Tager man udmeldinger før og under den seneste valgkamp for gode varer, er de fleste politikere enige om, at uarbejdsdygtige borgere bør blive hjulpet af det offentlige. Man kan skændes om ydelsernes niveau, men selvfølgelig skal der være hjælp som f.eks. førtidspension til dem, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet.

Desværre er virkeligheden en ganske anden. Dette oplevede jeg på nærmeste hold, da jeg for nylig var bisidder for en ven i en sag om førtidspension og fik sagsakterne til gennemlæsning. Her blev jeg vidne til en sagsbehandling af mildest talt rystende karakter, der nærmest giver indtryk af et system, som både er blottet for medmenneskelig empati og basal respekt for fagekspertise – og som vi senere skal se, er den sandsynligvis alt andet end enestående.

Men her følger først et sjældent indblik i en sag, de færreste politikere desværre selv har skyggen af førstehåndskendskab til:

Ansøgeren, som jeg blot vil kalde NN, er tidligere heroinmisbruger, har lidt af hepatitis C og er opereret for en lungetumor i 2003, hvorunder han fik fjernet halvdelen af den ene lunge. Han har ikke haft nogen tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste tyve år, men fik i 2009 afslag på førtidspension for anden gang, til trods for en lang række entydige vurderinger fra fageksperter, der afviste hans muligheder på arbejdsmarkedet.

Allerede i 1997 fastslog en læge, at NN's »helbredsmæssige situation og almene forhold berettiger ham til pension, idet han på ingen måder, hverken nu eller i fremtiden, er egnet til arbejdsmarkedet«. Men to afslag og mere end et tiår senere må NN imidlertid ansøge for tredje gang, skønt vurderingen fra 1997 kun synes at være blevet bekræftet igen og igen.

Den 23. november 2010 konkluderer speciallæge i psykiatri, Kim Nalders: »NN er ikke i medikamentel behandling, men der kan ej heller peges på nogen form for behandling, der vil have en betydende effekt i forhold til funktions- og herigennem erhvervsevnen.«

Den 28. december 2010 fastslår læge Ebba Kirketerp: »Mange psykosociale problemer. Tror ikke aktivering er en realistisk mulighed.« Den 12. januar 2011 tilslutter lægekonsulent Klaus Arnung sig psykiaterens konklusion om, at ingen behandling vil have nogen betydelig effekt i forhold til erhvervsevnen. Den 24. maj 2011 konstaterer NN's sagsbehandler Maria Roder da også, at både de såkaldte statusattester og lægeskøn »vurderer alle, at man ikke kan forvente at få noget konstruktivt ud af endnu et afklaringsforløb, snarere vil der være en overhængende fare for en forværring af tilstanden«. Men trods en sådan »overhængende fare« konkluderer Roder to uger senere, at NN ikke er berettiget til førtidspension, idet hun henviser til en arbejdsprøvning på et IT-værksted »af fire ugers varighed i 2008«.

Spørgsmålet er, om sagsbehandleren overhovedet har læst sagsakterne? For det første var det ikke i 2008, men i 2007, at NN deltog i IT-kurset (med 50 procents fravær) – flere år før den aktuelle ansøgning – og for det andet 'glemmer' sagsbehandleren at bemærke, at hendes egne konklusioner står i skærende kontrast til konklusionerne fra forløbets tilknyttede socialrådgiver og psykolog.

I 2007 anså psykolog Kathrine E. Christensen det »ikke for realistisk, at NN har ressourcer, der kan anvendes i en arbejdsmæssig sammenhæng«, og socialrådgiver Hanne Andersen konkluderede samstemmende: »Vi kan således ikke pege på realistisk beskæftigelse, hverken på ordinære eller særlige vilkår.« Både psykologen og socialrådgiveren har haft flere lange samtaler med NN, men sagsbehandleren, som kun har mødt ham én eneste gang til en samtale i tyve minutter, underkender med et pennestrøg alle eksperter.

NN benytter sig derfor af sin ret til at kommentere indstillingen skriftligt og påpeger den lange række af vurderinger, der står i kontrast hertil, bl.a. Jobscenterets Førtidspensions Gruppe, der fandt det »dokumenteret, at NN ikke kan vende tilbage på arbejdsmarkedet«.

Men stakken af faglige afvisninger af NN's arbejdsevne kommenterer Maria Roder blot med én linje: »Kommentarer til partshøringen ændrer ikke ved min tidligere vurdering.«

Ikke ét argument. Det er magtarrogance, så det klodser – for at sige det ligeud.

Den 18. oktober overtager Socialcenter København alligevel samme konklusion og fastslår tilmed, at det »ikke kan udelukkes, at den rette medicinering kan have en vis effekt«.

Afslaget begrundes med andre ord nu psykiatrisk og medicinsk af sagsbehandlere, der selv er uden tilstrækkelig medicinsk og psykiatrisk ekspertise, og i klar modstrid med en psykiater, der har fagekspertise og allerede har afvist behandling. Men på trods af at sagsbehandleren har anerkendt en ekspertvurdering af, at en yderligere forlængelse af forløbet udgør en overhængende risiko for at forværre NN's tilstand, vil skrivebordssagsbehandlere altså ordinere piller.

Hvis ikke dét er uhyggeligt, ved jeg ikke, hvad der er uhyggeligt. Er det overhovedet lovligt? Hvis ikke, er en politianmeldelse af de pågældende så absolut på sin plads. Men hvis det vitterlig er lovligt, at ikke-medicinsk uddannede sagsbehandlere kan træffe kontrabeslutninger om medicinering, er det direkte kuldegysende.

Her lades reelt hånt om individers selvbevidsthed og integritet i en grad, der nærmest har totalitære træk. Det giver unægtelig anledning til refleksion over det offentliges bureaukratiske umyndiggørelse af borgere i almindelighed, hvilket stikker endnu dybere i socialsystemets labyrinter.

Borgerrådgiver i København, Johan Busse, modtog f.eks. i 2008 knap to tusind henvendelser, der førte til oprettelsen af næsten tusind skriftlige sager, hvor borgerne fik medhold i over halvdelen: »Den overordnede konklusion må være, at antallet af sager, der enten fejlbehandles, trækker ud, eller hvor borgerne behandles ubetænksomt, langtfra er tilfredsstillende. Der begås substantielle fejl, der ikke burde forekomme i så stort tal, som det er tilfældet.« (Politiken, 17.5.2009). I beretningen fra 2010 hedder det også, at »sagsbehandlingen og borgerbetjeningen kan forbedres væsentligt (...) for at undgå de mange fejl og mangler«.

Gad vide, hvor mange ressourcesvage klienter vi aldrig hører om, fordi de ikke har evnerne eller kræfterne til at klage og stå på deres ret eller lade deres stemme blive hørt offentligt? Gad vide, hvor mange af de tragiske episoder, hvor frustrerede sociale klienter går helt ned med flaget eller går amok, der er kulminationen på et sådant forløb?

Det kunne også siges om andre områder. Fagforeningen DJØF vurderer f.eks., at meningsløs aktivering er »mere reglen end undtagelsen« (Jp.dk, 25.5.2010). Bureaukratiseringen har for længst overgået noget, som klassiske dystopiske forfattere kunne udtænke – alene lovgrundlaget for de danske A-kasser fylder, hvad der svarer til en bog på 23.675 sider (jf. Min A-Kasse, 19.10.2011).

Treogtyvetusindsekshundredogfemoghalvfjerds sider. Det svarer til adskillige bibler eller et bindstærkt leksikon.

Ifølge en undersøgelse fra Min A-kasse mener 81 procent af danskerne, at de ledige udsættes for unødigt bureaukrati, og kun 14 procent er enige i, at mange aktiveringstilbud har en fornuftig kvalitet (september 2010). En undersøgelse fra Rigsrevisionen viser i 2010, at knap 10 milliarder kroner er blevet spildt på »ikke arbejdsmarkedsparate« ledige de foregående fire år (Berlingske, 14.10.2010).

Dertil er det kommet: kontrol og uværdig umyndiggørelse for milliarder uden anden effekt end kontrol og uværdig umyndiggørelse.

Professor Henning Jørgensen, der forsker i vilkår for ledige, har konstateret: »Beskæftigelsessystemet bliver i højere grad end tidligere opfattet som var det et DDR-regime.« (Avisen.dk, 6.9.2010). Jacob Mchangama fra CEPOS udtalte i en kritik af den personlige friheds tilbagegang det forgangne tiår, at det »går i høj grad ud over nogle af de svageste, eksempelvis førtidspensionisterne og dagpengemodtagerne, fordi prisen for at få de her velfærdsydelser er, at man bliver underlagt et stadig mere indsnævret kontrolregime« (Politiken.dk, 14.9.2011).

Er det ikke på tide at gøre op med dette formynderiske systems fornedrende kontrolmentalitet?

Nogle politikere og økonomer påpeger som bekendt, at vi om nogle år vil mangle arbejdskraft, hvilket andre afviser, men uanset farve og ideologi: Er det virkelig vanskeligt at blive politisk enige om, at når faguddannede eksperter vurderer, at et menneske ikke kan arbejde, så skal vedkommende ikke arbejde, og så træder velfærdssamfundet til?

Og er det virkelig for vanskeligt at blive enige om at afskaffe uværdige idiotkurser og den patroniserende aktiveringsmeningsløshed, der reducerer sådanne voksne mennesker til patologiserede klienter – og i øvrigt samtidig spare det offentlige for milliarder og titusindvis af borgere for kafkask umyndiggørelse?

Rune Engelbreth Larsen / permalink / 18.12.2011
En forkortet version blev bragt i Politiken, 18.12.2011

31.10.2011 | Da Dannebrog blev genkristnet

Af Claus Elholm Andersen

I håndbogen Medborger i Danmark kan indvandrere og nydanskere læse om det danske samfund. I den lille bog, der tidligere blev udgivet af det nu hedengangne integrationsministerium, og som udkom på seksten sprog, kan de læse, hvordan vores demokrati fungerer, hvordan det er at bo i Danmark, og om skole, job og fritid. Og i bogens sidste afsnit om "Skik og brug" kan de bl.a. læse om "Danskere og Dannebrog".

Her fortælles legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen under et slag i Estland i 1219 og der fortælles om de forskellige flagdage, vi har. Der fortælles også om, hvordan vi danskere flager til fødselsdage og jubilæer, og at vi endda putter Dannebrogsflag på vores juletræer. Også sluttes der med følgende ord: "Den udbredte brug af flaget er en gammel tradition og ikke udtryk for, at danskerne er specielt nationalistiske".

Denne korte beskrivelse af Dannebrog indeholder to elementer, der går igen i langt de fleste introduktioner til flaget: Legende om flaget, der faldt ned fra himlen og så, at vi danskeres hyppige brug af Dannebrog ikke er et udtryk for, at vi er særligt nationalistiske.

I løbet af de seneste fem-seks år har vi danskere set Dannebrog bliver brændt, klippet i stykket og skændet på enhver tænkelig måde. Derfor kan vi ikke længere sige, at den hyppige brug af flaget ikke er nationalistisk. Tværtimod har de senere år budt på Dannebrogs genkristning, hvor vi pludselig har fået øje på flagets kristne oprindelse.

I juli 2005 var den amerikanske præsident George W. Bush på officielt besøg i Danmark. Under besøget nåede en demonstration udenfor Den amerikanske Ambassade sit højdepunkt, da de demonstrerende satte ild til både et dansk og et amerikansk flag.

Få dage senere kunne man i et læserbrev i Jydske Vestkysten læse, at flagafbrændingen var et udtryk for "manglende respekt for USA og Danmark", mens demonstranterne i et andet læserbrev blev karakteriseret som "en flok hjernedøde demonstranter, som formentlig er samfundssnyltere på første klasse."

Dagen efter kunne Jyllands-Posten berette, at politiet overvejede at rejse sigtelse mod demonstranterne for flagafbrændingen. Men ironisk nok ville demonstranterne kun blive sigtet for at brænde det amerikanske flag, ikke Dannebrog. "Jeg synes jo, at det er om muligt ligeså slemt eller værre at forhåne sit eget flag," siger politiinspektør Per Larsen i artiklen og forsætter: "Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan finde det i straffeloven".

I samme artikel forklarer en professor i jura, at det faktisk forholder sig sådan, at det i Danmark er ulovligt at brænde flag fra nogen som helst lande på nær Danmark. Ingen har dog været sigtet for at brænde et udenlandsk flag siden 1936.

At det i Danmark ikke er ulovligt at brænde Dannebrog skyldes naturligvis, at man ikke har villet indskrænke ytringsfriheden. Modsat er det blevet gjort ulovligt at brænde andre nationers flag, så disse lande ikke vil blive fornærmet, hvis danskere skændede deres flag.

Artiklen i Jyllands-Posten slutter med et citat fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti, der undrer sig over, at det er lovligt at brænde Dannebrog. Her - altså i juli 2005 - udtrykker han intet ønske om at ændre loven.

Tre måneder senere var der dog kommet andre boller på suppen. I en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti d. 21. oktober 2005 lyder det, at partiet vil fremsætte et lovforslag, der vil ligestille Dannebrog med øvrige nationers flag, så det også vil blive ulovligt at skænde det danske flag. "Jeg tror, at en af årsagerne til, at forhånelse af Dannebrog ikke har været omtalt i straffeloven, har været, at man hidtil slet ikke har kunnet forestille sig, at nogen ville forhåne vor egen nations flag," udtaler Peter Skaarup fra DF ifølge pressemeddelelsen.

Folketingsdebatten om Dansk Folkepartis lovforslag fandt sted d. 10. Januar 2006. Få dage forinden havde Berlingske Tidende bragt en leder om emnet. Her skrev de bl.a., at de fandt det "besynderligt, at forslaget om forbud om forhånelse (af Dannebrog) kommer fra Dansk Folkeparti. Partiet har ellers stillet sig i spidsen for at bekæmpe den begrænsning af ytringsfriheden, som ligger i for eksempel forbudet mod racistiske og diskriminerende udtalelser uanset om de er forhånende. Men folkepartiet mener åbenbart, at forhånelser er i orden, når blot de rammer muslimer."

Folketingsdebatten omhandlede flere forskellige områder af lovforslaget. Centralt stod spørgsmålet om, hvorvidt en forhånelse af Dannebrog kan tolkes som en ytring eller ej. Flertallet af folketingets politiske partier mente nemlig, at lovforslaget betød en indskrænkning af ytringsfriheden, hvilket forslagsstillerne fra Dansk Folkeparti var uenige i. Eller som Søren Krarup fra Dansk Folkeparti udtalte sig under debatten: "Jeg synes, det er lidt kunstigt at kalde afbrænding af et flag for en ytring; det er efter min mening hærværk."

Det mest interessant i debatten var dog det, der ikke blev sagt. Af 112 bemærkninger til lovforslaget, blev Dannebrogs symbolværdi eller kristne oprindelse ikke nævnt så meget som en eneste gang.

For en god ordens skyld bør det vel slås fast, at lovforslaget ikke blev vedtaget, da kun nitten stemte for forslaget - alle fra Dansk Folkeparti.

Et par uger senere - vi befinder os stadig i januar 2006 - præsenterede daværende kulturminister Brian Mikkelsen den såkaldte Kulturkanon med dens 96 kunstværker i 7 forskellige kunstgrene. Et af disse kunstværker var Lars von Triers dogmefilm Idioterne, der blev medtaget på trods af, at den kontroversielle instruktør tidligere havde skrevet til kulturministeren og bedt om ikke at blive inkluderet i nogen kanon. Og ikke nok med det. Lars von Trier bad ikke blot om ikke at blive inkluderet. Nej, han udtalte, at han ville brænde Dannebrog offentligt, hvis nogen af hans film blev medtaget i Brian Mikkelsens kulturkanon.

Lars von Trier valgte dog ikke at brænde Dannebrog, selv om Idioterne blev optaget som en del af filmkanonen. I stedet optog han en lille kortfilm, hvori han klippede korset i Dannebrog i stykker og til sidst hejste de røde rester til tonerne af Internationale - den socialistiske kampsang.

I de næste par dage blev det tydeligt, at von Triers stunt i den grad provokerede danskerne. En læser i Ekstra Bladet nævner, at både han og hans familie blev rasende, da de så Lars von Trier klippe Dannebrog i stykker, og skriver, at i Sønderjylland "mener vi, at Dannebrog er det bedste, vi har. Vi er stolte af vores flag." En anden læser anfører, at "Lars von Trier bør fængsles", da der ifølge ham "intet kunstnerisk er i at klippe vores største nationale symbol Dannebrog i stykker!"

Trods det, at mange danskere tydeligvis blev fornærmet, da de så Lars von Triers forehavende, og en enkelt endda meldte ham til politiet, uden at anmeldelsen dog førte noget med sig, så er der ingen der på dette tidspunkt nævner, hvad det var for nogle følelser, Lars von Trier ramte, og altså hvilken symbolværdi Dannebrog havde for dem.

Debatten om Lars von Triers forhånelse af Dannebrog havde knapt lagt sig, før vi danskere pludselig blev vant til at se Dannebrog brænde. Det skete, da Muslimer over det meste af verden brændte flaget som en reaktion på Muhammed-tegningerne, der var blevet offentliggjort i Jyllands-Posten flere måneder forinden.

I den debat, der fulgte i kølvandet på Muhammed-krisen, bliver det ingen steder diskuteret, hvad det er for nogle følelse det vækker i os danskere, når vi ser Dannebrog blive brændt. Men at det er Muslimer, der brænder vores flag, synes at have en vis betydning. Således skriver en læser i Fyns Stiftstidende, at hun godt kunne tænke sig "hvis en klog muslim eller en endnu klogere imam kunne udlægge betydningen i den symbolske handling" det er at brænde Dannebrog. Men hvad hun selv lægger i det, nævner hun ikke. En anden læser hentyder til Dannebrogs kristne oprindelse og taler endda om "korsbannerets repræsentanter, biskopper og præster". Men det er også det.

Den kraftigste reaktion under Muhammed-krisen kom, da en meningsmåling viste, at en ud af ti danske muslimer accepterede flagafbrændingerne i hovedsageligt Mellemøsten. Dette førte til en diskussion af, om danske muslimer nu også accepterede danske værdier, selv om det aldrig blev diskuteret, hvad disse danske værdier rent faktisk var. Dog stod det klart, at Dannebrog et eller andet sted repræsenterede nogle værdier, der stod i kontrast til såkaldte muslimske værdier, selv om det heller ikke her blev diskutere, hvad disse var.

At en ud af ti danske muslimer accepterede flagafbrændingerne betød modsat at ni ud af ti ikke accepterede dem. Det - og at flere muslimske grupper endda fordømte afbrændingerne af Dannebrog - blev kun nævnt sporadisk i aviser og tv.

Selv om Dannebrogs kristne oprindelse sjældent blev nævnt i de hektiske uger under Muhammed-krisen, var der alligevel en fornemmelse af, at afbrændingerne af Dannebrog ikke blot var en forhånelse af Danmark, men af kristendommen som sådan. Og at Dannebrog faktisk havde genvundet sin tidligere kristne konnotationer, stod fuldstændig klart under en debat i Jyllands-Posten i december 2006.

Det hele begyndte med en kronik skrevet af journalisten og forfatteren Egon Clausen, hvor han provokerende spørger om vi danskere med god samvittighed stadig kan tillade os at hænge Dannebrogsflag på juletræet - "dette symbol på danskhed," som han kalder det.

Egon Clausen skriver: "I lang tid har Dannebrog da også stået for demokratisk folkelighed, internationalt udblik og tolerance. Det var noget man som dansker kunne være stolt af. ... Sådan er det desværre ikke i dag, for i de senere år er flaget desværre blevet politiseret, og fra at være et samlende symbol er Dannebrog ved at blive splittelsens tegn, og det danske folk er ramt i hjertekulen af en hjerteløs nationalistisk kynisme".

Videre mener Clausen, at Dannebrog i dag står som et symbol på racisme og intolerance. Det er Dansk Folkepartis skyld, påpeger han, for "hvad enten man er enig med partiets politik eller ej, er det en skade for flaget som samlende symbol for alle danskere. ... Uskylden er væk. Ingen kan hejse det (Danneborg) i haven, sætte det i fødselsdagslagkagen eller hænge det på juletræet uden at tage stilling til hvilken symbolsk betydning, det skal have".

Egon Clausens tydelige provokation lykkedes og allerede to dage senere viste de første svar på kronikken sig på Jyllands-Postens debatsider. Flere af de første læserbreve reagerede især på Clausens analyse af Dannebrogs symbolisme og postulater om, at Dansk Folkeparti har taget patent på flaget. En læser skriver bl.a. følgende: "Min kone og jeg holder meget af vort land, som vi færdes meget i, og den holdning viser vi gerne. Vi har flagstang i haven, vi bruge Dannebrog flittigt - når der er fødselsdag i familien eller blandt venner og bekendte, når der kommer gæster eller bare fordi vejret er godt. Flaget er jo flot imod en blå himmel med hvide skyer og grønne træer omkring. ... Vi føler ikke, at flaget er bundet til noget bestemt politisk parti".

En anden læser kommenterede, at når nu Claussen "og hans meningsfæller for længst har gjort enhver national holdningsytring synonym med nationalisme, skal kronikken nok vække glæde i alle rettænkende, politisk korrekte hjem". Og en tredje læser fortalte, hvordan han efter at have læse kronikken og "drukket en kop kaffe for at få systemet i ro, gik jeg ud i haven og hejste flaget."

For hver dag, der gik, blev læserbrevene mere og mere optaget af Dannebrogs symbolværdi. Og den første deciderede tolkning, kom fra Danske Folkepartis Peter Skaarup: "Dannebrog er symbolet på et folk og en kultur med lange, historiske rødder, en nation forankret i næstekærlighed, fædrelandskærlighed, tolerance og livsglæde. Sådan tænker jeg, når jeg sætter flag i en fødselsdagskage, og det tror jeg også, min nabo gør - uanset hudfarve."

De to sidste læserbreve, som Jyllands-Posten valgte at trykke, kommer begge ind på Dannebrogs kristne oprindelse: I sin omtale af flagets symbolisme, skriver en læser fra Århus: "Jeg ser i den sammenhæng korset som symbol på den kristne tro og den røde farve som symbol på livskraft, begejstring, glæde, aktivitet. Som blodets, ildens og hjertets farve, som symbol på kærlighed og erotik. ... For det er ikke symboler, der skaber mennesker, men mennesker, er skaber symboler."

Den allersidste læser, der ytrer sig i den debat, der blev udløst af Egon Clausens kronik skriver, at der "er tryghed, glæde og trøst ved Dannebrog," og at man som danskere føler sig "dybt grebet, når man ved, hvad denne fane betyder for en Kristen dansk nation."

Da Jyllands-Posten få uger senere præsenterer årets begivenheder i deres årskavalkade, bliver det fastslået, "at året 2006 kan betegnes som det år, da det for alvor blev tydeligt, at religion har bevæget sig fra at være et mere eller mindre privat anliggende til at blive en factor i den politiske debat. Ja, religion er i hast ved at blive en del af den politiske identitet."

At uskylden omkring Dannebrog vitterligt er forsvundet, blev bekræftet i en kommentar i Politiken i 2009. Her fortalte en ung mor, hvordan hun vist et billede fra datterens fødselsdag til sin søster, der umiddelbart havde udbrudt: "Det ligner næsten en reklame for Dansk Folkeparti."

Hun fortæller, at selv om det dansk flag altid har "været forbundet med noget næsten naivt og uskyldigt", men at en sådan opfattelse ikke længere er mulig, da flaget for hende at se bliver brugt "som et slags ordløst banner i korstoget mod anderledesheden og 'truslen' udefra."

Som historien her viser er uskylden omkring danskhed forsvundet. Hvorvidt Dansk Folkeparti har erobret Dannebrog eller ej, som både Egon Clausen og den unge mor påstår, er for så vidst irrelevant. Langt vigtigere er det, at partiet mere end nogen anden har været drivkraften bag at få Dannebrog placeret solidt i debatten om, hvad både det og det at være dansk betyder.

Hjulpet godt på vej af Muhammed-krisen, og vi danskeres behov for at forstå, hvorfor muslimer i særligt Mellemøsten kunne finde på at brændes vores flag, der for de fleste af os ikke repræsenterede andet end en sommerdag i sommerhuset med blå himmel, har vi per automatik valgt den letteste og ældste tolkning af Dannebrogs symbolværdi: At det er et kristent symbol.

En sådan kristen tolkning har øget afstanden mellem 'danskere' og indvandrere - eller rettere mellem kristne danskere og muslimske danskere - og ført til, at debatten nu handler om to religioner der synes uforenelige, ikke om integration, tolerance og forståelse.

I den lille håndbog, som indtil for ganske nyligt blev givet til alle indvandrere og nydanskere, kan man stadig læse, at den "udbredte brug af flaget er en gammel tradition og ikke udtryk for, at danskerne er specielt nationalistiske".

Bag de uskyldige ord i den lille bog gemmer der sig en sandhed med meget kraftige modifikationer. Og selv den nye regering, der endda har nedlagt integrationsministeriet, skal nok ikke gør sig håb om at afkristne Dannebrog igen lige med det samme.

Claus Elholm Andersen, lektor ved Helsinki Universitet / permalink / 31.10.2011
Kilde: Faklen.dk, 31.10.2011

26.6.2011 | 'Rebellerne' i SF

Af Ole Sandberg

Clearing explained, OneLiners4DK

Rebelske SF'ere varsler protest før afstemning

Sådan lyder overskriften på en artikel på Politikens netavis, og det lyder godt nok spændende.

"Rebel" - det er et ord, der smager af James Dean, Manal al-Sharif, Ché Guevara, Spartacus, Thomas Paine, Robin Hood, Aung San Suu Kyi, Scott Hastings, Asmaa Mahfouz og andre historiske, nulevende og fiktive personer, der har sat sig op imod autoriteterne og rystet den herskende orden.

Det er folketingsmedlemmerne Grete Holmsgaard, Pernille Frahm, Kamal Qureshi og Özlem Cekic (alle SF), som dagbladet Politiken giver denne betegnelse. De har nemlig valgt ikke at stemme "Ja" til assimilationsminister Søren Pinds seneste forslag om at pålægge landets dommere at "gå til kanten" af menneskerettighedskonventionerne og "vende bevisbyrden om" i udvisningssager.

De fire politikere er dog ikke som sådan imod lovforslaget. I hvert fald har de ikke tænkt sig at stemme imod det. De har tværtimod henvendt sig til deres partiledelse og bedt om lov til at undlade at stemme. De har tænkt sig at lave folketingsmedlemmets version af at "melde sig syg" - det vil sige: simpelthen lade være med at møde op til afstemningen.

Det kan de gøre uden at det ændrer på udfaldet, for det parlamentariske system er indrettet således, at partierne bare aftaler, at hvis der er nogen fra den ene blok, som ikke er til stede, så er der bare en tilsvarende mængde fra den anden blok, som også udebliver. Og så går det lige op.

"Rebeller" ifølge Politiken
Man kan være for eller imod en rebels dagsorden og handlinger, men ordet giver altså associationer til noget, der på en eller anden måde er modigt og i hvert fald indebærer trods og oprør. Det er en betegnelse for en person, der trodser overmagten og står fast på sine principper - ofte med en vis risiko for sig selv.

Ordet stammer fra latin og betyder slet og ret "oprører". Gyldendals Leksikon føjer også ordet "urostifter" til definitionen, og Wikipedia tilføjer, at det mere generelt kan stå for en person, som "modsætter sig autoritet og kontrol".

Det forekommer mig mildest talt at være noget af en overdrivelse, når Politiken bruger dette ord om nogle politikere, der a) har bedt sine autoriteter om lov til at udføre en handling, som b) de har sikret sig ikke vil ændre på noget som helst i den pågældende dagsorden og ikke skaber nogen uro.

Det samme gælder valget af ordet "protest". Det stammer også fra latin, og betyder ifølge Gyldendal "indsigelse; modsigelse; moderklæring".

En modsigelse er at sige "nej". Det er det modsatte af hvad de fire SFere gør. De siger ganske vist ikke "ja" (men har alligevel sørget for at sikre sig at udfaldet bliver "ja"), men at tie stille og undlade at fremsætte sin moderklæring, det er eddermame ikke nogen "protest".

Det svarer jo til at Luke Skywalker havde sagt til sin far: "Nej, jeg vil ikke slutte mig til 'The Dark Side', men jeg lover at jeg heller ikke vil slutte mig til oprørerne. Kan vi ikke finde en løsning, hvor Det Onde Imperium fortsætter med at regere uden at jeg fremstår som en skurk, og så holder vi op med at slås?" ... Det ville altså ikke være en særligt spændende film.

Kedeligt og konsensuspræget
Come on, Politiken! Mangler I spænding, siden I sådan har brug for at fremstille uro og oprør, hvor det faktisk ikke findes?

Det forstår jeg godt, for dansk parlamentarisme er jo ufatteligt kedeligt og konsensuspræget, og der er ikke mange der taler magthaverne og den herskende dagsorden imod indenfor Christiansborgs mure. Men det er da vel ingen grund til at overdrive og mishandle det danske sprog på den måde?

Eller er det virkelig sådan, at det at indgå parlamentariske studehandler, så man kan vaske hænder og undlade at stemme imod et lovforslag, som man ikke kan stå inde for, uden at det får nogen konsekvenser, er et udtryk for "rebelskhed" ifølge de nervøse herrer på Politikens redaktion? Sidder de virkelig og føler spænding og dramatisk konflikt, når de får øje på sådan en historie?

Hvis det er sådan de opfatter "rebelskhed", så bliver det alt andet end spændende at se, hvordan de definerer karaktertræk som "skarp, visionær, nytænkende, fræk" i deres valg af en "yngre, venstreorienteret skribent".

P.S.
Politiken har fundet deres historie hos DR-Nyheder, men som sædvanlig kan avisen ikke få sig selv til at linke til den oprindelige kilde. Jeg har nu fundet artiklen på DRs hjemmeside, og der står overhovedet ikke noget om "rebeller".

Tværtimod bruger DR den noget mere afdæmpede beskrivelse: "Stille protest i SF". Stille og roligt - uden at rokke båden. Intet oprør, ingen modsigelse. Det er netop hvad der er tale om her. Det er alt andet end rebelsk.

Grafik: OneLiners4DK (twitter).

Ole Sandberg / permalink / 26.6.2011
Kilde: vhs, 24.6.2011

13.6.2011 | Frihedsbevægelsen mod assimilation

Af Dana, Danmarks Løver, Holger Danske m.fl.

Grundlovstale af Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Per, Pigen med Svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver

Når vi for anden gang ser os nødsaget til at tage til orde i vort smukke moderland, sker det i en blanding af bekymring og håb. Vi er stemmer og skikkelser fra eventyr og romaner, kunst og sagn. Vi er personificeringen af Danmarks kulturarv, og dog er vi så forskellige som dag og nat - og som spektret imellem. Og måske derfor ser vi i så stor bedrøvelse på den tidsånd, der hjemsøger vort land og skygger for vor fælles arvs mangfoldige farver og individuelle nuancer, mens ensretningens uliberale ånd bliver til politisk diktat.

Her følger vores Grundlovstale.

Aldrig havde vi troet, at vi skulle høre begreber som »assimilation« og »den danske stamme« hyldet af andre end afsides og sekteriske røster på det kommunistiske eller nationalistiske overdrev. Aldrig havde vi troet, at vi skulle opleve ledende politikere iscenesætte en dagsorden, der i ramme alvor kan sammenfattes i overskriften: »Bliv som os eller bliv væk!« (Jyllands-Posten, 8.3.2011).

Er det virkelig vort Danmark, Søren Pind taler på vegne af? Dét land, hvis verdensberømte komponist Carl Nielsen skrev, at »mangfoldighed gør netop livet så farvet og indholdsrigt«? Det land, hvis verdensberømte videnskabsmand Niels Bohr indsatte det kinesiske yin og yang i sit våbenskjold og lod skrive, at »modsætninger er komplementære«? Det land, hvis verdensberømte arkitekt Jørn Utzons fremmedartede arkitektur i operahuset i Sydney fylder os med beundring?

At dét land skal hjemsøges af assimilation, er vanskeligt at bære i vores lille forskelligartede flok. Vort land er Den lille Havfrues Danmark, og et stærkere symbol på det fremmede og det anderledes findes næppe. Vort land er det Danmark, hvis nationaldigter Oehlenschläger har gjort Aladdins mellemøstlige eventyr til folkeeje, og hvor arabiske låneord som »kartoffel« og »kaffe« er blevet pæredanske.

Danmark er rundet af en regnbuekulturel arv, hvis sagn og eventyr er beriget fra Asien og Nærorienten, og hvis religiøse rødder stammer fra Palæstina for siden at blive samlet i Rom og revideret i Tyskland. Hvis kritiske arv er undfanget i Perikles' antikke Athen, hvis kulturelle udsyn er rundet af renæssancen i Firenze, og hvis frihedstænkning er hentet fra oplysningstidens Frankrig og England for siden at blive internationalt anerkendt i FN. Og hvis kunst og litteratur blander vande med alverdens kulturelle floder.

Det er ikke alene, men ikke mindst på ryggen af denne foranderlige, dynamiske, mangfoldige og sprudlende arv, at det danske er blevet, hvad det er - ikke kun indtryk indefra, men i høj grad udefra. Hvor afstumpet er da ikke: »Bliv som os eller bliv væk!«

Der kunne skrives telefonbogstykke bind om vrøvlet i dette usmagelige assimilationsbud. Hvem er det »os«, som vi skal assimileres til? Børsspekulanter eller betonarbejdere? Frimurere eller Christianitter? Jehovahs Vidner eller Jægerkorpset?

Eller er det måske danskerne i bred forstand, muligvis »den danske stamme«, som Søren Pind og Bertel Haarder sværger til? Uanset hvad, gør det jo kun den propagandistiske karakter af tvangsassimilationen så meget mere åbenlys. For hvem er vel den danske stamme?

Måske neandertalerne, der var her i landet før alle andre? Eller danerne, der var svenske indvandrere? Det er ikke så ligetil, eftersom Haarders og Pinds »stamme« er en selektiv og substansløs fiktion.

Skal vi endelig give et »os« konkret mening, bliver det hele viften af uensartede individer, der i dag bebor det land, vi kender som Danmark, men som derfor også opløses i virkelighedens store folkelige forvandlingskugle af forskellige værdier og standpunkter.

Der er danskere, som forsager al religiøsitet, men der er også danskere, som dyrker Odin og Freja, ligesom der er danskere, der vier al fritid til menighedsrådet. Der er jøder og buddhister, og der er socialister og liberalister, der er hooligans og autonome, og der er vagabonder og økologer. De er alle sammen forskellige, og de er alle sammen en del af »os«.

Det er med andre ord meningsløst at assimilere nogen til »os«. Og hvorfor skulle »os« ikke også rumme danskere, hvis far eller bedstemor er født i Kina, Tyskland eller Egypten? Og inkludere muslimer og hinduer, ligesom det inkluderer katolikker og teosoffer, hvis anskuelser alle spænder over et spektrum fra det moderate til det yderligtgående - ganske som nationalister og ministre jo kan spænde fra fredsommelige hyggeonkler til rabiate stratenrøvere.

Det fordummende sludder om at »blive som os« opløser sig i det skinbarlige ingenting, så snart propagandaens abstraktion konfronteres med virkelighedens konkreter. Men jo mere luftige sådanne slogans bliver, desto lettere kan de i den populistiske sags tjeneste bruges til at ekskludere enhver, som ekstreme ministres assimilationspolitik selektivt dømmer ude.

Tak – men nej tak, siger vi.

Fri os for Pinds alarmistiske fjendebilleder om »skræmmende og kulturundergravende« tendenser som pseudoargument for »assimilation«, kun fordi vi opsætter badeforhæng, spiser halalslagtet kød i daginstitutioner eller synger færre salmer, som han i fuld alvor har jamret over (4.2.2008).

Fri os fra de mange kvasi-stasi-metoder blandt de kommunale myndigheder, der i forvejen agerer dyneløftere og sindelagskontrollanter over for ledige, og nu tillige skal bestikkes af staten med pengebeløb, der skal 'overtale' indvandrere til at forlade landet.

Og fri os fra den ensrettende graduering af mennesker efter points, nytteværdi og assimilationspotentiale – at tænke sig, at vi igen skal se indførelsen af et system som det antijødiske dekret fra 1726 om, »at ingen jøde må bosætte sig i Danmark, medmindre han enten ejer 1.000 rigsdaler og bygger et hus - eller indretter et manufaktur [en virksomhed]«.

Men dertil er det kommet.

Bliv væk, lyder beskeden til Holger Danske, hvis ophold i udlandet betyder lukkede kasser og foragt i moderlandet; og medmindre han kan stille en formue på et par hundredtusind kroner, skal han heller ikke gøre sig håb om at få en hustru med hjem.

Tænk, at vi i det 21. århundrede skal længes tilbage til de helt elementære ord i Jyske Lov: »Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen Mands særlige Fordel, men efter alle deres Tarv, som bor i Landet.« Eller til den Poetiske Edda: »... bliv ei glubsk mod Gjæst, gjen ham ei paa Port, / vær de Trængendes Velgjører.«

Men den danskhed – den menneskelighed - er raderet væk i Løkkes lykkeland.

I stedet har vi fået en udansk, uliberal og uhyggelig trang til at gå i takt. Til ensformighed, til ensretning og ensidighed. Etnisk korrekthed er den nye politiske målestok.

Men som vi har nævnt, er der også spinkle grunde til håb. En omfattende værdiundersøgelse fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet viser, at flere og flere borgere er blevet mere tolerante over for indvandrere. Og imens ligner Dansk Folkeparti mere og mere en karikatur af sig selv. Frygten for indvandrere, der stjæler saftevand og kage på landets hospitaler, forbud mod paraboler og krav om bare bryster i danmarksreklamer har reduceret partiets udmeldinger til en farce.

Sådan så det ikke ud, da vi i en kronik i Politiken for små to år siden (23.8.2009) slog til lyd for en »modstandsbevægelse imod Dansk Folkepartis besættelsesmagt«. Det forargede ikke så få, men vi blev overvældet af den store opbakning - i løbet af en måned havde over 30.000 meldt sig på Facebook.

Hensigten var blandt andet at gøre opmærksom på den hårrejsende retorik, som ledende folk i Dansk Folkeparti gjorde gældende, når de sammenlignede sig selv med besættelsestidens »modstandsbevægelse«, mens landets socialt marginaliserede og splittede indvandrere blev gjort til de rene »nazister« og en regulær »besættelsesmagt«.

Denne absurde propaganda er i dag klædt af, og de folk i og omkring partiet, der har fastholdt den iscenesættelse, fremstår både retrospektivt og aktuelt aldeles lattervækkende.

Ingen kan vel med et minimum af saglighed undgå at ryste på hovedet, når Mogens Camre spurter ud ad propagandaens selvafslørende overdrev: »Jeg er ked af at sige det – ingen burde være i tvivl om min holdning til nazisterne - men de tyske soldater opførte sig bedre i vore gader [under besættelsen] end de muslimske drenge - meget bedre - de var veldisciplinerede unge tyske drenge.« (3.7.2009).

Og ytringsfriheds-selektivisterne i Trykkefrihedsselskabet har tilsvarende sagt farvel til de sidste trevler af troværdighed i bizarre udgydelser som Lars Hedegaards julefrokosttale mod muslimerne: »De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.« (2.12.2009). Året efter fulgt op med følgende analytiske dybsindighed: »Når de er færdige med at dræbe os, vil de begynde at dræbe hinanden, som vi ser i forskellige lande som Irak.« (3.10.2010).

Hele denne overbudsretorik fænger desværre stadig de mest radikale nationalistiske elementer, og vi har endnu til gode at se Dansk Folkeparti tage afstand fra vanviddets fortsættelse – men partiets selviscenesættelse som »modstandsbevægelse« ser altså ud til at være passé. Derfor er der heller ingen grund til længere at benytte samme betegnelse som det sarkastiske modbillede, vi lancerede med vores egen »modstandsbevægelse« i 2009, og som vi i 2010 fulgte op med 60 radioindslag i Modstandsradioen Danmarks Løver på Den Anden Radio.

Fronterne har flyttet sig, så vi dropper ironien og kalder os i 2011 dét, vi er – en frihedsbevægelse.

Og det er der hårdt brug for, sådan som friheden i dag sjofles og vendes på hovedet, ikke mindst af den allestedsnærværende Søren Pind, ufrihedens ukronede førsteminister.

Ganske vist kan han frejdigt fastslå, at »alle mennesker er født lige« og »udstyrede med umistelige rettigheder« (10.12.2009), men hvis dét er Pinds oprigtige opfattelse, er det ualmindelig absurd, at han som legekammerat har valgt Dansk Folkeparti.

Her kalder Søren Krarup menneskerettighederne for »nutidens grundløgn, vor tids afgudsdyrkelse« og fastslår: »Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord.« (Tidehverv, 2000). Og partifællen Mogens Camre hamrer med: »Vi må opsige FN's flygtningekonvention, vi må blokere EU's charter om borgernes rettigheder« (18.5.2004).

Hvor hult klinger det derfor ikke, når Pind med rollespils-patos bedyrer: »Der er brug for demokratiernes sammenslutning – som ridderne rundt om Kong Arthurs bord – der vil sværge på at sikre og overholde frihedsrettighederne.« (10.12.2009).

Nej, for Pind er frihed og rettighed primært et selektivt redskab i en populistisk agenda – godt, når det afstiver den liberale selviscenesættelse og kan bruges til at slå andre lande i hovedet med, men skidt, så snart han kommer i tanker om, at frihed og menneskerettigheder forpligter ham selv og den danske regering.

En frihedsbevægelse vil selvfølgelig modsat kæmpe for, at frihed er frihed for den enkelte, uden skelen til herkomst eller anskuelser. Imod statsformynderiske særkrav til visse danskeres udlændingeægteskaber og imod ét sæt rettigheder for de privilegerede og et andet for resten.

Men selv om Dansk Folkeparti har tabt momentum, kan partiet trøste sig med den 'succes', at medløberpolitikere har overtaget deres rolle og ført assimilationspolitikken langt ind i regerings- og oppositionskontorerne.

Der er derfor brug for en frihedsbevægelse, som vil kæmpe for den elementære personlige friheds genkomst imod enhver politiker, der fremmer diskriminationen – eller af populistiske og magtstrategiske hensyn bøjer sig for den.

Der er brug for en frihedsbevægelse, som heller ikke til et folketingsvalg glemmer oppositionspolitikere som Ole Sohn, der ikke vil ændre et komma ved asylpolitikken, hvis SF kommer til magten. Efter et lille tiårs rettighedsundergravende stramninger på asylområdet, hvor børn og voksne er blevet traumatiseret og umyndiggjort i årelang uvished med svære psykiske problemer og selvmord, fastslår Sohn således: »Der sker ingen ændring af dansk asylpolitik ...« (Berlingske, 26.9.2009).

Der er brug for en frihedsbevægelse, som ikke har den fjerneste berøringsangst ved at konkludere, at ikke blot Søren Pind og Karen Jespersen m.fl., men også Ole Sohn og Henrik Sass Larsen er ufrihedens politikere, og at enhver personlig stemme på Sohn og Sass i realiteten er en stemme på Dansk Folkepartis asyl- og udlændingepolitik anno 2001-2011.

Der er kort og godt brug for en frihedsbevægelse, der kæmper for forfulgte asylansøgere, indvandrerne og alle de danskere, der har været så 'uheldige' at forelske sig i en udlænding, men ikke kan efterleve statsformynderiets formue- og ejendomskrav. En frihedsbevægelse, der tør sætte navn på de frihedsfornægtende politikere i VKO og deres medløbere i S-SF, der vil fastholde status quo.

Derfor dette opråb og denne invitation til de af jer, der ligesom os har fået nok af Pinds & Kjærsgaards assimilation og af Sass' & Sohns appeasement. Derfor denne frihedsbevægelse på tværs af herkomst og indkomst, farve og tro, ideologi og parti. Derfor Danmarks Løver.

Vi er ingen forening og har intet kontingent, men er et netværk til gensidig inspiration og mobilisering. Og enhver, der kan og vil kæmpe i sit eget navn for ægte frihed og mangfoldighed i Danmark, og som aktivt vil protestere imod assimilations- og diskriminationspolitikken – uanset i hvilket parti – er en af Danmarks Løver.

Referenter: Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen / permalink / 13.6.2011
Kilde: Politiken, 5.6.2011

ALLE INDLÆG FRA 2007-2011 HER