J-A P. Herbener og P. Provençal | FAKLEN.DK

Er universitetsteologi videnskab?
(Nedlæg de teologiske fakulteter II)

Ifølge den protestantiske teologi er der ikke nogen modsigelse mellem at studere kristendommen videnskabeligt og at være kirkens tjenestepige. Det svarer ungefær til, når marxister har forsikret om, at marxisme skam er videnskab

Som forudsagt har vor kronik Nedlæg de teologiske fakulteter (Politiken 26/10) opildnet til modsigelse. Fremfor alt i teologisk-kirkelige kredse. Der ligger ofte en dyne af inerti over bedagede institutioner, og universitetsteologien er en ældre frøken. Middelalderlig faktisk. Hovedfjenden er ikke overraskende Forandring, undertiden alene fordi det er forandring.

Den tyndeste kop kirkekaffe serverede Jan Lindhardt og Johannes Møllehave i Kroniken den 9/11. De forholdt sig praktisk talt ikke til sagens substans, de teologiske fakulteters store krise, dens baggrund og mulige løsning, men red blot deres egne kæpheste. Samtidig med at de sloges med selvkonstruerede fjendebilleder. Med andre ord ingen hjælp at hente derfra.

Langt mere principiel og repræsentativ for den moderne universitetsteologi var professor i Ny Testamente på Københavns Universitet, Troels Engberg-Pedersens indsigelse (14/11), der berørte det kontroversielle og centrale spørgsmål om teologiens videnskabelighed. F.eks. sammenlignet med humanistiske fag. Hører teologi - videnskabeligt set - overhovedet hjemme på et moderne universitet? Er universitetsteologi en videnskabelig disciplin?

Engberg-Pedersen medgiver blankt de teologiske fakulteters "grundlæggende dobbelthed", nemlig at "de på den ene side er og skal være videnskabelige, da de jo befinder sig på universitetet, og på den anden side må være normative, da de uddanner præster til folkekirken." Dermed kommer han med væsentlig større indrømmelser end sin kollega, lektor Nils Holger Petersen, der den 29/10 bagatelliserede, for ikke at sige benægtede universitetsteologiens traditionelle særkende.

Men i modsætning til undertegnede, anser Engberg-Pedersen ikke dobbeltheden for noget problem, men mener tværtimod, at det er den protestantiske teologis "adelsmærke", at der ikke er nogen modsigelse.

Javel ja. Hvad er begrundelserne herfor?

Ifølge professoren er universitetsteologien "normativ, fordi den spørger ud fra en eksistentiel interesse. Men det gør alle andre også: filosofi, litteratur, religionsvidenskab. Ingen af disse fag drives udelukkende af rent deskriptiv interesse."

Det er selvfølgelig rigtigt, at der også er elementer af eksistentiel interesse i de humanistiske fag. Men det betyder ikke, at man kan sidestille dem med universitetsteologien. Der er bl.a. en afgørende kontekst til forskel, og teologistudiets kontekst og mål er først og fremmest folkekirken og de metafysisk-dogmatiske sandheder, der er nedfældet i dens bibel, trosbekendelser og bekendelsesskrifter.

Hverken filosofi, litteratur eller religionsvidenskab uddanner til noget, der kan sammenlignes hermed. Hverken filosofi, litteratur eller religionsvidenskab baserer sin eksistens på en religiøs institution og dogmatik, sådan som teologi gør, eftersom folkekirken er dens primære eksistensbetingelse. Eller for at skære det ud i pap: Uden folkekirke og præsteembeder ingen universitetsteologi, som vi kender den.

Det er da også det, der gør, at teologi befinder sig i en interessemæssig modsætning, for ikke at sige skruestik mellem universitetets krav på den ene side og kirkens krav på den anden. Latent eller åbenlyst. Et gammelkendt eksempel er Den Hebraiske Bibel (i kirken kaldet Det Gamle Testamente), der ifølge kristendommen er en Kristus-profeti, men ikke ifølge den kritiske videnskab, en prekær problematik, der blev yderst presserende med den sidste autoriserede bibeloversættelse.

De fleste filosoffer, litterater og religionsvidenskabsfolk, derimod, arbejder i uddannelsessektoren, der også er underlagt moderne krav om videnskabelighed og faglighed. Eller i andre sekulære sammenhænge. Forskellen til teologi er frapperende.

Ifølge Engberg-Pedersen ved universitetsteologien "ikke én gang for alle, hvad den kristne Gud (eller overhovedet kristendommen) er for en størrelse. Den undersøger det."

I kristendommen har man altid betonet tro som centralt, netop fordi man ikke kan vide, i det mindste i nogen intersubjektiv, videnskabelig forstand. Men på teologistudiet skal troens metafysiske grundpostulater åbenbart undersøges videnskabeligt. Ja, vi går ud fra, det er dét, professoren mener (ellers ville der jo ikke være nogen forskel til den forkætrede religionsvidenskab). Som velkendte eksempler herpå kan nævnes kristendommen som Sandheden, treenigheden, den almægtige Gud, de dødes opstandelse, det evige liv og Jesus Kristus som Guds søn.

Hvordan kan alt dette undersøges videnskabeligt? Svaret er naturligvis, at det kan det ikke. Og professoren ved det vist godt - også selv om han ikke vil indrømme det direkte - han kommer nemlig med en sigende eftersætning: "Og hvis den [teologien] så når frem til nogle svar, er de altid tentative."

Dette "hvis" er en klog tilføjelse, for efter et par årtusinders teologiske studier er der ikke fremkommet skyggen af videnskabeligt bevis for ovenstående metafysik, og hvordan skulle der også komme det? Det er jo netop ikke udtryk for intersubjektiv viden, men tro, eventuelt subjektiv oplevelse. Af samme grund har tro altid stået centralt i kristendommen. At svarene i øvrigt altid vil være "tentative" - "hvis" teologerne altså kommer frem til nogen - kan derfor ikke undre det mindste.

Som det fremgår, er Engberg-Pedersens programerklæring her et retorisk figenblad, der dækker over - ja, over hvad? Et videnskabeligt fatamorgana. Et sådant bygger naturligvis ingen bro mellem universitetsteologiens grundlæggende dobbelthed. Kun tilsyneladende. Men hvorfor så fremsætte det (og han er ikke den eneste universitetsteolog, der har gjort det)? Der er sandsynligvis flere ting på spil.

For det første må teologistudiet demonstrere dets eksistensberettigelse på universitetet, bl.a. ved at demonstrere dets konstitutive forskellighed fra religionsvidenskab, der studerer det overnaturlige inventar i religionerne udelukkende som menneskelige forestillinger.

For det andet ville afstanden til teologistudiets centrale, religiøse eksistensgrundlag, folkekirken, givetvis blive for stor, hvis universitetsteologerne åbent indrømmede, at de alene kan opfatte / beskæftige sig med kristendom som en menneskelig frembringelse. Så det vil man ikke. En kirkedør skal holdes åben.

Professoren har imidlertid andre trumfkort i posen: "Set fra universitetets side: Er der ikke på universitetet brug for en disciplin, der arbejder kritisk med hele det enorme materiale, som kristendommen udgør i vores kultur?"

Kan det ikke lige så godt, ja, bedre varetages af bl.a. religionsvidenskab, filosofi og historie? Problemet er, at teologien arbejder både videnskabeligt og kirkeligt orienteret. Sidstnævnte især, men ikke kun, inden for praktisk teologi, systematisk teologi, økumenisk teologi og missionsteologi. Og det gør den, fordi den både skal tjene videnskaben og kirken. Hvis universitetsteologiens omfattende studier i kristendommen og dens virkningshistorie blev overtaget af bl.a. religionsvidenskab, filosofi og historie, der alle er uafhængige af kirken, ville dette problem naturligvis blive væsentligt mindre. Måske forsvinde helt.

Den teologiske professor slutter af med følgende salut: "Og set fra kirkens side: Er der ikke i kirken brug for en disciplin, der arbejder med kristendommen med forstående indføling, men som også selvkritisk bringer kristendommen ud i den direkte kontakt og konfrontation med andre religioner og overhovedet andre grundlæggende forståelsesmåder? Jo da."

Bortset fra, at det er en flertydig formulering, der formentlig med velberåd hu kan udlægges i forskellige retninger, er der ingen tvivl om, at universitetsteologien skal hjælpe kirken somehow. Det vil sige, at et universitetsfag skal bistå en religion, sågar også i forhold til andre religioner og livsanskuelser. Meget videnskabeligt. Og hvad dét indebærer i praksis, er der næppe tvivl om: Udvikling af kristen forkyndelse, apologetik og mission i den sekulariserede, flerreligiøse modernitet.

Ja, ud over uddannelsen af sognepræster, hvad skulle netop kirken ellers kunne bruge universitetsteologien til? At det på universitetet overvejende foregår på akademiske præmisser, udelukker naturligvis ikke, at det er målet.

Er dette en overfortolkning? Prøv at se, hvad nogle af Engberg-Pedersens kollegaer fra Det Teologiske Fakultet i Århus har pointeret:

I 1996 skrev den daværende teologiske dekan Peter Widmann, at den "systematiske teologi"s opgave på universitetet er "en oparbejdelse af den viden, den refleksion og den kritiske bevidsthed, der er nødvendig for at kunne fremstille, videregive og forny kristendommen på intellektuelt vederhæftig vis, for at kunne tage stilling i striden om religionens gyldighed, og for at kunne bære et ansvar i mødet mellem religionerne og kulturerne."

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag en universitetsteologi, der bl.a. har til formål at tilvejebringe den viden, der er nødvendig for at "fremstille, videregive og forny kristendommen". Altså hjælpe folkekirken med at fremstille, udbrede og forny kristendommen. Hvad vil i øvrigt "på intellektuelt vederhæftig vis" sige i denne forbindelse?

Den 21/7 2005 skrev lektor i teologi Anders-Christian Jacobsen: "Jeg ved fra mit arbejde, hvor afgørende en rolle det spiller for mig selv, mine kolleger og de studerende at drive teologi for kirkens skyld." Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag en universitetsteologi, der drives for kirkens skyld.

Den 27/4 2007 påpegede professor i systematisk teologi, leder af Center for Multireligiøse Studier, og medlem af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation, Viggo Mortensen: "Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. (…) Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør."

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag påstanden om, at "Det kristne budskab er verdens bedste" eller bag opfordringen til kristen mission.

Den 14/2 i år skrev teologisk professor Kirsten Nielsen og lektor Else Holt: De indbyrdes uenige fortællinger og digte i Det Gamle Testamente er "med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker - og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den. (…) Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme."

Det kunne være interessant at få oplyst, hvilke videnskabeligt baserede undersøgelser eller formål der ligger bag påstanden om "Guds storhed" og "uudslukkelige kærlighed til den skabte verden", eller ønsket om at ville fremme kristendommen. Altså missionere.

Om professor Engberg-Pedersens mål med teologien vitterligt er det samme som hans kollegaer fra Århus, blæser i vinden, og det gør det, fordi han formulerer sig flertydigt og uklart. Også på dette punkt. Er han blevet misforstået, kan han altså i høj grad takke sig selv - og korrigere os. F.eks. ved at tage den teologiske uld ud af munden og tale tydeligt for de uindviede.

Lad os afslutningsvis vende tilbage til tidligere dekan Peter Widmann, der om universitetsteologien generelt har skrevet - og mere eksplicit end Engberg-Pedersen: "Teologi er en kreds af videnskabelige discipliner, der er nødvendige for at kunne forstå og videregive en religion (i særdeleshed den protestantiske kristendom) på intellektuelt vederhæftig vis, og for at kunne argumentere for religionens gyldighed i samtidens kulturelle og sociale kontekst."

Det kan godt være, at det er den protestantiske teologis påstand, at der ikke er nogen modsigelse mellem at studere kristendommen videnskabeligt på den ene side og at være kirkens tjenestepige på den anden. At begge dele er videnskabelige aktiviteter. Det svarer ungefær til, når marxister har forsikret verden om, at marxisme skam er videnskab.

Det kan det videnskabelige samfund generelt imidlertid ikke acceptere. At ville efterprøve kirkens metafysiske sandheder, og at ville hjælpe kirken med at opretholde og udbrede kristendommen, er udelukkende videnskabeligt i teologiens selvforståelse. Ikke i de fleste andres forståelse af teologien, for det er og bliver - helt eller delvist - en religiøst orienteret aktivitet.

Det betyder ikke, at der ikke er mange eksempler på fortrinlig undervisning og forskning på teologi - og det inden for alle grene heraf. Men der er som sagt også mange eksempler, der peger i en ganske anden retning end videnskaben, endog sådanne, der er konstitutive for fagets profil. Det er efter vor opfattelse ret beset en skandale, der alt for længe har været upåtalt.

Også af disse grunde bør de teologiske fakulteter nedlægges. Eller i det mindste omlægges på væsentlige områder. De er alle fortjenester gennem tiderne til trods en atavistisk dinosaur på nutidens universitet.

Jens-André P. Herbener og Philippe Provençal
Faklen.dk, 10.12.2008