Faklen.dk er et online-arkiv for alle artikler i tidsskriftet Faklen (1996-2001) og udvalgte samfunds- og kulturkritiske indlæg med humanistisk kant og dybde fra den trykte og elektroniske debat såvel som originale indlæg til Faklen.dk (2002-2011).

De enkelte skribenter kan selvsagt ikke tages til indtægt for andet end deres egne synspunkter, som de kommer til udtryk i de pågældende indlæg, ligesom de enkelte indlæg primært udtrykker de respektive skribenters holdning.

Hensigtserklæring

Hensigten med Faklen.dk er at bevare perspektiver, der har bidraget til humanistiske vinkler på kultur og politik i en turbulent politisk periode i Danmark fra 1996-2011. I 2007 blev dette sigte sammenfattet i Faklen.dk's hensigtserklæring:

Med humanistiske vinkler forstås kort fortalt en vifte af anskuelser, der tager afsæt i det enkelte menneskes individualitet og integritet, og som tilstræber en kulturel pluralisme og frihed til forskellighed, der rækker betydeligt videre end den herskende tidsånd.

Det betyder ikke, at anything goes - men at rammerne defineres anderledes og videre end i de dominerende medier.

Derfor hedder det f.eks. i lederen i det sidste og afsluttende nummer af tidsskriftet Faklen: »Betyder det, at alt er acceptabelt? Nej. Men af respekten for den enkeltes handlefrihed følger for det første, at humanismen kun kan begrunde at begrænse den individuelle handlefrihed dér, hvor denne ellers måtte føre til en ufrivillig indskrænkning af et andet menneskes handlefrihed. Og derfor må humanismen for det andet også lige så betingelsesløst forsvare ethvert menneskes ret til frivilligt at tilslutte sig, ytre og udleve en hvilken som helst anskuelse, religion, moral eller seksualitet (hvilket naturligvis er noget helt andet end at forsvare enhver sådans indhold), som den betingelsesløst må bekæmpe al slags tvang, uanset hvilken anskuelse, religion, moral eller seksualitet denne udspringer af. Der er således for det tredje intet, som ikke frit kan tænkes, menes og ytres i et humanistisk samfund, heller ikke den mest rabiate antihumanisme, og der er intet, som ikke frit kan udleves med enhver af de impliceredes frivillige, myndige samtykke – netop der går grænsen.«

Så vidt sigtet - imidlertid er et humanistisk samfund lige så lidt en aktuel realitet som en politisk utopi.

Det er indlysende ikke en realitet i dagens samfund, hvor tendenser af humanistisk karakter i bedste fald forvrænges med alt andet end humanistiske intentioner for øje. Her iscenesættes f.eks. en selektiv ytringsfriheds slet skjulte propagandaformål under fiktionen om »uindskrænket ytringsfrihed«; et opgør med generel dogmatik og religionstvang misbruges som alibi for mindretalsforfølgelse; tvangsarbejde, ensretning og gabestoksmentalitet hyldes som frihed og omsorg i samtidens politik og presse.

Så meget desto større grund til at få kategorierne på plads, hvorfor humanismen må vende sig mod den tiltagende politiske new speak, som perverterer frihedsidealer og frihedsrettigheder som alibi for dæmonisering af marginaliserede befolkningsgrupper.

Nej, vi lever ikke i et humanistisk samfund, men i et samfund, som i stigende grad har fortrængt det nødvendige selvopgør i forhold til de brutale konsekvenser af den antisemitiske arv og den tradition for propaganda, som er forbundet hermed og strækker sig et par årtusinder tilbage i vesteuropæisk historie.

Der er ingen standpunkter, som ikke kan ytres i et humanistisk samfund, men det betyder ikke, at vi skal billige propaganda og hate-speech, hverken i et humanistisk eller ikke-humanistisk samfund. Tværtimod må vi bekæmpe hykleriet og insistere på, at enten er ytringsfriheden baseret på en tilstræbt grad af forholdsvis lige ytringsmuligheder, eller også må vi beskytte de små og trængte mod propagandapresset fra de store og magtfulde.

Det turde være indlysende, at sidstnævnte scenario er situationen i dag, hvor ytringsmulighederne er voldsomt skævt fordelt, og gabestoks- og syndebukkementaliteten er bærende for store dele af medierne.

Det betyder, at vi må bekæmpe diskrimination i gerning såvel som propaganda i ord, samt tage afstand fra enhver tendens til at fordreje humanistiske træk til en antihumanistisk praksis, der i stedet for at holde magten, diskriminationen og propagandaen i skak, går magtens diskriminerende og propagandistiske ærinde.

Så vidt 1996-2011. Et humanistisk perspektiv uddybes og aktualiseres fortsat, bl.a. i indlæg på Rune Engelbreth Larsens Humanisme.dk og Carsten Aggers Modspil.dk samt i Rune Engelbreth Larsens humanisme-trilogi, der består af bøgerne Renæssancen og humanismens rødder (2006), Oplysning og tolerance (2009) og Frihed og retfærdighed (2011).