Folkekirken sikres en særstilling i Danmark i kraft af Grundlovens § 4: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« Grundloven er blevet revideret flere gange, men formuleringen heraf er nøjagtig den samme i den seneste grundlovsrevision fra 1953, som den var i Grundloven fra 1849.

Hvad der ligger i denne særstatus, er åbent for fortolkning. Hvis man tager Grundlovens ordlyd for pålydende, er der strengt taget intet til hinder for at afskaffe samtlige af folkekirkens privilegier og gøre religion og gudsdyrkelse til en privatsag, hvor hver enkelt indmelder sig og kun understøtter den religion og dét eller de trossamfund, som vedkommende måtte ønske, eller helt frasiger sig tilknytning til ethvert trossamfund i alle livets forhold.

Staten kunne måske indskrænke sin grundlovsfæstede forpligtelse til at »understøtte« den evangelisk-lutherske kirke til et rent museumshold, f.eks. vedligeholdelse af udvalgte, historiske kirker. Hvad der ligger herudover måtte det så påhvile det evangelisk-lutherske trossamfund selv at finansiere og organisere.

Alternativt kunne man arbejde for en grundlovsrevision, der helt tog konsekvensen af den sekulariserede stat, afskrev folkekirkens særstatus og ligestillede ethvert trossamfund 100 procent - uden statsstøtte af nogen art. I så fald ville man heller ikke som i dag kollidere med en anden af Grundlovens paragraffer, nemlig § 68, der lyder: »Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.«

Selv om man ikke er medlem af folkekirken i dag, bidrager man nemlig over skatten til at finansiere præsternes lønninger i den evangelisk-lutherske kirke, og dette er svært foreneligt med Grundloven, uanset hvor kreativ en fortolkning man anlægger af § 68.

Stat og kirke er altså ingenlunde adskilt i Danmark. Den evangelisk-lutherske religion særstilles på bekostning af andre trossamfund. Eksempelvis:

• Kun den evangelisk-lutherske kirke kan afkræve enhver økonomiske bidrag over skatten.

• Kun medlemskab af den evangelisk-lutherske kirke betales over skatten, dvs. uden gennemskuelige beløb på jævnlige regninger.

• Som hovedregel skal fødsel og navngivning meddeles det lokale kirkekontor, uanset om man tilhører et andet trossamfund eller slet ikke noget trossamfund.

• Den evangelisk-lutherske kirke står for praktisk talt alle begravelsespladser.

• Nye trossamfund skal godkendes af staten; men selv en godkendelse ligestiller ikke trossamfund med den evangelisk-lutherske kirke i forhold til de fleste af de her nævnte punkter.

• Folkeskolens skema indeholder et fag med titlen »kristendomskundskab«, der hovedsageligt fokuserer på kristendommen.

Den danske regering har indirekte måttet erkende, at særstillingen af den evangelisk-lutherske kirke er diskriminerende. Således ville regeringen - som noget for Danmark helt usædvanligt i internationale sammenhænge - sidste år ikke underskrive et forbud mod diskrimination i en tillægsprotokol til den Europæiske Menneskeretskonvention, netop fordi Kirkeministeriet vurderede, at kirken dermed risikerede at måtte afgive privilegier.

På de følgende sider går vi i dybden med nogle af aspekterne og følgerne af den særstilling, som den evangelisk-lutherske kirke har i Danmark. I den forbindelse skal vi også kigge på nogle specielle forhold, der er relaterede til den evangelisk-lutherske selviscenesættelse, som Grundloven lader indtage en særstilling.

Således følger vi op på en sag, som Faklen rejste allerede i det første nummer i 1996, og som skabte voldsom debat - dokumentationen af det Danske Bibelselskabs manipulation med bibeloversættelsen fra 1992. I talrige tilfælde har man forandret gammeltestamentlige skriftsteder for at tækkes evangelisk-luthersk dogmatik i stedet for neutralt at oversætte religionsvidenskabeligt uafhængigt, sådan som Bibelselskabet ellers over for offentligheden erklærede at ville gøre det, da bevillingerne til at finansiere oversættelsen skulle i hus. Faklens kritik blev kraftigt afvist af evangelisk-lutherske teologer, men den uafhængige sagkundskab i form af semitiske filologer med den største ekspertise i gammeltestamentligt hebraisk sluttede op om kritikken. Og det i en sådan grad, at de første videnskabelige prøveoversættelser uden hensyntagen til kirkelig dogmatik nu udgives af det Kongelige Bibliotek og C.A. Reitzels Forlag, fem år efter Faklen rejste kritikken.

Endvidere har vi valgt at konsultere en ekspert i den evangelisk-lutherske kirkes fundament, nemlig Søren Kierkegaard, som kirkens repræsentanter i dag ofte fremhæver med stolthed uden at bemærke, at samme Kierkegaard førte en voldsom kamp mod officiel kristendom. Søren Kierkegaard udgav i 1854-55 et særligt stridsskrift med titlen Øieblikket, hvor han bl.a. vedholdende argumenterede og agiterede for, at den nytestamentlige kristendom stod i den skarpeste modsætning til den evangelisk-lutherske institution: Folkekirken.

Dermed synes to vidt forskellige forhold overraskende nok at gå op i en højere enhed: 1) Kravet om reel religionsfrihed og religionslighed, ikke mindst fremført af medlemmer af andre trossamfund såvel som mennesker, der står helt uden for noget trossamfund, og 2) Kierkegaards læsning af det Nye Testamente, ifølge hvilken folkekirkens eksistens som statskirke slet og ret er en afskaffelse af kristendom.

Med Kierkegaards ord: »For Alt frels Christendommen fra Staten; med sin Protection ligger den Christendommen ihjel som naar en Madamme med sit Corpus ligger sit Barn ihjel …«

Faklen

Temaet omfatter artiklerne:

> Kirken og religionernes rangklasser
> Kirkens monopol på liv og død
> Videnskabelig versus kirkelig oversættelse
> Kierkegaard: »For alt frels Christendommen fra Staten«
> Adskil kirke og stat