Slaveriet blev ophævet i Danmark i 1848 og forbudt i FNs menneskerettighedserklæring i 1948 – i år har disse begivenheder altså henholdsvis 150 og 50 års jubilæum. Fattige og fornedrende kår, hvor mennesket ufrivilligt træller for andre, har vi definitivt taget afsked med – i hvert fald formelt.

De Forenede Nationers Universal Declaration of Human Rights, der blev vedtaget på FNs generalforsamling den 10. december 1948, skulle sikre alle mennesker basale frihedsrettigheder såsom ytrings- og religionsfrihed, garantere en fair retssag, der fastholder princippet om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og forhindre al slags forskelsbehandling uanset »race, farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling« (artikel 2).

I overensstemmelse hermed indeholder menneskerettighedserklæringen en række artikler, som bl.a. forbyder slaveri og trældom: »Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt.« (Artikel 4).

Hvad der nøjagtig skal forstås ved slaveri og trældom, forklares imidlertid ikke, men det specificeres, at enhver har ret til »social tryghed« (artikel 22), ligesom enhver har ret til »frit valg af beskæftigelse, til retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed«. Endvidere har alle »uden forskel ret til lige løn for lige arbejde« og til »at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af sine interesser«. (Artikel 23, stk. 1, 2 og 4).

Men én ting er prisværdige erklæringer og gode intentioner; hvordan ser det ud i praksis i Danmark anno 1998? Er slaveri og trældom »under alle former« passé? Er den sociale tryghed tilstrækkelig til at sikre, at ingen hverken direkte eller indirekte bliver tvunget hertil? Kan alle i Danmark i dag frit vælge beskæftigelse og få lige løn for lige arbejde?

Over de følgende sider skal vi se, at vi er nødt til at svare nej til alle disse spørgsmål.

Den nuværende jobaktivering, som kommunerne benytter, ligner selvfølgelig ikke historiens værste former for slaveri, det er indlysende, men kan vi stadig væk skråsikkert hævde, at de former for ufrivillig »aktivering«, som gør eksistensgrundlaget absolut afhængigt af at udføre et hvilket som helst arbejde, ikke kommer i konflikt med menneskerettighedserklæringens krav om, at alle former for slaveri skal være forbudt?

Samtidig er der grund til at spørge, om den sociale tryghed for udsatte grupper i Danmark, hvor der ifølge FN lever 450.000 mennesker under fattigdomsgrænsen, er dykket til et niveau, som indirekte tvinger et stigende antal mennesker til generelt uacceptable arbejdsforhold, hvor lige løn for lige arbejde er en saga blot, og med tiden, ja, måske allerede i dag presser marginaliserede grupper til kriminalitet?

Hvor dramatisk og for danske forhold umiddelbart uvant dette scenario end måtte forekomme ved første øjekast, foregår der sideløbende med en stadig hyppigere anvendelse af tvangsarbejde en markant oprustning mod den »lille« berigelseskriminalitet i form af flere og flere private vagtværn, hvis antal, midler og beføjelser er blevet voldsomt forøget de senere år, og som er helt ude af proportioner med de i forhold til omsætningen forsvindende små tab, detailhandlen lider som følge af butikstyveri.

Den voksende sociale ulighed i Danmark og den regulære fattigdom »imødegås« altså af myndighederne og erhvervslivet med henholdsvis underbetalt tvangsarbejde, fratagelse af al offentlig støtte og et voksende privat finansieret hjælpepoliti med en styrke i samme størrelsesorden som politiets ca. 10.000 mand.

Spørgsmålet er så, om der er et alternativ til den udvikling, som vi skal se skitseret i de følgende artikler: »Erfaringer med tvangsarbejde«, »Fattigdommen i Danmark« og »Politiets hjælpepoliti«. I det efterfølgende interview til Faklen fastslår tidligere direktør i LEGO Gruppen, Per Sørensen, at det er på tide at erstatte traumatiseringen og kriminaliseringen af de arbejdsløse med legal arbejdsfrihed – et overskudssamfund er forpligtet til at sikre alle dets medlemmers eksistensgrundlag, f.eks. i form af borgerløn.

I sidste ende bliver det op til samfundets beslutningstagere at afgøre, om vi skal forværre den nuværende totalitære strategi, der sætter individet i økonomisk og moralsk gæld til samfundet, og af denne grund fortsætte ned ad det skråplan, hvor der bliver færre og færre grænser for, hvad statsmagten kan tillade sig at tvinge det enkelte menneske til. Eller om vi omvendt vil vælge en humanistisk strategi, hvor det er samfundet, der står i gæld til hver eneste af de borgere, der bor i landet, og hvor f.eks. retten til brød og bolig er uforenelig med enhver form for tvangsarbejde …

Faklen

TEMA:

> Erfaringer med tvangsarbejde
> Fattigdommen i Danmark
> Politiets hjælpepoliti
> Interview med Per Sørensen
> Borgerløn
> Tvangsarbejde krænker menneskerettighederne