I Politiken, 11.3.98, afslører friske tal fra Danmarks Statistik, at 17 mennesker i 1997 har fået humanitær opholdstilladelse af indenrigsministeren. Den humanitære opholdtilladelse kan søges, når asylsøgeren er blevet afvist af alle instanser, og er derfor en målestok for, i hvor høj grad individuelle hensyn vægtes. Til sammenligning gav indenrigsministeren i 1996 70 humanitære opholdstilladelser og 115 i 1995. Thorkild Simonsen afviser imidlertid, at der er sket en generel stramning i tildelingen af humanitære opholdstilladelser.

I Berlinske Tidendes temasektion, 5.4.98, under titlen »Kan man blive ven med en dansker?«, giver professor Brian Patrick McGuire sin vurdering af, hvor grelt det generelt står med Danmarks flygtningepolitik: »Jeg er holdt op som formand for Flygtningvennerne, fordi Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet er blevet så stramme i deres behandling af sager, at væsentlige oplysninger og gode advokater ikke længere betyder det, som det gjorde før. (…) Embedsmændene ved, at de kan slippe af sted med hvad som helst, fordi de har en politisk opbakning. Deres beslutninger afspejler den generelle holdning på Christiansborg, som til gengæld skal afspejle den generelle holdning hos Maren i Kæret. Det kan godt være, at alle disse spejlinger er fantasier, men i hvert fald gør embedsmændene lige, hvad der passer dem. De er fuldstændig kolde over for saglige argumenter og facts med hensyn til, hvad der sker i de lande, folk flygter fra. (…) Og så kom somalierne – 10.000 somaliere, og politikerne har fuldstændigt ignoreret dem, og nu er der opstået en form for national panik takket være Ekstra Bladet. Birte Weiss skulle vise, at hun havde hår på brystet, og det har hun sandelig også gjort. Hun har strammet meget mere, end Ninn-Hansen nogen sinde gjorde.«

Somalierne klager til FN over Danmark

Den 10. marts afsender 10.000 somaliere en appel til FNs flygtningehøjkommissær, Sadako Ogata og beder om at blive flyttet til et sikkert land. Om baggrunden herfor udtaler den somaliske talsmand Musse Sheikh til Politiken: »Somalierne er blevet syndebukke for både pressen og politikerne i Danmark.« Søren Jessen Petersen, viceflygtningehøjkommisær fra FNs flygtningehøjkommisariat UNHCR, kommenterer dagen efter i Berlinske Tidende sagen således: »Det er trist, at Danmark får den plet på sig – at nogle tusinde flygtninge bliver et kæmpeproblem.«

I artiklen »Somalieres FN-klage kunne være undgået« i Information, 26.3.98, diskuteres det, om etniske minoriteter kunne bruge et klageorgan. Baggrunden er, at man i Dokumentations og Rådgivningscentret om Racediskrimination modtager ca. 3.000 klager, som sjældent fører til nogen form for oprejsning. Derfor udtaler juristen Claus Juul: »Der er klart brug for et klageorgan, da de sager, vi arbejder med her i centret, for det meste ikke er dækket af de eksisterende organer i den offentlige forvaltning.«

Også det Danske Center for Menneskeretttigheder og Nævnet for Etnisk Ligestilling går ind for et klageorgan, hvorimod de radikales flygtningeordfører, Henrik Svane afviser ideen: »Naturligvis er det ubehageligt, når en bestemt befolkningsgruppe bliver lagt for had – det behøver man ikke at argumentere yderligere for. Men det er ærgerligt, at somalierne griber til at gå til FN. Jeg synes, det er en taktisk brøler af dem, det er benzin på de borgerliges bål. Etniske minoriteter skal ikke have en særlig klageinstans, medmindre de ikke bliver taget alvorligt i de allerede eksisterende.«

Ja, medmindre … Mon somalierne var gået til FN, hvis deres klager var blevet hørt i det eksisterende system i Danmark?

[Se også dokumentationen til FN]

Kvinder og børn først

22.3.98 kan man i Politikens konstatere, hvordan Udlændingestyrelsen forhandlede en samarbejsaftale i hus med den selvbestaltede ledelse i Somaliland, en region i det borgerkrigshærgede Somalia, om hjemsendelsen af 25-50 somaliere. En af betingelserne var, at klanledelsen fik de danske myndigheders data. Frank Johansen, kontorchef i Udlændingestyrelsen udtaler: »I Somalia er det afgørende, at man har slægtninge, som kan tage sig af én. Derfor ønsker Somaliland ikke at modtage folk, som ikke hører hjemme dér, og som ikke kan klare sig. Hvis vi bare fløj dem ind til en eller anden landingsbane og efterlod dem dér, kunne de lokale militser opfatte det som en provokation – det ville kunne få konflikten til at blusse op igen«.

Så langt så godt; Udlændingestyrelsen ved altså udmærket, at der hersker alt andet end stabile forhold i Somaliland – men det affekterer dem dog ikke det mindste at sende kvinder og børn først til en sådan region.

Den 13. april sendes imidlertid to somaliske kvinder og et barn til Somaliland, uden at klanlederne underrettes. Rigspolitiet griber hermed uden tilladelse ind i den selvbestaltede republik Somalilands affærer og udløser en alvorlig krise i forholdet mellem de lokale klanledere og Danmark. Lederen af Somalilands genopbygningsministerium udtaler i den forbindelse til Berlingske Tidende, 21.4.98: »Vi har allerede haft problemer med at integrere dem, der er sendt tilbage fra Danmark. Derfor vil vi have en videre diskussion om aftalerne med den danske regering. (…) Vi er meget vrede over den måde, situationen er blevet håndteret på af Danmark. Ingen anede noget, før de stod i lufthavnen.«

Om asylsøgernes erfaring med det danske politi hedder det: »De er virkelig oprørte. De anklager det danske politi for at have generet dem og ikke givet dem mulighed for at samle deres ejendele – så de kom her uden tøj eller noget. Det er ikke den behandling, der følger aftalen med den danske regering.«

Et andet eksempel på politiets manglende hensyn til kvinder og børn er en praksis gående ud på at separere moder og barn i de tilfælde, hvor moderen ikke er »samarbejdsvillig«; barnet tages fra moderen og kommer i familiepleje hos Røde Kors, ikke for sikre barnets tarv, men for at sikre, moderen ikke går under jorden eller på anden unddrager sig udvisning. Barnet bliver simpelt hen gidsel hos politiet. Denne praksis blev ifølge Jyllands-Posten, 4.4.98, brugt et par gange i 1997, men seks-syv gange alene i løbet de første måneder af 1998. Kim Kjær, jurist hos Det Danske Center For Menneskerettigheder, udtaler: »Dét, der her foregår, strider mod grundlæggende principper i både FNs Børnekonvention og den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Alle har retten til et familieliv, og ingen børn bør adskilles fra deres forældre mod deres vilje. (…) Allerede i 1990 blev Danmark af en komité under Europarådet kritiseret for at skille asylsøgende familier, selv om det ikke er absolut nødvendigt. Tiden og det utilstrækkelige samkvem taget i betragtning er det fuldstændigt forkasteligt.«

Politimester i Rigspolitiet, Hans-Viggo Hansen mener i samme artikel, at asylsøgerne selv er skyld i det, når de ikke folader landet frivilligt: »Derfor er det nødvendigt at frihedsberøve dem, og det er godkendt af retten. Lige så snart udsendelserne er på plads, så rejser vi hjem med dem.«

Hvad der kan vente dem, når de kommer »hjem«, kan Sado Mohamed Abir berette om. Hun blev sendt til Somaliland den 4. april under skarpe protester fra hendes advokat Birgitte Waarst, da Abirs mands klanforhold betød, at hun ikke kunne regne med nogen støtte fra den regerende klan i Somaliland. Sado Mohamed Abir er igen på flugt, denne gang til Etiopien, hvorfra hun har sendt en telefax om hjælp til Danmark. Her fortæller hun, hvordan ingen har hjulpet hende, og at de penge, hun havde med, er blevet stjålet.

Anne Dorthe Helmich, Dansk flygtningehjælp, udtaler til Berlinske Tidende: »Jeg har ingen grund til at tvivle på hendes oplysninger. Hvis hun er i nød, så er mit første råd at kontakte FNs flygtnigekontor i Addis Abeba.«

Så vidt er det altså kommet. Ikke alene er man fra danske myndigheders side parat til at forhandle med lokale krigsherrer, men man sender tilmed mod bedre vidende kvinder og børn til en uvis skæbne.

Sammenkøring af registre for asylsøgere og kriminelle

Ved behandlingen af asylsøgeres sager bliver deres fingeraftryk rutinemæssigt optaget og gemt i et EDB-register, den såkaldte B-fil, til forskel fra A-filen, hvor kriminelles fingeraftryk er registrerede. I maj måned modtog alle flygtninge, der har søgt asyl før sommeren 1997, imidlertid et brev fra Rigspolitichefen med følgende besked: »Deres fingeraftryk, der som nævnt er registreret i B-filen, vil nu i identifikationsøjemed blive sammenholdt med de fingeraftryk, som er registreret i A-filen.«

Med andre ord: De to registre sammenkøres. Brevet rummer naturligvis ikke antydningen af en forklaring på, hvorfor det skal ske, ud over at det sker »i identifikationsøjemed«, men asylsøgeres eventuelle kriminelle forhold kan åbenbart ikke nøjes med at blive behandlet inden for rammerne af den retsplejelov, som Danmarks almindelige 1. rangs mennesker er underlagt.

I »Lov om offentlige myndigheders registre« § 21 hedder det: »Registrerede oplysninger … må ikke videregives til anden offentlig myndighed,« og i stk. 2: »Videregivelse … kan dog ske, når … den, oplysningen angår, har givet samtykke.« Nu er det jo i begge tilfælde politiet, der er involveret, men en asylsag og en kriminalsag sorterer immervæk under forskellige afdelinger, og med de muligheder for udveksling af oplysninger, som Schengen-aftalen åbner, vil andre landes myndigheder også have adgang til det danske politis oplysninger.

Politiet synes at være klar over problemet. Nu er det imidlertid sin sag at indhente det af loven krævede samtykke fra så mange personer, som det her drejer sig om, så man har vendt bøtten og skrevet, at »denne afgørelse kan påklages til Indenrigsministeriet«. Bolden er spillet over på modstanderens banehalvdel, de er op til de registrerede selv at brokke sig. En meget ny form for fortolkning af begrebet »samtykke« …

Den virkelige genistreg viser sig dog i brevets sidste sætning: »Klagen har ikke opsættende virkning.« Det betyder på jævnt dansk, at det på forhånd udelukkes, at en klage vil få nogen som helst betydning.

Medlem af »Rebel« afvist fra Sergentskolen

Da den tidligere PET-agent Anders Nørgaard den 1. marts i TV 2-udsendelsen Den hemmelige tjeneste fortalte om sit arbejde, blev det klart, at der i hvert fald tidligere er foregået en omfattende overvågning af især venstreorienterede organisationer. At der stadig holdes et vågent øje med folk med de »forkerte« meninger, blev den dengang 20-årige Peter Stræde klar over, da han i 1996 efter endt værnepligt søgte ind på Sergentskolen.

Sagen var nemlig den, at Peter Stræde var medlem af den venstreorienterede ungdomsorganisation Rebel. Da han var til samtale om optagelse på Sergentskolen, fik han afslag. »Det var ikke en heldig organisation, De der havde valgt Dem, Stræde«, var den besked, han fik med på vejen. (Information, 18.5.98).

Under samtalen blev han udspurgt om sit medlemskab, men hvorfra hans overordnede kendte til det, fik han ikke oplyst. Ved optagelse på Sergentskolen kræves en sikkerhedsgodkendelse, og oplysningerne til denne indhentes af PET, hvilket Peter Stræde i øvrigt selv gav tilladelse til. Derimod havde han ikke på noget tidspunkt fortalt om sit medlemskab af Rebel, en oplysning, som hans overordnede derfor alene kan have fået gennem PET.

Justitsministeren kommenterede i udsendelsen Den Hemmelige Tjeneste sagen således: »Nu øh ved jeg ikke … Jeg kender ikke den pågældende organisation. Men jeg kan sige det sådan, at hvis man skal lave en registrering, så skal det være på baggrund af, at man laver, eller er under mistanke for at lave ulovligheder.«

Hvad der helt konkret skal til for at kvalificere sig til en sådan mistanke, står hen i det uvisse. Men det er tilsyneladende tilstrækkelig suspekt at være medlem af en lovlig politisk ungdomsorganisation – når den er venstreorienteret.

Serbere fra Østslavonien afvises

I løbet af maj ankom adskillige asylsøgere fra Kroatien til Danmark. Det drejede sig om serbere fra Østslavonien i det nordøstlige Kroatien. Dette område blev under krigen i 1992 erobret af serberne, men skal ifølge Dayton-fredsaftalen atter hører under Kroatien.

Områdets serbiske befolkning frygter imidlertid repressalier fra kroaternes side og er derfor flygtet fra området. Mange har købt en busbillet til Danmark, hvorefter de har henvendt sig i Sandholmlejren for at søge asyl. En 23-årig serber beretter til Berlingske Tidende, 27.5.98, hvordan mange serbere simpelt hen forsvinder sporløst; selv er han blevet banket på en politistation og smidt ud af sit hus. Han ønsker ikke at rejse til Serbien, da han i så fald risikerer at blive sendt til Kosovo-provinsen for at kæmpe mod de albanske oprørere.

Fra dansk side har imødekommenheden over for serbernes problemer mildt sagt været beskeden. Mandag den 25. maj blev 26 serbere afvist i Rødby, da man ikke skønnede, at de havde penge nok til at klare sig under opholdet i Danmark. Vicepolitiinspektør Leif Fuglsang Nielsen udtalte onsdag den 27. maj til Information: »De ønskede ikke asyl i Danmark. Jeg har aldrig været i tvivl, når nogen ville have asyl.«

Hvordan han så skråsikkert kan drage den konklusion, er ikke godt at vide – der var nemlig ingen tolk tilstede. Radioavisens sydslaviske redaktion kunne da også fortælle en anden historie i programmet Ny horisont, 27.5.98. Her fortalte de afviste serbere bl.a., at de var blevet fordrevet af kroaterne, og at de prøvede at forklare de danske betjente, at de kom for at søge asyl – forgæves, på grund af sprogproblemer.

Og hvad gør regeringen i en sådan situation? Indfører visumpligt for kroatiske statsborgere med virkning fra 26.5.98. Så kan man afvise dem ved grænsen uden at skulle bekymre sig om, hvorfor de overhovedet er kommet. Ifølge Berlingske Tidende, 26.5.98, udtaler indenrigsminister Thorkild Simonsen dog beroligende, at der ikke er tale om »den hårde visumpligt« – kroatiske borgere skal f.eks. fortsat have lov til at besøge familie her i landet.

Det er da rart at vide, at det kun er en »blød« visumpligt. Vi afviser skam kun folk, hvis vi mistænker dem for at ville blive her.

Registrering af politisk observans

Den 28. maj kan Politiken berette om et nyt lovforslag, fremsat af justitsminister Frank Jensen. Det drejer sig om behandling af personoplysninger og skal give de offentlige myndigheder lov til at registrere oplysninger om politisk overbevisning.

Chefen for lovkontoret i Justitsministeriet, Torsten Hesselbjerg, udtaler til Politiken, at »det er vigtigt at give politiet mulighed for at efterforske politisk motiverede forbrydelser. Hvis bestemmelsen ikke kom med, ville det lægge unødige forhindringer i vejen for at opklare forbrydelser.«

Det er jo et argument, der må lukke munden på selv de mest forhærdede skeptikere – for hvem vil dog ikke gerne have, at forbrydelser – ikke mindst politisk motiverede forbrydelser – bliver opklaret? Skulle der imidlertid sidde enkelte tvivlere tilbage på bagerste række, kan Torsten Hesselbjerg næste dag i Politiken berolige os med, at politiet allerede må registrere borgernes politiske tilhørsforhold i »manuelle fortegnelser« – bare oplysningerne ikke kommer i et EDB-register.

Af Jyllands-Posten den 29.5.98 fremgår det imidlertid, at den nye lov netop skal afløse registerlove, der specifikt handler om edb-registre. Dette nævnes af Venstres Birthe Rønn Hornbech for at imødegå den kritik, der har været rejst mod lovforslaget, der, efter hvad Jyllands-Posten beretter, også åbner mulighed for at behandle oplysninger om religiøst, seksuelt og racemæssigt tilhørsforhold.

DNA-registrering

20.5.98 fortæller Politiken om indholdet af et efterhånden halvandet år gammelt forslag om at oprette et dansk register over kriminelles DNA-profiler. Det foreslås, at personer, der sigtes for en række nærmere specificerede forbrydelser, optages i registret.

Netop sigtes – hvilket altså ikke nødvendigvis vil sige »dømmes«. Dermed kommer registret også til at omfatte juridisk uskyldige. Den justitsministerielle arbejdsgruppe, der har lavet et udkast til registret, forklarer dette med, at én ud af otte sigtede senere i livet bliver dømt for en tilsvarende forbrydelse.

En gruppe mennesker registreres med den begrundelse, at en ottendedel af dem efter statistikken senere vil begå en eller anden forbrydelse …

Det samme argument skal givetvis forklare, at man efter det danske forslag ikke vil blive slettet af registret, selv om man efterfølgende frifindes. Man vil jo stadig have været sigtet, og dermed er man jo altså med 12,5 %s sikkerhed en kommende forbryder! Med det øgede politisamarbejde, som Schengen- og Amsterdamaftalerne lægger op til, vil oplysningerne ydermere kunne udleveres til andre landes myndigheder.

Nå, men så er det jo godt, at vi i det mindste herhjemme har en ansvarlig regering, der vil værne om retssikkerheden. Lissa Mathiasen, socialdemokratisk formand for Retsudvalget, udtaler iflg. Berlingske Tidende, 19.5.98, at der er »et meget stort retssikkerhedsmæssigt aspekt, hvis man begynder at tage bestemte grupper ud«. Nu er det godt nok ikke i forbindelse med forslaget om registreringen af sigtede, at hun udtaler sig – det drejer sig her om et andet forslag, der med beundringsværdig logik undgår at hænge bestemte grupper ud: Ideen er simpelt hen at etablere et centralt DNA-register for hele Danmarks befolkning. »Hvis der er ordentlige sikkerhedsforanstaltninger, så er det et spørgsmål, om det er værre end så meget, at der lå en DNA-test på alle. Der kunne være forskellige fordele ved det,« siger Lissa Mathiasen til Berlingske Tidende.

Fordelene ved et sådant register bliver nøjere specificeret af drabschef Kurt Jensen fra Københavns Politi. Til Politiken, 20.05.98 udtaler han, at han helst ser hele den danske befolkning inklusive hans egen familie registreret, da »det ville spare politiet for en masse tid.«

SIRENE-manualen

Sidste år stemte Folketinget for Schengen-aftalen, der bl.a. åbner mulighed for øget politisamarbejde inden for EU. »Er der noget hemmeligt,« spurgte justitsminister Frank Jensen retorisk i Folketinget, 17.4.97. »Er der noget efterretningslignende? Er der noget med blå briller og skæg? Nej, det er der ikke.« Ifølge Politiken, 21.5.98 afviste Frank Jensen ved den lejlighed pure, at Schengen-aftalen skulle betyde, at efterretningstjenesterne måtte samarbejde på tværs af grænserne.

Der var nu alligevel noget, der var hemmeligt. Politisamarbejdet foregår bl.a. inden for et system kaldet Supplementary Information Request at the National Entries, forkortet SIRENE, og er beskrevet i en manual, som imidlertid har været så hemmelig, at Folketingets medlemmer ikke havde set den, da de i sin tid stemte ja til Schengen-aftalen. Den 19. maj kunne P1s Polaroid-redaktion imidlertid offentliggøre manualen på Internet. Politiken, 20.5.98, citerer følgende uddrag af manualen: »I særlige tilfælde kan hver … part … uopfordret meddele en anden … part oplysninger, der kan hjælpe denne med at retsforfølge fremtidige lovovertrædelser og forebygge … handlinger, der udgør en trussel for den offentlige orden og statens sikkerhed.«

På jævnt dansk betyder det, at der åbnes mulighed for et efterretningsmæssigt samarbejde mellem landene – netop det, som Frank Jensen benægtede. Men måske havde han heller ikke læst manualen – den var jo hemmelig …

Mere hemmelig var den dog ikke, end at medlemmerne af Folketingets rets- og europaudvalg kunne få den tilsendt. Keld Albrechtsen fra Enhedslisten fortæller i Politiken, 20.5.98, at partifællen Søren Søndergaard havde bedt om at se manualen. Først blev det afvist, men til sidst blev en norsk udgave fremsendt. I Norge havde professor i Retssociologi ved Universitetet i Oslo, Thomas Mathiesen studeret manualen og offentliggjort dens indhold i bogen Schengen – Politisamarbeid, overvåking og rettssikerhet i Europa.

Også advokat Henrik Karl Nielsen, som er advokat for ni sagsøgere i en sag om Schengen-aftalens forenelighed med den danske grundlov, var kommet i besiddelse af manualen, hvilket han ifølge Information, 14.5.98, havde meddelt Justitsministeriet i april 1997. Henrik Karl Nielsen ønskede at benytte manualen i forbindelse med paneldiskussioner og foredrag.

I ministeriets svar henvises der til Straffelovens § 152 d, der handler om videregivelse af fortrolige oplysninger – et forhold, der straffes med bøde, hæfte eller fængsel i op til seks måneder.

Hvad er det da for oplysninger, der er så følsomme, at man anser det for nødvendigt at true en advokat til tavshed? En del af politisamarbejdet består i en central database i Strasbourg og nationale baser i medlemslandene. I dette netværk, kaldet Schengen Information System, registreres bl.a. efterlyste personer. Hertil kommer så supplerende oplysninger, der udveksles politifolk imellem over grænserne – det være sig mundtligt, telefonisk eller på anden vis. Disse oplysninger indgår i det system, der benævnes SIRENE. Den forkætrede manual er en slags håndbog, der udstikker retningslinjerne for dette system.

»I Danmark ligger det os fjernt, at man arbejder efter hemmelige regler«, siger Henrik Karl Nielsen til Information, 14.5.98. Schengen-samarbejdets eksekutivkomité har imidlertid en anden opfattelse; i 1993 besluttede den ifølge Information, at SIRENE-manualen skal forblive fortrolig, »uafhængigt af de nationale regler«. Denne beslutning agter det danske justitsministerium altså at håndhæve nidkært, til trods for at materialet længe har været tilgængeligt i Norge.

Den 28 maj var der folkeafstemning om Amsterdamtraktaten, og det blev som bekendt et ja. Sådanne folkeafstemninger har vi et grundlovssikret krav på, når der er tale om, at Danmark skal afgive suverænitet. Det er dog ikke så ligetil at gennemskue, hvad der ligger i det. Schengen-aftalen blev i fred og fordragelighed vedtaget af Folketinget, så det er altså ikke suverænitetsafgivelse at forpligte sig til et samarbejde, hvor retningslinjerne skal hemmeligholdes, »uafhængigt af de nationale regler«…

Intet arbejde til asylsøgere

For en asylsøger er ventetiden, mens sagen behandles, ofte lang – ifølge Berlingske Tidende, 22.5.98, sidder der flere hundrede ansøgere, som har ventet mellem to og syv år. I den periode lever asylsøgeren på et center under ofte trange forhold, uvis på sin fremtidige skæbne, og uden mulighed for at foretage sig noget som helst. For, som det står i bogen Samfundsnøglen, der indeholder information til borgerne: »… i asylperioden må ansøgeren ikke have lønnet arbejde eller tilbydes aktiviteter, der sigter på integration i det danske samfund.«

I to til syv år.

På det område indtager Danmark en særstilling i Norden; både i Norge og i Sverige er det tilladt for en asylsøger at tage arbejde, hvis behandlingen af sagen trækker ud.

Ventetiden går selvfølgelig heller ikke sporløst hen over ansøgerne. Overlæge Ebbe Munk Andersen siger til Berlingske Tidende, 21.5.98: »Efter et år ser vi symptomerne i journalerne. Der er øget hyppighed af hovedpine, stress, skulder- og nakkesmerter. De lider oftere af dårlig nattesøvn, depressioner, anspændthed, de får besvær med at styre affektudbrud, der kommer problemer i familiens liv, og børnene bliver adfærdsforstyrrede.«

Venstres Birthe Rønn Hornbech ser dog ingen grund til at tilbyde asylsøgere job. »Efter min opfattelse skal de rede deres egen seng, vaske gulvene og kalke Sandholmlejren,« siger hun til Berlingske Tidende den 22.5.98.

Tja, hvorfor ikke? Eller måske skure gaden med tandbørster, det er som bekendt set før og udtryk for nogenlunde samme høje menneskesyn.

PET-skandalen

Det nuværende Politiets Efterretningstjeneste, PET, blev grundlagt i 1951. I PETs formålsbeskrivelse hedder det bl.a.:

»Politiets Efterretningstjeneste er en intern sikkerhedstjeneste, som skal bekæmpe trusler mod den indre sikkerhed og mod den demokratiske samfundsorden.«

PET har først og fremmest markeret sig med uhæmmet overvågning og registrering af danske borgere, der var kommunister, venstreorienterede, NATO-modstandere, pacifister, militærnægtere eller havde forretningsforbindelser til mennesker i Østbloklandene etc. Den voldsomme registrering blev genstand for stor debat i midten af 60erne, hvor det bl.a. kom frem, at omkring 400.000 danskere var opført i PETs registre, og i 1968 så regeringen Hilmar Baunsgaard sig – i bestræbelserne på at lægge en dæmper på debatten – nødsaget til at udsende følgende erklæring om principperne for de danske efterretningstjenester PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FET:

»Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. At sådanne registreringer hidtil har fundet sted, har ofte givet anledning til debat både under den nuværende og tidligere regering. Det beror naturligvis på et skøn, om registreringer af denne art er nødvendige. De sikkerhedsmæssige hensyn står her over for hensynet til, at den enkelte borger frit kan udfolde sig. Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket ved lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet. Efter at have afvejet disse modstående hensyn har regeringen fundet det forsvarligt efter omstændighederne at opgive registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. Såfremt der fra tidligere måtte være registrerede oplysninger af denne art, vil de blive tilintetgjort.«

Denne regeringserklæring er formelt stadig gældende for arbejdet i de to efterretningstjenester. At den ikke desto mindre konsekvent er blevet overtrådt, skal vi se i det følgende.

I en todelt dokumentarudsendelse fra Fak2eren betitlet »Den hemmelige tjeneste«, sendt hhv. 1. og 3. marts, blev det til manges overraskelse bl.a. afsløret, at:

Anders Nørgaard, der træder frem i udsendelsen som hemmelig agent for PET, har overvåget, registreret og infiltreret det lovlige parti Socialistisk Arbejderparti, SAP, så sent som i 1982; at han har kopieret, hvad som helst PET måtte ønske, herunder stillerlister til folketingsvalg; at han ved sin udmeldelse af partiet ligeledes har kopieret nøglerne til SAPs kontor og overgivet dem til PET; samt at han har stjålet for PET, eksempelvis medlemslister.
Anders Nørgaard har ligeledes infiltreret og registreret en række græsrodsbevægelser.
PET har overvåget faglige konflikter og deltaget aktivt med agents provocateur.
PET har så sent som i 1996 overvåget og båndoptaget et møde om kurdernes menneskerettigheder arrangeret af bl.a. LO og Dansk-Kurdisk forening.
PET var advaret om bombeattentatet i 1992 mod Internationale Socialister, der kostede Henrik Christensen livet, og PET gjorde intet for at forhindre det.

Dertil skal føjes:

– At PET i 1975 blev afsløret i at drive spionage mod dele af den danske fagbevægelse.

– At PET frem til 1980 ligger inde med lister over samtlige studerende ved universiteterne i København, Århus og Odense.

– At politiadvokat Ole Weikop i 1989 i TV-Avisen kan fortælle, at Københavns politi først fik oplysninger fra PET om Blekingegadebanden (det eneste tilfælde, hvor PET dokumenterbart har afsløret kriminel aktivitet), efter at denne havde dræbt en betjent i forbindelse med et røveri.

(Kilde: Politiken, 5.3.98).

Desuden kan den tidligere MFer, Preben Wilhjelm i en kronik i Politiken, 7.3.98, bl.a. gøre opmærksom på:

– At Jens Otto Krag, år efter at han havde overladt statsministerposten til Anker Jørgensen, til DRs korrespondent i Washington, Chr. Winter har oplyst, at PET i 1971-1972 overvågede Ole Wivel, Chr. Vilh. Hagens og Vagn Jensen, og at det dermed havde været muligt at obstruere det Russel-Tribunal til belysning af USAs rolle i Vietnam-krigen, som disse tre havde været de danske arrangører af. Denne aflytning var sket i strid med den danske retsplejelov, eftersom ingen af de tre efterfølgende blev gjort opmærksom på aflytningen, som ikke havde ført til kriminel sigtelse.

– At FET, PETs søsterorganisation, i 1976-1977 af Ekstra Bladet blev afsløret i den såkaldte Hetler-FET-skandale om den ultra højreekstremistiske Hans Hetler og hans gruppe, som havde arbejdet som infiltratorer og agenter for FET i stort set alle venstreorienterede partier og grupperinger. Wilhjelm skriver: »I samme forbindelse blev det afsløret, at FET konsekvent havde overtrådt VKR-regeringens beslutning fra 1968, om at det ikke længere var tilladt at registrere danske borgere alene for lovlig politisk virksomhed. FET havde ikke bare undladt at slette de ulovlige registreringer, men havde ufortrødent fortsat sin registrering helt frem til den dag i sommeren 1976, hvor Ekstra Bladet afslørede sagen og offentliggjorde det skema (S 20), som FET anvendte. Først samme dag, afsløringerne stod i Ekstra Bladet, brændte FET bevismaterialet. Det fik ingen konsekvenser.«

– At daværende chef for FET, oberst Erik Fournais i foråret 1972, et halvt år før den danske EF-afstemning opsøgte justitsminister Kjeld Olesen, foreslog og fik grønt lys til, at FET om nødvendigt ved indbrud skulle skaffe en rapport udarbejdet af DKP om konsekvenserne ved medlemsskab af EF.

– At »Ninn-Hansen som justitsminister gav grønt lys for PETs infiltration i og registrering af lovlige, faglige aktioner i midten af 80erne (HT-chaufførerne og Sømændenes Forbund).«

– At der i forbindelse med efterretningstjenesternes virksomhed tegner sig et klart mønster: »Interessen har ensidigt været rettet mod venstrefløjspartier og -organisationer. Selv om der ikke er fundet mindste tegn på ulovlig aktivitet, er overvågningen og registreringen af venstrefløjsorganisationerne fortsat i årevis, derimod har man ignoreret tilsyneladende kvalificerede advarsler om, at ekstremister på højrefløjen planlagde den aktion, som førte til brevbombedrabet i Søllerødgade. Men uanset hvilke ulovligheder og misinformationer, FET og PET har gjort sig skyldige i, har det indtil nu ikke haft konsekvenser for de ansvarlige.«

Preben Wilhjelm har ikke megen tiltro til, at de seneste afsløringer kommer til at betyde en bedre kontrol med efterretningstjenesterne: »Efter afsløringen af lyttecentralen i Kejsergade fik vi Wamberg-udvalget. Det hindrede ikke fortsat udemokratisk eller ligefrem ulovlig registrering. Efter senere afsløringer fik vi det parlamentariske kontroludvalg. I dag erkendt som en ren gidselfunktion. Efter de aktuelle afsløringer taler man om større beføjelser, bedre indsigt, årsberetninger med videre. Forventes vi at klappe i vores små hænder? Hvorfor skulle det hjælpe, når institutionerne åbenbart er angrebet af råd, når klare forskrifter tilsidesættes, når man besvarer afsløringer med misinformation, og når man er så politisk skævvredet, at man 'for at beskytte demokratiet' samarbejder med småkriminelle, højreekstremistiske og notorisk antidemokratiske elementer for at udspionere og 'afsløre' fuldt lovlige aktiviteter?«

»Det kan have kostet nogle mennesker livet« var den umiddelbare reaktion fra Enhedslistens Søren Søndergaard, medlem af SAP, på afsløringen af overvågningen og registreringen af SAP. (Politiken, 2.3.98). Han tænker her især på SAPs udenlandske kontakter i bl.a. Iran og Sydamerika, steder hvor samarbejde mellem danske og udenlandske efterretningstjenester kan have haft skæbnesvanger betydning for pågældende landes systemkritikere og frihedskæmpere.

I forbindelse med overvågningen af mødet om kurdiske menneskerettigheder i 1996 – en type overvågning, som også meget vel kan være forbundet med livsfare for kurdere i Tyrkiet – havde justitsminister Frank Jensen af PET-chefen Birgitte Stampe fået at vide, at indholdet af det pågældende bånd, som mødet blev optaget på, var blevet slettet som værende »ikke interessant«. Hun undlod imidlertid at fortælle, at PET stadig ligger inde med en skriftlig rapport om mødet. En irriteret Frank Jensen måtte i Ekstra Bladet, 3.3.98., beklage dette »kiks«, mens andre var mere ligefremme i deres kritik. Den radikale Bjørn Elmquist mente ifølge RB, »at der kan være tale om vildledning af kontroludvalget, mens Enhedslisten kræver, at Birgitte Stampe suspenderes for at have misinformeret Folketinget.«

I forbindelse med brevbombeattentatet mod Internatinale Socialister i 1992, som ifølge Frede Farmand blev foretaget af den nu afdøde nazist Albert Larsen, afviser PET allerede i en foreløbig redegørelse, 4.3., at være blevet advaret af Farmand. Farmand, der har fortalt, at han flere månder inden attentatet gav PET en båndet samtale, hvor Albert Larsen annoncerer det kommende attentat mod Internationale Socialister, står imidlertid fast: »Enten lyver medarbejderne i PET over for Birgitte Stampe, eller også er de alle blevet enige om at føre justitsministeren og offentligheden bag lyset.« (Politiken, 5.3.98).

I det hele taget er det faldet mange for brystet, at PETs ekstreme nidkærhed i forbindelse med overvågning, registrering og infiltration af venstrefløjen, til tider forekommer ligefrem proportional med uviljen mod at undersøge endsige efterforske aktiviteterne på den yderste højrefløj. PET har f.eks. uden skyggen af indikationer, endsige bevis, mistænkeliggjort den brevbombedræbte Henrik Christensen med insinuationer om, at han selv sad og fremstillede den bombe, der så pga. fumleri skulle have kostet ham livet. Alt peger imidlertid langt til højre i det politiske landskab

»Enten er PET fuldstændig inkompetente eller også ønsker de bare ikke at orientere sig i det højreekstremistiske miljø,« lød det eksempelvis fra SFs Holger K. Nielsen, som reaktion på afsløringerne af Farmands advarsler. (Politiken, 5.3.98).

Indtil videre er sagen fortsat uopklaret eftersom politiet eksempelvis nægter at undersøge en nationalistisk gruppe, K12, der dagen efter eksplosionen, tog ansvaret for drabet. Afsenderen var nok sendt af af nogen,«der ville gøre sig interessante«, som daværende chef fra drabsafdelingen, kriminalinspektør Bent Hansen dengang formulerede det. (Jf. Politiken, 5.3.98).

Med hensyn til de eksisterende muligheder for at »kontrollere« PETs aktiviteter findes der i dag det såkaldte Wamberg-udvalg, opkaldt efter sin første formand A.M. Wamberg. Wamberg-udvalget blev nedsat i 1964 som garant for, at PETs mange registreringer ikke blev foretaget ulovligt, og, bl.a. som en reaktion på afsløringen af FETs store underjordiske lyttecentral i Vestvolden omkring København – et tegn på Wamberg-udvalgets udelukkende kosmetiske funktion – oprettede man i 1988 det såkaldte parlamentariske kontroludvalg, bestående af et medlem fra hvert af Folketingets fem største partier.

Kontroludvalget bliver alene orienteret om retningslinjerne og ganske få konkrete aktiviteter fra PET, og flere medlemmer indrømmer da også, at kontroludvalget er til grin. Således eksempelvis Holger K. Nielsen til RB, 3.3.: »Udvalget er næsten helt til grin. Vi har ingen mulighed for at grave ned i sager eller undersøge om der sker lovbrud. Vi får kun noget at vide, hvis ministeren mener, at der er grund til at fortælle os noget. Og efter TV2-udsendelsen kan man få den mistanke, at ikke engang justitsministeren ved, hvad der foregår.«

Hvad PET egentlig må, er uklart for selv danske retseksperter: »Man kan sige, at PET må det, som det almindelige politi må, og som er nedskrevet i Retsplejeloven. Men den siger jo ikke noget om, hvordan man konkret skal gribe tingene an, eller på hvilken måde man anvender private meddelere osv.,« siger professor i Statsret, Henning Koch til Politiken, 5.3.98.

Yderligere retningslinjer for PET er hemmelige, påpeger registerekspert Peter Blume i samme avis og tilføjer: »Men på registerområdet må hovedbudskabet siges at være, at Registerloven ikke gælder for PET.« Dermed hæmmes PET ikke af Registerlovens bestemmelser for håndteringen af såkaldt følsomme oplysninger, men må registrere de oplysninger, som er »nødvendige for efterretningsvirksomhed« – og hvad det er, tør Peter Blume ikke give et bud på.

I skarp modsætning til de nærmest grotesk frie tøjler, som de danske efterretningstjenester har, står den kontrol, som udøves i vores nabolande. Eksempelvis er der i Sverige og Tyskland systematisk kontrol med efterretningstjenesternes registreringer. I Sverige har man Rigsdagens Justitsudvalg med 15 politikere, som bl.a. deltager i beslutninger om, hvorvidt oplysninger skal videregives til fremmede efterretningstjenester, hvert medlem har veto-ret. I Tyskland skal justitsministeren hver måned rapportere til en parlamentarisk udpeget kommission, der både kan behandle klager fra borgerne og tage sager op af egen drift.

I Norge førte en skandalesag parallel med den danske, initieret af en række afsløringer af de norske efterretningstjenesters årelange ulovlige registreringer af venstrefløjen, til nedsættelsen af den uvildige Lund-kommision, der i 1996, efter en regulær kulegravning, kunne fremlægge en tommetyk rapport, der bl.a. beviste at der var blevet foretaget adskillige ulovligheder, og at disse var foretaget med godkendelse, ja endog bifald fra det norske socialdemokratis ledelse. Mange højtstående hoveder rullede i den anledning. I forbindelse med Lund-kommisionens rapport, blev der rejst spørgsmål, om noget tilsvarende ikke kunne være tiltrængt i Danmark, hvilket måske ikke så overraskende blev afvist af både Forsvarsministeriet og Justitsministeriet.

Da TV2-udsendelserne rejste spørgsmålet midt i den danske valgkamp, var justitsminister Frank Jensen da også forsigtig i sin udmelden og ønskede i forblommede vendinger en skærpet kontrol, men vovede klogeligt nok ikke at deltage i kravet om en uvildig undersøgelse, som bl.a. blev fremført fra Enhedslisten, SF, og dele af de radikale. Mindre forsigtig var statsministerkandidaten for Socialdemokratiet, Poul Nyrup Rasmussen, der for åben skærm kom til at love, at »Hver en sten vil blive vendt.«

Den 1. april kom så en undersøgelse af PETs aktiviteter foretaget af , ja, såmænd PET selv, og mens den mere kritiske del af det politiske landskab formentlig stadig væk håber, at det skal vise sig at være en ondsindet aprilsnar, glædes man i den borgerlige lejr – ikke mindst i Socialdemokratiet, hvis frie fortolkning af »hver en sten vil blive vendt«, unægteligt divergerer voldsomt fra udtrykkets almindelige betydningsfelt.

Således kunne justitsminister Frank Jensen glad konstatere: »Redegørelsen er præget af betydelig åbenhed. Man skal naturligvis være varsom med at drage håndfaste konklusioner, men det er umiddelbart mit indtryk, at redegørelsen ikke giver anledning til at sætte væsentlige spørgsmålstegn ved PETs virksomhed.« (Jyllands-Posten, 2.4.98). Til samme avis siger en mindre begejstret Søren Søndergaard: »Det er en forudsigelig redegørelse, hvor PET indrømmer alt det, man i forvejen er fanget i. Men de vigtigste spørgsmål har PET ikke besvaret endnu,« siger han og fastholder kravet om en uvildig undersøgelse.

Sågar Jyllands-Posten finder samme dag grund til kritik af redegørelsen: »Redegørelsen beskæftiger sig stort set kun med den overvågning af venstrefløjen, der – efter Anders Nørgaards afsløringer – var forudsigelig. Redegørelsen bekræfter alt, hvad agent Anders Nørgaard har forklaret i pressen, men PET kan 'ikke genkende' og viger uden om det absolut mest belastende: At PET ønskede lister over de personer, der virkede som stillere for Socialistisk Arbejderparti, og at PET bad Anders Nørgaard kopiere nøglen til SAPs kontor. Redegørelsen fortæller ikke, hvorvidt PET direkte har infiltreret andre end SAP, og om der er gennemført aflytning, brevåbning eller skygning af disse personer. Redegørelsen fortæller ikke, hvorfor justitsminister Ole Espersen ikke blev spurgt før infiltrationen af SAP blev gennemført. Redegørelsen fortæller ikke, hvorfor PET først i 1983 – lige efter den første borgerlige regering siden 1975 var kommet til magten – hentede tilladelse til at overvåge og registrere partier og personer på venstrefløjen og registrere enhver person, der havde kontakt til øst, når for eksempel infiltrationen af SAP var iværksat under socialdemokratisk regering.«

Man kunne endvidere ønske at få belyst, hvad nøglerne til SAPs kontor blev brugt til, og om nogen overtog Anders Nørgaards rolle som PET-agent i infiltrationen af SAP, samt om infiltrationen på venstrefløjen generelt stoppede i 1983.

På redegørelsens side 47 kan man læse: »For så vidt angår godkendelsen af Anders Nørgaard fremgår det af påtegninger i kildemappen, at chefen for PET (dengang minsandten Folketingets nuværende direktør, Ole Stig Andersen, der pudsigt nok har forholdt sig påfaldende tavs i hele sagen) den 30. januar fik 'grønt lys fra JM personligt i en periode af 9 måneder'.«

Normalt betyder »JM« justitsministeren, men Ole Espersen nægter overhovedet at være underrettet, hvorfor man nu siger at det betyder Justiministeriet. Eftersom Justitsministerens personlige tilladelse skal indhentes ved infiltration, foreligger der her et klart emne for en uvildig undersøgelse, der samtidig kunne finde ud af, hvem i »JM« der gav »grønt lys«, og hvorvidt redegørelsens reference til regeringens sikkerhedsudvalgs godkendelse af overvågning ved brug af »kontaktnet« i realiteten indebar den mere alvorlige infiltration.

Angående Anders Nørgaards erklærede deltagelse og overvågning i 1984 af HT-konflikten som PET-agent står der i redegørelsen, side 50: »… at der ikke i kildemappen eller i materialet i øvrigt er optegnelser, der bekræfter Anders Nørgaards oplysning. Der er heller ikke blandt nuværende medarbejdere nogen erindring om, at der skulle have været kontakt mellem PET og Anders Nørgaard i 1984.«

Bortset fra at det siger en hel del om redegørelsens kvalitet, at man ikke har ulejliget sig uden for den nuværende medarbejderstab, må det siges at være særdeles belastende for PET, at daværende Justitsminister Erik Ninn-Hansen i TV2-nyhederne, 2.3.98, bekræfter, at han godkendte, at Anders Nørgaard i 1984 som civil agent med dæknavnet 'Zeus' overvågede en HT-strejke for PET: »De mennesker var farlige. De kastede blandt andet med flasker. Desuden satte HT-konflikten samfundet i stå. Derfor skulle de undersøges og overvåges, så vi kunne se, hvad de havde tænkt sig at gøre,« forklarer altså Erik Ninn Hansen, som dermed er helt på linje med den borgerlige fløjs udtalte tilfredshed ved brugen af hemmelige agenter og overvågning af venstrefløjen.

Trods udtalte krav om en uvildig undersøgelse fra den radikale retspolitiske ordfører, Elisabeth Arnold, måtte hun og det øvrige radikale bagland under højlydte protester se sig banket på plads af partiets leder, Marianne Jelved, som af ægteskabelige hensyn til Nyrup og den stedse mere klæbende regeringstaburet, nu sætter alle kræfter ind for totalt at udviske erindringen om det Radikale Venstre som et parti med fornemme retssikkerhedspolitiske rødder.

I Informations nyhedsanalyse, 4.3., skriver Preben Wilhjelm bl.a.: »I årenes løb er regeringserklæringen af 1968 gradvis udhulet, så der efter denne redegørelse praktisk taget intet er tilbage. Man har hæftet sig ved ordet 'borgere' og konkluderet: aha, så er der intet i vejen for at registrere lovlige organisationer. Man har hæftet sig ved ordet 'alene på grundlag' og sagt: aha, men hvis vi samtidig bare har en mistanke om et eller andet, så er der frit spil. Kritisk holdning til NATO, en rejse til et østland, besøg på en ambassade eller deltagelse i en tværpolitisk fredsbevægelse var tilstrækkeligt. (…) Det drejer sig altså ikke kun om PET. Det må f.eks. også afklares, om det er korrekt som påstået i redegørelsen, at Wamberg-udvalget, Schlüter-regeringens sikkerhedsudvalg og senere det parlamentariske kontroludvalg i hvert fald et stykke af vejen har godkendt disse kreative fortolkningskunster. Og hvilke konsekvenser det i givet fald skal have for de pågældende.«

Preben Wilhjelm slutter af med at foreslå en ny »kort, klar og ærlig« bestemmelse i stedet for regeringserklæringen af 1968, en naturlig konsekvens af at undlade opfølgning på PET-redegørelsen med en uvildig undersøgelse: »Efterretningstjenesterne må registrere enhver, der er kritisk overfor regeringens politik. Og man behøver ikke noget parlamentarisk kontrolorgan til at påse, at en sådan bestemmelse bliver overholdt.«

Denne sarkastiske formulering af et forslag til en mere reel regeringserklæring, viser sig skræmmende nok nærmest tilbageholdende i forhold til udtalelser fra højreorienterede medlemmer af Folketingets retsudvalg. Eksempelvis Venstres Inge Dahl Sørensen, der til Information, 6.4.98, fastslår: »PET skal kunne overvåge partier, hvis de (altså PET) finder det rimeligt. Mere er der ikke at sige til det.«

Pia Kjærsgaard, der med angrebet på Nørrebro har fået uanede mængder af ammunition mod venstrefløjen, tøver da heller ikke med at kræve Enhedslisten overvåget, eftersom der i Enhedslistens hovedbestyrelse jo sidder personager med ring i næsen og følgeligt belejligt nok kan påhæftes det ikke nærmere definerede mærkat: »Autonome«. I samme avis fremturer hun med kravet om fjernelse af det parlamentariske kontroludvalg: »Det må være sådan, at PET kan foretage deres lovlige arbejde uden hele tiden at skulle åndes i nakken af politikere. Det er jo sådan, at udelukkende de partier og bevægelser, der arbejder samfundsomstyrtende, og dermed har noget at skjule, behøver at frygte PET og politiet,« udtaler altså lederen af Dansk Folkeparti.

At PETs arbejde i adskillige dokumenterbare tilfælde netop ikke er lovligt, men derimod groft mennesketretskrænkende, nøje organiserede kriminelle aktiviteter, som direkte undergraver og virker samfundsomstyrtende på selv samme samfundsorden, som efterretningstjenesten er sat til at beskytte, bekymrer i dagens Danmark færre og færre – og i hvert fald ingen blandt landets øverste magthavere.

Christoffer Gertz Bech, Stephan Stengler og Jakob Stensgaard