»Da Uffe Ellemann-Jensen for nylig bebudede, at Venstre vil gøre flygtningepolitikken til et valgkamptema, blev han straks fordømt af socialdemokrater, radikale, venstrefløj og godhedsindustri. Det var ulækkert og følelsesbetonet og derfor upassende, sang koret et par dage. Så vendte vinden.«

Ekstra Bladets lederskribent hoverer den 1.10.97 over endelig at kunne konstatere, at regeringspartierne, de tossegode »humanister«, som hidtil har hånet og revset gode danskere for deres ærlige bekymring over »flygtningestrømmen« og »de fremmede« og den immanente trussel mod den danske integritet, politikere, som har ignoreret harmen og frygten hos manden på gaden og måske endog kaldt hans udgave af »realiteterne« for medieskabt hysteri, og som har nægtet at adlyde det populære krav om hurtig og målrettet indgriben for en endelig løsning på problemet; at disse samme politikere, som i årevis blåøjet har prædiket tolerance og manet til besindighed, nu langt om længe har måttet bøje nakken for presset og har givet efter for folkets stemme. Eller rettere: for folkets stemmer.

»Nye meningsmålinger viser, at et flertal også blandt socialdemokratiske og radikale vælgere protesterer (…) Det er disse holdningsskred, der omsider har vækket regeringspartierne. Altså angsten for at blive lammetævet først ved kommunevalget til november og dernæst ved folketingsvalget,« fortsætter lederen triumferende.

Danmark står foran valg, og meningsmålingerne taler deres eget tydelige sprog. Dansk Folkeparti, som har taget samme navn som et semi-nazistisk parti fra besættelsestiden, og hvis vigtigste politiske paroler da også er nationalromantiske forsvarstaler for dansk kulturel racerenhed, stormer frem og forventes at kunne mindst tredoble sine nuværende fire mandater i Folketinget og således reelt blive Danmarks fjerdestørste parti.

»Dansk Folkeparti har simpelt hen hele æren for, at de andre partier nu er begyndt at tage flygtninge- og udlændingespørgsmålet alvorligt,« lød det rosende ifølge Berlingske Tidende, 5.10.97, fra den kristne hofxenofob, pastor Søren Krarup, på Dansk Folkepartis årsmøde. Og meget tyder virkelig på, at han har ret – for så vidt det at »tage udlændingespørgsmålet alvorligt« forstås i den helt særlige forstand, som sammenhængen antyder.

Vi bringer her et repræsentativt udpluk af regeringspartiernes seneste tiltag på området; en bredside af indgreb og forslag om opstramninger – omfattende såvel tvangsarbejde og tvangsintegration som særlovgivning – som regeringen har lanceret i valgkampens seneste febrilske fægtninger i forsøget på at harmonisere flygtningepolitikken efter højreskredet i vælgerskaren.

Berlingske Tidende kan den 1.10.97 berette om, at regeringen nu har nedsat et ekspertudvalg, som skal undersøge mulighederne for i fremtiden i videst muligt omfang at forhindre flygtninge i at opnå varig opholdstilladelse. Det kan gøres ved f.eks. at indføre begrebet »midlertidig beskyttelse« i udlændingeloven. Et andet aspekt af den nye strategi tænkes at være en udvidelse af midlertidigheden, som i dag er tre år, til fem år, et forslag, som den radikale leder Marianne Jelved så sent som den 21.9.97 i Berlingske Tidende kaldte »meget, meget kynisk«. Det kan man da kalde politisk udvikling.

Afstanden til den nærmeste højrefløj, de konservative og Venstre, som foreslår grænsen sat ved syv år, er hermed betydeligt formindsket.

Allerede få dage senere overgår regeringen dog sig selv i kreativitet med et forslag, som reelt indebærer, at grænsen gøres flydende for, hvornår en midlertidig opholdstilladelse skal overgå til en varig ditto. Argumentationen lyder nu, at dansker-aspiranterne først må gøre sig fortjente til at modtage den permanente tilladelse. Weiss forklarer:

»Vi mener, at der skal stilles nogle minimumsbetingelser for at opnå permanent opholdstilladelse. Først og fremmest krav om en ikke alt for plettet straffeattest og om en dokumenteret vilje til at lære dansk. Med andre ord, automatikken skal væk.« (Aktuelt, 8.10.97). Ingen skal tro sig sikker.

Selv om nogle måtte mene, at der reelt er tale om krav og efterfølgende repressalier, hvis disse ikke opfyldes, vil Weiss nu hellere tale om »tilbud«. Hun uddyber argumentationen i Berlingske Tidende samme dag.: »Det, vi gør her, er at skabe en kæmpe gulerod, for at man knokler på for at blive godt integreret, for så får man en permanent opholdstilladelse.«

»Udgangspunktet er, at flygtninge og indvandrere skal betragtes som en ressource … Der er mange ressourcestærke mennesker imellem,« fortsætter hun. På trods af ministerens egen optimisme hersker der dog nogen uvished om, hvordan de nye impulser skal opfattes for ikke at sige udføres i praksis. Og spørgsmål som de, der stilles i Informations Nyhedsanalyse, 8.10.97, ligger da også lige for: »Skal danske embedsmænd gå rundt i FNs flygtningelejre og undersøge negrenes tænder og hænder? … Skal Udlændingestyrelsen i familiesammenføringer – ud over som nu at bedømme, om den herboende ægtefælle kan forsørge sin udenlandske mand eller kone – vurdere den udefrakommendes uddannelsesniveau? Læsehastighed? Egnethed til manuelt arbejde? Sundhedstilstand?«

Den konservative ordfører, Helge Adam Møllers kommentar til indenrigsministeren forslag er sigende for udviklingen i dansk politik: »Regeringen er vendt 180 grader. Det hilser jeg naturligvis velkommen.« (Jyllands-Posten, 8.10.97).

På det økonomiske område skorter det heller ikke på fantasien, når det kommer til at opstramme kursen over for »de fremmede«. De radikales flygtningeordfører, Henrik Svane, foreslår at afskaffe bistandshjælpen til flygtninge til gengæld for en lavere integrationsydelse, fortæller Berlingske Tidende den 1.10.97. Argumentationen støtter sig til den meget udbredte forestilling, at strafforanstaltninger generelt virker »motiverende«, så snylterne og de dovne »vælger« at finde sig et arbejde i stedet for at lade sig forsørge. Hans holdninger deles af partiets nye formand, Johannes Lebech, som ifølge avisen udtrykker ønske om, at »Det Radikale Venstre skal være mere offensiv på flygtningeområdet,« hvilket næppe indvarsler en mildere kurs.

Formanden for Socialdemokratiets interne flygtninge- og indvandrer-udvalg, Leif Geertsen foreslår også lavere ydelser til flygtninge. Han er ifølge avisen »bekymret over, at partier som Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet vinder frem i meningsmålingerne ved deres kontante flygtningepolitik«, og mener derfor, at Socialdemokratiet »skal turde gå ind i debatten«, hvad det så end nærmere måtte indebære.

Samme dag kan Ekstra Bladet fremlægge regeringens forslag om øjeblikkelig tvangsarbejde til nyankomne flygtninge. Vægrer de sig af den ene eller den anden grund, vil de miste retten til bistandshjælp. Ifølge indenrigsminister Birte Weiss, kan den nye lovgivning som sidegevinst tjene til moralsk opdragelse og en styrkelse af flygtningenes karakter, så de »bliver selvhjulpne og ansvarlige for deres eget liv«, som hun udtrykker det. Hun uddyber sine planer i en kronik i dagbladet Aktuelt. Heri hedder det blandt andet:

»Helt kort består nytænkningen i: at alle nytilkomne udlændinge skal under integration; at forbedre integrationstilbudene til udlændinge; at stille relevante krav til udlændingenes aktive deltagelse i integrationsprocessen og at opstille nogle minimumsbetingelser for, at udlændinge kan få permanent opholdstilladelse.

Kronikken udmærker sig ved en iøjnefaldende flittig brug af ordene »tilbud« og »behov«; iøjnefaldende i betragtning af, at »nytænkningen« ikke implicerer skyggen af frivillighed, men udelukkende handler om tvang.

Sådan ser det imidlertid ikke ud for indenrigsministeren:

»Ikke bare flygtninge, men også mange indvandrere har behov for integration i en periode. I princippet bør alle udlændinge, der har behov for det, være omfattet af integrationstilbudene. Disse tilbud skal til gengæld tilpasses den enkeltes behov og forudsætninger« (min kursiv).

I forbindelse med et kommunalt projekt for at få de nyankomne i sving, udtaler den socialdemokratiske rådmand Lis Særkjær Petersen til Århus Stifttidende, 1.10.97: »Flygtninge og indvandrere har, når de kommer til landet, en stor lyst til at arbejde for de penge, de får. Og det er den positive indstilling, vi skal udnytte.« Man kan i forlængelse af indenrigsministerens tankegang kun gisne om, hvor bogstaveligt udtrykket »udnytte« i denne sammenhæng skal tages. Men Lis Særkjær Petersen har sikkert ret i, at mange flygtninge virkelig er parate til nærmest hvad som helst, hvis alternativet er enten hjemsendelse eller fattigdom.

Som noget helt nyt i interneringsprogrammet er man i Århus i forlængelse af den fremherskende idé om, at det er lediggangen, der fordærver, fremkommet med planer om at oprette arbejdslejre – med en køn eufemisme kaldet »væksthuse« – for kommunens nye flygtninge, hvor det er planen, at udanskerne skal modtage »arbejdstræning og træning i dansk kultur«, oplyser Århus Stifttidende, 1.10.97.

Alt tyder virkelig på, »at de andre partier nu er begyndt at tage flygtninge- og udlændingespørgsmålet alvorligt«, som pastor Krarup udtrykte det. Klaus Rothstein fra Dansk Flygtningehjælp opregner i Berlingske Tidende, 14.10.97, 18 lovindgreb på flygtningeområdet over de sidste fem år. »Da vi i 1983 fik udlændingeloven, var den meget liberal. Men siden er den blevet strammet igen og igen og igen. Og man kan bestemt ikke sige, at den nuværende regering står tilbage for de tidligere borgerlige regeringer,« siger han.

»Det er dejligt, at fornuften marcherer,« hedder det i førnævnte leder i Ekstra Bladet, som slutter med følgende tankevækkende overvejelse: »Det er ganske tankevækkende, at der skulle regulære trusler fra vælgerne til at flytte de regerende politikere hen i nærheden af sund fornuft. Åbenbart kan de ikke tænke selv.«

Politiets korrekte brutalitet

Dansk Politiforening krævede for nylig 100.000 kroner i erstatning af forfatteren og filmmageren Christian Braad Thomsen for i en artikel at have udtalt sig injurierende over for politiet. Han har nu modtaget en dom på dagbøder beløbende sig til i alt 3.000 kroner, fortæller Ekstra Bladet, 2.10.97.

Braad Thomsens åbenbart strafbare kritik af politiet skal ifølge avisen bl.a. have været møntet på en bestemt, meget voldsom anholdelse af en vietnamesisk statsborger foran resaturant Parnas, hvor den uskyldige arrestant – tilfældig- og uheldigvis under overværelse af en række prominente gæster heriblandt lokale politikere – fik tærsk, mens han lå i håndjern med ansigtet i asfalten (en episode, som de ansvarlige myndigheder siden hen ikke fandt grund til at kritisere), samt på en række andre episoder, hvor politiet, også med myndighedernes accept, har ladet deres hunde gå løs på mennesker.

»Det, der foregår, er perverst og sadistisk. Det danske politi viderefører med sin praksis en nazistisk tradition, som burde være et civiliseret samfund fremmed. Jeg skammer mig over at være medlem af et samfund, hvor det er tilladt at slippe rovdyr løs på mennesker,« sagde Braad Thomsen i en artikel i Ekstra Bladet i september.

Og den slags sker altså ikke ustraffet i et land som Danmark.

Organiseret kriminalitet eller organiseret propaganda?

Når en fodboldspiller tages i at sælge narkotika, er der naturligvis ingen der kommer på den absurde tanke, at hans holdkammerater i virkeligheden skulle stå bag en organiseret kriminel sammensværgelse. Men når et perifert prøvemedlem af en motorcykelklub tages i lyssky handel med indsmuglet spiritus, er ingen i tvivl om, at vedkommende blot er håndlanger i et landsdækkende, organiseret netværk af mafiosiske dimensioner.

Jyllands-Posten kan således den 4.10.97 oplyse, at Københavns Politi mener, at Hells Angels står bag et forsøg på at sælge russisk smuglervodka på det sorte marked på Sjælland. Bagmandsteorien begrundes med, at en af de fire anholdte er prøvemedlem af Hells Angels Nomads på Amager.

Man tør slet ikke gisne om konsekvenserne, hvis samme princip anvendtes på f.eks. et politisk parti, således at de enkelte medlemmers eventuelle lovovertrædelser såsom skattesvindel, sort arbejde, spirituskørsel, snyd med diæter eller lignende aktiviteter principielt kunne lægges alle partiets medlemmer kollektivt til last. For slet ikke at tale om, hvis hele politikredse eller endog den ganske politistyrke kunne klandres for enkelte politifolks violation af deres bemyndigelser i form af unødig vold, uautoriserede visitationer, grov optræden eller andre krænkelser af borgeres retsgaranterede integritet.

I forlængelse af den fortsatte stress-strategi – sådan har politiet selv benævnt fremgangsmåden i forbindelse med den såkaldte rockerkrig mellem Bandidos og Hells Angels – hvortil ovennævnte mistænkeliggørelse vel må henregnes, kan Jyllands-Posten, 5.10.97, fortælle, at politiet i en række større byer har fundet en smart måde at indføre forbud mod, at bikerne bærer deres traditionelle påklædning inklusive rygmærker. Man giver dem simpelt hen individuelle tilhold mod at komme bestemte steder – f.eks. samtlige beværtninger i en bys midte – med den begrundelse, at de intimiderer de andre tilstedeværende.

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye Nielsen fra Aalborg Politi forklarer, at målet for den eklatante særbehandling er at »forhindre dem i at sprede skræk med deres rygmærker.«

»Når de er i 'uniform', skaber de helt tydeligt utryghed blandt andre gæster. Og det kan vi ikke acceptere,« mener politiinspektøren.

Den samme slags tilhold er allerede i stort omfang anvendt mod narkomaner, begrundet ikke i deres frygtindgydende, men derimod i deres »afskyvækkende« fremtoning, og det næste naturlige skridt vil selvfølgelig være, at også mennesker med alt for mørkt hår og den forkerte hudfarve, for slet ikke at tale om tilslørede kvinder eller mænd i anden fremmedartet traditionel påklædning må bedes om at holde sig borte fra steder, hvor de kan gøre almindelige mennesker utrygge. At »de fremmede« spreder utryghed blandt den danske befolkning, er trods alt en veldokumenteret statistisk kendsgerning …

Det danske u-dannelsessystem

I en tid, hvor politisk argumentation på det nærmeste er reduceret til ad hoc pseudostatistik, stemmeliderlig leflen for folkelige fordomme og skræmmebilleder og i det uendelige gentagne floskler og maleriske nonsensbegreber som »danskhed«, »flygtningestrøm«, »voldsbølge« osv., er viden og oplysning selvsagt i laveste kurs. Det er sådan set lige meget, om det er sandt, så længe vælgerne tror, det er sandt. Størstedelen af befolkningen er mistænksomme, bekymrede eller direkte angste, det være sig over »rockerne«, »de fremmede«, de autonome, narkomanerne eller andre marginale grupper, og det er spillets regler, at vil man vinde i politik, så må man også spille med. Det nytter ikke at fortælle frøken Hansen, at hun tager fejl, for så går hun bare et andet sted hen og får ret.

Midt i denne middelalder, hvor den brede dannelse og den dermed følgende tolerance er den største mangelvare, fremturer landets undervisningsminister med en splinterny 100-punktsplan for hele uddannelsessystemet fra folkeskolen til de videregående uddannelser, som kort og godt abbrevierer begrebet »uddannelse« til en forberedelse til erhvervslivet, hvor begreber som menneskelig forståelse, tolerance og humanisme selvsagt til enhver tid må vige for »realiteterne«, hvilket som oftest vil sige den røde streg i bunden af købmandsregnskabet.

»Det ville være forkert, hvis man ikke lyttede til erhvervslivet for at høre, om vi i uddannelsessystemet kan gøre noget for at imødekomme relevante ønsker,« docerer Ole Vig Jensen i Jyllands-Posten, 11.10.97. For at nå sine mål, vil han blandt andet give erhvervslivet øget indflydelse på uddannelserne, enkelte firmaer skal for eksempel have mulighed for at sponsorere særlig dyr undervisning på uddannelsesstederne – hvilket i længden selvfølgelig betyder, at de reelt overtager kontrollen med forskningen og beslutningen om, hvad der skal forskes i, og hvad ikke – og erhvervslivet skal have flere repræsentanter i de styrende organer på de videregående uddannelsesinstitutioner. Samtidig vil erhvervslivet få større mulighed for at påvirke ministeriets vurdering af de enkelte uddannelsers »kvalitet«; et begreb, som efter de nye forhold er blevet synonymt med »erhvervsrettethed«.

Danmark er verdens mest gennemregistrerede land

Ifølge Peter Blume, juraprofessor ved Københavns Universitet, er Danmark nu verdens mest gennemregistrerede land. Myndighederne har f.eks. således, ifølge Politiken, 19.10.97, i dag omtrent 3.500 offentlige registre med følsomme oplysninger til kontrol af borgerne. Og tiltagene på overvågnings- og registreringsområdet bliver stadig flere og stadig mere gennemgribende, samtidig med at grænserne mellem de allerede eksisterende registre ophæves.

»På mange måder er det en salamimetode,« forklarer Peter Blume. »Hvert nyt skridt kan begrundes med fornuftsmæssige argumenter. Men samlet fører det til en øget overvågning af borgerne.«

Morten Kjærum, direktør for Det Danske Center for Menneskerettigheder, stiller sig i samme avis overordentlig kritisk an over for udviklingen, som han betragter som styret af økonomiske hensyn og kravet om effektivitet, hurtige resultater og lette løsninger.

»Overvågningen står slet ikke på dagsordenen som et problem. De her tiltag bliver altid præsenteret i forbindelse med en god sag. Vi vil alle gerne have en effektiv offentlig administration. DNA-registrering vil forbedre politiets opklaringsmuligheder væsentligt. Og vi er alle indstillet på, at politiet skal opklare så mange forbrydelser som muligt. Men hvor langt vil vi gå?« spørger direktøren for menneskerettighedscentret. Svaret er tilsyneladende – den seneste tids adskillige tiltag på området taget i betragtning – at vi er parate til at gå endog overordentlig langt.

Først i oktober forlanger Venstre-borgmesteren Peter Brixtofte således med den største selvfølgelighed, at samtlige offentlige registre om dagpenge, bistandshjælp, skat, moms og andet skal samkøres. Han kritiserer i samme åndedrag skeptikerne for »registerhysteri« og beskylder dem for at stå i vejen for effektivitet og rationalitet på området.

En sådan samkøring af registre vil have størst konsekvens for svage grupper, bemærker Kjærum, det være sig bistandsklienter, arbejdsløse, flygtninge, kriminelle og andre minoriteter, simpelt hen fordi de i størst omfang kommer i forbindelse med de offentlige myndigheder. Utvivlsomt er det da også primært netop sådanne grupper, man ønsker at få skovlen under.

Også hvad angår den offentlige overvågning af borgerne er samfundet i rivende udvikling. Midt i oktober blåstempler justitsminister Frank Jensen med bred opbakning fra Folketingets Retsudvalg videoovervågning af passagererne på buslinjer i hovedstadsområdet. Initiativet skal ifølge Århus Stifttidende, 10.10.97, i Århus følges op af opsætning af overvågningskameraer i banegårdens haller. Avisen har spurgt en række rejsende ud om deres holdning til de nye initiativer. Symptomatisk giver ikke én af de adspurgte udtryk for nogen principiel bekymring i den anledning.

»Det er helt i orden med overvågning. Med alt det, der foregår her inde om aftenen, er det en tryghed,« mener en rejsende; »det ville ikke røre mig at blive video-overvåget, og hvis der er en masse ballade, så kunne det da godt give mig lidt tryghed,« mener en anden. Det handler om tryghed, og det øjensynligt for enhver pris.

»Jeg har ikke noget imod kameraer,« forklarer en tredje rejsende, »for det er ikke os, der laver ballade.« At oprettelsen af et så omfattende overvågningsapparat er et overmåde effektivt middel til forfølgelse og undertrykkelse i hænderne på en statsmagt blot en kende mere antihumanistisk indstillet end den siddende, falder øjensynligt ingen ind. Så længe det blot er nogle andre, man holder øje med …

Om den nye offentlige videovervågning replicerer Morten Kjærum i førnævnte avis: »Det er en meget bastant overvågning af folks færden på offentlige steder. Din færden bliver båndet og registreret. Det åbner for noget, som ikke bliver brugt i dag. Men når kameraerne er der, skal der ikke ret store ændringer til i samfundet, før det bliver farligt.«

Senere i oktober forlanger Per Kaalund (S) tvungen DNA-registrering ved alle familiesammenføringer mellem børn og forældre fra flygtningelande, hvor der før har været »svindlet« med familieskabet. En sådan registrering skal selvfølgelig samkøres med myndighederne i de øvrige Schengenlande. Altsammen selvsagt kun for at komme »svindlere og bedragere til livs«, som det populært hedder.

»Overvågning og registrering tjener altid et fornuftigt formål,« forklarer Morten Kjærum til Politiken, »Det gode formål bliver stillet op over for privatlivets fred … Det ene skridt tager det andet. Når vi nu først har lavet det her register med fingeraftryk af asylsøgere, og der sker en forbrydelse. Kan vi så fastholde, at vi lavede det register med det ene formål, at det kun skulle bruges af udlændingemyndighederne? Og hvorfor kun have aftryk af de udlændinge, der er kommet i de seneste år? Hvoror ikke udvide det til alle?«.

Som noget relativt nyt, er der siden begyndelsen af 1980erne blevet sendt blodprøver fra alle nyfødte her i landet til opbevaring på Statens Seruminstitut, fortæller Politiken, 19.10.97. Forældrene kan sige nej til opbevaringen, men de færreste gør det, og hvis det fortsætter sådan, vil samtlige danskere være registreret på denne måde i slutingen af næste århundrede. Til den tid er DNA-analyser sansynligvis både billige og lette at genneføre, og et sådant blodprøveregister vil blive et helt uvurderligt redskab ikke mindst for politiet.

I forlængelse heraf udtaler Mette Hartlev, lektor i sundhedsret ved Københavns Universitet om en lignende praksis, hvor hospitalerne ved hver operation gemmer et lille stykke væv til kontrol af kvaliteten af behandlingen og til forskining.

»De vævsprøver indeholder ekstremt følsomme oplysninger. Den overvejende del af patienterne er ikke klar over, at de har afgivet en vævsprøve. De ved heller ikke, hvad den kan blive brugt til. Der er mange, som vil være meget interesserede i at få fat i oplysningerne i de vævsbanker. Det kunne være politiet, forsikringsselskaber og arbejdsgivere,« mener Mette Hartlev. Et ønske, som de med den seneste udvikling på registersamkøringsområdet ikke har alt for lange udsigter til at få opfyldt.

»Menneskerettigheder er altid lidt besværlige og dyre. Det koster noget at gennemføre en retfærdig rettergang. Men derfor ville vi ikke drømme om at vende tilbage til at bruge tortur, selv om det er billigt og giver mange tilståelser,« mener Morten Kjærum. FN-organisationers gentagne kritik af Danske myndigheders anvendelse af isolationsfængsling som psykisk tortur sætter dog spørgsmålstegn ved Kjærums forsikringer.

Tidens løsen er effektivitet, og principielt er der ingen grænser for graden af effektivitet i den offentlige forvaltning og i myndighedernes magtudfoldelse. Spørgsmålet er alene, hvilken pris vi er parate til at betale – hvor langt vi er parate til at gå.

Tvangsinternering på ubestemt tid og statsautoriseret hjernevask

Rigspolitiet har netop afsluttet, hvad de har kaldt en »kortlægning« af bandekriminaliteten i Danmark, oplyser Berlingske Tidende, 19.10.97. Der er naturligvis hverken tale om en objektiv etnologisk, sociologisk eller kriminologisk undersøgelse af miljøerne; sådanne har en tendens til at skuffe i forhold til de forventede resultater, og man har derfor i stedet valgt at spørge landets politikredse til råds, hvilke ikke overraskende velvilligt har bekræftet selv de dystreste forventninger.

Der bliver i den sammenhæng naturligvis ikke lagt skjul på, at det er de »fremmede«, de unge såkaldte 2. generationsindvandrere, der repræsenterer den primære trussel. I overensstemmelse hermed understreger chefpolitiinspektør Poul Erik Møller ifølge Jyllands-Posten, 19.10.97, problemernes kulturelle karakter – hvormed der naturligvis ikke hentydes til problemer med den udadlelige danske »kultur«.

»Vi har med en gruppe at gøre, som ikke respekterer noget som helst,« docerer inspektøren. »Så hvad kan vi stille op. De er totalt umulige at få indpasset i de normer, vi kender fra vores egen kultur.« Det forudsættes heri åbenbart, at læseren på forhånd er bekendt med de omtalte »normer«.

»Det er folk, der ikke taler med hinanden på sammen måde, som vi gør det, når der opstår uoverensstemmelser,« fortsætter politiinspektøren sin analyse. »De kommunikerer med baseballkøller, skydevåben og knive. Og de udviser total foragt og mangel på respekt for vores normer og kultur.« Måske leksikalske artikler fra forrige århundrede om de sorte undermenneskers notorisk uforbederlige bestialitet og råhed rinder nogen i hu …

For justitsminister Frank Jensen ligger problemet på tilsvarende måde i, at de unge ser samfundet som deres fjende. Betegnende for justitsministerens indstilling til løsning af samfundsproblemer generelt er kuren naturligvis heller ikke her en ændring af samfundet eller af dets syn på de unge, men derimod i en ændring af de unges syn på samfundet.

»Det er på tide, at vi får udviklet nogle socialpædagogiske redskaber til at få unge indvandrere til at ændre adfærd, så de ikke opfatter samfundet som deres fjende,« udtaler han til avisen. En opfordring, der med forbilledlig iver snart tages op af Socialministeren.

»Ny opdragelsesmetode skaber håb,« lyder den forjættende overskrift således, hvorunder socialminister Karen Jespersen i Jyllands-Posten allerede 21.10.97 fremlægger sit bud på redskabet, der skal løse problemet. Tanken går i al sin effektive enkelhed ud på i bogstaveligste forstand at skaffe de implicerede unge »af vejen«.

»Projektet« har med sædvanlig politisk flair for eufemismer fået navnet »Ny Start«. Uagtet metoden er af temmelig gammel dato, nærmere betegnet fra starten af århundredet, og med et mindre smigrende, men mere udtømmende udtryk blot kunne kaldes tvangsanbringelse. Taktikken lyder på kompulsiv anbringelse af problembørn helt ned til 12-årsalderen, og således altså langt under den kriminelle lavalder, på lukkede døgninstitutioner. Et særligt raffinement ved den nye ordning er, at anbringelsen lovligt kan ske uden forudgående retssag, uden dom og uden fastsat tidsbegrænsning. Denne opulente tilsidesættelse af de ellers anerkendte retssikkerhedsprincipper, finder dog juridisk hjemmel, så længe foranstaltningerne hedder sig at have »socialretlige formål« – altså så længe man kalder overgrebet for »behandling« i stedet for »straf«, forklarer professor i strafferet, Vagn Greve, i Politiken, 22.10.97.

Ifølge socialministeren, som har høje forventninger til det nye initiativ og ligefrem tør håbe hermed »at komme nogle af de sociale problemer i Danmark til livs«, er der tale om et redskab, hvis formål er at »optræne sociale færdigheder hos belastede børn og unge«. Men ministerens forventninger rækker videre end til de unge såkaldte 2. Generationsindvandrere. I det hele taget håber socialministeren med det nye vidunderredskab at kunne tage en hel række af samfundets »problemer« under (tvangs)behandling. »Det gælder fængslet, og det kan gælde folk, der er havnet i massive sociale problemer som f.eks. hjemløshed,« forklarer hun. »De kan heller ikke bare gebærde sig i et almindeligt samfund og indgå i relationer med andre mennesker,« som hun udtrykker det.

Om sigtet siger socialministeren kort og godt: »Det er at give unge og andre den opdragelse, de aldrig har fået hjemme.«

Hvad denne statslige opdragelse i større detalje kunne indebære, kommer den nyudnævnte indenrigsminister, Thorkild Simonsen, kort ind på dagen efter i Politiken. »Det skal ikke være fængsler i gammeldags form,« forklarer han, »snarere et sted, hvor de måske kan arbejde og lære noget om danske forhold«!

Også de kommunale socialchefer hilser Socialministeriets »nytænkning« velkommen. Jane Torpegaard fra Greve Kommune, som er formand for socialcheferne, støtter projektet, men vil gerne gå endnu videre: »En mellemting mellem et fængsel og en døgninstitution er eet – og naturligvis kun eet – nødvendigt redskab blandt mange, hvis vi skal bandeproblemerne til livs … Det kan være nødvendigt at fjerne og låse en person inde gennem længere tid, hvis vi reelt skal kunne bearbejde vedkommende og ændre nogle holdninger og vaner,« forklarer socialchefen til Politiken, 27.10.97.

Metoden, der her refereres til, er unægtelig effektiv. At den slags »indespærring« og »bearbejdelse« af et menneske for at »ændre dets holdninger« normalt ville gå under betegnelsen »hjernevask«, er dog enten ikke faldet socialchefen ind, eller også anses det, som en og anden ellers måske ville have forventet, slet ikke for intimiderende.

Kritikere af det nye opdragelsesprogram ser dog ikke så lyst på projektet som myndighederne. Forskeren Claes Levin anser det for en retspolitisk mistænkelig og letgennemskuelig skinmanøvre for at få uromomenterne væk fra gaden. »Det er helt nye retspolitiske vinde at placere unge i lukkede institutioner uden dom. Det sker nok ikke i håbet om, at de allermest uregerlige nogen sinde lærer at være sammen med os andre, men snarere for at isolere dem,« siger han til Politiken, 23.10.97. Denne formodning bekræftes også af andre på området. Søren Virenfeldt, som med succes har behandlet »belastede« unge gennem en årrække, udtaler således til Jyllands-Posten, 22.10.97: »Så vidt jeg kan se, så arbejder ministeren med en bunden opgave, nemlig at få de unge væk fra gaden.«

Claes Levin har desuden gransket i den svenske model meget lig den nye danske, som har været under anvendelse i sit hjemland siden starten af århundredet. En model, som må betegnes som alt andet end velfungerende, i det mindste hvis succeskriteriet er rehabilitering og resocialisering af de unge klienter, så de undgår en karriere også i deres voksenliv inden for institutioner og fængselsvæsen. Den svenske models succesrate ligger således på små syv procent – de sidste 93 procent fortsætter tilsyneladende efter opdragelsesopholdet en løbebane inden for kriminalitet, narkomani eller lignende.

»I værste fald producerer institutionerne færdiguddannede vaneforbrydere, i bedste fald gør opholdet ingen skade,« hedder det således om tvangsindespærringer som socialt rehabiliteringsprogram i Politiken, 22.10.97.

Om myndighedernes interesse i, at metoden ikke desto mindre appliceres også på danske forhold, siger Claes Levin: »Hvis man vil slippe for problemet i en kort periode, er det en god idé at sende de unge på tvangsinstitution. Hvis man vil have rehabiliteret de unge, er det en rigtig dårlig ide … [Men] tvangsinstitutionerne giver sagsbehandlerne en mulighed for at tilfredsstille politiet og offentlighedens krav, når de ser en ung med en kniv. De sørger for, at problemet kan fjernes. Men de lukkede institutioner er ikke behandlingsforetagender. De har intet succeskriterium i form af, at de unge klarer sig, når de kommer ud. De opfylder et behov hos andre, derfor er det vigtigt, de findes – på samme måde som kirken. Men de giver ikke et redskab, der gør, at de unge kan håndtere livet uden for institutionen.«

En ting lærer de unge dog tilsyneladende i løbet af opholdet på sådanne anstalter – nemlig at tækkes deres overordnede. Da den unge ikke ved, hvornår han eller hun slipper ud, eller hvad der skal til for at blive »løsladt«, bliver overlevelsesstrategien ifølge Levin simpelt hen at tækkes de ansatte, hvad Levin omtaler som en »strategisk pseudotilpasning«.

Den svenske model, som i vidt omfang er inspirationskilde til den danske, er desuden uhyre kostbar. I runde tal lyder udgifterne pr. indsat om året på en million kroner. Hertil bemærker Claes Levin: »Systemet binder en masse penge. Penge, der kunne anvendes bedre. Samtidig er der en tendens til, at når først pladserne er oprettet, så skal man også nok finde nogle at anbringe.«

Og heller ikke i Danmark ser det da foreløbig ud til, at vil opleve mangel på mennesker, som samfundet helst så fjernet fra gadebilledet.

Danmarks nye indenrigsminister: »Glistrup begynder at få ret.«

Når Birte Weiss i Jyllands-Posten, 21.10.97, vil betegne sit arbejde som indenrigsminister med ordene: »En politik, som ikke er lutter behagesyge,« vil nogle måske betragte det som en kynisme eller en underdrivelse af nærmest tragikomiske dimensioner. Samme avis opregner da heller ikke mindre end 13 betydelige stramninger af flygtningepolitikken foretaget i Weiss' regeringsperiode.

Det er således under Birte Weiss' ledelse af indenrigspolitikken blandt andet blevet vanskeligere af anke et afslag på asyl; dokumentation af forsørgerevne er blevet obligatorisk, hvis en udenlandsk samlevende blot skal have opholdstilladelse i Danmark; strafferammen for at hjælpe flygtninge illegalt ind i landet er forhøjet med over 30 pct.; fristen for statens inddragelse af en asylbevilling er forlænget; der er indført rutinemæssig fængsling af visse asylsøgere; en omfattende fingeraftryksregistrering er iværksat med samkøring med lignende europæiske registre; landsforvisning er indført som eksklusiv strafform mod flygtninge for bestemte lovovertrædelser; der er indført DNA-analyser og -registrering af asylsøgere, samt åbnet mulighed for økonomiske sanktioner mod flygtninge, som ikke vil medvirke til deres egen hjemsendelse osv. osv.

På trods af, at der aldrig tidligere er blevet ført en mere højreorienteret flygtningepolitik i Danmark, har Weiss dog øjensynligt alligevel ikke levet op til folkets vilje og statsministerens politiske planer. Den 20. oktober udnævner Poul Nyrup Rasmussen således til alles overraskelse ny indenrigsminister. Birte Weiss trækker sig tilbage til posten som sundhedsminister og overlader indenrigsministerposten til den ikke mindst på grund af sine mildest talt markante holdninger til flygtningepolitikken navnkundige århusianske borgmester Thorkild Simonsen. Ingen er i tvivl om, hvad det skal betyde.

Professor i statskundskab Lise Togeby forklarer: »Jeg kan kun tolke udnævnelsen på den måde, at Nyrup indlysende ønsker at udsende et signal om, at ministerskiftet rummer et skifte i holdninger. Værdien af dette signal til befolkningen er næppe til at tage fejl af … Jeg har svært ved at argumenterer imod dem, som umiddelbart betragter dette ministerskifte som et knæfald [for højrefløjen]. Thorkild Simonsen melder langt klarere ud end Birte Weiss, og her ligger en oplagt signalværdi bag Nyruups handling.« (Politiken, 21.10.97). Det omtalte signal er naturligvis hovedsagligt møntet på de socialdemokratiske vælgere, som ifølge meningsmålingerne er i hastig bevægelse mod højre, ikke mindst til det fremmedfjendske nye fremskridtsparti, Dansk Folkeparti.

Dagen efter sin udnævnelse siger Thorkild Simonsen om sine planer på flygtningeområdet til Politiken: »Jeg ved slet ikke, om man skal tale om stramninger, men jeg vil gerne levere noget nytænkning.« Hvad en sådan »nytænkning« kunne indebære kan man måske danne sig et begreb om ved at kaste et blik tilbage på århusborgmesterens tidligere udtalelser på området.

Det viser sig hurtigt, at den tidligere borgmester i udpræget grad faktisk har været foregangsmand for en hel række af de mærkesager på flygtningeområdet, som i dag ellers betragtes som hjemmehørende på den ydre og yderste politiske højrefløj fra Venstre til Dansk Folkeparti. De konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller, som selv ikke just er kendt for at være eftergivende på flygtningeområdet, har efter udnævnelsen af den nye minister da også svært ved at skjule sin skadefryd i Berlingske Tidende, 22.10.97: »Der må også været et formål med at tage Thorkild Simonsen ind i regeringen. Det er vel et tegn på, at man ønsker at gennemføre de ting, som han har talt for – og mange af dem har været som hentet ud af vores program,« konstaterer han.

»Tiden er moden til at sige tingene direkte. Der er indvandrere, der udnytter vores liberale lov. De snyder os,« bedyrede Thokild Simonsen, ifølge Jyllands-Posten, på bedste Ekstrabladsmanér allerede i 1993 om de tyrkiske indvandrere – med tilføjelsen »For dem vil det være bedst at blive boende i hjemlandet.«

Som taget ud af Dansk Folkepartis program gjorde Simonsen, ifølge samme avis, også allerede i 1994 opmærksom på det brede folkelige krav om gennemgribende stramninger af flygtningepolitikken: »På baggrund af mange henvendelser fra borgerne må jeg erkende, at den politik, der har været ført på flygtninge- og indvandrerområdet, ikke stemmer overens med borgernes holdninger.« Og skulle nogen være i tvivl om hans egen holdning til problematikken, levnes dog ingen usikkerhed i følgende udtalelse fra samme år: »Men Glistrup begynder jo desværre at få ret. Jeg kunne ikke lide de voldsomme udtryk, han brugte, men der er jo kommet mange til. Jeg vil gerne påtage mig en del af skylden for, at han blev afvist. Jeg hørte selv til dem, der ikke troede på, at der ville komme så mange udlændinge til landet, og at de ville blive så mange, at det giver problemer. I dag kan jeg holde til at sige det uden at komme galt afsted – jeg skal jo ikke genvælges, men holder snart som politiker.« Deri foregnede han sig jo som bekendt – han blev landets indenrigsminister!

Samme år kunne Simonsen med nærmest profetisk gave forudsige højrebølgen: »Folketinget må overveje, om vi kan tage flere uderfra. Men det er noget af det værste, man kan sige til Folketinget, for medlemmernes humanistiske holdning siger, at der fortsat skal komme nye grupper til. Men jeg tror, at de om fem år vil give mig ret.« Og ganske rigtigt. Thorkild Simonsen selv, derimod, har aldrig kunnet klandres for at lade sig styre af humanistiske hang-ups.

Thorkild Simonsen var det også, der stod i spidsen for fem borgmestres henstilling til daværende indenrigsminister Birte Weiss, hvori det blandt andet forlangtes, »at der tages yderligere initiativer i retning af at begrænse antallet af flygtninge, der kommer til Danmark. Regeringen bør således overveje en stramning af asylreglerne i relation til krigs- og fattigdomsflygtninge, der ikke er personligt forfulgte … at det overvejes at gennemføre en yderligere opstramning af reglerne om asyl og familiesammenføring for at modvirke misbrugen heraf … at der tages nye initiativer med henblik på at styrke den geografiske fordeling af flygtninge«, alt sammen punkter som taget ud af f.eks. Venstre og de konservatives valgprogram.

I sin sidste tid som Århusborgmester vandt Thokild Simonsen varmt bifald fra vide kredse på højrefløjen ved sin kølige økonomiske fornuft, idet han med uantastelig logik foreslog, at man da kunne »anbringe« flygtninge – som vel at mærke havde opnået asyl – i barakker uden for bygrænsen: »Rent faktisk står der fire flygtningelandsbyer tomme i Århus Amt, og det er vel ikke unaturligt, om de anvendes efter det formål, de er bygget til,« forklarede han i Ekstra Bladet, 7.10.97. Og til Berlingske Tidende omtrent samme tid: »Hvis somalierne er her midlertidigt, er det vel bedre at placere dem der og samtidig udnytte den ledige boligmasse.«

Så ved vi da lidt om, hvad vi kan vente os af vores nye minister. Og intet tyder på, at hans fornuft og handlekraft er løjet af med årene. Til Berlingske Tidende forsikrer han på dagen for sin udnævnelse: »Jeg har mange planer.«

Jeppe Berg Sandvej