Efter vi i Faklen nr. 1 skarpt kritiserede bibeloversættelsen fra 1992 for at være manipuleret, rejste der sig en storm af modangreb og søforklaringer fra Bibelselskabet, oversættere og andre fagteologer, som hævdede, at kritikken var grebet ud af den blå luft, eller at vi fejlagtigt skulle have påstået, at man kunne oversætte »objektivt«.

Der findes selvfølgelig ingen utvetydig objektiv oversættelse, og vi har aldrig påstået andet, men der findes utvetydige manipulationer og fejloversættelser; »oversættelser«, der er helt uforsvarlige inden for de rammer, som filologien opstiller, og det er sådanne, og alene sådanne, vi har dokumenteret og kritiseret – og fortsætter med at dokumentere og kritisere.

Da vi så i Faklen nr. 2 supplerede kritikken med udgangspunkt i det Kongelige Biblioteks arkivmateriale fra oversættelsesprocessen, der tydeliggjorde, at Bibelselskabet har spillet med skjulte kort under adskillige henvendelser til ministerierne om offentlig støtte, blev teologerne påfaldende tavse.

Hovedæren herfor har dog ganske sikkert professor emeritus i semitisk filologi, dr.phil. Frede Løkkegaard, en af landets førende eksperter i hebraisk, der i et interview i nr. 2 tilslutter sig vores kritik af, at man har udarbejdet en kirkelig i stedet for en videnskabelig oversættelse: »… jeg er enig med jer i, at man burde levere folk en oversættelse uanset skelen til brugen – jeres synspunkt her har jeg ikke noget at indvende imod overhovedet.«

Vi spurgte ham endvidere: »I Faklen nr. 1 har vi belyst tolv eksempler på steder, hvor man har fraveget kildeteksten af kirkelige hensyn. Mener du, at vores kritik i disse tolv eksempler er videnskabeligt, filologisk velbegrundet?«

Hvortil Løkkegaard svarede: »Ja, det mener jeg.«

Siden blev der stille. Bibelselskabet lukkede døren og oversætterne munden; tilsyneladende er teologernes nye strategi fortielsen – Løkkegaards utvetydige udtalelser har i hvert fald indtil videre (1.2.97) stået fuldstændig ukommenteret.

Vi vil naturligvis fortsat kæmpe for en ny, videnskabelig oversættelse af i det mindste det Gamle Testamente, om så teologerne atter samler handsken op eller fortsat nøjes med at bede til, at tavsheden får kritikken til at forstumme.

I Faklen nr. 1 og 2 analyserede vi 31 eksempler på dogmatisk manipulation og regulær forfalskning af teologisk centrale skriftsteder i det Gamle Testamente – vi bringer denne gang 16 nye eksempler af samme grelle karakter …

1. MOSEBOG 2, 2

Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): »Og på den syvende dag hvilede [jishboth, af shavath] han efter alt det arbejde, han havde udført.«

Poetisk lyder det unægtelig og helt i overensstemmelse med dansk oversættelsestradition, men det er bare ikke det, der står i Biblia Hebraica. Shavath, som også er velbevidnet i andre semitiske sprog, har faktisk grundbetydningen: at »standse«, »fuldende«, »ophøre med«, hvilket der da også skal oversættes med her (Ges./Buhl, s. 805; EDHL, s. 638; TW bd. 7, s. 1041f). Bent Melchior skriver i Politiken den 24.12.96, at »den autoriserede oversættelse taler om, at Gud hvilede på den syvende dag (…). Det kunne let omgås, fordi det hebraiske ord shabbat egentlig betyder ophører, Gud ophørte med at skabe på den syvende dag, ikke fordi han var træt, men fordi det så blev overladt mennesket at skabe videre.«

Den tekstnære, filologisk betingede oversættelse skal lyde: »Og på den syvende dag ophørte han med hele det værk, som han havde udført.«

1. MOSEBOG 14, 18

DO92: »Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste [El Eljon].«

Men at El Eljon her oversættes med »Gud den Højeste« (hvorved den tilstræbte monoteistiske entydighed opretholdes), er totalt uforeneligt med al moderne religionshistorisk viden (Dic., s. 567f). El Eljon er et egennavn, en guddom, dyrket ved siden af Jahwe i Jerusalem i føreksilsk tid.

I værket Myter i Det gamle Testamente, skrevet af nogle af de mest fremtrædende GT-forskere, står bl.a. følgende: »At den kanaanæiske 'højgud' El Eljon har været dyrket i Jerusalem i førisraelitisk tid, ved vi fra 1. Mos. 14, 18-20. (…) Melkisædæq var iflg. 1. Mos. 14, 18 navnet på en kanaanæisk konge i Jerusalem på Abrahams tid. Han var konge i Salem (= Jerusalem) og præst for El Eljon.« (s. 99 og s. 114; se også professor Benedikt Otzens Israeliterne i Palæstina, s. 188). K&B bd. 1, s. 47 betegner også El Eljon i 1. Mos. 14, 18 som en højgud, forskellig fra Jahwe, og TW bd. 6, s. 145f karakteriserer El Eljon som »eindeutig nichtjahwistisch«. (Se også TW bd. 6, s. 136).

Den udogmatiske oversættelse skal da lyde: »… Han var præst for El Eljon.«

1. MOSEBOG 15, 6

DO92: »Abraham troede [hæ'æmin] Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.«

Men hæ'æmin, som kommer af 'amen, skal oversættes med at »have tillid«, »have tiltro« eller »stole på« (Ges./Buhl, s. 48; TW bd. 1, s. 320). Hans Jørgen Lundager, lektor i GT på Aarhus Universitet indskærper: »'Tro' i GT er tillid til og trofasthed over for en anden« (undervisningsmateriale på religionsvidenskab, lektion 5, s. 7). Og Bent Melchior skriver da også i sin Torah-oversættelse af netop 1. Mos. 15, 6: »stolede på«.

Oversætterne stod imidlertid i den situation, at de var forpligtede på at tage hensyn til det Nye Testamente i det Gamle Testamente, og både Rom. 4, 3, Gal. 3, 6 og Jak. 2, 23 har en enslydende formulering, som der skulle skabes konkordans med: »Abraham troede Gud …«

Den oversættelse, som tager hensyn til det Gamle Testamente på dets egne præmisser, skal derimod lyde: »Abraham stolede på (el. havde tillid til) Jahwe …«

2. MOSEBOG 32, 4 og 32, 8

DO92: »Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.«

Dette er imidlertid ikke ordlyden i Biblia Hebraica. De påpegende pronominer står nemlig i pluralis (JP § 25a), de personlige suffikser relaterer til ord i pluralis (JP § 52h), og den efterstillede verbalhandling står ligeledes i pluralis (JP § 121d), så det pågældende elohim udtrykker hinsides enhver tvivl almindelig pluralis.

En af guldkalvshistoriens pointer er jo netop, at de frafaldne israelitter hengiver sig til polyteistisk gudsdyrkelse (i stedet for den henoteistiske dyrkelse af Jahwe, som Loven byder dem).

Den filologisk og religionshistorisk korrekte oversættelse er da: »Disse er dine guder, Israel, som førte dig op fra Egyptens land.«

Også Vulgata og Septuaginta har her guder.

3. MOSEBOG 13, 9

DO92: »Når et menneske bliver angrebet af spedalskhed [tsara'ath], skal han føres til præsten.«

Men tsara'ath betyder ikke spedalskhed, bl.a. af den simple grund, at det kan helbredes, men derimod blot (når det handler om mennesker) en »hudsygdom«, f.eks. psoriasis – eller, når det angår tøj eller vægge, f.eks. skimmel og mug (K&B bd. 3, s. 989; TW bd. 6, s. 1131ff). I undervisningsmateriale på Institut for Religionsvidenskab skriver Hans Jørgen Lundager Jensen om tsara'ath: »Der er … ikke tale om det, der siden middelalderen har været kendt som 'spedalskhed'.« (Lektion 4, s. 9). Kan Bibelselskabet eller bibeloversætterne virkelig have været uvidende herom?

Den korrekte oversættelse skal hedde: »Når et menneske bliver angrebet af en hudsygdom, skal han føres til præsten.«

4. MOSEBOG 24, 16

DO92: »Således siger han, der hører Guds tale, som kender den Højestes [Eljon] viden.«

Igen går man her, på et af de ældste gammeltestamentlige skriftsteder, af dogmatiske, kirkelige hensyn langt uden om anerkendt religionshistorisk viden, ifølge hvilken der netop her er tale om højguden Eljon. Om så denne guddom (senere) i israelitisk religionshistorie identificeres med Jahwe, er sagen her ganske uvedkommende.

Dictionary of Deities and Demons forsøger ikke at tilsløre mangfoldigheden i det oldisraelitiske pantheon i GT: »In an oracle of Balaam, son of Beor, in Num 24: 16 [= 4. Mos. 24, 16] we find what may be the earliest reference to Eljon in the Old Testament.« (s. 566). Hvorfor forties dette i oversættelsen?

Den saglige, religiøst uforudindtagede oversættelse skal lyde: »… som kender Eljons viden.«

5. MOSEBOG 32, 8-9

DO92: »Da den Højeste [Eljon] fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod.«

Af dette stykke fremgår, at Jahwe (»Herren«) blot er én blandt mange underordnede guddomme i en gudeforsamling, som af den transnationale overgud får tildelt sit særlige landområde og folk!

Men Bibelselskabet har her forsøgt at tilsløre eller udglatte dette dogmatisk set overordentlig problematiske sted ved at skrive »den Højeste« og »gudssønnerne« (efter Septuaginta og Qumranskrifterne). Den internationale, videnskabelige forskning slår derimod fast, at der skal stå Eljon og Els sønner, hvorved det markeres umisforståeligt, at det er en guddom forskellig fra Jahwe (K&B bd. 1, s. 47 og TW bd. 6, s. 136, 139f).

Selv vor hjemlige professor emeritus i GT på Københavns Universitet, Eduard Nielsen forsøger ikke at feje noget ind under gulvtæppet i bogen Grundrids over Israels Historie: »At El Eljon var tænkt som den overordnede gud, skinner endnu igennem Dt. 32, 8f. [= 5. Mos.], der taler om El Eljon som den, der fordeler folk til forskellige guder: således får Jahve Israels folk.« (s. 77).

Den ikke-manipulerede oversættelse skal da lyde: »Da Eljon fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på Els sønner …«

DOMMERBOGEN 13, 7

DO92: »Du skal blive [hinnak hara] med barn og føde en søn.«

Det var professor Svend Holm-Nielsen, en af de hovedansvarlige for DO92 fra København, som henledte vor opmærksomhed på Dom. 13, 5 og 7. I Information den 19.11.96 skriver han , at »præcis den samme sproglige formulering som i Es. 7, 14 forekommer her i [Dommerbogen kap. 13] v. 5 og 7, hvor sammenhængen utvetydigt viser futurum«.

At vi skulle have »præcis den samme sproglige formulering« er for det første ikke sandt. Faktisk tillader den usikre vokalisering (lectio mixta) det pågældende sted i den hebraiske grundtekst i Dommerbogen, at anden halvdel af sætningen lige så godt kan og nok bør stå i en anden form end Es. 7, 14. Og hvad angår Es. 7, 14 kan man blot konsultere Gesenius § 116n (eller f.eks. GBH § 121e), som slår fast, at når udråbspartiklen hinneh introducerer subjektet i en adjektivisk og participial sætning (som netop i Es. 7, 14!), er emfasen lagt på det præsentiske!

Men den kirkelige højrefløj fik det som bekendt ved afstemning ændret til futurum. Ove Kollerup skriver om Indre Missions (IM) taktik: »Debatten fra dagspressen viser, at IM gjorde spørgsmålet om 'jomfru'-oversættelsen til et kardinalpunkt. Således udtalte daværende [generalsekretær for Indre Mission] Poul Langagergaard i dagene op til julen 1987: 'Her står og falder hele kirken' i f.eks. Århus Stiftstidende den 21.12.87. (…) Poul Langagergaard gør ved et interview den 28.7.94 opmærksom på, at hans stærke udtalelse i 1987 udelukkende havde det formål at redde det profetiske udsagn 'skal blive med barn' mere end ønsket om at redde 'jomfru'-oversættelsen. Det lykkedes. Eksemplet bruger Poul Langagergaard til at beskrive IMs taktik: I dagspressen at angribe og 'skyde langt over målet' for at få det mest afgørende igennem.« (Hvem bestemmer over Bibelen?, s. 59).

For at vende tilbage til Dommerbogen 13, 5 og 7, præciserer Gesenius § 116p, at partiklen hinneh i en participial sætning, i særdeleshed når den er sat sammen med et personligt suffix (som i Dommerbogen), udtrykker allernærmeste fremtid, som allerede er immanent til stede i nutiden. Og GBH, som måske er den mest moderne og omfattende grammatik, vi har, og som blandt semitiske filologer regnes for at være blandt det ypperste, anser den såkaldte konsekutiv perfektum (hvorved sammenligningen til Es. 7, 14 falder fuldstændigt til jorden) i Dom. 13, 5 og 7 for det sandsynligste og oversætter det simpelt hen med (§ 89j): »Behold you are pregnant and you will bear a son.« (Vores kursivering).

Så under alle omstændigheder må vi sige, at Holm-Nielsens »utvetydige« futurum i Dom. 13, 5 og 7, som skulle repræsentere »præcis den samme sproglige formulering som i Es. 7, 14«, filologisk set er rent sludder.

Den ikke-manipulerede oversættelse skal lyde: »Se! Du er med barn og skal snart føde en søn.«

SALME 31, 6

DO92: »I dine hænder [bejadka] betror jeg min ånd.«

Men det står der ikke. Pluralis hedder nemlig bejadæka (JP § 23 og 52 h)! Som 1910- og 1931-oversættelsen præcist anfører: »I din hånd betror jeg min ånd.« Når man læser Lukas 23, 46 opdager man dog den kristologiske årsag til den filologiske inkompetence: »Fader! I dine hænder betror jeg min ånd.«

SALME 68, 5

DO92: »Jahve [Jah] er hans navn.«

Her har teologerne godt nok som et af de ganske få steder i GT set sig presset til at skrive den israelitiske guddoms navn – muligvis i erkendelse af, hvor letgennemskueligt forvrøvlet det ville se ud, dersom man skrev »Herren er hans navn«.

Men sørgeligt nok så står der ikke Jahve i Biblia Hebraica, men en af den jødiske guds korte (og religionshistorisk og arkæologisk anerkendte) navne Jah – som Buhl da også skrev allerede i 1910.

Den tekstnære, videnskabelige oversættelse er: »Jah er hans navn.«

ESAJAS 9, 1

DO92: »Det folk, der vandrer i mørket, skal se [ra'u] et stort lys.«

I beskrivelsen af det, som skal ske på hebraisk, opfattes en handling ofte som noget, der ud fra profetens eller gudens synsvinkel (sub specie æternitatis) allerede har fundet sted (GBH § 112h; Ges. § 106n). Derfor står handlingen i den grammatiske form perfektum (misforstået kaldet perfektum propheticum), som udtrykker den afsluttede, gennemførte og fuldstændiggjorte handling (JP § 119a).

For netop at præcisere den subtile pointe, at den perfekte handling i Es. 9, 1 – på trods af, at den er »fremtidig« ifølge vore begreber – i en vis forstand er indtruffet (i himlen blandt guderne, i overensstemmelse med antik tankegang, jvf. 1. Kongebog 22), må og skal det pågældende sted oversættes fortidigt eller evt. nutidigt.

Dermed repræsenterer den rene fremtidige handling, som vi finder i DO92, også en klar misforståelse – både filologisk og religionshistorisk. På den anden side muliggør den manipulerede oversættelse naturligvis en kristologisk tolkning af stedet, jvf. Es. 7, 14.

Johannes Pedersen opsummerer i sit hovedværk Israel 1-4: »Når Profeterne fremsætter deres Syner, udtrykker de sig i den Form vi kalder Perfekt, den der betegner den fuldstændige og selvstændige Handling. Det er ikke en særlig Brug af denne Form, et 'profetisk Perfekt' som anvendes på uegentlig Maade. Det Profeten ser, er indtraadt med hans Syn; den ydre Opfyldelse er ikke noget helt nyt, den er kun en videre Udfoldelse af en Sammenhæng der er givet med Synet.« (Bd. 1-2, s. 110).

GBH leverer den videnskabeligt forsvarlige oversættelse af Es. 9, 1: »The people who walked in the darkness saw a great light.« (§ 153).

ESAJAS 14, 13

DO92: »… højt over Guds stjerner [kokeve El] rejser jeg min trone.«

Udtrykket er dog indiskutabelt hentet fra kanaanæisk religion og mytologi og handler ikke om »Gud«, men om højguden El, forskellig fra israelitternes guddom Jahwe (K&B bd. 1, s. 47).

Det internationale standardværk Dictionary of Deities and Demons skriver da også: »The population of the Palestine in the first millenium BCE knew the deity El. Already F. C. Movers (Die Phönizier 1 [Bonn 1841] 389) held that the Israelites worshipped El as a god distinct from Yahweh. As a result the Old Testament contains texts where the Canaanite background of the name is still recognizable. In these few instances El refers to a deity other than Yahweh. (…) The view that El was worshipped among the Israelites is supported by Isa. 14: 4b-20, a lamentation about the downfall of a universal ruler.« (s. 528f).

Den filologisk og religionshistorisk korrekte oversættelse lyder da som følger: »… højt over Els stjerner rejser jeg min trone.« Se også TW bd. 6, s. 136, 138 og 148.

ESAJAS 25, 8

DO92: »… døden opsluges [billa'] for evigt.«

Men billa' er ikke et verbum i passiv, men derimod indiskutabelt intensiv aktiv (JP 11*). Ifølge TW bd. 1, s. 660 og K&B bd. 1, s. 129 skal det i netop Es. 25, 8 oversættes med »udsletter« eller »tilintetgør«.

Når man læser 1. Kor. 15, 54, som der er henvisning til, opdager man dog årsagen til den filologisk aldeles ukorrekte passiv-konstruktion i oversættelsen af Es. 25, 8: »Døden er opslugt og besejret.« Faktisk står der i Es. 25, 8, idet der tages hensyn til, at billa' optræder i perfektum: »Han har tilintetgjort døden for evigt.« Men dermed er den futuriske/kristologiske tolkning af stedet i GT naturligvis også besværliggjort betydeligt. Selv 1931-oversættelsen er bedre.

ESAJAS 26, 13

DO92: »Men kun dit navn vil vi påkalde [nazkir].«

Nazkir, som kommer af zakar, betyder imidlertid ikke at »påkalde«, men blot at »tænke på« eller »huske på« nogen, og i denne særlige form at »prise« eller »bekende« (K&B bd. 1, s. 259; TW bd. 2, s. 584). Ingen steder foreslås »påkalde« blot som en mulighed.

Men nu skulle det, som krydshenvisningen demonstrerer, så vidt muligt stemme overens med 2. Tim. 2, 19: »Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.« Netop det eksorbitante antal krydshenvisninger, hvis pointe er at skabe sammenhæng mellem det Gamle og det Nye Testamente (udstyre læseren med »nytestamentlige briller« i GT), kan vi takke specielt Indre Mission for.

Ove Kollerup skriver: »Theol. dr. Kai Kjær-Hansen udførte det omfattende forarbejde med at udfærdige flere tusinde krydshenvisninger. At bestyrelsen havde udpeget ham til dette arbejde, kan tolkes som en imødekommelse over for IM og 'de elleve', for hvem krydshenvisninger i Bibelen havde og har særdeles stor betydning.« (Hvem bestemmer over Bibelen, s. 63f). Den videnskabeligt forsvarlige oversættelse derimod, som ikke er blevet til under hensyntagen til det Nye Testamente (som tidsligt da også ligger adskillige århundreder efter proto-Esajas), skal lyde: »Men kun hos dig vil vi bekende/prise dit navn.« Igen er 1931-oversættelsen videnskabeligt set at fortrække.

ESAJAS 28, 16

DO92: »Den, der tror, skal ikke være urolig [jachish].« Men jachish i sin grundform (chush) betyder blot at »skynde sig«, og i den kausative form hiphil (som her) betyder det »vige bort« eller »flygte« helt konkret (K&B bd. 1, s. 287f; Ges./Buhl. s. 219f). Selve sammenhængen i verset viser, at det er Zion (tempelbjerget eller – senere – hele Jerusalem som hellig stad), den troende ikke skal eller behøver flygte fra, selv om det først skal undergå en gennemgribende forandring.

Ifølge Esajas-bogens særlige Zion-ideologi var Zion Jahwes bjerg, hans bolig, hvorved byen var uindtagelig, og det var samtidig verdens centrum (axis mundi), hvortil folkeslagene ved verdens ende skulle komme for at tilbede Jahwe (GDBL bd. 3, s. 763f; se også Es. 2, 2-4). Dermed var ifølge Esajas israelitternes forestilling om »frelse« i bredeste forstand snævert og helt konkret knyttet til Zion.

Både religionshistorisk og filologisk er det altså aldeles illegitimt at spiritualisere udtrykket jachish.

Vendingen: »Den, der tror« er egentlig også en unødvendig spiritualisering af hamma'amin, jvf. gennemgangen af 1. Mos. 15, 6.

Den saglige oversættelse skal lyde: »Den tillidsfulde skal ikke flygte bort.«

DANIEL 7, 13

DO92: »Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn [bar ænash] …«

Traditionelt har dette sted været anvendt som en af de vigtigste profetier i GT om Jesus Kristus, Menneskesønnen (f.eks. i Åb. 1, 13 og 14, 14). Sagen er blot den, at bar ænash (aramæisk) aldrig nogen sinde har skullet eller kunnet oversættes med menneskesøn, men derimod med menneske (K&B bd. 5, s. 1670; Ges./Buhl s. 895; GBH § 129j).

Bibelselskabet har da også set sig nødsaget til i en fodnote at indrømme den kristologiske ensretning: »Oversættelsen menneskesøn er foranlediget af brugen af udtrykket i Det Nye Testamente.«

Professor i GT, Benedikt Otzen fra Aarhus Universitet præciserer: »I virkeligheden er den prægnante danske gengivelse 'menneskesøn' vildførende, ikke mindst i betragtning af brugen af udtrykket i Det nye Testamente. Både på hebraisk og aramæisk (første halvdel af Danielsbogen er på aramæisk) betyder 'menneskesøn' slet og ret 'menneske'.« (Den antike jødedom, s. 176). Men på trods af Otzens deltagelse i DO92 manipuleredes oversættelsen altså alligevel under stærkt pres fra den kirkelige højrefløj (jvf. Ove Kollerup: Hvem bestemmer over Bibelen, s. 70).

Den fagligt korrekte oversættelse skal lyde (som den også allerede lød i 1910 i Buhls videnskabelige oversættelse): »Med himlens skyer kom en, der så ud som et menneske.«

I januar '97 udkom professor Svend Holm-Nielsens Noter til bibeloversættelsen af 1992. I forordet bemærkes det, at bogen »bygger på den nyeste videnskabelige indsigt inden for filologi og teologi«, på hvilken baggrund der gennemgås i hundredvis af skriftsteder. Betegnende er det imidlertid, at Holm-Nielsen kun har forsøgt sig med en gennemgang af 5 af de i alt 47 eksempler på manipulation, som Faklen hidtil har dokumenteret.

Men nu har Bibelselskabet selvfølgelig heller ikke den helt store interesse i ligefrem at skilte med de røde tal i regnskabet.

Ikke desto mindre er der med udgivelsen tale om en soleklar indrømmelse af, at man under oversættelsen af utallige skriftsteder har fraveget Biblia Hebraica, som man ellers officielt har hævdet at basere arbejdet på, skriftsteder, hvor man i stedet har fulgt senere, kristent influerede oversættelser af kilderne!

I Faklen nr. 4 gennemgår vi Holm-Nielsens bog, Bibelselskabets seneste udspil for at rense 1992-oversættelsen – samt endnu et udvalg af manipulationerne med den hebraiske kildetekst …

Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen

Bibliografi

Antike jødedom, Den, af Benedikt Otzen, København, 1993.

Bibelen i dansk autoriseret oversættelse fra 1931/48 og 1992 (DO92).

Biblia Hebraica Stuttgartensia, 1967.

Comprehensive Etymological Dictionary of the Hebrew Language, A, af Ernest Klein, New York, 1987.

Dictionary of Deities and Demons in the Bible (Dic.), New York, 1995.

Gads Danske Bibelleksikon, redigeret af Eduard Nielsen og Bent Noack, København, 1981.

Gamle Testamente, Det, med tekstkritisk noteapparat ved Flemming Friis Hvidberg, Det Danske Bibelselskab, 1942.

Gamle Testamente, Det, ved Fr. Buhl, København, 1910.

Grammar of Biblical Hebrew (GBH), bd. 1-2, Roma, 1993.

Grundrids af Israels Historie, af Eduard Nielsen, København, 1959.

Hebräische Grammatik (Ges.), af Wilhelm Gesenius, Leipzig, 1909.

Hebräisches und aramäisches Handwörterbuch über das alte Testament (Ges./Buhl), Berlin, 1962.

Hebräisches und aramäisches Lexicon zum alten Testament (K&B), bd. 1-5, af L. Koehler og W. Baumgarten, Netherlands, 1967-95.

Hebræisk grammatik (JP), af Johannes Pedersen, København, 1982.

Hvem bestemmer over Bibelen?, af Ove Kollerup (»stor emnekreds« ved Teologisk Fakultet), Århus, 1994.

Israel, bd. 1-2, af Johannes Pedersen, København 1958.

Israeliterne i Palæstina, af Benedikt Otzen, København, 1991.

Myter i Det gamle Testamente, af Otzen, Gottlieb, Jeppesen og Jensen, Frederiksberg, 1990.

Theologisches Wörterbuch zum alten Testament (TW), bd. 1-8, Stuttgart, 1973-95.

Til indføring i israelitisk religionshistorie, (kopieret undervisningsmateriale) af Hans Jørgen Lundager Jensen, Århus, 1995.