Der har i Danmark igennem længere tid været en såkaldt bred folkelig debat om danskernes »retsfølelse«, et populært begreb, som vel nærmest er en parameter for, hvorvidt de enkelte danskere generelt »føler« deres »retfærdighedssans« tilfredsstillet eller krænket af de lovgivende, udøvende og dømmende instansers opklarende og retaliative myndighedsudøvelse. I denne debat har – i det mindste i mediernes fremstilling – det dominerende indtryk været, at danskerne »føler deres retsfølelse truet«.

F.eks. hører man, at forbrydere generelt slipper for let i et »blødsødent« retssystem, mens manglende mandskab, for få bevillinger og for mange retssikkerhedsmæssige hensyn angivelig forhindrer politiet i at gøre et tilstrækkelig effektivt stykke arbejde, og anklagemyndigheden gang på gang tvinges til at renoncere og lade notoriske forbrydere gå fri på grund af teknikaliteter. Vore dages retssystem tager – mener man – frem for at interessere sig for offeret alt for vide hensyn til forbryderens eller den mistænktes rettigheder – og det er belastende for »retsfølelsen«.

Debatten har i stor stil skabt genklang blandt landets ledende politikere med adskillige stramninger og kreative lovforslag til følge og har derfor naturligvis også spillet en væsentlig rolle i valgkampen.

Det handler om, i hvilket omfang borgerne eller »samfundet« føler sig tilstrækkelig beskyttet mod den enkelte, og ikke om den enkelte borgers beskyttelse mod overgreb fra samfundet og myndighederne. Den sidstnævnte problemstilling er der af ulige årsager åbenbart hverken seere, læsere eller stemmer i at kræve debatteret.

Et eksempel på den betydelig større træghed, der behersker retssikkerhedsdebatten frem for den livlige debat om retsfølelsen, er problematikken vedrørende de danske myndigheders omfattende brug af isolation under varetægtsfængslinger og den heraf følgende mentale invalidering af isolanten. Valgforsker ved Århus Universitet, Ole Tonsgaard mener, at det i et vist omfang bunder i politisk opportunisme: »Der er i dag ingen stemmer at hente på emner som varetægtsfængsling og isolationsfængsling. Politikerne er sluppet af sted med ikke at diskutere det, og det tyder på, at det ikke er et emne, der interesserer befolkningen,« forklarer han i Information, 16.2.98. Formanden for Kriminalpolitisk Forening, Carsten Glargaard supplerer i samme avis: »Der er ingen, der klapper en politiker på skulderen, hvis han strammer reglerne for isolationsfængsling.«

Ifølge Information, 18.2.98, er det op mod tyve år siden, interessegrupper og eksperter først begyndte at gøre opmærksom på de svære bivirkninger, som forårsages af isolation. Allerede i 1979 fremlagde Isolationsgruppen under Retspolitisk Forening 40 sager, der understregede de alvorlige skadevirkninger som følge af længerevarende isolationsfængsling.

Tidligere læge ved Skt. Hans Hospital, Finn Jørgensen gjorde så tidligt som i 1981 i artiklen »De psykiske følger af isolation« i Ugeskrift for Læger opmærksom på nogle af de mest iøjnefaldende symptomer: »Skrig, råben, gråd, selvmordsforsøg, paranoia, hallucinationer, vrangforestillinger, neuroser, aggressive handlinger« etc. Der skulle dog gå otte år, før sagen nærmest ved en tilfældighed på grund af et privat lovforslag fra de radikale i 1989 fandt vej til Folketinget, fortæller Information, 16.2.98. Lovforslaget havnede hos Strafferetsplejerådet, som i 1990 iværksatte en videnskabelig undersøgelse af de eventuelle psykiske skadevirkninger af varetægtsfængsling i isolation.

Over 10 år efter de første utvetydige ekspertudtalelser.

Den nedsatte forskergruppes foreløbige konklusioner forelå så endnu fire år senere, i 1994, men det endelige resultat, som også omfatter længerevarende og sent opståede problemer, fremlagdes først i april 1997 (jf. april måned 1997 her på siden eller Faklen nr. 5. s. 18f). Og siden har man så ventet på udvalgsarbejdets endelige udtalelse …

I løbet af de forløbne 20 år er der imidlertid ikke sket synlige ændringer af dansk isolationspraksis. Udover at negligere den solide kliniske dokumentation af de alvorlige menneskelige omkostninger i form af psykisk invalidering har de danske myndigheder dermed ligeledes ladet hånt om den internationale kritik, som gentagne gange har lydt fra bl.a. Europarådet, FNs Menneskerettighedskomité og Amnesty International, hvor den danske isolationspraksis er blevet kategoriseret med veritabel tortur.

Tværtimod kritik og dokumentation er de danske myndigheders anvendelse af denne særlige strafform for juridisk uskyldige, men efter politiets skøn mistænkelige personer over de seneste år taget alvorligt til. Alene i løbet af 1997 steg antallet af isolationsfængslinger på over to måneder således med 13 procent, beretter Politiken, 14.2.98. Af de i løbet af 1997 løsladte havde de længst siddende isolanter sidste år været afskåret fra omverdenen i hhv. 340, 343 og 348 dage. I alt sad i 1997 omtrent 1.500 danskere isoleret »i den nøgne celle, hvor det indimellem kan være nødvendigt at tisse i en håndvask eller besørge i en mælkekarton; hvor det er forbudt at kigge ud af det lille vindue under loftet, og hvor selv den daglige gårdtur foregår i ensomhed,« som cand.jur. Poul Majgaard beskriver forholdene i et indlæg i Information, 2.2.98.

Den netop frikendte Peter Rohde, som selv uskyldigt har siddet varetægtsfængslet i over 17 måneder – heraf 12 i isolation(!) – kompletterer billedet i Berlingske Tidende, 15.2.98: »Man kan pille tæer i dagevis og forsøge at skrive breve, som censuren ikke sender retur. Du kan få lov til at gå på toilettet i hjørnet af din celle, hvis personalet har travlt med at spille kort eller slå en skrigende narkoman fordærvet for at spænde hende fast i en lydisoleret celle. Politiet vil fortælle dig, at du kan få lov til at se din elskede alene i et besøgsrum med friske lagener, hvis du fortæller en 'ny historie' og tilstår.«

Også på dette punkt er Danmark altså europæisk foregangsland. »I andre europæiske lande bruges isolationsfængsling enten kun lidt, eller det bruges overhovedet ikke,« forklarer førnævnte Poul Majgaard. »I USA er det over 100 år siden, man afskaffede isolationen, og selv i et uland som Zimbabwe er isolation forbudt i landets grundlov. Det interessante er imidlertid, at kriminalitetsniveauet ikke er større i Danmark end i de lande, vi normalt sammenligner os med (…) Alligevel har det danske politi altså særlig hårdt brug isolation som efterforsknings- eller tilståelsesredskab.« Det kan tilføjes, at der i Danmark i modsætning til de enkelte andre lande, der benytter sig af varetægtsfængsling i isolation, ikke findes nogen fast øvre tidsgrænse for indgrebets varighed.

I princippet kan man sidde isoleret hele livet. Også som mistænkt.

Som den afgørende hæmmende faktor i forhold til en lempelse eller afskaffelse af den bestående isolationspraksis står tilsyneladende ubestridt politiets og anklagemyndighedens politiske indflydelse, hvilket bekræftes fra internt politisk hold. Den konservative tidligere formand for Retsudvalget, Henning Grove lægger i Information, 18.2.98, ikke skjul på, at hensynet til politiets handlefrihed har spillet en afgørende rolle bag de manglende initiativer: »Når man har taget det stille og roligt, så er det af frygt for, at man hindrer politiets muligheder for at opklare forbrydelser.«

Mangeårig næstformand i Folketingets Retsudvalg, Ebba Strange gør i samme avis rede for sine erfaringer: »Politikere vil meget nødigt lægge sig ud med politiet og anklagemyndighederne (…) Igennem alle de år, jeg har siddet i Retsudvalget, har jeg oplevet, at politi og anklagemyndighed har meget stor indflydelse på politikerne. Meget større end forsvarsadvokaterne i samlet flok,« hvilket hun atter forklarer ved den nære sammenhæng mellem justitsministeriets embedsmænd, anklagemyndighed og politiet: »Det er faktisk én organisation,« bemærker hun.

Det er et spørgsmål om prioritering: »Selv om undersøgelser viser, at det kan være skadeligt at isolationsfængsle, så er det en balancegang, hvor man skal veje hensynet til efterforskningen op mod de utilsigtede følgevirkninger,« forklarer Henning Grove. Og som i adskillige andre sammenhænge er det altså også i denne sammenhæng blevet kravet om effektivitet, der vejer tungest, og for hvilket man er indstillet på at bekoste i hundredvis af juridisk uskyldige menneskers mentale helbred.

Man må prioritere.

Der er naturligvis vanskeligt at sige med sikkerhed, i hvilket omfang den herskende isolationspraksis overhovedet spiller nogen rolle for politiets opklaringsarbejde – om end den kendsgerning at f.eks. det amerikanske og en lang række andre landes politi åbenbart klarer sig ganske glimrende uden, antyder det modsatte. Som »tilståelsesredskab« er isolation derimod uden tvivl yderst effektivt. Og effektivitet er nu en gang, hvad den danske folkerøst råber på – og hvem tør vel vove at krænke folkets retsfølelse.

Hvor der handles, der spildes

I Poul Nyrups »bløde land med den hårde valuta« er der virkelig mange vindere. Den gamle socialdemokratiske kamp for i fællesskab med den etablerede fagbevægelse at reformere »arbejderklassen« ud af armod og undertrykkelse synes at være lykkedes med en stor, veletableret og stadig mere velhavende og sorgfri middelklasse til følge. I løbet af de sidste 5-6 år, altså de siddende socialliberale partiers regeringsperiode, har disse »vindere« vundet stadig mere. »Vi er rigere, end vi nogen sinde tidligere har været i Danmarkshistorien,« som det triumferende hedder i Berlingske Tidende, 15.2.98.

Ifølge samme kilde, blev alene på årets første dag de danske børsspekulanter 19 milliarder kroner rigere. Det samlede private forbrug siden 1992 er steget med 90 milliarder kroner om året ifølge Information, 28.2.98. Bare i julen sidste år brugte de danske vindere i nærheden af 23 milliarder kroner på sig selv og hinanden, en imponerende ny rekord. Danmarks økonomi beundres i internationale kredse, og selv fra den ultraliberale amerikanske avis, The Wall Street Journal, har det ikke skortet på roser.

»Tresserne er tilbage,« hedder det i Berlingske Tidende, »… uden alle minusserne. Studenterne vil ikke gøre oprør, medlemmerne af fagbevægelsen har bøjet nakken og fået dobbelt carport, strejker er noget, der var en gang (…) Kulturradikalismen er død.«

Men hvor der er vindere, er der tabere; en kendsgerning, som ethvert liberalt samfund må kalkulere med. Og i takt med, at vinderne vinder, taber taberne – der må være balance i tingene.

»De velstillede har vundet under Nyrup,« lyder overskriften til en artikel i Politiken, 1.3.98, hvori en række officielle rapporter og vurderinger fra samfundsforskere refereres for at konkludere, at Socialdemokratiet og regeringen er ved at bevæge sig væk fra den såkaldte velfærdsmodel. Som eksempler på følelige resultater af den førte politik nævner næstformand i Danmarks Socialrådgiverforening, Pernille Djurhus i Information, 28.2.98: »Man har nedlagt sengepladser i psykiatrien, der er blevet flere tiggere i København, og nogle kommuner er begyndt – i god overensstemmelse med intentionerne bag den nye Bistandslov – at tage bistanden fra folk, der ikke vil stille op til meningsløst tvangsarbejde (…) Systemet er blevet strammet så meget, at det gør det svært for de virkelig skæve eksistenser og for dem, der er ude af stand til at arbejde,« forklarer hun.

Kristeligt Dagblad nævner, 1.2.98, som et eksempel på den sidste gruppe, at de 25 procent af flygtningene i Danmark, der er torturofre og så medtagne, at de ikke er i stand til hverken at arbejde eller samle sig om det påkrævede integrationsprogram, ifølge den nye integrationslov risikerer såvel at trækkes i den i forvejen diminutive integrationsydelse som at miste deres ret til varig opholdstilladelse.

»Middelklassen breder sig, får det bedre og bedre, men er ret ligeglade med den relativt lille gruppe af udstødte,« forklarer Pernille Djurhus i ovennævnte artikel. »Gamle værdier om solidaritet og sammenhold er ikke moderne længere. Underklassen vækker afsky (…) og der har bredt sig den holdning, at 'hvorfor tager I jer ikke bare sammen og får er arbejde.'«

»Vi har en stærk polarisering i Danmark,« understreger lektor ved Socialmedicinsk institut i København, Bjørn Holstein, der siden starten af 1980erne har undersøgt de sociale baggrunde for børn og unges fysiske og psykiske lidelser i dagens Danmark. »Et stort mindretal på 20-25 procent har det ikke godt,« udtaler han til Information, 28.2.98. »Gruppen med psykosomatiske lidelser er blevet større. Og det er mærkeligt, at der er blevet større sociale forskelle i sundheden for danske børn, mens de er blevet mindre for norske, svenske, finske og skotske børn.« Årsagen finder Bjørn Holstein angiveligt i fraværet af politiske initiativer for f.eks. at skabe bedre kår for fattige børnefamilier. »Man har ikke gjort en snus for at ændre situationen,« siger han.

Med et klarsyn af en dybde, som journalisten måske ikke selv har intenderet, konkluderer Berlingske Tidende i en stor temaartikel om »De fede 90ere«, 15.2.98, at »den måske allervigtigste årsag til, at det ser sådan ud, er, at Danmark i dag er et radikalt anderledes land, end det var for bare 15 år siden. Der ser ganske enkelt fuldstændig anderledes ud inde i hovedet på langt de fleste af os.«

Da de udpinte arbejdere omkring århundredskiftet for alvor begyndte at rejse sig og forlange deres del i samfundets velfærd, havde de arbejdskampen, blokaderne og de solidariske arbejdsnedlæggelser som deres vigtigste våben mod etablissementet. Vore dages fattige og udstødte har intet sådant pressionsmiddel. Man kan kun gisne om, hvorvidt, hvornår og hvordan de vil gøre deres krav gældende.

Plat, platheder og apartheidpolitik

I sin første midtvejsstatus over valgkampen, der indtil da ifølge meningsmålingerne havde givet vigende tilslutning til Socialdemokratiet, bebudede statsminister Poul Nyrup Rasmussen ifølge Politiken, 28.2.98, »et opgør med de indvandrere og flygtninge, der driver plat på det danske velfærdssystem.« I samme avis forklarer den radikale retsordfører, Bjørn Elmquist essensen af sit partis udlændingepolitik således: »Vi har en overordnet overskrift i valgkampen. Vi er på jagt efter plat og snyd. Det skal stoppes.«

Udsagnenes appellerende fornuft ligger helt i forlængelse af mange af de »valgløfter«, som generelt har lydt fra såvel regeringspartier som opposition, udsagn, som gerne kan koges ned til, at f.eks. »illegal indvandring bør forhindres og menneskesmuglere straffes«, eller at »der bør sættes ind mod fremmede, som begår socialt bedrageri«.

Inden for filosofien har udsagn af denne karakter et fast term. De kaldes platheder. En plathed kan defineres som »en positivt eller negativt ladet sproglig selvfølgelighed, som ingen, der taler sproget og i øvrigt er ved sine fulde fem, vil benægte« (Derfor – Bogen om argumentation, af Finn Collin e.a.). Der er altså tale om en art tautologisk udsagn, som egentlig er semantisk tomt, men som ikke desto mindre fremsættes, som betydningsfuldt, som f.eks. »man bør gøre det rigtige«, eller som i denne sammenhæng, »det er ulovligt at begå kriminalitet« og »kriminalitet bør retsforfølges«.

Loven definerer, hvad der er kriminelt, og afstikker samtidigt rammerne for, hvilken straf en overtrædelse skal medføre. Men hvordan kan sådant politisk plat da blive afgørende i en valgkamp? Er politikerne dumme?

Eller er der en specifik hensigt med disse meningsløsheder? Naturligvis er der det.

I føromtalte artikel forsætter statsministeren: »De vil fremover få modspil af en særlig ekspertgruppe, som skal specialisere sig i afsløring af udlændinge, som modtager danske bistandsydelser eller arbejder sort, samtidig med, at de har fast ejendom i hjemlandet.«

En særlig ekspertgruppe, som skal specialisere sig i afsløring af udlændinge.

Han sigter altså til tiltag, der retter sig specifikt mod en gruppe danskere, som udskiller sig ved ikke at dele etnisk, kulturel eller sproglig baggrund eller visse genetisk determinerede egenskaber som hudfarve med majoriteten af befolkningen, og som nu skal retsforfølges med en særlig nidkærhed frem for andre kriminelle danskere.

Som omtalt tidligere i denne sammenhæng er en sådan eksklusiv forskelsbehandling kendetegnende for såvel den eksisterende lovgivning som de seneste lovforslag på flygtningeområdet. Love og forslag, som af samme årsag har mødt kritik fra nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer. Det gælder blandt andet tanken om, at nytilkomne flygtninge skal modtage en særlig »introduktionsydelse« på 2.000 kroner mindre end det for andre danskere fastsatte eksistensminimum kaldet kontanthjælpen; forslaget om tvangsplacering og stavnsbinding af flygtninge med økonomiske repressalier til følge i tilfælde af, at vedkommende måtte insistere på selv at bestemme sit bosted; forsøget på at forbyde en flygtning, hvis sag er under behandling – en procedure, som kan vare år – at gifte sig med en person med dansk indfødsret (Ekstra Bladet, 23.1.98); annullering af tavshedspligten for flygtninges advokater, hvorefter »andre personer«, herunder flygtningens advokat, af myndighederne kan tvinges til at give oplysninger videre til brug i en asylsag (Politiken, 1.3.98).

I den eksisterende lovgivning er loven om, at flygtninge, som modtager dom for overtrædelse af narkotikaloven, kan landsforvises, et udtryk for den samme apartheidpolitik. Det samme gælder, at en simpel overtrædelse af færdselsloven, der for andre danskere medfører en mindre bødestraf eller en midlertidig frakendelse af førerbeviset, for flygtninge imidlertid som en eksklusiv straf betyder, at retten til dansk indfødsret bliver suspenderet i årevis (Politiken, 23.2.98). Til denne kategori hører naturligvis også bestemmelser – af myndighederne kaldet »motivationsfremmende foranstaltninger« – som alene er beregnet på at lægge pres på, stresse eller simpelt hen chikanere for myndighederne irriterende usamarbejdsvillige flygtninge. Det mener i hvert fald asylretsekspert, kandidatstipendiat Kim U. Kjær fra Det Danske Center for Menneskerettigheder ifølge Information, 1.2.98.

Som »motiverende foranstaltning« anvendes i vidt omfang varetægtsfængsling, vel at mærke af personer, som hverken er dømt eller sigtet for kriminelle forhold. Også den såkaldte meldepligt anses for effektiv til denne ende. Her pålægger politiet en flygtning, som ansøger om asyl, hver eneste dag at møde op på en politistation, ofte beliggende langt fra det asylcenter, hvor vedkommende flygtning i øvrigt er tvunget til at opholde sig, også selv om der måtte være en nærmere beliggende politistation. Strafferammen for at nægte denne daglige ydmygelse er en omgående frakendelse af enhver form for økonomisk bistand.

Om end nok så komiske, er der antagelig mange danskere, der ikke længere griner af de politiske platheder.

Statsadvokatens blinde øje

Den 10. februar vælger chefen for Statsadvokaturen for særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) – populært kaldet Bagmandspolitiet – Michael Clan frivilligt at trække sig fra behandlingen af det enorme sagskompleks omfattende 1.500 sager, som for tiden udgør advokaturens største opgave: Selskabstømmersagerne. Ifølge Information, 11.12.98, efter eget udsagn ikke på grund af sagerne selv, men på grund af den omfattende opmærksomhed, som fra mediernes side har været koncentreret om hans egne personlige forhold til centrale personer i selskabstømmerkomplekset.

Spørgsmålet, som atter og atter er blevet stillet, går på, om disse personlige forbindelser i første omgang må betyde, at Michael Clan er generelt inhabil i forhold til dette bestemte sagskompleks, og i anden omgang, om Bagmandspolitiets chef i denne egenskab og i betragtning af, at selskabstømmersagerne faktisk udgør størsteparten af Bagmandspolitiets øjeblikkelige arbejdsområde, måske slet ikke egner sig til at varetage sit hverv.

Sagerne om selskabstømningerne stammer primært fra slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne og drejer sig kort fortalt om en række spekulative økonomiske transaktioner, hvor selskaber med positiv egenkapital, men en betydelig udsat gæld til skattevæsnet, opkøbtes og tømtes for aktiver, hvorefter de blev overladt til tvangsopløsning i Erhvervs og Selskabsstyrelsen og ved Skifteretten. Ved denne konkurs elimineredes samtidig – efter gældende regler på ulovlig vis – gælden til skattevæsnet.

Fidusen kan, som Information gør det, illustreres ved følgende eksempel: A har en gennemsigtig plastpose med 1.000 kroner, som han skylder skattevæsnet. B tilbyder A at købe plastposen for 800 kroner og samtidig overtage gældsforpligtelsen. A indvilliger og giver B posen, hvorefter B tager de 1.000 kroner op af posen, giver A de 800, stikker de resterende 200 i sin egen lomme og smider posen i skraldespanden.

Omkring 1.600 transaktioner af denne type, men med selskaber og i millionklassen, gjorde over en kort årrække en mindre gruppe spekulanter særdeles velhavende – men kostede samtidig de danske skatteydere over to milliarder kroner. Med en vis ret er det derfor også blevet kaldt Danmarkshistoriens største røveri. Omtrent 1.500 af disse sager ligger nu hos Bagmandspolitiet.

Her har man ført en række sager, men – efter en strategi formuleret af Bagmandspolitiets chef Michael Clan – udelukkende imod købersiden i de sinistre handler. Statsadvokat Michael Clan har nemlig – til trods for at Justitsministeriet allerede i 1994 konkluderede, at også sælgerne kunne retsforfølges – insisteret på, at det ikke kunne lade sig gøre at bevise, at sælgerne og deres rådgivere vidste, at køberne havde ulovlige hensigter, og at de dermed handlede forsætligt. Derfor er selskabssælgerne indtil videre gået ram forbi – skønt netop de lukrerede mest af handlerne. Og tiden er med dem. Flere af sagerne er allerede juridisk forældede og kan derfor ikke længere retsforfølges.

Det store spørgsmål, som står tilbage, er nu, hvorvidt Michael Clan kun har haft legitime motiver til at anlægge denne tilbageholdne strategi over for sælgersiden i de ulovlige virksomhedshandler. Det har nemlig vist sig, at i hvert fald et par af de økonomiske og juridiske eksperter, som har bistået sælgerne eller selv deltaget i en række af disse handler, er at tælle blandt Michael Clans egne venner, bekendte og nære omgangskreds.

Det drejer sig om den statsautoriserede revisor Bakke-Jacobsen. Denne solgte, med en Niels Bjerregaard som revisor, for år tilbage et insolvent selskab med en skattegæld på 6,1 millioner kroner til den selskabstømmer-sigtede Poul Fischer. Han har også solgt en større tysk udlejningsejendom til Michael Clan og to andre medinvestorer – her ganske vist med henblik på lovlig skatteunddragelse. Bakke-Jacobsen har desuden været rådgiver for Bagmandspolitiet i 80erne.

Førnævnte Niels Bjerregaard – som også har fungeret som Bagmandspolitiets rådgiver – er i øvrigt revisor for såvel Michel Clan selv som for Bakke-Jacobsen. Denne Bjerregaard formidlede egne tillige med bl.a. 20 københavnske advokaters salg af selskaber til tidligere advokat Poul Fischer, og har deslige deltaget i handler med Bjørn Steidl, som opererede i et andet – mistænkt – selskabstømmerkompleks.

Den eksklusive fredning af sælgersiden har mødt skarp kritik fra en lang række juridiske professorer såvel som tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen samt fra tidligere præsident for Sø- og Handelsretten, Frank Poulsen, som ligefrem har kaldt retsopgøret »en skandale«. »Den passivitet, som Bagmandspolitiet har udvist over for sælgerne i selskabstømmersagerne, er udtryk for forsømmelighed. Clan burde have afprøvet sagerne ved retten. Om man havde vundet eller ej, er ligegyldigt i denne forbindelse, men ved at prøve dem havde man i det mindste foretaget sig noget,« bemærker Frank Poulsen til Information, 11.2.98.

Enhedslistens Frank Aaen meldte i november sidste år fem af sælgerne til politiet – bl.a. Michael Clans nære bekendte Bakke-Jacobsen og Niels Bjerregaard. Anmeldelserne skete på anbefaling fra advokat og, vel at mærke, erklæret venstremand Håkun Djurhus, som ifølge Berlinske Tidende, 8.2.98, udtaler: »Jeg vil vove den påstand, at enhver habil jurist, der sætter sig ned og bruger et par eftermiddage på dette kompleks vil nå til samme konklusion som jeg.«

Til støtte for Clans tøvende strategi, som jo bygger på, at sælgerne såvel som deres økonomiske og juridiske rådgivere ikke beviseligt har handlet imod bedre vidende, har de førnævnte økonomiske og juridiske rådgiveres centrale foreninger, Advokatrådet og Revisorforeningen dog udarbejdet en såkaldt Faktarapport om selskabstømningerne, hvori det bl.a. hedder: »Selskabernes aktionærer, ledelse og rådgivere (…) har ikke kendt til købernes hensigt med selskaberne.« Og det er jo en klar frikendelse – af dem selv og deres egne, og af Michel Clan. Initiativtager til denne »Faktarapport«, Kurt Gimsing bor dør om dør med Michael Clan.

»I den aktuelle sag har det været ministerens [justitsminister Frank Jensen] afgørelse, om jeg skulle træde tilbage. Personligt har jeg ikke været i tvivl om, at jeg har været habil og har gjort et redeligt stykke arbejde,« forsikrer Michel Clan i Jyllands-Posten, 13.2.98. Dagen inden blev han også pure »frikendt« af en rapport udarbejdet af rigsadvokat Birgitte Vestberg. Hun har i denne sag afløst rigsadvokat Henning Fode, som har erklæret sig selv inhabil, fordi hans bror, advokat Carsten Fode, har været involveret i selskabstømning.

»Et spind fuldt af edderkopper« hedder overskriften i Information, 11.2.98.

De mange rådgivere hjælper stadig Danmarks økonomiske elite med at tjene penge og ikke betale for mange af dem tilbage i skat. Og Michael Clan er stadig chef for Statsadvokaturen for særlig Økonomisk Kriminalitet.

EU-registerstaten på fremmarch

Direktør for Registertilsynet Henrik Waaben erkender, at den nye registerlov, som bygger på et EU-direktiv fra 1995, kan ligne en forringelse af beskyttelsen af den enkelte borger i forbindelse med »væsentlige sociale forhold« og »strafbare forhold«: »Den direkte forskel er jo, at en arbejdsgiver fremover kan indhente oplysningerne uden at få samtykke, hvor det ikke kan lade sig gøre i dag,« siger Henrik Waaben til Aktuelt, 5.1.98. Justitsminister Frank Jensen forsøger ifølge samme avis dog at berolige: »Arbejdsgiveren skal simpelt hen have en række rigtig gode begrundelse for at kunne få lov til at få oplysningerne.«

Spørgsmålet er hvor beroligende en sådan udtalelse er, når man betænker Justitsministeriets håndtering af hele sagen, en håndtering, der i bedste fald afslører voldsom inkompetence og i værste fald manipulation.

I flere år har Justitsministeriet nemlig konsekvent oplyst, at EU-reglerne om beskyttelse af personoplysninger var mindstekrav, som Danmark uden videre kunne forbedre. »Justitsministeriet tog fejl. Reglerne er bindende totalharmonisering, der kræver forringelse af det danske beskytelsesniveau,« konstaterer Udvalget om Registerlovgivning, der har udformet forslaget til ny dansk lovgivning, ifølge Politiken, 13.12.98. En kritik som Justitsministeriet, der har deltaget i udvalgsarbejdet, ifølge samme avis deler.

Medlemmerne af Folketingets europaudvalg føler sig ført bag lyset af Justitsministeriets oplysninger, som har betydet, at de har godkendt de bindende EU-regler. »Jeg burde have vidst bedre end at tage Justitsministeriets notater for gode varer,« udtaler en rasende Anne Baadstrup (SF).

»Enten har ministeriet bevidst vildledt os, eller også har de været i god tro – og ikke anet, hvad de havde med at gøre,« siger Enhedslistens Keld Albrechtsen.

»Sagen er helt på linje med taxa-sagen, hvor Folketinget siger ja til noget, der viser sig at være noget helt andet, end det vi har fået oplyst. Det går naturligvis ikke. Hvis problemet ikke kan løses herhjemme, må det tilbage til ministerrådet,« siger den radikale Elisabeth Arnold. (Politiken, 13.2.98).

En måde at løse problemet på og dermed undgå, at Danmark slæbes for EU-domstolen og tvinges til at acceptere forringelser i det danske beskyttelsesniveau, kan være brugen af politiske korridoraftaler – erklæringer til Ministerrådets protokol – der i realiteten udgør en skjult lovgining. Danmark og Holland er da også (i hvert fald formelt) gået i spidsen mod denne særdeles udbredte EU-praksis.

De førnævnte politikere vægrer sig alle i mere eller mindre grad mod at anvende protokollen, men mener dog at principperne i dansk registerlovgivning vejer tungest.

Ifølge Professor Peter Blume, der har medvirket til udformningen af forslaget til den nye registerlov, kan vi dog langt fra være sikre på, at protokollen er tilstrækkelig. »Det er en juridisk usikker konstruktion. Det er muligt, at Kommisionen ikke vil reagere, fordi den opfatter det som en politisk aftale. Men vi kan ikke være sikre på, at sagen ikke på et tidspunkt kommer for EU-domstolen,« siger Peter Blume (Politiken, 13.12.98).

Sjusk, inkompetence eller bevidst manipulation på et område, der kan få særdeles ubehagelige konsekvenser for mange danske borgere? Det efterhånden trivielle spørgsmål i forbindelse med arbejdet, der udføres i de danske ministerier, er i denne sag efter alt at dømme ikke så åbent:

Op til den endelige vedtagelse af EU-direktivet skrev Justitsministeriet i alle sine notater, at der var tale om mindstekrav til beskyttelse af borgerne. »Men det er forkert – og det var Justitsministeriets forhandlere udmærket klar over,« fastslår EU-Kommissionens talskvinde, Betty Olivi ifølge Politiken, 12.3.98, og fortsætter: »Alle, også de danske forhandlere, vidste, at listen over følsomme oplysninger var bindende harmonisering.«

Den afslørende læk i politiets kriminalregister

Den 28. februar 1997 klokken lidt over tre loggede en endnu ikke identificeret person sig ind på politiets moderne, edb-baserede register (Det Centrale Kriminalregister på en computer i Rigspolitiets Kommunikationscenter i Anker Heegaards Gade) og uden den ellers påbudte adgangskode indtastede personen navnet på den dengang nyudnævnte konservative partileder, Per Stig Møller, og verificerede rygterne om en gammel spritdom fra 1967 – til dagspressens gavn og glæde, og til Per Stigs og dele af det Konservative Folkeparts store ærgelse. Stor ståhej om politikerens egnethed til embedet, men grov forsømmelse af de for retssikkerheden og den danske befolkningen nok så afgørende spørgsmål om implikationerne af tilvejebringelsen.

Den 9. februar 1998 kaster den tidligere MFer for VS, Preben Wilhjelm lys over denne veritable skandale i en kronik i Politiken, og gør opmærksom på de retssikkerhedsmæssigt uacceptable forhold, denne sag trækker med sig. »Forhold, som stærkt tyder på, at der er myndigheder her i landet, der gør, som det passer dem, blæser på reglerne, omgår kontrolforanstaltningerne, misinformerer den politisk ansvarlige minister, Folketinget og offentligheden, kort sagt sætter demokratiet ud af kraft. Og at det tilsyneladende har stået på gennem årtier, men først kommer frem i forbindelse med den gamle færdselsdom,« skriver Wilhjelm, der ikke finder det tilfredsstillende, at politiets egen undersøgelse nøjes med at beklage, at vedkommende kunne logge sig ind på Per Stig Møllers fil uden adgangskode, og bebude, at fejlen fremover skulle blive rettet.

Preben Wihjelm beretter i kronikken om flere tankevækkende episoder, han som folketingsmedlem havde med Det Centrale Kriminalregister, et register, der ikke omfattes af Registerlovens beskyttelse af følsomme oplysninger og påbud om borgernes mulighed for egenindsigt. Et register, hvor det ifølge Wilhjelm, trods sønderlemmende kritik i årsberetningerne fra det i 1978 nyoprettede registertilsyn på grund af ikke-eksisterende sikkerhedsforanstaltninger, sandsynligvis »er lykkedes politiet på den ene eller anden måde at unddrage sig tilsynets kontrol.«

Retningslinjerne for politiets arbejde, herunder det centrale kriminalregister befinder sig i Rigets Kundskabssamling (RK), en samling, der ganske vist er godkendt af Justitsministeriet, men hemmelige for offentligheden, Folketinget, sågar Retsudvalget. Det lykkedes Wilhjelm i 1979 at tilkæmpe sig adgang til RK om end på en »lukket hylde« i Folketingets bibliotek.

»Interessen for RK skyldes ganske enkelt, at det er her, man har reglerne for politiets anvendelse af stav, skydevåben, tåregas, hunde med videre, det er her, vi finder reglerne for, hvornår en lokal politimester kan fratages beføjelserne i sin politikreds (hvilket kort forinden var sket i en faglig konfliktsituation med en voldsdom til følge), reglerne om militær bistand til politiet mod danske borgere i fredstid og så videre. Det må i et demokrati være af største offentlige interesse, hvor vide beføjelser man giver statsmagten over for borgerne – og derfor må reglerne herfor selvfølgelig være tilgængelige for offentlig debat. Men det holdt hårdt blot at få dem tilgængelige for Folketinget under tavshedspligt. Det viste sig i øvrigt, at reglerne gennemgående var velgennemtænkte og tilbageholdende. Problemet – og uviljen mod offentliggørelse – var, at de ofte blev groft tilsidesat, hvorfor det selvfølgelig var bekvemt, at ingen 'udenforstående' kendte dem,« skriver Wilhjelm, der i RK kunne læse at »de slettede oplysninger overføres på mikrofiche til Rigsregistraturen«, hvilket MFerne aldrig havde fået oplyst, og hvilket det ikke lykkedes at ændre i Wilhjelms tid (frem til 1984).

»Vi måtte trøste os med forsikringerne om, at adgangen til Kriminalregisteret nu var begrænset, at der var indført personlig adgangskode, at der blev ført logbog, samt at oplysningerne blev slettet af registeret senest efter 10 år, og at de herefter kun opbevaredes i Rigsregistraturen, som ikke var tilgængelig via edb, men krævede særlig tilladelse og var underkastet en effektiv forhåndskontrol,« skriver Wilhjelm, der i de følgende år ofte konsulterede den »lukkede hylde«. »Ved flere lejligheder kunne jeg dokumentere, at der var handlet i eklatant strid med reglerne, for eksempel vedrørende anvendelsen af tåregas. Politiet og Justitsministeriet var selvsagt ikke begejstrede for den form for kontrol,« fortsætter Wilhjelm, der i 1982 oplevede, »at registerkundgørelsen ikke var på sin plads,« men var blevet fjernet, og beskriver, hvorledes det kostede mange måneders tovtrækkeri at tilvejebringe den igen.

Wilhjelm afslutter sin kronik: »Der er ingen grund til at stole på det fremlagte resultat af politiets 'undersøgelse'. Det netop beskrevne eksempel på kreativ selvforvaltning og foragt for det parlamentariske demokrati er kun et enkelt af mange.«

Det Centrale Kriminalregister består af to dele: Et afgørelsesregister og et efterforskningsregister. I afgørelsesregisteret findes oplysninger om overtrædelse af straffeloven, domme, tiltalefrafald, bøder, løsladelse fra fængsler og meget mere. Eftersom dette register bruges til udskrivelse af straffeattester skal oplysningerne slettes efter 5 eller 10 år, sletteprocedurerne er klare og offentlige.

I skarp modsætning hertil er reglerne for efterforskningsregisteret totalt hemmelige. Det er ikke muligt for offentligheden at erfare, hvilke typer af data politiet her gemmer, eller hvor længe. Den registrerede borger kan ikke engang få at vide, om han er registreret. Og det vel og mærke i et register, der opbevarer oplysninger om alt lige fra cykeltyverier til mord, herunder også mistanker og sigtelser mod borgere, som end ikke er blevet dømt. Det eneste offentligt tilgængelige er den såkaldte »Forskrift for Det Centrale Kriminalregister«, hvor der meget informativt står at læse, at efterforskningsregisteret optager »oplysninger af politimæssig betydning«. Typerne af relevante oplysninger fremgår af et »bilag 1«, der selvfølgelig ikke er offentligt tilgængeligt. Angående sletningsreglerne for efterforskningsregisteret oplyses det, at de »skal ske efter de i bilag 2 fastsatte regler«, som ligeledes er hemmelige.

Jørgen Lenger fra partiet VS kan til Politiken, 1.3.98, fortælle, at de to fastsatte regler for sletningsregler i efterforskningsregisteret i 1984, hvor han fik adgang til den »lukkede hylde« var, at enten skulle man være død, hvorpå oplysningerne blev slettet et år efter dødsfaldet. Eller også skulle forbrydelsen være begået, før man fyldte 18 år, hvorpå politiet slettede oplysningerne efter 10 år, medmindre der var tale om så grove forbrydelser, at personen stod til otte års fængsel eller mere. »Derudover havde politiet ret til at gemme alt,« siger Jørgen Lenger.

Hvad en tilsyneladende vilkårlig politimand kan erfare ved ukontrolleret og anonymt at logge sig på Det Centrale Kriminalregister, er fuldstændigt utilgængeligt for offentligheden. Hvilken karakter oplysningerne kan have, blev alment kendt i 1980-1981, da det tilfældigt kom frem, at børn under den kriminelle lavalder stod opført i registeret – udelukkende fordi de var blevet afhørt i forbindelse med rapserier, hvilket fik daværende justitsminister, Ole Espersen til at gribe ind og kræve sletning af alle registreringer af mindreårige, som havde begået småforbrydelser.

Ligeledes havde man op til 1984 automatisk politiregistreret personer, der havde været tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger, i alt 16.000 mennesker, en rutinemæssig praksis, som i hvert fald formelt blev ændret. Men hvem ved, hvilket omfang og på hvilket grundlag, der i dag registreres?

Efter Preben Wilhjelms kronik har flere folketingsmedlemmer forsøgt at få adgang til de særlige bilag med reglerne for, hvad registeret må rumme, og hvornår oplysningerne slettes, men endnu et forsvindingsnummer har gjort deres bestræbelser forgæves. Bilagene er simpelt hen blevet fjernet.

»Et er, at folk ikke kan få at vide, hvad politiet registrerer om dem. Men når politikere ikke engang må se retningslinjerne for denne registrering, er det for groft,« udtaler en frustreret Søren Søndergaard fra Enhedslisten til Politiken, 26.2.98. Også SFs Margrethe Auken er gået forgæves. Registerekspert og lektor ved Aalborg Universitet, Oluf Jørgensen mener ifølge samme avis, »at manglende parlamentarisk kontrol skaber utryghed.« Han afviser registertilsynet som den eneste kontrolinstans: »Det er ikke Registertilsynets opgave at holde ministre politisk ansvarlige. Nogen uden for systemet skal på det offentliges vegne kunne kontrollere et register med så følsomme oplysninger,« siger Oluf Jørgensen.

Senere fik Søndergaard ad omveje tilvejebragt dele af retningslinjerne og fortæller, at »dokumenterne viser, at politiet har meget vide beføjelser til at registrere borgere. Og til at undlade at slette oplysninger.« (Politiken, 28.2.98). De hemmelige bilag er dog fortsat hemmelige, også for de folkevalgte politikere. Oluf Jørgensen er i samme avis ikke i tvivl om, at eksempelvis Per Stig Møllers spritdom ikke kan have politimæssig relevans efter 30 år. »Politiet må ikke bare hobe oplysninger op. Noget tyder på, at det er gået galt her. Og at politiet ikke lever op til registerloven, der kræver, at oplysninger, der har mistet deres betydning, skal slettes,« fastslår altså registereksperten Oluf Jørgensen.

Henrik Waaben, direktør for registertilsynet – den eneste kontrolinstans, der har lov til at læse forskrifterne – kan ikke hjælpe de mange borgere, der klager til registertilsynet, når de mener, at politiet gemmer irrelevante eller forældede oplysninger.

»Nej, for vi må jo ikke engang fortælle borgerne, om de er registrerede. Det er jo hemmeligt. Vi kan kun fortælle dem, om politiet følger reglerne. Men den oplysning siger ikke folk meget, for reglerne for indholdet af registeret er jo også hemmelige. Ind imellem må vi erkende, at det kan virke lidt Anders And-agtigt,« fortæller Henrik Waaben i Politiken, 27.3.98.

Spørgsmålet, der må stilles, er, om de danske borgere vil slå sig til tåls med, at dette hemmelighedskræmmeri blot er »Anders And-agtigt«, når det for en hvilken som helst politimand, eller en anden person med adgang til politiets computere, er muligt at gå ind, og uhindret, uregistreret og fuldstændigt ukontrolleret skaffe sig direkte adgang til meget hemmelige og meget følsomme personoplysninger, som politichefer og højtstående embedsmænd selv kan bestemme relevansen af, og hvis retningslinjer ikke engang under tavshedspligt er tilgængelige for folkevalgte medlemmer af folketingets retsudvalg?

Og videre: Om det overhovedet er acceptabelt at registrere i det omfang, det er tilfældet, også for sigtelser og mistanker – må ikke også politiet respektere, at et menneske, der ikke er dømt, i juridisk, i enhver forstand, er og bliver uskyldigt?

Den 3. marts blev retningslinjerne imidlertid tilgængelige for folketingsmedlemmerne under tavshedspligt, og Margrethe Auken, der ikke direkte må referere dokumenterne udtaler den 4. marts til Politiken: »Det ser nærmest ud til at politiet gemmer alt muligt. Og selv om jeg ikke har nærstuderet alle bilagene, kan jeg sandt for dyden ikke forstå, hvorfor den slags retningslinjer skal være så hemmelige.« I samme avis stiller Steen Bech, formanden for Advokatrådet, sig kritisk over for hemmelighedskræmmeriet om, hvornår oplysninger slettes. »Der er forskel på, hvor længe ting står på ens straffeattest – alt efter straffen. Samme rimelighedsprincip må også gælde efterforskningsregisteret,« siger altså Advokatsrådsformanden.

Hvorvidt den juridiske sagkundskab bliver taget med på råd i forbindelse med den del af Det Centrale Kriminalregister, der er totalt hemmeligt for alle andre end politifolk med adgang til en computer, og hvorvidt dette efterforskningsregister nogen sinde bliver indbefattet nogen form for »rimelighedsprincip«, må fremtiden vise. Men indtil videre kan man sandelig have sin tvivl.

Jeppe Berg Sandvej og Jakob Stensgaard