Danmark står foran både kommune- og folketingsvalg. Der er lagt op til valgkamp, og så skal der tal på bordet; hvilke tal, og hvordan de er fremkommet, er sådan set underordnet, bare de er store. Og eftersom de borgerlige partier som en følge af, hvad de anser for at være et bredt folkeligt krav, er blevet enige om at gøre flygtningespørgsmålet – eller indvandrerproblemet, som man ynder at kalde det – til valgkampens hovedtema, er det altså blandt andet »de fremmede«, der skal kvantificeres.

Dansk Folkeparti er med Pia Kjærsgaard i spidsen naturligt gået forrest i den brede borgerlige koalition og har således ægget oplysninger af indenrigsminister Birte Weiss, fortæller Information, 19.9.97. Ministeren oplyser, at det i gennemsnit koster omtrent 93.000 kr. at tage imod en asylsøger og behandle vedkommendes sag grundigt. At pengene ikke ligefrem forsvinder ud af det danske samfund, men bl.a. brødføder og beskæftiger en mængde sagsbehandlere, tolke (ca. to tredjedele af udgifterne) og andet personale f.eks. i forbindelse med indkvartering (en tredjedel af udgifterne), vil næppe mange minde om.

Et andet effektfuldt tal, som Dansk Folkeparti har konstrueret i anledning af valgkampen, denne gang med hjælp fra Danmarks Statistik, er det astronomiske 30.000.000.000; det »koster« angiveligt hvert år det danske samfund 30 mia. kroner at modtage og tage sig af flygtninge. Det viser i hvert fald denne opgørelse over udgifterne til flygtninge inden for socialvæsen, retsvæsen, uddannelsessystemet, hospitalsvæsen og forskellige velfærdsordninger.

Mindre interessant og slagkraftigt bliver et sådant tal selvfølgelig, hvis man bemærker, at beløbet er et rent bruttobeløb, dvs. udelukkende medregner udgifter uden hensyn til, hvor meget der faktisk kommer tilbage i kassen i form af skat, moms, afgifter og andet. Sandsynligvis afventer man derfor med mishag resultaterne af et større forskningsprojekt ved Dansk Center for Migration og Etniske Studier på Sydjysk Universitetscenter, som ifølge Berlingske Tidende netop har sat sig for undersøge nettoregnskabet for samfundets udgifter og indtægter af de etniske mindretal. Sagen er nemlig den, at alt indtil videre tyder på, at nettoregnskabet modsat alle bekymringer er positivt. »Indvandrerne er en gevinst for det danske samfund,« hedder det i Berlingske Tidendes erhvervssektion, 2.8.97. Det mener i hvert fald forskningsleder Jan Hjarnø.

»Kioskerne, frugthandlerne og de mange andre typisk små indvandrer-ejede virksomheder er en væsentlig årsag til, at 'de fremmede' ikke er den økonomiske byrde for samfundet, som mange danskere forestiller sig. Tværtimod bidrager indvandring positivt til den økonomiske udvikling.« Det skyldes ifølge Jan Hjarnø først og fremmest, at der er mange indvandrere, der bliver selvstændige. Mens antallet af selverhvervende danskere er under ti procent, ernærer f.eks. 35 procent af de voksne herboende pakistanere sig selv. Det samme gælder 20 procent af tyrkerne.

Men det er selvfølgelig ikke usædvanligt, at politikere og medier ignorerer eksperterne, når fakta ikke viser sig politisk opportune. »Virkeligheden« skal først og fremmest kunne sælge aviser og stemmer. Som Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen udtrykte det i forbindelse med indvarslingen af »indvandrerproblemet« som den kommende valgkamps hovedtema (Berlingske Tidende, 20.9.97): »Vi må erkende, at flygtninge- og indvadrerdebatten er tidens varmeste emne, og så bliver vi nødt til at forholde os til det (...) ligegyldigt hvad vi gør, så forholder det sig sådan.« Tanken om at ændre på denne situation, at oplyse og afdramatisere, er tilsyneladende ikke faldet formanden ind. Lige nu, hvor partiet er i tilbagegang, har man andet at tænke på end oplysning.

Også for Ekstra Bladets chefredaktør, Sven Ove Gade, er den eneste interessante

»virkelighed« den, som er udtrykt ved folkestemningen: »Man vil stadig ikke forstå, at i denne sag er vi alle eksperter. Alle har vi mulighed for at se virkeligheden omkring os. Alle er vi i stand til at lytte til bekymringerne, og som danskere er vi alle eksperter,« siger han, 28.9.97.

Og folk bliver ifølge en undersøgelse, refereret i Information, 12.9.97, stadig mere bekymrede og utrygge i forhold til de nye danskere. Undersøgelsen er lavet af Institut for Konjunktur-analyse og viser, at flere end hver tredje dansker tænker på »de fremmede« med bekymring. For bare et år siden var tallet hver femte. Bekymringen er størst blandt de borgerlige vælgere og frygten størst blandt lavtuddannede danskere. Kun godt hver sjette dansker er ubekymret. Ifølge undersøgelsen har disse tal ikke noget proportionelt forhold til »problemets« størrelse. Tværtimod angives mediekampagner og den stigende accept af negative udtalelser om »de fremmedes« opførsel som grund til holdningsændringen.

Det danske »folkefællesskab« og dets »problemer«

I Berlingske Tidende, 4.9.97, kommenterer Centrum Demokratiets retspolitiske ordfører, Sonja Albrink, politiets beføjelser i bekæmpelsen af den såkaldte rockerkriminalitet: »Det er helt afsindigt, at samfundet tager så vidtstrakte hensyn, at politiets arbejde skal besværliggøres så meget, bare fordi man har fået begrebet 'registrering' galt i halsen. Der er ingen grund til at tage så store retssikkerhedsmæssige hensyn til rockerbander, at moderne teknologi ikke må bruges i kampen mod en kriminalitet, som ikke kender moralske eller retslige grænser.«

Heri synes at ligge den principielle indstilling til »retssikkerheden« og retssamfundet som sådant, at de er størrelser, som man kan miste retten til at være en del af, således at visse borgere altså må betragtes som stående uden for retssamfundet og derfor ikke længere kan forvente at besidde de almindelige borgerrettigheder.

Samme indstilling synes da også at ligge til grund for håndteringen af en række »problemer« i tiden, dvs. af en række samfundsgrupper, som har det til fælles, at de bliver betragtet som »et problem« for samfundet:

»Rockerproblemet«

Den særlige »udenretlige« stilling har for de såkaldte rockere udmøntet sig i særlovgivning og fratagelse af ellers almindelige frihedsrettigheder, men er også kommet til udtryk under andre former. Et eksempel er pikante repressalier over for indsatte fra miljøet, som man ikke kan få til at »makke ret« i fængslerne, såsom simpelt hen at overføre dem til et fængsel, hvor der ellers udelukkende sidder medlemmer fra den rivaliserende klub. Sådan sørger man for, at den pågældende fange ikke har andet valg end »frivilligt« at lade sig isolere, en restriktion, som man ellers behøver en særlig begrundelse for at tage i anvendelse.

»Hvis HA-rockerne i Vridsløselille ikke opfører sig ordentligt,« siger Esben Olesen, formanden for fængselsfunktionærerne til Jyllands-Posten, 12.9.97, »sender vi dem til Nyborg. Der vil det være andeledes hårdt at afsone. De vil være nødt til at sidde isoleret for ikke at blive konfronteret med Bandidos-folk.«

De seneste offentlige tilkendegivelser i »rockersagen« giver et tilsvarende indtryk af et udbredt skred i den almindelige »retsbevidsthed« bort fra den fundamentale tanke, at alle er lige for loven. F.eks. har visse kommuner øjensynligt fået kolde fødder, efter at bikermiljøet nu atter er blevet fredeligt, og der derfor ikke længere er basis for at håndhæve den særlige »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«. F.eks. ser Roskildes socialdemokratiske borgmester, Henrik Christiansen ifølge Berlingske Tidende, 27.9.97, helst, at kommunen helt kan fratage »rockerne« den ellers grundlovssikrede frihed til at bosætte sig frit, for at holde dem ude af kommunen, uanset om de udgør en trussel eller ej.

»Vi er bestemt ikke interesseret i igen at få et rockerklubhus i kommunen – heller ikke i områder uden naboer. Men jeg ved ikke, om vi har mulighed for at forhindre det,« forklarer han. Kommunernes Landsforening er straks gået i gang med at undersøge mulighederne for stadig at nægte »rockerne« denne rettighed, uafhængigt af, om »undtagelsestilstanden« bliver ophævet.

»Narkoproblemet«

En anden gruppe borgere, som meget almindeligt på det nærmeste bliver betragtet og behandlet som retløse, er narkomanerne. Mange af disse mennesker holder naturligt til på centrale pladser i de store byer, hvor de kan være sammen med andre mennesker med de samme eller lignende behov og i øvrigt ikke har for langt til det stof, som de behøver.

Almindeligvis kan man naturligvis ikke nægte nogen borger at opholde sig på en offentlig plads, eller i det hele taget bestemme, hvor han eller hun skal være. Med narkomanerne er det imidlertid anderledes. Ekstra Bladet beretter den 2.9.97 fra Århus' festuge: Narkomanerne er til gene året rundt, hedder det, »men ikke under den festlige festuge (...) Politiet fjerner resolut narkoproblemet fra gadebilledet. De ti mest synlige stiknarkomaner blev anholdt i weekenden og får nu tilhold mod at opholde sig på Bispetovet, hvor tissetrængende turister og festdeltagere foreløbig kan lette sig for fadøllene i fred.«

Vagthavende, Leif Bisgaard fra Århus Politi forklarer: »Vi plejer at kunne sprede narkomanerne rundt i byen, men når der er festuge samles de, hvor de kan gøre sig mest synlige. Derfor har vi anholdt dem og brugt en såkaldt gummiparagraf om at 'være til ulempe', så de ikke generer for meget.«

Man anholder dem, ikke fordi de har begået en kriminel handling, men efter en alt-mulig-paragraf i politivedtægten, fordi de var i vejen og skæmmede byfest-idyllen.

Mens ordensmagten således har travlt med at holde byen ren og fordele eller fjerne »narkoproblemet«, arbejder boligminister Ole Løvig Simonsen (S) på at danne lovgrundlag for, at den slags mennesker kan smides ud af deres hjem, »hvis deres aktiviteter medfører ulemper eller utryghed for ejendommens øvrige beboere,« som det hedder fra ministeriet (Berlingske Tidende, 16.9.97).

Lejere kan i dag kun sættes på gaden, hvis deres kriminelle aktiviteter indebærer stærkt støjende adfærd, trusler og psykisk eller fysisk vold. I alle andre tilfælde skal udlejerne – naturligvis i overensstemmelse med lejernes retssikkerhed – bevise, at lejligheden bruges til strafbare formål. Den bevisbyrde skal udlejerne nu fritages for.

Margrete Pump, kontorchef i Boligministeriet forklarer tankegangen: »Tanken er, at beboere og udlejere nu får mulighed for selv at tage hånd om den slags problemer. Forslaget indebærer en svækkelse af retsstillingen for nogle lejere – men vi har fundet, at hensynet til de øvrige lejere vejer tungere.«

»Indvandrerproblemet«

I forbindelse med indførelsen af automatisk DNA-test, DNA-registrering, fingeraftryk-registrering og kønshårstest af flygtninge hedder det i et læserbrev bragt i Berlingske Tidende for nylig, at »har man rent mel i posen, er der jo intet at frygte.« Argumentet er slående symptomatisk og bruges i mange andre sammenhænge, hvor der er tale om myndighedernes kontrol, registrering og overvågning af borgerne, men er i denne sammenhæng møntet på endnu en af de befolkningsgrupper, som på en mærkelig måde er kommet til at stå i grænselandet mellem de almindelige borgerrettigheder og den totale retløshed.

Med kun en midlertidig opholdstilladelse og altså intet statsborgerskab, synes holdningen til flygtningene at være den, at disse mennesker ikke fortjener de samme retlige vilkår som de »ægte danskere«, og i overensstemmelse hermed kan flygtninge i Danmark da også både varetægtsfængsles uden hverken dom eller sigtelse og idømmes landsforvisning, hvad ingen »ægte« dansk borger kan.

Som lovgivningen er nu, kan en midlertidig opholdstilladelse inddrages fra dag til anden på et hvilket som helst tidspunkt inden for de første tre år, og det uanset om vedkommende er nok så integreret og nok så etableret; afgørelsen ligger alene hos Flygtningenævnet. En ordning, som har akut aktualitet for i tusindvis af somaliske flygtninge, som netop i disse dage står til »hjemsendelse«.

Men i Det konservative Folkepartis forslag til ændringer i flygtningepolitikken, som er lagt til grund for forhandlingerne med regeringen, er blandt meget andet også indeholdt et forslag om at forlænge denne periode til syv år, oplyser Jyllands-Posten, 4.9.97. Her over for stiller regeringen sig dog skeptisk. Den radikale leder og økonomiminister Marianne Jelved mener endog, at »det er meget, meget kynisk, hvis en bosnisk familie i Danmark skal prøve at skabe sig en tilværelse i et liberalt erhverv eller offentligt job og have børnene i skole og så skal rykke alt op med efter f.eks. fem år« (Berlingske Tidende, 21.9.97).

Meget, meget kynisk.

Efter ministerens målestok må man så forvente, at den nuværende praksis, hvor grænsen altså er tre i stedet for syv år, ifølge Jelved trods alt kun må betegnes som »meget kynisk« ...

Den konservative leder, Per Stig Møller, forklarer de rabiate forslag – som blandt andet også omfatter færre flygtninge, ingen ret til familiesammenføring, tvangsundervisning i dansk og ingen ret til modersmålsundervisning – med henvisning til noget, han betegner som »det danske folkefællesskab«: »Vi kan ikke have, at Danmark går op i limningen i en masse forskellige subkulturer og ghettoiseringer (...) så det danske folkefællesskab forsvinder,« hedder det i Århus Stiftstidende, 4.9.97. Hvem der præcis inkluderes i dette truede »folkefællesskab« og hvem ikke, fremgår ikke af artiklen.

I forlængelse af formandens tankegang, har partiets næstformand, Søren Møller fremlagt forslag om, at man, for at forhindre at flygtninge af samme etniske baggrund søger sammen i bestemte geografiske områder, også fratager disse mennesker retten til at bosætte sig frit i landet; i det mindste i de første syv år, indtil de måske kan blive »rigtige« danske statsborgere, oplyser Information, 17.9.97.

»Problemet med de homoseksuelle«

Aktuelt har også homoseksuelles retsstilling været til debat; i denne omgang kvindernes, i forbindelse med deres ret til at nyde de samme fordele af den moderne teknik til kunstig befrugtning som heteroseksuelle kvinder. Men det kan der ikke være tale om, mener et bredt flertal i Folketinget med regeringen i spidsen. Fra den 1.8.97 trådte således en lov i kraft, som forbyder homoseksuelle kvinder at benytte sig af teknikken.

Dr.med. Jørgen Grindsted forudser problemer med ordningen: »Jeg ved ikke, hvordan politikerne har tænkt sig, at vi skal administrere loven. Hvordan skal et par bevise, at de er samlevende? Skal der indføres laserkontrol, så vi kan kontrollere, at det er den rigtige mand, kvinden går hånd i hånd med?« Og det er jo slet ikke utænkeligt.

Begrundelsen for indførelsen af denne markante diskriminering på grund af seksuel præference er angiveligt, at et barn har behov for både en far og en mor. Det vides ikke, om man i forlængelse heraf overvejer lovhjemmel til også at tvangsfjerne børn fra enlige mødre.

Der kan måske nok herske tvivl om, hvem vi inkluderer, når vi taler om »det danske folkefællesskab«, men et langt stykke af vejen er det i det mindste evident, hvem ikke.

»Registersammenføring«, tidens eufemisme for næste skridt i retning af overvågningssamfundet

I takt med tidens politiske paroler om »lov og orden« og det fortsatte arbejde med at forlene myndighederne med stadig effektivere redskaber til bekæmpelse af den ifølge den mediedikterede folkestemning eskalerende lovløshed, hvor der til stadighed balanceres på grænsen af det acceptable inden for rammerne af retsstaten, lancerer en lang række kommuner nu ideen om registersammenføring.

På et lukket møde, hvor både presse og civile borgere af en eller anden grund var forment adgang, blev forslag om såvel navneregistre til fælles afbenyttelse, »intra-net« til udveksling af oplysninger og udnyttelse og samkøring af allerede oprettede registre for nylig diskuteret, fortæller Jyllands-Posten, 28.9.97. Alle deltagere i det lukkede forum var efter sigende enige om, at »samarbejde er vejen frem«.

Såvel lukketheden i hele foretagendet som emnet for drøftelserne har dog skabt skepsis.

Mette Reissmann, jurist i Forbrugerrådet, kalder den måde, hvorpå forhandlingerne er grebet an, for »loge-agtig« og mener, at »det kan kun styrke mistanken om, at beskyttelseshensynet er tilsidesat.«

Hvidovre Kommunes skatteinspektør, Niels Boje Hansen finder det urimeligt, at der skal tales om »politistat« og »overvågningssamfund«, straks der er tilløb til, hvad han blot ser som »helhedsorienteret sagsbehandling«.

»Det drejer sig kort og godt om at begrænse snyderiet med offentlige midler. Jeg er overbevist om, at vi i Danmark kan administrere samarbejde på tværs af kommunegrænserne,« siger Boje Hansen. En blind tiltro til de offentlige myndigheders evne til at administrere de stadig større magtbeføjelser synes i hvert fald åbenbart at kendetegne de lovgivende politikere og disse myndigheder selv.

Professor dr.jur. Peter Blume er imidlertid ikke bleg for at gå i rette med disse og advare om, at »det kan give social slagside og frembringe associationer til totalitære regimer«.

Racediskriminationens dagligdag i Danmark

Racismen er dagligdag i dagens Danmark. At flygtninge i Danmark daglig udsættes for racistiske, diskriminerende og på anden vis injurierende og stærkt generaliserende udtalelser og insinuationer fra folk på gaden såvel som fra forskellige medier, og at de konsekvent diskrimineres på arbejdsmarkedet og af myndigheder er nærmest en triviel kendsgerning.

Ikke desto mindre har de implicerede reelt ingen mulighed for at komme videre med sagerne, eftersom den eneste klagemulighed i dag er en politianmeldelse, og en sådan strander ofte på, at politiet enten ikke kender nok til lovgivningen på området – eller ikke bruger den – eller på, at bevisbyrden svigter.

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination modtager ifølge Berlingske Tidende (30.9.97) og centrets jurist, Niels Erik Hansen, en ubetydelig brøkdel af sagerne, op imod 1.000 henvendelser om året.

Men næsten hver måned er der enkelte sager, som dog fanger mediernes søgelys, og som om ikke andet udstiller en flig af de horrible realiteter. Her er et par karakteristiske udpluk fra bunken i september:

Haveforeningen DANO i Rødovre vil ikke sælge kolonihaver til danskere med indvandrerbaggrund. »Man skal være født i Danmark for at kunne købe,« lyder formanden, Leo Valnæs' utvetydige besked til en dansk statsborger med indvadrerbaggrund (Berlingske Tidende, 28.9.97). Men dansk statsborgerskab var ikke nok. Efter at historien er kommet på forsiden af Berlingske Tidende, går der naturligvis kun en dags tid, før det »viser sig«, at der var tale om en fejltagelse. Nu er det »kun« fremmede uden statsborgerskab, der er omfattede af den lokale apartheid.

Benzingiganten Shell udlejer på sine tankstationer biler fra udlejningsselskabet Hertz. Dvs. – ikke til hvem som helst, naturligvis. Det viser en stikprøveundersøgelse lavet af Politiken, 28.9.97. På 30 procent af de Shelltanke, man ringer til, får personer med et fremmedklingende navn og ditto accent afslag på at kunne leje bil, selv om de i øvrigt lever op til standardkravene for lejere – begrundelsen er, at man »desværre« ikke har flere udlejningsbiler.

Sekunder efter, da man lader en anden »lejer«, nu med danskklingende navn og uden accent, ringe og spørge den samme tankpasser, om der er ledige biler, er der pludselig masser af biler, som uden videre kan udlejes til kunden. Ifølge tidligere personale, som Politiken har talt med, er fremgangsmåden meget almindelig også i andre selskaber som f.eks. Europcar/Østergaard biler.

I denne sag, som i så mange andre, lyder forklaringen fra Shells danske informationschef, Margrethe Skov, selvfølgelig, at der er tale om en misforståelse, og hun lover at korrekse de rette vedkommende. Og så er den sag tilsyneladende ude af verden.

Ifølge Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination er der løbende sager som disse, også inden for f.eks. bankvæsenet, boligmarkedet og arbejdsmarkedet (Berlingske Tidende, 30.9.97).

Millioner til politiet

»Retspolitikken – lov og orden er for alvor på dagsordenen, på Christiansborg, i kommunerne og i pressen. Meldingerne er mange, særligt de hurtige og letkøbte,« forklarer justitsminister Frank Jensen i Ekstra Bladet, 20.9.97. Med henvisning til regeringens – alene i foregående folketingssamling talrige – tiltag til skærpelse af straffepraksis og styrkelse af ordensmagten i form af både mere vidtgående beføjelser og flere midler, imødegår justitsministeren således formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, som i samme avis har kritiseret ministeren for manglende handlekraft og vilje til at opretholde lov og orden i fædrelandet, hvor »utrygheden hersker blandt de danske borgere«. »Man er foruroliget, man er utryg, man føler ikke længere, at man kan færdes frit,« mener Kjærsgaard.

Frank Jensen maner til besindelse. »Skræmmebilleder hopper ingen på,« forsikrer han nøgternt. »Uanset hvilken stemning Pia Kjærsgaard forsøger at piske op.« En sådan populisme bør da naturligvis også ligge en justitsminister fjernt.

Den 14.9.97 bringer Berlingske Tidende imidlertid en artikel med overskriften »Millioner til politiet«, som henviser til, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen på opfordring af justitsministeren nu vurderer, at det er nødvendigt at tilføre politiet flere penge, mange flere penge.

Hvordan hænger dét så sammen?

Politiforliget blev forhandlet på plads af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrumdemokraterne og Det konservative Folkeparti og vedtaget i november 1995. Det var tænkt at skulle løbe i fire år. Heri lægges op til en omfattende rationalisering og modernisering af politiets organer, hvilket bl.a. indebærer en nedskæring på godt 200 stillinger. Men da meldingen om nedskæringerne når de yderste led inden for politiet, begynder panikken at brede sig.

De første opstød kommer naturligvis fra politimestre og politifolk, som ikke lader det skorte på katastrofemeldinger om akut manglende midler, mandskab og mulighed for at imødese borgernes behov for assistance. Da borgere i Odense således sidst i august ifølge Information, 21.8.97, er lige ved at lynche en flok såkaldte 2. generationsindvandrere, falder det naturligt for chefpolitiinspektør i Odense Politi, Poul Erik Møller at begrunde den spændte situation med, at politiet i Odense er underbemandet med 15-20 mand.

Heller ikke Hanne Bech Hansen, politidirektør i Københavns Politi, er sen til at gå med på ideen. Dagen efter gør hun i Berlingske Tidende således bekymret opmærksom på en angiveligt truende overarbejdspukkel, som efter hendes eget skøn i løbet af efteråret må forventes at sætte politiet på »vågeblus« – til yderligere skræk og advarsel for de i forvejen skræmte borgere.

Sådanne og lignende meldinger fra politikredsene får naturligvis hurtigt lokalpolitikerne op af stolene; her er stemmer på spil. Avisernes debatsider domineres af rasende læserbreve om »utrygge borgere« og tilstande grænsende til anarki. Og snart går også flere storbyers borgmestre i stilling.

Lejres borgmester, Evan Jensen, formand for Kommunernes Landsforening går til justitsministeren for at forhindre nedskæringerne i politikorpset. Han og en lang række borgmestre, som står bag ham, mener, at borgernes retssikkerhed er truet af politiets manglende mandskab, forlyder det i Information, 18.8.97, og i samme avis bedyrer den populære Borgmester i Århus, Thorkild Simonsen, at »der er behov for mere og ikke mindre politi i Århus«, og begrunder det med den angiveligt »stigende kriminalitet«.

I begyndelsen af september fastslår Næstveds borgmeter, Henning Jensen, at »ordentlig socialdemokratisk politik er at have lov og orden« (Berlingske Tidende, 8.9.97), og profeterer, at temaet vil blive dominerende i den kommende valgkamp op til kommunevalget. Også Farums borgmester, Peter Brixtofte, som i sin egen kommune har grebet til rabiate midler og ansat et privat vagtværn til at patruljere i byens gader, tager i samme avis bladet fra munden: »På Christiansborg har man totalt mistet jordforbindelsen, når det gælder tryghed og politi (...) Det er en provokation, at man sætter politiet til at beskytte den ene rockergruppe mod den anden rockergruppe, mens almindelige mennesker får at vide, at en forbrydelse hos dem kan man ikke gøre noget ved. Og det er ikke bare 100-200 politifolk, men op imod 2.000-3.000 flere politifolk, der skal til,« formaner han.

Lejres borgmester, Evan Jensen bejler også til de frygtsomme borgere: »I visse kommuner, fortrinsvis i de lidt større, og på steder, hvor der er særlige problemer på det ordensmæssige område, bliver det her et led i valgkampen. Og det bliver det, fordi borgerne føler sig utrygge.«

I Folketinget er det de konservative, der er hurtigst til at fange galoppen. De har angiveligt fået »kolde fødder over politiforliget« og kræver en genforhandling (Berlingske Tidende, 23.8.97).

»Flere og flere politikredse melder, at de ikke kan klare alle opgaverne med det mandskab, der er til rådighed, og det må vi naturligvis lytte til,« forklarer den retspolitiske ordfører Helge Adam Møller; en melding, som ifølge avisen er »sød musik i ørerne på blandt andre Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, der er bekymret over, at Københavns Politi må skære drastisk ned på aktiviteterne for at komme store overarbejdspukler til livs«. Justitsministeren medgiver villigt, at »politiet er under et voldsomt pres i øjeblikket,« men er ellers, i det mindste tilsyneladende, forbeholden, hvad angår en genforhandling af politiforliget.

Men presset fra den politiske højrefløj tillige med landets borgere og borgmestre tager til. Den 12.9.97 kan Berlingske Tidende fortælle, at kommunerne nu med opbakning fra Finansministeriet truer med at gøre krav på dele af politiets opgaver og i øvrigt leger med tanken om kommunale politikorps. Frank Jensen må love Odenses borgmester, Anker Boye at kæmpe for flere politifolk.

Også politiet fortsætter sin offensiv, og dagen efter vil samme avis vide, at politiet i flere danske byer forudser, at de kommende besparelser vil gå stik imod intentionerne i politiforliget, derved at de netop vil går ud over nærpolitiet. F.eks., fortælles det, arbejder politiet i Århus med sparemodeller, som indebærer reduktioner i nærpolitiet og narkotikabekæmpelsen på gadeplan – tilfældigvis to ellers særdeles populære foretagender. I indberetninger til Rigspolitichefen gør en række politimestre opmærksom på, at politiets nuværende indsats ikke vil kunne opretholdes, hvis besparelserne gennemføres.

Endelig giver politikerne efter, og alle regeringens og justitsministerens ellers så nøgterne forbehold forsvinder som dug for solen. Allerede den følgende dag (14.9.97), kan Berlingske Tidende således bringe artiklen med overskriften »Millioner til politiet«, hvor det blandt andet hedder: »Ordensmagtens øgede arbejdspres med blandt andet rocker-sager og grænsebevogtning får nu regeringen til at efterkomme politiets bøn om flere ressourcer (...) Statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde i forbindelse med Socialdemokratiets EU-kongres i går, at det er nødvendigt at tilføre politiet flere penge.«

Statsministeren forklarer: »Der har de sidste par år udviklet sig en række nye politiopgaver, som vi ikke kunne forudsige i 1995. Derfor er der behov for at tilføre nye ressourcer til politiet.«

»Det dur ikke længere med små justeringer,« tilføjer justitsminister Frank Jensen. »Kendsgerningerne er jo, at nogle af forudsætningerne simpelt hen er skredet. Og det handler ikke om småpenge – der er tale om mange penge til politiet,« forsikrer han nu ganske uforbeholdent.

Men hvad var det mon, der fik regeringen og justitsministeren til således at slå over? Var det ny dokumentation bag de mange påstande om politiets krise, eller statistisk opbakning bag den angivelige stigning i kriminaliteten og det øgede arbejdspres på ordensmagten?

Tværtimod.

Det bliver klart allerede i en kronik i Berlingske Tidende (16.9.97) af den radikale finans- og retsordfører, Bjørn Elmquist, hvor det blandt andet hedder: »I mange, mange år stemte Folketinget om, hvor mange uniformerede politifolk, der skulle være her i landet. Det skete ved de årlige finanslove. Men i 1995 blev kursen lagt om. På Finansministeriets foranledning (...) undersøgte det uafhængige managementfirma P.A. Consulting Group politiets effektivitet og ressourceanvendelse (...) Konklusionen var opsigtsvækkende klar: for de penge, Folketinget bevilligede, burde politiindsatsen forøges med 25 procent.«

Politiet havde og har altså i virkeligheden mere end rigelige midler, eller med andre ord, ved en omlægning og effektivisering ville politiets indsats kunne styrkes betydeligt med de allerede bevilligede midler.

Dette – i forhold til den ophidsede debat, som gik forud – noget alternative billede af de økonomiske og politiske realiteter underbygges af en undersøgelse offentliggjort i Ugebrevet Mandag Morgen.

»Undersøgelsen påviser, at der er basis for en markant øget politiindsats nu og i de kommende år inden for rammerne af de givne bevillinger,« forklarer Elmquist og citerer fra undersøgelsens konklusion: »Som sagerne står, må det vurderes, at politiindsatsen ikke forringes, men forbedres som følge af politiforliget.« Ugebrevet advarer i forlængelse heraf utvetydigt politikerne mod at lade sig friste af de mere eller mindre selvfrembragte folkestrømninger.

Få dage senere lægger Aktuelt, 20.9.97, så endelig alle kortene på bordet. Her går formanden for Dansk Politiforbund, Tommy Agerskov Thomsen overraskende til bekendelse.

Han »beklager meget, hvis det interne rivegilde i politiet har efterladt det indtryk i offentligheden, at politiet er så overbelastet, at det ikke længere kan løse sine opgaver, og at situationen vil blive endnu værre, når de nye besparelser bliver ført ud i livet,« hvilket overhovedet ikke er tilfældet.

»Der er blevet skabt et forkert indtryk af, at vi har svært ved at opfyldt selv de mest almindelige ting. I virkeligheden klarer politiet stort set alle forpligtelser uden problemer (...) Men selv om der har været et øget arbejdspres, er det ikke ensbetydende med, at vi nu er nødt til at droppe andre arbejdsopgaver. Jeg beklager, hvis det er hovedindtrykket i befolkningen,« forklarer han.

Hans kollega Henning Glintborg, formand for Dansk Kriminalpolitiforening, bekræfter: »Alle politiopgaver løses, som de skal.«

Men hvad så med Fanden på væggen, hvad med skrækvisionerne af de kaotiske tilstande i riget, som så aldeles omgående kaldte på assistance fra de statslige finanser? Hvad med den ekstraordinære overarbejdspukkel, som angiveligt er ved at knuse det københavnske politi og tvinge det ned på halv kraft? Hvad med den stigende kriminalitet og de nye tunge arbejdsopgaver, som er kommet sådan bag på politiet og politikerne?

Aktuelt forsøger at aflive et par af de mest eklatante myter.

Som myte afsløres påstanden om, at antallet af tunge opgaver i politiet er vokset kraftigt efter politiforligets vedtagelse og om, at der er tale om uforudsete opgaver, som har skabt problemer med at nå de almindelige opgaver. Fakta er nemlig, at forligspartierne har accepteret politiets indsats f.eks. i den såkaldte rockerkrig som ekstraordinær og to gange har bevilliget ekstra penge på baggrund af de konkrete udregninger fra politiet. Altså intet minus i regnskabet hér.

Også påstanden om, at den ekstra indsats med kontrol ved den dansk-tyske grænse er et helt nyt og uforudset arbejdsområde, er uden hold i virkeligheden. Det er overordentlig tvivlsomt, om man kan tale om en ekstraordinær udgift, forklarer Aktuelt, da man allerede inden politiforliget var klar over, at der skulle ske en omlægning af overvågningen ved de danske grænser.

I forbindelse med advarslerne fra Københavns Politi om den truende overarbejdspukkel er der gang på gang henvist til f.eks. det sociale topmøde i København i 1995, som efter sigende kostede ekstra ressourcer og stadig figurerer på opgørelserne. Ifølge Aktuelt tyder politiets egne tal dog på, at den oparbejdede pukkel fra denne opgave er forsvundet.

Også påstanden om, at mængden af overarbejde i Københavns politi er helt ekstraordinær og derfor kræver ekstraordinære foranstaltninger, har vist sig uholdbar. Der er ikke noget nyt i, at politifolk har overarbejde til gode. Ifølge tal til Rigspolitiet har niveauet ligget nogenlunde konstant de seneste fire år, men der har tilsyneladende ikke været vanskeligheder med at få tingene til at hænge sammen.

At »samfundet belastes af voksende kriminalitet«, som den konservative leder, Per Stig Møller udtrykte det på det konservative sommermøde i august, har også været et centralt argument i debatten for nødvendigheden af flere midler til ordensmagten. Men fakta er, at antallet af straffelovsovertrædelser holder sig nogenlunde konstant. Trods en svagt stigende tendens, er der færre anmeldelser i andet kvartal i år end på samme tid i både 1993, 1994 og 1995. Antallet af voldsforbrydelser er f.eks. i øjeblikket lavere end samme tidspunkt i 1993 og 1994, og ikke væsentlig højere end på samme tidspunkt de seneste to år. (Kilde: Danmarks Statistik).

Det bliver overordentlig interessant, hvad der kommer til at veje tungest i de kommende finanslovsforhandlinger og i den kommende valgkamp. Den politi-, medie- og politikerskabte folklore om den tiltagende vold og kriminalitet og den selvbekræftende og selvforstærkende påstand og »borgenes utryghed og angst« og politiets og politikernes propagandavision af ordensmagtens afmagt og mangel på ressourcer – eller den noget kedeligere og til en valgkamp knap så velegnede virkelighed, hvor vi såmænd hverken er blevet mere eller mindre voldelige, og hvor vi kunne spare betydelige summer på politiet, samtidig med at politiet alligevel ville kunne udføre deres arbejde i ro og mag, som de hele tiden har gjort.

Nørrebro – hinsides politikernes fatteevne

Situationen på det indre Nørrebro såvel som diskussionen om de såkaldte 2. generationsindvandrere synes ikke at være kommet ud af stedet siden »urolighederne« i juli i år.

Dette kan dog ikke undre, hvis man har fulgt de tiltag og de udtalelser, som de ansvarlige politikere og medierne har begået i den forgangne periode, som for størsteparten har udstillet en eklatant mangel på forståelse for situationens implikationer.

Som illustrativt eksempel kan henvises til et debatmøde, som afholdtes i medborgerhuset på Blågårds Plads i begyndelsen af september, hvor både justitsminister Frank Jensen og socialminister Karen Jespersen var mødt op for at »komme i dialog« med de lokale beboere og ikke mindst med de unge. Mødet refereredes dagen efter i Information, 2.9.97.

Øjensynligt for at der ikke skulle herske nogen tvivl om rollefordelingen og hans egen myndighed, åbnede justitsministeren med en advarende faderlig formaning: »Gadebander vil vi ikke have. Og vi vil ikke tolerere dem. Så er det sagt (...) Det, der skal til over for gadebander, det er politi.«

»Hvad taler du om, mand?« lød det undrende fra salens unge. Noget kunne tyde på, at de ikke havde læst de »rigtige« aviser.

Inkommensurabiliteten i parternes »virkelighedsopfattelse« forledte alt i alt mødet med et tragikomisk skær, som da også flere gange fik latteren frem hos salens tilhørere. Ifølge Informations udsendte kulminerede latterbrølet, da Justitsministeren brillerede ved først – af alle – at anvende flosklen »dengang jeg var ung« for derefter at sætte sin egen totale mangel på indsigt og indlevelse i situationen til offentlig skue. Udfordret af projektleder Sami El Shimy, som havde påtalt politiets racediskrimination, forklarede justitsministeren: »Hvis Sami eller andre sidder inde med viden om, at politiet diskriminerer, så kræver det, at I ikke bare siger det her, men at I klager, så det kan blive behandlet i politiklagenævnet.«

Det ufrivilligt komiske var selvfølgelig, at landets justitsminister efter tre måneders intensiv mediedækning og endeløs debat om problemerne i området tilsyneladende endnu ikke havde fattet, at netop politifolk – ved siden af fordomsfulde arbejdsgivere og diskotekernes afvisende dørmænd – er den gruppe personer, som de unge fra Blågårds Plads (eller Ishøj, Vollsmose og Gellerup) oftest føler sig diskrimineret af.

»Den dér hånlige latter skaber bare yderligere konfrontation mellem os,« truede justitsministeren, og hans makker i aftenens anledning, socialminister Karen Jespersen, måtte komme sin trængte kollega til undsætning: »Jeg bliver ærgerlig, når I klapper, som om det var forkert, det, Frank siger,« lød det. »Jeg synes, det er trist, hvis vi skal til at have en masse hårdhændede foranstaltninger.« Det blev ikke helt klart, hvorvidt det sidste skulle opfattes som en direkte trussel.

Heller ikke hos socialministeren var der noget, der tydede på, at hun havde forsøgt at komplettere det billede af situationen, hun må have tilegnet sig fra formiddagsbladene. Hendes eneste kommentar til de unges gentagne klager over politiets adfærd, over den evindelige chikane og chauvinistiske opførsel, var således: »Hvad pokker render I og laver, siden I ikke snakker om andet end politiet? Selv hvis der skulle være nogle af de forbandede racister i politiet, ville I ikke få noget med dem at gøre, hvis I ikke kom i konflikt med politiet.«

For socialministeren var det i det hele taget uforståeligt, at de unge ikke sang takkesalmer til det samfund, som har givet dem så meget, i stedet for at beklage sig. I den sammenhæng fandt hun, at en anekdote fra hendes egen barndom i Nansensgade måtte være på sin plads: »Vi havde ikke bad, ikke centralvarme, ikke trafiksanering og ikke alle de fine parker. Det, I har fået i dag, er det, vi gik og drømte om. Når det så alligevel ikke er godt, hvad er det så, der er galt?«

Social indignation prægede ikke ligefrem socialministerens indlæg, men hun afslørede dog en vis psykologisk indsigt, da hun i et forsøg på at afdække problemernes rod, kunne konkludere, at »man tit har svært ved at finde ud af det sammen.«

Efter mødet går der ikke mange dage, før reaktionen kommer fra socialministeren. Hun foreslår således ifølge Århus Stiftstidende allerede den 12.9.97, at man, i større omfang end Folketinget ellers har lagt op til, skal til at indespærre unge, kriminelle indvandrere i lukkede behandlingsinstitutioner, gerne uden domfældelser og måske også børn under den kriminelle lavalder på 15 år. Det ligger endnu ikke fast, om sådanne udenomretlige indespærringer skal være på ubestemt tid.

Og der er ikke noget, der tyder på, at man i Socialministeriet har planer om at satse på at løse nogle af problemerne med mindre hårdhændede midler som oplysning eller afmytologisering af mediernes skræmmebilleder. Et ellers ambitiøst og seriøst filmprojekt, som instruktøren Ib Markwarth har stablet på benene, fik således afslag om støtte fra socialministeren med følgende begrundelse udarbejdet af fuldmægtig Birgitte Rode: »De unge har ikke nødvendigvis sans for at fremstå på en for dem selv gunstig måde. Selv om mange af de unge utvivlsomt vil opfatte deres medvirken i en film om dem selv som noget positivt, kan mediebevågenhed vise sig utilsigtet på lidt længere sigt at komme til at forstærke nogle problemer.« (Information, 9.9.97). Om hun med disse »problemer« skulle have regeringens og politiets forklaringsproblemer i tankerne, er nok tvivlsomt.

Samfundsstøtter og venner af det danske »folkefællesskab« går ordensmagten til hånde

Kritikere af den danske flygtningepolitik – dem, som mener, den er for blødsøden – ynder at betegne Danmark som en »flygtningemagnet«, således f.eks. de konservatives retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller i Politiken den 23.8.97. Man fremmaner billedet af det lille smørhul med den liberale asylpolitik, hvor alle tredjeverdenslandenes fattigrøve flokkes som fluer for at tage for sig af den gavebod, som kaldes det danske velfærdssystem.

Denne forestilling har da også fået mange politikere, fra Socialdemokratiet til det yderste højre, op af stolene med brandtaler for såvel en generel skærpelse af flygtningepolitikken som en optrapning af beredskabet ved landets grænser. Fremskridtspartiet har sågar opfordret til, at man sætter militæret ind mod det, man med et malerisk udtryk kalder »flygtningestrømmen« (Berlingske Tidende, 15.9.97), og som man ikke mindst frygter vil eskalere nu, hvor Tyskland har indledt en større udvisning af flygtninge fra Baltikum. Forslaget er dog slet ikke så odiøst, som nogle har villet gøre det til, da det danske militær jo faktisk allerede tidligere på året deltog i en stor fælleseuropæisk aktion mod indvandrende fra øst.

I første omgang er justitsministeren, ifølge Århus Stiftstidende, 10.9.97, dog nøjedes med at oprette endnu en af sine specialstyrker, en Flygtninge-Task Force, som skal koordinere grænsekontrollen og bære ansvaret for at beskytte fædrelandet mod de asylivrige fremmede. Kan det lykkes at holde dem på den anden side af grænsen, så de slet ikke får lejlighed til at anmode om asyl, slipper myndighederne oven i købet for en masse besvær, og de danske skatteborgere sparer en skilling.

Ekstra Bladet, 16.9.97, vil – med deres sædvanlige flair for kildevalg – ved et interview med en lokal grænsevagt, Niels Jensen Hansen fra Baglandspatruljen, dokumentere, at »praktisk talt samtlige de flygtninge, der for øjeblikket strømmer over den dansk-tyske grænse, er bekvemmelighedsflygtninge.«

Eksperten siger: »Engang så vi folk, der flygtede af angst for deres liv. Sådan er det ikke længere. Folk søger en økonomisk tryg tilværelse i Danmark (...) Men vi er et lille land. Og nogle gange virker det på mig, som om Danmark skal hjælpe hele verden. Jeg kan også mærke, at min mistro til de fremmede vokser næsten dag for dag.«

Harmen over strømmen af illegale flygtninge er blevet en folkesag. Og på det seneste har frivillige meldt sig ved grænsen for at give ordensmagten en hånd med i forsøget på at dæmme op, fortæller Berlingske Tidende (21.9.97), et initiativ, som man kunne have forventet, ville være blevet hilst velkomment – civil arrestation af kriminelle og almindelig anmeldelse jo er fuldt inden for lovens rammer – havde det ikke lige været for en detalje: De ivrige samfundsstøtter viste sig at have taget den fulde konsekvens af deres holdninger og bar hagekors ...

Samfundet er blevet anderledes

1996 slår alle rekorder, hvad angår hårdheden i behandlingen af de indsatte i danske fængsler. Politiken kan den 25.9.97 berette om livet i de danske fængsler, som er blevet betydeligt barskere over de seneste år. Færre bliver prøveløsladt, færre får udgang, og flere bliver tvunget i enerum.

Tendenserne fremgår af Kriminalforsorgens statistik for 1996, der netop er udkommet.

1996 blev et rekordår, hvad angår antallet af afslag til fanger, der har ansøgt om prøveløsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffen. Efter tre rolige år er også antallet af fanger, der bliver tvunget til at afsone i enerum eksploderet, en ekstra-strafform, der anvendes helt efter fængselspersonalets skøn. Kriminalforsorgen bestemte sig således sidste år for at sende 1.000 fanger til afsoning på denne måde mod deres vilje, hvilket er en tredjedel flere end det foregående år. Og endelig har Kriminalforsorgen over de sidste ti år ikke før tildelt sine fanger så få udgange, som det var tilfældet i 1996.

»Fangerne er blevet anderledes,« forklarer vicedirektør Anette Esdorf sig. Og hvilken anden forklaring kunne man næsten forvente.

Hells Angels og Bandidos slutter fred – hvornår nedruster politiet?

Snart har den berømte og berygtede »rockerlov« – »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« – et års jubilæum; nærmere bestemt den 15. oktober. Denne berygtede særlov har unægtelig rejst en række væsentlige problemstillinger omkring grænserne for forholdet kriminalitetsbekæmpelse og retssikkerhed imellem, som endnu savner afklaring.

I slutningen af september kunne forsvarsadvokat Thorkild Høyer imidlertid efter måneders hårdt forhandlingsarbejde forære offentligheden en længe ventet fred Hells Angels og Bandidos imellem. Hermed kan den vigtigste af disse retssikkerhedsmæssige problemstillinger efter ét års uvished måske endelig blive løst: Tilsidesatte myndighederne – ikke mindst justitsministeren og politiet – fundamentale retssikkerhedsgarantier med vedtagelsen af særloven for at beskytte befolkningen og standse konflikten Hells Angels og Bandidos imellem, eller var »rockerkrigen« blot et kærkomment påskud for det første afgørende skridt i retning af at overføre kompetence fra den dømmende til den udøvende magt og således bryde med Grundlovens tredeling af magten?

I det følgende skal vi kaste et lille tilbageblik på det forløbne år og se, hvordan den nærmeste tid utvivlsomt vil give os et temmelig utvetydigt svar herpå ...

I halvandet års tid raserede den såkaldte rockerkrig mellem Bandidos og Hells Angels i Skandinavien. Da de første skud faldt, var hovedparten af politikerne, politiet og pressen hurtige til at sætte fokus på denne trussel mod befolkningens sikkerhed og tryghed – for tænk, om en vildfaren kugle ramte en uskyldig?!

Målet var indlysende: Krigen skulle standses, og den almindelige borger beskyttes – spørgsmålet var bare hvordan?

I skøn forening enedes hovedparten af politikerne, politiet og pressen om et gammelkendt kneb: Med oprustning skal oprustning bekæmpes. Næppe nogen foreslog at mægle de stridende parter imellem; til gengæld mandsopdækkede svært bevæbnet politi stort set alle, der nok så perifert var i kontakt med Hells Angels eller Bandidos; vilkårlige visitationer med skarpladte maskingevær op i ansigtet blev dagligdags rutine i den såkaldte stress-strategi.

Hverken politikere, politi eller presse fandt anledning til at bemærke, at man balancerede på en større og langt farligere konflikt, om stressede og chikanerede medlemmer af – eller familie og bekendte til medlemmer af – de implicerede klubber, udløste en katastrofe ved en pludselig, eventuelt væbnet, gengældelse af politiets provokationer.

Næste træk var så »Rockerloven«, eller mere præcist: »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme.« For større dele af bikermiljøet elimineredes uden videre grundlæggende retssikkerhedsgarantier, og kollektiv straf blev indført. At alle skulle være lige for loven, gælder ikke mennesker, som politiet helt efter eget skøn, uden om domstolene, antager er »rockere«.

Bandidos og Hells Angels blev smidt ud af deres klubhuse, frataget deres grundlovssikrede forsamlingsfrihed og i visse tilfælde i realiteten også ytrings-, forenings- og erhvervsfriheden. Adgangen til over et halvt tusind ejendomme er siden særlovens vedtagelse i oktober 1996 blevet forbudt – et langt, langt større antal end de oprindelige klubhuse udgjorde, som loven jo ellers officielt var rettet imod.

Det var lige pludselig ikke længere et spørgsmål om overhovedet at standse konflikten; det var et spørgsmål om at standse, chikanere og i sidste ende helst forbyde klubberne. For almindelige sagesløse danskeres skyld, selvfølgelig.

Men hvad var egentlig argumenterne for noget så alvorligt som tilsidesættelsen af fundamentale retssikkerhedsprincipper – og holdt de?

1) Bandidos og Hells Angels bedriver organiseret narkokriminalitet, og særloven er den eneste måde at hindre eller vanskeliggøre dette, hævdede både justitsministeren og dele af politiet og pressen.

Påstanden må imidlertid i bedste fald regnes som en usandsynlig hypotese. Nogen »organiseret narkokriminalitet« inden for disse grupper er nemlig aldrig nogen sinde blevet sandsynliggjort; tværtimod har chefkriminalinspektør Per Larsen flere gange direkte afvist al tale om noget sådant: »... man [har] ikke beviser for eller indikationer af, at krigen handler om narko. (...) Mit indtryk er også, at der er tale om en krig på ære.« (Jyllands-Posten, 15.8.97). Og: »Vi kan ikke med nogen som helst vægt i vores dokumentation påstå, at rockergrupperne er del af et organiseret kriminalitetsmønster.«! (Information, 23.7.96).

2) Men gentagne politirapporter dokumenterer ikke desto mindre klubbernes organiserede kriminalitet.

Nej; rent faktisk dokumenterer ikke én eneste politirapport dette. En rapport fra 1995, der f.eks. opgjorde, at forskellige HA-medlemmer indtil 1989 skulle have 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt, var slet og ret forkert. De korrekte tal var hhv. 2 og 0, måtte Justitsministeriet senere indrømme, da det var blevet afsløret af journalisterne Erik Glyngfeldt og Søren Brun – men skandalen fik ingen konsekvenser overhovedet!

Den seneste rapport fra Rigspolitiet hævder så atter, at »rockerkrigen« i det mindste delvis handler om kontrollen med narkomarkedet, men den ansvarlige for rapporten, politimester Jens Henrik Højbjerg ekspliciterer, at »rockerkrigen ikke har ført til, at vi har kunnet drage sikre, endelige konklusioner om, hvad det er, som driver denne her krig.« (Berlingske Tidende, 15.8.97).

Ikke desto mindre er det altså dét signal, som de to seneste rapporter udsender. Dels løgnagtigt materiale, dels udokumenteret materiale!

Ingen avisforsider ryddes, og stort set ingen spørger, om vi kan acceptere dette fra den udøvende magt i et retssamfund?

På denne baggrund er det klart, at vi fra Faklens side har måttet konkludere, hvad der givet de forhåndenværende kort burde synes åbenlyst for alle, nemlig at »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« såvel som det planlagte »rockerforbud« selvfølgelig dybest set aldrig har sigtet på en bekæmpelse af nogen fiktiv organiseret narkokriminalitet, aldrig har sigtet på at standse »rockerkrigen« og aldrig har haft uskyldige borgeres sikkerhed på sinde.

Hvad var så det reelle formål? Herom kan vi kun gisne.

Både den forrige og den nuværende justitsminister har mere end antydet, at »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« også skal kunne anvendes over for andre utilpassede grupper.

Ret skal dog være ret. Vi kan ikke desto mindre ikke med sikkerhed afvise, at myndighedernes helt reelle intentioner bag så stærkt et middel som at suspendere retssikkerhedsgarantier for en reelt udefinerbar gruppe mennesker alene var at minimalisere risikoen for, at uskyldige blev ofre for konflikten.

Godt nok kan man over for dette argument med Preben Wilhjelm (i Politiken, 22.6.97) indvende, at loven rent faktisk forøgede risikoen for, at uskyldige blev fanget i krydsilden, eftersom træfningerne nu ikke længere fandt sted ved klubhusene, men f.eks. i tætbefolkede bykerner.

Alligevel er det dog i det mindste teoretisk muligt, at politikerne rent faktisk af et godt hjerte har haft uskyldige medborgeres sikkerhed så meget på sinde, at de nødtvunget har fundet det uundgåeligt at suspendere fundamentale retsprincipper, i hvilket tilfælde alle gisninger om »politistatsmetoder« trods alt bliver lettere alarmistiske og overreagerede.

Problemet er bare, at det, så længe rockerkrigen stod på, aldrig kunne afgøres hvilke motiver, der egentlig lå bag rockerloven – det måtte forblive påstand mod påstand.

Det kan imidlertid afgøres i dag.

Nu, da krigen er forbi, kan den mest rockerlovs-venlige del af politikerne, politiet og pressen naturligvis såre let bevise deres reelle sindelag ved øjeblikkeligt at slå til lyd for en annullering af »rockerloven«, for eftersom befolkningen ikke længere risikerer at blive ramt af vildfarne granater, er der selvfølgelig heller ikke længere nogen grund til at suspendere retssikkerheden for de implicerede parter. Det turde være indlysende.

Når nu politikerne og politiet en af de førstkommende dage altså tager initiativ til at ophæve den et år gamle særlov, »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, såvel som den særlige stress-strategi (der jo ikke er kriminalitetsopklarende, lige så lidt som den er befordrende for freden), har de da også derved klart bevist, at alle, der måtte tillægge dem totalitære hensigter, tog grundigt fejl!

Omvendt – hvis ikke særloven straks ophæves og alle forbudsplaner øjeblikkeligt skrinlægges, har de naturligvis tilsvarende bevist, at det aldrig nogen sinde har været den primære intention at standse krigen, endsige redde uskyldige borgere ...

De første tegn er imidlertid ikke opmuntrende. Store dele af pressen gør rent faktisk alt, hvad de kan, for at mistænkeliggøre og ødelægge den mirakuløse fred mellem Bandidos og Hells Angels, som Thorkild Høyer på så forbilledlig humanistisk vis har forhandlet på plads!

Ekstra Bladet ønsker f.eks. freden velkommen således: »Rend os i rockerfreden!« (forsiden, 26.9.97). Thøger Seidenfaden kalder det en »skandale«, at DR bragte det glade budskab ved at vise Jim Tinndahn og Bent »Blondie« Svane Nielsen fra hhv. Bandidos og Hells Angels give hinanden hånd på freden, selv om enhver med blot nogenlunde omløb i hovedet ved, hvor afgørende det er for et pluralistisk og anarkistisk struktureret bikermiljø ved selvsyn at konstatere, at kendte repræsentanter mener bilæggelsen af stridighederne 100% oprigtigt – »groteske« og »bizarre personer« kaldte Politikens chefredaktør elskværdigt disse to mennesker bag fredsslutningen, mennesker, som han uden videre dømte »ansvarlige for en masse voldskriminalitet«! (TV2-Nyhederne, 26.9.97).

Det er i det mindste altid interessant at se, hvem der bliver mest aggressiv og fordømmende, når en krig er forbi – så ved man ligesom, hvem der er fredens venner, og hvem der ikke er ...

Samtidig har hele forløbet været en studie i politiets bestandige sporskifte. Før krigen var HA og Bandidos ifølge talrige avisartikler med politiet som kilde rivaliserende narkobagmænd, der skulle bekæmpes; efter krigsudbruddet var der ifølge chefkriminalinspektør Per Larsen tale om et opgør om »æresbegreber« (23.7.96).

Man kommer således uvægerligt til at spørge sig selv, om der nu ikke længere var »brug« for historien om narkobagmændene?

Inden vedtagelsen af rockerloven var det så igen »narkoopgøret«, der dominerede pressen, og da forbudstanken var undfanget, kunne justitsminister Frank Jensen modsat chefkriminalinspektøren pludselig påstå: »Det er ikke primært æresbegreber, som nogle vil gøre det til. Nej, det er en kamp om at få herredømmet over narkomarkedet. Jeg er ikke i tvivl om, at rockerne er de egentlige narko-bagmænd her i Danmark.« (B.T., 28.2.97). Efter Frank Jensen har bevilliget 7,5 millioner, for at få »rockerne« forbudt, kommer også politimester Jens Henrik Højbjerg justitsministeren til undsætning og hævder, at »rockerkrigen bl.a. skyldes kampen om narkotikamarkedet« (Berlingske Tidende, 15.8.97) ...

Da så freden er en realitet, har der pludselig aldrig været tale om et narkoopgør, afslører en rapport fra PET (ifølge Jyllands-Posten, 28.9.97); nu skyldes politiets mistillid til freden pludselig ikke længere fordelingen af narkoterritorier, men derimod, at der i Bandidos og Hells Angels angiveligt skulle ulme et indbyrdes had- og mistillidsforhold siden 80erne med rod i krigen mellem HA og Bullshit ...

Man må tilsyneladende sno sig. Resultatet har under alle omstændigheder været betragteligt: Nye våben, øgede bevillinger og en sand heltedyrkelse af dansk politi i størstedelen af pressen.

Tilbage står imidlertid nogle upåagtede, men afgørende spørgsmål.

Hvorfor skifter politiet hele tiden forklaring? Hvorfor er de indbyrdes uenige? Hvorfor fremstiller de udokumenterede og løgnagtige rapporter? Hvorfor kommer PETs »afsløring« først nu? Hvorfor er alle egentlig ikke lige for loven?

Hvornår kommer den næste særlov, og hvis retssikkerhed skal suspenderes denne gang?

Jeppe Berg Sandvej og Rune Engelbreth Larsen