Vi har hverken en Mussolini, en Stalin eller en Hitler i Danmark. Men vi lider ikke desto mindre den dag i dag under dem alle tre. Vi lider under dem, fordi de har flyttet grænserne for, hvor megen grusomhed totalitær tankegang er i stand til at præstere, til noget så ekstremt, at intet menneske fra noget tidligere århundrede kunne have forestillet sig det muligt. Intet mareridt og ingen dystopi kunne nogen sinde have foregrebet omfanget og karakteren af Hitlers og Stalins propaganda, undertrykkelse og folkedrab.

Flere generationer er således nærmest blevet vænnet til, at folkedrab på millioner og atter millioner er den uacceptable umenneskeligheds ansigt – hvorfor »accepten« af det »blot« umenneskelige for så vidt tilsvarende er blevet udvidet. Derfor bliver psykisk tortur, internering af uskyldige asylsøgere, isolationsfængsling af mistænkte på ubestemt tid, politivold, totalitær lovgivning og eklatant magtmisbrug let til »det mindst ringe«. Takket være Hitler og hans ligesindede er den ekstremt centralistiske magtkoncentration, løgnagtig propaganda og almindelig politisk svindel og bedrag blevet acceptable dyder, der glider i ét med systemet, når blot etiketterne og titlerne afviger tilstrækkelig fra de kendte nazistiske og stalinistiske skræmmebilleder. Så længe det ikke går ud over én selv, er der ikke nogen grund til at gøre videre vrøvl – historien synes jo at vise, at det kun kan blive værre.

Problemet er desværre, at vi derfor aldrig for alvor har fået gjort op med hverken Stalin eller Hitler. Vi har fjernet kræftknuderne, men ikke metastaserne, de er uanseelige, men stadig væk afgørende og faretruende immanente dele af samtidens politiske legeme. Derfor kan vi da heller aldrig nogen sinde sige fra for tidligt.

Vi har kastet lys over 100 skræmmende episoder fra et års Danmarkshistorie. Men måske er vi alligevel sent ude.

100 eksempler på foruroligende samfundstendenser, ja, tit og ofte mere end foruroligende tendenser – faretruende karakteristika. 100 skridt nærmere fascismen.

Intet tyder – indlysende nok, desværre – på, at det standser her, den 31. august 1997, hvor vi har sat foreløbigt punktum. På internettet vil vi derfor fortsat følge Danmarks totalitære tendenser, skridt for skridt. Den 10. hver måned udkommer således Faklens nyhedskommentar på adressen www.faklen.dk, der ajourfører højredrejningens seneste landvindinger.

Spørgsmålet er nemlig ikke længere blot gisningens »hvad bliver det næste?« – dertil er i sig selv det nuværende alt for alarmerende. Spørgsmålet er, om ikke parallellerne mellem den aktuelle samfundsudvikling og optakten til århundredets tidligere fascistiske tiltag nærmer sig det ubehageligt nærliggende?

Nok har vi naturligvis ikke i dag politiske partier med tilknyttede paramilitære korps som de italienske fascisters Squadre d’Azione eller nazisternes Sturmabteilungen, der forfulgte, terroriserede og henrettede politiske modstandere. Vi har ikke den stålsatte politistat, der med rigsdagsbranden som påskud indførtes i Tyskland i 1933, og som suspenderede ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og gav politiet ret til at fængsle uden domstolskendelse, alene på mistanken. Den danske statsideologi indeholder ikke nogen racelære, og vi har ikke som Tyskland i 1935 indført de såkaldte Nürnberger Gesetze, der bl.a. fratog jøderne statsborgerlige rettigheder, forbød blandede ægteskaber og kriminaliserede seksuelle forhold jøder og tyskere imellem, og som dannede det retlige grundlag for jødeforfølgelserne. Danmark begiver sig derfor heller ikke af med at internere jøder og kommunister i koncentrationslejre, vi har heller ikke noget antisemitisk organ som Julius Streichers berygtede Der Stürmer, og magthaverne har hverken formuleret noget eutanasiprogram eller nogen holocaustisk Endlösung. Og endelig abonnerer danske politikere næppe heller på Hitlers strategi (efter det mislykkede München-kup i 1923), ifølge hvilken planen var at erobre magten med helt legale midler, kun for siden hen at indføre diktaturstaten.

Hvis det nemlig alt sammen var tilfældet, var det selvfølgelig også alt, alt for sent at stille noget op. Snart ville ingen kunne læse nærværende artikel, Faklen ville være forbudt, og du og vi formentlig interneret eller skudt.

Men som vi har set, skal vi alligevel ikke grave så forfærdelig mange spadestik i den danske demokratiske muld, før det bliver åbenlyst, at tendenser i den fascistiske og nazistiske tankegang såvel som afgørende karakteristika ved racismens retorik og myndighedernes lovgivning ikke står i diametral modsætning til forholdene i 1990ernes Danmark …!

Politivold og psykisk tortur

For det første har det danske politikorps’ metoder og beføjelser tydelige totalitære kendetegn, selv om de måske ikke er så umiddelbart iøjnefaldende som fysisk tortur og skudsalver mod politiske aktivister – i hvert fald hører den 18. maj 1993, hvor dansk politi åbnede ild mod demonstranter på Nørrebro, fortsat til undtagelserne. Som regel er fremgangsmåden selvfølgelig meget mere tilbageholdende end den, der kendetegnede fascismens og nazismens paramilitære korps.

Dansk politi benytter sig f.eks. i udstrakt grad af politihunde snarere end knipler, både ved anholdelser og såkaldte gaderydninger under f.eks. strejker og demonstrationer. Det ser trods alt mindre tilsigtet ud, når politiske aktivister bliver skambidt af aggressive schæferhunde, som enhver jo kan se, at politiet har lidt vanskeligt ved at styre, end når hævede knipler hagler ned over demonstranter – men det er selvfølgelig ikke mindre brutalt at blive skamferet af en hund, der bider mere eller mindre i flæng, og hvis kindtænder udøver et tryk på seks tons.

Egentlig fysisk tortur er vi foruden, men mange får så til gengæld regulære tærsk af politiet, også i håndjern, og både under og efter anholdelser, hvad da vist heller ikke mange i fuldt alvor længere vil benægte. Ikke mindst immigranter får ofte en meget brutal behandling (se f.eks. artiklen »Dagens Danmark«, Faklen nr. 1). Endvidere anvendes psykisk tortur ligefrem som helt og aldeles fast praksis, derved at man isolationsfængsler ikke »bare« dømte kriminelle, men også asylsøgere uden identifikation såvel som almindelige mistænkte. Isolationsfængslingen sker på ubestemt tid, og at sidde isoleret i månedsvis hører langtfra til sjældenhederne – der er rent faktisk fuldstændig uskyldige mennesker, der sidder i isolationsfængsel i årevis. Mistænkte. Til tider fordi de søger asyl, til tider fordi politiet har fået et anonymt tip. Det kunne ske for dig i morgen.

Alt dette udspiller sig – mere eller mindre – inden for rammerne af almindelig dansk lovgivning; en nødforordning, som Tyskland indførte i 1933 som politistatens formelle grundlag – »Verordnung des Reichspräsidenten zum Schutze von Volk und Staat« – er slet ikke nødvendig, og det gør i virkeligheden glidebanen fra retsstaten til politistaten endnu farligere i dag, fordi den tilsyneladende ikke har nogen spektakulære forfatningsindgreb nødig og derfor kan foregå så meget desto mere upåagtet. Politivold og psykisk tortur – og det skønt Danmark formelt hverken er besat, i krig eller i undtagelsestilstand!

Oven i hatten har vi så en særlig afart af fænomenet særlove, f.eks. »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, officielt »blot« vendt mod Hells Angels og Bandidos.

Næste skridt, et decideret forbud mod rockere, har været planlagt siden vinteren 1996. I januar proklamerer justitsminister Frank Jensen, at han undersøger muligheden for at forbyde både rockerne og nazisterne. Senere kommer Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti, på banen med forslag om at forbyde rockerne, nazisterne og de autonome. I juni foreslår Berlingske Tidende i en leder at forbyde rockerne, nazisterne, de autonome og trotskisterne. Ét skridt ad gangen …

Indtil videre er det blevet ved forbudet mod ophold i bestemte ejendomme.

Ligesom Tysklands nødforordning fra 1933 er også denne særlov fra 1996 formelt vedtaget »zum Schutze von Volk und Staat«. Ligesom Tysklands nødforordning fra 1933 afspores retssikkerheden i særloven fra 1996, derved at politiet kan gå uden om domstolene og bl.a. eliminere forsamlingsfriheden for en særlig gruppe mennesker; i dag, hvis de er impliceret i opgøret mellem Bandidos og Hells Angels. Ligesom Tysklands nødforordning fra 1933 kan politiet med hjemmel i særloven fra 1996 tage fundamentale retsgarantier fra personer, der endog blot efter politiets skøn har eller mistænkes som havende tilhørsforhold til grupper, uønsket af myndighederne – i 1933 præsenteres nødforordningen til kabinettets glæde som rettet mod kommunisterne, i 1996 præsenteres særloven til Folketingets glæde som rettet mod »rockere« eller »rockerrelaterede« personer.

Ligesom i 30ernes Tyskland, hvor Marinus van der Lubbe blev pågrebet for rigsdagsbranden og løgnagtigt tilskrevet et kommunistisk komplot, kan myndigheder også i 90ernes Danmark lyve ganske uden konsekvenser. Da Rigspolitiet i 1995 med det formål for øje at få øgede midler og flere beføjelser således afleverede en rapport om vold begået af medlemmer af Hells Angels til Folketingets retsudvalg, havde man bevidst ladet den slutte med udgangen af 1989, fordi 1989-1995 havde været uden et tilstrækkeligt antal graverende episoder. Af rapporten fremgik det endvidere, at medlemmer af Hells Angels havde 17 domme for vold med døden til følge og 9 domme for voldtægt. Det var løgn. Journalisterne Søren Brun og Erik Glyngfeldt gik tallene efter i sømmene og konstaterede, at de korrekte tal var henholdsvis 2 og 0.

Ikke desto mindre er danske særlove fra 1996, hvad enten de rettes mod medlemmer af uønskede motorcykelklubber eller mod politisk kontroversielle Tvind-lærere, selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis så omfattende som Tysklands nødforordning fra 1933 – men vi kommer ikke uden om, at tendensen er den samme.

Indvandrerhetz og internering

I foråret 1933 oprettede NSDAP de første kz-lejre. Politiet og SA, der fungerede som »hjælpepoliti«, forestod denne private, men legitime internering, foretaget på grundlag af mistanke. Den 15. september 1935 vedtoges på Reichsparteitag der Freiheit i Nürnberg det retlige grundlag for jødeforfølgelserne, Die Nürnberger Gesetze, som definerede jøderne ud fra afstamning, ikke tro eller overbevisning. Hensigten var at »tilskynde« jøderne til at emigrere ved at fratage dem deres borgerlige rettigheder – den endelige udryddelse var endnu ikke myndighedernes officielle politik.

I 90ernes Danmark er der ikke nogen love funderet på en antisemitisk racelære. Det er ikke forbudt danskere at gifte sig med jøder, og jøderne har ikke fået frataget deres borgerlige rettigheder. I 90ernes Danmark er det fortrinsvis muslimerne, der lider under voksende hetz, men snart sagt alle indvandrere og flygtninge, ikke mindst fra Mellemøsten, Asien og Afrika, mistænkeliggøres og kriminaliseres af myndighederne og store dele af pressen i almindelighed og Ekstra Bladet i særdeleshed.

Asylsøgere, der ankommer til landet, modtages f.eks. af Lufthavnspolitiet i Kastrup, hvor mørklødede kontrolleres med en omhu, der ikke er andre til del – mest om torsdagen, som politiet har døbt »Store Negerdag« (ifølge Nils Meilvang, B.T., citeret i Årets pressefoto 1995/96, s. 36). Når en asylsøger har sat foden på dansk jord, behandles han ofte øjeblikkeligt som en kriminel. Kønsbehåring checkes for at konstatere, om vedkommendes reelle alder svarer til den officielle. De, der ikke kan bevise deres identitet, fængsles direkte på ubestemt tid. Over de sidste seks år drejer det sig om ikke færre end 16.000 mennesker, der har stiftet bekendtskab med det danske retssystem på denne facon – i direkte modstrid med opfordringerne fra FN.

Gifter en dansker sig med en udlænding, risikerer begge at blive en sag for politiet. Omvendt retsbevidsthed indtræder, derved at de skal bevise deres uskyld, dvs. at ægteskabet ikke er pro forma, og at danskerens indtægt er stor nok til også at kunne forsørge ægtefællen. Udlændingestyrelsen har på foranledning af indenrigsminister Birte Weiss endvidere varslet omfattende »samlivskontrol«. Mens den ofte meget lange sagsbehandling står på, er udlændingene »ikke-eksisterende« personer i Danmark, hvorfor tilflyttede børn f.eks. ikke må gå i skole.

Den danske lovgivning ligestiller i det hele taget ingenlunde flygtninge og indvandrere med danske statsborgere. Danskere risikerer nemlig ikke samme sanktioner fra myndighedernes side, hvis de bryder loven; flygtninge kan tværtimod i stigende grad deporteres og risikerer derved i sidste ende at havne i det land, som de er flygtet fra, hvor fængsel, tortur og død kan vente dem. Danmarks »humane« lovgivning slipper således langt strengere straffe ind ad bagdøren uden selv at behøve at eksekvere dem!

Men kriminelle forhold behøver heller ikke være til stede, før asylsøgere efter en årelang sagsbehandling – i mange tilfælde i helt op til otte år! – sendes »hjem« til det land, de er flygtet fra, eller andre »sikre« lande; der er ofte eksempler på, at asylsøgere fængsles på stedet, efter Danmark har udvist dem. De allerflestes skæbner fortoner sig naturligvis i det uvisse, og Danmarks ansvar fortoner sig lige så behændigt. Ude af syne, ude af sind.

Psykolog Jørn Nielsen har i en kronik i Politiken, 23.8.96, beskrevet, hvorledes asylsøgere behandles i de interneringslejre, hvor de ofte i en lang årrække spærres inde under sagsbehandlingen – hvis de altså ikke havner i ordinære fængsler. På baggrund af flere hundrede psykologiske samtaler på forskellige asylcentre i Danmark beretter Nielsen om psykisk nedbrudte eksistenser, familier, der er splittet efter i årevis at have levet i komplet uvished om deres fremtid, uden mulighed for at søge arbejde eller påbegynde en uddannelse og uden almindelig skolegang for børnene – eneste afveksling er fritidstilbud, som han uden videre må karakterisere som »pseudoaktiviteter«. Kan vi overhovedet forestille os, hvilken »usikkerhed, resignation, mistro, depression og afmagt« en årelang, passiv ventetid medfører, spørger Nielsen.

»De bor oftest tre til fem personer på 14-16 kvm eller på størrelse med et almindeligt dansk soveværelse. Ikke usædvanligt bor forældre med selv store børn i et rum, der ikke overstiger en almindelig dansk stue. I tre til fire eller fem år.«

Og som om alt dette ikke var nok, lancerer store borgerlige aviser, der hævder at stå vagt om retssikkerheden, forslag om særlige interneringslejre til kriminelle og oprørske såkaldte 2. og 3. generationsindvandrere, hvis oprørskhed i sidste ende måske er det eneste befriende tegn på, at de ikke er fuldstændig knækket endnu, trods et helt liv, hvor decideret racistisk hetz er deres mest tilbagevendende erfaring med det danske samfund. »Deportation« og »lejre« er »løsningsmodeller«, som lederskribenter, borgerlige politikere fra Socialdemokratiet, Venstre og den endnu mere ekstreme højrefløj flittigt slår til lyd for, mens Ekstra Bladet, der altid er et hestehoved foran, direkte sammenligner indvandringen med tyskernes besættelse af Danmark! Mere absurd propaganda skal man lykkeligvis endnu lede længe efter.

De danske interneringslejre tåler ikke sammenligning med de første kz-lejre i Tyskland i 1933, men mindre kan også gøre det, og at disse såvel som den generelle behandling af indvandrere og flygtninge ikke desto mindre er udtryk for en såre inhuman og fascistisk tankegang, skal man være ualmindelig ufølsom for at overse.

Selv om vi heller ikke har en lovgivning, der er slet så ekstrem som nazisternes Nürnberger Gesetze, har vores indvandrerpolitik akkurat samme hensigt: At forhindre mennesker af uønsket etnisk herkomst i at bosætte sig i landet og at tilskynde andre, der allerede er kommet indenfor, til skyndsomt at emigrere. Myndighedernes officielle undskyldning er ikke frygten for raceblanding, men for dårlig økonomi, endskønt det aldrig er blevet påvist, at flygtninge eller indvandrere forringer dansk økonomi. På det seneste er det imidlertid nok så meget indvandrernes manglende vilje eller evne til at opføre sig »dansk«, der legitimerer hetzen – skønt »udansk opførsel« i den nuværende situation for en nøgtern, human betragtning nærmest må siges at være en kompliment!

Skridt for skridt går den regelrette racisme fremad – danskeren besidder ifølge denne en i særlig fortjenstfuld grad civiliseret karakter, som det for ikke-danskeren bare er om at tilegne sig, ellers …

Skridt for skridt intensiverer Ekstra Bladet, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti deres indvandrerhad og flytter dermed hegnspælene for, hvad de »respektable« aviser og partier kan tillade sig; disse vægrer sig med en nydelig afstandstagen til ekstremisterne, men følger snart logrende efter – en større og større grad af racisme bliver til stadighed mere og mere stueren.

Skridt for skridt tilvænnes befolkningen en indstilling til indvandrerne, der så småt nærmer sig tyskernes indstilling til jøderne.

Ingen dansk regering i efterkrigstiden har ført en mere indvandrerfjendsk politik end den nuværende socialdemokratisk ledede. Den Danske Forening overvejer at nedlægge sig selv i bar sejrsrus.

Det lover godt for den næste regering, der – måske med Venstre og Det Konservative Folkeparti i spidsen – naturligvis bliver endnu mere højreorienteret end den nuværende; også de vil flytte hegnspælene et betragteligt stykke til højre, men aldrig nogen sinde har en kommende højreorienteret regering kunnet overtage tøjlerne fra en lige så højreorienteret regering som den nuværende.

Man tør roligt sige, at Socialdemokratiet har lagt i kakkelovnen til fremtidens indvandrerpolitik …

Parlamentarisme og fascisme

Det turde efterhånden være indlysende, at tendenser i Danmark bevæger sig faretruende nær regulær fascisme. Det såkaldte repræsentative demokrati, der naturligvis strengt taget hverken er repræsentativt eller demokratisk, er i sig selv ingen hindring herfor – det viser fortiden, og det viser nutiden. Mussolini definerede i 1938 fascismens mål som »organiseret, centraliseret, autoritært demokrati«.

Han havde selvsagt ikke den danske parlamentarisme i tankerne, men den danske parlamentarisme modsiger ham ikke nødvendigvis.

Jussi Merklin kunne som tidligere embedsmand i centraladministrationen kigge myndighederne over skuldrene bag de lukkede døre og har siden afsløret censur, nepotisme og registermisbrug som almindelig praksis. Hans analyse af magtforholdene og beslutningsprocesserne munder ud i en mindre optimistisk konklusion, end selv Faklen har leveret: »Dagens fascister ses ikke med sorte skjorter, men ofte med hvide. De behøver ikke besætte landet, for ingen hindrer dem jo i at udøve magten. Og når de ikke har foranstaltet en rigsdagsbrand for at få bugt med den organiserede modstand, så er det sandsynligvis, fordi de ikke møder nogen organiseret modstand. Når de ikke møder nogen organiseret modstand, skyldes det uden tvivl, at de ikke skilter med deres fascisme og ikke kalder sig fascister. De har ingen armbind, ingen hagekorsbannere, ingen stormtropper og ingen massemøder.« Og: »Den danske stat er allerede blevet en magtstat, hvor beslutninger træffes efter fører-princippet inden for et system af kinesiske æsker eller hierarkier. Og takket være en aktiv indsats fra de styrendes side udvikler samfundet sig for tiden hastigt i totalitær retning.« (Demokratiet undergraves oppefra, hhv. s. 47 og 163).

Sagt af et menneske med ti års erfaring fra Indenrigsministeriet og Finansministeriet. Han blev udrenset (se interviewet i Faklen nr. 3).

Fascismen er kendetegnet bl.a. ved totalitarisme, nationalisme, centralisme, censur og – om ikke altid – racisme. Som vi har set, scorer det danske samfund inden for en række af disse kategorier temmelig højt. Selv når vi går til konkreterne som myndighedernes behandling af mistænkte, immigranter og politiske aktivister, lukketheden omkring lovgivningsarbejdet, politiets og efterretningstjenesternes metoder og beføjelser, grundlovsoverskridelserne og krænkelserne af menneskerettighederne osv., tåler samtidens Danmark sammenligning med begyndende fascistiske og nazistiske tiltag.

Mindre ekstremt kan det simpelt hen ikke udtrykkes, for sådan er det.

At Faklen alligevel møder så stor modstand, når vi karakteriserer tendenser i samtiden som fascistiske, skyldes ikke mindst den udbredte misopfattelse af en nærmest naturgiven antifascistisk danskhed.

Hvis fascismen virkelig manifesterede sig i landet, skulle vi nok vide af at bekæmpe den med alle midler, synes at være indstillingen blandt store dele af befolkningen såvel som magthaverne. Historien viser desværre, at det forholder sig omvendt.

Under besættelsen var modstandsbevægelsen i lang tid overordentlig forhadt.

Et karakteristisk eksempel på indstillingen til frihedskæmperne leverede daværende folketingsmedlem Frede Nielsen fra Socialdemokratiet, der så sent som i 1943 i et socialdemokratisk blad tog skarpt afstand fra sabotørerne: »Det er landsforræderiske handlinger, der øves af disse overophedede unge mennesker i denne tid mod danske virksomheder og danske arbejdere. De ved, at de begår forbrydelser, som under almindelige forhold ville blive straffet hårdt, og de lader sig af uansvarlige opviglere hidse op til at overse risikoen for dem selv og de danske arbejdere, som er beskæftiget i de til sabotage udsete virksomheder. Faren for deres medborgere og for deres land har de i deres stupide og lømmelagtige fejghed ingen tanke for eller begreb om. Deres fejghed viser sig i deres lumske natlige færd, iført formummende dragter og med masker for ansigtet. Var de helte, der turde tale og stride for en tanke eller en idé, som de troede på, ville de ‘fægte med åben pande, for hvad de for alvor tror’. Men det er fejglinge og skadedyr, som falder deres land i ryggen, medens landet befinder sig i en farefuld situation. Disse usselrygge bør i det mindste indespærres på livstid. De er farligere end sindssyge. Disse gør dog i reglen ikke forsætlig fortræd. Sabotørerne er forsætligt samfundsfarlige individer, som samfundets lovlydige borgere må værne sig imod med alle til rådighed stående midler.« (Sønderjyden, 2.4.43).

Danske politikere, dansk politi og dansk presse reagerede som bekendt ikke just mod den nazistiske besættelsesmagt ved omgående og konsekvent at opfordre til folkeoprør og modstand. Og kun nogle ganske få tog aktivt del i kampen – de første år stort set udelukkende kommunister.

Den berømte og berygtede kommunistiske forsvarsadvokat Carl Madsen erindrer her, hvor villige myndigheder og presse var til at assimileres af besættelsesmagten – han nærede heller ingen illusioner om, at mentaliteten for så vidt havde forandret sig: »Den, der med vågne sanser har oplevet sommeren og efteråret 1941, har også måttet sande den onde lære, at dette borgerskab, dette politi, pressen, administrationen, lovgivningsmagten og alt, hvad dertil hører, var og er latent fascistisk. Beredskabet til at reagere fascistisk ligger tæt under den demokratiske overflade.« (Proces mod politiet, s. 14).

Det skal han vel mene som kommunist, kunne nogle måske fristes til at indvende, men i en vis udstrækning er vi i hvert fald afskåret fra at tilbagevise ham med henvisning til historien.

Dengang og nu

En af de farligste skrøner er den, at den almindelige nazist i 20ernes, 30ernes og 40ernes Tyskland var en sindssyg psykopat, hvis eneste følelser var had og aggressivitet. Farlig, fordi det er den myte, der så ubesværet frikender de fascistiske tendenser i dag, eftersom offentligheden kun præsenteres for den lillebitte håndfuld erklærede fascister, der udgør i omegnen af 0,001% af befolkningen.

Disse er unægtelig farlige for dem, der møder dem i flok, og sådanne gør klogt i at bekæmpe dem med deres egne midler; men de har ikke – og kommer næppe nogen sinde til at få – skyggen af afgørende politisk indflydelse i Danmark, det siger sig selv. Kun den imbecile fascist går i strækmarch med hagekors i 1997, den begavede afslører sig ikke for alvor som virkelig rabiat, før han kommer til magten – og han kunne aldrig drømme om at skilte med sin sympati for Hitler, endsige nationalsocialismen, dét har han dog lært af historien. Sandsynligheden for, at han endog ser sig selv i et modsætningsforhold til nazismen, er betragtelig, netop fordi også han abonnerer på skrønen om, at nazisterne kom fra lukkede anstalter – selv er han nemlig både almindelig, moralsk og som regel ligevægtig og har almindelige, moralske og ligevægtige racistiske, totalitære og nationalistiske sympatier. Ganske som i hundredtusindvis af andre almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker har det, når magthaverne, systemet og pressen har tilvejebragt de rette vækstbetingelser for disse.

Men det var selvfølgelig også almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker, der stemte på Hitler, og ti år senere var det almindelige, moralske og som regel ligevægtige mennesker, der gennemførte holocaust. Det hed som bekendt heller ikke: »Chaos muß sein«, men »Ordnung muß sein«. Havde alle nazisterne dog bare kunnet diagnosticeres som sindssyge psykopater, havde de for det første været uendelig meget lettere at bekæmpe, og for det andet havde Hitler ikke fået over 0,33% af stemmerne i 1933. Men han fik 33%.

Sociologen Zygmunt Bauman skriver om forskningen i nazismens tilslutning: »Det stod pludselig klart, at den mest forfærdende ondskab, menneskeheden kunne frembringe, ikke skyldtes ordenens sammenbrud, men netop dens upåklagelige og uantastelige opretholdelse. Denne ondskab skyldtes ikke en højrøstet og uregerlig menneskemængde, men derimod lydige og disciplinerede mænd i uniformer, som fulgte reglernes ånd og bogstav til punkt og prikke. Det stod snart klart, at disse mænd – så snart de tog deres uniformer af – på ingen måde var onde. De opførte sig nogenlunde som alle vi andre. De holdt af deres koner, forkælede deres børn og hjalp og trøstede deres venner, når de havde problemer. Det virkede helt utroligt, at de samme mennesker, når de tog uniformen på, skød, gassede eller førte tilsyn med nedskydning og gasning af tusindvis af andre mennesker, herunder kvinder, som var andre mænds elskede hustruer, og småbørn, som var andre menneskers forkælede unger.« (Modernitet og holocaust, s. 191).

Den ekstreme grusomhed hører kun i allersjældneste tilfælde til et menneskes karakteristika, men i høj grad til forholdet mellem myndighed og underordning, dvs. »til vores normale, daglige magt- og lydighedsstruktur«, konkluderer Bauman. En struktur, som endvidere i kraft af massiv propaganda kan forvandle opfattelsen af et medmenneske, der tilfældigvis er jøde, til et depraveret dyr, det er i verdens interesse at udrydde.

Den amerikanske forfatter Dwight Macdonald advarede i 1945 om, at vi fremover måtte frygte den lovlydige mere end lovbryderen. Der turde være gode grunde til at forstå hvorfor.

Historikeren Daniel Goldhagen fastslår i Hitler’s Willing Executioners, at de implicerede i jødeudryddelserne demografisk og socialt mere eller mindre udgjorde et repræsentativt udsnit af den tyske befolkning i modsætning til implikationerne af den almindelige tyske sprogbrug, hvor man foretrækker at tale om holocaust udført »im deutschen Namen«, altså som et fremmedelement også for den daværende generelle tyske mentalitet. Goldhagen sandsynliggør endog, at de måske i millionvis af tyskere alt andet end uvilligt deltog i politibataljoners, arbejdslejres og dødsmarchers udryddelser, eftersom meget tyder på, at det rent faktisk ikke var forbundet med personlige risici at nægte at parere ordrer, hvor det drejede sig om massehenrettelser.

Selvfølgelig er personen Hitlers diktatoriske indflydelse vanskelig at overdrive for nazisternes succes og masseudryddelsernes endelige gennemførelse, men det var ikke Hitler, der skabte den ekstreme nationalisme og lige så ekstreme antisemitisme – den var allerede en integreret del af tidsånden i begyndelsen af århundredet. I sin store biografi om Hitler skriver Joachim C. Fest: »Han var i langt mindre grad tidens modsigelse, end han var dens spejlbillede; uophørligt støder man på sporene af denne identitet.« (Hitler, bd. 1, s. 17).

Den virkelige fare i Tyskland i 20erne og begyndelsen af 30erne kom ikke primært fra stormtroppernes hærgen, men fra tidsåndens generelle nationalisme og antisemitisme, som den nazistiske propaganda kunne tage under vingerne og systematisere i en konform massebevægelse, samt fra opbygningen af et bureaukratisk system af organisatoriske enheder, indbyrdes konkurrerende om kompetenceområder, men skræddersyet til, at de, der måtte føle behov derfor, kunne vaske deres hænder rene i paragraffer og reglementer og »bare« modtage ordrer og videregive ordrer – velvilligt eller ej – og netop frem for alt fra den gradvist øgede accept af, at visse befolkningsgrupper i bedste fald var uciviliserede undermennesker, i værste fald djævle, ukrudt eller lus.

Derfor kan stykket opføres igen. Og derfor bliver ouverturen opført igen. Slet ikke i samme omfang, bevares, og heller ikke på nøjagtig samme vis, men på afgørende punkter i samme stil.

Bauman går så vidt som til at understrege, at end ikke risikoen for holocaust er forsvundet: »For det første er det påvist, at de tankeprocesser, der efter deres egen indre logik kan føre til folkedrabslignende projekter, og de tekniske ressourcer, der tillader gennemførelsen af sådanne projekter, ikke blot er fuldt forenelige med den moderne civilisation, men ligefrem er betinget, skabt og frembragt af den. Holocaust undgik ikke bare på mystisk vis et sammenstød med modernitetens sociale normer og institutioner. Det var faktisk præcis disse normer og institutioner, som gjorde Holocaust mulig. Uden den moderne civilisation og dens centrale og grundlæggende frembringelser ville der ikke kunne tænkes noget Holocaust.« (Modernitet og holocaust, s. 117).

Men er det først, når vore medmennesker bliver læsset ind i krematorieovnene, at det er for galt? Skal vi virkelig vente på Der Führers reinkarnation og reformuleringen af Endlösung, før vi protesterer? Og selv om vi ved et mirakuløst lykketræf kunne bibeholde status quo, hvem andre end magthaverne og den kapital-elite, der profiterer heraf, kunne dog være tjent med det? Hvor megen magt skal centraliseres, hvor megen propaganda skal promoveres, hvor mange uskyldige skal isolationsfængsles, hvor mange asylsøgere interneres, hjemsendes og torteres, og hvor mange registreres, overvåges og tærskes af politiet – er tendenserne allerede ikke alt nok? Hvor slemt skal det egentlig være, før der er tilstrækkelig mange, der går sammen og koncentrerer sig om denne ene, akutte opgave indtrængende at sige fra over for hele kontingentet af fascistiske tendenser i tide?!

1996 kom og gik med denne vind i sejlene. 1997 går på hæld med denne vind i sejlene.

12 måneder og 100 skridt nærmere fascismen. Små skridt for nogle, syvmileskridt for den, der lider under dem. Hvem ved, hvor vi står i 1998 efter de næste 100? I 1999?

Vi kan selvfølgelig indædt forsøge at bilde os selv ind, at det hele er pure opspind, og hvis ikke det var så overvældende veldokumenteret, som tilfældet er, måtte vi da også pr. refleks blankt afvise det. Men hvem kan længere det? Ikke noget tænkende og følende menneske.

Vi kan måske fortie det, men vi kan ikke benægte det.

Vi kan måske fortrænge det, men hvor længe tør vi?

Rune Engelbreth Larsen