Den 15. oktober 1996 vedtog Folketinget den såkaldte rockerlov. Men hvem er disse »rockere«, hvordan er det kommet så vidt, og hvilken rolle spiller egentlig politiet? Vi har samlet nogle af brikkerne og forsøger at lægge en del af puslespillet ...

Konflikten mellem Bandidos og Hells Angels var i løbet af 1996 tilspidset i en sådan grad, at ikke blot skydevåben, men også bomber og raketter var taget i anvendelse, og politikerne mente, at naboerne til de såkaldte »rockerborge« måtte beskyttes vha. særloven »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«.

Ifølge det billede, som igennem en årrække er kommet frem i pressen, er der tale om en intern magtkamp, der handler om kontrollen med narkohandlen og den organiserede kriminalitet. Men hvor stammer denne opfattelse egentlig fra, og er den så indiskutabel, som det tages for givet?

Der er jo altid to sider af en sag, og i denne er der måske ligefrem tre, myndighedernes, Hells Angels' og Bandidos'. Myndighedernes kender vi kun alt for godt: her er hele miljøet et samfundsonde, en regulær mafia, og hvem kan andet end glæde sig, når der tyndes ud i rækkerne internt?

Påvirket af i hundredvis af stærkt fordømmende overskrifter i medierne, der lige så bevidst harcelerer over volden i de interne opgør, som de profiterer af at sætte grupperne op imod hinanden, og så godt som ubekendt med forholdene set fra de involverede parters side, er mange nuancer og enhver skepsis over for myndighedernes version af sagen gået fløjten i den offentlige debat.

I det følgende skal vi derfor forsøge at skitsere udviklingen i de danske motorcykelklub-miljøer med henblik på et mindre unuanceret billede af den kriminalitet og de konflikter, der på overfladen kendetegner subkulturen, såvel som af den strategi, som politiet, pressen og politikerne har taget i anvendelse imod den.

Afslutningsvis bringer vi et interview med Jørn Jønke Nielsen, mangeårigt medlem af Hells Angels og forfatter til flere bøger, bl.a. om livet i rocker- og bikermiljøet i 70erne og 80erne. For første gang udtaler Jønke sig her offentligt om »rockerloven« og dens effekt på motorcykelklubberne i almindelighed og Hells Angels i særdeleshed.

Vi ville også gerne have bragt et interview med et medlem af Bandidos, men det lykkedes os ikke at få en aftale inden deadline – vi arbejder på det til næste nummer.

Krigsveteraner og helvedes engle

Rødderne til den subkultur, som motorcykelklubberne har udviklet i de senere år, skal måske søges blandt amerikanske piloter i de oversøiske eskadriller, der bekæmpede japanernes fremmarch i Manchuriet under 2. verdenskrig. En af disse hed Hells Angels, et navn, som også eskadriller i Europa senere tog til sig.

Hjemvendte krigsveteraner, der på den ene eller anden måde var utilpassede i efterkrigstidens amerikanske samfund og vel nærmest savnede krigen for sammenholdet soldaterne imellem såvel som for den farefulde spænding, dannede i 1948 motorcykelklubben Hells Angels.

I 50erne kommer der flere amerikanske afdelinger, og med indlemmelsen af en klub i New Zealand i 1961 og den første europæiske afdeling i London i 1969 bliver Hells Angels en international organisation. I dag er der over 100 afdelinger i hele verden, hvoraf omkring en tredjedel befinder sig i Europa.

Få benægter, at medlemmerne af Hells Angels den første snes år alene var en slags rebels without a cause, der så det som deres fornemste pligt at provokere for provokationens egen skyld. Alt skulle helst være så farligt og ulovligt som overhovedet muligt, og en lang række motorcykeltræf blev terroriseret og ødelagt af Hells Angels og andre klubber med samme indstilling.

De etablerede motorcykel-organisationers understregning af, at »99 % af alle motorcyklister opfører sig ordentligt«, blev blot mødt med »1%«-emblemet, som bedyrer, at den, der bærer det, identificerer sig med den utilpassede restgruppe.

I slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne ændrede Hells Angels imidlertid stil og karakter; man betragtede sig i stigende grad som et selvstændigt broderskab med egen moral, og den konfrontationssøgende dirty-stil blev lagt på hylden.

Titler som »President« og »Vice president« dækker tilsyneladende først og fremmest administrative poster. Der er ikke nogen overordnet ledelse, og styreformen betegnes undertiden som ualmindelig »rodet« og til tider baseret på hidsige diskussioner. Men man betragter det selv som et velfungerende og demokratisk sammenhold af individualister, hvor hver mand har én stemme.

I løbet af årene har også andre motorcykelklubber vokset sig store, ikke mindst i USA. Ud over Hells Angels drejer det sig især om Bandidos, Outlaws og Pagans.

Medlemstilgangen er for alle klubbers vedkommende tilsyneladende stigende.

Læderjakker contra Vilde Engle, rockere contra bikere

Det danske motorcykelmiljø påvirkedes hurtigt af rygterne fra USA, og i midten af 50erne opstod de såkaldte Læderjakker. Filmen The Wild One blev forbudt i Danmark, men påvirkningen tiltog alligevel, og i begyndelsen af 60erne dannedes de Vilde Engle, der sloges med Læderjakkerne om at dominere en lille subkultur, der så småt var i gang med at selvstændiggøre sig.

I det næste tiår var det så de Vilde Engles ledende position, der blev truet af de første rockere, som man inden for miljøet selv betegner den tids klubber. Rockerne tog langt skrappere midler i brug end de Vilde Engle; knive og pistoler blev en fastere del af inventaret i de indbyrdes konfrontationer, og i løbet af 70erne var de »gamle« Vilde Engle på retur. De unges uforsonlige brutalitet blev dem en lige så uoverkommelig modstander, som de i sin tid selv havde været det for Læderjakkerne.

Rockerne i 70ernes Danmark mindede i stil og levevis om Hells Angels i 50ernes USA. Det gjaldt om at virke så anstødelig som overhovedet muligt; racistiske symboler, hagekors og andre nazi-mærker var i høj kurs, når »borgerdyrene« og »flipperne« skulle provokeres og chikaneres. Idolerne var engelske og amerikanske klubber, men man havde ingen direkte kontakt til dem og anede ikke, at flere af disse samtidig foretog et stilskift.

Tiden var præget af talrige opgør klubberne imellem, både om æresbegreber og status; voldsomme slagsmål, skudvekslinger og raids, hvor det kunne være afgørende at erobre modstanderens rygmærker med alle til rådighed stående midler, som var det fjendens fane i en krig. Enhver provokation fra modstandernes side blev gengældt. »Øje for øje. Tand for tand. Det var det, vi gik ind for. Og lidt til,« konstaterer Jønke om denne periode i erindringsbogen Mit liv.

Indimellem gik det dog også hårdt ud over sagesløse: »En ganske almindelig familiefar med en 16-årig datter kom gående hen mod pladsen. En fra vores hold begyndte at rage på datteren. Han trak hende om bag sig og sagde stille og roligt: 'Lad nu være med dét, kammerat.' Inden nogen havde kunnet nå at blinke, kastede 5-6 mand sig over ham. Han fik desværre uhyggeligt mange på puklen. Jeg har ikke noget mod en boksekamp i ny og næ. Men skal folk have smæk, så skal de fandengalemig have fortjent det. Hvis den mand hader motorcykelklubber, så forstår jeg ham godt, for det her var meningsløst.« (Mit liv, s. 61).

På trods af brutaliteten var pressens interesse og politikernes involvering minimal, om man sammenligner den med den senere udvikling.

I 1977 dannede fire af de største rockerklubber Unionen. Omkring 100 medlemmer søgte optagelse i Hells Angels International under den fælles parole »Angels Friendship«. I 1978 kom så en delegation fra Hells Angels Hamburg for at kigge danskerne ud – forskellene var markante.

De danske rockere var en flok brutale provokatører sammenlignet med HA'erne, der søgte at repræsentere en sammenhængende og i hvert fald for dét miljø mere harmonisk livsstil. »Vi havde nok hørt, at det var forbudt at spytte på gulvet i Angels Place i Hamburg, men det overraskede os, at de var så rolige og venlige.« (Mit liv, s.80). Danskerne fandt dem dog nærmest arrogante, og mødet endte da også i et stort slagsmål.

Alligevel lykkedes det Unionen at blive godkendt som hang-around club, og halvandet år senere blev de prospects, dvs. prøvemedlemmer. Rocker-tiden anså man så småt for at være passé, og »rocker« blev et skældsord, som de vordende HA'ere og en række andre klubber ønskede at lægge bag sig i slutningen af 70erne.

Nytårsaften 1980 blev så 19 danskere optaget som fuldgyldige Hells Angels-medlemmer ved et møde i Schweiz. Skandinaviens første HA-afdeling var en realitet.

Bikermiljøet i 80erne

I Hells Angels i dag ser man på 70erne som et brud med fortiden, endnu et systemskifte i en omskiftelig subkultur. Det ansås nu for uacceptabelt at provokere, endsige tæve almindelige borgere, selv betegnelsen »borgerdyr« forsvandt efterhånden. Det blev afgørende »for alt i verden [at] undgå at ramme uskyldige mennesker« (Mit liv, s. 149). Man talte om et selvstændigt bikermiljø, hvor sammenhold og individualisme trivedes i forening.

I starten af 80erne blussede krigen mod Bullshit imidlertid op. Den havde rod i tidligere konflikter mellem klubber fra 70erne, men nu blev den ikke længere anset for »endnu en konflikt«, men derimod som en konfrontation imellem to stilarter, imellem bikere og rockere. I 1983 blev Hells Angels for alvor rodet ind i striden, som pressen, der ikke så noget afgørende skel i stil og levevis, efterfølgende døbte »rockerkrigen«.

Krigen varede fem år, før Bullshit opløste sig selv i 1988. Otte mennesker var blevet dræbt, og der blev idømt over hundrede års fængselsstraffe i sagen. Endnu et opgør havde resulteret i et blodigt systemskifte i et miljø, der beskriver sin fortid i en begrebsramme, der næsten ligner den, vi kender fra verdenshistoriens ligeledes voldsomme kulturskift. 50ernes Læderjakker, 60ernes Vilde Engle og 70ernes rockere repræsenterede fortidens faldne kæmper; Hells Angels dominerede nu biker-subkulturen.

Siden blev der forholdsvis roligt, en periode, som man selv finder karakteriseret af aftagende kriminalitet og stor åbenhed udadtil. I en kronik giver Jønke udtryk for den opfattelse, at Hells Angels spillede en særlig gavnlig rolle for denne udvikling: »Hells Angels MC har en afdæmpende effekt og sørger for, at der er minimum vold og uro i bikermiljøet, og at ingen rester af rockermiljøet igen forsøger at terrorisere bikermiljøet.« (Det Fri Aktuelt, 23.12.91).

I slutningen af 80erne og starten af 90erne tiltog så til gengæld for alvor konflikten med politiet, fra bikernes perspektiv paradoksalt nok netop i kraft af de ordnede forhold, fordi det ikke var politiets indsats, men miljøet selv, der minimaliserede konfrontationen med omverdenen. Jønke tilføjer: »En sådan effekt ønsker man ikke fra politiets side. Ingen over eller ved siden af ordensmagten. Rockermiljøet og dets konflikter skal fastholdes, for det betyder større bevillinger og øgede beføjelser.«

I DRs TV-udsendelse »De uovervindelige?« (11.11.91) havde en betjent afsløret, at politiet anvendte et specielt narkoregister, hvor hele 2.000 personer var registreret med den særlige »R-markering« for rocker. I Jyllands-Posten er det et par uger senere blevet til registreringen af »4.600 kriminelle, der samarbejder med rockergrupper« (27.11.91). I dag findes der et decideret rockerregister, men ingen kan få oplyst, hvilke konkrete kriterier der ligger bag registreringen.

Chefen for Københavns ordenspoliti, vicepolitidirektør Henning Thiesen føler det ikke nødvendigt at eksplicitere rocker-definitionen: »Vi ved udmærket, hvem de er.« (Weekendavisen, 4.10.96). Det er åbenbart tilstrækkeligt.

For mange bikere er der imidlertid tale om bevidst mistænkeliggørende chikane, et fiktivt skræmmebillede af narkokriminalitet, som dele af politiet bruger over for presse og offentlighed, der kun kan konkludere, at »der må være noget om det« – for hvorfor skulle politiet dog ellers registrere 4.600 rockere og kriminelle i et særligt register?

Politiets stress-strategi

Politiet intensiverede sin kampagne mod miljøet, i 80erne bl.a. markeret af udtalelser af politiets »rocker-ekspert«, Manfred Seitner: »For at ødelægge disse kriminelle motorcykelklubber skal vi i vid udstrækning benytte os af TV og de øvrige medier.« (citeret i Scanbike nr. 7, s. 21).

»Det gælder om at ødelægge deres lovlige forretninger,« indskærpede Seitner ifølge Jønke i samme periode (Det Fri Aktuelt, 23.12.91). Også de advokater, som førte retssager for Hells Angels, ansås for at være suspekte, fremgår det af Københavns Politis narkotikaafdelings redegørelse om rockere. Kriminalkommisær Kaj Jensen skriver: »Disse advokater, der nærmest er fuldtidsansatte, kan næsten betragtes som kriminelle medgerningsmænd.« (citeret i Lov & Ret, januar 1993, s. 38).

Sådanne beskyldninger er led i politiets generelle stress-strategi over for bikermiljøet, en strategi, som man tidligere har anvendt også over for christianitter, autonome og narkomaner. Den består i, at politiet konstant opsøger den pågældende gruppe, gennemfører ransagninger og anholdelser i flæng for at få så mange som muligt til at forlade miljøet, alt sammen fulgt op af tilrettelagte pressekampagner.

Fagbladet Dansk Politi konstaterer her, hvor effektivt et våben netop pressen kan være: »Rockerproblemet er stort og alvorligt. Det viser 20 års udvikling. Men hvis hele samfundet gør front mod uvæsenet, vil det næppe have mange chancer. Charmeoffensiver som 'bikeshow', 'åbent-hus' og 'gæsteforelæsninger' i skoler m.v. bør selvfølgelig afvises. Og et af de allerbedste midler imod uvæsenet er måske mediernes omtale af rockernes levevis, kriminelle adfærd og 'sande jeg'.« (nr. 12, 1991).

Forsker ved Kriminalistisk Institut på Københavns Universitet, cand.mag. Joi Bay skriver om politiets pressekampagne: »Første led i stress-strategien er faktisk selve ordet 'rocker'. Når politiet og pressen konsekvent kalder bikere for 'rockere', så er det, fordi 'rocker' er et nedværdigende skældsord i biker-kredse, hvor man netop definerer sig selv i opposition til den tidligere dominerende, men nu forældede mc-subkultur, rockerne.« (Scanbike nr. 7, s. 20).

I overensstemmelse med den valgte strategi eskalerer politiets brug af medierne, dvs. flere og flere oplysninger »lækkes«. Således bliver »rockerkriminalitet« snart et fast udtryk i pressen, ikke mindst i Ekstra Bladet og Politiken, der i 1991 skriver en lang række artikler, som med udgangspunkt i kilder inden for politiet retter stærke beskyldninger imod Hells Angels.

Hells Angels beskrives som et »forbryder-syndikat«, der »styrer narkoen over hele landet«, og hvis indflydelse på »den kriminelle underverden [er] ved at blive ganske markant«. Det hedder endvidere, at man har »politifolk i hemmelige kartoteker«, at forbrydelserne er centralt organiseret »efter bedste mafia-mønster«, og at »de kriminelle [bruger] grovere og grovere metoder mod politifolk og politiets jurister«.

Udokumenterede sigtelser fremført »i god tro«

Advokat Erling Andresen kritiserede som en af de få den omfattende pressehetz, der var helt ude af proportioner med de faktiske forhold, og som blev anvendt til at levere argumenter for stramninger af loven, der fra hans synspunkt ville føre til en svækkelse af retssikkerheden.

I modsætning til de oplysninger, der kom for dagen i Ekstra Bladets og Politikens kampagne, understregede Andresen bl.a.: »1. Der har i de HA-sager, jeg har kendskab til, aldrig været et vidne, der har oplyst at være blevet truet. 2. Jeg har aldrig set bevis for, at HA 'styrer' en landsomfattende kriminalitet. 3. Jeg har aldrig hørt om HA i forbindelse med voldshandlinger mod 'almindelige borgere'. 4. Nogle af de oplysninger, som bringes, og som kun kan komme fra politiet, fx offentliggørelse af HA-medlemmers straffeattester i DR-TV den 11. november 1991 og formentlig ordrette citater fra politiets rumaflytninger i 1984 i Politiken den 10. ds., er ikke blot diskretionsbrud, men efter min opfattelse overtrædelser af straffeloven og i hvert fald ikke i overensstemmelse med god presseetik. 5. Det kan heller ikke anses for god presseetik at navngive folk, der for år tilbage har begået en strafbar handling, som har modtaget dommen, og som har afsonet eller er i gang med at afsone den idømte straf.« (Politiken 17.12.91).

Andresen understreger, hvilken markant effekt disse massive pressekampagner har på de nævningeting, der skal behandle verserende retssager, hvor personer fra bikermiljøet er involveret.

Samme år beslutter Rene Frejlev og Jesper Grue fra Hells Angels at gå rettens vej for at bringe det, som i deres øjne har udviklet sig til en afsporet skræmmekampagne, til ophør, og de sagsøger Ekstra Bladets chefredaktør Bent Falbert som ansvarlig for 25 ubeføjede sigtelser, der er rejst mod Hells Angels i avisens spalter.

To et halvt år senere, den 18. januar 1994 falder der dom i sagen, og over halvdelen af Ekstra Bladets påstande kendes ubeføjede. Det drejer sig bl.a. om samtlige beskyldninger om narkohandel, organiseret kriminalitet og registrering af politifolk.

Bent Falbert kendes dog straffri, eftersom sigtelserne er »fremsat i god tro« og »på baggrund af oplysninger herom fra politiet«, og idet avisen derved havde handlet »til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse«.

Desuden finder retten det i orden, at Ekstra Bladet kalder Hells Angels for en »mafia på motorcykel« og et »forbrydersyndikat«. At avisen gerne må fremsætte disse beskyldninger, skyldes imidlertid ikke, at dette nødvendigvis faktuelt er tilfældet, men at medlemmer af Hells Angels »er straffet« (i hvilken forbindelse der henvises til en liste over en lang række domme for flere drab, drabsforsøg, vold og røveri m.m.).

Informations- eller propagandaafdelinger

Under retssagen gjorde Ekstra Bladet brug af den særlige fremgangsmåde, som er helt normal i den slags sager, at sagsøgerne, dvs. Frejlev og Grue i realiteten skulle bevise, at Hells Angels ikke er et »forbrydersyndikat«, og at klubben ikke bruger »terrormetoder«.

Det er med andre ord ikke de injurierende, der skal bevise skylden – og dét er faktisk lige efter retsplejeloven. Dommeren valgte således at lade det komme Ekstra Bladet til gode, at Frejlev og Grue f.eks. ikke ville oplyse om foreningens love, medlemmernes navne, indkomster og indbyrdes placeringer i klubben.

Medlemmer af Hells Angels har altså dermed paradoksalt nok fået dom for, at man ikke kan beskylde klubben for narkokriminalitet og registrering af politifolk, samtidig med at det er fuldstændig straffrit at fremføre de selvsamme beskyldninger – dels er de nemlig af en tilpas grov karakter, til at man kan henvise til en potentiel almeninteresse, dels refererer man til kilder inden for politiet, som godt nok heller ikke kan bevise noget, men trods alt er – kilder inden for politiet.

I sin kommentar til dommen er journalist Leif Blædel ikke bleg for at rette en voldsom kritik mod politiets fremgangsmåde i hele sagen såvel som det betænkelige ved kendelsen.

Blædel skriver bl.a.: »Politiet overalt i verden har haft total fiasko med narkobekæmpelse, også Københavns kriminalpoliti. Det kan det ikke lide, og så udser man sig nogle syndebukke og snakker meget højt og hurtigt. Narkopolitiet i København har endda fået, hvad det kalder en 'information'. Det er ligesom med erhvervsorganisationer, store virksomheder og politiske partier, der også kalder deres propagandaafdelinger for informationsafdelinger. Og kriminalkommisær Mogens Lundh fra 'narkoinformationen' har ført sig frem i TV og aviser med voldsomme sigtelser mod HA, bl.a. for at beherske amfetamin-markedet. Men det er mundsvejr, ligesom andre ledende politifolks tilsvarende anklager. Ellers havde de selvfølgelig slæbt de skyldige i retten og fået dem dømt. Det kan enhver sige sig selv, endog Ekstra Bladet skulle kunne regne det ud. Alligevel fritager retten Ekstra Bladets redaktør for straf for de løsagtige påstande, fordi de stammer fra politifolkene. (…) Altså, efter dansk ret går man ikke folks ære for nær med ubeviste beskyldninger for den allergroveste narkokriminalitet? Selvfølgelig gør man det – hvis anklagerne rettes imod pæne borgere. Men ikke når det er mod HA-medlemmer.« (Lov & Ret, marts 1994, s. 17).

Særafdeling B3 i Vridsløselille

Sideløbende med ovennævnte retssag hævder kilder i politi og fængselsvæsen over for pressen, at HA'ere styrer fængslerne og undertrykker de øvrige indsatte.

Bestyrelsen for Betjentforeningen i Vridsløselille Statsfængsel kritiserede f.eks. afholdelsen af en »Kvindedag« i fængslet i august 1991, som Hells Angels var med til at arrangere, og som man frygtede kun var første skridt i retning af flere HA-arrangementer, f.eks. bike-shows.

På et møde den 6. september 1991 truer Betjentforeningen i forlængelse heraf med at blokere samarbejdet med fængselsledelsen om en ny struktur kaldet »Arbejde-Undervisning-Fritid« (AUF): »Hvis alt dette er den virkelige forløber for den ny struktur (AUF), er Betjentforeningens nuværende bestyrelse ikke til sinds på nogen måde at lade sig repræsentere ved nogen som helst forhandling med ledelsen, når talen drejer sig om AUF. Vi vil ikke lade HA eller andre indsatte bestemme, hvad fremtidens fængsel skal indeholde. Skammeligt at vide, hvordan de indsatte rettelig 'smovsede' sig i god mad på kvindedagen – mens vi andre i det daglige dårligt nok kan få bevilget en blyant.«

Forholdet mellem Betjentforeningen og Hells Angels er meget anspændt, og flere påstande om Hells Angels' styrende rolle i Vridsløselille siver til pressen. Fængselsinspektør Ole Hansen afviser dog alle disse rygter i en rapport til Direktoratet for Kriminalforsorgen den 11. november 1991: »Det er påstået, at medlemmer af HA styrer fængslet. Dette er ikke tilfældet.«

Men påstandene om HA'ernes undertrykkende rolle i fængslet fortsætter alligevel, stadig væk baseret på kilder i politi og fængselsvæsen, og Folketingets Retsudvalg forlanger derfor en ny undersøgelse af sagen. Kun en måned efter Ole Hansens redegørelse beslutter politi- og fængselsledelse, at en »særlig undersøger« skal dokumentere HA'ernes afsoningsforhold. Undersøgeren bliver imidlertid ikke en uvildig udefrakommende, men en af fængslets egne betjente.

Tre måneder senere underkendes inspektørens redegørelse så af betjentens rapport, på baggrund af hvilken Vridsløselille den 13. maj 1992 opretter særafdeling B3 for at isolere medlemmer af Hells Angels og andre »stærke fanger« fra de øvrige indsatte.

KRIM og de anbragte på B3 søger aktindsigt, men fængselsledelsen erklærer den nye rapport fortrolig. Den følgende tid protesterer de øvrige indsatte, som ellers ifølge pressen var terroriseret af HA, i solidaritet med fangerne i B3, for at de atter kan få almindelige afsoningsvilkår. Talrige aktioner i form af hærværk og totalstrejker giver til sidst genlyd, og enkelte journalister fra Information og Dagbladet Arbejderen begynder så småt at kaste et kritisk blik på særafdelingen.

Rapporten, der blev væk

I en leder i Information skriver Erik Valeur på baggrund af interviews med indsatte og personale: »Ledelsens aktuelle problem er, at de øvrige fanger i udstrakt grad afviser at være specielt generet af HA'ernes hang til magt og magelighed. Det mere end antydes, at magtmisundelsen nok nærmere stammer fra betjentgruppen i fængslet. Når de indsatte bliver lidt for selvstændige, lidt for gode til at stable begivenheder og arrangementer på benene, så medfører det ekstra besvær for den betjentgruppe, der oven i købet skal bortskære 35 fuldtids-stillinger til vinter. Når der arrangeres lystig afveksling i fængselslivet som sidste års 'kvindedag' med besøg af kendte, kvindelige kunstnere, så er Jønke og hans raske svende særdeles gavmilde med både støttebeløb og organisationstalent. De omtales endda som 'ordholdne' i fængselslivet og har eksempelvis med et vink med en vognstang neddysset de værste grønjakke-elementer, når de skabte uro med chikane af udenlandske indsatte. Ingen tvivl om deres indflydelse. Ingen tvivl om, at det irriterer betjentforeningen. Men – afsoning i isolation fra det øvrige fængsel, uden lønnet arbejde, uden normal adgang til talsmandsaktivitet, uden normalt fritidsliv, uden udgang til fællesarrangementer, er ikke indeholdt i straffen.« (3.8.92).

Til Jyllands-Posten beretter betjente imidlertid om, hvorledes der er blevet sat en stopper for HA'ernes styring af fængslet med B3, og avisen konkluderer: »Mellem afskallede mure i Vridsløselille Statsfængsel har myndighederne for første gang taget kampen op med rockergruppernes terrorregime bygget på frygt, trusler og skjult vold.« (25.10.92).

To socialdemokratiske medlemmer af Folketingets Retsudvalg har i mellemtiden meddelt, at de vil besøge afdeling B3 i Vridsløselille. Og da får de indsatte med ét den aktindsigt, som de har bedt om siden maj. I hvert fald delvis – for nu må fængselsinspektøren meddele, at den særlige undersøgelsesrapport, på baggrund af hvilken B3 blev oprettet, ikke længere eksisterer – den er blevet destrueret.

Ikke desto mindre har den selvsamme ikke-eksisterende rapport altså formået at sende klare og entydige signaler til omverdenen om HA'ernes »terrorregime« – og dog nedlægges særafdelingen i al ubemærkethed to år senere.

Man må formode, at den har tjent sit formål.

Myten om mafiaen

Ingen kan bevise, at bikermiljøet dækker over organiseret narkokriminalitet, men det er den »sandhed«, som det næsten umodificeret lykkes politiet at få igennem.

Politiken fastslår i en leder, at »med rockerbanderne har Danmark (…) fået organiseret kriminalitet« (13.11.91). Ekstra Bladet bedyrer, at politiet mistænker Hells Angels for at styre en del af underverdenens narkotikahandel (20. 11.92), og Jyllands-Posten hævder, at Hells Angels »med vold og trusler« holder »den danske underverden i et jerngreb« (27.11.91).

Alt, hvad bikerne foretager sig, bliver taget som udtryk for led i kriminelle aktiviteter. Legitime værksteder, firmaer og butikker mistænkeliggøres, hvis personer fra bikermiljøet er indehaverne; f.eks. finder Politiken det afgørende at meddele offentligheden, at et par HA'ere åbner en tøjbutik i København (5.12.91), og beskriver den som en del af deres »forretningsimperium«.

Og i mellemtiden flyttes grænsepælene mere og mere for, hvad vi accepterer, ja, hvad vi forlanger, at politi og myndigheder gør for at afsløre og eliminere »mafiaen«.

Joi Bay fra Kriminalistisk Institut på Københavns Universitet afliver ikke desto mindre enhver tale om en dansk mafia, ja, på baggrund af sin forskning kritiserer han mafia-opfattelsen i det hele taget: »Den populære forestilling om, at der findes et kriminelt 'rige' – en 'underverden' – er af den kriminologiske forskning blevet kritiseret som en myte på linie med fortidens myter om skjulte, eksotiske eller farlige 'riger'. I et teoretisk og empirisk opgør med den populære mafia-forståelse har amerikanske forskere afdækket, hvorledes ideen om et landsdækkende, hemmeligt og kriminelt netværk oprindelig opstod under den kolde krig. Ligesom nogle politikere profilerede sig på den udbredte frygt for et kommunistisk komplot imod det amerikanske demokrati, var der andre politikere og politimyndigheder, som markerede sig ved kampen imod den påståede italienske og sicilianske kriminelle konspiration imod det amerikanske retssamfund.« (Lov & Ret, august 1992, s. 18).

Forskningen benægter ikke eksistensen af organiseret kriminalitet, understreger Bay, men anfægter blot, at denne skulle være »opbygget som en hierarkisk styret, kapitalistisk virksomhed med 'ansatte' eller som underverdenens bananrepublik med 'lejesoldater'«; den er derimod baseret på traditionelle familierelationer med rødder i den sicilianske livsform.

Hermed er enhver sådan form for kriminalitet allerede fuldstændig usammenlignelig med bikermiljøet, endog fraset, om dette er kriminelt eller ej. Den almindelige mafia-myte er et skræmmebillede, der stammer fra amerikansk indenrigspolitik; den er i sidste ende misvisende i USA, og den er aldeles illusorisk i Danmark.

Nært beslægtet med den almindelige opfattelse af mafiaen er myterne om den organiserede narkohandel, styret af enkelte, pengestærke bagmænd, »de store fisk«. I Danmark indførte man for nogle år siden en ny § 191a i straffeloven, der skulle anvendes netop imod sådanne personer.

Bay bemærker hertil: »Preben Wilhjelm har undersøgt brugen af denne paragraf og har ikke kunnet finde overbevisende eksempler på, at bestemmelsen har været brugt imod 'egentlige narko-bagmænd'. Han gætter, i lighed med udenlandske forskere på, at det skyldes, at forestillingen om de store bagmænd, som styrer narkotikamarkedet, er forkert, og at forsyningen med narkotika forestås af mange mindre, ukoordinerede grupper (Wilhjelm: Slaget mod bagmændene, 1991). Jeg er alvorlig bange for, at historien nu gentager sig. Jagten på de økonomiske bagmænd har været forgæves – nu kaster man sig i stedet over de påståede organisatoriske bagmænd blandt de såkaldte 'rockere'. Begge forestillinger og kampagner bygger på en fejlagtig opfattelse af, at narkokriminalitet er modelleret efter forretningslivet.« (Lov & Ret, august 1992, s. 21).

Og som vi snart skal se, har også politiet tilsyneladende forladt den opfattelse. Men at forestillingen om organiseret narkokriminalitet har spillet en afgørende rolle i politikernes og offentlighedens bevidsthed både før og i særdeleshed efter udbruddet af den verserende krig mellem Bandidos og Hells Angels, kan næppe betvivles.

Krigsudbrud blandt bikere og sporskifte hos politiet

I starten af 90erne forsøgte dele af pressen at kortlægge »rockermiljøet« og konstaterede således, at der var klubber, som kørte sammen med Hells Angels, og klubber som f.eks. Undertakers, der ikke gjorde det. Jyllands-Posten påstod, at der var tale om en »væbnet neutralitet« (27.11.91), og de næste par år fulgte andre aviser efter med at forsøge at så splid mellem klubberne.

I sommeren 1993 udsender Hells Angels og de tidligere Undertakers, som nu var blevet Bandidos, imidlertid en fælles pressemeddelelse, der afviser enhver konflikt – ikke ét eneste dagblad omtaler den. Herved fastholdes ikke blot politikerne og offentligheden i almindelighed i den opfattelse, at en krig er under opsejling, men rygterne påvirker også de dele af bikermiljøet, som er i periferien af begivenhederne, og som måske føler, at de skal vælge side i et opgør, der i virkeligheden er ren fiktion.

Uroen vokser, og hvordan det hele så end konkret er begyndt, står bikerne i det meste af Skandinavien snart midt i en krigstilstand med flere dræbte.

Lige så fordømmende pressen er over for de midler, som tages i anvendelse i opgøret, lige så utvetydigt bidrager den til at sætte klubberne op imod hinanden: »I øjeblikket kunne det se ud som om, at Bandidos er ved at fortrænge Hells Angels fra tronen i rockernes dunkle rige. Hells Angels har stort set ikke svaret igen på de mange angreb i årets løb. Men Hells Angels tåler ikke at tabe,« skriver Politiken (6.10.96). Man hævder endog, at det »ligger i luften«, at Hells Angels vil »svare igen med militær præcision«. Hvad det er for et »luftlag«, avisen har adgang til, bliver ikke oplyst.

Beskyldninger om, at politiet gennem tidligere udtalelser og hypoteser om splittelsen i bikermiljøet skulle have fremmanet opgøret, afvises af chefkriminalinspektør Per Larsen: »Jeg synes ikke, det er rigtigt, når nogle påstår, at vi i vores udtalelser til pressen puster til ilden. (…) Men til sammenligning kan man måske sige, at vi også er blevet beskyldt for, at der ikke sker noget i vores efterforskninger blandt de kriminelle rockere.« (Information, 23.7.96).

Til gengæld afviser Per Larsen nu pure, hvad pressen ellers igennem en årrække har fremført som væsentligste kritikpunkt mod bikerne, og hvad den netop har gjort med reference til kilder i politiet, at der skulle være tale om organiseret narkokriminalitet: »… jeg mener ikke, man med nogen rimelighed og på baggrund af flere års politiarbejde kan påstå, at der er tale om organiseret kriminalitet. Og i øvrigt så mener jeg slet ikke, at vi har organiserede kriminalitetsstrukturer med udspring i Danmark. (…) Jeg tror ikke, at det handler om et opgør om hashmarkedet eller markedet for noget andet. Jeg tror mere, det handler om æresbegreber og en utrolig sammentømrethed, der er i miljøet.«

En subkultur, som i en årrække, hvor der ikke har været interne opgør overhovedet, er blevet beskyldt for at være en mafia med kontrol over narkomarkedet i Danmark, og som af samme grund er blevet udsat for politiets særlige stress-strategi, bliver med ét til en subkultur, hvis uoverensstemmelser blot har med »æresbegreber« at gøre …

Hvorfor denne pludselige kovending fra politiets side? Én ting er i hvert fald givet: politiet behøver ikke længere legitimere den massive indsats mod bikermiljøet med rygter og indicier – det klarer krigen meget mere overbevisende.

Samfundets tjenere

Det er ikke længere en »mafia«, som politiet efterforsker, men en splittet »hær«, og den del af kampen, som ordensmagten fører gennem medierne, går således heller ikke længere på uacceptabel og ulovlig narkohandel – men på uacceptabel og ulovlig vold.

»Vi kan jo fandme ikke have, at folk render rundt og slår hinanden ihjel her i landet. Det er jo fuldstændig absurd, og derfor er samfundet jo selvfølgelig nødt til at reagere voldsomt,« udtaler chefkriminalinspektør Per Larsen til Weekendavisen den 16. november 1996.

Han afviser imidlertid, at det skulle være politiets opgave at sætte dagsordenen for politiets opgaver: »Vi er jo samfundets tjenere, og det er det omliggende samfund, som sætter dagsordenen for, hvad vi skal beskæftige os med.«

Men det kan være svært at se, hvordan »samfundet« har sat dagsordenen i denne sag, når samfundets vurdering netop er baseret på en årelang pressekampagne, som i hovedsagen er betinget af oplysninger, og ikke sjældent udokumenterede oplysninger, der stammer fra kilder inden for politiet.

Per Larsen siger endvidere: »For mig at se handlede det om at få voldsdebatten ind i de mange små hjem. At prøve at få folk til at forholde sig til, hvad fanden det er for et vanvittigt samfund, vi lever i, hvor folk render rundt og pander hinanden ned. Hvis vi kunne komme derhen, hvor far og mor sidder og diskuterer det med deres unger ved middagsbordet, så mener jeg egentlig, vi var nået langt. (…) Jeg mener, at vi skal tvinge folk til at forholde sig til det her vanvid.«

Men hvem er egentlig »vi«?

Den 15. oktober 1996 vedtager Folketinget den såkaldte rockerlov. Ifølge Poul Nyrup Rasmussen er den en konsekvens af »det enkle, folkelige krav« om beskyttelse mod rockerkrigen (Information, 4.10.96).

Ifølge loven kan politiet forbyde en person adgang til en ejendom, hvis det medfører »risiko for angreb, der vil være til fare for personer, der bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen«; såfremt angrebet i øvrigt antages at være led i et »gensidigt opgør mellem grupper af personer, hvor der på begge sider anvendes voldelige midler«. Forsætlig overtrædelse af forbudet kan straffes med fængsel i helt op til to år.

Politiet, og politiet alene afgør, hvornår en person kan forbydes adgang til en ejendom, dvs. at politiet her tillige er den dømmende magt. Den person, som forbudet rammer, har heller ingen mulighed for at få afprøvet kendelsen ved en domstol. Til sammenligning har alle, som f.eks. bliver varetægtsfængslet, ret til at få prøvet varetægtsfængslingen ved en domstol, inden der er gået 24 timer.

Daværende justitsminister, Bjørn Westh forklarede dette med, at domstolsprøvelsen ville være »meget svær at administrere«. (Information, 10.10.96).

Lektor ved Københavns Universitet, Lars Adam Rehof bemærker hertil i samme avis: »Jeg mener, det er meget dårlig argumentation i en retsstat. Fordi der kommer mange retssager, så vil vi ikke give dem retssikkerhedsgaranti. Det er en meget pauver argumentation.«

Lad bulldozerne tale

Med særloven er der åbnet mulighed for, at juridisk set uskyldige personer får foretaget indgreb på deres ejendom, bliver smidt ud af huse, lejligheder, restaurationer, biografer etc. uden dommerkendelse.

Som svar til frygten for, at retssikkerheden hermed var ved at blive sat over styr, udtalte statsministeren før lovens vedtagelse: »Lad os nu ikke rode os ind i alle mulige juridiske finesser og petitesser.« (Information, 4.10.96).

Den opfattelse delte mange, og loven blev vedtaget med overvældende flertal. Kun Enhedslisten stemte imod, fire medlemmer af Venstre undlod at stemme – alle andre stemte for. I klubhuse over hele landet blev beboere smidt ud med timers varsel.

Enkelte steder var det ikke nok at efterlade ejendommene tomme. Den 13. januar 1997 tager Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen og indenrigsminister Birte Weiss til Polensgade, hvor en af Hells Angels' tidligere ejendomme skal jævnes med jorden under stort presseopbud. Bevæbnet med en hammer påbegynder overborgmesteren personligt nedrivningen, og talrige beboere følger hans eksempel.

»Lad bulldozerne tale,« sagde Kramer Mikkelsen, for hvem aktionen var af national betydning: »Det her er en nedrivning, der betyder noget for borgerne, og det har symbolsk betydning for hele landet. (…) det viser, at vi tager problemerne alvorligt og er ligeglad med prisen.« (B.T., 14.1.97).

En af de oprindelige initiativtagere til beboernes krav om at få Hells Angels flyttet fra kvarteret, Linda Lycik tog afstand fra optrinnet: »Selvfølgelig er jeg glad for, at rockerne er væk, så familie og venner ikke længere er i fare. Men jeg tager afstand fra nedrivningen, og at beboerne står og hamrer løs på huset. Det er synd for rockerne, der er et jaget folkefærd. Jeg kan godt se, at det er deres egen skyld, men de er jo ikke ringere som mennesker end andre. De har bare nogle andre synspunkter.«

En anden nabo, freelanceskribent på Ekstra Bladet, Erik Andersen så anderledes optimistisk på det: »Kommunen åbnede pengekassen, så rædselsmonumentet kan rives ned. Nedrivningen viser, at det nytter, hvis borgerne står sammen – vi bliver hørt og får indflydelse på udviklingen.«

Sådan endte »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme« som en sejr, ikke bare for statsministeren, justitsministeren og Socialdemokratiet, men for nationen og folket – soldaterne vandt, og røverne tabte, de gode lo, og de onde græd som fortjent.

»Lad os nu ikke rode os ind i alle mulige juridiske finesser og petitesser,« sagde statsministeren. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.

Kollektiv afstraffelse af en subkultur?

Vi har forsøgt at tegne et billede af nogle af de mange brikker, der udgør det store puslespil omkring bikermiljøet i Danmark i almindelighed, og den del af det, hvis konfrontationer med politiet er tiltaget voldsomt de seneste ti år, i særdeleshed. Hensigten har været at give et bredere fundament for at kunne vurdere den udvikling, der foreløbig er kulmineret i en særlov specifikt vendt mod en hel subkultur.

Inden for miljøet skelner man selv mellem bikere og rockere, en sondring, som ikke mindst Jønke har slået til lyd for i 80erne og 90erne. I Dansk Politi kommenterer Flemming Olsen og Jens Friborg Pedersen fra Roskilde Politiforening denne skelnen: »Det er muligt, at Jønke i en vis grad har ret, for det er også vores opfattelse, at Hells Angels og deres støttegrupper de senere år har udviklet sig, men det er vores opfattelse, at HA's organisation minder mere om en mafialignende organisation end en samling af motorcykelinteresserede.« (15.11.95).

Det var, før krigen for alvor blussede op mellem Hells Angels og Bandidos, og det var, før chefkriminalinspektør Per Larsen til Information afviste al snak om en mafia.

Det står naturligvis fast, at mange medlemmer af både Hells Angels, Bandidos og andre klubber er blevet dømt i et stort antal sager om vold og drab. Men spørgsmålet er, om en klub bør dømmes kriminel, hvis et eller flere af dens medlemmer er blevet dømt for kriminelle handlinger. I bekræftende fald er der tale om kollektiv afstraffelse, som for så vidt kunne falde tilbage på politiet selv, mener Hells Angels' præsident, Christian Middelboe: »De [politiet] har jo også folk, der begår kriminalitet, men det betyder jo ikke, at hele politiet er korrupt.« (Politiken, 4.6.93).

Sagen er den, at dele af politiet, ikke mindst den specielle Bravo-gruppe, er ramt af i tusindvis af klagesager over deres fremfærd mod bikere i det hele taget, og at efterforskningen ikke altid forløber lige efter bogen, som f.eks. da det kom frem, at PET havde tilbageholdt 300 siders afgørende materiale i forbindelse med sagen om drabet i Kastrup Lufthavn, ikke alene over for de tiltalte og deres forsvarere, men også over for anklagemyndigheden og kriminalpolitiet. Heroverfor står altså talrige medlemmer af motorcykelklubber med utallige domme om grov kriminalitet, vold og drab bag sig – men det er selvsagt ingen undskyldning for at indskrænke retssikkerheden for dem eller bikermiljøet som sådan.

Alle er lige for loven, det gælder både betjenten og bikeren, ministeren og morderen, og alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Sådan var det i hvert fald i princippet – indtil »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«.

Kriminalisering eller afkriminalisering?

Langt hovedparten af den kriminalitet, som mennesker i bikermiljøet har dom for, har at gøre med forhold, der er specifikt relateret til subkulturens særlige normer og livsstil, understreger Joi Bay: »Når bikere er involveret i kriminalitet, så er det især kriminalitet, som er tæt forbundet med deres subkultur. Det gælder således kriminalitet i forbindelse med deres motorcykler (ulovlige modificeringer, forfalskninger af papirer eller stelnumre, snyd med told og afgifter m.v.). Det gælder også volden og drabene, som er knyttet til subkulturens æresbegreber og symbolske territorier.« (Lov & Ret, august 1992). Og det gælder besiddelse og salg af hash og amfetamin, som ikke blot blandt bikere, men i mange andre subkulturer regnes for at være på linie med alkohol – i skarp modsætning til heroin.

Men er det en undskyldning? Juridisk set må man naturligvis svare klart nej. Spørgsmålet er dog stadig væk, om man i hvert eneste tilfælde virkelig løser konflikterne på den mest hensigtsmæssige måde ved stress-strategier og særlove, eller om det ikke også sine steder er loven, der skaber konflikten. En meget mere liberal lovgivning i forhold til ombygninger af motorcykler havde fjernet ét konfliktpunkt, og en lovliggørelse af f.eks. handlen med hash ville rask væk afkriminalisere et rusmiddel, som store dele af den danske befolkning, om man kan lide det eller ej, helt åbenlyst har et vist forbrug af, og som det aldrig er lykkedes at påvise, skulle føre til trang til, endsige afhængighed af hårde stoffer som f.eks. heroin. Og endelig ville handlen for så vidt kunne foregå i almindelige butikker – kun vanetænkning eller urationaliserbar moral forhindrer dette.

Om volden og drabene i miljøet må man konstatere, at der hovedsagelig er tale om opgør, der efter alt at dømme baserer sig på den interne status klubberne imellem. Der er ikke tale om forfulgte »uskyldige motorcykelentusiaster«, men der er tale om mennesker i stærkt sammentømrede klubber, for hvem en usædvanlig høj grad af frihed, respekt og ære er så altafgørende, at man tilsvarende vil forsvare disse værdier med usædvanlig stærke midler, endog risikere livet for sig selv og andre.

Og under sådanne forhold er friheden og respekten utvivlsomt langt større end i det omkringliggende samfund, men det samme er afsondretheden og risikoen. Det kan være svært for udenforstående at forstå det afgørende i, hvilke farver der sidder på ens rygmærke, hvordan man kører på motorcykel, og om man vil støtte sine »brødre« i et og alt – også med våben – og det kan være næsten umuligt at forstå, at nogen vil betale så høj en pris som at risikere livet for det.

Men sådan er det. Om så vi forarges eller chokeres – det ændrer ikke noget. Er dét en undskyldning? Igen, juridisk set må vi svare klart nej. Men det er en forklaring.

Justitsministeriet stævnes for grundlovsbrud

Hells Angels, Bandidos og alle de andre klubber er her stadig væk, og vi er nødt til at se i øjnene, at intet tyder på, at de forsvinder. Heller ikke særloven har fjernet dem, lige så lidt som den har stoppet den verserende krig. Men den har gjort modsætningsforholdet mellem samfundet og klubberne større.

Før lovens vedtagelse udtalte Bandidos' præsident, Jim Tinndahn til B.T.: »Sådan nogle som os, der er medlem af Bandidos og Hells Angels vil altid eksistere. Vi er her, og vi forsvinder ikke bare, fordi man presser os på alle mulige måder. Tværtimod. Jo mere chikane, myndighederne retter mod den enkelte, jo tættere knytter de os sammen, fordi vi er stærkere i flok. Det gælder alle minoriteter i Danmark. Vi bliver alle udsat for hårdt tryk oppefra, men personligt hader jeg ikke systemet. Endnu.« (24.7.96).

Indtil videre har klubbernes eneste modtræk mod systemet været at gå rettens vej. Den 14. januar 1997 stævnede medlem af Hells Angels, Leif Adler Pehrson Justitsministeriet for overtrædelse af Grundlovens § 72 (boligens ukrænkelighed), § 74 (erhvervsfrihed), § 78 (foreningsfrihed) og § 79 (forsamlingsfrihed). Den sag kan køre i årevis.

Til Faklen udtaler Jønke: »Vi forventer naturligvis, at vi får medhold i vores erstatningssager og sagen mod staten om grundlovsbrud. For hvis vi ikke gør det, så tror jeg, at det ender galt for det her samfund.«

Måske myndighederne skulle overveje at lægge kursen om.

Men hvad kan de stille op? Ja, politiet må selvsagt efterforske enhver form for kriminalitet, begået af hvem som helst, og de, der bliver fundet skyldige, straffes; en gerningsmand må straffes for vold, hvis vold er, hvad han beviseligt har begået, og intet andet, lige så lidt som nogen kan straffes for at være ven eller kollega med vedkommende.

Mangel på beviser i sager med nok så mange »rygter« hjemler ikke, at myndighederne slækker på retssikkerheden. Hvis et menneske ikke kan dømmes skyldig af en domstol, så er det i det pågældende tilfælde juridisk set uskyldigt, uanset om vedkommende er tidligere straffet i anden sammenhæng. Længere er den ikke – men der kan være grund til at erindre om det.

Særlove og stress-strategier er ikke alene retsligt set aldeles uacceptable, de er er tillige konfliktskabende, og de løser under ingen omstændigheder den verserende krig i miljøet. Konfrontationen mellem klubberne og det øvrige samfund må omvendt minimaliseres, f.eks. ved at afkriminalisere besiddelse og salg af hash og liberalisere loven om ombygning af motorcykler.

Sideløbende hermed må myndigheder eller andre reelt forsøge at mægle mellem de stridende parter og ad den vej søge at nå til en standsning af den krig, som bikermiljøet måske trods alt ikke bærer hele ansvaret for brød ud. Om så det er lige så umuligt som at forlige Israels jøder og palæstinensere, så er forsøget lige så nødvendigt.

Det er i hele bikermiljøets interesse at få bragt særlove og stress-strategier til ophør, det er i politiets interesse at mindske konfrontationen med bikerne, og det er i samfundets interesse at få standset krigen.

Det er i alles interesse at leve i et retssamfund.

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen