Den 6. maj 1997 vedtager 105 folketingsmedlemmer en ny Taxalov, ifølge hvilken »den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring«, skal være dansk statsborger. Da trafikminister Bjørn Westh den 16. december 1997 udsender en bekendtgørelse, hvoraf det fremgår, at kravet om dansk statsborgerskab også gælder taxachauffører og ikke blot vognmænd, møder loven massiv kritik. Ifølge direktøren for Det danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum er der »ikke skyggen af tvivl om«, at taxaloven strider mod FNs konvention om racediskrimination både hvad angår danskkravet til vognmænd og chauffører. (Jyllands-Posten, 9.1.98).

Hvorvidt loven skulle omfatte vognmænd eller chauffører, fremgår ikke tydeligt af den uklare lovtekst, og flere folketingsmedlemmer indrømmer da også, at de ikke ved, hvad de har stemt ja til. »Vi har været sløve, jeg har ikke sat mig ordentlig ind i tingene. Det er sjusket og sløset og en klar fejl,« siger den konservative trafikpolitiske ordfører, Brian Mikkelsen. »Det er pinligt og jeg er så ærgerlig over, at jeg ikke opdagede bemærkningerne om statsborgerskabet. Jeg bliver fuldstændig dårlig over, at vi kunne lave sådan noget og jeg havde aldrig stemt ja, hvis jeg havde sat mig ind i tingene,« siger Vibeke Perschardt fra det Radikale Venstre, som i sin tid kaldte det »et rigtigt fint lovforslag«.

»Den lov, vi har stemt ja til, vedrører soleklart kun vognmænd,« siger Søren Søndergaard fra Enhedslisten og tilføjer: »Ministeriet har enten misbrugt loven for at kunne indføre dette krav til taxachauffører. Eller også har ministeriet bevidst lavet lovforslaget så uklart, at man bagefter blot administrativt kunne lave regler om, at loven også omfattede chauffører.« (Jyllands-Posten, 9.1.98)

Efter at Taxalovens racediskrimination er blevet kritiseret voldsomt for ikke at harmonere med regeringens planer om integrationen, har man forsøgt at bortforklare skandalen som en svipser, og 12.1.98 måtte trafikministeren undskylde over for såvel Folketinget som de udlændinge, der kunne være blevet ramt af den nu tilbagetrukkede bekendtgørelse til taxaloven.

At det velkendte »krav om tryghed« hele tiden har været mere vigtigt for regeringen end at undlade racediskrimination, fremgår imidlertid tydeligt af Socialdemokratiets taxaordfører, Jytte Wittrock, der fastslår: »Vi vidste alle, at loven både omfattede vognmænd og chauffører. Vi mente, at kravet om tryghed og service i branchen bedst kunne opfyldes ved at stille det krav.« (Jyllans-Posten, 9.1.98).

Den radikale partileder Marianne Jelved indrømmer, anderledes angerfuld: »Jeg så selv, at der var forbud mod udenlandske taxivognmænd i lovforslaget. Men alligevel ringede der ingen klokke hos mig. Det føler jeg mig skamfuld over.« (Jyllands Posten, 12.1.98).

Er sløvhed, sløseri, manglende alarmklokker eller bevidst magtmisbrug forklaringen på den skandaløse taxalov? Er det lidt af hvert, eller skal forklaringen findes andetsteds? Under alle omstændigheder ville taxaloven på et klart racediskriminerende grundlag fjerne alle ikke europæiske statsborgere fra førersæderne i danske taxaer og dermed gribe særdeles voldsomt ind i tilværelsen hos eksempelvis en fjerdedel af alle københavnske taxachauffører.

Men denne gang var racediskriminationen måske for iøjnefaldende, og de diskriminerede ikke tilstrækkelig upopulære, så politikernes bodfærdige anger vil af mange givetvis blive betragtet som sikkerhed mod gentagelse. Centerleder fra dokumentationscentret om racediskrimination, Eric Tinor Centi påpeger imidlertid, at politikerne er »hykleriske«, eftersom ingen protesterede, da man f.eks. i 1996 vedtog loven om forbud mod diskrimination på arbejdspladsen, og den socialdemokratiske arbejdsminister, Jytte Andersen sagde, at arbejdsgiverne »principielt stadig kan foretrække en dansk statsborger frem for en udenlandsk statsborger.« (Jyllands-Posten, 9.2.98).

Racediskrimination i det skjulte er selvfølgelig umulig at kontrollere, og det hjælper naturligvis ikke på sagen, når ministre kommer med direkte opfordringer. Men alt tyder på, at vi blot har skimtet toppen af isbjerget i forbindelse med regulær racediskrimination også i dansk lovgivning.

Ifølge Østersørådets kommisær for menneskerettigheder, tidligere justitsminister Ole Espersen (S) optræder kravet om dansk statsborgerskab for at få job i en given branche »mindst« 10-15 steder i den danske lovgivning. Danmark er sammen med Letland det land, der hyppigst anvender lovgivning til at udelukke udlændinge fra forskellige jobs. »Tendensen i de øvrige lande går i den modsatte retning. Her går man i stigende omfang væk fra kravet om indfødsret ved besættelse af stillinger,« siger Ole Espersen, der har bedt den danske regering om en undersøgelse af den danske brug af kravet om indfødsret. (Berlingske Tidende, 11.1.98).

Bakket op af flere organisationer, regeringspartiet det Radikale Venstre og det meste af Folketinget kunne indenrigsminister Thorkild Simonsen da også bekendtgøre, at al dansk lovgivning skal kigges efter med henblik på at luge ud i racediskriminerende krav som eksemplificeret ved den nye taxalov. Netop i forbindelse med opnåelsen af den integration, som tilsyneladende ligger indenrigsministeren så meget på sinde, hersker der nogen uenighed blandt de socialdemokratiske ministre.

»Dette forhold, at der på særlige autorisationsområder som for eksempel buskørselsvirksomhed, sygetransport, taxikørsel stilles krav om dansk eller EU-statsborgerskab, er ikke i strid med regeringens generelle indvandrerpolitik,« kunne man læse af et tidligere svar til Folketinget fra trafikminister Bjørn Westh, der dog siden måtte undskylde ikke at have tænkt tilstrækkeligt integrationspolitisk. (Politiken, 9.1.98).

Efter Thorkild Simonsens bekendtgørelse gav Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, 13.1.98, udtryk for lignende divergerende synspunkter inden for racediskrimination i dansk lovgivning: »Indenrigsministeren har tilkendegivet, at han vil bede regeringskollegerne være opmærksomme på indfødskrav i fremtiden, ellers er der ingen planer,« sagde han på sit sædvanlige pressemøde og bekræftede, at den nuværende lovgivning ikke skulle gennemgås. (Jyllands-Posten, 14.1.98). Det direkte brud på indenrigsministerens løfter blev via Ritzaus Bureau åbenbart for statsministeren, hvis embedsmænd kunne forklare, at historien byggede på »en misforståelse«.

Spørgsmålet er så, om denne statsministerielle »misforståelse« og trafikministerens egne udtalelser om at have »præsteret for dårligt arbejde« dækker over et bevidst ønske om at racediskriminere – eller over simpel inkompetence. Allerede til høringen i marts 1997 rettede Dansk Taxi Union skarp kritik mod lovforslaget, der endda kun blev opfattet som rettet mod vognmændene. Formanden for Dansk Taxi Union, Lana Wala siger 9.1.98 til Politiken: »De svar, vi fik fra ministeren og hans embedsmænd, var både undvigende og vildledende.« Da Venstres Tove Fergo 14.1.98 spurgte til baggrunden for kravet om dansk statsborgerskab, svarede vor socialdemokratiske statsminister: »Det har jeg ikke lyst til at gå særligt meget ind på«. (Politiken, 15.1.98). Hvorfor mon?

At der med taxaloven er tale om i det mindste lovsjusk står klart for selv lægmand. Mere problematisk for vort folkestyre er det, at de stærkt kritisable tilfælde af sjusk snarere er reglen end undtagelsen på et så afgørende område som lovgivningen. Advokatrådet kalder loven »endnu et eksempel på sjusket lovgivning«, og Steffen Juhl, formand for Advokatrådet fastslår: »Denne sag bekræfter jo blot igen, at lovgivningsprocessen ikke er god nok. Det nytter ikke, at ikke en gang de politikere, der har vedtaget loven, kan forstå den. Kvaliteten af lovene er faldende.« (Jyllands-Posten, 9.1.98)

Indtil videre er Trafikministeriets bekendtgørelse om kravet om dansk statsborgerskab for taxachauffører blevet fjernet, men selve taxaloven forbliver foreløbig uændret, og dermed opretholdes kravet om dansk statsborgerskab for vognmænd, et krav, der ret beset er præcis lige så racediskriminerende, men mindre omfattende og derfor lettere at slippe af sted med. Men hvad med undersøgelsen af de danske love? Allerede inden røgen har lagt sig fra taxaskandalen, demonstrerer Bjørn Westh med ændringsforslag til godskørselsloven behovet for en sådan undersøgelse. Ifølge forslaget kan et selskab ikke få tilladelse til at køre gods i Danmark, hvis blot et enkelt bestyrelsesmedlem ikke har dansk statsborgerskab. (Berlingske Tidende, 10.1.98).

Man fornemmer omfanget af den herkulæiske opgave, den pågældende undersøgelsesgruppe har foran sig, som skal gennemgå den danske lovgivning for racediskrimination.

1997 var udråbt til at være »Det Europæiske År mod Racisme«, men danskerne markerede sig ifølge flere europæiske undersøgelser som de mest racistiske. Den racediskriminerende taxalov blev afsløret og fanget i opløbet, men den var kun toppen af isbjerget. Når offentlighedens lejlighedsvise søgelys fortoner sig herfra, vender politikerne givetvis tilbage til en lovpraksis, der ikke afviger nævneværdigt fra taxaloven.

Business as usual.

Registerstaten på fremmarch

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet arbejder på at oprette et register, som indeholder navne og CPR-numre på personer, der på den ene eller anden måde har snydt eller forsøgt at snyde det offentlige. Registeret skal være tilgængeligt for alle offentlige myndigheder. »Kun hvis myndighederne udveksler oplysninger, kan man gøre noget effektivt mod svindel,« udtaler afdelingschef Preben Bialas. (Berlingske Tidende, 6.1.98).

Allerede sidste år besluttede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation at oprette »Statistikregisteret for uretmæssigt modtagne ydelser«. I dette register havner enhver københavnsk borger, som får udbetalt for meget kontanthjælp, boligstøtte eller lignende. Kun Enhedslisten og Nørrebrolisten stemte imod. »Registeret er og bliver overflødigt, og jeg kan heller ikke se, hvordan det vil kunne stoppe eventuelle sociale bedragere. Hvis en person engang har fået for meget, selvforskyldt eller ej, og er blevet registreret, skal det så have betydning en anden gang, personen søger om noget, og hvordan? (…) Man glemmer helt, at det er en i forvejen svag gruppe, som man blot vil placere i endnu et register,« siger Sys Vibeke Hansen fra Enhedslisten. (Socialisten Weekend, 9.1.98).

Politikampagner for nabo-overvågning slår igennem i Århus

»Vi har i årevis opfordret folk til at lave nabohjælp. Og det er sandsynligvis effekten af de kampagner, som er ved at slå igennem. Folk er begyndt at holde øje med hinandens huse, og når de ser noget mistænkeligt, så ringer de herind,« siger chefkriminalinspektør Preben Juel Hansen til Jyllands-Posten Østjylland, 29.1.98. Politiledelsen i Århus glæder sig over den store deltagelse i befolkningen, hvor tålmodigheden med selv de mindste forseelser er ved at være brugt op.

»Min fornemmelse er, at folk ikke længere vil finde sig i den ulempe, det er, at andre ikke vil følge spillets regler. Det gælder både på alvorlige områder som vold og hærværk, men langt hen af vejen almindelig småuorden,« fortæller chefpolitiinspektør Kurt Wollesen. Dette, angiveligt voksende ønske i befolkningen er afgørende for politiet, der intensiverer succeskampagnerne: »Vi vil i den kommende tid slå mere på tromme for det her. Vi er kun 344 politifolk. Vi kan ikke dække byen 24 timer i døgnet, så vi er afhængige af, at folk hjælper os. Filosofien er, at jo flere øjne som kigger, des højere er dækningsgraden,« forklarer en forventningsfuld Preben Juel Hansen.

Overvåg, afslør og meld din nabo.

Politisk diskussion om (tvangs)aktivering efterlyses

»Der er en gruppe mennesker, som aldrig bliver selvforsørgende på trods af alle gode kræfter i kommunerne og i AF-systemet. Det må vi se i øjnene i stedet for at blive ved med at prøve at piske dem ud på et arbejdsmarked, hvor de ikke kan klare sig,« siger formanden for de kommunale beskæftigelseskonsulenter og souschef i Horsens Kommunes job-center, Ruth Syshøj. (Information, 5.1.98). Hidtil har den socialdemokratiske regering nidkært jagtet målet om fuld beskæftigelse i år 2005 i prestigeprojektet »Danmark som foregangsland«, hvor bistandsklienter med truslen om at få frataget deres livsfornødenheder er blevet presset ud i meningsløst tvangsarbejde i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK, som Danmark har underskrevet og forpligtet sig juridisk på.

Ruth Syshøj anslår antallet af mennesker, der er så uarbejdsduelige, at »aktiveringstilbud« ville være forgæves, til 50.000. Forsker ved Socialforskningsinstituttet, Hanne Weise udtaler til samme avis: »Problemet er, at man ikke rigtig ved, hvad man skal tilbyde dem, og hvad formålet er. Det mangler vi en politisk diskussion om – hvorfor vi egentlig skal aktivere så mange og så meget, og om lediggang egentlig er så frygteligt.«

En diskussion om den danske brug af tvangsaktivering, bebudelsen af sagsanlæg mod den danske stat for overtrædelse af den Europæiske meneskerettighedskonvention, samt interviews og analyse af begrebet borgerløn som løsningsforslag findes i Faklen nr. 7.

Nye udokumenterede påstande fra Rigspolitiet om de såkaldte rockeres kriminelle aktiviteter i Østeuropa baner vejen for nyt internationalt politisamarbejde

»Der er ingen tvivl om, at rockergrupperne har kig på de store kriminelle markeder for eksempelvis narkotika og våben i Rusland, Baltikum og Polen. Vi ved, at rockerne i Danmark samarbejder med grupper i de lande,« udtaler politimester Jens Henrik Højbjerg fra Rigspolitiet. (Jyllands-Posten, 19.1.98).

I den forbindelse skal der i marts afholdes et efterforskningsseminar i Danmark, hvor deltagere i den internationale paraplyorganisation, Baltic Sea Task Force On Organised Crime, skal delagtiggøres i de erfaringer, som det danske foregangspoliti gjorde sig under den »Store Nordiske Rockerkrig«.

For nærmere dokumentation af de påviseligt løgnagtige og udokumenterede politirapporter, den følgagtige presse samt den retssikkerhedsstridige »rockerlov« med dertil hørende stress-strategi, som har været hovedforklaringerne på det danske politis ubestridte førerskab inden for internationalt politisamarbejde mod »rockerkriminalitet«, se Faklen nr. 3 s. 3 ff og Faklen nr. 5, s. 46 ff.

Politichefer puster til gløderne fra den såkaldte rockerkrig

Våbenfund hos medlemmer fra bikerklubberne Hells Angels og Bandidos angives som årsag til, at en ny krig skulle være på trapperne, og at den massive politiovervågning skal fortsættes. »Lige nu er der roligt. Men når de armerer sig så voldsomt, tyder det på, at de ikke selv tror på freden,« udtaler chefkriminalinspektør Per Larsen til Jyllands-Posten, 3.1.98.

»Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte overvågningen,« supplerer vicepolitidirektør Henning Thiesen. Dagen efter i samme avis kommenterer advokat Thorkild Høyer, der har fungeret som mægler mellem de to klubber: »Visse kredse inden for politiet har interesse i at fastholde »rockerne« som et fjendebillede. Det kan være med til at legitimere, at de fortsat skal have ekstra penge til overvågning af »rockerne«.

Skulle man i modsætning til politiet og hovedparten af den danske presse være interesseret i at høre de impliceredes side af sagen er der det første fællesinterview med Hells Angels og Bandidos i Faklen nr. 7, hvorfra følgende udtalelser er taget:

»Det, der er problemet i dag, er, at politiet og pressen stadig væk forsøger at sætte os op imod hinanden – f.eks. da chefkriminalinspektør Per Larsen påstod, at krigen var på trapperne igen. Det var ikke bare løgn, det var komplet uforsvarligt, ja, farligt.« (Jim Tindahn, Bandidos).

»Det vanvittige er, at nu hvor der ikke er nogen konflikt mellem Bandidos og Hells Angels, fortsætter politiet deres krig og oprustning mod begge klubber. De ved godt, at de optræder utrolig provokerende over for os og dermed er med til at forhindre en normalisering af situationen. Måske de gode kræfter inden for politiet er pressede.« (Jørn Jønke Nielsen, Hells Angels).

At politiets intensive overvågninger og ransagelser resulterer i våbenfund i et omfang, politiet har alle muligheder for at overdrive, skal ifølge bikerne på ingen måde ses som udtryk for konfliktens genopblussen.

»Om vi kan li' det eller ej – den slags har de fundet de sidste 25 år, men det har intet som helst at gøre med, at det skulle være en »krig« på trapperne. Det er det, vi mener med, at konflikten er kommet udefra; den er netop startet i det små og først blevet alvorlig på baggrund af avisskriverier, der har tirret forskellige folk i miljøet. Og så udvikler det sig.« (Bent »Blondie« Svane Nielsen, Hells Angels).

Ingen tvivl om at visse kræfter inden for politiet ønsker at fortsætte stress-strategien og opretholde de særlige retssikkerhedsstridige beføjelser, den såkaldte rockerkrig har tilvejebragt. Spørgsmålet er, om denne fremgangsmåde er forenelig med den retsstat, vi bryster os af at leve i.

Flere fanger fastspændes

I løbet af 1997 blev 18 fanger i Horsens Statsfængsel sat i sikringscelle, og de blev alle spændt fast med remme. Dermed er antallet af fanger anbragt i sikringscelle næsten fordoblet i forhold til 1996, hvor 10 fanger fik denne særlige omsorg. En opgørelse fra direktoratet fra kriminalforsorgen, der omfatter årets første tre kvartaler, viser, at der blev anbragt 51 indsatte i sikringsceller i de lukkede fængsler i Horsens, Herstedvester, Vridsløse og Nyborg. (Politiken, 1.1.98 (RB))

Danmarks eneste forskningscenter mod racediskrimination holdes i stram snor af Indenrigsministeriet

Med en bevilling på 765.000 kroner har Indenrigsministeriet på falderebet reddet Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC) – for endnu et år. »Flere af vores medarbejdere har sagt op, fordi de aldrig ved, om de har ansættelse mere end et år af gangen. Og personligt holder jeg heller ikke selv til at gå gennem denne nervekrig hvert år,« siger centrets leder Eric Tinor-Centi.

Efter at Politiken 27.1.98 skrev, at ansøgningen til Indenrigsministeriet, blev sendt allerede i november, og at centret stod til lukning, tog det kun en formiddag at bevilge pengene. Til trods for benægtelse af nogen sammenhæng fra afdelingsleder i udlændingekontoret, Henrik Grunnet, virker det dog påfaldende. Pressens forpligtelser som vagthund bliver under alle omstændigheder tydeliggjort af denne sag.

Når man betænker den racediskriminerende taxalov, som tidligere omtalt, bliver det måske klart, hvorfor Indenrigsministeriet tøver med bevillingerne og kun uddeler dem for et år af gangen. Ønsker man derimod at tage regeringens påståede forsøg på at bekæmpe racisme alvorligt, bliver det til gengæld ualmindeligt svært at forstå, hvorfor det eneste forum, der professionelt tager sig af klager over racediskrimination, skal friste så kummerlig og usikker en tilværelse. Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination modtog i 1997 over 1.600 henvendelser. (Politiken, 28.1.98).

Politiet ønsker at anbringe 12-15 årige kriminelle indvandrere på lukkede institutioner

»Det er vores fornemmelse, at der er en mærkbar stigning af kriminaliteten blandt de unge indvandrere,« udtaler politimesteren i Odense, Lars Rand Jensen, der samtidig tilskriver regeringens voldspakke det samlede fald i ungdomskriminaliteten i Odense. (Jyllands-Posten 4.1.98).

»Det er lykkedes utrolig godt at inddæmme unges kriminalitet. Nu mangler vi så bare det endelige element med de lukkede institutionspladser, hvor vi kan anbringe de mest belastede unge kriminelle,« fortæller den forventningsfulde politimester.

Den populistiske symptombehandling har for længst bredt sig ud over politiets egne rækker til beslutningsdygtige politikere. Politiets »fornemmelser« for øget ungdomskriminalitet samt ønsket om »det endelige element« i form af indespærringer af børn under 15 år på lukkede institutioner, bakkes op af en socialdemokratisk socialminister, (den tidligere VSer) Karen Jespersen.

Samfundstjeneste til 12 årige og weekend-fængsel til 15-17 årige

Det Konservative Folkeparti har brugt julen til at udarbejde stramningsforslag over for børne- og ungdomskriminaliteten. Forslaget går ud på, at børn helt ned til 12-års alderen skal kunne idømmes samfundstjeneste, og at 15-17 årige skal tilbringe eksempelvis 12 weekender i det lokale arresthus. Essentielt for de konservative fornyere er, at de små lømler straffes med det samme. Slut med de blødsødne tiltalefrafald og betingede domme, som set med konservative øjne er regulære bjørnetjenester. »De unge savner en slags bremseklods første gang, de er på vej ud i noget uheldigt. For når de den ene gang efter den anden får tiltalefrafald, så mærker de jo slet ikke samfundets fordømmelse og bliver ikke motiveret til at komme ud af det igen,« forklarer den konservative retsordfører Helge Adam Møller i Berlingske Tidende, 1.1.98.

Fordømmelse som motivation – for børn?!

Antiracistisk træning af det danske politi får ingen støtte, trods udtalt behov og positiv indstilling fra ledelsen i det københavnske politi

I et internt nyhedsbrev erkender Københavns politi, ifølge Berlingske Tidende, 24.1.98, at der i korpset er problemer med fordomme over for indvandrere. Derfor er man gået med i et fælles EU-støttet projekt, som gennem kendskab til etniske minoriteter skal styrke kommunikationen og undgå konflikter. Til trods for fuld støtte fra Københavns Politi til projektet, der i Danmark hedder »Politiet og det Multikulturelle Samfund«, er det tvivlsomt, om den danske side af det to-årige efteruddannelsesprojekt bliver realiseret.

Med begrundelser spændende fra manglende bevillinger, til at projektet ikke er specifikt kriminalpræventivt, har både Justits- og Socialministeriet afvist at give støtte på knap en halv million kroner. Projektet har modtaget 420.000 kroner fra EU-kommisionen, men det enkelte EU-land skal selv bidrage med 50 procent af financieringen, hvorfor Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC), der leder projektet i Danmark, indtil videre har stillet eget budget til rådighed. »Vi er dybt frustrerede, men vi kan ikke vente med at sætte tingene i gang. Det er skandaløst, at politiet netop har fået 300 millioner kroner, men at dette projekt ikke kan få støtte fra Justitsministeriet. Det er første gang politi og indvandrere har fundet sammen i en organiseret ramme. Den hidtidige undervisning på politiskolen har været for tilfældig. De nyeste kontakter med politiet har været utroligt positive,« siger Eric Tinor-Centi fra DRC.

Om projektet siger Københavns vicepolitidirektør, Arne Stevns: »Det er et vældig nyttigt projekt, som politiet går helhjertet med i. Politiet optræder ikke bevidst racistisk, men ukendskab til hinandens bevæggrunde og kulturelle baggrund, kan skabe episoder, der skader forholdet mellem politi og indvandrere.«

I føromtalte nyhedsbrev fra Københavns politidirektør til de ansatte om »forhold til etniske minoriteter« af 12.1., står der bl.a: »En stor del af de etniske minoritetsgrupper har andre livssyn og traditioner, end vi er vant til. Dette vil ikke ændre sig, og skal respekteres, så længe det ikke strider mod dansk ret (…) Det er vigtigt, at politiet ikke på baggrund af personers udseende og væremåde generaliserer ud fra negative oplevelser, de har haft med kriminelle indvandrere (…) generaliseringer er udtryk for manglende professionalisme (…) Det er vigtigt, at politiet er i løbende dialog med indvandrerne og synligt tilrettelægger polititjenesten på en sådan måde, at den ikke virker diskriminerende, men i høj grad er indrettet på at tilgodese indvandrernes retsstilling.« (Berlingske Tidende, 24.1.98).

Det må mildest talt betragtes som foruroligende, når en en så forbilledlig indstilling fra ledelsen i Københavns politi hverken bakkes op af Justits- eller Socialministeriet. Sørgeligt, hvis de øverste magthavere i den danske stat opretholder et skjult Dansk Forbehold på netop dette punkt.

Schengen-aftalen grundlovsstridig

13 sønderjyder anlægger sag mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen for brud på Grundloven ved underskrivelse af den aftale, der binder Danmark til Schengen-samarbejdet. Schengen er et samarbejde mellem de 13 EU-lande på kontinentet samt Norge og Island, som skal sikre fri bevægelighed over landegrænserne. Schengen, som først bliver en del af EU, når Amsterdam-traktaten træder i kraft, er den vigtigste bestanddel af det, mange har valgt at kalde Fort Europa. Blandt de sikkerhedsmæssige modforanstaltninger til den frie bevægelighed, som selvsagt ikke skal gælde for alle, kan nævnes: Et fælles eftersøgningsregister i form af den såkaldte SIS- (Schengen Informations Systems) database placeret i Strasbourg; harmoniserede visum- og asylregler, en fælles front mod »de fremmede«; strafferetligt samarbejde, som bl.a. skal lette udleveringen af »kriminelle«; forøget politisamarbejde, der tillader politiet fra et naboland at krydse landegrænsen ved forfølgelse eller skygning af »kriminelle«.

Ifølge Schengen-aftale må eksempelvis tyske politifolk forfølge »kriminelle« 25 kilometer ind i Danmark uden særlig tilladelse fra danske myndigheder. De må bære våben, som dog kun må bruges i nødværge. De må ikke anholde den person, de jagter, men gerne »standse« vedkommende og lægge ham i håndjern, dog kun for at »transportere« ham.

Sådanne beføjelser, mener de 13 sagsøgere, er et klart eksempel på overdragelse af suverænitet til en anden stat, hvilket er i strid med den danske grundlovs paragraf 20, som kun tillader overdragelse af beføjelser »i nærmere bestemt omfang« til »mellemfolkelige myndigheder«, eksempelvis internationale organisationer og ikke til andre stater.

»Hvis der tages en demokratisk beslutning om, at vi skal ind i Schengen, så må den respekteres. Men det er uacceptabelt, hvis det ikke foregår efter Grundlovens spilleregler. Så må Grundloven ændres, selv om det er en besværlig procedure, der blandt andet kræver en folkeafstemning,« udtaler advokat Henrik Karl Nielsen, der repræsenterer sagsøgerne. (Politiken, 11.1.98).

Schengen-sagen kommer tidligst for retten i det kommende år, eftersom kammeradvokaten, der repræsenterer staten, afviser, at de 13 sagsøgere har direkte interesse i sagen. Et spørgsmål, der skal afklares, inden de 13 overhovedet får lov til at føre sagen for domstolen.

De spændende besøg fra tyske politifolk, bliver en realitet, når Danmark, såfremt alt forløber planmæssigt, i løbet af år 2000 bliver aktivt deltagerland i Schengen-samarbejdet.

Danmark strammer op over for FN-flygtninge

I mange år har Danmark sagt ja til årligt at modtage 500 FN-flygtninge fra den særlige kvote, som administreres af FNs flygtningekommissær i Geneve, men fra i år har den socialdemokratiske regering valgt at spare 50 pladser. »Jeg synes, det er et dårligt signal at sende ud i verden. Både til de lande, der har flygtninge, men også til de lande, der burde gøre en indsats for at hjælpe de mest betrængte flygtninge og give dem en chance her i tilværelsen,« siger Arne Piel Christensen fra Dansk Flygtningehjælp. (Århus Stiftstidende, 11.1.98).

Danske stramninger over for asylsøgere giver resultater og jubel på Christiansborg

Den massive indsats mod »de fremmede« i 1997 har været en stor succes på alle områder. Det skyldes først og fremmest en styrket politiindsats mod de såkaldte menneskesmuglere og regeringens stramninger over for asylsøgere.

De i dag så forhadte »menneskesmuglere«, som vel i en vis forstand kan paralleliseres med modstandsfolk under krigen, der hjalp jøder på flugt, blev i 1997 brugt ligesom »rockerne« – i den forstand, at de har tilvejebragt en ændring i Retsplejeloven, som giver politiet lov til hemmelige telefonaflytninger i forbindelse med »menneskesmugling«. Specialudstyr som CO2-målere, der sporer udåndingsluft i lastbiler, og termisk udstyr, der sporer kropsvarme, er en del af forklaringen på, at den største politigruppe mod »menneskesmugling«, Tønder politikreds, som netop er blevet udvidet til 48 mand, i 1997 pågreb 818 voksne og 177 børn, som illegalt forsøgte at krydse den danske grænse. Dertil kommer 241 »menneskesmuglere«. (Jyllands-Posten, 16.1.98).

Udlændingestyrelsens årsrapport viser et kraftigt fald på alle asylområder:

Antallet af asylsøgere faldt fra 5893 i 1996 til 5100 i 1997, altså 13 procent. Ifølge Rigspolitiets tal faldt antallet med 16 procent.
Antallet af familiesammenføringer faldt fra 8727 til 7560, ligeledes 13 procent.
Opholdstilladelser i asylsager faldt fra 8629 til 5954, et fald på 31 procent.
Afgjorte asylsager, hvor asylsøgeren fik flygtningestatus, viser også en faldende andel: Kun i 55 procent af sagerne i 1997 fik asylsøgeren flygtningestatus, mod 69 procent i 1996.
Antallet af asylcentre i drift faldt fra 33 til 23 i 1997.

I skarp modsætning til Danmark oplevede alle øvrige nordiske lande en stigning i antallet af asylsøgere – for Sveriges vedkommende en stigning på 60 procent!

Indenrigsminister Thorkild Simonsen var ikke uventet yderst tilfreds med de fine tal: »De faldende tal viser både, at verden er blevet mindre farlig, i hvert fald i de dele, hvorfra vi normalt får asylsøgere. Samt at de signaler, som stramningen af asylpolitikken har sendt, er blevet opfattet i de kredse, hvorfra vi tidligere modtog ansøgere, der ikke kunne opfylde kravene til den danske asylpolitik.«

»Jeg ved ikke, hvilken verden Thorkild Simonsen lever i, men det kan ikke være den virkelige. Flygtningeorganisationer kan berette om en fortsat stigning i antallet af flygtninge. Flere end 30 millioner mennesker er fordrevne. Krige og interne konflikter sender dem på flugt. Så derfor er det ufatteligt, at indenrigsministeren kan sige, at verden er blevet mindre farlig,« replicerer Søren Søndergaard fra Enhedslisten, der tilføjer: »Flygtninge holder ikke op med at flygte, bare fordi vi strammer i EU. De må især leve en kummerlig tilværelse i flygtningelejre i landende udenom.« (Socialisten Weekend, 9.1.9)

Også Centrumdemokraterne er opmærksomme på danskernes moralske dilemma: »Vi ved fra FN, at antallet af flygtninge i verden har været stigende. Og så må vi tage vores del. Derfor vil vi stå med et moralsk problem, hvis den faldende tendens fortsætter. (…) Vi kan ikke acceptere en situation, hvor Danmark ikke tager en rimelig del af verdens flygtninge,« siger Peter Duetoft fra CD. (Jyllands-Posten, 7.1.98). Det er nok tvivlsomt, om en borgerlig regering vil give CD færre moralske problemer.

Generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælp, Arne Piel Christensen maner også til besindighed i forbindelse med regeringens hastværk ved udspil på flygtningeområdet og kritiserer også forslaget om lavere integrationsydelse til flygtninge i Danmark: »Integration betyder, at man skal skabe lighed og tryghed. Nu vil man gøre det modsatte og skabe forskellighed, så flygtninge får 2.000 kr. færre end andre på kontanthjælp.« (Jyllands-Posten, 7.1.98)

I samme avis viser den socialdemokratiske hardliner, indenrigsminister Thorkild Simonsen, at hans kongstanke er en noget anderledes form for integration: »Vores forslag til stramninger er yderst fornuftige – uanset, at antallet af asylsøgere falder. Og uanset, hvad Arne Piel Christensen måtte mene. Jeg forstår ikke, at Arne Piel og andre ikke kan forstå, at disse stramninger under alle omstændigheder er nødvendige. det er helt rigtigt at sætte ind mod snyd, proformaægteskaber og stramme reglerne til familiesammenføringer. Det er også fortsat helt rimeligt, at asylsøgere får en indslusningsydelse – når man vil starte påny i et nyt land, er det rimeligt, at man må starte på en lavere ydelse end andre.«

Bemærk, at vor indenrigsminister taler om yderst fornuftige stramninger, som under alle omstændigheder er nødvendige …

Vigtigt er det også at tildele den tidligere, ligeledes socialdemokratiske indenrigsminister, Birthe Weiss sin del af æren for de flotte tal. Det var jo hende, der allerede den 10. juni 1996 fik opbakning fra alle partierne i Folketinget til en lov, der gav adgang til blandt andet brug af DNA-prøver, aldersundersøgelser ved kønshårstests, fingeraftryk og simultan-afhøringer. Elementer, som minsandten fremhæves af den radikale flygtningeordfører, Henrik Svane, der ifølge Ekstra Bladet, 16.1.98 »håber og tror, at de nye tal vil lægge en dæmper på Dansk Folkepartis fremmarch.«

Næstformanden i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl giver i samme avis Henrik Svane ret i, at stramningerne har hjulpet. »Men der er ikke tale om noget nævneværdigt fald. Det, der virkelig ville batte noget, ville være en halvering af tallene. Foreløbig er der kun tale om en lille krusning,« siger Thulesen Dahl.

Men højrefløjens skræmmebillede om det lille danske smørhul som endestation for alverdens fremmede nasserøve må siges at krakelere yderligere ved meldinger fra den tyske baglandspatrulje om flere hundrede asylsøgere, der årligt flygter fra Danmark til Tyskland. Alene inden for de seneste fem år er over 2.000 flygtninge fra Danmark blevet anholdt af tysk politi. (De tre Stiftstidender 8.1.98).

Mens Danmark strammer som aldrig før, lemper Norge på kravene, der ganske vist tidligere har været endnu hårdere end i Danmark.

»Vi ønsker ikke blot, at flere får flygtningestatus. Vi vil også være åbne over for at give flere opholdstilladelse på humanitært grundlag,« siger den norske justitsminister Aud-Inger Aure til Information, 22.1.98. Eksempelvis ønsker Norge at hæve antallet af FN-kvoteflygtninge fra 1.000 til 1.500, hvor Danmark til sammenligning har ønsket at spare 50 pladser i forhold til de 500, som blev modtaget i 1997.

Jo, Danmark er et »foregangsland«, som statsministeren ynder at udtrykke det.

Blinde passagerer sejler fortsat rundt, som følge af dansk forsømmelse

De tre blinde passagerer fra fragtskibet M/S Vita sejler fortsat rundt, efter danske politimyndigheder handlede i strid med en resolution fra FNs søfartsorganisation IMO, en resolution, Danmark ironisk nok selv har arbejdet på at få vedtaget. (Se Fakkelvagten for december: »Det autonome danske politi«)

»De europæiske lande er blevet meget hårdhjertede, når det gælder mennesker, der krydser grænser. Hvis der kommer for mange ind, holder humanismen op,« siger Martin Lee fra fragtskibets forsikringsselskab Ocean P&I Services, der arbejder på at finde en løsning. Men det kan have lange udsigter: »Min kollega havde en blind passager, der sejlede rundt i tre måneder, men det kan selvfølgelig vare længere,« siger Martin Lee. (Information, 23.1.98).

Medieskabt massehysteri omkring kurdiske bådflygtninge og Danmark i spidsen for internationale stramninger

»Kurder-alarm«, »Invasionen«, »Fort Europa under angreb« er blot nogle af sensationsoverskrifterne, der dominerede det danske medielandskab, da to skibe med omkring 1.200 overvejende kurdiske bådflygtninge omkring nytår ankom til den italienske kyst. Jyllands-Postens korrespondent, Per Nyholm skrev eksempelvis, 3.1.98: »Tusinder af kurdere, arabere og afrikanere stormer i disse dage Italiens strande i håb om hurtigt at kunne fortsætte til det øvrige Europa.«

Et af hovedproblemerne er bl.a. ifølge vor socialdemokratiske indenrigsminister, at kurderne ikke er »rigtige« flygtninge. De kommer jo fra et »venligtsindet land« (i.e. Tyrkiet!): »Jeg er betænkelig, hvis en hel gruppe borgere, som kommer fra et venligtsindet land, kan få asyl. De er ikke personligt forfulgte og dermed ikke flygtninge, som jeg forstår det. Deres flugt ser meget velorganiseret ud,« siger altså Thorkild Simonsen til Politiken, 3.1.98.

Og netop den danske indenrigsministers forståelse af flygtningebegrebet er af afgørende betydning for mange menneskeskæbner.

»Simonsen forstår ikke flygtningebegrebet. Han tror, at de er bekvemmelighedsflygtninge. Det er et levn fra hans tid som borgmester, som han ikke kan slippe. (…) Det er en myte, at kurderne er bekvemmelighedsflygtninge. De kommer fordi de er politisk forfulgte,« siger Keld Albrechtsen fra Enhedslisten til Socialisten Weekend, 9.1.98. I samme avis maner Socialdemokratiets EU-ordfører, Ove Fich, til besindighed: »Jeg har advaret mod panik. Det er dramatisk med overfyldte skibe, og det er gode billeder. Det svarer til situationen med albanerne. Men det er jo ingenting sammenlignet med flugten fra Bosnien.«

Ifølge Keld Albrechtsen er politikerne ikke overraskede, men bruger flygtningene med det »gustne politiske overlæg« at skabe hysteri.

Under alle omstændigheder har Danmark nu ifølge Berlingske Tidende, 24.1.98, bevæget sig fra at være et af de »tøvende« lande til at være et »strammerland«. Efter dansk pres vedtager de 15 EU-udenrigsministre en fyrrepunkts handlingsplan mod illegal indvandring, den såkaldte Eurodac-konvention, hvis ratificering dog kan tage op mod et år. Et af punkterne er et fælles fingeraftrykskartotek over de mange flygtninge. »Et fælles fingeraftrykssystem vil effektivt kunne afgøre, hvor flygtningene kommer fra. Vi vil kunne sige til flygtninge, at de er blevet registreret for første gang i et andet EU-land,« forklarer direktøren for den danske Udlændingestyrelse, Claes Nilas til Aktuelt, 6.1.98.

Dermed skulle der blive sat en effektiv stopper for den forkætrede asylshopping, altså den situation, hvor forarmede og forfulgte mennesker af frygt for at vende tilbage til deres hjemland desperat prøver at skaffe sig en tilværelse i andre af de rige EU-lande end det, de har fået afslag i.

Spørgsmålet er, om Fort Europa kan holde stand. Som en EU-diplomat ifølge Berlingske Tidende, 24.1.98, siger: »Folk, der er villige til at sætte livet på spil i bunden af en synkefærdig båd, lader sig ikke stoppe af de indre grænser i EU.« Kan vi gøre de ydre grænser stærke nok mod denne desperate »horde af fremmede«?

Man mærker bekymringen for Amsterdam-afstemningen hos regeringen. »Jeg vil være ked af en diskussion om fælles asylpolitik på denne side af afstemningen. Jeg er bange for, at det vil kunne få det hele til at falde på gulvet,« udtaler en bekymret Thorkild Simonsen (Jyllands-Posten, 7.1.98)

Hjem til Algeriet

Asylsøgeren F.C. lever under jorden et sted på Sjælland. Hans sag er færdigbehandlet, og budskabet er klart: Ud af Danmark! F.C kommer fra Algeriet, og der er mange, som mener, at hans asylsag er betegnende for den måde, hvorpå de danske myndigheder forholder sig til urolighederne i det nordafrikanske land. Jævnligt hører vi om massakrer i landet, og alene i den første uge af januar blev over 100 mennesker dræbt. Siden 1992 har 65-80.000 mennesker mistet livet under urolighederne i Algeriet.

»Jeg mener ikke, at der er borgerkrig i Algeriet. Der er nogle tydelige problemer med nogle grupper dernede, der er klart uenige med dem, der sidder på magten. Men der er ikke tale om grupper af en sådan karakter, at der er tale om en egentlig krig,« siger underdirektør i Udlændingestyrelsen, Anni Fode til Politiken, 11.1.98. Og det er ret vigtigt, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ikke »mener, at der er krig«, eftersom det gør det næsten umuligt for algierere at få asyl i Danmark. Siden opløsningen af Algeriet har Udlændingestyrelsen givet 4 mennesker lov til at blive. 22 fik afslag. I Flygtningenævnet har man givet 82 afslag ud af 84 mulige, oplyser specialkonsulent Thomas Brandstrup til samme avis.

Anni Fode har efterlyst officielle udtalelser fra FNs flygtningehøjkommisariat, UNHCR, der til gengæld er meget forundret over, at Danmark har valgt at overhøre en opfordring fra flygtningehøjkommisær Sadako Ogata om at sikre algierske flygtninge i Europa. At Ogatas appel ikke er tilstrækkelig officiel for Udlændingestyrelsen, men blot betragtes som »svar på nogle spørgsmål på en pressekonference«, overrasker Odd Iglebak, talsmand for UNHCRs regionskontor i de nordiske og baltiske lande, der siger, at »UNHCR har tidligere advaret EU-landene mod at sende algiere tilbage til deres hjemland, så længe situationen i landet er præget af terror. (…) Man kan diskutere, om vores holdninger skal udtrykkes mere formelt. Men vi har ikke haft tilsvarende reaktioner fra de øvrige nordiske lande.« (Politiken, 19.1.98). I samme avis fremgår det, at FNs menneskerettighedskommissær, den fhv. irske præsident, Mary Robinson kalder forholdene i Algeriet »rædselsvækkende usikre«.

Er det de danske myndigheders fatteevne, der er noget galt med, eller skal forklaringen på den internationalt afvigende danske asylpolitik findes andetsteds?

Mens et fåtal af danskere undrer sig, endsige bekymrer sig om sådanne stærkt kritisable og skæbnesvangre forhold, venter 41 algiere ifølge rigspolitiets oplysninger i øjeblikket på at blive udvist fra Danmark. De 12 er gået under jorden. En af dem er F.C, som »kun« er flygtet fra militærtjeneste i Algeriet og derfor officielt »kun« står til 10 års fængsel. Ikke nok for hverken Udlændingestyrelsen eller Dansk Flygtningenævn til at være tilstrækkelig politisk forfulgt.

F.Cs advokat Helge Nørrung kommenterer sagen i Politiken, 11.1.98: »Det er, som om man er helt ligeglad med, at han kommer i livsfare, hvis han bliver sendt tilbage til Algeriet (…) Det siger noget om, at der foregår en slags justitsmord. det er at lege med folks liv.«

Regeringens forslag til ny udlændingelov er udemokratisk, sjusket, fordækt og i strid med menneskerettigheder og FN-konventioner

Kritikken hagler ned over den socialdemokratisk-radikale regerings forslag til en ny integrations- og udlændingelov. På grund af de hidtil uhørt grove stramninger og den store sandsynlighed for at få gennemført loven med stemmer fra de konservative, der trods utilfredshed ikke vil stemme imod »selv de mindste stramninger«, skal hovedpunkterne i dette danske lovforslag – nr. L. 154 – af 17. december her skitseres:

Strammere regler for familiesammenføring: Indvandrere kan først få tilladelse til familiesammenføring tre år efter, at de har fået permanent opholdstilladelse.
Indvandrernes retskrav på at få forældre over 60 år til Danmark afskaffes.
Arrangerede ægteskaber giver ikke ret til familiesammenføring.
Det skal løbende vurderes, om forsørgelseskravet for indvandrere faktisk opfyldes. For danske statsborgere og flygtninge er der ikke særlige krav om forsørgelse af familiesammenførte ægtefæller.
Asylsøgere kan ikke få asyl ved at gifte sig med en dansker.
Opholdstilladelse gives ikke længere automatisk efter tre år – kun til udlændinge, som kan dansk og ikke har gæld til det offentlige eller har begået grov kriminalitet.
Hårdere udvisningsregler for kriminelle: Udlændinge med mere end 7 års ophold udvises efter fire års fængsel mod i dag seks år. For udlændinge, som har boet i Danmark i kortere tid, skærpes reglerne på samme områder.
Udvidet adgang til at udvise ved menneskesmugling, drab, voldtægt, røveri og grov vold.
Integrationsperioden for flygtninge udvides fra halvandet til tre år.
Danskundervisning for flygtninge skal kombineres med arbejde eller aktivering i integrationsperioden.
Kommunerne får ansvaret for integrationen i stedet for Dansk Flygtningehjælp, der dog stadig kan bruges som »entreprenør«.
Særlig integrationsydelse, der er 2.000 kroner lavere end kontanthjælpen. Den sættes yderligere 20 procent ned, hvis f.eks. danskundervisningen eller aktiveringen ikke følges.
Udlændingestyrelsen fordeler flygtninge i kvoter til alle amter, som derefter fordeler dem til kommunerne.

(Kilde: Jyllands-Posten, 23.1.98.)

Udemokratisk og sjusket

Blandt de hyppigst fremførte kritikpunkter er lovforslagets generelle ulæselighed og uigennemskuelighed, primært fordi det ikke er forsynet med paralleltekster, der viser den gældende lovtekst. En praksis, der ifølge Dommerforeningens formand, Jes Schiøler ellers er sædvane ved 99,9 procent af alle love.

Advokatrådet bakker også op om kritikken: »Jeg mener, at den demokratiske proces er sat ud af spillet af to grunde. Den ene er, at lovforslaget er så svært at læse, at det i virkeligheden er forbeholdt en ganske lillebitte gruppe af udprægede eksperter, og det er i sig selv udemokratisk. Den anden er, at det jaskes igennem,« udtaler jurist i Advokatrådet, Steen Bech. (Jyllands-Posten, 16.1.98).

Fordækt

Der sås i høj grad tvivl ved den socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsens hæderlighed og reelle intentioner i denne hans mærkesag, som han blev hasteindkaldt for at gennemføre, da Dansk Folkeparti i efteråret 1997 stod for døren, og Birthe Weiss, der ellers havde strammet og strammet, til sidst alligevel fik moralske kvababbelser.

»Jeg tror, at indenrigsministeren med vilje har skruet det så utydeligt sammen, for at man ikke skal kunne gennemskue, hvad loven handler om. Jeg forlanger et helt nyt forslag, som kan læses og forstås,« siger Venstres Birthe Rønn Hornbech til Jyllands-Posten, 15.1.98.

Søren Søndergaard fra Enhedslisten skærper kritikken i samme avis: »Der er ingen tvivl om, at man ønsker at skjule noget. Går det op for et større antal mennesker, hvad det her handler om, vil der rejse sig et ramaskrig.«

Søndergaard opridser mulighederne for magtmisbrug i Politiken dagen efter: »Indenrigsministeren har lavet en uforståelig integrationslov, hvor han ikke mindre end 15 steder giver sig selv ret til at fastsætte regler uden om Folketinget i de såkaldte bemyndigelsesafsnit.«

Anne Bastrup fra Socialistisk Folkeparti er i samme avis ligeledes opmærksom på problemet: »Udlændingeloven er ord, der slet ikke hænger sammen, og Integrationsloven er fyldt med uigennemtænkte huller og en frygtelig masse bemyndigelser, der ikke er rammer omkring. Det vil sige, at indenrigsministeren kan finde på hvad som helst. Det er vildt.«

Hvor galt, det kan gå, blev med al uønsket tydelighed knap en uge forinden demonstreret, da det gik op for folketingsmedlemmerne, at der var et enkelt uklart bemyndigelsesafsnit i den skandaløse taxalov, som trafikminister Bjørn Westh udnyttede til at udforme en bekendtgørelse, der fratog alle uden dansk statsborgerskab retten til at køre taxa. En bekendtgørelse, som kun pga. massiv kritik fik påtale fra Justitsministeriet og måtte trækkes tilbage. (Se: »Racediskriminerende taxalov afslører i bedste fald inkompetence og lovsjusk«).

I strid med FNs flygtningekonvention

Regeringens planer om en lavere »introduktionsydelse« til flygtninge strider mod FNs flygtningekonventions artikel 23, ifølge hvilken de tilsluttede stater har forpligtet sig på at give de anerkendte flygtninge, i Danmark de såkaldte konventionsflygtninge, »samme behandling som landets egne statsborgere med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse.« Det fastslår Det Danske Center for Menneskerettigheder i sit høringssvar til Integrationsloven ifølge Information, 17.1.98.

I strid med menneskerettighederne

Også med hensyn til ønsket om at stramme ægteskabsreglerne møder regeringens forslag hård kritik. Det hedder i lovforslaget:

§ 11a. En udlænding må kun indgå ægteskab her i landet, hvis den pågældende har lovligt ophold her i medfør af udlændingelovens §§ 1-4 og 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9.

Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor, navnlig varigheden af udlændingens ophold her i landet, kan statsamtet give tilladelse til ægteskab selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.

I bemærkningerne til lovforslaget står følgende begrundelse:

Regeringen vil som et led i bekæmpelsen af misbruget mod udlændingelovens regler imødegå pro forma-ægteskaber. Det foreslås derfor, at lov om ægteskabsindgåelse og opløsning ændres, således at udlændinge, der alene har et procesuelt ophold her i landet, medens deres ansøgning om opholdstilladelse behandles ikke har adgang til at indgå ægteskab.

Heroverfor står:

1) FNs Konvention mod racediskrimination, som Danmark underskrev i 1972, hvori det bl.a. hedder:

Til opfyldelsen af de i artikel 2 i denne konvention fastsatte grundlæggende forpligtelser påtager deltagerstaterne sig at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og sikre ethvert menneskes ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse, især med hensyn til nydelsen af følgende rettigheder: (…) iv) retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle.

2) Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948, artikel 16:

1. Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har giftefærdige mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen ret til at gifte sig og stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.

3) Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), artikel 12 og 14:

12. Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.

14. Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

(Kilde: Aktuelt, 22.1.98)

Meget afhænger utvivlsomt af administreringen af udlændinge- og integrationslovforslagets §11a stk 2, en dispensationsregel, der ikke var med i regeringens oprindelige udkast, men som blev tilføjet, efter forslaget havde været offentliggjort, hvilket må betragtes som særdeles afslørende for de bagvedliggende motiver eller i det mindste som bevis på eklatant inkompetence.

Advokat Gunner Homann fra Advokatrådet udtaler til Aktuelt, 22.1.98: »Hvis vi forestillede os, at vi havde paragraf 11a uden stk.2, så ville paragraffen helt sikkert være konventionsstridig. Nu prøver man at komme uden om konventionsstridigheden ved at lave en dispensationsadgang, som man så gør så uigennemsigtig, at man ikke rigtig ved, hvornår der foreligger en dispensationsmulighed – og om det vil være konventionsstridigt eller ej. (…) Jeg tror ikke på, at dispensationsadgangen vil blive håndteret på en måde, så vi ikke løber ind i konventionskrænkelser.«

Gunnar Homanns vurderinger understøttes i samme avis af menneskerettighedsekspert og advokat Thyge Trier, der tilføjer: »Og som dansker må jeg sige, at lovteksten sender det lidt kedelige signal, at man ikke kan stole på udlændingene. Det er den tankegang, der efter min mening ligger bag – og det er trist.«

Østersørådets kommissær for menneskerettigheder, den tidligere justitsminister Ole Espersen er også bekymret, særligt for udlændingenes retssikkerhed: »Der er her tale om mennesker, hvis mulighed for at få deres sag prøvet ved en højere instans er meget ringe, fordi de ofte er sendt ud af landet, inden alle ankeinstanser er færdige med at behandle deres sag.«

Såvel Dansk Flygtningehjælp som Det Danske Center for Menneskerettigheder betragter i deres høringssvar reglen om, at asylsøgere ikke må gifte sig, som på kanten af menneskerettighederne, og den omdiskuterede dispensationsadgang fremhæves som afgørende. (Information 17.1.98).

Også i udlandet vækker den danske regerings lovgivningsinitiativ opmærksomhed. Eksempelvis blev Sukhdev Sharma, direktør for det britiske Center for Racelighed, mildest talt chokeret ifølge Aktuelt, 22.1.98. Sharma forudser, hvis forslaget om begrænsning af asylsøgeres muligheder for at gifte sig ikke ændres, »at Danmark vil blive en paria i EU«. Sukhdev Sharma gør også opmærksom på, at 1997 var udråbt af EU til at være »Europæisk år mod Racisme«: »I 1997 har alle involverede lande talt om at bevæge sig fremad fra 1997 i arbejdet med at bekæmpe racisme og etnisk diskrimination. Med dette forslag bevæger Danmark sig i stedet baglæns.«

Skam og skændsel fra nær og fjern over dette skandaløse lovforslag, som i dets konventionsstridighed og krænkelse af basale rettigheder kan komme til at betyde dyb ulykke for mange uskyldige mennesker. Et lovforslag, der i allerhøjeste grad stiller spørgsmålstegn ved de folkevalgte regeringspolitikeres kompetence og hæderlighed, og som understreger den fremherskende forfatningskrise.

Men hvad med Dansk Folkeparti? Partiet der i så høj grad drog fordel af Ekstra Bladets fædrelandskærlige »fremmedkampagne« og hvis kolossale popularitet i efteråret 1997 tvang Socialdemokratiet på yderligere fremmedfjendsk kurs. Nu må de da være glade – eller hvad? I Jyllands-Posten, 23.1.98, får vi måske et svar af partiets formand Pia Kjærsgaard: »Der skal faktisk stilles nogle krav til flygtninge – og ikke bare nogle pjatkrav. Jeg fik en knaldende hovedpine efter at have læst integrationsforslaget. Det er noget af det værste, jeg har set.«

Forskellig indstilling til politiets ønsker i Østre og Vestre Landsret

Østre Landsret har været tilbøjelig til at følge politi- og anklagemyndighedens ønsker inden for vigtige områder af dansk strafferetspleje i de såkaldte rockersager, mens Vestre Landsret generelt har været mere kritisk over for politiets krav. Den forskellige praksis har været så påfaldende, at Advokatrådet ønsker sagen undersøgt.

»Det er vores helt klare fornemmelse, at det er sådan. Men vi har ikke noget videnskabeligt bevis for det. Derfor retter vi nu henvendelse til universiteterne for at få dem til at undersøge sagen,« siger advokat Steen Bech, formand for Udvalget om Strafferet og Straffeproces. (Jyllands-Posten, 23.1.98).

Landsretterne har haft afvigende praksis på fire afgørende områder:

Erstatningspligt for uretmæssige visitationer og ransagninger af »rockerne«. Mens dommerne i Østre Landsret har godkendt, at anklagemyndigheden nægter at betale, mener Vestre Landsret, at der i visse tilfælde bør gives erstatning. Her afventes Højesterets afgørelse.
Beslaglæggelse. Mens Vestre Landsret forlanger, at anklagemyndigheden skal dokumentere, at et papir fundet i en »rockers« lejlighed kan bruges som bevis i en konkret straffesag, før der kan ske beslaglæggelse, er beslaglæggelse ifølge Østre Landsret helt i orden, hvis bare papirerne måske kan få betydning i sager om endnu uopklarede forbrydelser. Her afventes Højesterets afgørelse.
Varetægtsfængsling. I Vest så man ingen grund til at varetægtsfængsle »rockere«, der blev taget med skydevåben, mens man i Øst sagde ja til kravet om fængsling. Højesteret støttede her Østre Landsret.
Udlevering af private mobiltelefon-oplysninger. I Øst så man intet problem i, at politiet fik udleveret de såkaldte tele-oplysninger, der afslører, hvor og hvornår hvilke telefoner har været i kontakt med hinanden. Det gjorde man derimod i Vest. Højesteret støttede her Vestre Landsret.

(Kilde: Århus Stiftstidende, 23.1.98).

At Østre Landsret generelt har politivenlige domme, viser sig ifølge Steen Bech eksempelvis også i Plejebosagen, hvor byretten løslader, Østre Landsret fængsler, og Højesteret atter løslader.

Dommerne i Østre Landsret er generelt ældre end kollegerne i Vestre Landsret, der tillige rekrutteres bredere og har flere med en generel byretsdommerbaggrund. Dommerstanden i Østre Landsret udgøres i høj grad af folk, der har fulgt den gængse karrierevej fra Justitsministeriet over Københavns Byret. »Det betyder dog ikke noget for deres domspraksis,« siger formanden for Dommerforeningen, Jes Schiøler til Jyllands-Posten, 23.1.98. Ifølge samme avis mener Steen Bech omvendt, »at karrieremønstret har stor betydning for dommene fra Østre Landsret.«

Jakob Stensgaard