan Berlingske Tidende berette, at arbejdsministeren nu ved en administrativ manøvre og således uden om folketingssalen simpelt hen vil indføre en sprogtest i dagpengesystemet. Skønner sagsbehandleren, at en dagpengemodtagers dansk ikke er tilstrækkeligt, frafalder dagpengeretten. Alt sammen naturligvis i forsøget på, som det hedder, at »motivere« de arbejdsløse ikke-danskere.

Med samme begrundelse skal ifølge regeringen nu også indføres særlovgivning for flygtninge på kontanthjælpsområdet. Thorkild Simonsen arbejder på at afskaffe kontanthjælp og i stedet sætte flygtninge på en lavere »integrationsydelse«, oplyser Jyllands-Posten, 8.11.97. Den nye integrationsydelse ventes at blive godt og vel 25 procent lavere end kontanthjælpssatsen, som arbejdsløse, hvide danskere modtager. Denne nedsatte ydelse skal gælde i mindst den toårige periode, som normalt betegnes som integrationsperioden; de konservative og Venstre ser dog gerne, at denne periode forlænges til syv år. Ordningen kommer til at omfatte nye flygtninge og familiesammenførte til flygtninge.

Indenrigsminister Thorkild Simonsens logik i denne sammenhæng er uantastelig: »Vi vil gerne motivere flygtningene til at søge arbejde i stedet for at være på sociale ydelser. Og ingen kommer til at lide tab. Jeg er sikker på, at de flygtninge, som kommer til Danmark, er vant til langt dårligere sociale ordninger«! At man med samme logik ville kunne argumentere for, at de nyankomne fremmede kun behøver at spise halvt så meget, kan gå i vores andres aflagte tøj, ikke behøver retssikkerhed og i øvrigt kan bo i forsømte ejendomme, synes ikke at afficere ministeren.

Berlingske Tidende skriver, 8.11.97, rammende om hastigheden i den politiske udvikling i Danmark: »Hvad der for få måneder siden ville være en fuldstændig kættersk tanke i Socialdemokratiet og hos de radikale, er i disse dage ved at blive regeringens officielle politik. Heri fortsætter indenrigsministeren også sin argumentation: Flygtninge, der kommer hertil, skal lære, at i Danmark arbejder vi, vore børn går i skole osv.«

Til indvendingen om, at forslaget indebærer en reel diskrimination af en bestemt gruppe mennesker defineret af deres etniske oprindelse – også kaldet racediskrimination – forklarer Politiken, 8.11.97, om flygtningeudvalgets overvejelser i forbindelse med lanceringen af det nye initiativ: »For at slippe uden om forskelsbehandling i forhold til andre kontanthjælpsmodtagere, som er ulovligt efter bistandsloven, ryger fremtidens flygtninge helt ud af det almindelige bistandssystem. Flygtninge skal i stedet modtage en helt ny og lavere integrationsydelse.« Der er dog naturligvis ikke tale om at undgå forskelsbehandlingen, men derimod naturligvis blot om at omgå juraen, så den faktiske diskrimination ikke kan lægges nogen til last.

Som altid synes eksperternes betragtninger at prelle af på de handlekraftige politikere. Antropolog Peter Hervik fra Københavns Universitet kan slet ikke se, hvorledes indgrebet overhovedet skulle få den ønskede effekt: »En hovedårsag til flygtningenes problemer med at få job er arbejdsgivernes modvilje mod at ansætte dem. Det har Arbejdsministeriet erkendt og det viser i øvrigt alle undersøgelser af problemet,« siger han til Jyllands-Posten, 8.11.97. Peter Hervik har også svært ved at se, at der skulle ligge et hensyn til flygtningene i at sænke deres offentlige ydelser: »Hvis der ikke samtidig sker noget på virksomhederne, så de får en chance for at få job, så er der ingen grund til at tro, at det her i sig selv løser noget som helst. Tværtimod kan man frygte at de bliver endnu mere udstødte at samfundet.« Og det kan vel ikke være politikernes mening?

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Arne Piel Christensen undrer sig også over logikken i forslaget, som synes at forskubbe den traditionelt fastsatte grænse for det acceptable eksistensminimum i Danmark: »Hvordan kan man på den ene side sige, at det kræver en indkomst på to gange bistandshjælpen for at kunne forsørge en ægtefælle, og på den anden side anse det for muligt, at en flygtninge familie kan klare sig for mindre end kontanthjælpen? Det hænger ikke sammen.«

Motiverende ydmygelse

For tiden er der flygtninge, som har den frækhed, på trods af at Danmark har afvist at beskytte dem, alligevel ikke at ville »samarbejde om deres hjemsendelse«, som det hedder. Den 9.11.97 stiller indenrigsminister Thorkild Simonsen sig således i Jyllands-Posten aldeles uforstående an: »Det er grotesk at så mange ikke vil medvirke. Jeg blev overrasket over, at det virkelig var rigtigt, at så mange asylansøgere bare spænder ben. Jeg fatter ikke, at det kan lade sig gøre.«

Den tidligere indenrigsminister Birthe Weiss (S) indførte en del stramninger overfor udviste asylansøgere for at presse dem til at rejse tilbage. De modtager nu kun basale offentlige ydelser i form af kost og logi. Alligevel har mange i årevis nægtet at rejse hjem. I dag har de tillige pligt til at melde sig hos politiet hver morgen klokken 8.00. Hvis de ikke møder op, bliver de fængslet, oplyser Jyllands-Posten 3.11.97. Formålet med den daglige meldepligt er at »motivere« de afviste asylansøgere til at tage hjem.

I samme avis beretter Nexhat Ademi fra Kosovo-provinsen i Serbien om livet i Danmark som afvist asylsøger: »Som albaner har jeg ingen rettigheder i Serbien. Vi har ingen mulighed for at få arbejde eller uddannelse, og vi bliver arresteret og chikaneret af politiet og myndighederne. Jeg er selv blevet fængslet og torteret, før jeg flygtede (…) Det er ydmygende at møde hos politiet om morgenen. Måske tænker folk, der går forbi, at vi har stjålet eller begået anden kriminalitet.« På trods af, at det er vanskeligt at få børnene passet, har familien ingen planer om at vende tilbage. Flere af dem lider af hovedpine, mangler energi og har svært ved at sove, fortæller avisen. De afviste asylansøgere kan kun håbe på, at nogen får øjnene op for deres situation og lader dem blive i Danmark.

Politiet får i pose og sæk

Man vil huske den megen snak om nedskæringer i politiet, som året igennem har taget spalteplads i dagspressen. Det fireårige politiforlig, som regeringen fik flertal for, og som skulle løbe til 1999, indeholdt blandt andet en besparelse på 265 stillinger, på baggrund af beregninger, som viste, at politiet ved at rationalisere forskellige procedurer faktisk ville være i stand til at yde nøjagtig samme eller bedre service, også med disse få færre stillinger.

Kort efter forligets vedtagelse blev politimidler og -beføjelse imidlertid med ét et afgørende tema i den politiske kamp om vælgerne, især i forbindelse med den såkaldte rockerkrig. Og gennem en solid mediekampagne, hvor ingen midler skyedes i forsøget på at tegne et billede af et politi i dyb krise, så dyb, at det ikke længere blot kunne varetage sine almindelige opgaver med en stigende følelse af »utryghed« i befolkningen til følge, lykkedes det politiet at få den tækkelige justitsminister til at føre en helt ekstraordinær bevilling på 300 millioner kroner igennem i folketinget, ekstraordinær ud over de ekstrabevillinger, som allerede flere gange var tilfaldet politiet til dækning af reelle merudgifter i forbindelse med f.eks. »rockerkrigen«, og det på trods af at intet som helst var ændret i de forhold, som initialt rimeliggjorde forligets besparelser, og på trods af at samtlige påstande om politiets angivelige armod og utilstrækkelighed gentagne gange var blevet dementeret også af højtstående politifolk.

Da nyheden om den enorme merbevilling offentliggjordes, udtalte ledende personer i rigspolitiet, at bevillingen var særdeles velkommen, men at den ikke ville få konsekvenser for i forhold til besparelsen på 265 mand. Nu ønsker rigspolitiet imidlertid ikke at kommentere spørgsmålet nærmere. Rigspolitichefen har nemlig sat politiforligets besparelser, som skulle have været gennemført som en del af grundlaget for merbevillingen, på vågeblus, fortæller Berlingske Tidende, 6.11.97. Det er lykkedes politiet at få i både pose og sæk.

»Trykheden må ikke sættes over styr,« bedyrer justitsminister Frank Jensen i Århus Stifttidende, 7.11.97. »Fremover skal den synlige indsats styrkes til gavn for borgerne. Og på vej mod årtusindskiftet ser vi vores politi blive mere synligt, mere tryghedsskabende og mere målrettet (…) Når der er tiltagende problemer, skal der også være midler til en ekstra politiindsats,« forsikrer justitsministeren. »Det er med andre ord fuld gang i det, som nogle politifolk kalder 'en stille revolution'«

En stille revolution!

Stress-strategien fortsætter

Lige siden den famøse »rockerkrig« brød ud, har de to klubber Hells Angels og Bandidos udgjort materiale til endeløse skriverier om »lov og orden«. Ikke mindst politiet selv har deltaget flittigt i debatten med indlæg om, hvor ressourcekrævende opklaringsarbejdet i forbindelse med disse stridigheder var og er, argumenter, som opinionen og politikerne villigt har lagt øre til, og som derfor også har båret overdådig frugt i form af gentagne ekstrabevillinger fra justitsministeriet og en rundhåndet slækkelse af de principper, som normalt afstikker og begrænser politiets handlemuligheder over for individet, herunder den lovbestemte afskaffelse af ellers grundlovssikrede frihedsrettigheder som forsamlings- og foreningsfriheden og retten til boligens ukrænkelighed – kendt som »rockerloven« – samt i større skala, men dog stadig kun på tegnebordet, en endelig undergravning af disse borgeres frihed og retssikkerhed ved indførelse af anonyme vidneudsagn som valide i retsager imod dem.

I stadig større udstrækning er det blevet overladt til politiets skøn, om, hvor og hvornår og i hvilken udstrækning disse borgeres rettigheder måtte gælde eller ej, hvilket har givet politiet nærmest frie hænder til at behandle disse efter forgodtbefindende. I forlængelse heraf skal det tilføjes, for det første at det i hele forløbet har været den eksplicitte strategi fra politiets side at gøre alt for at »stresse miljøet«, som det er blevet udtrykt, i håb om at kunne gøre tilværelsen så vanskelig og ubehagelig for klubbernes medlemmer, at disse ville resignere og nedlægge klubberne, for det andet, at denne stress-strategi i vid udstrækning rettedes ikke bare mod selve klubmedlemmerne, men – igen efter politiets skøn – også såkaldt »rockerrelaterede« personer, hvilket vil sige alle lige fra venner og familie til folk, som politiet har registreret som f.eks. besøgende ved en fest afholdt af et af klubbernes medlemmer eller sympatisører af den ene eller den anden slags. Denne vidtgående registrering og mistænkeliggørelse af en så bredt og løst defineret gruppe mennesker under betegnelsen »rockerrelaterede« har haft den for politiet fordelagtige bieffekt, at man i bestræbelserne for kollektivt at kriminaliseres hele miljøet stedse har kunnet henvise til enkeltstående tilfælde af kriminalitet udført af en af disse »relaterede« personer, men vel at mærke under fællesbetegnelsen »rockerkriminalitet«; i denne kriminaliseringsproces har pressen været endog yderst tjenstvillig.

Senest kan som eksempel henvises til Ekstra Bladet den 10.11.97, hvor en overskrift lyder: »Bandidos-rocker overfaldt betjente«. Artiklens formål er at rimeliggøre fængselsbetjentes krav om at give »rockerne« negativ særbehandling i fængslerne. Peter Jørgensen, tillidsmand for fængselsfunktionærerne i Nyborg udtaler således: »Episoden viser, hvad vi har sagt længe, nemlig at disse rockere skal holdes adskilte fra andre indsatte, og at der skal mere personale til.« Det viser sig dog ved nærmere eftersyn, at vedkommende slet ikke er medlem af MC-Bandidos, men en i politiets registre såkaldt »rockerrelateret«, hvilket som sagt er et overordentlig vidt begreb.

Politiet står dog, efter at opgøret mellem de to klubber har fundet en fredelig udgang, og der meget længe har været fuldstændig ro i miljøerne, nu i en lidt akavet position. Hvor man tidligere har kunnet henvise til »rockerloven« såvel som bikernes – på grund af »krigen« almindeligt accepterede – fredløshed i de daglige chikanerier (ransagninger, visitationer, udelukkelse fra restaurationer og beværtninger, formening af adgang til lejligheder eller forbud mod at være sammen med venner og bekendte og mod at bære den traditionelle vest med klubbens rygmærke), bliver muligheden af at hjemle sådanne behandlinger i »rockerloven« nu stadig ringere.

Claus Hagen Jensen, professor i offentlig ret ved Aalborg Universitet forklarer til Jyllands-Posten, 28.11.97: »Der har nu været fred mellem de to grupper så længe, at politiet kun kan benytte loven, hvis de har konkret formodning om et angreb fra en rivaliserende gruppe. Det er ikke nok at have en hypotese om, at der kan ske voldshandlinger.« Professor i strafferet ved Københavns Universitet, Vagn Greve supplerer sin kollega i samme avis: »Det gælder, når man tager ordlyden i loven og ydermere, når man tager i betragtning, at loven er på kant med menneskerettighederne. Så er det oplagt, at man skal fortolke bestemmelserne ekstra snævert til gunst for borgere, der bliver udsat for indgrebene.«

Disse betragtninger synes dog ikke at påvirke Rigspolitiet. Politimester Jens Henrik Højbjerg insisterer således igen i samme avis på fortsat at have fuld hånd og halsret over bikerne: »Vores vurdering er, at betingelserne for at bruge loven stadig er opfyldt, men det er selvfølgelig op til den enkelte politimester.« Politiet vil stadig på én gang være lovgivende og udøvende magt.

Begrundelsen for, at politiet således fremturer med fortsat at anvende »rockerloven«, som ifølge sin egen definition er et middel til at gribe ind over for en eksisterende konflikt mellem to stridende grupper og derfor ifølge de juridiske eksperter forlængst må betragtes som annulleret, behøver man ikke at lede længe efter. Politiets øverste overordnede, justitsministeren, har igen og igen gjort sin egen stilling ganske klar, at uanset hvad bikerne måtte foretage sig, så er det ministerens klare forsæt, at »komme det uvæsen til livs.«

For nylig er der til rækken af indgreb over for bikerne nu tilføjet, at også de advokater, som fører de i forbindelse med urolighederne dømte bikeres forsvar, må stå model til særlovgivning og mistænkeliggørelse. Direktoratet for Kriminalforsorgen har således bestemt, at forsvarsadvokaterne, som ellers har en lovsikret ret til frit og uhindret at omgås deres klienter også »inden for murene«, nu forbydes at medbringe mobiltelefon under besøgene i statsfængslerne i Nyborg, Horsens og Vridsløselille samt i Københavns Fængsler. Det medfører, at de må stå model til grundig kropsvisitation og gennemlysning af tasker og deslige, hver gang de skal møde deres klienter.

Formanden for Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Thomas Rørdam udtaler til Ekstra Bladet, 23.11.97 i den anledning: »Fængslerne har indført en 'ærekrænkende' kontrol af de advokater, der besøger deres klienter inden for murerne (…) Den ny praksis bør straks bringes til ophør, fordi den er udtryk for en generel mistænkeliggørelse af hele forsvarer-standen.« Ifølge Berlingske Tidende, 23.11.97, replicerer Jørgen Jacobsen, som er beskikket advokat: »Det er et ulovligt indgreb, for myndighederne har ingen hjemmel til det i loven (…) Forsvarerne kan ikke sidestilles med almindelige besøgende. Ifølge loven har forsvarere ret til uhindret forbindelse med deres klienter.«

I fængselsvæsnet gøres tillige en stor indsats i medierne for, at bikerne også under afsoningen skal kunne behandles særskilt og uden for de almindeligt tilkomne rettigheder. Man har således med gentagne antydninger, insinuationer og indicier – bevis er det ikke blevet til – påstået, at »rockerne« i fængslerne udøver en art mafiosisk tyranni over for såvel de andre indsatte som fængselspersonalet baseret vold og trusler. Tanken er, at man vil isolere disse »stærke fanger« i afdelinger for dem selv, hvor man kan slippe for at tage en række af de hensyn, som indsatte trods alt ellers har krav på såsom mulighed for fritidsaktiviteter os deslige. I Ekstra Bladet, 6.11.97, udtaler talsmand, Paul Jacobsen til den ende: »Der har været episoder, som vi af forskellige grunde har valgt at holde internt. Desuden er der jævnligt chikanerier mod personalet, og når rockerne siger, at der er ro, så er det fordi de sidder på magten.« Avisen oplyser, at funktionæren gerne så at man skar ned på de indsattes skolegang og fritidsaktiviteter.

Herudover fortsætter den almindelige chikane. Jyllands-Posten kan f.eks. den 15.11.97 – månedsvis efter, at urolighederne er ophørt – berette, at syv medlemmer af klubben Hells Angels er blevet forbudt at opholde sig i en lejlighed uden nogen særlig anledning. Til Berlingske Tidende, 27.11.97, beretter advokat Thorkild Høyer om en hel række lignende hændelser, hvor politiet åbenlyst grundløst har grebet ind over for bikere kun for indgrebets egen skyld. I et tilfælde har kampklædte betjente stormet en lejlighed, hvor nogle få klubmedlemmer sad og drak deres morgenkaffe.

»Rockerne blev anholdt og bortvist fra stedet. Andre rockere bliver – selv om de ikke optræder med rygmærker – smidt ud af værtshuse og diskoteker under henvisning til, at rocker-aftalen ikke tages alvorligt,« fortæller Thorkild Høyer og tilføjer: »Flere episoder de seneste uger har vist, at dele af politikorpset ikke tror på, at aftalen er alvorligt ment. Hvis det her skal lykkes, kræver det medspil fra politiet – ikke et aktivt modspil. Hvis man kun yder et aktivt modspil, så kan man meget let komme til at bære ansvaret for, at aftalen ryger på gulvet.« Og det kan vel ikke være politiets mening? I Jyllands-Posten, 28.11.97, spørger således også professor Claus Hagen Jensen: »Politiet risikerer at fremprovokere en genoptagelse af kamphandlingerne mellem de to stridende grupper. Med rockerloven lykkedes det at stresse dem så meget at de gik til forhandlingsbordet. Hvis politiet fortsat stresser dem, hvad er så ideen.«

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Bjørn Elmquists kommentar er betegnende for den politiske argumentation og synsvinkel i sagen. I forbindelse med spørgsmålet om »rockerlovens« fortsatte eksistens udtaler han til Jyllands-Posten, 29.11.97: »Jeg vil nok anbefale en forlængelse, for nu er det jo ikke sådan, at loven tvinger politiet til at forbyde rockerne at samle og opholde sig bestemte steder. Det er blot en mulighed, politiet har. Og jeg mener, at det ville være et forkert signal at udsende, hvis vi stemte imod rockerlovens forlængelse nu.«

Det handler altså om politiske »signaler«, dvs. om vælgere. Spørgsmålet om en flok borgeres – og dermed retsstatens – undergravede sikkerhed forsvinder i politisk opportunisme.

Valgflæsk

Forud for kommunevalget besøger statsministeren narkobehandlingscenteret »Projekt Menneske« på Vesterbro for at profilere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, fortæller Berlingske Tidende, 15.11.97. Øjensynligt er centeret et af de få steder af denne slags, som – endnu – har overlevet overborgmesterens ellers storstilede byfornyelses- og udrensningsprojekt i bydelen.

Til det lyttende publikum – og stemmepotentiale – på institutionen lød landsfaderens rørende forsikringer: »Vi svigter ikke.«

»Vi lader jer ikke i ro i lang tid ad gangen. Det tager i skade af,« fortsatte statsministeren. »Vi tager jer i kraven, vi kommer ned og henter jer på gaden, på Hovedbanegården eller hvor det er, og siger til jer, at så er det om at komme i gang igen.«

Et alvorligt, men uudtalt problem for den – måske – velmenende statsminister er det dog, at forholdene for de hjemløse, i København såvel som i resten af landet, i takt med besparelser og nedprioriteringer reelt bliver stadig ringere. Der er 2.300 pladser til hjemløse i Danmark, hvoraf 40 procent ligger i København. Der er et konstant og voldsomt pres på forsorgshjemmene, og det skyldes, at der ikke er nok udslusningsboliger til de folk, der bor på herberg, hvilket igen har den direkte konsekvens, at der ikke er tilstrækkelig plads til akut trængende. Op imod en fjerdedel burde bo andre steder end på herbergene, men kan af den ene eller anden grund ikke få et sted at bo. Boligselskaberne er f.eks. ikke meget for at udleje til psykisk syge eller narkomaner, og folk i almindelighed vil ikke have disse mennesker som naboer. Alene i år har Kjeld Rasmussen, inspektør på Viborghøj i Viborg, således måttet afvise 1.000 henvendelser, mod 641 sidste år, fordi der ikke er plads, oplyser Berlingske Tidende, 14.11.97.

De barske realiteter beskriver Kjeld Rasmussen – i grel modsætning til statsministerens valgforjættelser – som følger: »Vi burde egentlig give folk et bedre tilbud, men der er jo heller ikke for mange psykiatriske sengepladser. Og så må vi afvise nogen, der er endnu dårligere. De må kravle i en container.«

»Der er fyldt op på herbergerne,« fortæller Jens Hansen fra foreningen HUS til Jyllands-Posten, 14.11.97. »Men det er heller ikke dér, vi vil være. For der er hele tiden nogen, der bestemmer, hvad vi skal gøre, og hvornår vi skal stå op. Vi vil have et sted, hvor vi kan være os selv.«

Birgit Christensen fra Herberget Sundholm på Amager, landets største institution for hjemløse, beskriver i Berlingske Tidende 13.11.97 et lignende valgmøde, hvor politikere med til lejligheden medbragt optimisme, gode hensigter og socialt engagement ligesom alle deres kolleger anglede efter lette stemmer. Retrospektivt om den efterfølgende paneldebat trækker Birgit Christensen, som er beboer på hjemmet, linierne op for den virkelighed, som hun og mange andre hjemløse er henvist til, også når valget er ovre:

»Det afgørende og det væsentlige blev ikke nævnt. Magtfordrejning og manipulation. Vi var alle tykt til nar, mens vi pænt sad der og lyttede til deres fedtede hykleri. Københavns Kommune sælger ud af sine ejendomme og tjener millioner af kroner. Anvendelsen blev ikke omtalt. De bliver naturligvis anvendt i forbindelse med byfornyelsesprojekterne, Ørestaden, metroen, facaderenovering i Storkøbenhavn (…) Fra 1998 vil de opkøbte ejendomme efter al sandsynlighed stige i værdi både på grund af modernisering, men især fordi beboerne jo nu tilhører en særlig »klasse« af mennesker, der har råd til at betale en høj husleje. Og os, der er uden bolig, og som blot ønsker tryghed, tag over hovedet og en smule varme, kommer til at stå i lange køer for at få ly for natten, for der er ingen prisbillige boliger. Det er den politik, som både kommunen og Folketinget bevidst fører … Hvis blot folk ville åbne øjnene for den kynisme, der ligger til grund for den politik, der føres, ville meget se bedre ud. Det her handler ikke om kroner og ører, det handler om selvrespekt og solidaritet!«

Det er tvivlsomt, om det også gør det for statsministeren – og også gør det efter valget.

Jeppe Berg Sandvej